Vi var 5 brødre, som voksede op på Solvangsvej 40 i 1960´erne. Jeg var nummer 4 og mine forældre havde håbet på, at det nu blev en pige. Men nej, desværre måtte de nøjes med mig. Jeg har endda fået fortalt, at Kløve familien, som boede tæt på os, havde fået 3 piger. Så hvis de fik endnu en pige, var de villige til at lave en byttehandel!
Min opvækst var i starten præget af en indremissionsk familie med bordbøn og tvungen søndagsskole, da min far var formand for menighedsrådet. Heldigvis blev det med årene frivilligt med søndagsskolen, så der blev tid til at lege, spille fodbold og opholde sig i friluftsbadet også kl 10 søndag formiddag. Min far Bjarne var lærer på Skolegades Skole, hvor jeg selv havde ham til geografi, men det blev aldrig til de høje karakterer i skolen. Det blev det i øvrigt heller ikke på hverken HF eller Seminariet. Kun karaktererne i idræt lå i top, men det endte da med en lærereksamen på Hjørring Seminarium i 1981.
Vi var nogle rødder som børn. Der blev bygget flere huse på Solvangsvej i disse år. Og vi legede fangeleg rundt i de halvfærdige huse. Det var både oppe på stilladserne og rundt på de halvfærdige mure. En dag væltede vi en mur, men vi forsøgte at mure den op igen og hørte ikke mere til det. Så lidt hånde var vi da. Det var jo en tid uden Computer og Playstation, så vi var ude det meste af dagen. Og friluftsbadet brugte vi selvfølgelig om sommeren, men enkelte gange også uden for sæsonen.
Jeg skulle enten tørre af, når min mor var i gang med opvasken efter aftensmaden, eller høres i salmevers inden jeg kunne få lov til at løbe over på friluftsbadet igen. Vi kunne, fra vores køkkenvindue, se over på udspringstårnet. Så mens jeg tørrede af, blev der tit gættet på, hvem det var der sprang ned fra 5, 7 eller 10 meter tårnet. Nogle gange var vi heldige at se Finn Malthe, som var en meget dygtig udspringer, og som boede lidt længere nede af Solvangsvej. Om sommeren brugte vi næsten al vores fritid i badet, hvor vi spillede fodbold på plænen, og her så vi vores snit til at springe direkte i vandet, uden først at skulle til afvaskning i kælderen. Men et efterår, hvor badet var lukket, kravlede vi over hegnet og legede omkring det halvtomme bassin med nogle gamle baderinge. Vi kravlede også op i tårnet og stod og kiggede ud fra 5 meter tårnet. Som jeg husker det, turde vi ikke kravle helt til tops til 10eren, men min lillebror var pludselig hoppet ned fra 5 meter tårnet, mens vi stod med med ryggen til. Ikke i bassinet men på græsset! Heldigvis var der ikke sket noget, det var kun knapperne i skjorten, der var sprunget op.
Fra 12års alderen begyndte idrætten at betyde næsten alt for mig. I skolen sad jeg ved siden af Jesper Hardahl i mange år, vi var venner og spillede fodbold i BI sammen. De første år havde vi Mads Otto Larsen som træner og han var en herlig træner for os. Sune Frederiksen kunne nogle gange låne nøglen til gymnastiksalen på Skolegades Skole, hvor hans far var skoleinspektør. Så spillede vi indendørsfodbold der, ellers blev der spillet bordtennis eller whist hos Jan Agerbæks forældre i St. Blichersgade Og lidt senere kom der mere interesse for pigerne og øllerne, så vi fik afholdt nogle skønne fester mest hos Jan Agerbæk. Og vi begyndte også mere at gå i byen på ”Landsoldaten” og ”Det bette apotek” eller på ”Brundurs”.
Jo, jeg fik afprøvet mig selv til både Volleyball i SSV, bordtennis i BI, frivillig gymnastik og atletik efter skoletid og så selvfølgelig fodbold og håndbold i BI. Et par år inden for FDF og De grønne spejdere blev det også til.
Som 16-årig var jeg begyndt at spille håndbold, og jeg tror det var Frede Aagård, der spurgte om jeg ikke havde lyst til at være træner i håndbold. Det endte jeg så med at være, indtil jeg var 63 år! Dog ikke sæsonen 74/75 da var jeg nemlig på Idrætshøjskole i Århus.
Der kom en 10 års periode hvor jeg spillede fodbold mest i Hjørring på deres hold i Danmarksserien eller 3. division som det hed dengang. Et enkelt år i FFI i 1. division blev det også til. Det blev ikke til mange kampe på 1.holdet. Men lidt sejt var det, da man var blevet samleobjekt på de fodboldbilleder der lå i pakkerne med saltpastiller fra ”Gunnar Nu pastiller”. Tror dog ikke mit billede var i særlig høj kurs, blandt børnene i Danmark. Samtidig spillede jeg stadigvæk håndbold i BI på det bedste hold de havde, sammen med bl.a. Hans Jørgen Jespersgaard, Torben Ulsted, Bent Hessner, Finn Verner Jensen og hvad de nu alle hed. Det var den tid, hvor man godt kunne spille begge dele på højt plan. Fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Samtidig var jeg i gang med at tage DHFs håndboldtræneruddannelse og fik senere den højeste håndboldtrænerudddannelse i europa, nemlig Master Coach i EHF. Det gav mig mulighed for at blive håndboldtræner og DHF-instruktør. Og i de mange år efterfølgende havde jeg den glæde at være træner på alle niveauer i Danmark. Og ikke mindst mange år som frivillig ungdomstræner i BI. Det er blevet til et møde med mange spændende personer igennem årene, som jeg har trænet.
Bl.a. Niels Olsen som jeg trænede i Aalborg HK, mens han gik på skuespillerskole på Aalborg Teater. En aften var hele håndboldholdet samlet i teatret for at se Niels være med i noget man kaldte ”sportsteater”. Han fik udleveret en seddel hvorpå der stod, hvad han skulle mime. Alle i salen havde fået nogle våde svampe, som man skulle kaste efter skuespillerne, hvis de ikke udførte rollen godt nok. Så Niels Olsen fik kylet 12 våde svampe i hovedet, samt den som kom fra træneren.
Lars Walther, som jeg trænede i både Aalborg og BI, blev senere træner i bl.a. Wisla Plock i Polen og FC Porto i Portugal, hvor jeg besøgte ham.
I Wisla Plock var jeg nede og overvære deres kamp mod rivalerne fra Kielce. Plock vandt kampen og dermed det polske mesterskab. Og med 6000 tilskuere i hallen blev Lars mester denne dag og hyldet i hele byen. Nogle år senere kom jeg til FC Porto, hvor han på daværende tidspunkt var træner. Jeg holdt et kursus for klubbens ungdomstrænere og fulgte deres professionelle holds kamp og træning. Overværede bl.a. holdets styrketræning sammen med de to store gutter fra det Portugisiske landshold. Deres målmand Alfredo Quintana, som ses til højre for mig på billedet, fik en trist skæbne. Under en træning blev han ramt af akut hjertestop og døde som 32årig.
Og så var der lille Adam, som jeg trænede på U10 i BI. Han ville gerne være målmand, men var så lille, at alle bolde der kom over 150 centimeters højde, var en umulighed for ham at nå. Men han havde det skønneste smil af alle dem, jeg har trænet, også når han hentede bolden ud af målet.
Et par år var jeg også spillende fodboldtræner bl.a. i Thise, hvor jeg kun var midt i 20`erne. En kamp, som jeg husker bedst, var i serie 1, hvor vi skulle spille mod storebror fra BI. Der var vel 500 tilskuere til kampen. Så det fortalte lidt om, hvor stor interesse der var til dette lokalopgør. Vi fik 1-1, men det var som en sejr for os. Der var selvfølgelig ingen massør og fysioterapeut tilknyttet holdet. Så da vores målmand Jens Østergaards skulder gik af led under opvarmningen, kaldte han på mig. ”Hans stå lige ovenpå mit bryst med din ene fod og så ryk alt hvad du kan i armen”. Så gik skulderen på plads og han var klar igen til at spille! Det var en del ældre spillere, som jeg trænede, og jeg var kun en knøs. Men de passede godt på mig. Bortset fra den aften til afslutningsfesten, hvor de drak mig under bordet.
IHÅ – Idrætshøjskolen i Århus
Året 1974/75 på Idrætshøjskolen i Århus var med til at igangsætte de næste 45 år af mit liv. Det blev en tilværelse, hvor det fortrinsvis handlede om idræt, højskole og familie.
1973 blev brugt på Pedershaab Beslagfabrik, hvor jeg fik tjent nogle penge, så jeg kunne komme på idrætshøjskole i Århus.
Og i august 1974 kørte mine forældre mig så til Vejlby Risskov i Århus, hvor Idrætshøjskolen lå. Det var selvfølgelig spændende, hvem man skulle bo på værelse med. Jeg kom først og havde taget sengen tættest ved vinduet. Vi var alle langhårede på dette tidspunkt. Jeg havde langt blondt hår, og så kom der en ind med langt sort hår. Han havde sin kuffert og en guitar med og vi hilste pænt på hinanden.
Han hed Poul Krebs og vi fik 8 måneder sammen med masser af håndbold, musik, fest og sang. Men først og fremmest et højskoleophold, som udviklede os personligt og et sammenhold og venskaber, som holder den dag i dag. Her i oktober måned 2021, skal jeg til Århus for at mødes med omkring 20 af de gamle højskolekammerater fra 1974. Poul og jeg spillede håndbold sammen i Skovbakken med Erik Bue Pedersen som træner. Erik Bue var på det tidspunkt en dygtig landsholdsspiller, og vores forstander Jørgen Gårdskjær, som var landsholdstræner, havde vi som lærer til håndbold på skolen. Kan huske, at Poul og jeg nogle gange fik lov til at køre med Jørgen Gårdskjær ud og se håndbold. Det var når han skulle se, hvem han skulle udtage til landsholdet. Bl.a var vi en tur i Fredericia, hvor vi så storholdet fra denne tid. De havde en storskytte Flemming Hansen, som Gårdskjær fortalte nogle sjove historier omkring, mens vi sad i bilen på vej hjem.
Efter højskoleopholdet var jeg klar over, hvad jeg gerne ville være. Højskolelærer selvfølgelig!
Og det blev jeg så i over 30 år på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og drømmejobbet, hvor min store interesse idræt, kunne blive ikke kun min hobby, men også levebrød, var en realitet. Der var mange ansøgere til stillingerne på NIH (Nordjyllands Idrætshøjskole). Vist omkring 420 ansøgere til de 10 lærerstillinger. Jeg kom kun ind som timelærer i starten, men året efter blev jeg fuldtidsansat. Og dette job, sammen med mit fortsatte trænervirke og håndboldinstruktør inden for DHF, har givet mig så mange oplevelser, venskaber og bekendtskaber i mange lande.
Højskolen har været den del, som har udviklet mig mest menneskeligt, både i tiden som elev i Århus og senere som lærer på NIH. Det forpligtende fælleskab, som opstår både blandt elever og lærere, når man lever så tæt på hinanden, flytter så mange grænser og udfordrer en hver dag, på alle måder. Om det har været en diskussion under et lærermøde, en beslutning der skulle tages på elevernes vegne, på en trekking tur i junglen i Thailand, eller overvære et foredrag eller høre en elev fortælle om sine udfordringer, flytter ens grænser.
Jeg havde ansvaret for vores internationale elever, som kom fra alle verdens egne.
En af dem var Rehab. En smuk muslimsk håndboldpige fra Ægypten, som en aften sad oppe på et bord i spisesalen på NIH. Hun fortalte alle de andre 100 elever, om det at være muslim og om at spille for BIs damehold i håndbold. Det gav os alle sammen en større kulturel forståelse, og viste den mangfoldighed, som gerne skal være fremherskende på en højskole.
NIH fik besøg af en gymnastiklærer Nim fra Thailand.
At være højskolelærer er ikke kun et job, men en livsstil. I starten var der bopælspligt, for de lærere der blev ansat. Og vi spiste sammen på NIH om aftenen med hele familien. Børnene løb hurtigt ned i hallen, for at lege så snart de havde spist, mens vi voksne fik tid til at diskutere og hyggesnakke rundt om bordet. På vores skiture med eleverne til Norge havde vi hele familien med, så NIH var ikke kun en arbejdsplads for os lærere, men tit et samlingssted for hele familien.
Men med 3 børn, en kone med hendes karriere, en aktiv spiller og trænergerning og et højskolejob, blev det for meget. Og det var sikkert mest min skyld. Så ægteskabet gik I stykker og vi blev skilt. Jeg har fået 4 skønne børn, som jeg alle har fulgt tæt og været træner for, mens de som børn spillede fodbold og håndbold.
Og den dag i dag er det også blevet til 4 dejlige børnebørn.
Familien betyder utrolig meget for mig, som den naturligt gør, for de fleste forældre.
Men på det tidspunkt hvor jeg blev skilt, fik vi på NIH en gæstelærer i gymnastik fra Thailand. Og her tog mit liv en drejning. Nim som gymnastiklæreren hed, spurgte om der ikke var en af os lærere, der kunne tænke sig at komme til Thailand og være gæstelærer på en af deres sportsskoler.
Det endte det så med, at jeg gerne ville. Jeg havde på dette tidspunkt ikke rejst ret meget rundt i verden og havde ikke været på Inter Rail som ung. Men det fik jeg da rettet op på i årene der kom.
Thailand og Indonesien
Jeg kom til Subhanburi Sportsschool 80 km nord for Bangkok på foranledning af Nim. Hun underviste selv på en Sportsskole i Chiang Mai. Og da jeg kom til skolen i Subhanburi var deres landshold i håndbold tilfældigvis på træningsophold der. Så det endte med, at de bad mig om at hjælpe med at træne landsholdet. Det var ikke den store udfordring rent håndboldmæssigt, da deres niveau svarede til et godt dansk 3. divisionshold. Men sprogligt kunne jeg kun 3 gloser på Thai. Nøng, song, sam – 1, 2, 3. så her blev jeg virkelig udfordret.
På turen derovre kom jeg også til at møde min nuværende kone Nid eller Surinthorn, som er hendes rigtige navn. Hun var volleyball spiller og vi blev gift efter et års tid. Jeg havde først været alene hjemme i Danmark igen, inden vi tog beslutningen. Vi har nu boet sammen i snart 20 år og har en søn Nikolaj på 16 år sammen. I 2002 prøvede jeg også på at starte mit eget importfirma. Jeg underviste i IT, som det hed dengang på NIH. Og det var på det tidspunkt, hvor der var 5 ud af de 100 elever som havde en mailadresse, Youtube var ikke opfundet og at chatte var meget nyt. Jeg holdt et oplæg i foredragssalen, hvor jeg ville vise, hvordan man kunne chatte med lyd. Og det var med den familie i Indonesien, jeg havde fået kontakt til over nettet. Det var spændende for alle eleverne at høre, hvordan vi kunne tale sammen over nettet.
Familien havde en stor møbelfabrik, som producerede teaktræs havemøbler. Og det endte med, at der kom en kæmpestor lastbil fyldt med teaktræs havemøbler kørende ind på I P Hartmanns Kvarter. Haven blev fyldt op med møbler og jeg måtte leje en lagerbygning på Saltumvej for at kunne opmagasinere alle møblerne. Desværre måtte firmaet lukke efter kort tid, da det var det år Dyne Larsen fra Jysk begyndte at sælge teaktræshavemøbler. Så de få møbler, som jeg fik solgt, står rundt hos venner og bekendte i Brønderslev. Men turen til Java og Bali for at se fabrikken, gav mig også andre erfaringer. Bl.a at man skal passe på med at bestige en vulkan, som ikke er helt udslukt. 3 dage efter jeg havde besteget vulkanen, sammen med nogle fra fabrikken, gik den i udbrud. De sendte mig et billede fra deres avis, som viste hvordan lavaen løb ned af siderne på vulkanen. Der var jeg heldig!
Iran
Jeg har været på håndboldkurser i bl.a. Barcelona, FC Porto, Wisla Plock og til VM og EM-slutrunder flere steder i verden. Men et sted fik stor betydning, nemlig i Wien i 2010. Her var et EHF håndboldkursus, som jeg deltog i, og hvor jeg sad blandt 30 andre håndboldtrænere fra hele verden.
Jeg sad og kedede mig lidt over de øvelser, der foregik på håndboldbanen. Så jeg prikkede ham, der sad på næste række foran mig, på skulderen. Han var landstræner i Iran, vi fik mange gode snakke og det endte med, at vi blev gode venner. Han har så to gange inviteret mig til Iran, for at afholde håndboldkursus for deres håndboldtrænere.
Det har givet mig nogle fantastiske oplevelser og indsigt i et land, som på mange måder er så fjernt fra vores kultur i nogle dele af befolkningen. Men også et land, som har en anden befolkningsdel, som er venlige, åbne og højtuddannede. Og som gerne ville af med det herskende brutale præstestyre, og i stedet få et mere demokratisk vestligt orienteret styre.
En episode står dog stadig klar i min erindring. Og det var da vi måtte flygte ud af den meget hellige konservative by Qom 140 km syd for Teheran. Jeg ville gerne se en af deres meget flotte moskeer. Vi var lige ankommet til byen og parkerede foran moskeen. Min chauffør og klubbens guide, som kunne engelsk, var steget ud af bilen. Men da jeg steg ud, blev der en højlydt diskussion mellem dem og den turbanklædte mullah. Og uden at kunne sproget, kunne jeg godt forstå, hvorfor min guide Amin hurtigt fik mig ind i bilen igen, og vi skyndte os ud af byen.
Jeg havde fået at vide at det var mest var nogle ungdomstrænere, som jeg skulle holde kursus for. Men i Iran, med over 80 millioner mennesker, og hvor håndbold er en meget mer populær og endda professionel sport end vi har opfattelsen af her i Danmark, havde de samlet alle deres landstrænere og klubtrænere fra hele Iran. At jeg havde aftalt, at jeg skulle stå for 3 timers teori og 3 timers praktik i hver af de 4 dage, som kurset varede, gav mig få timers søvn.
Men at jeg de sidste par dage, fik en guidet tur til det Kaspiske Hav nord for Teheran, sammen med Ali og anføreren for landsholdet, var det hele værd. Det første de spurgte mig om, da vi ankom til det lidt afsides liggende spisested oppe i bjergene var ” vil du helst have whisky eller øl inden maden!
Japan
I forbindelse med min orlov fra NIH, en betalt orlov som man kunne søge igennem Højskoleforeningen i Danmark (FFD), kom jeg også til Japan for at afholde et håndboldkursus. Derudover besøgte jeg mange uddannelsesinstitutioner i Tokyo.
Min kone Nid og søn Nikolaj, som kun var 4 år, fulgte med på den 3 måneders lange rejse til Iran, Thailand og Japan. Vi boede privat hos Nids kusine, som var gift med en japansk mand. Så der blev selvfølgelig spist siddende på gulvet, mens der var sumobrydning i TV.
Mødte også en af mine japanske elever på NIH, Yoshi. Han hjalp mig med at træne U10 drengene i BI, og nu var han en del af trænerstaben for det japanske landshold i håndbold.
Bjørnebanden i BI på Bi Centret
Der er mange andre ting, jeg kunne fortælle om, når man på denne måde ser tilbage på ens tilværelse. Men heldigvis er jeg den dag i dag tilbage i Brønderslev. Jeg er med i Bjørnebanden, som foregår på BI-centret, hver anden torsdag i måneden. Her spiller vi bordtennis som foregår med alvor, men mest med megen humor. Og bagefter bliver der fortalt historier hen over bordet, med en øl i den tredje halvleg.