År 1956
”Båstedhede” giver eksempel på gammeldags hjælpsomhed – Alle hjælper alle – sådan har det altid været, forsikre man i ødet mellem Thise og Vrensted.
På Båstedhede midtvejs mellem Thise og Vrensted er det almindeligt, at der løftes i flok. Det viste sig, dengang jorden blev udstykket, og lyngen skulle brækkes. Man stod last og brast, lånte hinanden hestespand og plov og lod sin arbejdskraft ud- nytte på nabolodderne.
At forholdene ikke har ændret sig, viser eksempler fra de sidste dage efter sandflugten, hvorunder der skiftedes gødning og frø på grund af den udsatte beliggenhed og knastørre, lette jord. Den forsinkelse, der herved skabtes, er indvundet ved en kollektiv indsats. Alle har hjulpet alle, og derfor er man praktisk taget færdig med arbejdet i marken.
Der er dog en undtagelse, og det er gårdejer Ertmann Jensen, hvis stråtækte ejendom ligger ud mod vejen Thise-Vrensted.
Her samledes i fredags seks naboer med hver sit hestespand og sagde: Så, Ertmann, lad os så få begyndt. Og så pløjede man gødning ned på marken øst og vest for gården som den selvfølgeligste sag af verden.
-Betaling? ikke tale om. Man tar sig ikke betalt for at hjælpe sin nabo og gode ven. Frederiksen har boet på Båstedhede i fire år. – Det har været næsten den bedste tid i mit liv, siger han. Her har jeg mødt en hjælpsomhed som ingen andre steder. Det er den selvfølgeligste sag af verden, at vi hjælper hinanden, når som i dette tilfælde uheldet er ude.
Bent Aaris er født og opvokset Båstedhede. Han siger, at hjælpsomhed altid har siddet til højbords blandt hedens beboere.
Far sagde i morges, da han hørte om Ertmann: Bent, du må hellere gå over med et spand heste og gi’ Ertmann en håndsrækning og hils dem derovre.
Gunnar Vingaard er den yngste og, mest humørfyldte af hjælperne.
Hvorfor ska’ man hænge med hovedet? spørger han. Vi er raske, og vi behøver ikke at mangle en håndsrækning fra naboen, hvis det kniber. Desuden hvis man taber humøret over dårlige priser og den slags, bliver det galt det hele.
Der findes 30 landbrug spredt over heden, siger Niels Eriksen Sloth. Vi er forskellige på mange måder, men vi er fælles om at hjælpe hinanden, ikke bare her, hvor det drejer sig om en smule kørsel med hestene. Konerne har den samme indstilling som mændene, ved gilde, fødsel og den slags.
Bøf og citronfromage til gæsterne
Det manglede bare, falder fru Anna Frederiksen ind. Hun er beskæftiget i køkkenet sammen med husbestyrerinden, Else Jensen. Karlfolkene skal ha’ en tår kaffe og en bid brød, og det skal gå lidt villigt, hvis de ikke skal savne mig derhjemme – middagsmaden venter.
Den skal du ikke tænke på forsikrer Ertmann. Vi skal ha’ bøf og citronfromage, og der er rigeligt til os alle.
Ertmann Jensen indrømmer, at den frivillige arbejdskraft har taget en byrde fra hans skuldre. Det er dyrt med fremmed hjælp, og når det så kan ordnes på denne måde, hvor man selv kan gøre en smule gengæld…
Vent du bare, siger humørmanden Gunnar Vingaard og langer ud efter en kage, som Anna Frederiksen rækker frem.
Samtalen foregår i en pause under arbejdet. Man har lagt sig pa toften og overladt hestene til drengenes omsorg.
Så hæver Gunnar Vingaard sin kop: Skal vi ikke skåle på er god høst med bedre priser. Han får et lunt glimt i øjnene og nikker i retning af os, inden han fortsætter. Og lad os så håbe, byboerne bliver i stand til at betale.