Herunder små anekdoter:
21.01.2021
Husker nogen Maler Poul som boede i det lille hus ved siden af vognmand Reinholdt Nielsen ikke langt fra Trehjørnet. Er der en “bette” historie eller hændelse omkring den lidt specielle ungkarl.
Jens Otto Madsen
Et særkende ved Maler Poul var at han var stivbenet, hvordan det er sket en ulykke eller andet ved jeg ikke, men frem kom han uden besvær, lidt sjovt så det da ud. Når han skulle op på stigen, fik han svinget benet over på wienerstigen, så han kunne arbejde i højden hvis nødvendigt. Pudsigt nok havde hans genbo frisør simoni også et stift ben, så når poul med den brune alpehue på hovedet og simoni i sin lange hvide kittel kom enten gående eller cyklende så det sjovt og mærkeligt ud. Det var noget vi børn dengang grinede af. Det var ikke pænt.
På cyklen var den ene pedal slået fra således at de kun trådte rundt med den ene pedal.
Mon nogen ligger inde med billeder af de to personer.
Frisør Simoni Sørensen (Søren Simoni Sørensen)havde før han fik stift ben, været møllesvend på Vrensted Mølle på Vingevej. Der fortælles at en 100kg tung melsæk skullet være faldet ned over Simonis ben og det afstedkom det stive ben. Han måtte derfor skifte afrbejde og blev herrefrisør og hustruen Magda var damefrisør i deres fælles salon, først på Stationsvej og senere i gaden to etagers ejen skråt over for Maler
Ole Dupont Jeg kan oplyse, at bilen er en Fiat 500 C Topolino Furgoncino fra 1949-1950
-
Jens Mørk Simonis cykel havde pedalstangen, som det stive ben trådte på delt i to,således at den kunde trædes ved en bevægelse i fodleddet.Svend Thuesen Christensen Poul var en meget lun fyr. En af hans yndlingshistorier var om hans bror. Han skulle gå et ærinde til apotekerudsalget for deres mor. Han skulle købe Acetylsalisylsyre. Da det jo var et svært ord for en ung dreng, skulle han gentage det for sin mor, og det skete ad flere omgange. Hver gang svarede han: ”Tyl salisyl syre”. Til sidst sagde moderen at det hedder: ”A ce tyl salisyl syre”, hvorpå drengen svarede: Jamen mor, a sajer osse : ”Tyl Salisyl Syre
11.07.2020
Lene Veiergang Prentow
Der er jeg født. Det var mit hjem de første 17,5 år. Mine forældre flyttede derfra i 1978.Peter H S Kristensen Jeg har mange gange besøgt familien på denne adresse, min faster og onkel.Lene Veiergang PrentowJa det var altid hyggeligt når i kom på besøg. Det billede har godt nok også sat gang i barndoms minder.Lene Veiergang PrentowDet lille hus. Hønsehuset, som far og mor boede i, indtil de fik bygge stuehuset, der legede jeg meget på taget sammen med Bodil Pallesen. Jeg havde et hemmeligt rum ved skorsten. Der kunne jeg løfte en plade, og så gemme hemmeligheder der under taget. 😅Lene Veiergang PrentowJohannes, min far, kørte mælk til mejeriet hver morgen. Jeg tror faktisk jeg kan huske det meste af ruten endnu. Jeg var tit med (så var jeg jo passet imens mor fik ordnet det der hjemme) og som jeg husker ruten, så var det Kristian Gade, Oskar Nielsen, Alfred Helledie, Vestergård og så over til Harald Mørk og Viggo Kragh, tilbage gennem byen og ned til Justesen og Koldkjær. Der var en mere efter Justesen, men jeg husker ikke navnet, men det var en meget sød dame, som ofte havde en lille ting til mig. Jeg fik engang en rigtig fin trøje af hende og det har da gjort stort indtryk, for jeg husker stadig hvordan den så ud. 😊Over på mejeriet var der også altid spændende at se hvad de lavede.Lene Veiergang Prentow Inden vi fik vand fra vandværket, fik vi hver dag vand fra Vestergård. Vi havde en ekstra stor mælkejunge (som kun blev brugt til vand) med hver dag på mælkeruten og så blev den på hjemvejen fyldt med frisk vand ved Vestergård. Den blev så sat ind i bryggeset til madlavning, vask m.m. Der var en brønd ude i gården, men det vand måtte vi ikke drikke. Sikke et slæbearbejde for min far, og min mor var meget god til at få vandet til at række.
Lene Veirgang Prentow fortsætter: I går da jeg så et billede af mit gamle barndomshjem på Ingstrupvej i Vrensted, væltede minderne op. Jeg begyndte at drømme om det og det er nogen gange lidt hård, for jeg mistede min ældste bror Bendt da jeg gik i 6. kl., min anden bror, Niels, døde af kræft da jeg gik i 8. kl., og min søster Aslaug døde da jeg gik i 10. kl.
Den gang fik man ikke hjælp til at bearbejde sorg. Det var nemmest at være “usynlig” og ikke gøre far og mor kede af det (mere kede af det).
Der er mange ting som jeg har fortrængt, men når så billeder og indlæg på Goe gamle Vrensted dukker op, så vække det noget i mig, så vælter det op igen.
Men jeg har heldigvis også rigtig mange gode minder fra Vrensted, for jeg havde en god barndom.
11.07.2020
Herunder Marie og Alfred Helledie‘s ejendom ned på “Tjaret “ på Ingstrupvej 20
Mit bedste legested var ved naboejendommen hos Inga og Oskar Nielsen. Der var hjerterum trods små kår. Havde nogle utrolige dejlige barndoms oplevelser med Kurt, Jørgen og Carsten. De lege og oplevelser jeg havde på Tjaret, har givet mig livserfaring og indsigt,som jeg stadig nyder godt af.
Det var mine oldeforældres hjem.
Marie var altid arbejdsom og meget hjælpsom.
11.07.2020
Marie Helledie var mors moster.🙂Claus Søndergaard Nej ikke banen,men en markvej der førte ud i tjaren. Et par hundrede meter ude havde Oskar en ager med græs og korn/roer. Området vest for ejendommen var kalvhegnet.Jens Mørk Vejen foran huset gik ud til markerne, som tilhørte forskellige gårde i byen. Vi havde bl.a. En mark på fem Tønder land, og derefter kom der nogle store marker som tilhørte Harald Hansen, hvis gård lå på Vingevej. Disse marker blev solgt til Kristian Gade. Han byggede en ejendom, som sandsynligvis ligger der endnu. Langs med vejen gik Dålgråben , som startede oppe mellem Helledi og Søndermarken og løb ud i Kældergråben og fortsatte ud i Ingstrup sø. Over forSvennings ejendom havde Ejlert Liflan Kjær marker, der strakte sig 3 – 400m. ud.
Den anden vej endte ude i det, der blev kaldt Sibirien. Der havde flere gårde nogle store marker bl.a. Harald Møller og Vestergård.Thomas PallesenMarkvejen løber videre mod Løkken og løber på et tidspunkt sammen med den gamle banestrækning. I min barndom hed det Spritruten.Lene Veiergang Prentow
Når man kom et stykke forbi Oskar og Ingas hus og ud af markvejen, skulle vi svinge til venstre (mod vest) og så et stykke ned af en markvej. Der havde min storebror, Niels Weiergang, en lille skov. Jeg har tit tænkt på, hvordan og hvorfor han var kommet i besiddelse af den skov – og det var ikke fordi han var jæger.Nå, men han havde altså den skov og vi havde en faster og onkel der havde et sommerhus i Løkken, jeg tror det var i Munkens Klit. Af en grund jeg ikke husker, skulle det sommerhus flyttes eller rives ned. Så fik de den ide, at det kunne flyttes ud i Niels’s skov, og det blev en opgave for vognmanden Leif Kristensen som var min fætter og han flyttet jo rundt med badehusene i Løkken, så mon ikke også lige han kunne flytte et sommerhus.
Det kunne han. Masser af brun sæbe og huset kom op på lader af lastbilen. Det var så temmeligt bredt, ja alt for bredt til at kunne fragtes i den almindelig trafik, men i nattens mulm og mørk fik de listet huset, i hel stand fra Løkken til Vrensted og så ned i Kæret forbi Alfred og Marie, videre forbi Oskar og Inga og ud af den smalle markvej og ned i Niels’s skov.
Huset kom i hel stand ind i skoven og vi tilbragte mange gode stunder over i skoven, for nu var der jo et lille køkken, stue og sovepladser. Der var en lille jordkælder, men vand måtte vi selv medbringe, ligesom toiletbesøg foregik ude i den fri natur.
Det sidste jeg husker derfra, var at jeg og min kæreste (som nu er min mand) i sommeren 1976 holdt læseferie i sommerhuset da vi læste til handelseksamen.
Eksamen blev bestået og jeg fik læreplads i Vrå og flyttede den sommer fra Vrensted.
Gad vide om nogen ved hvad der siden er sket med huset og skoven.Thomas Pallesen Så fik vi det opklaret! Jeg har altid undret mig over, hvorfor det sommerhus lå gemt inde i skoven.
20.05.2020
Kommentarer til Rally Hoop:
-
Birgit Svenningsen Anne Ørnholm byggede Ørnholmsminde i 1936 efter at hendes mand Chresten Ørnholm døde. Hun var alene i Ca 35 år. Derefter giftede hun sig med hotelkarl Harry Jørgensen. De nåede at være gift i 1 1/2 md så døde Anna.Harry blev kaldt vagabondernes bedstefar.
Efter hans død arvede hans søn huset. Min bror Bjarne Svenningsen købte huset i 1997 og moderniserede hele huset. Jeg købte det af ham i 1998 og boede i det indtil 2006. Der blev det solgt til Inge Marie Jensen.Der boede Rally hoop. Der var gode æbler inde i haven-
Thomas Pallesen Og hvorfor blev Harry Jørgensen egentlig kaldt Rally Hop? Er der nogen, der kan huske det? Jeg kender kun en historie fra omkring 1970, og den er sikkert ikke rigtig. Thomas Pallesen, Christian Mogensen Hvem vil så fortælle hvad de har Thomas Pallesen OK, den historie jeg har hørt, lyder sådan her: Omkring 1970, muligvis ikke så længe efter Anne Ørnholm var død, fik Harry Jørgensen leveret et læs ral, som lå på fortorvet foran Ørnholmsminde. En flok børn legede i dyngen, og Harry Jørgensen kom ud og råbte: “I må ikke hoppe i mit ral”. Og så begyndte børnene at råbe: “Hop i ral, hop i ral!” Som hurtigt derefter blev til “Ral i hop, ral i hop!” At Vrensted-ungerne skulle være så sprogligt opfindsomme, virker godt nok lidt usandsynligt, men historien er helt tilbage fra start 70’erne.Jeg kender ikke historien, men har kun kendt ham som Rally hopThomas Pallesen tak for et fint svar jeg har tit undret mig når min llillebror Karsten nævnte det kaldenavn om Harry Jørgensen – jeg var jo på det tidspunkt fraflyttet storbyen Vrensted
-
Denne lille notits gav anledning til følgende kommentarer om lærer Johanne Vestergaard og Søren Krogh, Vrensted Skole
-
Kragh Nielsen Johanne Vestergaard var min klasselærer gennem alle årene på Vrensted Skole (1968 – 1975). Hun var et meget fint menneske og en rigtig god lærer. Jeg havde hende til flere fag – bl.a. dansk, håndarbejde og husgerning. Vi var på mange dagsture, da jeg gik i skole – bl.a. Skagen, Hammer Bakker, Bangsbo Museum, Fyrklit m.m. Desuden var vi årligt på lejrskole i Lyngby samt i Sønderjylland i 6. klasse og på Bornholm i 7. klasse. Jeg nød altid at være afsted med Fru Vestergaard, som vi kaldte hende. Hun har, ifølge min far, også været hans klasselærer.Helle Kragh Nielsen Søren Krogh – Lærer Krogh – havde jeg også til forskellige fag, bl.a. matematik, historie og geografi. Han var fagligt dygtig inden for sine fag, og en fantastisk god fortæller. Det bedste vi vidste var at “narre” ham til at fortælle om 2. Verdenskrig, for så var der nærmest garanti for, at vi ikke fik bøgerne frem i den time. Men set i bakspejlet lærte vi meget ved at lytte til hans fortællinger.
-
Poul Christoffersen Joh – Johanne Vestergaard glemmer jeg aldrig. Vi havde hende blandt andet i bibelshistorie i 2. kl. i den gamle byskole. Min sidekammerat og jeg sad på bageste række, og han syntes det var sjovt at få mig til at grine i hendes timer. En dag fik hun nok af uroen på bageste række. Fru Vestergaard fór ned til bageste række og smak mig en på siden af hovedet med sin salmebog. Bagefter blev jeg flyttet til en anden plads. Jeg havde hende også i dansk.
-
Tilrettevisningen var sikkert fortjent, men metoderne var jo noget grovere dengang.
Historien om tvillingerne Tage og Kaj:
Når vi snakker tosser– husker nogen de to – tossekaj og tossetage. De var vistnok fra Frederikshavnkanten, ihvertfald havde de tjent på Knivholt. Jeg stiftede bekendtskab med den ene af dem, han var fodermester i Sundsted. Jeg var midlertidig prøveudtager for kontrolassistenten Arne i 1966-67. Jeg tog prøver af mælken på bl. a. Sundsted og tossekaj eller -Tage malkede på livet løs, alt imens han spillede på mundharpe:” de giver så meget mælk, når de hører musik!” Ja det tør siges, han glemte fuldstændig koen og efter en tid begyndte “mælken” at blive rød. Det var simpelthen blod, fordi der ikke var mere mælk! Brødrene optrådte også til asfaltbal i Løkken. Tvillinger ja – og de havde delt intelligensen☺️. Absolut godmodige og omgængelige, glade og venlige.-
Tove Andersen Kirsten Jensen De var fra Ingstrup,den ene tjente hos Kren Alfred på Østerhede,de kunne vende om på ord,han sagde” Kren hund Alfred”, i stedet for “Kren Alfreds hund”.Hanne-Grethe Kjær Der fortælles at den ene af tvillingerne en dag fik til opgave at køre alje ud ved Kren Alfred. Han startede om morgenen med opgaven, og da det blev frokost spurgte Kren Alfred, hvordan det gik, og fik svaret, at det gik godt. Til aften spurgte Kren Alfred igen hvordan det gik, og fik svaret at nu gik det knap så godt. Kren Alfred spurgte igen hvad han mente med det. Svaret var, at det var fordi, at han havde kørt i det samme spor på marken, og derved blev jorden fedtet.Hanne-Grethe Kjær De havde altid med at vende ordene, når de skulle fortælle noget. Foreksempel sagde de altid til vognmanden, når han skulle hente grise til svineslagteriet, at han skulle tage “de streger med grise på.” De var gode til at spille på mundharmonika, og det var en fast tradition at de spillede nede på Strandpavlionen i Løkken. En aften efter at de havde spillet, fik de så mange klapsalver, at de blev helt febrilske. En glasvase som de fik som en erkendtlighed tabte den ene af tvillingerne, så der blev ingen minder fra den somme.
Jeg er født og opvokset i Vrensted, nærmere bestem på Oluf Jensensvej. Jeg voksede op sammen med mine 3 brødre, og husker min barndom som tryk og uden de store bekymringer. Jeg gik på Vrensted Skole til 7. klasse, og derefter i Løkken. Fra 10 års alderen bestod nærmest hele min fritid af heste. Der er blevet tilbragt utalling timer hos familien Justensen, som drev Vrensted rideklub og også hos Helle, som jeg var så heldig at få lov til at låne pony af i en del år. Jeg havde gode veninder og venner, hvoraf jeg stadig ser en del, på trods af, at jeg er flyttet et godt stykke væk. Så alt i alt har en masse gode minder fra Vrensted, og mine forældre bor stadig i byen, så kommer der stadig 👍
Jeg vedlægger billeder fra min konfirmation i 1993 og den pony der gav mig mange gode ture og mange rosetter 🐴 Prins Monty 🐴
Når du kommer fra Bådstedhede og kommer til Vrensted møder du på højre side af vejen den flotte Vrensted Præstegård og på venstre side Jægerhuset og kører du blot 200 m længere frem, kommer man til
Kirkedammen beliggende ved villa “Holmén”, Sct. Thøgers kilde, kirken og den gamle skole.
Noget af det skønneste billede ,man kan få af en landsby.
Helle Kragh Nielsen Den rute er jeg hhv. gået, løbet, cyklet og kørt mange gange, da jeg er opvokset i det gule hus/landbrug før præstegården. Og det er, som Jens Otto Madsen skriver, en skøn strækning. Da jeg var barn og ung, var der flere rækker træer, bl.a. blommetræer med de lækreste sveskeblommer, mod vejen nedenfor præstegården. Da der ikke var gadelygter på dén strækning, og derfor meget mørkt om aftenen, løb jeg altid alt, hvad jeg kunne, når jeg var på gåben. På skoledage skulle vi hjem og spise i middagspausen, og det var en evig udfordring at forsøge at slå sin egen løbetid. Jeg elskede at løbe den tur, og trods mit fokus på at løbe hurtigt, opfangede jeg indtryk undervejs. Arealet over for præstegården lejede min far i en årrække. Det var før jægerhuset blev bygget. På det stykke jord dyrkede han som regel grønsager, På det andet stykke jord – engområdet – græssede vores køer og kvier. Og engang – i en regnfuld periode – padlede mine søskende og jeg, samt en flok andre børn, rundt i hhv. zinkbaljer og et omvendt tag af en VW (lang model), som, så vidt jeg husker, Gitte og Ole Westergaards far havde doneret.
Helle Kragh Nielsen Jens Otto Madsen Velbekomme, Jens Otto. Ja, Henry er et sandt omvandrende orakel, hvad Vrensted angår. Desværre har jeg ikke samme evne til at huske mennesker, steder og begivenheder m.m., som ham. Dejligt at høre, at I havde en dejlig dag, og at Henryberigede den med sin tilstedeværelse og sine fortællinger. Og ja, det er en fantastisk smuk udsigt man har fra både mit hjem og Jagthytten. Man kan se langt omkring – Mod kæret og Ingstrup, mod skoven, “Holmen” og Bådstedhede, mod Kongsengene og såmænd også mod Gl. Byvej, og i nogen grad også ind mod byen.
Jens Otto Madsen
Den gule ejendom som ligger skønt i svinget lige inden Vrensted by fra Bådstedhede som Helle omtaler og engen hvor de sejlede og hvor Helle og Henry er opvokset.
Lidt fra tiden med skolegang på Østre skole:
16.02.2019 Birthe Nørlev skriver:
Jeg gik i øster skole i 3 år ,havde både Hansen ,Nissen og fru Poulsen. Husker en episode med Hansens plejebarn,det var om efteråret ,der var mange blade der skulle rives sammen i skolegården.Vi havde frikvarter ,og Hansen rev blade sammen i en kurv .Da vi så skulle have time igen, lod han kurven stå .Vi gik ind men plejedrengen Ole væltede kurven med alle bladene. Hansen blev stik tosset så Ole skulle have bank ,han greb pegepinden ,Ole lå på gulvet ,han hamrede pinden i gulvet ,så den knækkede .Ole var snu ,rullede rundt og undgik pinden .Hansen samlede resterne af pinden op, gik op og satte sig og fortsatte som om intet var hændt
den gamle Vrensted Byskole hvor lærer Pallesen boede.
Mellem den og Kirkegårds diget gik der en grusvej ned til kirkedammen. Idag er der en fin flise belagt sti.
Bl.a. en stor vægt, tavle med tal og bogstaver og et stort glasskab hvor der selvfølgelig måtte være noget han kunne få brug for. Ind imellem måtte han tage på sygebesøg mens folk ventede, hvis det var akut, men sådan var det dengang. Men det var normalt mest om eftermiddagen han kom på sygebesøg. Idag skal vi jo næsten alle uanset hvor syge vi kan være, enten komme på lægehuset eller til akutlægen som ofte bor langt væk.
Det var blot en lille erindring.
21.01.2019 – Fortalt af Brian Jensen
Vi boede jo som sagt på Båstedhedevej 60, lige efter Lise og Ove Kragh….. i det (senere) lille røde hus…. jeg husker tydeligt Svend Post, som når mor -Aase en sjældent gang havde tid, tilbød Svend kop “hurtig “ kaffe, han tog den…. men skulle også videre…. vi var så glade for ham, fordi ham rykkede os altid i kilderne (især mig, og jo mest lørdag formiddag)…. og sagde….. i spiser for lidt drenge!!! Mere sul på kroppen har aldrig skadet nogen….. han blev vist pensioneret og Børge overtog Båstedhedevej og blev vores post. Børge blev ligeså afholdt , han talte også til os unger…. og det er målet med min historie…. samtalen og de daglige “ vi interesserer os for hinanden “ som vores opvækst i Vrensted var fyldt med….. DET vil jeg aldrig undvære og tager det med mig hvorend i verden jeg dukker op. Tak til Svend og Børge Post🦋
———————————————————————————————————–
19.01.2019 Humoristen:
STORM P. siger:
Der er nu noget ved livet, som man ikke finder andre steder.
og andre siger:
————————————————————————————————————–
20.01.2019 En lille historie fra Vrensted:
De to mænd og præstens prædiken:
Hvad var det egentlig præsten prædikede om?
Et par af Vrensteds ældre mænd var tit til gudstjeneste i Vrensted kirke, men det var ikke altid, de var lige ”årvågne”. Efter en prædiken, hvor de også havde fået en lille lur ind imellem, så si´r den ene, da de er på vej hjem: ”Skal de til at bygge om i kirken”? – ”Nej, – hvorfor tror du da det”? ”Jo, jeg syntes præsten talte om nogle bjælker!”.
”Nå,” sagde den anden, ”jeg synes bare, han snakkede om, at han havde fået noget i øjet”!
Præstens prædiken havde udgangspunkt i: ”NOK SER DU SPLINTEN I DIN NÆSTES ØJE, MEN EJ BJÆLKEN I DIT EGET”!
———————————————————————————————————–
17.01.2019:
Følgende er en lille anekdote fra skoletiden i Vrensted Byskole, skrevet i 2014 som en del af et indlæg “Erindringer fra Min Barndom” af fhv. skoleinspektør Ole Stevns, Brønderslev, født i Vrensted Præstegård:
“Jeg begyndte i Vrensted Byskole hos lærerinde Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder.
Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker for eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læsebog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan – og så blev siden sat sammen igen!
Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af. Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retsstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt af undervisningen hos lærer Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.”
————————————————————————————————————
14.12.2018 John Andersen:
Vrensted Telefoncentral:
Min far Børge Hyldgaard har ofte fortalt
En lille anekdote om telefoncentralen, hvor min farfars søster, Stinne, arbejdede. Når min farfar, Anker E. Nielsen, snakkede med sin bror, Reinholdt, i telefonen, blev der snakket om lidt af hvert. En gang imellem stoppede de dog op i samtalen og sagde “Nej, vi må hellere lade være, for Stinne lytter bare” – hvortil Stinne svarede “Nej, det gør jeg ikke”.
———————————————————————————————————
04.11.2018
Fortalt af Egon Olesen, Philiphinerne, førhen Stenum barnebarn af Alfred Westergaard, der boede i Villa Thybo i Vrensted
Vedroernde Maria Fransen. (Kogekone i Vrensted og Omegn)
Jeg husker hende fra min tid hvor jeg besoegte min Moster og hendes mand. Det var lilly og Hans juul Hansen som boede paa baadstehede. En anden ikonisk person ville vaere “Sy Gusta” som var det navn hun gik under. Det var Auguste Westergaard som var soester til Alfred Westergaard, som igen var min bedstefar. Hun var “pebermoe” altsaa udgift.Det var en strid kvinde med en skarp tunge. Hun tog rundt omkring og syede kjoler til de nok lidt mere tunge hus og gaards mands koner. Hun skulle hentes, og jeg husker min far som ellers ikke var til at slaa ud af kurs, men hente “Sy Gusta” kunne faa selv den mest barske mand til at ryste. Jeg er sikker paa at min moster, som du kender og bor i Vensted mejeriby, eller naermere sagt huset “Thybo” har mange historier om hende.
———————————————————————————————————-
Fortalt af Ole Nielsen, 18.09.2018 
Da min navnebror Ole fra Bådstedhede gemte sig i tørvekassen
En erindring fra dengang vi gik i en af de små klasser i den gamle Vrensted Byskole et af de sidste år, inden vi startede i den nye skole i 1959.
Ole havde gemt sig i tørvekassen, fordi han ville lave sjov med lærer Madsen. Da timen begyndte stod vi alle ret ved bordene, og vi kiggede alle spændte op mod tørvekassen.
Lærer Madsen bad alle om at sætte sig og vi fik besked på at tage vores bøger frem, hvorefter lærer Madsen satte sig hen på tørvekassen. Der gik kun kort tid før Ole nede fra tørvekassen råbte, hjælp hjælp a ka end få luft. Lærer Madsen rejste sig fra tørvekassen og Ole dukkede op fra mørket. Og vi grinede alle sammen.
————————————————————————————————————
Jens Jørgen Vittrup fortæller den 11.09.2018: 
Elektriker Harald Landbo var en ægte vendelbo med stor lune
Han var som elektriker kommet til en af egnens større gårde og skulle reparere en lampe i loftet i den fine stue.
Landbo trak derfor en spisestuestol ud fra bordet og ville stå op på denne, fruen i huset så på Landbos måske ikke helt rene sko, og sagde om hun ikke lige skulle finde en avis han kunne stå på, hvortil Landbo tørt svarede: “nej, det er int nødvendig a ka nok noe”
Orla Jensen fortæller: 02.09.2018 
Min far hed Harald Jensen. Det var der også en anden i Vrensted der hed! Til jul, når vores familie sendte julekort til os, skrev de bare
Harald Jensen, Vrensted.
Posten Svend læste så bare hvem kortet var fra – så vidste han hvilken af de 2 Harald’er kortet var til!
———————————————————————————————————
Ole Nielsen fortæller: 02.09.2018 
Engang først i 1950 kom en bil kørende over Bådstedhede-det var et sjældent syn-stoppede ud for lille mig og spurgte”Ved du hvor Niel Chr. Jensen bor” jeg svarede der bor ingen her af det navn. Da jeg kom hjem fortalte jeg “måtter” om den fine mand der havde spurgt om om vej. Måtter svarede ” dej dom hvalp, det er da Niels Hansen.Hvor kunne jeg vide fra
————————————————————————————————————-
Orla Jensen fortæller: 02.09.2018
Øgenavne var meget udbredt i Vendsyssel. Du husker også “Dytski”. Min far blev engang stoppet af en bilist, som spurgte om vej til Andreas Eriksen! “Det er der ingen i Vrensted der hedder”, svarede min far og kørte videre. Men naboen sagde så til min far at det da var “dytski”. Navnet kom sig af, at Andreas sad i stuen og makkede med sin motorcykel(!) Da naboen kom ind og spurgte hvad der var galt med den sagde Andreas:” Den vil hverken dyt eller ski’”
————————————————————————————————————–
Fortalt af Kirsten Andersen (Jægerum) 29.08.2018 – 
Fest og brug af kogekone og serveringspersonale:
Når der var fest i Vrensted, var Marie Frandsen det naturlige valg til at lave maden, der var tit over 100 mennesker samlet når der var runde fødselsdag, bryllup, sølvbryllup m.m. Serveringspersonalet var børn af de af vores forældre som var inviteret med. Lønnen for en hel aftens slid var tit et par nylonstrømper, et lommetørklæde eller lignende. Men vi havde det sjovt. Jeg tror billedet stammer fra en fest hos Madsen og Karen på Libak.
———————————————————————————————————-
Fortalt af Orla Jensen, fra Vrensted Fælled: 28.08.2018
vedr. uddeleren i Vrensted Brugsforening:
I Vrensted var der, da jeg var barn ( er født i 1948), 4 købmænd og en brugsforening! Min far, som var arbejdsmand, handlede hos den ene af købmændene. Omegnens landmænd og vel også en del af de bedre stillede håndværkere handlede i Brugsen. En dag havde min far vovet sig ind i Brugsen efter noget hønsefoder, foran ham blev en gårdmand ekspederet. Denne ekspedition sluttede med, at gårdmanden blev tilbudt en cigar. Brugsuddeleren lagde derefter cigarkassen tilbage under disken – men kiggede så på min far og spurgte:” du vil måske også have en?” “Ja tak”, sagde min far. Uddeleren rakte atter ind under disken, men denne gang var det en æske med cerutter han rakte frem! “Nej tak” sagde min far og forlod butikken uden hønsefoder! Han kom der aldrig mere!
————————————————————————————————————
Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018
Vedr. Bager Bedholm
I Vrensted var der en bager, eller rettere 2 og deres søster, som passede butikken. De havde en landtur en gang om ugen, hvor Peter kørte ud på landet med en gul lukket vogn forspændt en hest. På bukken ved siden af Peter sad deres hund – en sort puddel. Peter kom til mine forældre, sikkert de sidste på ruten, de købte som regel brød fra dagen før, da det var til halv pris! Peter var meget snakkesalig og det hændte, at han snakkede så længe at hesten gik hjem!
Det var trods alt en strækning på ca. en km.! “Nå”, sagde Peter:” nu skal jeg nok hjem”
————————————————————————————————————
Fortalt af Orla Jensen 28.08.2018
Der mellem Børglum og Vrensted efter et ladebal, fulgte en ung mand en pige hjem. De fulgtes ad på cykel og da de nåede Munkbro sagde den unge mand:” Skal vi ikke lægge os i grøften?” “Det går ikke”, sagde pigen:” jeg har mine sager”. “Skidt med det”, sagde den unge mand, “Dem kan du smide op på bagagebæreren!”☺️
————————————————————————————————————–
Fortalt af Anette Eriksen (Pedersen) den 29.08.2018 
vedr. bager Bedholm:
Kommer aldrig til at glemme de mennesker , de var fantastisk hyggelige på alle måder.
Jeg arbejdede i butikken efter skoletid og i weekenderne.
Vi ku spise alt det kage vi ville og blev selvfølgelig ingenting til af det.!!!
Jeg var også en god del inde hos deres far som jo kun havde et ben , også en utrolig venlig person — imod mig ihvertfald.
Han elskede når vi læste aviser og bøger for ham.
Dejlige minder.
———————————————————————————————————–
Fortalt af Jens Otto Madsen: 29.08.2018 
Hjemtransport om natten med kæreste:
Omkring år 1965 skulle jeg køre min kæreste, som er min nuværende kone, hjem fra et bal i Vrensted forsamlingshus. På det tidspunkt havde jeg ikke bil, men dog kørekort. Det var ikke aftalt med mine forældre, at jeg skulle låne deres bil, det kunne af og til være lidt problematisk at låne den. Bilen en Opel Record.
havde den finesse, at med nøglen isat, kunne man stille den i en position G og så tage den ud. Det havde jeg allerede gjort om eftermiddagen i tilfælde af, at få brug for at “låne” den. Det gik ikke værre eller bedre end at det blev nødvendigt, idet kæresten Else Marie ville køres hjem til Taars til sit hjem. Jeg fik bilen skubbet ud på vejen, hvor jeg fik den startet, men så at der manglede benzin. Hvad gør man så. ?Man kører hen til cykelhandleren, som havde en benzintank. Chr. Christensen og Gerda havde bygget et nyt parcelhus med autoværksted og benzintank og vedblev at blive kaldt cykelhandleren . Cykelreparation fortsatte han dog med i en lang periode. Nå, jeg fik vækket Christensen, som søvdrukken kom ud iført sin nat pyjamas, noget irriteret og gal over at blive vækket midt om natten, men vi fik benzin, som vi betalte med kontanter. Kæresten blev så kørt hjem.
Hver eneste gang, jeg så siden mødte cykelhandler Christensen, sagde han altid til mig: Ka du hove Jens Otto, da du bånked mæ op, da do sku tjyre kærsten hjem.
Det har vi begge grinet af mange gange siden.