Ved afslutning af en lang og smuk lærergerning den 01.04.1944. Førstelærer Anton Marinus Jensen og hustru Harriet Jensen, Vrensted Byskole
Afskrift af en avisartikel fra 1944.
Af beboere i Vrensted er førstelærer Jensen og hustru, Byskolen, indbudt til en afskedsfest i anledning af at lærer Jensen har søgt og fået sin afsked bevilget fra 1. april l944.
Det er forståeligt, at man har ønsket at hædre det afholdte lærerpar, der i mere end to snese år har lagt et stort og godt arbejde i oplysningens og opdragelsens tjeneste i Vrensted sogn. I det hyggelige lærerhjem med den smukke have i læ af Kirkegården med det gamle stendige, har der været levet et smukt familieliv og været vist stor gæstfrihed gennem de mange år.
Når hjemmene sendte deres børn til lærer Jensen, vidste de, at børnene kom i gode hænder, og den interesse, hr. og fra Jensen formåede at vise de enkelte børn, hørte ikke op med skoletiden. Det var lærer Jensen så naturligt at fortsætte sin gerning blandt de unge gennem et stort og frugtbart ungdomsarbejde. Han sad i mange år i Hovedbestyrelsen for Danmarks Ungdomsforeninger og var formand for den Vest Vendsysselske Ungdomskreds, som har arrangeret en række gode og velbesøgte møder på forskellige pladser i kredsen.
For det folkelige og kristelige oplysningsarbejde har lærerhjemmet i Vrensted haft stor betydning. Ligesom Jensen næsten hele sin lange lærer tid, har været kirkesanger, har fru Jensen en stor del af tiden spillet kirkens orgel. Jensen har desuden i mange år været medlem af Menighedsrådet og været formand for Kirkeligt Samfund. I sidstnævnte egenskab har han sørget for at få mange gode ordførere til sognet. Endvidere skal fremhæves, at lærer Jensen, som den folkelige Frihedsmand han er, har fundet sin plads i Venstres rækker og her indtaget en ledende stilling i Vraakredsen.
Lærer Jensen er født i Mou i 1875 som søn af en landmand, og han tog sin lærereksamen på Ranum Seminarium. Sin første faste lærer plads fik han i Haverslev i Hanherred. Derfra kom han i 1897 til Brønderslev Skole, hvor han traf sin hustru, datter af lærer Jansen, Nr. Saltum. Hun var lærerinde ved skolen. De flyttede dog efter et par års forløb til Hellum og blev her, til Jensen den 1. januar 1903, fik embedet i Vrensted, hvor de er forblevet siden.
Gerningen her er blevet røgtet således, at det har været til gensidig glæde, og det er næsten, som man kvier sig ved at ophæve den gode forbindelse. Endnu efter sin afsked fungerer lærer Jensen som vikar i sit gamle embede, men det kan jo ikke vedvare, hvad afholdelsen af den berammede afskedsfest jo også tilkendegiver. De mange venskabsbånd, der er knyttet, brister imidlertid ikke, fordi lærerparret forlader skolen. Af deres fem børn er en datter gift med lærer Brøchner Hansen i Østre Skole, en søn er lærer i Stenum, en er farmaceut i Struer og to bor i Vrensted. Der er således nok, der binder til stedet.
Ved afslutningen af den lange og smukke lærergerning vil der fra mange sider blive bragt en hjertelig tak til lærerparret, der forstod at knytte venskabsbånd til hjemmene og vinde både børn og ungdom, med hvem de selv vedblev at være unge, forstående og hjælpsomme.