Den 5. december 1971 lukker butikken
I 38 år har Carl Larsen og hustru haft købmandsforretning på Vrensted østre hede, men de snoede kræmmerhuses tid er forbi….
Siden 1923 har Carl Larsen og hustru haft købmandsforretning på Vrensted østre hede, men nu er dette led i landsbysamfundet ude af billedet, for Carl Larsen, der er 81 år, mener, at det er tid at gå på pension. Da det ikke er muligt at sælge selv en gammel, stabil købmandsforretning i dag, har købmandsparret holdt udsalg, bl.a. ved at sælge massevis af lykkepakker, hvorefter de lukkede butikken.
Nogle poser med buddingpulver, enkelte flasker kulør, bagepulver og andre småting står tilbage og råber til hinanden på de ellers så velassorterede hylder, og i bagbutikken hænger det gamle petroleumsapparat med håndpumpe og vidner om en tid, som var engang.
Først forsvandt smedjen
Nøglen til købmandsforretningen er drejet om i handelsmæssig betydning, men ellers ikke, for Carl Larsen og hustru er enige om, at de mange, der gennem årene har benyttet købmandsforretningen som varmestue, fortsat kan gå ind og stå og vente på eller indlevere pakker til rutebilen. Det er lige sådan med bageovnen, den bliver stående på sin vante plads foran huset, så der kan fortsat fås en nybagt Vendsyssel Tidende hos Carl Larsen. Det er blot at lukke bageovnen op for heri ligger avisen til de faste abonnenter.
Dørklokken ringer, da vi åbner døren til butikken.
Der er ingen som reagerer, men døren til privaten står åben, og ude i køkkenet finder vi købmandsparret i hyggelig samtale med en tidligere kunde.
Det er Ingemann Olesen, en af vores ældste kunder, oplyser Carl Larsen. Ja, og min kone var jeres allerførste kunde, hun kan endnu huske, at du på hendes 12års fødselsdag gav hende et kræmmerhus med bolsjer, supplerer Ingemann Olesen, der har været fast kunde hos Carl Larsen siden 1932. For ham som mange andre er det helt underligt, at den gamle butik er lukket.
Først var det smedjen og nu købmandsforretningen, og de to steder hørte ligesom sammen, for de der kom i smedjen, havde som regel også ærinde til købmandsforretningen og omvendt. Men som med mange andre ting føler man savnet størst, når noget selvfølgeligt bestående ikke er mere.
Ingen købere til blandet landhandel.
Mens fru Larsen skænker kaffe op, kommer også posten. Han finder sig en plads på bænken, og så går samtalen om de go’e gamle dage. Det er alt sammen noget vemodigt, og Carl Larsen indrømmer da også, at han allerede er begyndt at savne butikken.
Men lyspunkter er der da også, siger han med et lunt smil, posten har ikke mere opkrævninger med til os.
Og der er ingen liebhavere til forretningen?
Nej, det kan vi lige så godt, se i øjnene. En blandet landhandel
er der ingen der vil købe eller blot overtage i dag, dertil er arbejdstiden for lang og omsætningen for lille. Unge mennesker, kan tjene betydeligt mere ved at have fast arbejde.
Vores omsætning det sidste år var omkring 100.000 kr., og det står ikke i forhold til det, den var i begyndelsen, da vi omsatte for ca. 50.000 kr. om året. Da kostede et halvt pund kaffe f.eks. 40 øre, i dag vel seks kroner. En halv flaske brændevin kostede dengang 24 øre, i dag ca. 20 kr. Så havde omsætningen fulgt prisstigningerne, skulle vi i dag omsætte for mindst en halv million.
Folk på egnen har altid været tilfredse med købmandsforretningen.
Ja, men alligevel alt er ændret i landsbysamfundet. Mange landejendomme er nedlagt i vores naturlige handelsområde, og der er ikke længer karle og piger, og endelig må vi erkende, at supermarkederne tager megen handel. Folk har jo bil og kan let køre til byerne og købe ind af de fristende tilbud, og ærlig talt så kan jeg såmænd godt forstå det.
Hyggen i hverdagen
Carl Larsen var i sine unge dage ansat hos daværende købmand Chr. Jørgensen, Østergade, Hjørring, og hans hustru var kontordame hos Otto Jakobsen, ligeledes Hjørring. Begge havde en god baggrund for at drive egen forretning. De har da også i alle årene på Østre Hede været tilfredse, og de forstod at tilpasse sig, kom til at kende alle, levede med i familiernes dagligdag, mens til gengæld købmandsforretningen blev stedet, hvor man mødtes for enten at sludre, handle eller vente på rutebilen med dagens avis.
Rutebilen og avisen har vi tilbage, men ellers er landsbysamfundet som vi lærte det at kende, forbi. Det er ikke længer de snoede kræmmerhuses tid, alt er blevet så færdigpakket, så kommercielt. Og forholdet de handlende og kunden imellem vel også mere upersonligt, konstaterer Carl Larsen. Vi har kendt den gammeldags handelsform, og vi har haft det godt i forholdet til kunderne, som vi afgjort kommer til at savne. Derfor er det også godt, at vi endnu har en bagdør åben via rutebil og aviser, så strengen ikke helt bliver klippet over.
Hvor skal De nu selv til at handle kolonial? Hvem ved, måske i Brugsen smiler Carl Larsen.