Barndom på Søndermarken – digt

Søndermarken, Kongsengene, Vrensted
Lige her midt i verden
overvældet af sansernes himmelflugt
voksede den lille dreng op
i den guddommelige have
i læ af de værste storme
i ly af kærlighed og hjemmets
åbne sind og venlige bestemthed
mod venner, familie og naboer.
Lige her i midten af det lokale univers
groede fantasien frem
gennem Billy the Kid og Sorte Ulv,
Tarzan og Flemmingbøgerne
i en selvforglemmende leg
med minifigurer af cowboys og indianere
i blodig krig på det stribede gulvtæppe
med røg fra koks og varmen fra kakkelovnen.
Lige her i centrum af
bække, marker, bundløse mergelgrave
og lerede skrænter
fangede han insekter
vandnymfer og guldsmede
samlede fugleæg
og blæste dem ud
til fryd for øjet
til lise for sjælen
ordnede fangsten med nåle
i en blød flamingokasse.
Lige her i barndommens sanseland
kravlede han rundt
i høje kastanjetræer
på poplernes yderste grene
på bjælke i toppen af laden
sprang ned i halm og hø
med forlæns kolbøtter
og smag af støv
og sorte klatter i næsen
gyngede i reb og kurrede
med røde lår og hudafskrabninger
frem mod erfaringens modenhed
og bedstefars pibe i hulens
beskyttende mørke.
Lige her midt imellem alle dyrene
dem han passede og klappede
gav mælk med spand og sin lille suttehånd
hans egen hvidbenede kalv
grisene der kæmpede om foderet
kattene som tissede i høets huler
bastarden Pylle som åd hans undulat
og Bussi Bassi den tykke småkagehund
som på Skagens gren hed Arthur –
den kærlige hund han på tragisk vis
tog livet af med en glaskugle.
Lige her imellem fisk og fugle
kravlede, krøb, løb og listede
drengen rundt mellem buske og træer
med sin Diana 16 den dræbende luftbøsse
som kunne skyde
onde skader
solsorte i forældrenes jordbær
fløjtende stær på vippende grene
fredede svaler på telefontråde
gråspurve på rad og række under taget
blodigt kattefoder fra en kærlig drengehånd
for i næste nu at tage mod soens smågrise
og nappe navlestrengene over og
tørre blod og slim af i den rene halm.
Lige her i senlivets klare bakspejl
vidste drengen i bedstefaren
at kun gennem ild, vand, jord, luft, liv og død
kan man blive sig selv.
Kh
Niels
Søndermarken Kongsengene Vrensted
jan. 2022