En telefonsamtale

21.01.2021 Svend Thuesen Christensen søn af Vrensteds gamle cykelhandler og autoværksted Chr. Christensen, midt i Vrensted by, fortæller denne lille anekdote:

En telefonsamtale som går på Bager Bedholm Familien, som var rigtigt flinke, og det var altid sjovt at komme ind til Peter og Lassen efter morgenbrød, efter “midnatsbal” i forsamlingshuset. De var altid parate til en snak.

Her kommer en lille anekdote om min fars første møde med “Søster”, som var den gamle bagers datter.

3 ugifte søskende overtog bageriet og forretningen efter faderen.

Før min far flyttede til Vrensted, omkring 1951, havde han allerede stiftet bekendtskab med ”Søster” Margrethe Bedholm. Far skulle ringe til sin søster i Grindsted.

Det var jo da man stadigvæk skulle omstilles via telefondamen på centralen.

Han bestilte samtale til Grindsted 27, men telefondamen hørte det som Vrensted 27.

Far fik sin søster i røret, troede han, men kunne godt høre at stemmen var forkert, så han sagde hvem han var, og spurgte om det var ”søster”, og søster (Bedholm) svarede selvfølgelig Ja!

Far kunne ikke forstå det, så han spurgte igen:

Jamen er det Margrethe? Ja svarede Margrethe (Bedholm) selvfølgelig, og far var noget forvirret.

De fandt dog ud af, at han havde fat i den forkerte Margrethe.

Skæbnen ville jo, at han senere kom til at bo i Vrensted, og selvfølgelig kom til at kende familien Bedholm rigtigt godt.

De to genboere, som begge havde et stift ben

20.07.2020 Jens Otto Madsen

Husker nogen Maler Poul og frisør Simoni som boede næsten overfor hinanden ikke langt fra Trehjørnet i Vrensted.

Her er der en “bette” historie eller hændelse omkring de lidt specielle personer.

Et særkende ved Maler Poul var, at han var stivbenet, hvordan det er sket ved en ulykke eller andet ved jeg ikke, men frem kom han uden besvær.

Lidt sjovt så det da ud, når han skulle op på stigen, og hvordan han fik svinget benet over, øverst på wienerstigen, så han kunne arbejde i højden, hvis nødvendigt.

Pudsigt nok havde hans genbo frisør Simoni også et stift ben, så når Poul med den brune alpehue på hovedet og Simoni i sin lange hvide kittel, kom enten gående eller cyklende, så det sjovt og mærkeligt ud.

Det var noget vi børn dengang grinede af. Det var ikke pænt.

På cyklen var den ene pedal slået fra således at de kun trådte rundt med cyklens ene pedal.

Frisør Simoni Sørensen (Søren Simoni Sørensen) havde før han fik stift ben, været møllersvend på Vrensted Mølle på Vingevej.

Der fortælles at en 100kg tung mel sæk skullet være faldet ned over Simonis ben og det afstedkom det stive ben. Han måtte derfor skifte arbejde og blev herrefrisør og hustruen Magda var damefrisør i deres fælles salon,

Simonis cykel havde pedalstangen, som det stive ben trådte på delt i to, således at den kunne trædes ved en bevægelse i fodleddet.

Poul var en meget lun fyr. En af hans yndlingshistorier var om hans bror. Han skulle gå et ærinde til apoteksudsalget for deres mor. Han skulle købe Acetylsalicylsyre.

Da det jo var et svært ord for en ung dreng at udtale, skulle han gentage det for sin mor, og det skete ad flere omgange. Hver gang svarede han: ”Tyl salisyl syre”.

Til sidst sagde moderen at det hedder: ”A ce tyl salisyl syre”, hvorpå drengen svarede:

Jamen mor, ”a sajer osse” : ”Tyl Salisyl Syre”

Skoleudflugter m.m.

Helle Kragh Nielsen:

Johanne Vestergaard var min klasselærer gennem alle årene på Vrensted Skole (1968 – 1975). Hun var et meget fint menneske og en rigtig god lærer. Jeg havde hende til flere fag – bl.a. dansk, håndarbejde og husgerning. Vi var på mange dagsture, da jeg gik i skole – bl.a. Skagen, Hammer Bakker, Bangsbo Museum, Fyrklit m.m. Desuden var vi årligt på lejrskole i Lyngby samt i Sønderjylland i 6. klasse og på Bornholm i 7. klasse. Jeg nød altid at være afsted med Fru Vestergaard, som vi kaldte hende. Hun har, ifølge min far, også været hans klasselærer. Helle Kragh Nielsen: – Lærer Krogh – havde jeg også til forskellige fag, bl.a. matematik, historie og geografi. Han var fagligt dygtig inden for sine fag, og en fantastisk god fortæller. Det bedste vi vidste var at “narre” ham til at fortælle om 2. Verdenskrig, for så var der nærmest garanti for, at vi ikke fik bøgerne frem i den time. Men set i bakspejlet lærte vi meget ved at lytte til hans fortællinger.

En lussing

Journalist Poul Christoffersen:

Joh – Johanne Vestergaard glemmer jeg aldrig. Vi havde hende blandt andet i bibelhistorie i 2. kl. i den gamle byskole. Min sidekammerat og jeg sad på bageste række, og han syntes det var sjovt at få mig til at grine i hendes timer. En dag fik hun nok af uroen på bageste række. Fru Vestergaard fór ned til bageste række og smak mig en på siden af hovedet med sin salmebog. Bagefter blev jeg flyttet til en anden plads. Jeg havde hende også i dansk.

Tilrettevisningen var sikkert fortjent, men metoderne var jo noget grovere dengang.

Historien om tvillingerne Tage og Kaj:

Orla Jensen m.fl. fortæller:

Husker nogen de to – TosseKaj og TosseTage. –

Tage og Kaj er født i Ingstrup 1931 og sønner af Niels Trudslev og Marie (min mormors søster) er jeg næsten sikker på.

De var vist nok fra Frederikshavnkanten, i hvert fald havde de tjent på Knivholt. Jeg stiftede bekendtskab med den ene af dem, han var fodermester i Sundsted.

Jeg var midlertidig prøveudtager for kontrolassistenten Arne i 1966-67. Jeg tog prøver af mælken på bl.a. Sundsted og TosseKaj eller -Tage malkede på livet løs, alt imens han spillede på mundharpe:”de giver så meget mælk, når de hører musik!”

Ja det tør siges, han glemte fuldstændig koen og efter en tid begyndte “mælken” at blive rød.

Det var simpelthen blod, fordi der ikke var mere mælk!

Brødrene optrådte også til asfaltbal i Løkken.

En af dem der spillede jo jo og var fanatisk god til det.

De var tvillinger og kom til bal. De var godmodige

Tvillinger ja – og de havde delt intelligensen.

Absolut godmodige og omgængelige, glade og venlige. Den ene tjente hos Kren Alfred på Østerhede, de kunne vende om på ord, han sagde ”Kren hund Alfred”, i stedet for “Kren Alfreds hund”. Der fortælles at den ene af tvillingerne en dag fik til opgave at køre alje ud ved Kren Alfred. Han startede om morgenen med opgaven, og da det blev frokost, spurgte Kren Alfred, hvordan det gik, og fik svaret, at det gik godt. Til aften spurgte Kren Alfred igen hvordan det gik, og fik svaret at nu gik det knap så godt. Kren Alfred spurgte igen hvad han mente med det.

”Svaret var, at det var fordi, at han havde kørt i det samme spor på marken, og derved blev jorden fedtet”.

De havde altid med at vende ordene, når de skulle fortælle noget. For eksempel sagde de altid til vognmanden, når han skulle hente grise til svineslagteriet, at han skulle tage

“de streger med grise på.”

De var gode til at spille på mundharmonika, og det var en fast tradition at de spillede nede på Strandpavillonen i Løkken. En aften efter at de havde spillet, fik de så mange klapsalver, at de blev helt febrilske. En glasvase som de fik som en erkendtlighed, tabte den ene af tvillingerne, så der blev ingen minder fra den sommer.

Hjem fra skolen i middagspausen

Af Helle Kragh Nielsen

Da jeg var barn og ung, var der flere rækker træer, bl.a. blommetræer med de lækreste sveskeblommer, mod vejen nedenfor præstegården. Da der ikke var gadelygter på dén strækning, og derfor meget mørkt om aftenen, løb jeg altid alt, hvad jeg kunne, når jeg var på gåben. På skoledage skulle vi hjem og spise i middagspausen, og det var en evig udfordring at forsøge at slå sin egen løbetid. Jeg elskede at løbe den tur, og trods mit fokus på at løbe hurtigt, opfangede jeg indtryk undervejs. Arealet over for præstegården lejede min far i en årrække. Det var før jægerhuset blev bygget. På det stykke jord dyrkede han som regel grønsager. På det andet stykke jord – engområdet – græssede vores køer og kvier. Og engang – i en regnfuld periode – padlede mine søskende og jeg, samt en flok andre børn, rundt i hhv. zinkbaljer og et omvendt tag af en VW (lang model), som, så vidt jeg husker, var nogle legekammeraters far, som havde doneret.

Fra Vrensted Østre Skole

16.12.2019 Tove Andersen skriver:

Der er mange minder fra de 7 år hos Brøchner Hansen. Der skulle være ro i klassen, man skulle ikke sige noget hvis man ikke blev spurgt. En ting jeg synes om var, at vi sang meget, i salme og sang bøger, det er noget jeg tror de glemmer i dag. Hansen læste meget historie, jeg husker Klit Peter en bog fra krigen, da kunne der komme nogle tårer fra ham, som var så hård, ellers.

Os fra Kongsengene havde kun en cykelsti til skolen, men om vinteren når der var sne kom Madsen, Kirstens Madsen Libak`s far, med hesteslæden, så kom vi alle med.

Fra Vrensted Østre Skole

16.02.2019 Orla Jensen skriver:

Der sad vi drenge til venstre og pigerne til højre. De dygtigste øverst! Brøchner Hansen gav mig min første lussing i skolen. Han var på vej ind til sin formiddagskaffe og satte os til at “skrive ind” med blæk. Jeg rakte hånden op og sagde, at der ikke var mere blæk i mit blækhus. Han tog blækhuset op af hullet i pulten og hældte det så meget, at der løb et par dråber ned i det ene hjørne: “det passer ikke”, sagde han! “Det passer” sagde jeg! Bang så faldt højrehånden! Min mor gjorde rent på skolen, jeg tror hun tog ham “i skole”, da hun kom derhen om eftermiddagen. Han var en rigtig led karl.

Han slog engang deres adoptivsøn med en stump vandslange – det var en stærk oplevelse for vi andre at se på!

Lidt om området omkring mit hjem Den gamle Byskole.

Jens Otto Madsen:

Den gamle Vrensted Byskole hvor lærer Pallesen boede.

Mellem den og Kirkegårds diget gik der en grusvej ned til kirkedammen.

I dag er der en fin flise belagt sti.

Neden for Pallesens have, havde Bager Bedholm en stor have med bl.a. frugttræer.

Derefter kom en grund med et lille hvidkalket hus, hvor Niels og Betty og de to børn Anni og Arne, boede. Arne blev senere Kæmner i Løkken. I enden af huset mod syd havde Niels (kaldet Bette Niels) et lille cykelværksted hvor vi fik vores cykler lavet, punktering/lapning smøring, kæder m.m.

Derefter kom det flotte rødstenshus lige foran Kirkedammen, hvor der havde været Tårnurfabrik, den kendte fabrikant Chr. Ørnholm som lavede bl.a. banegårdsure. Senere blev huset købt af Valdemar Rom, som boede der sammen med sin lidt retarderede søn Evald. Der var en stor og lille lejlighed mod vest, I den lille lejlighed boede der en dame ved navn Rikke sammen med sin datter. Når vi skulle til læge, skomageren, cykelsmeden eller den søndre købmand og tømrer Marius Ejersted, gik vi altid den vej.

Det var dengang før 1959, jeg, mine søskende og mor og far boede i Vrensted Byskole.

Doktoren:  Doktor Sørensens hus med venteværelset i gavl til højre. Ikke fordi jeg ofte kom til doktoren, som vi sagde dengang. Jeg husker at i vinduet mod nord var der venteværelse og der var tit parkeret en del cykler udenfor, folk som var kommet cyklende til Doktoren. Doktor Sørensen eller hans kone Gitte, kom så ud efter patienten hvorefter de kom så med ind  i klinikken.

Den havde til huse i det store stue med karnap. Her havde doktor Sørensen sit skrivebord og diverse remedier.

Bl.a. en stor vægt, tavle med tal og bogstaver og et stort glasskab hvor der selvfølgelig måtte være noget han kunne få brug for.

Ind imellem måtte han tage på sygebesøg, mens folk ventede, hvis det var akut, men sådan var det dengang. Men det var normalt mest om eftermiddagen han kom på sygebesøg. I dag skal vi jo næsten alle uanset hvor syge vi kan være, enten komme på lægehuset eller til akutlægen som ofte bor langt væk.

Blot en lille erindring.

Juletræer til jul

02.02.2019 Ole Nielsen, Brønderslev

– tidligere Bådstedhede fortæller:

Jeg kom i præstegården før jul og spurgte pænt pastor Mikkelsen om jeg måtte hente to juletræer i ”præstis skov.” (Præstens skov) Ja sagde han, men hvorfor to. Jow, det ene var hjem til og det andet var til min søster Rigmor, der var gang pige på Brønderslev Sygehus.

Ja, sagde Mikkelsen, det må du gerne.

Hjem med to juletræer.

Det ene slæbte jeg tilbage til byen, op i rutebilen og til Brønderslev.

Ved Rigmor fik vi kaffe af kokopperne, hvoraf jeg har en endnu.

En fortælling hvor pastor Mikkelsen er involveret.

Af Ole Nielsen, Bådstedhede

Der var bal i ungdomsforeningen i det tidlige forår. Mikkelsen kom hen til mig og sagde “Ole”, vi skal have forårsfest i VGU på Vendelbohus, kunne du ikke tænke dig at komme derop og spille Fy og Bi sammen Frans (wonni frans fra Thise) Jo sagde jeg, hvis Frans vil. Jeg har spurt Frans og han vil godt. Ved i så hvad han gjorde den gode Mikkelsen. Han gik hen til Frans og afleverede den samme lektie. Jeg kan fortælle, at det blev en stor succes.

Frans og mig fik arrangementer rundt i omegnen, men vi tog ikke penge for det

STORM P. siger:

Der er nu noget ved livet, som man ikke finder andre steder.

De to mænd og præstens prædiken:

20.01.2019 En lille historie fra Vrensted:

Hvad var det egentlig præsten prædikede om?

Et par af Vrensteds ældre mænd var tit til gudstjeneste i Vrensted kirke, men det var ikke altid, de var lige ”årvågne”. Efter en prædiken, hvor de også havde fået en lille lur ind imellem, så si´r den ene, da de er på vej hjem: ”Skal de til at bygge om i kirken”? – ”Nej, – hvorfor tror du da det”? ”

Jo, jeg syntes præsten talte om nogle bjælker!”.

”Nå,” sagde den anden, ”jeg synes bare, han snakkede om, at han havde fået noget i øjet”!

Præstens prædiken havde udgangspunkt i:

”NOK SER DU SPLINTEN I DIN NÆSTES ØJE, MEN EJ BJÆLKEN I DIT EGET”!

Vrensted Byskole 1950

17.01.2019:

Følgende er en lille anekdote fra skoletiden i Vrensted Byskole, skrevet i 2014 som en del af et indlæg “Erindringer fra Min Barndom” af fhv. skoleinspektør Ole Stevns, Brønderslev, født i Vrensted Præstegård:

Jeg begyndte i Vrensted Byskole hos lærerinde Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder. Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker for eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læsebog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan – og så blev siden sat sammen igen!

Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af.

Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retsstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt af undervisningen hos lærer Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.”

Vrensted Telefoncentral

14.12.2018

Min far Børge Hyldgaard har ofte fortalt en lille anekdote om telefoncentralen, hvor min farfars søster, Stinne, arbejdede.

Når min farfar, Anker E. Nielsen, snakkede med sin bror, Reinholdt, i telefonen, blev der snakket om lidt af hvert. En gang imellem stoppede de dog op i samtalen og sagde “Nej, vi må heller la være, for Stinne løtter båre” –  (lytter bare), hvortil Stinne svarede “Nej, det jør a end” (nej det gør jeg ikke)

Da min navnebror Ole fra Bådstedhede gemte sig i tørvekassenOle

Fortalt af Ole Nielsen, fra Vrensted by, 18.09.2018 

En erindring fra dengang vi gik i en af de små klasser i den gamle Vrensted Byskole et af de sidste år, inden vi startede i den nye skole i 1959.

Ole fra Bådstedhede havde gemt sig i tørvekassen, fordi han ville lave sjov med lærer Madsen. Da timen begyndte, stod vi alle ret ved bordene, og vi kiggede alle spændte op mod tørvekassen.

Lærer Madsen bad alle om at sætte sig og vi fik besked på at tage vores bøger frem, hvorefter lærer Madsen satte sig hen på tørvekassen. Der gik kun kort tid før Ole nede fra tørvekassen råbte, hjælp hjælp ”a ka end få luft”.

Lærer Madsen rejste sig fra tørvekassen og Ole dukkede op fra mørket. Og vi grinede alle sammen

En ægte vendelbo med stor lune

Jens Jørgen Vittrup fortæller den 11.09.2018:

Elektriker Harald Landbo var en ægte vendelbo med stor lune.

Han var som elektriker kommet til en af egnens større gårde og skulle reparere en lampe i loftet i den fine stue.

Landbo trak derfor en spisestuestol ud fra bordet og ville stå op på denne, fruen i huset så på Landbos måske ikke helt rene sko, og spurgte, om hun ikke lige skulle finde en avis han kunne stå på, hvortil Landbo tørt svarede: “nej, det er int nødvendig a ka nok noe”, (Jeg kan nok nå)

Julekort omfordeles med posten

Orla Jensen fortæller: 02.09.2018 

Min far hed Harald Jensen, men der var også en anden person som ligeledes hed  Harald Jensen

Til jul, når vores familie sendte julekort til os, skrev de bare

Harald Jensen, Vrensted.

Posten Svend læste så bare hvem kortet var fra – så vidste han hvilken af de 2 Harald’er kortet var til!

En bil på Bådstedhede

Ole Nielsen fortæller: 02.09.2018 

Engang først i 1950erne kom en bil kørende over Bådstedhede – det var et sjældent syn – den stoppede ud for lille mig og spurgte  ”Ved du hvor Niels Chr. Jensen bor” jeg svarede der bor ingen her af det navn.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg “måtter” (mor) om den fine mand der havde spurgt om om vej.

Måtter svarede ”dej dom hvalp” (din dumme hvalp), det er da Niels Hansen.

Øgenavne var meget udbredt i Vendsyssel.

Orla Jensen fortæller: 02.09.2018 

Jeg husker også “Dytski”.

Min far blev engang stoppet af en bilist, som spurgte om vej til Andreas Eriksen! “Det er der ingen i Vrensted der hedder”, svarede min far og kørte videre. Men naboen sagde så til min far at det da var “Dytski”.

Navnet kom sig af, at Andreas Eriksen sad i stuen og makkede med sin motorcykel(!) Da naboen kom ind og spurgte hvad der var galt med den, sagde Andreas: ”Den vil hverken dyt eller ski”

Fest og brug af kogekone og serveringspersonale:

Fortalt af Kirsten Andersen (Jægerum) 29.08.2018

Når der var fest i Vrensted, var Marie Frandsen det naturlige valg til at lave maden, der var tit over 100 mennesker samlet når der var runde fødselsdag, bryllup, sølvbryllup m.m. Serveringspersonalet var børn af de af vores forældre som var inviteret med. Lønnen for en hel aftens slid var tit et par nylonstrømper, et lommetørklæde eller lignende. Men vi havde det sjovt.

Jeg tror billedet stammer fra en fest hos Madsen og Karen på Libak.

Kogekone og serveringspersonale til en fest, mange gange i hjemmet

Vedr. uddeleren i Vrensted Brugsforening:

Fortalt af Orla Jensen, fra Vrensted Fælled: 28.08.2018 

I Vrensted var der, da jeg var barn (er født i 1948), 4 købmænd og en brugsforening! Min far, som var arbejdsmand, handlede hos den ene af købmændene.

Omegnens landmænd og vel også en del af de bedre stillede håndværkere handlede i Brugsen.

En dag havde min far vovet sig ind i Brugsen efter noget hønsefoder. Foran ham blev en gårdmand ekspederet. Denne ekspedition sluttede med, at gårdmanden blev tilbudt en cigar.

Brugsuddeleren lagde derefter cigarkassen tilbage under disken, men kiggede så på min far og spurgte: ”du vil måske også have en?” “Ja tak”, sagde min far.

Uddeleren rakte atter ind under disken, men denne gang var det en æske med cerutter han rakte frem! “Nej tak” sagde min far og forlod butikken uden hønsefoder!

Han kom der aldrig mere!

Vedr. Bager Bedholm – De havde en landtur en gang om ugen.

Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018

Flere gange om ugen kørte sønnen bager Peter Bedholm  – landtur  hos de forskellige ejendomme, med en gul lukket vogn forspændt en hest for at sælge rugbrød, franskbrød og kage. På bukken ved siden af Peter sad deres hund – en sort puddel. Peter kom til mine forældre, sikkert de sidste på ruten, de købte som regel, brød fra dagen før, da det var til halv pris!

Peter var meget snakkesalig og det hændte, at han snakkede så længe at hesten gik hjem!

Det var trods alt en strækning på ca. en km.!

“Nå”, sagde Peter: ”nu ska a nok hjem”

En pige skulle følges hjem fra bal

Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018

Efter et ladebal mellem Børglum og Vrensted, fulgte en ung mand en pige hjem. De fulgtes ad på cykel og da de nåede Munkbro sagde den unge mand:

”Skal vi ikke lægge os i grøften?” “Det går ikke”, sagde pigen:

” jeg har mine sager”. “Skidt med det”, sagde den unge mand, “Dem kan du smide op på bagagebæreren!”

Vedr. bager Bedholm:

Fortalt af Anette Eriksen (Pedersen) den 29.08.2018 

Jeg vil aldrig glemme de mennesker, de var fantastisk hyggelige på alle måder.

Jeg arbejdede i butikken efter skoletid og i weekenderne.

Vi ku spise alt det kage vi ville og blev selvfølgelig ingenting til af det.!!!

Jeg var også en god del inde hos deres far, som jo kun havde et ben, også en utrolig venlig person — imod mig i hvert fald.

Han elskede når vi læste aviser og bøger for ham.

Dejlige minder.

Hjemtransport om natten med kæreste:

Fortalt af Jens Otto Madsen: 29.08.2018

Omkring år 1965 skulle jeg køre min kæreste, som er min nuværende kone, hjem fra et bal i Vrensted forsamlingshus. På det tidspunkt havde jeg ikke bil, men dog kørekort. Det var ikke aftalt med mine forældre, at jeg skulle låne deres bil, det kunne af og til være lidt problematisk at låne den. Bilen en Opel Record, havde den finesse, at med nøglen isat, kunne man stille den i en position G og så tage den ud. Det havde jeg allerede gjort om eftermiddagen, i tilfælde af, at få brug for at “låne” den.

Det gik ikke værre eller bedre, end at det blev nødvendigt, idet kæresten Else Marie ville køres hjem til Taars til sit hjem.

Jeg fik bilen skubbet ud på vejen, hvor jeg fik den startet, men så at der manglede benzin. Hvad gør man så?

Man kører hen til cykelhandleren, som havde en benzintank.

Chr. Christensen og Gerda havde bygget et nyt parcelhus med autoværksted og benzintank og vedblev at blive kaldt cykelhandleren .

Cykelreparation fortsatte han dog med i en lang periode.

Nå, jeg fik vækket Christensen, som søvndrukken kom ud iført sin nat pyjamas, noget irriteret og gal over at blive vækket midt om natten, men vi fik benzin, som vi betalte med kontanter. Kæresten blev så kørt hjem til Ny Boller i Taars.

Hver eneste gang, jeg så siden mødte cykelhandler Christensen, sagde han altid til mig:

”Ka du hove Jens Otto, da du bånked mæ op, da do sku tjyre kærsten hjem”.

Det har vi begge grinet af mange gange siden da.