Kilde: Artikel af Ella Pedersen, fhv. lærer, fra december 2007.
Et møde med Svend Møller og Per Niemand Jensen.
Nørregade i Brønderslev har som de fleste andre gader gennemgået en stor forandring gennem tiderne.
Svend Møller er vokset op ved den østlige del af Nørregade og er bekendt med området, som han husker det så ud 1940-1950erne.
På hjørnet af Bredgade og Nørregade havde Mandrup Poulsen sin boghandel.
Derefter var der som i dag – Centralhotellet. I smøgen, hvor der i dag er værested, havde bogtrykker Hansen til huse.
I den efterfølgende gule bygning var der skrædderforretning i stueetagen og cykelforretning i kælderen.
Derefter var der Svend Christensens møbel – og ligkistemagasin.
På hjørnet ved Gravensgade havde barber Jørgensen forretning.
På det modsatte hjørne lå Nørrehus. Der var først en købmand Bentsen, derefter kom forsikringsagenturet ”Haand i Haand”.
Anton Tolstrup var den næste. Han forhandlede koks, kul og cinders, og var en overgang borgmester i Brønderslev.
Derefter kom urmager Buus, som gjorde opmærksom på sig selv ved at lade kyllinger vandre rundt mellem urene i butiksvinduet. Da Buus flyttede til hjørnet af Bredgade-Jernbanegade, rykkede Aalborg Stiftstidende ind i lokalerne.
Så kom VVS-firmaet Brdr. Langeland med bestyrer Otto Haugaard. Firmaet forhandlede rør, komfurer, radiatorer og meget mere.
Inde i baggården havde A. Poulsen sin sodavandsfabrik. Han forhandlede også æbler, huder og ål.
Den næste butik var lille bitte, og den lå lige over for ”Told- og Kgl. Vejer” skuret, som butiksejeren også passede.
Der går historier om det at fortolde. Det var især spiritus, der skulle fortoldes, og tolden blev af og til betalt med varer, – men det er måske bare en historie.
Til sidst kom Færchs møbel- og ligkiste forretning.
Ved Grønnegade lå bilforhandler S. Møllers forretning, og på hjørnet af Christiansgade lå dyrlæge Møllers ejendom.
På den modsatte side lå Borida, der indeholdt et pensionat i stueetagen, hvor værtinden hed ”Mads”, og på 1.sal havde Odd Fellow til huse.
I ejendommen derefter boede fru direktør Juhl Nielsen.
Derefter var der et beboelseshus, inden man kom til cementstøber Søren Nielsens ejendom.
Efter Vestergaardsgade kom landboauktionshallen, hvor der i dag er biograf og teatersal, kaldet BAS.
På hjørnet af Hedelundsgade var der også dengang en børnehave.
På venstre side over for Centralhotellet var der ned ad gaden baneterræn, pakhus med rampe foran og toldkontor.
Igen baneterræn, hvor Winther og Andersen havde opmagasinering af træ.
Bagved havde vognmand Jensen nogle heste i en bygning. Hestene blev brugt i forbindelse med rangering af godsvogne.
I en sanddynge ved godsvognene fandt drengen Svend Møller en landmine med følere. Han tog den med hjem og stillede den foran sin far og sagde: Se, hvad jeg har fundet! Faderen blev forskrækket. Minen blev afhentet af politibetjent Benzon.
Efter baneterrænet lå PN-beslags kontorbygning og derefter kom fabrikken.
Per Niemand Jensen er også født og opvokset i Nørregade. Han bor og har altid boet på ”Møllerens Eng”.
Pers far var møller. Han havde sin mølle omtrent der, hvor vandtårnet står. Navnet Niemand fik Per, fordi han var nummer ni i børneflokken på 12. Per Niemand Jensen er i dag 90 år, men bor som enkemand alene i sit hus og klarer sig selv. Han hjælper til i Brønderslev Hallen, når det er nødvendigt. Ingen kan se eller mærke, at Per Niemand Jensen er 90 år gammel.
Det lille gule hus foran tennisbanen kaldes Hedelundshuset. Til venstre boede Monrad med kone og børn, og til højre boede Bitte Frederik med sin familie. Monrad arbejdede for kommunen. Han skulle slå sten til gaderne. Det var et hårdt arbejde.
Nord for Per Niemand Jensen boede post Jens (Olsen), derefter Otto Pedersen, Brønderslev Trælasthandel.
Derefter kom man til stadion, hvor den første bestyrer var sadelmager Yde. Da Anker og Signe var bestyrere, vankede der fra Signes hånd æbleskiver og jødekager, og fra Ankers hånd streng justits. Man måtte aldrig løbe over fodboldbanen, – så vankede der skældud.
Efter stadion lå sygehusinspektør Sølvsteens hus.
Derefter kom Augustesens hus. Han var fyrbøder på sygehuset og chauffør i sygebilen.
Næste hus tilhørte taxavognmand Vestenkær, og efter ham boede købmand Hans og Nussen.
Så kom man til huset, hvor den barber boede, som var barber i forretningen ved siden af Martinus Nielsen.
I næste hus boede en maler.
Så kom forretningen, der solgte brød, slik og ugeblade. Dengang var ugeblade ikke noget hverdagsagtigt.
Derefter var der igen en beboelsesejendom.
Så kom huset, hvor Jens Oluf og Anna og børn, plus en hest, boede. Jens Oluf var post i Vildmosen, og når vinteren var rigtig slem, spændte børnene hesten for en kane, og hentede deres far i mosen.
Derefter huset, hvor Mølvadgaard, der arbejdede for kommunen, boede. Efter ham boede der en enke, og så var der 2 beboelsesejendomme efter hinanden, inden man kom til huset, hvor Per Duhn boede, og så er vi nået til Tolstrupvej.
Inden børnehjemmet blev opført, var der på området en plantage, kaldet fru Tuxens plantage. – Det var en ideel legeplads. Vi holdt den fri for børn fra byen. En dreng, der havde et glasøje, tabte det en gang, da han klatrede i et træ. Vi ledte alle sammen på jorden indtil vi fandt det. Det blev gjort rent med spyt, tørret med undertøjet og derefter sat på plads igen, fortæller Per Niemand Jensen.
Den gamle restaurationsbygning i Hedelund var en meget smuk træbygning med danselokaler m.m., men den blev brændt ned af tyskerne under krigen. I bygningen var der afholdt mange fester, bl.a. grundlovs-, pinse- og folkefester. Græsset omkring søen måtte ikke betrædes. Ønskede man at danse i Den runde Pavillon, kostede det 50 øre pr. dans. Der, hvor idrætshøjskolen ligger, var der tidligere en mark, hvor heste græssede. Hestene tilhørte direktør Cordes fra Trælasten. Per Niemand Jensens kone gav hestene brød, og da de en dag stak af, lykkedes det hans kone at fange dem, fordi de genkendte hendes stemme.
På en udstykning fra Ø. Hedegaard blev der bygget en bolig til overlæge Thorvald Pedersen. Den blev senere købt af sagfører Sanvig.
Derefter byggedes der endnu en lægebolig.
Så kom Sygehusvej og derefter kom selve sygehuset, som blev opført i 1913-1914, – også jordareal fra Ø. Hedegaard.
Allersidst inden Tolstrupvej lå funktionærboligerne.