som indtil 2023 stadig har været i drift takket være frivillig arbejdskraft og velvillig bistand fra mange sider. Men nu møder værket modstand.
Indtil foråret 2023 forlød det således:
“Værket er beliggende vest for Bindslev by i et særdeles naturskønt område omkring Uggerby Å, der på dette sted har en slyngning, der gjorde det muligt at placere en dæmning, således at tilstrækkelig faldhøjde kunne opnås. For at sikre fiskenes passage er dæmningen forsynet med en fisketrappe, som betegnes som Danmarks smukkeste. En legeplads for børn og gode muligheder for at nyde den medbragte kaffe gør Bindslev Gl. Elværk til et ideelt udflugtsmål for hele familien.”.
En rigtig perle; rislende vand, fuglesang, toilet og infotavler, samt bord og bænke.
Der er almindelig enighed om, at Niels Hjort i særlig grad har bidraget til, at det lykkedes for Bindslev at få et vanddrevet elektricitetsværk. Poul Krabbe har tidligere beskrevet Niels Hjorts indsats.
Denne historie kan læses her på FB gruppen, som en separat historie.
Her kommer bl.a. først historien – Et par erindringsglimt fra 1950’erne om Bindslev Elværk Af Torben Ejlersen nedenfor
Mine forældre, Ragnhild og Leif Ejlersen, var allerede fra deres ungdomsår i 1930’erne meget gode venner med Hjørdis og Poul Hansen, elværksbestyrerparret i Bindslev. Hjørdis og Poul blev da også mine gudforældre, da jeg blev døbt i Skt. Ansgars Kirke i Aalborg i efteråret 1940.
Da mine forældre i 1946 flyttede til Bindslev, blev der endnu hyppigere kontakt mellem vores familie og “dem” på Elværket. Forresten sagde vi altid “Værket”. Det nære bånd er forklaringen på, at mine to søskende, Finn og Marianne og jeg altid kaldte dem onkel Poul og tante Hjørdis, og at vi ofte kom på Elværket eller hyppigt løb på hinanden nede i byen. Da Stine og jeg blev gift i 1966, var Poul og Hjørdis naturligvis også inviteret med til festen.
Jeg husker mange ting og stemninger fra Elværket og dets beboere fra 1946 og til 1959, da jeg forlod Bindslev og flyttede til København. Først og fremmest var Elværket og dets omgivelser for et barn og stor dreng et interessant men også lidt mystisk sted. Fra Bindslev skulle man gå gennem Frisegård, forbi den gamle hollandske vindmølle og videre ad den sandede markvej for at nå op til Elværket. Undervejs kunne det blæse godt, og om vinteren blev det let ufremkommeligt på grund af sneen. Så lå Elværket ensomt.
Den smalle plankedækkede jernbro, der førte over overfaldsdæmningen, var altid en oplevelse at gå over, ikke mindst, når der var meget vand i åen, som væltede ned over de store sten i dæmningen. At springe rundt på stenene nedenfor, når de vel at mærke var tørlagte, var altid en oplevelse. Den sirlige fisketrappe, som er der nu, kendte vi ikke. Der var en særlig stemning over åløbet og dæmningen, når isen lagde sig over åen om vinteren. Jeg husker, at man i nogle år i 1950’erne kunne løbe på skøjter på Uggerby Å fra Bechs teglværk, videre under broen i Bindslev – her gav det et særligt ekko – forbi Laur. Hahns elegante lysthus, så den gamle losseplads – en guldgrube af af ragelse og affald længe før genbrug og miljøtanker – og hvor der senere blev lavet et anlæg – og så videre på skøjterne helt frem til elværket. Dog skulle man ikke komme for tæt på sluseristene, hvor isen var skrøbelig.
Jeg var imponeret over min gudfar, når han på cykel kørte nedad den stejle og smalle sti langs trappetrinene til jernbroen over dæmningen. Det var først som stor dreng, at jeg turde gøre ham kunsten efter. Også hans cykel var usædvanlig. Dels havde sadlen en usædvanlig form, den var ikke polstret, som man ellers kendte det. Men også styret på cyklen var anderledes end normalt, måske var det en håndbremse til forhjulet, som gjorde det. Mest underlig var dog de to cykeltasker, som hang på begge sider af bagagebæreren. Jeg tror ikke, at der fandtes magen til dengang i Bindslev og omegn. Men jo meget praktisk, når der skulle købes ind i byen. Der var trods alt en kilometers vej mellem by og elværk.
Når man var kommet over jernbroen – en miniudgave af den første Lillebæltsbro – nåede man frem til “øen”, hvor der lå et hønsehus. Til venstre for jernbroen var der en lille bådebro, og her lå Poul Hansens røde kano på et stativ. Den var altid velholdt, lærredet malet og pagajerne lakerede. Kanoen fik selvfølgelig en omgang hvert forår. Min gudfar var jo oprindelig udlært tømrer. Han havde dog ikke selv lavet kanoen, men vistnok købt den i Silkeborg. Den blev flittigt brugt. For os andre blev det også til mange sejlture i årenes løb med Hjørdis og Poul, han altid bagest som styrmand. Måske gjaldt det blot en lille aftentur hen ad åen til selve Elværket, andre gange gik det helt ned til broen i Bindslev. Før kanoen havde Hjørdis og Poul vistnok haft et par kajakker.
En mindeværdig tur fandt sted en sommerdag omkring 1957. Mine gudforældre og en veninde padlede afsted i kanoen, mens deres søn Mogens og jeg fulgte med i en lille båd, som jeg selv havde bygget af nogle brædder. Bådene blev båret ned ad dæmningen og sat i vandet. Åløbet var nedstrøms lidt smallere end den opstemte del af åen før Elværket. Udflugten gjaldt Tversted strand, mon ikke en tur på en otte-ni kilometer.
Hjørdis havde lavet en solid madpakke anbragt i en blikkasse med små skuffer. Familiens hund Bulder fulgte med langs åbredden. Lidt før Uggerby var det nødvendigt at tage den ombord i kanoen. Bulder skulle ikke fare vild, når vi passerede byen og dens haver og sejlede under landevejsbroen. Da hunden hoppede om bord i kanoen med de tre voksne, tippede båden rundt, og besætningen plus madkassen faldt i vandet. Jeg har endnu ikke glemt, at da Mogens og jeg, som på det tidspunkt befandt sig lidt foran kanoen, hørte et stort plask og vendte os om, ja, da så vi blot bunden af kanoen, indtil de tre voksne dukkede op mellem siv og åkander ved åbredden.Vi blev jo lidt forskrækkede.
De reddede sig hurtigt, men våde op, fik vendt kanoen, men madkassen var tungt lastet gået til bunds og ligger der nok den dag i dag. Også Pouls ene og helt nye sandal gik tabt. Vi opgav dog ikke turen, men købte et par wienerbrødsstænger og kage hos bageren i Uggerby, og fortsatte sejladsen mod hængebroen ved stranden nær Tversted. Efter nogle timer på stranden ved åens udløb kom den lidt sejere tur hjem mod strømmen.
Tilbage til Elværket, som jo var en særpræget bygning. Dels præget af halvtaget ud mod åen ved tilløbet, som desværre ikke mere er bevaret. Det skulle beskytte de forskellige stigborde og jerntandhjul og dække den smalle træbro – nærmest en lille kajbred – hvorfra man kunne betjene de forskellige funktioner og fjerne siv og grene fra ristene med en rive. Elværksfacaden her var jo en karakteristisk konstruktion suppleret af de høje blikfutteraler, som stak op i luften. Endnu mærkeligere var bygningens indre. I underetagen fandtes de forskellige elektriske installationer og de store drivhjul og remtræk, som snurrede rundt, når turbinerne var i gang. Desuden forskellige måleinstrumenter og pærer med violet lys, som man som barn ikke forstod meget af. I etagen ovenover lå den oprindelig lejlighed til bestyreren, men forlængst afløst af den mere bekvemme og støjsvage bestyrerbolig. I den gamle lejlighed stod nogle møbler og en høvlebænk samt noget værktøj. Karakteristisk for denne etage var den konstante summen eller susen, som fyldte rummene, når turbinerne og dynamoerne kørte.
Fra vinduerne kunne man kigge ned på åens bagløb og over mod den stejle skrænt overfor. Når vandet var under opstemning foran sluserne, skiftede terrænnet på den anden side ved bagløbet karakter for en stund. Åen her blev lavvandet, sten i åløbet dukkede da op. Elværkets bagfacade strakte sig højt og stejlt op over de to buede åbninger forneden, hvor vandet løb ud, når turbinerne gik. Man så også her den lille “havn”, altså fisketrappen ved siden af de to buede åbninger.
Man kunne gå fra Elværket og op til boligen dels ad en række fliser gennem græsplænen eller via en lang overdækket trægang, som senere blev til en muret bygning. Så slap bestyreren for i regn eller mørke at skulle ud i det fri, når han skulle ned og se, om alt fungerede som det skulle på værket. Oppe i bestyrerboligen hang i entreen et voltmeter, som viste hvordan “spændingen” var. Det skulle der jævnligt holdes øje med. Hvis lyset gik ud nede i Bindslev, vidste vi, at onkel Poul måtte i sving. Jeg har ikke forstand på de nærmere detaljer i Bindslevs elforsyning dengang, men elværket producerede jævnstrøm, mens man på et tidspunkt fik suppleret elforsyningen med vekselstrøm fra Hjørring.
Pasningen af elværket betød, at Poul Hansen på samme tid var meget bundet til stedet, men alligevel også havde mulighed for at passe haven, snedkerere lidt og hvad han ellers foretog sig på grunden. Når der var ferie eller ved særlige lejligheder kom elektriker Christiansen som afløser. Han boede ved den gamle grusvej til Tversted overfor idrætsparken, og holdt så øje med elværket og dets funktioner. Jeg har glemt hans fornavn, men jeg husker tydeligt den meget muntre og rare mand. Min søster, Marianne, var god veninde med en af hans børn, Lene. Hun blev naturligvis kaldt “Strøm”.
Bag Elværkets bestyrerbolig lå en velholdt frugthave omgivet af en hæk. Husets omgivelser var altid særdeles velholdte og trimmede. Det var hyggeligt at sidde på plænen mellem huset og værket med åen nedenfor. Hjørdis udnyttede nyttehaven godt og var en fremragende kagebager. Hun kunne også stille et godt frokostbord frem. Tante Hjørdis “Festkage” var noget helt særligt, den skulle modnes i adskillige dage, før der blev budt af den. Da Hjørdis fyldte 100 år i begyndelsen af 2010, bagte hun den endnu engang. Vi har forlængst i min familie sikret os en kopi af opskriften og også prøvet at lave kunsten efter hver eneste jul i mange år.
Poul var som nævnt oprindelig tømrer. Jeg fik engang et sæt træklodser af ham, et slags puslespil, som for mig dengang på gådefuld måde skulle sættes sammen. Min gudfar lavede også en meget fint indlagt syskrin til min mor, som jeg har arvet. Inde i stuen i bestyrerboligen havde Poul snedkereret en stor bogreol, hvor fjernsynet var elegant gemt væk bag et par låger, det virkede som et tidligt eksempel på en fladskærm. Huset var dejligt lysfyldt, der var en stor stue i husets længde og en god spisestue, hvor en stor samling af de karakteristiske blå og hvide juleplatter løb væggene rundt foroven.
Pudsigt nok havde jeg en lille oplevelse med Poul i 1979, da Stine og jeg købte den gamle købmandsgård i Måstrup, som vi brugte som feriebolig i nogle år. Vi havde lokket min gudfar med, for at han som gammel håndværker kunne give sit besyv med om bygningens tilstand, inden slutsedlen blev skrevet. Da han i pakhuset så den vandret forlængede tømmerkonstruktion, udbrød han: “Den franske lås” dér var jeg med til at lave, da jeg som ung håndværker deltog i byggeriet i midten af 1920’erne.
Fra haven ved bestyrerboligen gik en sti eller markvej op langs markerne forbi den lille gård Andekrog og videre til den sydlige del af Bindslev. Men dennne sti blev sjældent benyttet af elværkets beboere og kunne vist ikke bruges af biler. Åløbet fra Elværket og videre nedstrøms mod Uggerby var et stykke afvekslende natur med sine mange slyngninger, skrænter og fladere strækninger. Nogle hundrede meter nedenfor Elværket kom “badestedet”, en sted hvor der var sandbund.
Bindslev Elværk var – og er stadig – en uadskillelig del af dét at være vokset op i Bindslev. Det var også allerede dengang en levende “turistseværdighed”, som man gerne gik op til, når man ville vise venner eller bekendte et usædvanligt miljø.
Vedhæftet et par fotos fra Elværket fra et album hos den, der skriver disse linier. På det ene fra 1930’erne ser man bestyrerboligen og vandløbet med to kvindelige kajakroere. Måske er den ene Hjørdis Hansen. På det andet fra ca. 1958 ses Elværket i baggrunden, mens deltagerne i en tilsyneladende animeret julefrokost er stillet op til fotografering, fra venstre: Torben Ejlersen, “Manse” (nær veninde af Hjørdis), derefter Hjørdis Hansen, Finn Ejlersen, Poul Hansen og Mogens Pelle Hansen. Foran står Bulder, der under sommerudflugten fik kanoen til at vende bunden i vejret ved Uggerby.
København, den 5. august 2010.
Torben Ejlersen (født 1940)
Østerbrogade 44, 4.tv.
2100 København Ø
Den 3. indvielse i Bindslev Gl. Elværks historie
Det var en smuk solskinsdag den 19. juni 2004 hvor Bindslev Gl. Elværk blev indviet for 3. gang i dets historie efter en omfattende renovering af turbine, dynamo, stemmeværk m.v.
Borgerforeningsformand Willy Knudsborgs tale ved elværket indvielse 19. juni 2004
Lørdag den 19. juni 2004 er en stor dag for Bindslev GI. Elværk og for bestyrelsen og de frivillige medhjælpere.
Det er også en stor dag for os, der bor her i Bindslev.
Elværket startede i 1914 -15 og begyndte at levere strøm i 1918. Der var et mindre elværk nede i byen, men 1. Verdenskrig 1914 -18 var skyld i, at man ikke kunne få petroleum, så byens vise mænd fandt ud af, at vandkraften skulle udnyttes.
Værket producerede strøm indtil 1968
Den selvejende institution Bindslev GI. Elværk blev stiftet i 1975.
Den nedsatte bestyrelse kørte i flere år, men havde svære betingelser, -især var der selvsagt ikke noget særligt godt grundlag for det økonomiske.
Bindslev Borgerforening fik en henvendelse fra elværkets bestyrelse, der flere gange havde søgt at fange forskellige foreningers interesse. Det var ikke lykkedes, men Borgerforeningen havde et møde med elværkets bestyrelse, hvor vi blev enige om, at indkalde til borgermøde, hvor begge foreninger var indbydere. Der var et godt fremmøde -og det lykkedes efter mødet at få gjort elværkets bestyrelse fuldtallig -man manglede nemlig et par medlemmer.
Jeg ville egentlig ikke nævne navne, -men der er to, som jeg må have lov at nævne – nemlig Arne Poulsen og Esben Møller. Det var dem, der startede det store arbejde. Så er der 10 -15 frivillige hjælpere, som har meldt sig eller er blevet opfordret til at hjælpe. Vi skylder jer alle en stor tak for jeres kæmpe-indsats.
Jeg ved, der har været mange problemer undervejs, da det er et gammelt maskineri, og mange reservedele har I været nødt til selv at fremstille.
Der har været holdt mange møder. Der har været mange forhandlinger med teknikere, el-firma og specialister på området. Der har været søgt økonomisk støtte hos fonde, foreninger og privatpersoner -alt sammen klaret af jer i jeres fritid.
Det skal nævnes, at man jo ikke behøver at være fra Bindslev for at interessere sig for værket eller deltage i arbejdet. Jeg ved, at her kommer folk fra Sindal, Hjørring, Uggerby, Sørig, Bindslev m.v.
Når man påtager sig frivilligt arbejde, er det fordi man kan lide det, man har med at gøre.
Jeg mener også at vide, at værket er det eneste vand drevne jævnstrøms-kraftværk, der findes i Europa.
Omgivelserne omkring elværket er flotte -der er lidt endnu, der skal laves, men det er også vigtigt, at de naturlige omgivelser bevares.
Det mål I satte jer, da I begyndte, har I nået meget af -det er så flot!
Jeg ved, at et bestyrelsesmedlem skal aflægge kontrol besøg hver morgen og aften, det hører med til pligterne.
Vi var mange, der var skeptiske, men det er blevet gjort til skamme.
l skal vide, at det arbejde, I udfører, er af stor betydning for Bindslev og omegn, ja for hele kommunen. Elværket er en af de største turistattraktioner, der findes i området. Det er et godt sted for turisterne, fordi der ikke skal betales entre, det ser de meget på. Og der kommer rigtig mange mennesker hele året rundt.
Jeg vil håbe, l vil få kræfter til at fuldføre arbejdet, det fortjener l. For mig at se, har l næsten nået det umulige, -men en stor tak til jer alle.
Jeg vil også sige en stor tak til jeres ægtefæller/partnere, fordi de har givet jer den frihed, der skulle til -det er vigtigt at have baglandet i orden.
Jeg vil slutte af med at ønske tillykke endnu en gang og takke jer for jeres indsats.
Bindslev er stolte af jer.
Må jeg ønske jer en god sommer.
Åbent hus den 4.august 2005
Poul Krabbes tale:
Tale holdt af dyrlæge Poul Krabbe ved indvielsen af Hjorts Bænk i forbindelse med åbent hus arrangement den 4. august 2005. I
“Det må der være andre, der kan gøre. For jeg ved ikke nok, jeg har heller ikke så mange kræfter – eller tid. Og så griner de bare ad mig, hvis jeg prøver. Derfor er der så meget, der aldrig bliver gjort. Sådan har det altid været.
Men så sker det sommetider at en eller anden siger. Jamen hvis ingen af de andre tør, så må jeg jo prøve det. Engang var der nogen som hele tiden gik ind i Danmark og stjal vores dyr og brændte kornet af. Det gjorde de den ene gang efter den anden. Og alle sagde: “Det kan vi bare ikke gøre noget ved.” Men så var der en dronning der hed Thyra. En dag sagde hun: Nu, kan det være nok.” Så byggede hun en vold og enhver der ville ind og stjæle køer eller korn, fik et gok i nødden hvis de prøvede at kravle over volden. Så var det slut med det.
En anden gang var der en, der rejste rundt i landet og stjal og slog folk, også de fattige. Kongen skulle selvfølgelig have jaget ham ud, men hans generaler havde så travlt med at pynte sig og gå til parade, at det kom der ikke noget ud af.
Så var der en mand, der hed Niels Ebbesen, han havde ingen geværer eller soldater, men en nat red han sammen med sine karle og naboer til Randers. Den onde karl hed den kullede greve og han fik så mange gok i nødden at han blev båret hjem i en sæk.
Så var der en anden gang at Danmark havde tabt så meget af landet, at vi ikke havde plads til at dyrke kornet. Det var helt galt, for nu kunne folk ikke få mad og de sultede allesammen. Men vi havde så mange heder, det er de steder, hvor der kun gror lyng. Men så var der en mand, der hed Enrico Dalgas, han fandt på at lave heden om, så der kunne gro korn på dem. Og nu kan det nok være, der kom mad på bordet. Og folk holdt op med at sulte, i hvert fald lige så meget som før.
Se den slags mennesker som Thyra og Niels Ebbesen og Enrico Dalgas har også en gang sagt: “Det må der være andre, der kan gøre” Men så opdagede de, at det var der ikke og så gjorde de det selv. Den slags mennesker kalder man helte. Mange byer har en helt, en admiral eller en oprører eller en stor maler eller digter eller en som som har tegnet store bygninger. Men sådan en har vi jo ikke i Bindslev. ? Jo vist har vi det. Vi har en helt som hedder Niels Hjorth.
Se for hundred år siden, så var der så forfærdelig mørkt her I Bindslev. Bare nogle få stearinlys og gløderne fra komfuret. Og når der er megen mørke, så er der også megen fattigdom og frygt, for så kan man kun arbejde når det er lyst og om aftenen kan man ikke engang læse eller spille ludo. Men for at få lys skulle vi have et elværk og for at få et elværk ved åen, skal man kunne grave ude i åen, og for at kunne grave ude i åen skal man lave en dæmning. Det var der andre der havde prøvet at lave, men det gik galt hver gang og til sidst sagde alle, at det ikke kunne lade sig gøre. Men så sagde Niels Hjorth :Nu, kan det være nok!”. Det gjorde han så og derfor er han en helt, den største i Bindslev. Jeg ville ønske at nogen fortalte om ham i skolen, for det kan være godt at have en at se op til, og det er godt at vide at vist kan det nytte, når bare man tror på sig selv.
De fleste større byer har gader, der er opkaldt efter deres helte. De har vi ikke i Bindslev, men hvis nu nogen af Jer vil som jeg vil, så går vi til byrådet, inden Hjørring skal bestemme det hele, og siger at vi har en plads der hedder Hotel Pladsen, det er der 731 andre byer der har. Men vores plads foran hotellet skal hedde. Niels Hjorth hans plads.
For han gjorde vand til lys.”
For han gjorde vand til lys.”
Ikke blot Niels Hjort, men også Poul Krabbe selv og forhenværende halinspektør Thorkild Sørensen fortjener stor anerkendelse for deres utrættelige arbejde for at redde Bindslev Gl. Elværk fra undergangen og derved muliggjort, at værket har den status, det har i dag.
De følgende tegninger er et uddrag fra en 67 siders rapport udarbejdet i vinteren 1979/80 af Annette Heden:
“Kort afgangsopgave vinter 1979/80 Afdelingen for restaurering, by- og bygningspleje, Arkitektskolen i Århus”
Rapporten udgør et baggrundsmateriale bl. a. for udarbejdelse af et projekt for indretning af et “arbejdende” museum i elværket. Rapporten er venligst stillet til rådighed af Annette Heden og Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, 9800 Hjørring.