Historien om ”Murens Leo” fra Vrensted og hans slægts historie i 8 fortællinger

Redaktion og layout: Leo Kjær Nielsen

Adresse:

Leo Kjær Nielsen

Anders Nielsens Vej 25, st. 0004

9400 Nørresundby

Mail: lkn@nielsen.mail.dk

2. Indholdsfortegnelse.

3 Hvem er jeg side 8

3.1 Min slægt side 9

4 Diagram Slægten på Nørkær side 11

5 Bilag hertil side 12

6 Diagram Slægten fra Manna side 14

7 Bilag hertil side 15

8 En mindetur i barndommens gader side 17

8.1 Mit barndomhjem side 36

8.2 Min skoletid side 39

8.3 Min barndom side 41

8.4 Min spejdertid side 44

8.5 Forsamlingshuset side 46

8.6 Erindringer fra Besættelsen side 49

8.7 Min fars murerforretning side 52

8.8 En Flygtningelejr i Snevre side 55

8.9 Min læretid side 62

8.10 Min sejltid side 67

8.11 Afslutning side 72

Billedkavalkade side 73

Fortælling om mine oldeforældre m.m. side 82

Ingers fortælling(Inger er min biologiske mor)side 91

Thomas fortælling side 99

Edels fortælling side 102

Ejlersgaard på Nørkær i Vrensted m.m. side 107

Fortælling om min far – Murer Christian side 116

Mindetur gennem Manna og Thise side 137

Hvem er jeg.

Leo Kjær Nielsen (kaldet murens Leo. Født i Manna 14-8-1936 af ugift mor. Boede i 3 år hos mine bedsteforældre Jens og Mathilde samt min oldemor Else Marie.

Da min oldemor døde i 1939, blev jer adopteret af murer Christian og Else (min biologiske mors søster) i Vrensted.

Gik i Vrensted Byskole 1943-1948 og Løkken Realskole 1948-1952

Var i 1952-1953 ”høwer” hos Arnold Trudslev.

Kom i smedelære i Stenum 1953-1957 hos Laurits Larsen

Gik på Ålborg Maskinmesterskole1956-1959.

Var marinesoldat 1959-1961 (17 mdr.)

Sejlede 1959-1961 med Mærsk Line.

Gik på Københavns Maskinmesterskole 1961-1963.

Arbejdede 1963-1966 på Enstedværket i Åbenrå.

Blev i 1966 ansat på Vendsysselværket (nu Nordjyllandsværket) og var med i hele opbygningen og senere driften

Var i årene 1970 til pensionering i 1995 overflyttet til driftskontoret og arbejde her som instruktør, sikkerhedsleder m.m.

Blev igen i 1996 hyret til div. konkrete opgaver samt til rundvisninger.

Kommer nu kun til pensionistsammenkomster.

3.1 Min slægt.

Der er nok nogle der tror, at hvis man søger tilstrækkelig langt tilbage finder man ud af, at man kommer fra ”noget fint”. Jeg tror nu nok, at det sjældent er tilfældet. Og det tror jeg også er tilfældet hos mig. Når jeg går tilbage til mine oldeforældre viser det sig, at de er ganske almindelige mennesker, i stor udstrækning med en håndværksmæssig baggrund.

Mine oldeforældre på min mors side stammer begge fra området. Her kommer min oldefar fra området mellem Manna og Gl. Hammelmose. Han nedsatte sig som Hjulmager og Karetmager på Gl. Hammelmose Mølle.

Min oldemor er født på Helledi mellem Thise og Vrensted. De er altså opvokset tæt på hinanden og kan let have mødtes ved en lokal festlig begivenhed som sommerfest på toppen af Thise Bakker.

Det andet hold oldeforældre på mors side stammer begge fra området omkring Arden i Rold Skov, mere herom senere.

Min morfar karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen, kommer fra en familie ved mosen syd for Manna. Faderen var hjulmager og karetmager og boede på Gl. Hammelmose Mølle. Flyttede senere til Thise og tog navnet Kjær da de tidligere boede på Manna Kær. Min bedstefar blev uddannet til karetmager.

Familien flyttede senere til Aalborg og herefter til Manna og åbnede en karetmager/træskomager forretning i Manna, hvor jeg blev født. De flyttede til sidst til Brønderslev og ligger begravet her.

Min mormor stammer fra Arden hvor faderen var ledvogter og baneformand. Vi har en enkelt gang besøgt en onkel i ledvogterboligen ved vejovergangen med den store klokke. I husets vindue ud mod bommene stod der en papegøje i et bur. Det var i øvrigt Mathilde der en dag i min konfirmationsalder fortalte mig om hvordan min fødsel og første barndom kom til at gå. Det var jo ikke normalt at snakke åbent om problemet når en ung pige som her, af en indremissionsk familie kom ”galt afsted”.

Min farfar Jens Peter på Nørkæret kom fra en familie i Hundelev, der ligesom han var husmand og murer. Jeg husker ham tydeligt. Når vi besøgte dem på Nørkæret, sad han altid mellem kakkelovnen og døren til soveværelset og lige i nærheden var krogpiben og tobaksbordet med tobak i den ene skuffe og skrå og ”udkrasning” i den anden. Hans død står helt tydelig for mig. Da han skulle synges ud, stod han i den åbne kiste nede i gangen, og da vi skulle gå, fik jeg besked på at hente frakkerne. De hang desværre på knage bag ved kisten, så jeg måtte række hen over ham for at få frakkerne. Et syn jeg aldrig glemmer.

Min farmor, Anna Kirstine blev født på gården ”Ellisgård” som lå på Nørkæret tæt ved hendes nye hjem. Her fødte hun 8 børn samtidig med, at hun passede husmandsbruget med et par køer og nogle grise. Jeg har kendskab til to af hendes søskende, nemlig Elvine gift med smed Christensen fra Mejeribyen samt Jens Ellitsgård der også boede på Vingevej. Jeg har aldrig mødt min farmor, da hun allerede tidligt døde af koldbrand på Hjørring Sygehus. I min søgning er jeg ofte stødt på hendes navn, mest i.f.m. Ellitsgård. Tænk kun at flytte få hundrede meter fra sit fødehjem, føde 8 børn, arbejde hårdt med bruget og så dø i en al for tidlig alder. Jeg har ondt af hende.

Det ene hold oldeforældre på min fars side stammer begge fra Hundelev/Jelstrup. Her blev de også viet. De blev begge begravet i Jetsmark.

I det andet hold oldeforældre stammer faderen fra gården Eilertsgård på Nørkæret. Gården lå mellem Lindegård og Ågård. Moderen her stammer fra Klæstrup.

Så næsten hele min slægt stammer her fra Vendsyssel. Kun min mormors slægt stammer fra området omkring Hadsundbanen, hvor flere af familien senere blev ansat.

4 Slægten Nielsen Vrensted Nørkær..

3.Margit

7.Erna

6.Svend

18.Mette Marie

5.Børn

8.Børn

10.Christian

9.Else

15.Thomas Peter

17.Johannes Thomsen

13.Anna Kirstine

14.Børn

16.Mette Kirstine

12.Jens Peter

19.Fam Ellitsgård eeEEllitsgårdEllitsgård

1.Leo

11.Familie Kjær

2.Sonja

4.Børn

5 Bilag til oversigtsplan 1.

Leo Kjær Nielsen, se ” Hvem er jeg?”
Sonja Vestergård 1935-2020. Datter af Dagny og Mathias Vestergård Vrensted.
Margit Kjær Nielsen 1944-2021. Datter af Kirstine og Kristian Lucassen Gøttrup. Margit har 3 børn se 5. Viet til Leo 5-10-1991.
Dorthe Kjær f. 22-6- 1963 i Vrensted. Dorthe har 2 børn. Andreas f. 20-12-2000. Philip f. 18-6-2002. Anders Kjær Nielsen f. 24-5-1966 i Langholt. Viet til Esther Jeneba Kain i Sierra Leone d. 13-12-2008.
Ann Birgitta Goddiksen f. 1966 i Rødovre. Thomas Christian Goddiksen f. 1971 i Nr. Uttrup. Mette Kirstine Goddiksen f. 1976 i Nr. Uttrup.
Svend Nielsen f.13-12-1931, død 19-3-2009. Begravet i Vrensted
Erna Ulrik Nielsen f. 21-12-1932 i Løkken. Viet til Svend d. 4-12-1954 i Løkken. De har 3 børn, se 8
Per Ulrik Nielsen f. 8-4-1955. Per har 3 børn: Jesper f. 20-7-1978, Sisse f. 29-12-1992, Rikke 07.11.1995-27.03.2003 Ole Ulrik Nielsen f. 10-9-1956, viet til Laila 8-9-1984. De har 2 børn. Helle f. 19-3-1982. Janni f. d. 16-4-1989. Christian Ulrik Nielsen f. 23-11-1962. Christian har 2 børn. Sebastian f. d. 31-1-2002, ??Alle født i Vrensted.
Else Kirstine Nielsen f. Pedersen, senere Kjær f. 12-8-1903 i Hobro. Viet 8-4-1929 i Thise kirke til Christian. Død 20-8-1997 i Vrensted.
Thomas Christian Nielsen f. 8-3-1899 Vrensted Nørkær. Død 30-10-1989 på Brønderslev Sygehus.
Familien Kjær, se oversigtsplan nr. 2.
Jens Peter Nielsen f. 14-4-1870 i Jelstrup. Viet til Anna Kirstine Thomsen/Ellitsgaard d. 9-8-1898 i Vrensted kirke. Død d. 27-4-1961 på Nørkæret.
Anna Kirstine Thomsen/Ellitsgaard f. 4-7-1878 på Ellitsgård Vrensted Udflyttere. Død d. 16-9-1942 på Hjørring Sygehus.
Jens Peter og Anna Kirstine fik 8 børn: Stinne, Emma, Clara, Agnes, Christian, Richard, Viggo, Arnold og Ernst. Alle født på Nørrekæret.
Husmand og murer Thomas Peter Nielsen f. 18-9-1832 i Hundelev. Viet til Mette Kirstine Jensdatter d. 21-4-1865 i Jetsmark Kirke. Død d. 29-3-1920. Begravet i Jelstrup.
Mette Kirstine Nielsen f. Jensdatter d. 4-8-1842 i Hundelev. Viet til Thomas Peter (se 15)
Gaardmand Johannes Thomsen/Ellitsgaard, f. 1-8-1839 i Vrensted. Viet til Mette Marie Jensdatter d. 4-2-1868 i Vrensted Kirke. Død d. 7-12-1910 i Vrensted.
Mette Marie Thomsen, f. Jensdatter f 24-2-1841 i Klæstrup. Viet til Johannes (se17). Død 12-4-1922 i Vrensted.
Familien Ellitsgård.

6 Slægten Kjær Manna.

3.Margit

7.Erna

6.Svend

18.Kirstine

5.Børn

8.Børn

10.Else

9.Christian

15.Jens Peder

17.Niels Christian

13.Mathilde

14.Børn

16.Else Marie

12.Jens Emanuel

19. Fam. Hendriksen

1.Leo

11.Fam. Nielsen

2.Sonja

4.Børn

20..Børn

7 Bilag til oversigtsplan 2.

NB: nr. 1-6-9-10, se oversigtsplan 1.

12.Karetmager Jens Emanuel Kjær f. Pedersen f. d. 9-7-1877 i Hammelmose Mølle. Voksendåb d.15.04.1914. Død d. 21-1-1962 i Brønderslev. Viet til husmoder Mathilde Hendriksen d. 16-11-1901 i Storarden kirke.

Mathilde Hendriksen f. 23-12-1878 i Haldtostrup/ Hobro. Død d. 2-2-1953 i Brønderslev. Viet til Jens, se 12.
Jens og Mathilde fik 7 børn. Else Kirstine Kjær f. Pedersen 1903-1997. Christian Peter Kjær 1905-1987. Jens Richard Kjær 1907-1961. Thomas Kjær 1914-? Inger Marie Kjær 1915-2003. Erik Henry Kjær 1918-1985. Karl Emil Kjær 1921-1968.
Hjulmager Jens Peder Pedersen f. 16.03.1840 i Svinget Manna Kjær. Voksendåb d. 18.04.1840 i Thise Kirke. Karetmager, Insidder, 1871 i Gl. Hammelmose Mølle,
Else Marie Thomasdatter 1847-1939 Manna Kær.
Ledvogter /baneformand Niels Christian Hendriksen 1845-1931 Arden.
Kirstine Pedersdatter 1846-1923 Arden.
Familien Hendriksen Arden.
Jens Peder og Else Marie fik 4 børn.

En mindetur gennem min barndoms gader i Vrensted.

Jeg er lige stået af Brix´s røde rutebil, som nu i en støvsky fortsætter mod Løkken. Det er sommer og grøftekanterne er fulde af liv. Jeg ser mig omkring. Lidt længere ude af Brønderslevvejen bor Chr. Slots`, som arbejder for min far. Håndlangerne siger, det er hårdt arbejde at forsyne Chresten med sten og mørtel, da ingen andre kan lægge så mange sten som ham.

I det fjerne, ud fra Kongsengene, kommer der nu noget mærkeligt kørende på en lille lav knallert. Den er så lille, at sædet og styret er sat op på et langt rør. En stor dame sidder på maskinen og med en lang frakke flagrende efter sig. Det er jordemoderen, som bor i et lille hus lidt længere ud mod Kongsengene. Et syn der altid grines af. Knallerten er en af de maskiner, der blev nedkastet med de engelske faldskærmssoldater. Gad vide om hun har fået den forærende af Vrensted nedkastningsgruppe.

På vejen tæt ved Emilie-Peter, var der en mergelgrav, som vi badede i. Det måtte vi ikke, da det kunne være farligt med det kolde vand. Måske derfor var det spændende.

Jeg vender blikket mod syd og får øje på Minister-Tewdor komme trækkende med sin ko. En ganske fredelig og hyggelig fyr. Under besættelsen hvor man havde svært ved at få tobak, tjente vi drenge en skilling ved at tørre kirsebærblade til hans pibe. Det tørrede vi på en bageplade i komfurovnen. Men det var svært at få den rette kvalitet. Var det for tørt smuldrede det, når han stoppede piben, og var det for vådt kunne han ikke få ild i det.

Jeg fortsætter op ad grusvejen op mod svinget. Til højre lå Vrensted Mølle. Jeg husker ikke at vingerne har drevet møllen. Til gengæld var der en stor petroleumsmotor med vandretliggende cylinder, som drev møllen. Motoren var anbragt i et muret maskinhus lige op ad møllens fundament. Til køling var der muret et bassin med vand, og fra motoren gik der rør hertil. Jeg har senere set en sådan maskine flere gange, og det, at de kom fra den nedlagte Maginot-linien efter første verdenskrig. I selve møllens jordvold kunne vi grave et lille åbent hul forsynet med et meget hjemmelavet tag. Her kunne vi drenge i fred og ro sidde og drømme fremtidsdrømme. Mon ikke de fleste ville være lokomotivførere.

Hvem der boede i huset nord for vejen, husker jeg ikke men der blev fortalt, at de var i familie med mælkemand Ejlert og Marie (har senere fået at vide at det var Maries far)

I selve svinget på sydsiden af vejen boede Harald Nielsen, Else og Poul. Harald var lillebilvognmand. Han havde en af disse meget lave Citroen ér, som man så i gl. franske kriminalfilm med Lemmy Constantine. Der fortælles, jeg kan ikke huske det, at han under besættelsen forsøgte at montere en gasgenerator bag på. Det må have set mærkeligt ud at se en så lav bil med en stor skorsten/generator stikkende op bagpå.

På samme side af vejen kommer det næste hus som bebos af Frederiksen. Han var vejformand ved et eller andet firma og til transport havde han en gl. motorcykel, som ofte stod udenfor. Den skulle vi drenge ofte hen at røre ved. Var det her i dette hus at Gilbert havde sin første cykelforretning?

I det næste hus på samme side boede Rosa og Valdemar. Han var en meget værdsat håndlanger hos min far, og jeg tror, han var der næsten hele tiden. Rosa var kasserer i den lokale fagforening, og der stod ofte kø udenfor bryggersdøren, når man skulle til kontrol og stemples. Jeg ved dårlig nok hvor mange roser denne familie skulle have. En stor buketfuld, mindst. Jeg kom der ofte, og der var altid plads til en mere, selv om huset var fuldt af både egne børn og børnebørn. En af årsagerne var også, at jeg var næsten jævnaldrende med Bernhard og Poul, og at Bernhard senere kom i murerlære hos min far og samtidig flyttede ind i drengeværelset sammen med Svend og mig. Om aftenen når vi var kommet i seng sang vi ofte en lille sang om vore hemmelige kærester. En af sangene var ” Dernede i dalen en lille hytte lå—”. Rosa var nok lidt ”missions”, og en kort overgang var min mor og mig med når der var møde i missionshuset i Løkken. En kort periode var jeg også med i søndagsskole. Men det var slet ikke noget for mig.

I huset overfor boede Wilhelm Ørum´s. Vi så ham ofte komme kørende i sin ponyvogn med ”skravler” og hvori der ofte var en levende gris. Man sagde, at han nok solgte grise til tyskerne. Og det var jo ikke velset. Efter besættelsen viste det sig, at han var medlem af Vrensted modstandsgruppe bestående af bl.a. Stevns, Knud Svenningsen, Erik Eriksen, Arnold Michaelsen m.fl. Så jeg tror mere på, at han samlede informationer til næste nedkastning ved Ingstrup Sø.

Det næste hus efter Rosa-Valdemar var Jens Ellitsgård`s. Jeg husker Mogens som læste til lærer. En søster, Nelly, udvandrede tidligere til USA hvor hun blev gift med Gene Thuesen der var Sales Manager i Knudsen Cremery Compagny. Jeg besøgte dem flere gange i Los Angeles når ” Nicholine Mærsk” var i havn der. Mere herom senere. Jens var frisk til det sidste. Jeg husker et billede i Vendsyssel Tidende, der blev taget på hans 85års fødselsdag og hvor vi så ham høste korn med sin ”hylli” (le). I forbindelse med min slægtsforskning, har det vist sig, at vi var i familie med hinanden, idet Jens Ellitsgård var min fars morbror. Se slægtsdiagram.

Lige efter Ørum boede Harald Hansen´s med sønnen Gunner. Det var et sted jeg kom ofte, da jeg syntes at alt ved landbruget dengang var spændende. Det var sjovt at se, når ”kontrollen” kontrollerede mælkeprøver inde i bryggerset med sin store skive med alle reagensglassene sat fast ude i periferien. Men det var en modbydelig lugt med den syre, der blev brugt til prøverne. Når der blev tærsket, var det sjovt at se alle de mus der efter det sidste neg i et gulv myldrede op ad væggen. Her havde hunden nok at lave. Udenfor ko huset ved ajlebeholderen, var der et lille hus til grise og kalve. Her blev der under og lige efter besættelsen tørret hjemavlet tobaksblade. Når bladene var passende, blev de rullet sammen og skåret i smalle strimler i en maskine, der var en mini rugbrødemaskine. Herefter blev tobakken tilsat en væske, sådan at tobakken kom til at dufte som ”Mac Barens” pibetobak. Vi knejter skulle naturligvis også prøve at ryge. Vi lavede en pibe af udmarvede hyldegrene som blev udhulet til både spids og hoved. Herefter husker jeg kun at vi alle herefter fik voldsomme opkastninger. En proces som alle raske drenge måtte igennem. Gunner var ikke altid god ved os drenge. På marken nord for gården gik der køer i en indhegning med ståltråd, hvori der var strøm. For at kontrollere om der var strøm på, sagde Gunner at vi blot skulle tisse på tråden, så ville vi opdage det. Ja mon ikke, Men jeg tror ikke vi lod os narre. I stedet kunne vi gøre et græsstrå vådt og lægge det på tråden. Under besættelsen lavede mor og Emma kartoffelmel af revne kartofler, som stod til bundfældning i en vaskebalje. Herefter kunne det lægges til tørre i solen. Når kornnegene var tærsket, blev halmen anbragt i et ”gulv”. Det var sjovt for os unger fra nabolaget at klatre op på ladens trækonstruktion og hoppe ned i den bløde halm. Jeg skylder lige at nævne, at det engang kostede et knæ i det ene øje, hjernerystelse og 14 dage på sygehuset.

Lige overfor mit hjem boede mælkemand Ejler og Marie med børnene Kirsten og Ninna. Det var jo piger, og dem legede vi drenge ikke så meget med. Men jeg var ofte med i marken sammen med Ejler. Han havde marken hen til Jens Ellitsgård, samt lidt jord på den anden side af Brønderslevvejen. Når der skulle tærskes korn, kom Traktor Charles med sit transportable tærskeværk, der blev trukket og drevet af en stor Fordson Major. Så var det med at holde sig på afstand, da den store rem mellem traktor og tærskeværk så farlig ud. Når Ejler var på mælketur, fik vi drenge ofte lov til at være kusk. Så kunne Ejler koncentrere sig om mælkesalget. Kirsten blev gift med Torben, som desværre døde under en ferietur. Kirsten fik senere konstateret kræft og døde af det. Ninna blev uddannet til damefrisør. I min slægtsforskning har det vist sig, at vi også var i familie med Ejler, idet hans far og min bedstefar fra familien Kjær var brødre.

Lige overfor, Vingevej 9 i dag, var mit barndomshjem. Jeg bliver nødt til at stå stille her under min vandring gennem barndommens gader. Det er helt utroligt, så mange positive tanker, der nu myldrer gennem mit hoved. Et fantastisk godt barndomshjem, som jeg kunne skrive meget mere om. Og det gør jeg så senere. Med en duft af nylagte hestepærer går jeg videre.

På marken hen mod Smed Søren, var der en oplagsplads til stilladsbrædder m.m. Da al stillads blev bygget op af træbrædder og stolper, var det vigtigt at alt var ok og klart til næste opgave. Lige inden smeden, blev der senere bygget et hus, som jeg ikke har kendskab til. Men de må have været radioamatører, da huset blev forsynet med høje antenner.

Det næste hus på vejen var smedemester Søren Nielsen med konen Ellen og datteren Kirsten. Sjovt nok var det ikke et sted jeg kom særlig meget, da jeg jo senere blev udlært til grovsmed. Ved siden af smedjen boede svendene. En af dem hed Åsholm. Han var jæger og havde derfor et jagtgevær. Under besættelsen når de tyske spærreballoner rev sig løs i en strid vestenvind og slæbte fundamentet med sig over stok og sten, blev Åsholm tilkaldt for at skyde ballonen ned. Om det lykkedes ved jeg ikke. En anden svend hed Dusinus eller Dion som boede til leje i enden af Tårnurfabrikken, over mod diget. Jeg tror ikke han var der særlig længe og flyttede fra byen. På et tidspunkt tog Søren en lærling fra Ingstrup Efterskole. Det var, så vidt jeg husker en skole for børn der havde fået en dårlig start på tilværelsen. Men han måtte desværre forlade pladsen, da der efterfølgende gik rygter om ar ”der forsvandt ting”. Senere gik der rygter om at det ”vist nok ikke var ham alligevel”. En træls skæbne for et ungt menneske der forsøgte at få en bedre start på livet. Smedjen blev senere solgt til Per Hvarregård.

Lige overfor smedjen lå Vrensted Central, som i min tid blev bestyret af ”Central Marinus”. Han var invalid, da han tilsyneladende ingen fødder havde. Han kørte i en trehjulet handicapcykel, hvor forhjulet blev trukket af kæder og pedalarme ført op således, at han kunne betjene dem fra sædet. Underbenene der næsten kun var et par klumper hang ned fra sædet og kunne ikke bruges. Han havde en hjælper eller kone som passede ham og indimellem også centralen. Når vi måtte lave ballade eks. Nytårs aften, gjorde vi det kun når hun sad ved omstillingsbordet, så vidste vi, at banen var klar. Marinus havde i øvrigt en i samme situation, nemlig ” Kræn Jensen Trehjywel” fra Bådstedhede. Vi så dem altid, når der var afslutning på idrætsugen eller der var fest i Anlægget. Ifølge min mors kogebog, hvori hun noterede alt muligt havde Marinus 30-års jubilæum i 1945.

I sidste hus på sydsiden ved siden af Centralen boede Jens Madsen. Det var et lille landbrug men Jens Madsen havde også en ”Lillebil”. Det var en stor 6-cylindret Chevrolet med plads til 6 passagerer, de to på klapsæder bagved de forreste sæder. I huset var der også Vrensted bibliotek, som jeg benyttede meget, da jeg læste meget og havde en bogreol oppe på drengeværelset. Også dette hus var et af Sagfører Olsens projekter.

Imellem Smed Søren og Knudsgård lå vandværket. Der måtte vi ikke komme ind, men når der var eftersyn, listede vi os til at se ind af døren og blev imponeret af de store beholdere og pumper, der langsomt gik op og ned og sagde DUNK-DUNK-DUNK. Jeg husker, at der blev forsøgt at lave en ny boring lige nord for vandværket. Ja, det har nok ikke lykkedes, da vandværket nu jo er flyttet. Vandværket blev senere ombygget til bolig for en familie. Det må have været et stort arbejde.

Og så står jeg pludselig midt i Vrensteds pulserende centrum. Her er der altid liv. Cyklister, mødre med barnevogne, hestevogne med læs til dyrene, glade skolebørn på vej hjem og meget mere. Uanset næsten hvor man kommer fra og næsten uanset hvor man skal hen, foregår det via Trehjørnet. Her er Kommunekontoret, her har Gilbert cykelforretning og her har Romedahl bygget hus og lavet herreklip, og her har hans kone lavet isbod, som efter kort tid blev vores nye samlingssted (i stedet for bager Bedholms forgang). Jeg står her lidt i egne tanker og mindes de mange oplevelser, der knytter sig til dette sted. Men jeg vender mig mod nord og går ud i ” Mejeribyen”.

Gården Knudsgård på højre hånd har jeg egentlig ikke haft noget forhold til. Min bror Svend, var en overgang hjælper her. Men mon ikke Svend og Knud Hoven var i samme alder. Min mor købte senere et stykke jord af Per Hoven til udvidelse af haven. Det gav desværre flere opgaver til mig.

I det næste gule hus på højre hånd boede min onkel Arnold og Hanny med børnene (jeg husker desværre kun Selma og Årle). Jeg mener der var to piger mere. Der kom jeg ikke særlig tit. Drenge leger jo ikke med piger (Undskyld piger men det kommer senere) og Årle var noget yngre. Arnold arbejdede for min far og sammen med onkel Ernst fra Nørkæret var de begge betroede medarbejdere på byggepladsen, når far var optaget hjemme af det administrative. De må have været gode læremestre, da Svend senere kom i lære.

Jeg står her lidt og kigger op på telefontrådene der skal hen til Marinus samt el-trådene, der kommer fra transformatortårnet i Mejeribyen. I de hårde vintre i 40-erne var der altid høje snedriver netop her, og vi blev advaret om, at det var farligt at røre trådene.

I det næste hus boede Astas Ejner sammen med sin mor og en søster. Ud af Ejners fortællinger kan jeg se, at han var karl hos Harald Hansen og senere i købmandslære i Stenum, hvor jeg også senere kom i lære. Efter sin pensionering blev Ejner en god foredragsholder og en god formidler af Vendelbomålet, som han også brugte i det daglige. Ejner kom senere til Aalborg Politi som kriminalkommissær sammen med endnu en Vrensted dreng, nemlig Svend Mejlholm fra Østre Hede. Svend bor i dag i Skalborg sammen med Inger. Vi holdt i øvrigt juleaften sammen hvert år.

I det næste hus boede Henry Kraghs med børnene Oda, Edel og Henning. Henning var desværre en spinkel og svagelig dreng. Man sagde at han havde haft Engelsk Syge som barn. Desværre var Henning et let offer for drillerier (mobning), da kan ikke kunne forsvare sig. Han var meget bange for grangrene og en dag blev der i et frikvarter anbragt en gren i hans skoletaske. Han skreg af rædsel, da han åbnede sin taske. Det var synd for Henning, så mobning fandtes også dengang. Henning døde desværre i en al for tidlig alder.

Næste hus på vejen var barberens, Her havde Simoni og Magda hver en salon. Inde hos Simoni lugtede det altid af hårvand og hos Magda af varm krøllemaskine. Magda blev betragtet som en fin dame, også af hende selv iflg. barberens Leo. Det var altid sjovt at se, når Simoni var ude at cykle. Han havde et stift højreben og cykelhandleren havde ændret pedalarmen så den godt kunne bruges selv med et stift ben. Jeg har i øvrigt truffet Leo senere her i Lindholm, hvor han var i gang med sin slægtshistorie. Den er senere udgivet på Jens Ottos hjemmeside. Læs den. Den er meget spændende.

Lige ved siden af boede Møbelsnedker Oluf Jensen med hustru Maren samt børnene Georg, Arne samt 2 mere som jeg ikke husker navnene på. Oluf var en meget dygtig håndværker og lavede gedigne møbler. Min datter har stadig et spisebord med stole fremstillet af Oluf og hans folk. Det var spændende at komme ind i værkstedet og se når der blev limet finer. Når den varme lim fra potten på komfuret blev smurt på fladerne og fineren blev lagt på, skulle det gå stærkt med at skrabe overflødig lim væk. En anden grund til at jeg kom der var, at Georg og jeg lavede en tre-mastet skonnert. Vi ville ud at sejle. Skibet blev laver af et stykke et-tommers planke og master og ræer blev lavet af tørrede grene fra haven. Da skibet skulle døbes, blev vi uenige om navnet. Jeg syntes det skulle hedde Ystalyfera, mens Georg mente det skulle hedde Rolf. Hvem der fik ret, husker jeg ikke. En af lærlingene var i øvrigt flokleder for en gruppe ulveunger i Løkken, og han overtalte mig til at blive spejder. Mere herom senere. Den yngre bror Arne har skrevet sine barndomserindringer i bogen ”Kærminder”. Kan anbefale at læse den.

Den sidste del af mejeribyen var egentlig ikke et sted, som vi drenge fra Midtbyen brugte, men der er alligevel nogle minder herfra, så jeg fortsætter turen.

Det næste sted jeg husker, er ”Cykelhandleren”. Skulle det være mere præcist blev han kaldt ”Christensen”. Her blev min interesse for teknik nok vakt. Det var sjovt at komme ind i det rodede, men hyggelige værksted og iagttage reparationerne. Her lærte jeg at vedligeholde vore cykler. Jeg lærte at stramme kæder, udskifte pedaler (husk links gevind på den højre), at justere nav og styr m.m. Han og Gerda flyttede senere hen på den gamle tivoliplads mellem Reinholt og Gilbert og lavede her autoværksted. Sønnen Svend og jeg blev i øvrigt kolleger, idet vi begge som maskinmestre kom til at arbejde på Elværker.

I huset og værkstedet ved siden af boede Willy Kristensen. Han blev næsten altid kaldt ”Karetmageren”. Jeg har nu aldrig set hverken vogne eller kareter der. Jeg tror heller ikke at far arbejdede sammen med ham. Men jeg husker Willy for en bestemt ting. Han begyndte at udleje transportable el-vaskemaskiner. Og det var en kærkommen gave for mig, da jeg ofte skulle hjælpe med at vugge den gamle vaskemaskine, når der var storvask. Willy havde en cykeltrailer og med den transporterede han maskinen ud til kunderne, der så kunne leje den et par dage. Senere kom jo fællesvaskeriet mellem Agnes Bak og købmanden. Jeg tror det fik en ende, da Elektrikerens Marie begyndte at sælge hårde hvidevarer fra deres butik i Mejeribyen.

De næste huse på vejen ud til mejeriet har jeg ingen kendskab til, så jeg stopper op ved Smed Christensen. Vi var på besøg der nogle gange og hvorfor vidste jeg ikke. Men det viser sig at vi ”er lidt i familie”. På et opslag af Jens Otto, kommenterede jeg vores besøg der. Denne bemærkning blev kommenteret af Konni Bentzen der skrev, at konen i huset var hendes oldemor. Hun hed Elvine, født Ellitsgård, og da min bedstemor på Nørkæret, Anne Kjerstine også var født Ellitsgård begyndte en slægtshistorie at tage form. Det har vist sig at Anne Kjerstine, Elvine Christensen og Jens Ellitsgård fra Vingevej alle er søskende. Dette kan ses på Slægtsdiagrammet for Familien Nielsen Nørkæret. En sjov detalje der gør Slægtsforskning spændende. Jeg tror ikke Smed Christensen var særlig aktiv i denne periode, vi besøgte ham. Men smedjen lugtede stadig af esse, kul og hestelort.

Så står jeg igen i et lille knudepunkt, dog noget mindre end Trehjørnet. Men aktivitet var her, ofte til ud på aftenen. Mejeriet kørte om formiddagen, Brugsen og Martin havde åbent til sidst på eftermiddagen, hvor så Forsamlingshuset så ofte startede op. Mejeriet var til stor hjælp for en beskidt smededreng som mig. Vi havde i starten ikke badeværelse hjemme, og i smedien, kun at blive vasket i en spand lunkent vand hele ugen igennem, var ikke tilstrækkeligt. Men om søndagen kunne vi få brusebad med vand fra de varme kedler.

Inde hos købmand Martin duftede det dejligt af træskosværte og nymalet kaffe. Det var dog ikke et sted vi handlede. Rygterne sagde, at Martin var Brugsens største kunde.

Forsamlingshuset har for mig spillet en stor rolle. Det var et centralt sted med de mange aktiviteter. Huset har været med til at forme mig til det jeg er i dag. Det har i min tid været et vigtigt sted i gode gamle Vrensted. Mere herom senere.

Men nu går det sydpå igen med at kigge på husene på vestsiden af vejen. Her husker jeg nogle få ting.

Brugsen havde to sønner Jørgen og Erik. Jørgen var engang ude for et uheld, så ambulancen måtte tilkaldes. Det var sjældent at se den grå bil med det gule udrykningsflag på forskærmen komme susende gennem Vrensted. Erik kom i lære på PM i Brønderslev og uddannede sig derefter til maskinmester. Jeg tror at Erik var mit forbillede, da jeg også senere blev maskinmester. Min far købte sin første bil af uddeleren. Det var en Ford 31 med nummeret P5089, og den tjente familien godt i mange år. Da Svend begyndte at tage kørekort hos Dam Nielsen i Brønderslev og lærte at køre Ford`en, var det ham der kørte folkene ud på arbejdspladsen. En førstemand i Brugsen, kaldet Søndergård, var for øvrigt, sammen med Kalle, nogle af de bedste på Vrensteds førstehold.

Herefter var der et tømrerværksted ejet af Chr. Rode. Han og far arbejdede meget sammen og var nok det værksted, far brugte mest. Også her var der en søn Morten, som senere overtog værkstedet. Da Morten og Elna blev gift, boede de kortvarigt i en lejlighed på 1. sal hos os.

Det næste hus jeg husker noget fra er vognmand Henry Nielsen. Det var altid ham der kørte med sneploven i de hårde vintre. Midt i 40erne havde han og snekasterne nok at gøre. Når Henry kom kørende med fuld fart og med gnister fra sneploven, når den kom til at røre grusvejen og derefter drønede ind i en stor snedrive, var det med at komme af vejen. Mon ikke Henry arbejdede en del for Kommunen, da han også både kørte sneskærme ud og hjem. En aktivitet vi jo ikke ser mere.

De næste huse på vejen efter sidevejen op til Kirkemarken kan jeg ikke rigtig huske noget om. Men frysehuset var en meget stor fordel for alle, der slagtede selv. Så var man næsten fri for at ryge, salte eller henkoge. Ole og Laila gjorde en stor indsats i husets forvandling til beboelse.

I det næste gule hus boede Post-Else og Poul. Jeg mener de flyttede hertil da Harald døde.

Det efterfølgende røde hus blev bygget af min bror Svend og Erna da de blev gift. Her blev min første kæreste fra min tid i Stenum vel modtaget. Det var et stort og dejligt hus, men måske lidt for farligt med små børn og de to trapper. Huset blev solgt til repræsentant Aksel Nielsen, hvorefter de byggede det nuværende hus på Anders Olesens Vej.

I det næste hus boede Helga Mikkelsen og Bjarne. Jeg mener de byggede huset da cykelhandler Gilbert Mikkelsen fra Trehjørnet døde.

Fra det næste hus på vejen, den lille røde bungalow, har jeg en lille sjov historie. De to ens huse blev bygget lige efter besættelsen, da der ved hjælp fra Marschall-hjælpen kom gang i byggeriet. Da de var ved at støbe dækket over kælderen, kom jeg derhen for at få lov til at købe en ny is type. Det var de runde AMA is med en pind stikkende ud af hver ende. Men far sagde nej. Men så protesterede de andre. Hvis ikke far hostede op med en skilling, ville de så selv betale. Jeg fik min is af far. Huset blev bygget til en enlig frøken som hed frøken Crokker. Hun kørte altid rundt med en lille hund i en flettet cykelkurv.

Ja, hvem husker ikke Maler Poul komme kørende i sin lille varebil. Utroligt at han kunne komme ud og ind med det stive ben. Jeg husker, at Poul malede vores køkken i egetræsmønster. Når han havde smurt maling på fyldningerne, blev mønstret lavet med en slags tandspartel. Det så godt ud-dengang. I mit værksted på havnen, har jeg stadig et køkkenskab, som blev malet samtidig. Dog uden egemønster.

Og så kommer jeg til Reinholt. Ham og hans biler har været en vigtig del i min barndom. Jeg mener at far for det meste brugte Reinholt til de mange transportopgaver der var, og det var mange. Han hentede grus og sten fra Klim, materialer fra Langeland i Brønderslev, flytning af stillads og blandemaskiner og meget mere. Under besættelsen var hans biler jo forsynet med gasgenerator, og jeg husker tydeligt den specielle lugt af generatorbrænde i garagen. Der var mange episoder med Reinholt, både sjove og alvorlige. Zoo i Aalborg var blevet åbnet i 1935 og vi havde en skoleudflugt dertil, hvor vi alle sad på bænke på ladet omgivet af skrawler. Pludselig kom der en gaseksplosion i generatoren og topdækslet sprang op og varm gas blæste ud og lige ud i ansigtet på Olufs Arne der fik hår og øjenbryn svedet. En af de sjove var, at Reinholt måtte have sin bil i brug for at hjælpe mig ned af en telefonpæl. Vi var ude med noget stillads på en arbejdsplads i Aasendrup. Her var også en telefonmontør i gang med noget arbejde i masterne. Hertil brugte man jo specielle sko med en gribeklo omkring masten. I middagspausen kravlede jeg op i masten vha. disse sko. Men jeg kunne ikke komme ned igen, så jeg råbte om hjælp. En stige var ikke lang nok, så Reinholt bakkede sin bil hen til masten og så kunne stigen nå. Jeg håber og tror på, at det skabte stor morsomhed.

Imellem Reinholt og Gilbert var der en åben mark. Jeg står lidt og kigger op mod Peter Ledet. Her er helt åben og god plads til sportspladsen tæt ved Peter Ledet. Men marken blev også brugt når det omrejsende tivoli kom til byen. Det var altid spændende og noget nyt. Der var en luftgynge, en lille karrusel, boder og en roulette. Her skulle vi altid hen at prøve lykken. Alt er jo relativt men i forhold til i dag er det jo små fornøjelser. Det var det ikke dengang.

Og så er jeg tilbage på Trehjørnet igen ved det store gule hus med Gilbert Mikkelsens cykelforretning. Her tror jeg at vi drenge var Vrensteds første, og forhåbentlig sidste, sniffere. Omme bag udhuset var der en dynge skrottede cykeldele. Dengang var der på styrene en beklædning af Celluloid, som vi brækkede af styrene. Med et brændglas eller forstørrelsesglas satte vi ild i Celluloiden, der afgav en sødlig og skarp røg som lugtede godt. Ja, det var utroligt hvad vi kunne finde på. Der er noget der siger mig, at Gilbert også solgte flødeboller, som var i en stor firkantet blikdåse. Nej det må nok have været hos købmanden. Og dog?

Med mindet om Celluloiden i næsen går jeg ned mod Stationen. På det første stykke var der ingen huse så her var der god plads til sportspladsen, der jo tidligere lå ude i Præstens Plantage. Pladsen var ikke et særligt stort aktiv for mig, da jeg ikke var god til fodbold. Nogle af os knægte havde dog en fodbold som vi indimellem spillede med på banen. Mon ikke vi alle husker rædslen for at få en våd bold i panden, især hvis den ramte med den grove snøre. Det kunne godt give nogle skrammer. Årsagen til at jeg sjældent kom på holdet var, at jeg ikke fulgte med bolden, når jeg spillede yderwing. Så jeg holdt mig til gymnastik i forsamlingshuset. Men idrætsugen var altid spændende med de mange aktiviteter, som blev afsluttet om søndagen men bl.a. ringridning, ægge- og sækkevæddeløb. Jeg har kun deltaget en gang på en hest fra Arnold Trudslev. Jeg ramte aldrig ringen, og da vi skulle hjem, satte hesten i galop, så jeg var ved at falde af. Jeg har ikke siddet på en hest siden.

Jeg fortsætter forbi Peter Ledet og ned mod Stationen. Det var jo en helt traditionel landsbystation med ventesal, beboelse, baghus til pakker samt et større pakhus til gods. Men stationen var alligevel noget særligt, og det var pga. Stationsforstanderen Fru Christensen. Hun var en meget bestemt dame og vi skulle ikke lave uro i ventesalen. Kort før toget ankom blev den lille lem i døren åbnet, så vi kunne købe vores billetter. Den blev så stemplet i en lille stempelmaskine. Når toget ankom, tog Fru Christensen sin Stationsforstanderkasket på, og gik ud til banen for at stoppe toget. Jeg tror hun kunne gøre det kun med sin myndighed. Bagefter hende kom Christensen med sin lille tohjulede ladvogn til småpakker. Større pakker o. lign. blev aflæsset direkte fra godsvognen og lige ind i pakhuset. Når alt var klart, gav Fru Christensen signal til afgang, konduktøren fløjtede og så brugte lokomotivføreren sin dampfløjte til farvel og på gensyn. Dengang en oplevelse at se på. Oplevelsen forsvandt desværre da damplokomotivet blev afløst af en motorvogn, som jo også til sidst blev afløst af skinnebusser.

Med mindet om damp og kulstøv i næseborene går jeg op mod kirken. Til højre bor Store-Alfred som var i familie med mælkemand Ejlert. Lige overfor var en af byens aktiver, nemlig ANLÆGGET. Det var en lille lund med hæk hele vejen rundt. Her blev flere af byens aktiviteter afholdt, bl.a. Sct. Hansbål, afslutning af idrætsugen o. lign. Ofte var der også DANS PÅ ÅBEN ESTRADE. Da der jo var musik på, kostede det at komme ind og danse. Dansegulvet var derfor omkranset af et hegn lavet af sneskærme og en kontrollør stod ved indgangen og solgte billetter. På pladsen var der også en rød træbygning hvor der var tombola og salg af slik m.m. Engang vandt jeg et nummer og var spændt på, hvad jeg havde vundet. Jeg var meget skuffet, da jeg fik udleveret en buste af Kong Christian X. Hvad skulle jeg dog bruge den til? Så vidt jeg husker, brugte far den som brevpresser.

Det næste hus jeg husker noget om er et tofamilies hus liggende lige før Vognmand Mathias. I den første halvdel boede en ældre dame og i det andet boede Harald Kragh og Stinne med børnene Doris, Ivan og ???. Ivan blev sammen med Karlo og Erik Ejersted mine bedste venner til langt op i ungdomsårene.

Men huset med Mathias, Dagny, Margit, Jytte, Sonja og Karlo blev mit andet hjem. I de første år var det mest Karlo og mig der var sammen. Vi havde mange aktiviteter her. Omme bag garagen var der et lille skur til haveredskaber. Det indrettede vi til vores lille private hule, hvor vi over en primus lavede pandekager. Til kagerne drak vi russisk te af en ægte samovar. Da vi ikke kunne få fat på teen, måtte vi indtil videre klare os med vand fra samovaren. Til dessert kunne vi vælge årets høst af frugt gemt i beskyttelsesrummet. Hen i ungdommen dannede Karlo m.fl. Arizona Boys. Et 4 mands orkester med harmonika, violin, trompet og kontrabas. Der spillede til baller rundt omkring og jeg var altid med som slæber. Og så kunne jeg jo også tage en dans når de andre spillede. Da vi blev lidt ældre, skulle der være fest i gaden, når Mathias og Dagny var ude, og vi var alene hjemme. De havde en stor radio grammofon, som kunne forsynes med op til 10 stk. plader. De aftener var der altid mange til stede. Men alkohol var jo dyrt, så vi eksperimenterede med selv at lave drinks af filtreret sprit tilsat en essens, der tog den grimme smag. Vi husker alle mælkeflaskerne fyldt med pink, lysegrønne og klare væsker, som i dag ville smage modbydeligt. Men det var hvad vi havde. Senere i ungdommen kom vi jo alle i uddannelse og fik andre venner og kærester så vi gled lidt fra hinanden. Men de gode ungdomsoplevelser her, husker vi alle. Og så blev jeg jo senere gift med Sonja, med hvem jeg har 2 børn.

Med et lille suk og mindet om lykkelige ungdomsdage går jeg videre op mod skolen, Anne Maries Hus og Kirken, men drejer af lige før diget og går ned mod Ingstrupvej. Her støder jeg direkte mod Gades skomagerværksted. Her var der en herlig duft af læderolie og træskosværte, og her blev der repareret seletøj og træsko. Men vi kom der mest, når vi var på vej ud at skøjte på søen eller oversvømmelserne, og det var for at få vores skøjter hulslebne. Et par rundslidte skøjter kunne vi jo ikke følge med de andre og så blev vi drillet. Men den ordnede Gunner.

Ved siden af boede Marius Ejersted og Stinne med børnene Erik, Inge og Per. Erik var sammen med Karlo og Ivan mine bedste kammerater og vi brugte megen tid sammen. Det var en meget stor fordel at have en kammerat med forældre der havde et badehus i Løkken, og det havde Eriks forældre. Her var vi tit nede og bade, også fra, hvad vi ikke måtte, da vi i starten, ikke kunne svømme. Nå, men så hoppede vi bare i vandet lidt længere inde og drev med bølgerne ind, hvor vi kunne bunde. Også Løkken blev et sted vi kom meget både på stranden, Strandpavillionen, Klitbakken Biografen, Realskolen m.m. Løkken har også sat sit aftryk på mit videre liv.

Jeg nærmer mig nu et andet centralt sted i Vrensted nemlig Andedammen med omgivelser som kirken og kirkegården, Tårnurfabrikken, Lægehuset og købmanden. Her er andedammen meget central i min barndom. Her prøvede vi at fiske lidt, putte vand i et henkogningsglas for at iagttage planter og liv, samle kastanjer fra det store træ, nyde ænder og svaner og skøjte her om vinteren. Her var næsten altid aktiviteter. Her slutter også det område som vi færdedes i til daglig. Videre ned i Nyhavn og ud på Bådstedhedevej, her kom vi kun, hvis vi havde ærinder der.

Men jeg skal snart til at afslutte min mindetur, så jeg går op mod skolen ad den lille vej mellem diget og skolens have. Her var der nogle store frugttræer som gik lidt ud over vejen. Det var en stor fornøjelse, når vi kunne overtage Gunner Hansen til at tage den vej, når vi kørte hjem med et læs korn fra deres mark ved Ingstrupvej. Så kunne vi nemlig lige nå at plukke et par frugter, når vi kørte forbi. Foran mig har jeg nu Ane Maries Hus. Herfra husker jeg kun Mine i hendes store træsko. Jeg stopper lidt ud for bager Bedholm og mindes, at vi her i deres forgang samlede vi os, når vi havde penge til slik. Hvem husker ikke da AMA is kom med deres runde is med en pind stikkende ud af begge ender. Henne ved Agnes Baks lille forretning købte jeg mit første kamera. En stor firkantet kasse til 6X9 film. Og overfor begge forretninger BYSKOLEN. Herfra har jeg en masse minder, så herom senere. Min mindetur slutter ud for Købmand Kristoffersen. Foruden de almindelige indkøb som vi foretog for vores forældre, kunne vi liste os til at få fat i lidt Karbid, som stod i en tønde ude bagved. Det brugte vi i vores cykellygter samt til bomber. Vi puttede lidt i en sodavandsflaske med patentprop, tissede lidt i flasken, lukkede proppen og smed flasken ud på marken. Når gassen havde udviklet sig sprængtes flasken med et stort brag. Sjovt men sikkert også farligt.

Mit barndomshjem.

Da jeg kom til Vrensted i 1939, var der 2 lejligheder i huset, nu Vingevej, en i stueetagen og en lille på 1. sal. Her boede i starten forskellige familier indtil denne blev ombygget til soveværelse for far og mor, værelse for Svend og mig, og senere også til Rosa-Valdemars Bernhard, da han kom i lære her. Bl.a. boede Morten Roden og Elna her, da de blev gift. Jeg kan huske at Morten ofte kom hjem med en sæk brænde på bagagebæreren til komfur og kakkelovn. Stueetagen var helt traditionel med køkken, spisestue, pæn stue, spisekammer m.m. I baghuset var der bryggers, tørverum og i starten et das. Ude bagved var der et lille skur til redskaber, høns og et rum til overskud fra byggerier. Imellem husene var der en grube til læsket kalk som mor solgte fra til dem der selv kalkede huse. Bagved var der en meget stor have, som blev udvidet da mor købte et stykke jord fra Knudsgård. Så der var nok at se til for hele familien. Hverken Svend eller jeg fik lov til at drive den af. Svend var meget sammen med far på byggepladserne og jeg hjalp mor med ALT, syntes jeg. Hvem i min alder bryder sig om at røre i blod ved slagtning, agere garnholder under optrævling af gamle strikke trøjer, vugge med vaskemaskine, køre med kødhakker, slæbe brænde m.m. Når det ind imellem blev for meget, skjulte jeg mig i Skunken hvor jeg gemte mine Ricks-mærker. Her kunne jeg i fred og ro sidde og udvælge mine byttemærker. På værelset havde jeg indbygget en reol til mine bøger. Jeg læste meget, lånte tit bøger på biblioteket, købte JAN-bøger og drengebøger om folkene på de stolte Svendborgskuder. Endvidere købte jeg Populær Mekanik, som gav mig mange gode ideer til at nørkle med på mit lille værksted på loftet. Om sommeren var der meget arbejde i haven. Det var bedre. Her hjalp jeg med bærplukning m.m. Engang gik det lidt galt. Jeg skulle plukke kirsebær oppe i træet, men uheldigvis faldt jeg ned og fik en fod ind i en kløftet gren. Her hang jeg med hovedet nedad indtil mor fik fat i en stige og hjalp mig ned. Og hver søndag var det min opgave, at skuffe og rive den store midtergang. Men vi fik naturligvis også tid til at lege med naboernes børn. Vi spillede Antonius, kugle spil, jep, kroket, samt kravlede i træerne og op på taget. Det gjorde jeg kun en gang. Jeg fik på 1. sal indrettet et lille værksted, hvor jeg rodede med alting, og det gør jeg stadig, men nu på havnen i vores værksted til bådereparation. Om vinteren gik det ofte med bordtennis, bobspil m.m.

Men det bedste var nok alligevel de mennesker, der var i huset nemlig far, mor og Svend. Jeg kunne ikke få et bedre hjem. Her var overskud til stor omsorg og kærlighed, og vi var aldrig i tvivl om det, selv om det ind imellem var tæt ved at få en røvfuld af tøjbankeren der hang på en krog i bryggerset. Jeg er aldrig blevet slået, selv om jeg nogle gange fortjente det. Svend reddede mig en gang da far bad ham gå ud og skære en gren af, så jeg kunne få et par dask med den. Det nægtede Svend. Men vi fik ikke lov til at drive den af. Vi hjalp med til rengøring af stillads, og jeg lavede bl.a. murbindere oppe på mit lille værksted. Og da vi var færdig i skolerne og ventede på at skulle videre, var Svend en periode inde på Knudsgård og jeg var Høwer hos Arnold Trudslev.

Men der var naturligvis også mange sjove oplevelser i hjemmet. Det kunne være de årlige kaffe komsammen med naboer, familier m.m. Her blev der dagen forinden åbnet for ristene fra kaminen i stuen og ind til den pæne stue. Der var en bred skydedør mellem stuerne, og var der mange gæster, blev der dækket et langt bord, som gik ind i den pæne stue, og så gik snakken omkring det veldækkede kaffebord med de traditionelle 7 slags kager. Her var der en del damer der ikke drak kaffe, så de fik varm vand med sukker og fløde. I slutningen af kaffebordet gik far rundt med en rød Aalborg til en bette sort. Her var det sjovt at lægge mærke til den gamle lærer Jensen. Når far nærmede sig ham, fik han ofte travlt med at snakke med sidemanden til den anden side. Det var far klar over så han hældte mere i koppen, indtil lærer Jensen udbrød stop Christian, jeg skulle ikke have haft så meget. Efter kaffen blev gæsterne delt. Damerne trak sig tilbage i den pæne stue til strikketøj og sodavand. Mændene delte sig til et spil whist. Det var ofte svært med 4 mand til hver gruppe, men så blev der spillet med blind makker eller med oversidning. Og så blev der serveret øl og cigarer og spillet gik ofte med høje udbrud om spillernes evner til at spille kort. De mest ivrige var i øvrigt onkel Ernst og Ole Helledie. Nogle gode aftener var det.

Andre gode minder fra hjemmet var vore søndagsture. Far havde købt sin første bil, en Ford 31 med nummeret P 5089 af uddeler Kjeldsen. Mor kom tit hen til min far ved skrivebordet, hvor han var optaget af tilbud m.m. og sagde om ikke vi skulle køre en søndagstur. Jo, sagde han, men smør lige noget mad først. Det havde mor naturligvis gjort, gode madder pakket ind i fugtige rabarberblade, og så måtte far med et suk finde nøglerne frem. Turen gik ofte ud til mosen, hvor vi ofte skulle forbi Gl. Hammelmose Mølle, hvor mine oldeforældre havde boet.

En ting som jeg ofte senere har tænkt over er, at i forbindelse med omtale af familierne og deres erhverv bliver husmoderen ofte glemt, og det er meget forkert. Bag enhver mand står en kvinde og det er rigtig. Fars forretning ville ikke kunne drives uden stor hjælp fra vores mor Else. Hun var i gang fra morgen til aften med alle mulige gøremål, således at far kunne koncentrere sig om forretningen med tegning, tilbud o. lign. Jeg kan godt forstå, at hun ind imellem tog en lur på sofaen.

Svend og jeg havde egentlig ikke nogen ting med fælles interesse. Han var 5 år ældre end mig og han kom tidligt med ud på arbejdspladserne. Og jeg er sikker på at han engang imellem var træt af at skulle være barnepige på mig og skulle have mig med til forskellige arrangementer, og jeg forstår ham udmærket. Men jeg savner ham i dag. Når jeg nu her sidder og skriver om min barndom, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad familiesammenhold betyder. Det må have været svært for min biologiske mor at komme hjem til en indremissionsk familie og fortælle, at hun var gravid. Men her stod familien sammen og gav mig en tryg opvækst. Og tak for det både til min familie og til Vrensted.

Min skoletid.

Ja uha, jeg husker ikke ret meget fra min tid i de små klasser. Men sjovt nok, så husker jeg en bestemt ting. og det var da vi skulle vaccineres. Doktor Weywath var kommet fra Løkken med sine nåle. Vi drenge forsøgte at forskrække pigerne, men da det kom til vores tur, var vi nu ikke særlig modige. En af pigerne var så bange at hun smed sig på gulvet og måtte her holdes fast for at blive vaccineret.

Men hvad vi lærte i de små klasser, husker jeg ikke. Det gik meget bedre i den store klasse. Her var fag som geografi og natur min store interesse, og det er det stadig. Det bedste var, når vi var ude i naturen og eks., fange sommerfugle, som vi med nipsenåle gjorde fast på et bræt, samlede æg fra så mange forskellige arter som muligt. Vi prak hul i æggene og pustede blommen og samlede æggene i en kasse med vat i bunden. I bække og åer tog vi vandprøver og iagttog dyrelivet her. Det var spændende, hvis vi også kunne fange haletudser for at se deres udvikling.

En vinter lokkede vi Lærer Madsen med på en skøjtetur på oversvømmelserne og Ingstrup sø. Han havde ikke gode støvler til at fastgøre skøjterne på, men anvendte galocher uden på skoene. Det gik naturligvis ikke godt og det var meget morsomt, at se ham på vaklende ben brase tværs over søen og ind i sivene på den anden side. Mon ikke det var sidste gang, det lykkedes at få ham med.

Men tiden i frikvartererne husker jeg bedre. Bag udhuset hvor der var Das og plads til tørv, var der på muren monteret ribber. Endvidere var der tre stolper, hvor imellem der var placeret bomme, der kunne hæves og sænkes. Når de skulle bruges, trak vi plinten ud af skuret og placerede den i god afstand fra bommene. Det drejede sig nu om at hoppe fra plinten og hen mod bommen, gribe fast og hænge der uden at falde ned. Den der kunne gøre det i den største afstand fra bommene havde vundet. En anden god leg var kugle spil med farvede kugler. Der blev gravet en rende i jorden og så gik spillet med at skubbe de andres kugler i hullet. Jeg tror vi tit kom ind i klassen igen med sorte pegefingre.

Vi var også på nogle skoleudflugter. Jeg husker ture med hestevogn til Thise Bakker og til Brønderslev Marked. Vi var også på tur til Zoologisk Have i Aalborg. Det foregik i Reinholts lastbil, hvor vi sad på bænke på ladet. Bilen kørte på en gasgenerator og på et tidspunkt sprang toplåget op og varm gas strømmede ud og ramte Olufs Arne i hovedet så hår og øjenbryn blev svedet. Men den bedste tur var nok turen til København hvor vi sov på Fregatten Jylland. Hvad vi så i København husker jeg ikke, men mon ikke vi så nogle af de mange seværdigheder, der imponerede en flok skoleelever helt ovre fra Jylland. Vi var med tog, og der var snakket om at tage Aalborg båden hjem. Det gik dog i vasken, så vi tog også toget hjem igen. Efter turen hørte vi at KØBENHAVN var blevet minesprængt, så vi var glade for at vi ikke var med der.

I 1948 var vi nogle stykker der fik lov til at gå på Løkken Realskole. Det kunne godt være anstrengende med sådan en cykletur i al slags vejr. Der var endda også 2 piger fra Østre Hede, som vi ventede på ved Trehjørnet, så vi sammen kunne cykle til Løkken. I de store vintre i 1940-erne blev vi flere gange fragtet frem og tilbage med hestetrukket slæde. Også skoletiden her stod heller ikke her som noget særligt. Her drejede det sig jo primært om at få lært noget. Men vi skulle være pligtopfyldende, da skoleforstanderes, E. Just Petersen var, mildest talt, meget streng og tålte ikke sløseri. Men i 4. mellem begyndte mine karakterer at falde, som tegn på at jeg var skoletræt. Jeg fik påtegningen, Leo udnytter ikke altid sine evner fuldt ud. Så jeg stoppede her efter 4. mellem. Men en god tid var det. Jeg lærte mange unge mennesker at kende, hvilket gjorde, at Løkken blev et sted jeg kom meget, både på Stranden, Klitbakken, Strandpavillionen og Lyngby Mølle. En fantastisk tid med mange oplevelser og kæresteri, både gode og dårlige minder. For nu var ungdommens usikre tid ved at melde sig. Min skoletid sluttede, da jeg var færdig med at læse til maskinmester på Aalborg og Københavns Maskinmesterskoler.

Min barndom.

Her var der altid gang i den. Jeg havde mange interesser, både alene og sammen med vennerne. Jeg tror ikke, den adskiller sig fra kammeraternes barndom. Vi kunne altid finde på noget, sikkert både godt og dårligt.

Om sommeren var det nok mest naturen, og her spillede Præstens Plantage en stor rolle. Her var vi ofte. En populær leg var, når vi dannede bander. Her drejede det sig om at bygge simple hytter, skjult så godt som muligt. Andre bander gjorde det samme. Vi skulle så finde de andres hytter og ødelægge dem. Dog ikke så meget, kun så de andre kunne se, at vi havde været der. De fandt jo altid vores hytte og gjorde her det samme. Her var der kamp om at blive optaget i den bedste bande, som i min tid mest bestod af drenge fra den sydlige del af byen.

En anden vigtig ting var at få lavet en god rækkebøsse. Her havde Evald den bedste, som vi alle prøvede at kopiere. Det lykkedes ikke, så jeg tror, at han her havde særlige evner. Ofte blev de dog brugt til noget forkert nemlig at skyde efter isolatorer på telefonpælene. Og kunne vi forskrække den sydlige købmands høns i hønsegården bagved købmandsforretningen, gjorde vi det.

Også Ingstrup sø spillede en stor rolle. Her fiskede vi Skaller, lånte små robåde for at sejle ud i sivene for at samle æg. Da ejerne opdagede lånet, blev årerne fjernet. Ingen problem. Jeg lavede nogle nye hjemme på værkstedet. Da bådene blev låst med kæder, måtte vi dog opgive.

Jeg var glad for at cykle og cyklede derfor ofte til Thise, hvor nogle af familien boede tæt ved kirken. Her var min fætter Kaj, senere Borgmester i Aalborg også glad for at cykle, og vi ræsede tit rundt på de små skovveje i den tids Mountain Bikes, en gl. herre eller damecykel.

Også Løkken strand med badehusene, molen, minigolfbanen, biografen trak i os om sommeren, og vi var der ofte. Alt dette fortsatte op i ungdommen, hvor der nu kom noget nyt ind i det hele, nemlig også at imponere pigerne. Lykkedes det? Jeg tror at det her, som også senere hen i livet, var både glæder og sorger, nogle mere alvorlige end andre.

Om vinteren var der jo også meget at foretage sig. Tænk, da var der is og sne. En stor forandring i forhold til i dag. Her var Kirkedammen et stort samlingspunkt, når isen var tyk nok. Men Ingstrup Sø med oversvømmelserne var dog det bedste. Tænk her kunne vi tage skøjterne på ved Ingstrupvejen og så skøjte ad Kældergrøften og søen næsten til Ingstrup. Vi havde ski og kælk og brugte det lige så snart det var muligt. De hjemmelavede go-kats, som om sommeren var forsynet med barnevognshjul, blev udstyret med skøjter, og så gik det ud afvejen indtil Henry kom med saltsprederen. Indendørs aktiviteter var bordtennis og bobspil på spisebordet. De forkælede havde et luftgevær, som vi indendørs brugte til at skyde på skive. En gang kom jeg dog til at skyde Karlo i bagen. Vi fortsatte dog med at være gode venner.

Barndommens gode og mere eller mindre sorgløse tilværelse ændrede sig meget, da jeg begyndte i Realskolen i Løkken. Nu blev der pludselig alvor bag skolegangen. Det samme skete også for fritidsfornøjelserne, som nu kom til at foregå både i Vrensted og Løkken. Her blev der skabt nye interesser og nu kom der også piger ind i grupperne. Det drejede sig både om skolekammerater/veninder, men også sommerbekendtskaber fra de årlig tilbagevendende feriegæster. Vi var jo nu kommet op i konfirmationsalderen og interessen for pigerne var jo voksende. Men også udfordringerne. Hvem er ikke kørt hjem i frustration, fordi den udkårne kiggede på en anden. Til gengæld ændrede fornøjelserne sig også. Nu var det med at søge ind i en bekendtskabsgruppe, der havde nogle muligheder og havde det sjovt. Nu var det pludselig samvær i klitterne og på stranden og molen, og når vi havde råd til det en tur i biografen, og havde vi flere penge gik aftenen til Strandpavillionen, hvor vi ikke ofte spiste krabbe klør og drak øl til. Det var toppen. Var der flere penge til overs, kunne turen gå til Lyngby Mølle, der havde åbent også om natten.

Og hvor fik jeg penge fra til alt det? Jo, at samle kartofler i kartoffelferien samt at gå med aviser. Jeg havde i lang tid, syntes jeg, avisuddeling af Vendsyssel Tidende ud af Rykindvej til Vringelby. Det gav lidt til.

Min spejdertid

Den startede på en sjov måde. En dag vi var på vej ud til Præstens Plantage for at lege bander, kom vi gående af den lille markvej ved Gerhards hus, kommer vi jo lige forbi Holmens løvskov. Her så vi, at der her var opslået nogle orange telte og hvor der var nogle børn i grønne skjorter og med en lille grøn kasket med guldstriber på hovedet gå rundt og lave sjove ting. Nogle sad og snittede i træ, andre samlede brænde til bålet. Det så spændende ud.

Men så kom der en voksen med en besynderlig hat med buler og spurgte, om vi ikke ville med ind og se, hvad de lavede. Det ville vi dog ikke, da vi skulle ud i Plantagen og finde andre banders huler.

Men en dag jeg igen kom hen til Oluf Jensens værksted, så jeg manden med hatten igen. Han var lærling hos Oluf. Jeg husker ikke hvad han hed. Var det Niels? Vi faldt i snak om oplevelsen, og han spurgte, om ikke det var noget for os. Det var det for mig, men jeg husker ikke, om der var andre, der kom med.

Og sådan startede min tid hos ulveungerne hos KFUM i Løkken.

Vi havde klubhus i en privat ombygget garage ude på Hjørringvej. Her boede lederen ved sine forældre.

Og nu startede endnu en spændende del i min tilværelse. Jeg har altid været glad for at færdes i naturen, så spejderlivet var lige noget for mig. Klubaftenerne kunne ind imellem være lidt kedelige, men når der så var øvelser, var det noget helt andet. Her kom vi udenfor uanset om der var bælgmørkt. Her havde lederne den største opgave at holde de mest bange i hånden, og ofte havde de en lang hale af børn efter sig. Jeg mener ikke jeg var mørkeræd, men når jeg cyklede alene hjem om aftenen, cyklede jeg altid stærkt, når jeg kom til den lille skov ved Bagterp.

Om sommeren var vi ofte på sommerlejr rundt omkring i Vendsyssel. Så vidt jeg husker, var det dog altid på en lejr, hvor vi kunne sove indenfor. De mest modige kunne få lov til at sove i telt. På disse ture havde vi altid en såkaldt Tante til at lave mad. En lejr vi ofte benyttede var en FDF/FDP-lejr syd for Ålbæk.

Jeg tror, mit aktive spejderliv stoppede, da jeg kom i lære i Stenum.

Men senere kom der gang i den igen. Jeg var blevet gift og hvor vi boede var Hammer Gruppe. Det var en velfungerende gruppe og begge mine børn blev aktive medlemmer.

Men på et tidspunkt blev der af private årsager mangel på leder af ulveflokken. Her meldte jeg mig og med stor hjælp fra Seniorerne, de lidt ældre aktive spejdere, påtog vi os opgaven med ulveungerne.

Det blev en flerårlig opgave, men det blev en periode med stor glæde, med ugentlige møder, weekend og sommerlejre m.m. Men jeg blev desværre også, efter nogle år også nød til at stoppe.

Mit spejderliv glemmer jeg aldrig og mindes det ofte med glæde. Og i dag er jeg medlem af Sct. Georgs Gilderne i Aalborg, hvor vi ofte mødes og mindes de gode gamle spejderdage.

Forsamlingshuset.

Når jeg nævner det separat, skyldes det, at det efter min mening, har spillet en stor rolle i manges barndom og ungdom. Her tilbragte vi megen tid både som børn og unge, og her lærte man sig selv at kende bedre, både de gode og svage sider.

Jeg mener, min tid her startede med danseskolen. Her skulle vi for første gang, med fin skjorte og vandkæmmet hår, for første gang nærme sig en pige, tage hende i hånden og nervøs gøre sig klar til at danse til tonerne fra Lotte gik; Lotte gik; op og ned ad gaden osv. og det uden at træde damen over tæerne, en stor udfordring. Men det lærte mig at være mere fri overfor pigerne, og de var jo egentlig meget søde og lige så nervøse som mig selv. Senere gik det jo heldigvis over til at danse moderne. Vals lærte jeg aldrig.

En anden spændende oplevelse var, når den mobile biograf kom på besøg. Det var en helt ny oplevelse at se levende billeder. Vi var for små til at gå i biografen i Løkken. Så var der sat bænke op og filmen blev vist på et lærred hængt op på en endevæg ved scenen. Jeg husker ikke filmene, men det var i sort og hvid og var før lystspillene i farver kom frem.

En anden årlig aktivitet var Husflidsskolen med Murer Charles som lærer. Jeg husker ikke mange af emnerne, men jeg fik da lavet en vejrmølle. Ved afslutning af skolen, blev der afholdt udstilling, og her var det med at få sine ting anbragt først på bordene og få lokket sine venner hen og se, hvad man havde lavet. Husflidsskolen har efterfølgende inspireret mig til altid at have et værksted, hvor jeg kunne nørkle med alt muligt, både maskin- og træ. Jeg har stadig værktøj fra min bedstefars karetmagerværksted i Manna. De opbevares som klenodier på vores værksted i Skudehavnen.

Også dilettantforestillingerne trak folk af huse. Det var også en kærkommen adspredelse i hverdagen. Det var, i en periode ofte de samme folk der optrådte. Det var sjovt at se en bekendt stå der oppe på scenen, udklædt og med helt anderledes stemmeføring spille en rolle, når man til daglig så den pågældende som karl på den nærliggende gård. Jeg er sikker på at dilettanterne havde det lige så sjovt som os.

En stor begivenhed var foreningernes juletræ. Her var der flere og jeg var altid inviteret til Fagforeningens juletræ. Der fik vi udleveret de største slikposer. Men jeg deltog i dem alle. Det var meget stemningsfuldt, at samles om det store juletræ og med hinanden i hånden synge vore dejlige julesange. Men det sjoveste var, når nogle af de voksne legede julelege med os. Her var BRO BRO BRILLE osv. meget populær. Og her var den gamle førstelærer Anton Jensen ofte med.

Men gymnastikken spillede en stor rolle for mig. Det var stemningsfyldt, når vi startede træningen med at gå rundt i salen og med høj stemme synge eks. Vi er børn af sol og sommer osv. Bagefter blev vi stillet op på rad og række og så kunne gulvgymnastikken, i god Kaptajn Jespersen stil, begynde. Til sidst blev det øvelser på måtten og spring over redskaberne. Men toppen af kransekagen var dog den årlige gymnastikopvisning i Vrå Højskole. Her var det endnu mere stemningsfuldt, når vi alle samlet vandrede ind i salen med Dannebrog i spidsen. En stor ulempe var det, når vi var færdig med vores opvisning, at skulle i bare tæer, vandre hen over en snedækket gårdsplads til omklædningen, på den anden side. Men det gik stærkt. Vi skulle jo hurtigt tilbage og se de andre hold.

Men den største opdragelse/opdagelse af sig selv var ballerne. Vi fik jo af de forskellige foreninger et medlemskort og så kunne vi komme med på Ballerne. Det var de første gange en stor udfordring. Her drejede det sig om at komme i kontakt med den, på det tidspunkt, den udkårne og gøre hende opmærksom på, at man var interesseret i at danse og evt. senere at følge hende hjem. Men i starten manglede modet som det også gjorde ved mange andre nybegyndere. Vi samledes lige indenfor døren henne ved kakkelovnen eller døren til den lille sal. Her stod vi så og trykkede og turde ikke bevæge os ud af flokken. Tænk hvis vi gjorde noget forkert. Men her lagde vi mærke til hvordan det gik til. Når musikken skulle til at spille, bevægede de modige sig op langs væggen med ribberne og ventede. Hvis der blev spillet en melodi man kunne danse til, var det med at fange blikket på den udkårne der sad sammen med de andre piger på bænke på den modsatte side. Lykkedes det, måtte man tage mod til sig og bevæge sig hen over gulvet, hvor alle kunne se en. Hvis man på vej derover opdagede at den udkårne slog blikket ned, var det med i en fart at fange blikket af en anden og vise, at man ville danse. Samtidig skulle man med et overlegent blik gøre den udkårne opmærksom på, at jeg naturligvis ikke ville danse med hende. Og så drejede det sig om ikke at træde damen over tæerne, at følge musikken og evt. konversere sjovt og spændende. Den kombination lykkedes sjældent. Næste udfordring kom hvis melodi nr. 2 ikke kunne danses til, så var det med at finde en undskyldning for at stoppe og føre damen på plads. Den sidste udfordring jeg kan komme i tanke om er, når der blev lagt op til kinddans hen på aftenen, måske når der var overdans. Tænk på hvordan to varme og svedige kinder mod hinanden føltes, sikkert ikke rart, men dengang rigtig skønt.

Selv om man ofte måtte gå hjem alene, frustreret og jaloux, var oplevelserne dengang i Vrensted forsamlingshus med til at forme os unge, og jeg tænker tit tilbage på den tid med stor glæde.

Erindringer fra besættelsen.

Jeg var kun 4 år da den startede, så helt fra starten husker jeg intet. Men der er alligevel mange oplevelser herfra.

Når vi var i skole, kunne vi være heldige at komme til at snakke med en tysk ordonnans, der boede hos bager Bedholm. Han var glad for børn, for når han kom hjem fra en tur og så, at der var elever i skolegården, kørte han herind og så kunne vi få en snak og beundre hans motorcykel.

En anden oplevelse var når de tyske spærreballoner, der var anbragt langs kysterne for at forhindre de engelske flyvere til at flyve ind og bombe, rev sig løs og med deres fundament drev østpå og kunne derved ødelægge både hegn, huse og telefonledninger. Hvad gjorde man. Jo smed Åsholm, som havde et jagtgevær blev tilkaldt for at skyde dem ned. Om det lykkedes ved jeg ikke.

En anden episode var, da der blev fundet en mystisk genstand i græsset på Trehjørnet. Erik Eriksen blev tilkaldt og det viste sig ikke at være en bombe, men en del fra en cykel sikkert fra Gilberts skraldespand.

En stor og skræmmende oplevelse var, da vi legede ude i Præstens Plantage fandt nogle grønne containere i en grøft dækket af grangrene. Vi var klar over, at dem skulle vi holde os fra, selv om vi ikke vidste, hvad det var. Men vi havde alle hørt, at der ved Ingstrup Sø blev nedkastet våben, så vi skulle ikke røre noget. Sjovt nok så så vi efter besættelsen de samme slags containere liggende i den store beplantning, der var mellem Præstens have og Bådstedhedevej.

En anden oplevelse var at se hvordan der blev lavet spærringer for at forhindre evt. Engelsk invasion. Vi var ofte ude at se arbejdet mellem Ingstrupvej og Plantagen. Spærringen bestod først af Spanske Ryttere, derefter en pigtrådsspærring med 3 rækker hegnspæle, hvor der overalt var omviklet pigtråd. Det var umuligt, selv for os knægte at komme igennem. Til sidst var der en gravet kanal, hvor siderne var forsynet med Faskiner lavet af grangrene. Jeg har kun en enkelt gang besøgt arbejdet, når de gravede. Der var anbragt skure ved arbejdspladsen til ophold og spisning. Den største fornøjelse for os drenge var at brænde Pigtrådsspærringer af. Græsset mellem pigtrådene blev jo tørt, og så var det med at finde en dag, hvor vinden var langs med spærringen. Vi satte så ild til græsset så ilden kunne løbe langs spærringen og afbrænde græsset. Vi måtte ikke gå med tændstikker, så her var Chresten i Vestergård en god hjælper, idet vi lånte tændstikker af ham. Mon ikke vi glemte at aflevere dem igen. Så kunne vi nemlig grave et lille hul i skrænten op til banen og stege kartofler her. Vi kom ofte hjem sort om munden, men selvlavede kartofler smagte godt, selv om det meste var forkullet.

Vi kunne også være heldige at finde tomme patronhylstre, men med fænghætten intakt. Vi satte så hylstret på en lang jernstang og holdt det hen over et tændt stearinlys indtil fænghætten sprang. Her var et kloakrør under vejen ved Knudsgård velegnet. Det var sjovt, men sikkert også lidt farligt.

Ellers oplevede jeg kun, at vi skulle overholde de gældende regler om mørklægning, beskyttelsesrum, udgangsforbud m.m.

Da frihedsbudskabet kom, skulle der flages. Vi havde ingen flagstang, men da frihedsbudskabet kom, sagde far, at det skulle fejres med et flag, om så han skulle ødelægge en tagsten. Flaget kom dog op igennem et tagvindue.

Besættelsen har for mig ikke givet de store traumer, men det kan ikke undgås, at de mange personlige tragedier der fulgte, påvirker mig stadig. Specielt de situationer hvor Folkedomstolen tog over og straffede mennesker, der f.eks. af ulykkelig kærlighed var sammen med tyskerne. Den behandling de piger gennemgik, var måske forståeligt dengang, men uværdigt. Ligeledes var der også mange der af økonomiske grunde tog arbejde for tyskerne. Dem blev der også set ned på. Håber eftertiden har vist forståelse for disse mennesker.

Det er i dag 5. maj. En tilfældighed eller hvad, men da jeg i forgårs sad og læste i bind 2 faldt jeg over Poul Stevns fortælling om begivenheder under besættelsen, og i aftes så vi tv2s udsendelse om besættelsen. Minderne om den tid berører mig stadig. Og UHA, nu hører jeg pludselig afprøvning af sirenerne. Endnu en påmindelse om den onde tid.

Jeg håber i øvrigt at mange endnu huskede at tænde lys i vinduerne i aftes.

Min fars murerforretning.

Når jeg kigger tilbage i min slægtshistorie, er det sjovt at lægge mærke til at familiernes erhverv ofte fortsætter i flere generationer. Min fars far og bedstefar var alle husmænd og murere. Kun ved min far og Svend, var murerfaget alene.

Så vidt jeg kan se startede far sin murerforretning i slutning af 1920-erne, vel næsten samtidig med Charles Andersen. Hvordan de delte arbejdet mellem sig ved jeg ikke, men mon ikke det også drejede sig om pris og personer.

Far havde så vidt muligt de samme folk år efter år. Her husker jeg Chr. Sloth, Arnold, Ernst, Ludvig Haslund fra Manna samt Svend og Bernhard som lærlinge. Håndlangere var Valdemar og Emil. Men antallet svingede meget afhængig af arbejdets omfang. Så blev der skaffet folk andre steder fra end Vrensted. Arbejdsstyrken kunne svinge fra ca. 5-6 og op til 20-25 i den første tid efter besættelsen.

Jeg husker ikke meget byggeri i Vrensted, men jeg mener der også i Vrensted by blev bygget huse af min far Jeg husker de to røde huse lige overfor barber Simoni, måse fordi de den dag, der blev støbt over kælderen, havde Bedholm fået de runde AMA-is hjem, og dem ville jeg gerne smage. Far ville ikke give mig penge, men så sagde folkene at så ville de give. Så måtte murer-Christian op med læderet.

Men da Marschall-hjælpen kom i gang efter besættelsen, kom der gang i byggeriet. Her havde far meget arbejde på landbrugsbygninger, både i Vrensted og omegn. Også i Mosen blev der udstykket fra de store gårde, og her byggede far en del statshusmandsbrug. Da vi senere fik bil, skulle vi på søndagsturene altid hen forbi nogle af dem, og mor sagde altid, at dem har vi bygget. Murer Christian sagde ingenting. Han var en mand af få ord. Men han måtte have været stolt. Ja og på turen hjemad, skulle vi altid forbi en bestemt mark lige ved Vildmosekroen, for at få muldvarpeskud med hjem til planterne.

Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var, at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.

Det var jo meningen at bruge de nedrevne og brugbare materialer til byggeriet i Hirtshals. Så i 1948 begyndte nedrivningen. Der blev ansat flere folk og hver morgen startede et par biler fra Manna og fra Vrensted med kurs mod Snevre. Lastbilen fra Manna havde et lille hus på ladet til folkene. Fra Vrensted var det Reinholt og vores Ford 31 med Svend ved rattet, selv om han endnu ikke var 18.

Og så begyndte nedrivningen. Tagpap blev skovlet af tagbrædderne, hvorefter al trækonstruktion kom ned. Først herefter kom murværket. Her var der meget arbejde med at gøre stenene rene, stable dem og køre dem til Hirtshals. Et stort arbejde var det at fjerne al tagpappet. Så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle af mine kammerater til at afbrænde tagpappet. Så i en periode, var vi en flok knægte med til Snevre for at brænde pap. En dag blæste det op fra vest og så fløj det brændende pap over vejen og ind på den nærliggende mark hvor det var meget svært at indsamle. Mon ikke vi alle var sorte og trætte da vi kom hjem.

Jeg husker ikke noget fra byggepladsen i Hirtshals og var der sjældent på besøg, da jeg nu var startet på realskolen i Løkken. Men et par gange var min mor og mig på en lille ferie i Hirtshals, hvor vi lejede et værelse i fyrmesterboligen. Hver gang vi er på køretur deroppe, kører jeg altid op til fyret for at se vinduet.

Det er desværre ikke lykkedes mig senere at finde ud af hvor disse boliger blev bygget.

Se vedlagte En Flygtningelejr i Snevre.

Jeg har senere ofte tænkt på at far ofte var hjemme og arbejdede ved skrivebordet, men det er jo helt klart nu, at have folk i arbejde krævede jo jævnlig snak med Sparekassen i Løkken til betaling af regninger og udbetaling af lønninger. Der skulle jo også jævnligt laves tegninger, udregnes materialeforbrug og afgives tilbud. Der skulle også udskrives regninger, der skulle ud til kunderne. Her havde mor en vigtig opgave, da mange ikke ville være bekendt ikke at kunne betale regningen, når nu murer Christians Else kom med. Senere blev det administrative for meget og meget blev overladt til revisor og byggekonstruktør. Det var godt for far, så kunne han få mere tid til at komme med ud på byggepladsen og svinge murskeen Selv om Svend, Arnold og Ernst selv godt kunne finde ud af det. Men en god håndværkersnak, en skrå i munden og en frokostøl gjorde nu godt.

Svend overtog senere forretningen og drev den videre i samme ånd som vores far. Også her var far ofte med på byggepladsen for at svinge murskeen. Det blev med til han var over 70.

Både far og Svend kan være stolte af det byggeri de igennem de mange år har opført, og jeg er sikker på at de fleste står her endnu.

En flygtningelejr i Snevre.

Nogle gange i sommeren 1948-49 og 50 stod jeg og kiggede ud af det øverste vindue i Fyrmesterboligen ved Hirtshals Fyr. Men hvad lavede jeg dog der? Det kræver vist nok en nærmere forklaring.

Efter besættelsen skulle der gang i hjulene igen, og her var Marschall-hjælpen en god hjælp til at få byggeriet på fode igen.

Min far, Murer Christian gik sammen med tømrermester Emil Carlsen fra Manna om at bygge ialt 14 boliger i Hirtshals. Der var her enorm mangel på boliger og folk boede de utroligste steder

De købte derfor i efteråret 1948 en nedlagt tysk forlægning, senere flygtningelejr for ca. 100 tyske flygtninge, og som var opført i Snevre ved Bjergby.

Lejren bestod af ialt 15 forskellige huse opført af mursten. Af de nedrevne bygninger ville de bygge ialt 15 boliger i Hirtshals.

Lejren lå i vejkrydset Gammeljord, Bjergvej, og Pindherrevej og blev opført i 1941og var opført af mursten, der af hensyn til sløring overfor Engelske bombemaskiner skulle have udseende af en typisk dansk gård.

På billedet ses lejren som små hvide klatter og gården til højre herfor.

På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25

meter, dels ved Engbjerg og dels ved gården Gammeljords Høj. Der var yderligere et ståltårn på ca. 50 meter ved Hellehøj.

Det formodes derfor, at kasernen havde funktion i forbindelse med flyovervågning.

I bygningerne var bl.a. officersmesse og kantine for de menige soldater.

Efter besættelsen blev der i en periode indkvarteret flygtninge i bygningerne, der blev bevogtet af CBU. De ca. 100 flygtninge blev omkring 1946 overført til den noget større Skalleruplejr.

Da besættelsen var på sit højeste, var der ca. 1600 tyske soldater i Hirtshals. Det krævede en del for at kunne indkvartere dette antal i den lille by som Hirtshals var på dette tidspunkt. Derfor blev der opført en mængde træbarakker rundt omkring i byen.

Efter besættelsen stod de tomme og det var af disse genbrugsmaterialer fra barakkerne og fra flygtningelejren far og Emil Carlsen opførte de 15 huse.

Nedrivningen startede i foråret 1948. Jeg husker lejren som et stort antal huse placeret indenfor et hegn. Ved indkørslen var der en vagtstue med soverum til 6 soldater der sov i hængekøjer af stålrammer med trådnet med fjedre. 3 af disse blev i øvrigt monteret i Svend og mit værelse da Bernhard kom i lære. I den anden ende af lejren var der en bunker med et rundt hul i toppen. Jeg tror at der her havde været en antiluftskytskanon til forsvar for bombeflyene. Den skulle også fjernes, men det var ikke så nemt, da man dengang ikke havde så effektive redskaber som i dag. Et af de mere kreative forslag var at fylde bunkeren med vand og så lade Søværnets minører sprænge den med en dybvandsbombe. Jeg husker ikke løsningen på problemet.

I starten blev alle transporteret til Snevre hver dag. Fra Manna kom der en lastbil med et lille hus placeret på ladet. Fra Vrensted kom vognmand Reinholt med sin lastbil og hvis nødvendigt kom Svend i vores Fort 31 selv om han ikke i starten havde kørekort. Da byggeriet i Hirtshals blev nogle af folkene indkvarteret i de tomme træbarakker og hvor de kun var hjemme i weekenden.

Nedrivningen startede med at fjerne tagpappet på tagene. Det blev skovlet løs med skarpe skovle og skubbet ned på jorden. Herfra skulle det hurtig fjernes, men da det jo var uproduktivt arbejde, blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle kammerater til at samle og afbrænde dette tagpap. Det kunne jeg og i nogle dage tog vi med til Snevre for at samle og afbrænde tagpap. Det gik udmærket indtil der en dag pludselig blev en kraftig vestenvind der blæste meget af det brændende tagpap over vejen og ind på de tilstødende marker. Her fik vi travlt med at indsamle brændende stykker tagpap. Mon ikke vi om aftenen kom hjem, sorte overalt og med brændemærker på hænderne.

Vagthuset med soverum, kantine, køkken, toilet samt vagtrummet ud mod indkørslen blev i øvrigt brugt af mig til ophold, når jeg var med deroppe.

Efter nedrivningen af tager, fortsatte man med den øvrige del af bygningerne. Jeg husker ikke tømrerarbejdet, men jeg husker murerarbejdet. Når stenene var løsnet, blev der gjort sten rene i stor stil. Der var her mange i gang med at banke og skrabe mørtel af stenene. Når de var rene, blev de samlet i 8 sten der lige kunne løftes op i en lastbil og transporteres til Hirtshals.

Mon ikke nedrivningen varede ca. 2 år inden alt var fjernet.

I Hirtshals blev der opført ialt 15 huse. Ved et besøg på Fyret for nyligt blev det fortalt at alle husene må være godt lavet, da de alle står der i dag, dog er nogle ombygget til mere moderne huse.

Men hvorfor stod jeg der ved Fyret og kiggede ud. Jo flere gange var min mor Else og mig på ferie i Hirtshals for at se byggeriet. Da boede i altid i Fyrmesterboligen, og vores værelse vendte ned mod havnen.

Ved et besøg på Fyret for nylig var jeg så heldig at blive vist op på disse værelser hvor vi boede dengang. Meget er ændret og udsigten til Havnen or dækket af høje træer og huse. Men det var en stor oplevelse at se det igen.

Det har i øvrigt altid været en oplevelse at være med ude på de forskellige byggepladser, men Snevre og Hirtshals har altid været noget særligt.

Ved tidligere omtalte besøg for nylig kørte vi rundt i området og op på Bjerget hvor der i dag er et populært udsigtspunkt med parkering. Gården var stadig tydeligt at se, men på området med flygtningelejren sås i dag rapsmarker.

Et tydeligt tegn på at de dårlige tider med besættelse og flygtninge nu er erstattet af smuk natur.

En stor og rørende oplevelse.

Her ses nærbillede af lejren med flygtningelejren øverst og gården Gammeljorden nederst. Denne ligger der stadig.

Min læretid.

Jeg var meget interesseret i at komme i lære på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Nogle af mine kammerater gik der, men der var ingen plads, så mens jeg arbejdede ved landbruget, søgte vi efter lærepladser i det sorte fag. En dag kom far og spurgte om smedefaget var noget. Jeg var træt af landbruget, da det jo ikke var det jeg ville være, så jeg sagde ja.

Det blev aftalt at jeg skulle starte 1. marts 1953. Vi havde købt/fået et brugt karlekammerskab og på dagen blev det læsset bag på den gamle Ford. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik med af tøj, men kender jeg min mor ret, var skabet fyldt op. Læretiden var med fuld kost og logi og lønnen var første år 85 kr. Men så var der også god mad for Antine lavede god mad. Men kammeret, ja uha, det var ikke godt. Det var indrettet oven på smedjen, var med jernvinduer og var total u isoleret og uden varme. På gulvet var der linoleum direkte på de rå loftbrædder. Væggen ud til loftet, hvor der var lager for reservedele, var kun forskallingsbrædder med tapet. Om vinteren brugte vi en alm. primus til opvarmning. Ja det gav os lidt varme. Men Laurits var ikke glad for at vi brugte for meget petroleum, så enten købte vi selv eller også fik vi listet noget på sedlen for anvendte materialer.

Varmt vand var der ikke noget af. I baghuset var der et vaskerum med gruekedel, som vi evt. kunne tænde op i og få varmt vand.

Men vi havde en løsning. Når vi efter arbejdstid skulle vaskes varmede vi en tyk aksel i essen til den var rødglødende og hvorefter vi afkølede den i en spand vand, og så havde vi en spand lunkent vand fyldt med glødeskaller. Spanden var anbragt i smedjen lige indenfor porten, som var noget utæt forneden. Ja det var ikke rart, men vi vænnede os til det. Og så var det rart at komme hjem til Vrensted i weekenden og blive godt vasket.

Gad vide hvad pigerne tænkte, når vi var sammen med dem på sportspladsen eller i forsamlingshuset.

Men at lære smedefaget hos Laurits Larsen var en udfordring og derved fantastisk godt. Jeg kan ikke rose Laurits nok for hans måde at være mester på. I stor udstrækning lod han os udføre arbejdet uden den store indblanding. Men var vi i tvivl om noget, kunne vi med en vis respekt godt spørge.

Foruden mig var der en ældre lærling og et par svende efter behov.

Men vi lærte at huske tingene, når vi blev sendt ud på et stykke arbejde evt. til en maskine, der var gået i stykker og trængte til en hurtig reparation. Havde vi ikke husket sagerne, måtte vi op på cyklen igen og tilbage til smedjen efter det vi manglede. Dengang kunne vi jo ikke bare ringe hjem og få det bragt ud.

Her hos Laurits lærte vi håndværket. Det var vigtigt, både i forhold til kunderne, Laurits og sig selv altid at gøre tingene så godt som muligt.

Arbejdet var meget varieret. Foruden det almindelige smedearbejde i smedjen med reparation af landbrugsmaskiner, lavede vi eks. vis reparation af møllerne, som mange landbrug stadig havde på taget, indlægge centralvarme, ud tælle plage ude på marken, sko heste, belægge træhjul med ringe, bygge gummivogne og meget mere. En utrolig varieret arbejdsplads.

Og Laurits udviste os stor tillid. Den største han viste mig var en dag, jeg skulle hjælpe ham ved ambolten. Her tog han en lille kort mejsel i den bare hånd og så skulle jeg slå på den med en forhammer. Havde jeg ramt forkert, havde jeg knust hånden, men han beholdt den.

I Stenum var der på det tidspunkt flere lærlinge, bl.a. tømrer, købmand, smed, mejerist m.fl. Om vinteren gik vi på teknisk skole i Brønderslev, på aftenskole om vinteren, og transporten var cykler. En meget træls tur, når der var is og sne på vejene. Var der en god film i biografen, og havde vi råd til det, så vi en film efter skolen. Det var ofte sent, inden vi kom hjem og vi måtte ikke glemme, at Laurits var der kl. 7 og bankede os op med sin stok, som han bankede på loftet i smedjen. For mit vedkommende blev det noget lettere, da jeg fik en knallert.

Men vi var opfindsomme for at spare på kræfterne, når vi skulle hjem. Her var Brix Rutebiler os til stor hjælp. Det passede nemlig så godt, at rutebilen langsomt passerede svinget ved børnehjemmet, når vi var der også. Når rutebilen passerede os, cyklede vi hurtigt bagefter og smed en hjemmelavet krog op på bagagebæreren og med en lang snor, havde vi nu let transport til Stenum, hvor vi bare slap snoren, der nu med krog faldt ned på vejen. Jeg husker ikke, at det nogensinde gik galt.

I det sidste år af læretiden, var der mulighed for at erstatte aftenskolen i Brønderslev med aftenskole på Aalborg Maskinmesterskole. Jeg vidste, at jeg ikke skulle være smed, så jeg fik lov af Laurits til at starte her. Det var en utrolig god behandling jeg her fik, af både Laurits og Antine. Jeg fik tidligere fri og Antine lavede tidlig aftensmad, så jeg kunne nå et tog, så jeg kunne være i Aalborg lidt efter kl. 6, hvor undervisningen startede. Den sluttede kl. 9, og så var det bare med at komme hjemad og i seng.

Min læretid sluttede i marts 1957 og så startede et nyt kapitel i mit liv.

Jeg er både Laurits og Antine meget stor tak skyldig for den store hjælp de her gav mig.

Min uddannelse.

I den sidste del af læretiden, var det muligt at starte på en aftenskole for videreuddannelse. Her valgte jeg Aalborg Maskinmesterskole. Her startede jeg i efteråret 1956.

Undervisningen startede på skolen kl. 18,00 så jeg måtte tidlig afsted fra Stenum, køre til Brønderslev og tage toget til Aalborg. Her ankom toget lidt over 18 så jeg fik lov til at møde senere.

Jeg fik lov til at stoppe tidligere, så jeg kunne nå toget i Brønderslev til tiden.

På skolen var der undervisning til kl. 21,00 og så var det med at komme til Stenum i en fart. Jeg var hjemme og i seng ved 23 tiden.

Undervisningen var både skriftlig og mundtlig. Noget af læsestoffet kunne jeg nå i toget, hvis jeg da ikke var for træt, men de skriftlige opgaver måtte laves hjemme i weekenden, og det kunne ofte være svært da kammerater, fester m.m. også skulle passes. Nu var jeg jo i slutningen af teen age årene, så kammerater, veninder i både Løkken og Vrensted var jo meget vigtigt.

Undervisningen på skolen var meget interessant og lærerigt. Foruden de rent maskintekniske fag som foregik både i klasselokalet og i laboratorierne, var der undervisning i matematik, geometri, maskintegning, sprog, sundhedslære m.m. Endvidere var der besøg på virksomheden med relation til maskinmesteruddannelsen.

Da min læretid var slut, fik jeg arbejde på PM i Brønderslev og flyttede hertil. Men undervisningen fortsatte i Aalborg til skoleårets afslutning.

Men nu startede igen et nyt kapitel i min tilværelse, for da jeg nu havde bestået 1. del., skulle jeg starte på 2. del. Og da de undervisningstimer jeg havde haft mindre på aftenskolen, blev nu lagt oveni den ordinære tid. Det betød, at jeg nu skulle på dagskole med ekstra timer, og for at undgå transporttid flyttede jeg til Aalborg.

Her blev undervisningen mere krævende, da vi nu med en bestået 2. del fik certifikat, så vi kunne påmønstre et større skib som vagtgående mester. Fra nu af var der ikke megen tid til fis og ballade. Men jeg havde nu fået Vespa scooter, så der var nu kortere transporttid mellem skole, værelse, cafeteria, Vrensted og Løkken.

Jeg bestod 2. del i ??? og blev indkaldt til Marinen i ??? Her blev det 17 måneder og så en del af uddannelsen, idet tiden her også indgik i den samlede registrerede sejltid.

Og igen startede et nyt kapitel i mit liv, nemlig sejltiden.

Min sejltid.

Ja den startede meget tidlig. Efter de store snemængder der kom i årene 1942 og 43, kom der om foråret en mængde smeltevand strømmende ned ad vejen oppe fra Trehjørnet og som samlede sig i lavningen mellem Centralen og Ejlert mælkemand. Jeg overtalte Svend til at hjælpe mig med at trille slagtekarret herned til. Det var et oplagt sted at starte min jordomsejling. Men, ak og ve. Karret var blevet rusten og begyndte at tage vand ind, og efter kort tid stod jeg igen på mudderet i marken. Hvordan vi fik karret hjem igen og rengjort husker jeg ikke, men det skulle være pænt da det også blev brugt til fars badekar.

De samme oversvømmelser gjorde også at Ingstrup Sø blev større. I grøfterne ud til ”Kældergråben” lå der nogle små robåde, som blev brugt af jægere, og det var jo oplagt at låne dem, når vi skulle ud i sivene på den anden side af søen for at samle æg. Bådene var også forsynet med årer, så det var let for os at kaste los og ro ud i søen. Selv om vi lagde båden tilbage igen samme sted blev det opdaget og årerne blev fjernet. Det var dog ingen problem, da jeg blot lavede nogle andre hjemme på mit værksted. Herefter blev bådene låst med kæder til nærmeste hegnspæl, og selv om vi snakkede om, at vi kunne grave hegnspælen op, blev det dog opgivet. Så også denne måde at starte jordomsejlingen på måtte opgives.

De næste mange år gik med kun turistsejladser, men da jeg blev indkaldt til Marinen i 1959 kom jeg igang igen.

Efter rekruttiden kom jeg om bord på en af de gamle tyske motortorpedobåde, som vi havde overtaget efter besættelsen. Da jeg nu havde certifikat som maskinmester, blev jeg udnævnt til befalingsmand og skulle derved være inde i 17 måneder.

Jeg blev dog ikke befalingsmand over mine kolleger, men over et maskineri bestående af 3 Mercedes Benz dieselmaskiner med ialt 60 cylindre og en samlet ydelse på 9000 HK. Og så kunne det gå stærkt. Under alm. træningssejlads, hvor vi eks. skød efter Hundestedfærgen med øvelsestorpedoer var farten ca. 37 knob, men max. fart var ca. 45 knob, og så varede en tur fra Holmen og til Frederikshavn kun få timer.

Tiden i marinen var lang men spændende og jeg fik mange gode kammerater, som holdt sammen i nogle år herefter.

En af de sidste dage i Marinen var vi et par stykker, der tog hen på A.P. Møllers forhyringskontor på Nordhavn og spurgte om de måske ved lejlighed kunne bruge sådan et par fyre som os. Han kiggede lidt på os og sagde, at det kunne det da godt være, men vi skulle nu først af med uniformen og så kunne vi tage hjem til Aalborg og få lavet en sundhedsattest ved Søfartslægen og så sende den til ham.

Jeg tog hjem med den formodning om, at der nok ikke skete noget og nu skulle Løkken opleves igen for fuldt tryk. Men det viste sig hurtigt at blive helt anderledes.

Et par dage efter blev jeg ringet op fra kontoret om, at jeg allerede dagen efter skulle møde op i Kastrup Lufthavn. Her var der en billet til mig om at flyve til New York, hvor jeg skulle påmønstre Nicholine Mærsk der lå der i Pier 8.

Det var en glad og spændt Leo der mødte op der om aftenen. Men så fik jeg at vide, at jeg skulle tilbage igen og indlogere mig på et hotel og tage ud til den Amerikanske Ambassade og hente et dokument. Det var et Alien Seamen Landing Permit og herefter sværge Cross my heart, at overholde alle regler i f.m. ind- og udrejse i USA. Og så kunne jeg godt tage ud i Lufthavnen igen.

Her gik jeg om bord på et fly til New York, men med mellemlandinger i Gander i Scotland og på New Foundland inden det landede i New York.

Her påmønstrede jeg så Nicholine Mærsk, der gik i rutefart til Bangkok via Østkysten, Panamakanalen, Vestkysten, Filipinerne og til Bangkok. Tilbageturen gik via Cambodia, Vietnam, evt. Filipinerne igen, Hongkong, Taiwan, Japan, tilbage til Vestkysten og gennem Panamakanalen og Østkysten til New York. En sådan tur varede ca. 5 md. og jeg tog turen 5 gange uden ferie.

De næste 2 år var en stor oplevelse for mig, jeg tænker tit tilbage på den tid. Der var naturligvis også arbejdet om bord med skiftevagterne under sejlads og arbejde med at efterse og vedligeholde maskinen under havneophold.

Men det var altid spændende at tage på opdagelse inde i de sikre lande. Her var vi næsten altid nogle stykker sammen, men jeg tog afsted alene for at opleve lokalbefolkningen. Efter et overfald i Bangkok stoppede det dog.

Under en tur fra San Fransisco og til Manila havde vi et slemt motoruheld, og vi måtte have hjælp til at gå til Japan for et længere værftsophold. Reparationen tog ialt 3 mdr. I denne tid kunne vi sove om bord, men toiletbesøg skulle foregå i land. De fleste af os skaffede os derfor privat indkvartering med fuld Service, i land. Disse 3 mdr. var igen en stor oplevelse, da vi blev vist rundt i nærområdet af værtinden. Her så jeg bl.a. Kyoto, Tokyo, Fusijama m.m. Mange af fridagene tog vi ud til en ferieø, hvor der kun var Japanere. Når vi ankom til øen, kom vi i bad, blev klædt på i den traditionelle japanske mandlige klædedragt, og så gik vi ellers i byen.

Efterfølgende gik vi tilbage i fast rutefart igen.

Em anden stor oplevelse var at møde folk fra Vrensted i Los Andeles. Far havde en kusine Nelly Ellitsgård, der tidligt udvandrede til Los Angeles hvor hun blev gift med en dansk-amerikaner, Gene, der arbejdede på en dansk ejet fabrik med mange danskere ansat. Her var jeg på besøg hver gang, vi var i Los Andeles bl.a. var jeg der 2 gange i juledagene, hvor vi gik omkring et dansk pyntet juletræ og sang vore gode danske julesange. Da græd Nelly lidt, men sagde at det var de bedste juleaftener, hun havde haft i mange år.

Men en dag jeg kom hjem til skibet efter et besøg der, blev jeg bedt om at komme ind i messen. Her var der en fra Løkken som godt ville snakke med mig. Vi fandt dog hurtig ud af at vi begge var fra Vrensted og at han kom fra Helledie i Vrensted. Han arbejdede på en dansk fabrik med danske ansatte og ledere. Jeg er i dag ikke i tvivl om, at jeg her traf Jens Christian Søndergård Jensen som også har skrevet på FB siden ”Goe Gamle Vrensted” om sin barndom og opvækst.

Men sejltiden var alligevel ikke slut. Siden 1985 har jeg sammen med sønnen og gode venner renoveret og sejlet det gode skib LIVø i alle de Nordiske, Tyske og Hollandske farvande. Vi har stadig skibet, men sejler ikke mere.

I ca. 2003 blev jeg engageret i renoveringer i en 3-mastet skonnert LOA og her har jeg haft den store glæde at sejle med på bl.a. Tall Ship.

Men nu er jeg PENSIONIST på alle fronter.

Et utroligt godt sejlerliv er nu slut.

Og nu kan det genopleves i dette skrift.

Afslutning.

Nogle gange når vi har været på køretur, har vi ofte været igennem ”Mit Område”. Turen er så gået igennem Vildmosen, hvor vi har set eks. Statshusmandsbrug, mit fødehjem, gennem Thise hvor der siges, at min ukendte far var yngste mand, videre enten over Kongsengene elle Bådstedhede og til Vrensted, hvor vi så er kørt gennem Barndommens Gader.

Her er det tydeligt at se, at byen har forandret sig. Der er nu bygget huse på de tidligere åbne marker og aktive gårde i byen er nu såkaldte Lystejendomme, og der er nu lavet Byens Hus i den nye skole.

Alt dette er heldigvis et udtryk for, at der fortsat sker en udvikling, og ikke afvikling af landsbymiljøet. Og jeg er sikker på at det gode miljø, der dengang var i min barndom stadig findes og er til stor glæde og gavn, som det har været for mig og som har præget mit liv lige siden.

Og stor tak for det Vrensted.

Leo Kjær Nielsen / 04.01.2022

En fortælling om min oldefar

Jens Peter Kjær Hjulmageren fra Mosen

1840-1927

Skrevet af Murens Leo årg. 1936

Lidt forhistorie.

En stor del af min oldefars Aner stammer fra Jerslev Sogn som ligger midt i Vendsyssel i Brønderslev Kommune.

Slægten kan føres tilbage til 1600- tallet hvor sognet bestod af et antal herre/hovedgårde, selvejergårde, fæstegårde, husmandssteder og et stort antal huse uden jordtilliggende. Også i dette område havde Børglum Kloster og Hundslund Kloster (senere Dronninglund Slot) besiddelser.

Slægtens historie.

Her fødtes i 1666 sønnen Jens Christensen hvis forældre tilhørte en anden slægt. Her voksede han op og blev dec. 1705 gift med Else Jensdatter i Jerslev kirke.

I 1708 blev sønnen Jens Jensen født i Holtet/Jerslev. Jens Christensen døde i 1742 og Else Jensdatter i 1731.

Her blev de følgende slægtled boende indtil Peder Christian Jensen, f. 1796 i Jerslev. Før 1840 flyttede de til Svinget ved Manna.

Her nedsatte han sig som gårdmand/gårdejer.

I 1840 blev Jens Peter (Pedersen) Kjær, min oldefar, født på gården.

dec. 1905 blev efternavnet Pedersen ændret til Kjær. Han var da 65 år.

Jens Peter må være opvokset og uddannet sig i området for i 1870 giftede han sig med Else Marie Thomasdatter i Thise Kirke.

I 1871 nedsatte han sig som insider i Gl. Hammelmose Mølle og tilbød sig som hjulmager og karetmager.

Gl. Hammelmose Mølle ligger mellem gården Gl. Hammelmose og Ryå sydvest for Manna. Møllen har tidligere været en gl. vandmølle.

Her blev der i perioden 1871 til 1891 født 6 børn med min bedstefar Jens Kjær som nr. 4 i 1877. I 1880 er der registreret 7 personer på adressen.

Min bedstefar Jens og bedstemor Mathilde bosatte sig først i Aalborg og imellem 1915 og 1918 flyttede min bedstefar med familie til Manna hvor de havde bygget hus med karetmager- og træskomagerværksted.

Min oldefar må på dette tidspunkt allerede havde stoppet som hjulmager og være flyttet til husmandsstedet UNDER BAKKEN på vejen op til Thise Ladegård. Han var på dette tidspunkt 78 år.

Da han døde i 1927, må min oldemor være flyttet i aftægt hos mine bedsteforældre i huset lige efter mejeriet på vejen til Gl. Hammelmose.

Hjulmageren og konen fra Mosen.

rev. 07.04.2023.

En fortælling om min oldemor

Else Marie Thomasdatter

1847-1939

Skrevet af Murens Leo årg. 1936

På gården Højris, Jerslev Sogn, blev drengen Thomas Larsen født i 1706.

Her blev han senere gift med Maren Christensdatter f. 1727.

I en sen alder, han var da 62 og hun var 41, blev sønnen Jens Thomsen født på Højris i 1768.

Det kunne være et barnebarn (som mig selv)

Han blev her senere gift med Ane Christensdatter.

I 1802 blev sønnerne/tvillinger Chresten og Thomas Jensen født på gården Højris.

De blev begge døbt i Jerslev Kirke 18. jan. 1803.

Der er ikke oplyst levetid for Chresten, men Thomas Jensen døde i 1868.

Her i Jerslev Kirke blev han senere gift med Mette Thomasdatter 1803-1887

De fæstede gården Helledie, Thise Østre Hede, i 1831. Gården hørte da under Børglum Kloster.

Her på Helledie blev der i alt født 7 børn med min oldemor Else Marie Thomasdatter i 1847 som den sidste.

Her omkring Thise Bakker, hun boede Thise Nordre Udflytter, må hun have fundet sin mand, Jens Peder (Pedersen) Kjær, 1840-1927, der boede på Gl. Hammelmose Mølle.

Hans familie stammede fra Jerslev men flyttede til en gård i Svinget Manna Kær.

Her blev min tipoldefar født i 1796.

Mine oldeforældre, Jens Peter og Else Marie, blev gift i 1870, og i 1871 bosatte de sig i Gl. Hammelmose Mølle som Hjulmager og Karetmager.

Her fik de i tidsrummet 1871-1891 i alt 6 børn med min bedstefar Jens Emanuel Kjær i 1877 som nr. 4. I denne børneflok kendes også Peder Lifland Kjær, far til Mælkemand Ejler Lifland Kjær, Vrensted.

Da min oldefar Jens Peter stopper arbejdet som Karetmager købte de en ejendom beliggende tæt ved Thise Ladegård.

Da min oldefar Jens Peter dør i 1927, sælges ejendommen og oldemor Else Marie flytter ind hos mine bedsteforældre Jens og Mathilde der i mellemtiden har bygget hus og etableret Karetmagerværksted i Manna på vejen til Store Vildmose.

Her bliver jeg født i 1936 og bliver delvis passet af både oldemor og bedstemor indtil sygdom i 1939 gør, at jeg flytter/ adopteres til familien Murer Christian Nielsen og Else (min biologiske mors søster) i Vrensted.

læs evt. EN FORTÆLLING OM OG AF MURENS LEO på Jens Otto Madsens hjemmeside –

www.Vrensted-Historier.dk

NOTE: Det har i min søgning vist sig at Gården Helledie nævnes med 2 forskellige beliggenheder, nemlig Vrensted Østre Hede / Kongsengene samt Thise Østre Udflytter / Filholm. Og da det også ses, at navnet Helledie nævnes tilbage til 1700tallet, og at Gården Helledie på Kongsengene er udstykket fra Børglum Kloster og opført i 1912 må det formodes at gården tidligere har ligget på Thise Østre Udflytter / Filholm da den tilhørte Børglum Kloster, sikkert som fæstegård.

rev.21.10 2022

Leo Kjær Nielsen (Murens Leo)

Ingers fortælling.

Efter mors død 23. oktober 2003 fandt jeg disse minder skrevet ned midt i en gæstebog. Bengta

September 1992

Gamle minder fra år 1920, og længere tilbage. Noget af det første jeg kan huske fra min barndom, er fra 1920 – 21. Jeg skulle i forsamlingshuset og vaccineres for kopper og min bedstemor (farmor) fulgte mig og jeg var hunderæd. Så da det blev min tur, vrælede jeg i vilden sky, men min bedstemor tog mig hårdt i armen, og sagde HOLD OP du behøver ikke at vræle fordi de andre børn gør det, så jeg måtte bide tænderne sammen.

Vi boede i et gammelt hus i landsbyen MANNA i Vendsyssel, min farmor og farfar boede i den ene ende af huset og os i den anden ende. Så vi var meget inde hos bedstemor og bedstefar. Bedstefar var også karetmager som min far. Jeg kan huske at min far lavede arbejdsvogne, jumper, gig, trillebør og mange andre ting.

Vi havde selv en jumpe, flot og fin, og en Islandsk fjordhest (nordbag) så vi var meget flot kørende, når vi skulle ud på søndagstur til Biersted, hvor vi havde en faster og onkel. Han var skrædder og sad altid på bordet og syede. Jeg syntes det så mærkeligt ud at en mand sad på bordet og syede, nå men sådan var det nu.

Jeg kan huske når vi en gang om året skulle på udflugt med skolen, så kørte hele landsbyens beboere i en lang række, turen gik altid til Løkken med en enorm madkurv vognene var pyntet med bøgegrene, og vi havde alle små flag i hænderne. Når vi mødte nogen på vejen, råbte vi alle hurra og viftede med flagene det var meget festligt.

Hvert år 5 juni var der stor grundlovsfest på Thise bakker, og den dag måtte jeg for første gang i året få en sommerkjole og ankelsokker på, så det var en stor dag. Mine brødre fik lov til at have cykelstald i udhuset. Dengang var der ingen biler (eller meget få) så det kunne godt give en lommeskilling, det kostede 25 øre pr. cykel.

Jeg kan også huske at bedstemor vævede meget, duge og lagner. Væven fyldte næsten hele stuen, jeg morede mig meget med at sidde ved siden af hende når hun vævede, for skytten hun kørte frem og tilbage med, lignede en lille båd der sejlede frem og tilbage i min fantasi.

Vi havde en gammel kone som nærmeste nabo, hun boede alene i hendes lille hus, så i mange år gik jeg om, vinteren inden det blev mørkt, hen til hende og sov der om natten. Hun var en snurrig gammel dame, når det begyndte at blive efterår, skulle hendes høns 7-8-stykker, op på loftet at gå hele vinteren, de måtte ikke fryse, der var buldrende mørkt. Og så havde hun et hønse lue fra køkkenet ud i hønsehuset.

Så der skulde jeg kravle igennem og fange hønsene til hende, så hun kunne få dem op på loftet, om de lagde æg deroppe kan jeg ikke huske. Jeg tror aldrig hun kom i bad, hun blev kun vasket i koldt vand i et iskoldt køkken med stengulv. Når hun en gang imellem kom i en ren lærredssærk, satte hun sig på tørvekassen.

Jeg fik som belønning for en hel vinter et par sorte lak gummistøvler, så flotte at jeg næsten ikke nænnede at gå ud med dem i regnvejr, nå det var det.

Jeg husker også at vi havde en gammel daglejer hjemme som hed Abel, han gik ca. 10 km. til os og 10 tilbage igen. Han var en sjov gammel fætter, meget glad for os børn, han spillede sorteper, og lavede tændstiklege med os, og fortalte en masse historier som han digtede på stedet.

Vi havde også høns og en kok derhjemme, og en dag jeg skulde i hønsegården blev jeg overfaldet af vores kok, en stor gråhavlet gal tingest, som overfaldt mig. Jeg skreg om hjælp, så kom min far og reddede mig, men om den blev slagtet, kan jeg ikke huske.

Vi havde også kalkuner, som vi drillede meget, så kokken pustede sig op til dobbelt størrelse.

Fra skoletiden kan jeg huske, vi havde kun fire klasser. 1. og 2. kl. sammen og 3. og 4. sammen, om vinteren havde jeg lange sorte hjemmestrikkede strømper og træsko på i skole og hjemmesko med. Det var hjemmelavede kludesko, og træskoene blev sat ude på gangen, på hylder med et hul til hver. Vi skrev på tavler med de grifler, nogle gode som vi kaldte patent grifler, de kostede 2 øre stk. og andre som kostede 1 ½ øre stykket, når vi skrev stil, var det med pen og blæk. Med i skoletasken havde vi en flaske med fin kulørt vand til tavlen, så var det med at have det fineste farverige vand med, og en tavleklud.

I frikvarteret pillede vi uld af hinandens trøjer og tørklæder, klemte det fladt og havde en farverig klud. Så byttede vi også glansbilleder, og de var meget flotte med glimmer og sølv. Om vinteren når det var meget frost og sne, havde vi kun træsko, men sommetider fik vi sutsko på, og et par gamle strømper udenpå, så vi kunne boltre os i sneen. Og så holdt vi mørknings time inden petroleumslampen skulle tændes. Mor fortalte historier eller gamle sagn. Og så stegte vi æbler i kakkelovnen, så der var en dejlig duft i stuen.

Jeg kan huske vi fik elektrisk lys og kraft. Min far skulle have nogle nye maskiner ude i værkstedet, sav og høvl og det skulle være elektrisk. Så det var jo spændende at vi kun skulle trykke på en knap for at få lys. Ikke alt det arbejde med at pudse lampe glas, og komme petroleum i beholderne, men der var en vis hygge med petroleumslampen.

Når der kun var 14 dage tilbage til jul, måtte vi få julekassen ned fra loftet, så hyggede vi os alle med at lave hjertekurve, juleroser, jakobsstiger og små spånkurve. Endelig kom juleaften med flæskesteg og risalamande eller citronfromage. Vi lavede også marcipan af kolde kogte kartofler, flormelis og mandelessens. Vi børn syntes det smagte dejligt, og mor lavede slik æbler, æbler der var dyppet i smeltet sukker. Der blev også købt nødder og appelsiner, og juleaften fik vi hver en lille kurv med lige meget i hver. 1 æble lidt nødder og marcipan, vi dansede om juletræet det stod i den fine stue, som vi sjældent kom ind i.

Den var med fine hvide stivede blondegardiner, røde plysmøbler, og et ovalt mahonia Spisebord. Sofa og to lænestole med klunker og det hele. Og et flot plystæppe under spisebordet, det var der ikke så mange der havde dengang. Og i julen spillede vi om pebernødder, effen eller ueffen, effen når vi havde et lige tal nødder i hånden, og ueffen med et ulige tal. Gættede vi ikke rigtigt måtte vi aflevere dem vi havde i hånden. Vi spillede også ludo, halma, mølle og dam.

Vi kom ikke meget i byen, så vi måtte hygge os hjemme. Træet blev først plyndret hellige tre kongers dag. Tredje juledag, nytårsaften og hellige trekongers aften, måtte vi lave løjer, vi havde en tørret svineblære med en pind i, det kaldte vi en rumlepotte. Den kunne lave en frygtelig larm. Så havde vi en korkprop som vi gned på folks vinduer med. Flyttede trillebøre eller havelåger, det var harmløse løjer, men vi morede os med det, og kl. 9 skulle vi være hjemme igen.

Min første skoledag kan jeg ikke rigtig huske, for vi boede lige ved skolen, så vi legede meget med andre børn i deres frikvarter, men jeg husker at vi havde et gammeldags lokum, med to huller i kassen. Og avispapir til rumpen, så vi skulle altid af sted to ad gangen, så kunne vi sidde længe og holde fjas.

Engang Else havde købt en ny cykel, hun kom kørende på hjem en fridag. Så fik vi unger besked på at vi skulle lade den stå, vi måtte ikke røre den, men det kunne Thomas ikke lade være med. Så han trak cyklen op på bakken, satte sig på den, så det gik i strygende fart nedad. Men han forstod ikke at bremse så han kørte lige ind i huset forneden af bakken, så forhjulet eksede. Han fik en enorm bule i panden og cyklen kunne ikke køre mere, så Else var gal.

Far lavede smørtønder til mejeriet, og dem skulle vi børn køre til mejeriet på trillebøren. De skulle have 18-20 stk. om dagen, vi kunne køre med 8 stk. ad gangen på et stativ som far havde lavet. Det fik vi 25 øre om dagen for til deling, og det var skam mange penge. Vi fik også 25 øre når vi skulle til eksamen, til skoleudflugt fik vi en hel krone, men en stor isvaffel kostede også kun 5 øre.

Engang jeg skulle på udflugt med skolen, købte far en rød sodavand jeg måtte få med. Jeg kikkede på den mange gange om dagen, tænk at det var min, det var kun et par gange om året vi fik sådan en, det var med korkprop som var bundet med ståltråd, som en champagne i dag.

Når min bedstemor gik tur om eftermiddagen havde hun altid et strikketøj med, garnnøglet gik hun med under armen, der måtte ingen tid gå til spilde, og mange lange strømper der skulle strikkes.

Fra skoletiden kan jeg ikke huske så meget, vi havde kun regning, skrivning, geografi og bibelhistorie. Og så skulle vi lære salmevers udenad. Om sommeren når det var meget varmt, sagde læreren tit, det er for godt vejr til at være inde, løb i bare ud at lege. Eller han fulgte med os til åen hvor vi gik i vandet, nøgne alle, drengene på den ene side af broen og pigerne på den anden side, vi morede os dejligt.

Jeg kan også huske når der var Brønderslev marked (jeg har aldrig været der som barn) sidst på aftenen satte vi unger os i vejgrøften, og råbte velkommen hjem fra marked med markedsgave, så var der somme tide nogen smed et æble, eller en pære ned til os, og det var jo dejligt.

Om sommeren samledes vi unger tit om aftenen og legede, to mand frem for en enke, eller huggede i land, eller bare sad og snakkede og pjattede. Jeg kan også huske da min bedstefar døde 26.09.1923 eller 1924. Han døde om natten og min bedstemor lå stadig ved ham til det blev morgen. Og han lå i en åben kiste i den fine stue til begravelsen, vi børn kikkede til ham mange gange om dagen. Jeg syntes ikke der var uhyggeligt ved det, men var ikke med til begravelsen i Thise kirke.

Jeg mindes også at jeg så gerne ville klippes, men det måtte jeg bestemt ikke før efter min konfirmation. Så om mandagen efter startede jeg på cykel til Brønderslev og fik klippet fletningerne væk. Jeg fik i gave et sølv fingerbøl af postmesteren (det har Christina fået) et frakkeskjold med navn, som jeg har endnu. Og en rød salmebog, mere kan jeg ikke rigtig huske.

Min første plads var i Thise hos købmand Marinus Hansen. Var der travlt i butikken skulle jeg hjælpe til. Alt skulle vejes af i poser. Sirup i flasker og havde vi glemt i travlheden at vi havde sat en flaske under sirupstønden, så flød det ud på gulvet. Det var noget fedtet stads uha. Jeg stod mange timer ude i bagbutikken og vejede sukker, mel, salt og mange andre ting af i poser. Krystal fik vi hjem i store plader, som jeg stod og brækkede i stykker og vejede af, og pakkede pænt ind.

De sidste 14 dage før jul havde forretningen åben til kl. 8 aften, det var en lang dag.

Jeg kan huske medens jeg gik i skole kom en eneboer (vagabond) på cykel med telt, kogegrej og en stor hund. Han slog teltet op lige ved skolen, og læren forbød os børn at snakke med ham. Men efter skoletid gik Thomas og mig tit op til ham. Han var meget rar, flink og ikke spor farlig, og han kunne i timevis fortælle om alt det han havde set og oplevet på sine lange ture på landevejen. Vi måtte gerne for mor og far besøge ham, og han kom også hjem til os engang imellem.

Jeg mindes også at mor og far en gang om ugen gik til samtalemøde, en læste nogle vers på af biblen, og så diskuterede de emnet bagefter over en kop kaffe, jeg tror de nød de aftener.

Nu skal jeg fortælle om min første biograftur med skolen. Jeg var nok 10-11 år og jeg havde jo aldrig set en biograf indeni. Jeg anede ikke at sæderne var slået op mod ryg- stødet, og det fandt jeg ikke ud af, så jeg sad hele aftenen på den hønsepind der skulle holde sædet. Hold fast hvor var jeg øm i rumpen bagefter, så det varede længe inden jeg vilde i biografen igen, dum som jeg var.

fortsættes

Det var så det sidste, mor havde skrevet ned.

Hun så meget dårligt de senere år måske er det derfor hun ikke fik skrevet mere.

Men det her ej jo i grunden heller ikke så galt vel.

Strib den 15 – 8 – 2005 Bengta.

NB.

Inger er barnebarn af Hjulmageren fra Gl. Hammelmose Mølle og er min biologiske mor.

Bengta er hendes datter og min halvsøster

rev. 15.05.2023.

Murens Leo, Vrensted

Fredericia August 1991

Thomas´s fortælling

Vores navn Kjær, er oprindelig et øgenavn.

Både min far og hans forældre og søskende hed først Pedersen til efternavn.

Deres hjem var et lille husmandssted ” Svinglen ” som lå i Manna, 8 km vest for Brønderslev. Huset lå lige neden for Thise bakker, på Thise kær, eller Thise tjar som det hed på vendelbomål.

Min bedstefar blev altid kaldt Tjar Jens Peter, altså et øgenavn.

Da far var i 20års alderen, fik hele familien navneforandring fra Pedersen til Kjær, altså det oprindelige øgenavn.

Svinglen hørte fra starten under stamhuset ”Birkelse” ved Ålebo og vore for- fædre var hovbønder herunder. Så vidt jeg husker, var det min oldefar, altså Jens Kjærs bedstefar der fik ejendommen frikøbt.

Han var første karetmager i familien, men der har været mindst 4 blandt hans efterkommere. Tre generationer har drevet håndværket fra Svinglen, der var i familiens eje i 108 år.

Far solgte ejendommen og fik bygget et hus med værksted, to lejligheder og en butik til trævarer handel, nede ved siden af det nye andelsmejeri.

Jeg selv er født i Ålborg, men var 3 år gammel.

I 1917 flyttede familien til Manna, hvor far overtog Svinglen, da hans forældre gik på aftægt. Jeg husker alle 4 bedsteforældre, men naturligvis bedst fars forældre. Tjar Jens Peter blev 87 år og Else Mari knap 92.

Fra starten hjalp bedstefar far på værkstedet, men der var ikke arbejde nok til to mand, så på grund af alderen holdt bedstefar op, og han og Else Mari søgte aldersrente som det hed dengang. Aldersrenten blev bevilget, så vidt jeg husker med 15 kr. til hver pr. måned, men ved siden af havde de så frit husly brændsel og kartofler.

Der var altid 2 – 3 får på ejendommen og bedstemor klippede selv fårene og lavede ulden til hjemmevævet vadmel. Hendes væv fyldte næsten den ene af de to små stuer.

Bedstemor var fulgt med ved flytningen, og fik en stue i det nye hus, men væven blev desværre lavet til pindebrænde.

Jeg arbejdede dengang ved landbruget, men ville hellere til noget andet, så jeg lærte at lave smørdritler og træsko. Mejeriet brugte 11-12 dritler om dagen.

Dengang var 2 kr. + kost alm. dagløn i Vendsyssel for 10 timers arbejde. Jeg lavede dritler i 4 år, jeg fik 25 øre pr. stk. og kunne lave 3 i timen. For træsko fik jeg 50 øre pr. par, det tog i snit en time, men var jo bedre end landbruget.

Dritlerne var til licitation hvert år, og det femte år var der en lille husmand, der bød et nogle øre billigere pr. stk. og så fik han det arbejde. Det var efterhånden blevet en god forretning med fodtøj, men da jeg gerne ville prøve noget andet, blev butikken og den ene lejlighed lejet ud til et ungt par, der overtog varelageret på meget fine betingelser.

Far havde et dårligt helbred i mange år, og da han ikke kunne klare arbejdet mere, blev huset solgt og et andet købt i Brønderslev.

Godt nok var Danmark ikke direkte med i krigen, men vi var besat af Tyskerne, så vores hverdag var stærkt påvirket. Vi havde mørklægning og rationering, og flere gange skete der kamphandlinger og sabotage.

Under det meste af krigen arbejdede jeg i Vendsyssel, det meste af tiden med tørveproduktion, men også nogle måneder i brunkulslejrene i Søby.

Jeg husker tydeligt den. 10. aug. 1940, jeg arbejdede i en grusgrav i Åbybro da der blev et mægtigt spektakel, og så kom der sværme af flyvemaskiner næsten hen over os i et drabeligt luftslag. Vi så fire maskiner blive skudt ned i løbet af få minutter, og en engelsk bombemaskine eksploderede i luften, men flere reddede sig i faldskærm. Dagen efter meddelte tyskerne hoverende at de havde skudt 10 engelske maskiner ned over Vendsyssel. Tallet var måske rigtigt, men mindst 5 af dem var beviseligt Tyske.

Jeg vil slutte for denne gang, med en kærlig hilsen til hele familien og den er jo stor.

Strib August 2003

Thomas Kjær

Dette er skrevet af efter et håndskrevet brev, som Thomas skrev til Kjær træffet i Strib i 1991.

Dengang viste Thomas os også, hvordan de som børn lavede kurve af høvlspåner.

Hilsen Bengta.

NB.

Thomas er barnebarn af Hjulmageren fra Gl. Hammelmose Mølle og min onkel

rev. 15.05.2023.

Murens Leo Vrensted

5 november 2003

Edels fortælling

Her i nat lå jeg vågen et stykke tid, og da havde jeg helt tjek på min fortid, og kunne huske mange ting, fra mit liv, da bestemte jeg mig for, at nu måtte jeg i gang med at skrive ned.

Som den ældste af os fætre og kusiner, kan jeg blandt andet huske vores oldemor.

Bedstemor og bedstefar boede jo i Manna, hvor bedstefar havde karetmagerværksted, oldemor havde sin egen stue hos dem (på aftægt, som man kaldte det den gang).

Vi havde nok ca. 6 km. til Manna fra mit hjem, så da jeg som 7 årig fik lært at cykle, (og arvede en cykel efter min kusine Bertha, som boede i Ingstrup) cyklede jeg tit op og besøgte bedstemor og bedstefar (da var der jo næsten ingen biler på vejene).

Mor havde tit noget jeg skulle aflevere, et stykke flæsk, lidt æg, imod at bedstemor lappede tøj eller stoppede strømper for mor.

Når jeg kom, skulle jeg ind for at hilse på oldemor, hun sad i sit sorte tøj, og rokkede lige så stille i sin gyngestol, hun havde et stort møbel man kaldte en dragkiste, 3 store skuffer, og en lille smal foroven, i højre hjørne af den lille skuffe havde hun altid chokolade, små stykker fra en plade, jeg fik altid et stykke, ”uhm”.

Dagen før oldemor døde, var jeg også deroppe, hun lå i sengen, og der kom noget spyt eller skum, ud på hendes læber, det fjernede bedstemor ved at sætte et lommetørklæde på en bordkniv, og så skrabe det forsigtigt væk. Næste dag blev der ringet til vores købmand, at oldemor var død, og mor og far skulle komme, og tage mig med, da jeg var den sidste der havde set oldemor i live.

Da vi kom derop, var værkstedet ryddet og hele vejen rundt, var der hængt lagner op, midt på gulvet stod kisten med oldemor, som lå så pænt med foldede hænder, hvor på der lå en krans med forglemmigejer, som bedstemor havde lavet.

Vi er heldige, at have oplevet sådan en god bedstemor, hendes lige findes der ikke ret mange af, hun var stærkt troende, men gav kun udtryk for det, hvis man selv fik lyst til at snakke om det.

Sigfred siger om hende, han har selv haft 2 bedstemødre, men bedstemor var den bedste også for ham. Jeg husker at bedstefar lavede en flot jumper til far og mor, vores transportmiddel når vi skulle i byen, vi havde 2 flotte brune heste, så vi var flot kørende.

Da bedstemor og bedstefar blev ældre, solgte de stedet i Manna, og købte hus i Brønderslev, Annexgade 4, stort med 3 lejligheder.

Mens de kunne samledes hele familien der, den 4. juli på bedstefars fødselsdag. Bedstefar gik stadig nogle timer på arbejde, ved karetmager Peter Christiansen i Vestergade. Helbredet svigtede og de solgte huset og flyttede på plejehjemmet ” Risagerlund ” i Bredgade, de havde det godt der, og især var bedstemor meget glad for at være der.

Da hun døde, og blev begravet, fortalte bestyrerinden, at hun efter 29 år som sådan, aldrig havde oplevet så stor en sorg for hele hjemmet.

Jeg vil lige for tælle en sjov ting, som bedstemor oplevede, da hun blev syg og lå i sengen, Inge var ikke ret gammel, men kunne godt tage rutebilen til Brønderslev, for at besøge dem, da vi besøgte dem om aftenen, fortalte bedstemor, at hun nød Inges besøg, mens de havde siddet og snakket, havde Inge sagt, at nu skulle bedstemor snart dø, men jeg skal gå i marken og plukke blomster til din grav.

Jeg vil nu fortælle lidt om min barndom.

Da mor og far blev gift 16 december 1929 boede de i Vester Hjermitslev, far arbejdede ved en vognmand, og mor gjorde rent for et par familier, i denne by blev jeg født.

I 1931 byggede mor og far et statshusmandsbrug, på Hjermitslev gårds mark, jeg var 10 dage da de flyttede, der er alle mine søskende født.

Da vi var små, havde vi en ung pige i huset, Dora fra Thise, vi havde et lille kammer, og det fik hun jo.

Der var 5 senge i soveværelset, så vi ved hinanden, jeg fik først min egen seng, da jeg kom ud at tjene som 15 årig, ved en købmand i Stenum, men jeg længtes så forfærdeligt hjem, så efter en måned kom jeg hjem igen.

Mor var tit syg af dårlige nerver, så vi måtte hjælpe med at passe de mindre søskende. Jeg kom i Øster Hjermitslev skole, dengang havde vi kun 2 klasser, 3år i første og 4 år i anden, og jeg har kun haft en lærer Tage Winther Jensen.

Min bror Jens kom i skole året efter mig, så vi fulgtes altid af, sammen med naboens Søren. Vi var 4 søskende der ikke kunne ligge tørt om natten, så det var svært for mor da hun ikke havde ret meget tøj at skifte med.

Om vinteren blev der tændt op i kakkelovnen tidligt om morgenen og der blev sat stole rundt om, hvor alle de våde underdyner blev hængt til tørre, og de blev vendt og drejet mange gange, til de var tørre, der var fuld drøn på kakkelovnen, så der var en stank af tis, og der skulle luftes ud inden de risikerede at der kom gæster.

Om sommeren når det var tørvejr blev sengetøjet lagt ud på hækkene

(stakkels mor).

Når vi kom fra skole, var altid noget vi skulle, så vi skiftede til andet tøj, det var en selvfølge der, så det gik fint det var jo ens for alle.

Den dag jeg blev konfirmeret i Tolstrup kirke, blev Bjarne døbt så alle vores onkler og tanter, fastre var med til festen (starten og slutningen på den søskendeflok).

Jeg får lige lyst til at fortælle hvordan det foregik, når vi havde eksamen i skolen.

Ved siden af kateteret var der sat stole op, hvor vores sognefoged, 3 – 4 sognerådsmedlemmer og vores præst sad, de så rundt og kiggede på hvad vi lavede, vi blev også stillet nogle spørgsmål, (den bedste karakter var ug med kryds og slange). På det tidspunkt måtte læreren slå, så der var mange drenge der fik en ” lusing ” eller 2.

På landet var der altid noget at lave, jeg lærte tidligt at malke køer, så jeg hjalp far med at malke, inden jeg skulle i skole, dejligt at komme i en varm kostald, med panden op af en varm ko.

Mor havde nok at lave, hun hentede tørv, og tændte op i komfuret, så der var varme i køkkenet, når resten af familien kom op. Tørvene lavede vi selv.

Som de 2 ældste kørte Jens og mig, med far i hestevogn til Store Vildmose, hvor vi gravede tørv.

Min søster Karen var ikke ret gammel, da hun begyndte at hjælpe mor i køkkenet, vi havde 2 taburetter, på den ene satte mor et lerfad, kom gær i for 15 øre, der blev sat mel og mælk frem, og så gik Karen ellers i gang og lavede ud af dejen 2 store franskbrød.

Vagn blev født d. 3 september 1938, det kan jeg tydeligt huske, vi havde en hyrdedreng ansat det år, han hed Karl og var fra Manna. Der var Brønderslev marked, og fik derfor en fri eftermiddag, da han kom hjem havde han købet en pose pærer til mor, han var meget genert, så det var stort af ham at vove sig helt hen til soveværelsesdøren, og se mor ligge i sengen, smide posen på hendes dyne og sige: Tillykke med drengen Gerda.

Når mor skulle have besøg af jordemoderen, blev alle vi andre søskende puttet ind i den anden seng, vi havde inde i kammeret, ved gangen. Så lå vi og ventede på at far kom og sagde, at nu måtte vi komme ind til mor, og se vores nye lillesøster eller bror.

Alle vi søskende er enige om at vi har haft et rigtig godt hjem.

Senere da vi efterhånden flyttede hjemme fra, fik kærester som selvfølgelig også kom med hjem, var vi tit mange om søndagen.

Når roerne skulle tyndes ud, eller der skulle høstes, mødte vi alle op, og det var meget hyggeligt. De store kødgryder kom frem, og det var som regel mor og jeg, som stod for det.

Den eneste af os søskende som flyttede uden for Vendsyssel, var Lis som dengang boede i Visse.

Vores børn skiftedes til at komme på ferie, og det har de haft meget glæde af, med sjov og bl.a. vandkampe.

I 1952 blev Sigfred og jeg gift, og boede i Brønderslev indtil 1955, da vi flyttede til Skagen.

Kort tid efter flyttede Vagn og Inge også herop, og vi tre familier har haft mange gode år heroppe.

Alle vores 3 børn har stiftet gode hjem, og er blevet her i byen, det er vi selvfølgelig meget glade for.

NB.

Edel er oldebarn af Hjulmageren fra Gl. Hammelmose Mølle og min kusine.

rev. 15.05.2023.

Murens Leo Vrensted.

En lille fortælling

”Ejlersgård” på Nørrekær i Vrensted

Fæstegård under Børglum Kloster

Grøn pil er mine bedsteforældres hjem på Nørkær

Blå pil er Ejlersgård

Rød pil er Nørregård/Ejlersgård/Thorvald Thomsens gård

Nørgård/Ejlersgård/Thorvalds gård med

Bedsteforældrenes hus i baggrunden

En lille fortælling om gården ”Ejlersgård”

I forbindelse med at skrive mine barndomsminder stødte jeg på navnet Ellitsgård flere gange. På vores vej, nu Vingevej, boede Jens Ellitsgård og Petrea. Vi besøgte dem enkelte gange og mor Else sagde at vi var lidt i familie med dem. Desuden opdagede jeg at min bedstemor havde Thomsen/Ellitsgård til efternavn. Desuden besøgte vi også Smed Christensen i Mejeribyen og i f.m. dette som jeg nævnte på FB fik, jeg en tilbagemelding fra Connie Bentzon at smedens kone hed Elvine Ellitsgård. Ja så var det jo kun at konkludere at min bedstemor på Nørkæret, Jens Ellitsgård og smedens Elvine var søskende og derved min far, murer Christians onkel og tanter.

Via Lærer Madsens Jens Otto samt Inga og Ernsts Poul Erik gik det ligeledes op for mig at den gård der lå på østsiden af vejen til Nørkær og som ejedes af Thorvald Thomsen blev kaldt Ejlersgård/Ellesgård (tidligere Nørgård)

Og nu var nysgerrigheden vagt for at finde ud af mere om gården og slægtens forbindelse med den.

Gårdens historie (se tidslinien)

Ejlersgård nævnes allerede i Middelalderen og hørte dengang under Hundslund Kloster, nu Dronninglund Slot. Gården lå lige på vestsiden af vejen til Nørkær umiddelbart før Munkebrovej (se oversigtskort)

Ved Reformationen kom den under Aalborghus Len (Kronen)

Herefter havde gården forskellige ejere indtil den i ca. 1720 kom under Børglum Kloster (daværende ejer Frederik Kjær)

Gården havde herefter igen forskellige ejere indtil 1835 hvor gården, og Børglum Kloster blev solgt til Familien Rotbøl.

I de næste mange år blev Klostrets større fæstegårde, incl. Eilersgård, delt op og solgt i mindre jordstykker

I 1895 købte vor oldefar Laurits Thomsen/Ellitsgård sin fæstegård af Børglum Kloster.

Han drev gården indtil 1909 hvor han solgte den til Johannes Christensen. (Præstegårdsforpagter) hvorefter han og hans hustru flyttede til et hus i Vrensted.

Vor oldefar døde året efter men ifølge folketælling 1911 boede oldemor der stadig

I 1916 købte Thorvald Thomsens far (Laurits Thomsen) Eilersgård og lod den forfalde. Det var nok jorden han ville have.

Thorvald er født i 1889 på gården, vist på vedheftede, og som er en udstykning fra Eilersgård. Thorvalds gård har sikkert tidligere heddet Nørgård.

Ca. 1945 blev gården overtaget af Thorvald Thomsen. Han forpagtede senere jorden ud men beholdt bygninger, lidt jord og nogle få dyr.

Gården blev nedrevet ca. 1970.

Slægtens tilknytning til ”Eilersgård”.

I Gjølstrup boede der først i 1700 tallet en gårdmandsfamilie der i 1759 fødte sønnen Jens Jensen, min tip-tip oldefar, som senere blev gift med Maren Johannesdatter. De fødte i nov. 1800 sønnen Thomas Jensen, min tipoldefar, som senere også tog navnet Ellitsgård. Dette er første gang slægten Thomsen tilføjer Eilersgård/Ellitsgård.

Han blev nov. 1839 gift med Karen Larsdatter i Jelstrup Kirke. De blev forældre til mindst 6 sønner og 2 døtre. De må kort efter være flyttet til Vrensted for at fæste Ejlersgård. Alle børnene, med vor oldefar Johannes Thomsen som den ældste, blev født på Eilersgård.

Familien boede i Vrensted i omkring 26 år inden han døde i okt. 1882. Han blev begravet i Vrensted.

I periode 1869 til 1883 fødtes børnene Jens (Vingevej) 1869, Carl 1870, Chatrine 1872, Karen Line 1873, Thomas 1875, Martinus 1877, Anna Kjerstine (min bedstemor) 1878, Kristian 1881, Elvine Kirstine (Smed Christensens kone) 1883.

I 1895 købte min oldefar Johannes sin fæstegård af Børglum Kloster som i årene inden havde udstykket meget af jorden fra sine fæstegårde. Johannes var da 56 og Mette Marie 54.

I 1898 kom der en ung mand, Jens Peter, min bedstefar, fra Jelstrup til Vrensted og bliver i 1898 gift med Anna Kjerstine. De bosatte sig på Nørkær 20 på østsiden af vejen til Nørkær men tæt ved Ejlersgård. Huset ligger der stadig.

Johannes og Mette Marie blev fortsat boende på Eilertsgård.

se note 1.

I 1909 skødes Eilersgård til Johannes Christensen hvis familie tidligere har været gårdfæstere på Eilersgård.

Han solgte i 1916 Eilersgård til Laurits Thomsen der havde gården Nørgård der lå på østsiden af vejen til Nørkær.

Han lod derefter gården forfalde og lagde jorden til sin egen gård som han måske derefter omdøbte til Ejlersgård/Ellesgård.

Ved folketællingen i 1890 er Ejlersgård skrevet som Ellesgård.

Ca. 1945 overtager sønnen Thorvald Thomsen gården, der da er på ca. 32 tdr. land med ca. 20 køer og svin samt 4 heste. Jorden bliver efterhånden bortforpagtet men Thorvald beholdt nogle få dyr.

Gården bliver nedrevet ca.1970

Familien Ellitsgård har derved været gårdfæstere på Eilersgård fra ca. 1835 til 1895 og ejere fra 1895 til 1906.

Tidslinie ”Eilertsgård”.

Hørte i Middelalderen under Hundslev Kloster, det senere Dronninglund Slot.

Kom ved Reformationen 1536 under Aalborghus Len

Fik i 1630 navnet efter en Eiler Laursen som boede der

Han fratrådte fæstet ca. 1633.

Blev i 1655 pantsat fra Aalborghus Len for Kronen til kanonstøber Claus van Dahm København.

Der blev foretaget ændringer i Matriklen 1662-1664 da Dahms søn fik gården overdraget.

Han ejede gården 1664 til 1676 hvor han solgte den til Børglum Kloster

1676 til 1716 ejede Børglum Kloster Eilersgård

I 1683 og 1688 boede på gården, sikkert som gårdfæstere, Morten Nielsen og Jens Nielsen, der var far til Jens Jensen Ellitsgård, Skudehandler i Løkken.

På et eller andet tidspunkt mellem 1676 og 1716 må Børglum Kloster have solgt Eilersgård.

I 1716 ejedes gården af Peter Tøgersen Lassen til Rødslet i Vadum

Blev kort efter solgt til Præsten i Vrensted, magister Eiler Christian Dyssen

Blev i 1718 overdraget til panthaver, fhv. Stiftamtmand Rudolf Gersdorf og kort herefter til Frederik Kjær til Børglum Kloster.

Gården blev 11.05.1790 synet og vurderet da Mads Madsen fradøde den og som Christen Andersen nu skal fæste. Info fra Børglum Kloster Godsarkiv.

Christen Andersen Ellitsgård 1762-1817 gårdfæster Ejlersgård fra 1790 til 1817.

Anders Christensen Ellitsgård 1790 til ? gårdfæster Eilersgård 1817 til ca. 1856.

Thomas Jensen Ellitsgård 1800-1882 gårdfæster Ejlersgård, født i Gjølstrup/Jelstrup

Børglum Kloster og derved også Eilersgård, blev i 1835 overtaget af Familien Rotbøl, der har ejet den siden da.

Eilersgård blev efterhånden udstykket og blev i 1895 skødet fra C. M. Rotbøls dødsbo.

Johannes Thomsen, 1839-1910, min oldefar, købte gården i 1895

1909 blev gården skødet til Johannes Christensen.

I 1910 dør Johannes og hans hustru Mette Marie flytter og bliver herefter husejer et andet sted.

1916 blev gården solgt til Laurits Thomsen hvis far Thomas Christensen blev født på Eilersgård i 1824.

Ca. 1945 blev gården overtaget af Thorvald Thomsen

Blev nedrevet ca. 1970.

NOTE 1.

Johannes Thomsen havde en yngre bror Laust Thomsen 1831-1911. Han bliver ikke gårdfæster andre steder, men bliver husmand resten af sit liv. Han bliver gift med Inger Marie Ottesdatter fra Trudslev ved Ingstrup.

De bosætter sig i 1868 i Trudslev, hvor de får tre børn, Karen, Jens og Thomas. I 1889 flytter de til Rubjerg. På deres gamle dage, i 1908, flytter de tilbage til Vrensted i et hus på Gl. Byvej, matr. nr. 108a.(Huset er sidste hus på højre hånd inden Gl. Byvej udmunder i vejen til Brønderslev. Huset ligger der stadig).

Jens og Thomas bliver uddannet tømrer og er med til at bygge møller i Vendsyssel. I 1905 ændrer de deres efternavn fra Thomsen til Ellersgård. Efter faderens død bliver Karen Thomsen boende i Vrensted, og da moderen dør i 1921, forbliver Karen boende på matriklen frem til slutningen af 1950erne. Som ung forelsker hun sig i en soldat, men faderen nægtede at godkende deres ægteskab. Som protest forbliver hun ugift hele sit liv.

Denne note er modtaget fra en efterkommer af Laust Thomsen.

Det har været en stor fornøjelse at skrive fortællingen men uden stor hjælp fra familien og gode folk i Vrensted har det ikke været muligt.

Stor tak derfor til alle involverede.

Leo Kjær Nielsen, kaldet Murens Leo

rev. 03.08.2023.

Indholdsfortegnelse

Forside

Fars Aner beskrivelse

Fars Aner kronologisk

Fars barndom

Min fars murerforretning

En lille fortælling om statshusmandsbrug

Oversigt over udstykninger på Starengvej

En flygtningelejr i Snevre

Nekrolog over Murer Christian

Fars Aner-beskrivelse.

Fars Aner kommer alle fra området Rakkeby, Jelstrup og Hundelev Sogne.

Jelstrup Kirke

Området har været beboet allerede i Vikingetiden da flere navne på landsbyerne kan henføres hertil. Endvidere er flere af kirkerne bygget sidst i Vikingetiden eller først i Middelalderen, ca. år 1200.Børglum Kloster har i perioden haft store besiddelser omkring Klostret bl.a. Årslev Hede som strækker sig mod nord op mod omtalte landsbyer.

Årslev Hede Høj

Om de gårde og husmandssteder, som mange af Anerne kommer fra har været fæstegård, udflyttergårde eller Ejergårde vides ikke. Det er også tydeligt at slægten som her kan føres tilbage til ca. 1700 fortsat har været bosiddende i området først i ca. 1895 kommer min bedstefar til Vrensted og gifter sig ind i familien Thomsen/Ellitsgård som i øvrigt stammer fra samme område.

Der var nok ingen i de to familier der i 1750.1800 tallet regnede med at to efterkommere i ca. 1895 mødes på Vrensted Nørkær og danner vores familie.

Fars barndomshjem på Nørrekær i Vrensted

Fars Aner kronologisk

NIELS POVLSEN, min 4X tipoldefar, fødested og dato ukendt, men ca. 1700.

Han blev 1. jul. 1725 gift med

KIRSTEN LAURSDATTER i Rakkeby Kirke. Også hendes fødested og dato ukendt, men mon ikke de begge er fra Rakkeby.

De fik 2 børn, Lars Nielsen og Niels Nielsen, Hald, og som er en af Anerne.

NIELS NIELSEN, HALD, der blev født ca. 10. okt. 1731 i Rakkeby. Han blev 17. nov. 1761 gift med

JOHANNE PEDERSDATTER, f. ca. 10. apr. 1745 i Rakkeby

Niels døde før 1801 og Johanne 1813. De blev begge begravet i Rakkeby.

De fik i alt 8 børn, bl. a.

PEDER NIELSEN, HALD f. ca. 20. apr. 1773.

Han blev gift 2 gange, anden gang med Kirsten Pedersdatter fra Hæstrup, og med hende fik han 5 børn. Denne gren følges ikke. Første gang blev han gift med

ANNE THOMASDATTER d. 25. jul. 1799 i Rakkeby Kirke. De fik sammen 5 børn hvoraf en af dem blev fars Aner.

Peder døde d. 18. dec. 1851 og og Anne d. 31. mar. 1825, begge i Rakkeby.

Peder og Anne fødte i Rakkeby bl. a.

SMED, PEDER NIELSEN, HALD d. 28. apr. 1801Han blev 17. dec. 1828 i Jelstrup Kirke gift med

JOHANNE THOMASDATTER f. 1800 i Jelstrup

Smed Peder døde 25. dec. 1864 og Johanne og Johanne d. 19. maj 1880 Begge i Jelstrup.

Peder og Johanne fik i alt 4 børn, bl.a. min oldefar

THOMAS PEDER NIELSEN som blev født 14. sept. 1832 i Hundelev. Han blev 18. apr. 1886 i Jelstrup Kirke gift med

Mette Kirstine Jensdatter f. ???

Thomas døde d. 29. mar. 1920 i Vejby og Mette Kirstine d. 11. feb. 1890 i Hundelev. Begge blev begravet i Jelstrup.

Thomas Peder og Mette Kirstine fik 3 børn, bl.a. min bedstefar

JENS PEDER NIELSEN f. 14. apr. 1870 i Hundelev. Han blev d. 9. aug. 1898 i Vrensted Kirke gift med

ANNA KIRSTINE THOMSEN / ELLITSGÅRD f. d. 4. jul. 1879 i Vrensted på gården Ejlersgård Vrensted Nørkær.

Jens Peder og Anna fik i alt 8 børn bl.a. min far

THOMAS CHRISTIAN NIELSEN f. 8. mar. 1899 på Vrensted Nørkær.

Jens Peder døde d. 28. apr. 1961 i hjemmet på Vrensted Nørkær og Anna Kjerstine d. 18. sept. 1942 på Hjørring Sygehus. Begge blev begravet i Vrensted.

Fars barndom.

Familien fik ialt 9 børn med far fra 1899 som den ældste og Ernst fra 1922 som den yngste. Da halvdelen af huset var til landbruget, var der kun soveværelse og stue til senge. Var der senge på loftet? Og da der i nærheden kun var Nørgård og et faldefærdig Eilertsgård var børnene i stor udstrækning nødt til at klare sig selv.

Skolegangen foregik i Åsendrup skole (Vrensted Nordre Skole) som lå 2-3 km fra hjemmet lidt øst for gården Bagterp. Skolen var en såkaldt (?) skole hvor læreren også havde lidt landbrug. Skolen dækkede et stort område helt ned til klitterne syd for Løkken. Selv om skoletiden var kort må det ofte have været svært at komme fra i dårligt vejr kun iført solide træsko. I starten må far været gået alene men inden hens konfirmation i ? kunne de nok ofte have været 6-7 stykker samlet. Far blev konfirmeret i (?)

Åsendrup skole

Hvad der skete i de næste 6-7 år, kan man kun gætte sig til. Men mon ikke det har været for ham ligesom for andre i hans alder på landet kom ud i landbruget som karl. Hans far Jens Peter var jo murer og han har sikkert fået smag for dette erhverv og har derfor nok i en periode været i en slags lære her hos sin far. Men da Jens Peter ikke havde tilladelse til at uddanne lærlinge, kom far på Hørby Håndværkerskole hvor han i 1922 bestod svendeprøven med veludført arbejde af en skorstenspibe.

Hørby Håndværkerskole

Herefter har han i en periode arbejdet som svend hos sin far indtil han blev indkaldt til militærtjeneste ved Garnisionen i Aalborg. Han har i den forbindelse nævnt Hovedvagten som på dette tidspunkt lå tæt ved det nuværende Nytorv

Det er efterfølgende noget usikkert hvordan han har mødt min mor Else. Et rygte fortæller at han mødte hende i Aalborg hvor familien tidligere havde boet. Et andet fortæller at Else engang var tjenestepige på Pilgård som jo ligger tæt på hjemmet på Nørkær. Hvilken af rygterne det taler sandt ved jeg ikke, men de blev gift i Thise Kirke i 1927.

Thise Kirke

Efter brylluppet flyttede de ind i et nybygget hus på Vingevej og far startede egen murerforretning og påtog sig selvstændige opgaver. Det var dog først i 1935 han fik næringsbrev og kunne påtage sig opgaven med at uddanne lærlinge. Den første blev sønnen svend der senere overtog forretningen.

Min fars murerforretning.

Se vedlagte om Statshusmandsbrug.

Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.

Efterfølgende har jeg ved et besøg på Fyret fået at vide at alle husene eksisterer stadig og er i god stand dog ombygget til moderne boliger.

Se vedlagte En Flygtningelejr i Snevre.

Svend overtog senere forretningen og drev den videre i samme ånd som vores far. Også her var far ofte med på byggepladsen for at svinge murskeen. Det blev med til han var over 70.

Både far og Svend kan være stolte af det byggeri de igennem de mange år har opført, og jeg er sikker på at de fleste står her endnu.

Ved et senere besøg på Fyret fik jeg fortalt at alle husene står der endnu dog ombygget til moderne boliger

En lille fortælling om statshusmandsbrug.

I slutningen af 1800-tallet begyndte de store klostre, godser og større herregårde at udstykke og sælge jorden i mindre parceller. Men også staten var med i opkøbene.

Som en følge af dette overtager staten i 1921 i alt 379 ha fra stamhuset Birkelse, 214 ha fra Gl. Hammelmoses 330 ha, og ca. 165 ha fra Ny Hammelmoses 300 ha og udstykker jorden i 43 parceller, hvoraf de 41 bliver bebygget i 1922. Disse parceller kaldes statshusmandsbrug.

Endvidere blev der min. udstykket 4 statshusmandsbrug fra gården Blåsiggård omkring 1953-1954. Ligeledes blev der udstykket flere statshusmandsbrug fra Gl. Hammelmose efter 1922. Sikkert dem der i dag ligger på Hammelmosevej, Svinget, Hammelmose Engvej samt måske også dem der ligger i den vestlige ende af Starengvej.

Oversigt over udstykningerne på Starengvej

1 Starengvej 571,

Blaasiggaard. Gården hørte tidligere under Stamhuset Birkelse, der forpagtede den ud, bl.a. til Carl Nørgaard fra V. Hjermitslev. Denne købte ejendommen i 1922. Sønnen Kresten Nørgaard havde ejendommen i 9 år. I 1952 købte Statens jordlovsudvalg ejendommen, der udstykkede en del jord til 9 statshusmandsbrug. Hovedgården blev forpagtet ud til bestyrer Knud Rasmussen og hans kone Inger. Næste bestyrer var Erik Justesen omkring 1960. I ca. 1985 køber Ole Højgaard, Ny Hammelmose ejendommen, og i 1993 bliver bygningerne og lidt jord solgt fra til H. Marcussen.

2 Starengvej 576,

Ejendommen hedder “Mosebo” og er bygget i 1954, som et statshusmandsbrug af Erna og Henry Møller Nielsen. Erna solgte ejendommen i 1989 efter Henrys død i 1988

3 Starengvej 582

,”Mellemkær” Ejendommen er udstykket fra Blaasiggaard i 1954 som et statshusmands brug. Første ejer Oscar Olsen.

4 Starengvej 598,

Statshusmandsbrug udstykket fra Blaasiggaard i 1953. Bageste ejendom “Højbo” foto fra 1954. Ejer Astrid og Kristian Jensen. Senere ejere: 1960: Herdis og Jens Østergaard. 1962: Hanne og Jørgen Jørgensen. 1972: Edith og Knud Jensen. 1981: Anne Marie og Jan Hartmand Hansen

5 Starengvej 616,

“Vesterled”, Ejendommen er bygget i 1953 hvor den var udstykket fra Blaasiggaard. Første ejere var Agnethe og Kristian Dahl. Ejer i 1997 Niels Christensen. Ejer i 2000: Per Jensen

6 Starengvej 700,

Opført i 1922 af Lars og Petrine Christensen, deres datter Ester og hendes mand Ejnar Balslev Sørensen overtog ejendommen i 1947

7 Starengvej 720,

Ejendommen er opført i 1922 til Martha og Anders Mortensen, som i 1950 solgte til Edith og Kristian Ejnar Jensen. I mange år havde Edith et lille udsalg med slik og søde sager til glæde for skolebørnene i Tagmark skole. I 1985 overtog Dorthe og Knud Suhr ejendommen. Ejer i 2000 Søren Uggerly Henriksen.

Ovenfor ses et typisk statshusmandsbrug, Dette fra Lille Vildmose.

En flygtningelejr i Snevre.

Nogle gange i sommeren 1948-49 og 50 stod jeg og kiggede ud af det øverste vindue i Fyrmesterboligen ved Hirtshals Fyr. Men hvad lavede jeg dog der? Det kræver vist nok en nærmere forklaring.

Efter besættelsen skulle der gang i hjulene igen, og her var Marchalhjælpen en god hjælp til at få byggeriet på fode igen.

Min far, Murer Christian gik sammen med tømrermester Emil Carlsen fra Manna om at bygge ialt 14 boliger i Hirtshals. Der var her enorm mangel på boliger og folk boede de utroligste steder

De købte derfor i efteråret 1948 en nedlagt tysk forlægning, senere flygtningelejr for ca. 100 tyske flygtninge, og som var opført i Snevre ved Bjergby.

Lejren bestod af ialt 15 forskellige huse opført af mursten. Af de nedrevne bygninger ville de bygge ialt 15 boliger i Hirtshals.

På billedet ses lejren som små hvide klatter og gården til højre herfor.

På højdedragene i det kuperede område opførtes udsigtstårne. Vest for gården var der 3 trætårne på 15 meter og der var 2 på 25 meter, dels ved Engbjerg og dels ved gården Gammeljords Høj. Der var yderligere et ståltårn på ca. 50 meter ved Hellehøj.

Det formodes derfor, at kasernen havde funktion i forbindelse med flyovervågning.

I bygningerne var bl. a. officersmesse og kantine for de menige soldater.

Efter besættelsen blev der i en periode indkvarteret flygtninge i bygningerne der blev bevogtet af CBU. De ca. 100 flygtninge blev omkring 1946 overført til den noget større Skalleruplejr.

Efter besættelsen stod de tomme og det var af disse genbrugsmaterialer fra barakkerne og fra flygtningelejren far og Emil Carlsen opførte de 15 huse.

Nedrivningen startede i foråret 1948. Jeg husker lejren som et stort antal huse placeret indenfor et hegn. Ved indkørslen var der en vagtstue med soverum til 6 soldater der sov i hængekøjer af stålrammer med trådnet med fjedre. 3 af disse blev iøvrigt monteret i Svend og mit værelse da Bernhard kom i lære. I den anden ende af lejren var der en bunker med et rundt hul i toppen. Jeg tror at der her havde været en antiluftskytskanon til forsvar for bombeflyene. Den skulle også fjernes, men det var ikke så nemt da man dengang ikke havde så effektive redskaber som i dag. Et af de mere kreative forslag var at fylde bunkeren med vand og så lade Søværnets minører sprænge den med en dybvandsbombe. Jeg husker ikke løsningen på problemet.

Nedrivningen startede med at fjerne tagpappet på tagene. Det blev skovlet løs med skarpe skovle og skubbet ned på jorden. Herfra skulle det hurtig fjernes, men da det jo var uproduktivt arbejde blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle kammerater til at samle og afbrænde dette tagpap. Det kunne jeg og i nogle dage tog vi med til Snevre for at samle og afbrænde tagpap. Det gik udmærket indtil der en dag pludselig blev en kraftig vestenvind der blæste meget af det brændende tagpap over vejen og ind på de tilstødende marker. Her fik vi travlt med at indsamle brændende stykker tagpap. Mon ikke vi om aftenen kom hjem, sorte overalt og med brændmærker på hænderne.

Vagthuset med soverum, kantine, køkken, toilet samt vagtrummet ud mod indkørslen blev i øvrigt brugt af mig til ophold når jeg var med deroppe.

Efter nedrivningen af tager fortsatte man med den øvrige del af bygningerne. Jeg husker ikke tømrerarbejdet, men jeg husker murerarbejdet. Når stenene var løsnet, blev der gjort sten rene i stor stil. Der var her mange i gang med at banke og skrabe mørtel af stenene. Når de var rene, blev de samlet i 8 sten der lige kunne løftes op i en lastbil og transporteres til Hirtshals.

Mon ikke nedrivningen varede ca. 2 år inden alt var fjernet.

I Hirtshals blev der opført ialt 15 huse

Ved et besøg på Fyret fornylig blev det fortalt at alle husene må være godt lavet, da de alle står der i dag, dog er nogle ombygget til mere moderne huse.

Ved et besøg på Fyret for nylig, var jeg så heldig at blive vist op på disse værelser hvor vi boede dengang. Meget er ændret og udsigten til Havnen or dækket af høje træer og huse. Men det var en stor oplevelse at se det igen.

Det har iøvrigt altid været en oplevelse at være med ude på de forskellige byggepladser, men Snevre og Hirtshals har altid været noget særligt.

Et tydeligt tegn på at de dårlige tider med besættelse og flygtninge nu er erstattet af smuk natur.

En stor og rørende oplevelse.

Hirtshals Fyr

Her ses nærbillede af lejren med flygtningelejren øverst og gården Gammeljorden nederst. Denne ligger der stadig.

Husene i Hirtshals under bygning

Og sådan ser de ud i dag

rev. 20.07.23

Mindetur gennem Manna og Thise gader.

Ligesom Vrensted har disse to landsbyer haft en særlig betydning for mig, for Thise vedkommende fordi det nok er her grunden er lagt, måske en nytårsaften 1935-1936, og for Manna vedkommende fordi jeg blev født her i aug. 1936. Endvidere fordi vi i vore mange søndagsture til vildmosen, altid kørte gennem disse to byer hjem til Vrensted og ligeledes fordi min far efter besættelsen havde meget arbejde her med udvidelse eller renovering af mange landbrugsbygninger. Jeg var ofte med på disse byggerier.

På vejen hjem fra Mosen kom vi til Brønderslev vejen ved krydset hvor vejen også fører til Filholm, og jeg vil starte min virtuelle mindetur her og går mod Manna.

Det første jeg husker, er udvidelsen af den første gård på venstre hånd. Var det Østergård? Her blev det foretaget store ændringer på længen mod øst. Gården var ejet af en ungkarl, en høj mand med en dyb stemme. Var året 1948?

Jeg havde ofte en kammerat med og vi var nu kommet i den alder hvor det var spændende at ryge. Vi hørte, at der i det røde hus på nordsiden af vejen kunne købes amerikanske cigaretter, enkeltvis og det skulle vi prøve. Vi fik dem dog først udleveret, da vi fortalte, at det sandelig ikke var til os selv, men til folkene. Mon ikke vi reddede os en gang opkast i den forbindelse.

Det næste jeg husker, er jordvejen der til højre førte hen til Thise Ladegård. Denne vej ville far ikke i den gamle Ford 31, men når vi havde været på besøg i Øster Hjermitslev, cyklede vi altid denne vej, som var mere spændende end vejen gennem byerne.

Herefter går det ned af bakken mod krydset. Det næste jeg husker, er den gulstens tankstation der ligger på nordsiden af vejen. Den blev bygget af min bror Svend, der var ved at overtage fars murerforretning. Men uha, efter færdiggørelsen blev der opdaget revner i muren. Så blev fatter tilkaldt. Han kiggede på revnerne, vendte skråen en ekstra gang og sagde til Svend, at han nok skulle have lavet soklen lidt dybere. Det blev en dyr omgang. Håber at bygningerne står der endnu.

Bygningerne på sydsiden af vejen troede jeg dengang var en landbrugsbygning. Jeg har her for kort tid siden fået at vide, at det var en købmandsgård.

Længere nede af vejen, på nordsiden, var der en bagerforretning. Var det bager Hansen. Dengang, omkring 1948, vidste jeg ikke noget om bageriet. Men mange år senere, ca. 1990, fik jeg noget at vide. På dette tidspunkt arbejdede min hustru Margit på Sygehus Syd i Aalborg, og her blev der en kvinde fra Japan indlagt. Jeg havde selv i min ungdom sejlet på Japan og havde boet der i ca. 3 md. Så de var faldet i snak. Det viste sig, at hun var gift med bager Hansens søn som også havde sejlet på Japan. Det var dog ikke blevet til et lykkeligt ægteskab. Margit havde ikke efter udskrivningen nogen kontakt til hende.

Det næste hus jeg erindrer noget om er tømrermester Emil Carlsen. Jeg tror han har arbejdet meget sammen med min far, både med statshusmandsbrug i Mosen, landbrugsbygninger og ikke mindst på det store projekt efter besættelsen, at bygge 15 huse i Hirtshals med materialer fra en flygtningelejr i Snevre.

Men jeg står nu i krydset men vejen til Thise og Mosen. Jeg vælger vejen til Mosen. Kort efter mejeriet ligger der et par hvide huse. I det første bor min bedstefar karetmager Jens Kjær med sin hustru Mathilde samt min oldemor Else Marie. Her blev jeg født d. 14. aug. 1936. Min mor Inger, datter af Jens og Mathilde, arbejdede på dette tidspunkt som tjenestepige hos købmand Hansen i Thise. Her blev hun gravid med mig og det må have været svært at komme hjem til et par indre missionske forældre, at fortælle at hun var kommet galt af sted. Men alt endte godt med at jeg blev boende her, indtil jeg blev adopteret af murer Christian og Else i Vrensted.

Men jeg fortsætter længere ud ad vejen til Mosen. Her støder jeg på broen over Ryå. På østsiden af broen kunne man gå ned til åen og bade. Da det var forbudt, var det et godt sted at være, når vi var på besøg hos bedsteforældrene. Lige på den anden side af åen lå Gl. Hammelmose Mølle hvor min oldefar Jens Peter havde hjulmagerværksted. Dette kan jeg dog ikke huske.

Jeg vender mig nu og går over vejen og mod Thise. Ved vejen mod Thise Ladegård lå der et lille husmandssted under bakken og som i en periode var ejet og beboet af mine oldeforældre. Mor Else, datter af Jens og Mathilde, sagde altid når vi kom her forbi, at dette var vores bakke.

Længere henne af vejen gennem Thise ligger der et par offentlige bygninger, skole og alderdomshjem, jeg husker ikke hvad. Disse bygninger blev ligeledes bygget af min far og Svend. Jeg husker ellers ikke noget herom, da jeg da var flyttet fra Vrensted.

Jeg fortsætter op gennem byen og kommer til købmandsforretningen med det store hjul på gavlen. Her var min biologiske mor tjenestepige i sin ungdom. Forretningen var da ejet af Marinus Lønsmand Hansen. Her blev min mor gravid med mig, måske en nytårsaften 1935-36. Hvem der er far til mig ved jeg ikke, men rygterne siger, at det kan være købmanden eller yngste kommis. Ja hvem ved. Købmandsparret var/blev gode venner med min biologiske mor og hendes mand Carl i mange år derefter.

Lige overfor købmanden boede en murer Haslund, som arbejdede for min far i mange år. Han havde på dette tidspunkt en Ford 1921 med lad. Jeg fik en gang lov til at køre den, hvis jeg kunne nå de tre pedaler i bunden af førerhuset. Det kunne jeg heldigvis ikke.

Efter det skarpe sving kender jeg kun sidste gård på højre hånd lige efter vognmanden. Gården blev renoveret i 1948 og årstallet husker jeg fordi Svend fik lov til at køre folkene på arbejde selv om han kun var 17 år.

Her slutter min mindetur gennem Manna og Thise. Det var sjovt at skrive om det. Gode minder kommer frem.

September 2023 – Murens Leo fra Vrensted årg. 1938