Af Mikkel Nielsen, Sæby
Enkefru Sørine Christensen boede som ældre dame på Kløvervej i Frederikshavn tilbage i 1950erne.
Hun var født i 1879, så historien rækker længere tilbage end nogen i dag, vil kunne huske. Hun havde som mange andre i byerne dengang haft sin opvækst ude i oplandet på diverse gårde, hvilket hun i sine sidste leveår så levende fortalte om.
Her kommer Sørines fortælling.
Jeg har ikke kendt til mine forældre, men blev sat i pleje som ganske lille.
Som 6årig havnede jeg i Tolne.
Mine plejeforældre sendte mig ud for at hente køerne, i stedet burde jeg have haft en barnepige. Hvor var jeg bange for, at ræven skulle tage mig.
Derefter kom jeg til mine bedsteforældre i Hørmested.
Føde og klæder kom jeg ikke til at mangle, men jeg måtte slide hårdt for det.
De havde en landejendom lige som det forrige sted.
Min bedstemor hed Karen, hun skulle nok sørge for at holde mig til arbejdet.
Skoletiden var den bedste tid i mit liv. Lærer Sørensen som jeg gik til, var far til den gamle ”Lærer Sørensen” i Bangsbostrand.
Han kom ind i klassen lige fra stalden i sine snudetræsko med komøg på. Han var både flink og dygtig.
Jeg kom først i skole, da jeg var 8 år. Min bedstemor ville ikke sende mig derhen, før jeg kunne læse og skrive.
Da jeg mødte i skolen, og sagde hvor gammel, jeg var, sagde læreren. ”Så forstår jeg, du kommer fra Karen”. Hun havde haft fire børn i skolen, som alle havde været lige så langt fremme i alder og undervisning, før de kom der, som jeg.
Den sidste dag jeg var i skole, der vrælede jeg, fordi jeg skulle forlade den.
ÆGGENE.
Engang skulle jeg til Tolne Købmand med to kurvefulde æg for bedstemor.
Jeg løb barbenet af de lynggroede stier, da en hugorm pludselig rejste sig foran mig. Af forskrækkelse gjorde jeg et spjæt til siden, så alle æggene raslede ud af kurvene. Jeg samlede dem op, nogle havde fået et knæk, dem lagde jeg med den revnede side nedad for at købmanden ikke skulle opdage, at de var i stykker.
Købmanden tog dem fra kurven, og lagde dem i kasser til nogle andre æg, og opdagede til min lettelse intet.
Jeg turde knap nok tænke på de tæsk, jeg ville have fået af bedstemor, hvis nogle af æggene var blevet kasseret.
SPØGERI PÅ LANDET.
Som 16årig havde jeg plads på ”Birket” ved Sindal.
Man krævede en voksen piges arbejde af mig inde og ude. Jeg blev sat til at både pløje og harve og køre møg ud.
Der var jeg heller ikke glad for at være, der var for meget spøgeri på det sted.
En røgter havde engang på en nytårsaften hængt sig i kostalden. Efter det skete, larmede og teede køerne sig hver nytårsaften, så det var forskrækkeligt.
Det er ikke sludder, jeg har selv hørt det, og der var mere end det.
Mit og mejerskens kammer var lige ved siden af bryggerset. Derude var der en tumlen om natten, så jeg ikke kunne sove.
Det var da sørens til spektakel, sagde jeg til mejersken. ”Nå, har du også hørt det”, svarede hun. ”Det vil du få at høre, men det skal du ikke bryde dig om”.
”Det var en tidligere mejerske, der havde taget livet af sit spædbarn og stoppet det ned i askegraven derude”.
RYTTEREN.
Af andet underligt jeg har oplevet, var jeg en 12års pige hos bedstemor i Hørmested.
En sen efterårsaften siger hun til mig, skal vi ikke rende hen efter avisen. Den hentede vi på en nærliggende gård.
Jeg fik besked på at trække bedstefars hoser udenpå mine egne, og på dem løb jeg ved siden af bedstemor, der var skrap til at gå.
Der var diset, og man kunne se månen, jeg kan så tydeligt huske det.
Da vi havde fået avisen, og var på vej hjem, sagde bedstemor, at vi skulle skynde os.
Vi var i nærheden af gården ”Studsholt” ved noget vi kaldte ”Melheden”, hvor der løb en stor slugt.
På mit spørgsmål om hvorfor vi skulle skynde os, svarede bedstemor, at vi skulle hjem og malke koen.
Som jeg kiggede ned i slugten, så jeg en mærkelig stivhalset hest med en rytter på og et føl ved siden af. Jeg tænkte ikke nærmere over det.
Først om aftenen hjemme hvor de havde fremmede, fik jeg forklaringen på bedstemors hast.
Jeg kom uforvarende til at høre, at de drøftede historien.
En mand havde købt ”Studsholt”, og troede ikke, han kunne klare sig, da han så, hvor dårlig jorden var.
Af frygt herfor tog han sit eget liv, og han havde endda kone og flere små børn.
Det var manden, der var ”Rytteren”, som jeg havde set.
Bedstemor troede han ville op ad den vej, vi kom ad, så det var derfor, vi måtte skynde os sådan.
Sørine Christensen blev senere gift med Knud Christensen fra Jerslev, de mødtes som ganske unge.
Min mand slog sten om vinteren, og strøg sten på teglværket om sommeren. Jeg hjalp ham, og ”skar” dem i kanterne.
Om sommeren æltede vi også tørv, det var på den gammeldags måde med greb.
Parret flyttede ind til Frederikshavn under 1. verdenskrig.
Da manden døde, måtte Sørine vaske og gøre rent for folk.
Tak for at Sørine Christensen i tidernes morgen fortalte om sit liv dengang for længe siden.
Som man kunne fornemme, levede gamle sagn og ”historier” i de gamle dage især på landet.
Om de er helt sande må læseren selv afgøre.
Dengang var folk for det meste overbeviste om, at der fandtes mere mellem himmel og jord, end man kunne se med det blotte øje.
