Historien er fra bogen Min Barndom 2
Erindringer fra Løkken-Vraa
Lokalhistoriske Arkiver
2014
med tilladelse fra Povl Stevns
Povl Stevns
Tilbage i fyrrerne
”O, fjerne barndomstid! som os forlod, som vi forlod, og som i mindet sover… ”Sådan begynder et af Frederik Paludan-Müllers digte i Adam Homo. Og netop sådan er det jo med barndoms årene og mange af oplevelserne fra den tid: De sover i mindet, men heller ikke mere. Mange af dem gjorde dengang et så uudsletteligt indtryk, at de stadig står ganske klare for mig, og visse af dem kom til at påvirke mine holdninger for resten af livet.
En buket af disse minder stammer fra besættelsesårene, hvor jeg var seksethalvt år ved krigens begyndelse, og så frem til befrielsen fem år senere i maj 1945. Det var på mange måder et langt åremål, der efterhånden på flere måder også udviklede sig til at blive en meget spændende periode – ja, en endog til tider lovlig spændende tid.
Jeg er født i oktober 1933 i Vrensted Præstegård, som nummer tre i en søskendeflok, der senere voksede til seks. Mine forældre var Inger og Aage Stevns, og min far var sognepræst i Vrensted Thise sogne.
Allerede den 8. april 1940 kom krigen på en vis måde til at præge tilværelsen for os i Vrensted Præstegård. Mor og min søster, Hanne, tog til Sjælland den dag. Besøget i Ruds Vedby hos min morfar havde længe været planlagt, men isvinteren havde lagt hindringer i vejen for turens gennemførelse. 8. april var første dag, man kunne gennemføre normal færgeoverfart til Sjælland, så mor og Hanne tog afsted. Efter deres ankomst til Ruds-Vedby ringede de hjem og fortalte, at overfarten var gået godt, og føjede Hanne til: ”Og vi har set krigsskibe og isbjerge på turen.”
Tidligt næste morgen blev vi vækket af larmende fly på vej nordpå. Far kom ned og sagde kort og klart med uro i stemmen: ”Nu er de her!” Det var nærmest kun en konstatering, for deres ankomst var både ventet og frygtet. Det blev indledningen til besættelsesårene med de følger, de efterhånden fik på forskellig vis på dagligdagen i præstegården og for landet i øvrigt.
Det blev ikke nogen lang skoledag den dag. Da jeg mødte op i første klasse hos Frk. Mikkelsen, tog hun grædende imod os. Hvad der ellers skete i skolen den dag, husker jeg ikke, men vi børn havde også temmelig travlt med at kikke efter de mange fly, der ustandselig var i luften i nordgående retning. På hjemmefronten måtte vi til at spekulere i mørklægningsgardiner, som straks blev beordret opsat, og allerede efter få dages forløb var det slut med bilkørsel i private biler, hvilket gjorde tilværelsen noget mere besværlig og blandt andet medførte, at Byskolens sommer udflugt til Lyngby Mølle og biografen i Løkken måtte foretages i hestekøretøjer af forskellig art. Man måtte tilpasse sig forholdene og tage det, som det kom, med indskrænkninger på snart sagt alle områder. Sådan var vilkårene nu engang allerede fra begyndelsen af, og bedre blev det ikke, som besættelsen skred frem.
Bortset fra de forskellige indskrænkninger mærkede vi i Vrensted i begyndelsen ikke så meget til tyskernes tilstedeværelse i landet. Men at de i allerhøjeste grad var uønskede, blev indprentet vi søskende i præstegården gennem den opdragelse, vi fik, især derhjemme, men også i skolen. Hjemme brugte far gerne at læse højt for os børn, før vi skulle i seng. En af de bøger, vi satte højest, var H.P. Holsts bog: Den lille Hornblæser fra 1849, om nyboder drengen, der gik i spidsen for den danske hær mod tyskerne i treårs krigen og bagefter blev hædret af kongen for sin helte modige indsats. Den bog og andet af samme skuffe var medvirkende årsag til, at vi kom til at hade de tyske soldater og betragte dem med afsky og som nogle, man skulle holde sig så langt væk fra som muligt. Følelser, der yderligt tog til med årene og udvidedes til også at indebære en frygt for, hvad de og deres håndlangere kunne finde på.
At denne opdragelse – eller måske indoktrinering – påvirkede os børn allerede i en meget tidlig alder, fik vi bevis for i sommeren 1943. Torsdag den 2. august det år fejrede fru Andersen, Kallehavegaard i Løkken sin runde fødselsdag, og for rigtigt at kunne festligholde dagen, fik hun samme dag kl. ti i Vrensted Kirke døbt to børnebørn. Efter dåbshandlingen i Vrensted Kirke var der middag for selskabet på Kallehavegaard, hvor vi var inviteret med. Da vi senere på dagen cyklede mod Vrensted og skulle passere den bevogtede ”byport” ved udkørslen fra Løkken, hvor to tyske soldater med opplantede bajonetter holdt øje med trafikken, spyttede min søster, Kirsten, efter dem. Heldigvis tror jeg ikke, soldaterne observerede det. Min søster var født om sommeren i 1940 og fik kørende på stangen af fars cykel. Det siger noget om, hvor tidligt børn kan påvirkes.
Ellers medførte besættelsen, at vi derhjemme fik en radio. Fars opfattelse af radioer havde hidtil været den, at de gerne medførte en del spild af tid, der med fordel kunne anvendes bedre. Vi fik jo Vendsyssel Tidende dagligt, så det måtte da være godt. Situationen havde imidlertid ændret sig på grund af den indførte censur, således at sandhederne ikke altid kom frem i de danske dagblade. Derfor var der nu brug for en radio, så vi kunne høre de danske udsendelser fra BBC i London med nyheder og de her ”mærkelige” hilsner. Radioen havde plads oppe på fars kontor og blev kun brugt til Familien Hansen og hvad nu de forskellige underholdningsprogrammer hed, når far og mor ikke var hjemme. Efter befrielsen blev den sat på loftet.
Den 9. december 1943 fik vi gennem sognefoged Søren Nielsen en indkvarteringsordre. Der skulle skaffes husly til dem, der arbejdede ved byggeriet af det store fæstningsanlæg ved vestkysten. For vores vedkommende drejede det sig om en entreprenør ved navn Emil Hansen. Hvor længe, han havde bopæl hos os, husker jeg ikke, men det var kun ganske kort tid. Dernæst flyttede en ingeniør Sommer ind. Han havde tidligere arbejdet med fæstningsanlæg i Kirkenes i Nordnorge og ville gerne underholde os med sine norske oplevelser. Selv troede han, at han var populær, indtil han en dag spurgte far, om vi havde noget imod at have ham boende. Hertil svarede far ham ganske kort: “Ja, i høj grad!” Og så flyttede hr. Sommer.
Senere havde vi personer boende af en ganske anden karat. Det, at vi havde besøg af fremmede en aften eller måske over en længere periode, var da ikke noget, vi børn gik og udbredte os om. Dem, vi havde boende, fik stillet gæsteværelset til rådighed og kunne bruge stuerne, som de ønskede. En tid havde vi et professorpar boende. Det drejede sig om professor Møller-Sørensen og frue fra Landbohøjskolen. Parret var på vej til Sverige og skulle over med en af de illegale både fra østkysten. De forlod os en aften med kort varsel for at blive sejlet over i nattens løb. Under opholdet hos os gik de under dæknavnene hr. og fru Smith. De blev for øvrigt senere svigerforældre til min søster og var flere gange vært for mig på Landbohøjskolen under mit ophold som soldat i hovedstaden. Den sidste af vores logerende var en journalist, der under opholdet hos os arbejdede med at indsamle stof og behandle det til udgivelse i de illegale blade. Til dette arbejde havde han mors stue inde bag fars kontor stillet til rådighed og sad der og klaprede på sin skrivemaskine. Der skulle jo hele tiden bruges nyt stof til bladene. Han måtte desværre den 7. marts 1945 forlade præstegården i Gestapos bil efter et mislykket flugtforsøg ud gennem et vindue.
At der naturligvis var tilfælde, hvor vi børn spurgte mor om et eller andet vedrørende de besøgende, kan vel næppe undre. En aften havde vi således fået at vide, at der skulle være bestyrelsesmøde i ungdomsforeningen oppe på kontoret. Det var der i sig selv ikke noget mærkeligt i, da far var for mand for foreningen. Det, der undrede os, var dels, at det blev holdt senere på aftenen end normalt, dels at det ikke var Fie, der kom til mødet, men hendes mand Erik. Da vi så spurgte mor om, hvor for Erik kom, når det var Fie, der sad i bestyrelsen, slog mor det hen ved at sige, at Fie nok ikke kunne den aften. ”For øvrigt”, føjede mor til, ”er det ikke alting, man behøver at vide besked om. Der er også ting, det er bedst ikke at vide noget om.” Det havde mor da ret i, for det vedkom jo ikke os børn, at far også var leder af den modstandsgruppe, Erik var medlem af.
Som før omtalt var vores sidste logerende så uheldig at falde i kløerne på fjenden, da han for søgte flugt gennem vinduet. Det hele tog sin begyndelse midt på eftermiddagen 7. marts 1945, da far ringede hjem til os fra Hjørring og sagde, at Gestapo ville komme på besøg i præstegården. Far var taget med toget til Hjørring tidligere på dagen under påskud af, at han skulle købe ind til
min søsters nært forestående konfirmation. I Hjørring blev far advaret mod Gestapos nært forestående besøg af nogle modstandsfolk, der havde fået nys om deres planer. Far ringede der for straks hjem for at sikre sig, at vores loge rende, Chr. Winther, kunne komme afsted, før det var for sent. At det ikke lykkedes, skyldtes udelukkende en fejlvurdering af situationen fra Chr. Winthers side. Gestapos første besøg var nemlig kun af kort varighed. De spurgte efter far og fik at vide, at han ikke var hjemme, men i Hjørring og forventedes at komme hjem med toget ved attentiden. Det vidste mor nemlig, at han ikke ville være. Derefter drog de afsted igen. Vi fik advaret Chr. Winther, der på det tidspunkt var på en spadseretur i plantagen, så han kunne holde sig borte, og fortalt ham, at mor havde gemt hans skrivemaskine og papirer. Efter at Gestapo var kørt første gang, kontaktede vi atter Winther, som vi fortalte om besøget og bad ham tage til Thise i stedet for at vende tilbage til præstegården. Winther var imidlertid af en anden opfattelse, idet han mente, faren nu var drevet over, så han gik hjem, fandt alle sine ting frem og bestilte en bil, hvilket fik meget alvorlige føl ger for ham.
Kort efter aftentogets ankomst vendte Gestapo tilbage til præstegården ledsaget af tyske soldater, der omringede huset. De kørte op på gårds pladsen bagefter den vogn, Winther havde bestilt til at hente sig. Vognmanden, der fortalte, at han skulle hente en herre, fik følgende besked: ”De kan godt køre igen. Den herre skal vi nok tage os af.” Og sådan kom det også til at gå.
Under Gestapos andet besøg foretog de en husundersøgelse med hovedvægten lagt på en undersøgelse af fars kontor, hvor de søgte efter våben under skrivebordet og bag de mange bøger på reolerne. Alle bøger på nær én blev skubbet ind. Undtagelsen var Mein Kampf.
Chr. Winther blev taget med kuffert, skrivemaskine og stof til illegale blade, men heldigvis uden sin pistol, som far opbevarede, ellers kunne det let være gået meget værre, end det gik. Inden Gestapo drog af med Winther, beordrede de ham til at stå med ansigtet mod væggen i entréen, mens de raslede med deres skydevåben, hvorefter de i mors påsyn gav ham et meget hårdt slag på den ene side af hovedet. Winther havnede efterfølgende i Frøslev lejren.
Da Gestapo igen forlod præstegården, efterlod de to tyske soldater, der skulle blive og afvente fars hjemkomst. Samtidig fik vi besked på, at ingen måtte forlade præstegården, ingen måtte tage telefonen, hvis den ringede, alle skulle opholde sig i spisestuen, som vi kun måtte for lade under ledsagelse af en af de tyske soldater, og at eventuelle gæster ikke måtte tage afsted igen. Det sidste påbud kom til at gælde et par damer nede fra byen, der havde fulgt Hanne, Kirsten, Ole og mig hjem efter et besøg. De kom til at tilbringe natten og den næste formiddag i præstegårdens spisestue sammen med familien og de tyske soldater.
Det blev en lang aften og nat. Mine to mindre søskende fik lov at sove i deres egne senge i børneværelset. Jeg derimod fik lov at sove i mors seng, der stod op mod muren ind til spisestuen.
Hvilken luksus, må man sige, men hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at sove, når der i stuen ved siden af sad to tyske soldater bevæbnede med skarpladte geværer og ventede på, at ens far skulle vende hjem? Det var da noget af et mareridt.
Den følgende formiddag kom et par af husets venner for at se, hvad der var i gang. Også de blev nægtet at gå igen. Ved 11-tiden ringede soldaterne så forskellige steder hen og endelig langt om længe gik de deres vej og interneringen ophørte.
Det er intet problem at beskrive dette døgns hændelsesforløb – endda i enkeltheder. Det er derimod meget svært at beskrive de følelser af uro og frygt, der fyldte os alle. Når man gennem opdragelsen har lært at betragte de tyske tropper som landets fjender, har lært at frygte og afsky.
Gestapo og deres håndlangere på grund af deres misgerninger, ja, så er det altså svært at forklare andre, hvordan det føles at være fange i eget hjem under bevogtning af tyske soldater, der sid der og venter på, at ens far skal vende hjem, og så samtidig være uvidende om, hvornår Gestapo igen dukker op og hvad et sådant besøg eventuelt vil medføre. Det tror jeg, man selv skal have prø- vet for at forstå. Det skal siges, at mor taklede situationen på en beundringsværdig måde.
Om eftermiddagen blev det besluttet, at vi alle skulle forlade præstegården for en tid. Mine to storesøstre kom til at bo hos veninder i Vrensted, hvorimod mor, Kirsten, Ole og jeg “gik under jor- den” i Tolstrup Præstegård hos pastor Kjær med familie. Her boede vi en uges tid, inden vi atter vendte hjem. Under opholdet i Tolstrup Præstegård var jeg en dag sammen med pastor Kjærs drenge oppe ved rutebilen med et brev. Her blev jeg genkendt af rutebilejer Svend Brix fra Løkken, der efter hjemkomsten til Løkken ringede til præstegården og sagde, at jeg meget gerne måtte komme ned og bo hos dem, så jeg kunne passe min skolegang på Løkken Realskole. Det var et smukt træk af Brix, men det blev ikke realiseret, da vi kort efter vendte hjem til Vrensted Præstegård for at sikre, den ikke skulle blive beslaglagt til indlogering af tyske flygtninge.
Med den slags oplevelser i bagagen voksede naturligvis længslen efter en afslutning på mare ridtet. Ville det lykkes for far at holde sig skjult til befrielsen? Ville Gestapo atter vise sig i præstegården osv.? Men heldigvis gik det, som Halfdan Rasmussen skriver i sit digt Længsel fra
1944: “Men det bli’r atter stille efter stormen. Og det bli’r godt at leve her på ny.”
Befrielsesbudskabet blev som bekendt bragt i BBC’s aftenudsendelse 4. maj 1945. Jeg er ikke sikker på, at vi hørte det derhjemme første gang, det blev sendt, for vi børn var alene hjemme den aften, da mor var taget afsted for at besøge far på hans skjulested, og vores pige var på besøg hos sin søster. Mor og far sad derimod sammen og hørte frihedsbudskabet, hvorefter de straks tog hjem til præstegården. Det blev dog kun til et kort besøg, da mor skulle cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at løse den nat.
Den følgende tid var far stærkt engageret i ar bejdet inden for modstandsbevægelsen med blandt andet vagter og opsyn vedrørende kyst befæstningen i Løkken og omegn. I den periode blev der kørt en hel del materiel såsom afstands målere, kikkerter, telefoner m.m. fra fæstnings anlæggene til Vrensted Præstegård, hvor det blev oplagret i en af de gamle bygninger samt under træerne nede i haven. Årsagen hertil var, at det ellers ville være blevet betragtet som engelsk krigsbytte og destrueret. Det blev sene re afhentet af den danske marine, hvis chef, admiral Vedel, derefter sendte far en takkeskrivelse på grund af redningsaktionen.
Da udhuset igen var ryddet, blev der i et af rummene gravet et hul under gulvet, hvori der blev anbragt en del våben og ammunition. Ingen kunne jo vide, hvad tiden fremover ville bringe, så for en sikkerheds skyld…! Disse våben lå der for øvrigt i flere år, før de blev fjernet for senere at blive afleveret til myndighederne.
Der var naturligvis også festligheder i forbindelse med befrielsen. I Brønderslev var der således en stor folkefest, der blev afviklet ude ved friluftsbadet. Den blev afholdt 13. maj med far som en af talerne. Dagen forinden pakkede vi derfor vores bil ud, efter at den havde stået opklodset og indpakket i garagen under hele krigen. Den blev tanket op og påsat grønne plader med nummeret DF 16. Så var den klar igen. Mor og vi tre største af søskendeflokken fik lov at køre med til mødet. Jeg husker så tydeligt turen op gennem den flagsmykkede Bredgade til friluftsbadet. Nede på hjørnet ved Mandrup Poulsens boghandel gik et par modstandsfolk med rødt, hvidt og blåt armbind. Det var første gang, jeg så den slags armbind, da det armbind, far dengang havde, var ensfarvet grønt. Jeg spurgte derfor far, hvad disse armbind betød, og fik svaret: ”Tænk dig om!” Far var jo nok lidt nervøs, for overalt vrimlede det jo med folk, der skulle ud til festlighederne.
Også en madindsamling til nordmændene, der manglede alt, skulle der være plads til. Mange følte sig jo også i stor gæld til nordmændene på grund af deres heroiske indsats mod besættelsesmagten. Noget mange danskere beundrede dem meget for, og gerne ville takke dem for på en eller anden måde. Derfor blev der iværksat en madindsamling i Løkken og omegn, hvor far stod som leder. Der blev indsamlet kartofler, mel, gryn, flæsk, pølser, æg osv. rundt i sognene til udskibning i fiskerbåde fra Løkken til Norge. Turen til Norge foregik i dagene 24.-25. maj 1945. Det blev et frygteligt blæsevejr undervejs, så far fortalte efterfølgende, at han på det meste af turen derop havde siddet på dækket tøjret til masten med en livrem. Turen blev dog en stor oplevelse for deltagerne, og far kom da også hjem med lommen fuld af visitkort fra kendte personer, han havde truffet under besøget.
Alt, hvad jeg indtil nu har beskrevet, foregik i min barndom fra jeg var seksethalvt til 12 år gammel. Jeg vil nu til slut springe 50 år frem i tiden til 13. og 14. maj 1995, 50-året for madindsamlingen til Norge. Det skulle naturligvis mar keres, syntes nordmændene, der inviterede til festligheder i Arendal. Inviteret til disse festlig heder var folk fra Løkken, heriblandt to fiskere, der havde været med på turen i 1945, borgme steren, formanden for turistforeningen, amts rådsmedlem Niels Østergaard og en del flere. Også Estrid og jeg modtog en invitation, da far jo i sin tid havde været involveret i projektet, og vi tog naturligvis med stor glæde imod denne indbydelse, der gik på fri rejse, ophold, udflugter, festgudstjeneste, kransenedlæggelse og en fin festmiddag, alt sammen under ledelse af fylkes ordfører Jon Fløistad.
Det var en meget stor oplevelse at være med på denne tur, og det gjorde et stærkt indtryk på mig at erfare, med hvilken respekt arrangementet i 1945 blev omtalt såvel af præsten i kirken som af fylkesordføreren under hans tale på havnen. At fars navn indgik i samtlige norske taler, gjorde naturligvis ikke mindre indtryk på mig. Bordplanen til den meget fornemme festmiddag var udarbejdet således, at Estrid skulle sidde til høj bords med Arendals borgmester som bordherre og en højtstående embedsmand på sin højre side, hvorimod jeg måtte “affinde” mig med at få direk tør Chr. Brix Kjelgaard fra Løkken som ”bord dame”. Det var skam meget hyggeligt. Sikken hæder der blev Estrid og mig forundt på grund af fars gode gerninger så mange år forinden. Noget vi overhovedet ikke havde haft andel i. Men vi nød det.
Efter realeksamen var Povl Stevns ansat i tre år på Østergaard i Vrensted, fra november 1949 til november 1952, et år på Vrejlev Kloster, fra maj 1953 til maj 1954, to gange på højskole, på landbrugsskole, et år på et landbrug i USA og soldat ved Livgarden. Fra 1958 til 2000 var han gård ejer i Stenum og havde flere tillidshverv. Povl Stevns blev i 1958 gift med Estrid i Vartov. De har fem børn og bor nu i Serritslev.