Maj 1951: Hjemmefødt i Brønderslev
Januar 1977: Læge fra Århus Universitet
April 1987: Familielæge i Brønderslev
August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev
September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev
Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit læge liv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.
For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.
Min opvækst i Brønderslev
Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.
Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.
Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket
Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.
Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.
Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.
Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.
Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn
Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.
Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.
I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.
Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.
Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov
Min studietid i Århus
Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.
Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.
Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.
I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.
De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.
De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.
Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.
Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.
Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.
Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus
Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.
En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.
Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus
Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.
Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.
Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.
Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling
I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.
Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.
Læge på redningshelikopteren
Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.
Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten
På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.
Ændret mål for videre hospitalsansættelser
Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.
På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.
Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.
Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.
Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.
Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.
Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.
Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling. Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.
I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis
Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.
Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev
Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.
Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.
Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.
Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.
Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.
Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.
Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.
Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis
En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.
Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.
Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.
I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.
Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.
Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.
Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.
TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.
Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde
Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.
I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.
I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.
I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening
Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.
Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.
Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus
I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.
Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur. Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.
Lægevagtsarbejde gennem årene
Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.
Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte
Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.
Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.
I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.
Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.
Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.
Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.
Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland
Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.
Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.
De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ
Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.
I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben
Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.
Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.
Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland
I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.
De sidste år som familielæge i Brønderslev
I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev
Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.
Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.
Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.
De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.
De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.
Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.
Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.
Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev
Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.
Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.
Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.
Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev
Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv
Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik
Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer
Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.
Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.
I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.
Deltagerne til det første møde hos Gitte.
Bagest fra venstre Henrik Jensen, Esben Skaaning og Knud Vilsgaard
Forrest fra ve.
Grethe Jensen, Karen Jørgensen, Maja Bundgård og Gitte Pedersen
Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.
I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.
Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.
De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem
Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.
Vores udsigt ned over Daalen, hvor der om sommeren går kvier lige uden for vores have
Af: læge Henrik Jensen
Maj 1951: Hjemmefødt i Brønderslev
Januar 1977: Læge fra Århus Universitet
April 1987: Familielæge i Brønderslev
August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev
September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev
Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit lægeliv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.
For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.
Min opvækst i Brønderslev
Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.
Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.
Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket
Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.
Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.
Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.
Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.
Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn
Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.
Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.
I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.
Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.
Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov
Min studietid i Århus
Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.
Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.
Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.
I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.
De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.
De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.
Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.
Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.
Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.
Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus
Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.
En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.
Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus
Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.
Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.
Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.
Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling
I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.
Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.
Læge på redningshelikopteren
Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.
Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten
På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.
Ændret mål for videre hospitalsansættelser
Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.
På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.
Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.
Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.
Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.
Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.
Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.
Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling. Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.
I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis
Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.
Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev
Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.
Her sidder jeg bag skrivebordet i mit lille konsultationsrum i Grønnegade
Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.
Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.
Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.
Et hyggeligt socialt fyraftensmøde i klinikken i Grønnegade.
Fra venstre er det Esben Skaaning, Maja Bundgård, Marianne Helsten, Bjarne Melchiorsen, Grethe Jensen, Knud Vilsgaard, Karen Jørgensen, Kirsten Larsen, og Gitte Pedersen. Marianne og Kirsten var de nyansatte sygeplejersker i lægehuset
Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.
Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.
Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.
Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis
En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.
Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.
Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.
I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.
Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.
Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.
Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.
TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.
Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde
Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.
I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.
I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.
I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening
Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.
Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.
Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus
I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.
Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur. Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.
Lægevagtsarbejde gennem årene
Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.
Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte
Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.
Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.
I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.
Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.
Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.
Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.
Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland
Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.
Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.
De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ
Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.
I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben
Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.
Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.
Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland
I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.
De sidste år som familielæge i Brønderslev
I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev
Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.
Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.
Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.
De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.
De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.
Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.
Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.
Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev
Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.
Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.
Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.
Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev
Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv
Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik
Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer
Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.
Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.
I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.
Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.
I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.
Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.
De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem
Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.
