Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.
Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær, i en meget lille rødmalet træhytte,
kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.
Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.
Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup, en historie han har fået fortalt:
“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”
Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.
Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.
Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård, født 1881 død 1973.
Hans hund og ”Sorgenfri”
Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken
Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.
Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.
>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.
„Nu skal du væk Bast”
Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.
– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.
Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.
Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast
»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,
,,Derfor flyttede jeg paa kæret”
Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.
>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.
De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.
„En dram er ingen tosset medicin”
Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.
Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.
Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?
– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.
Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.
„Herude er vand en luksusvare”
De har ikke altid været skærslipper?
Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.
– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?
– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.
Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.
Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.
Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.
,,Sorgenfri” — et glædens hus
Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.
> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.
Avisartikel fra 1965
Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror
Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.
Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.
– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.
Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.
– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.
– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.
Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.
Skraar du stadig?
Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.
– Hvad med hunden, spurgte Bast.
– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.
Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.
— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.
– Ja, selvfølgelig.
– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?
Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.
– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.
— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.
Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.
Chokolade og fest for fødselar og gæst
Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..
Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.
— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.
— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.
1973
Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.
I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.
Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.
For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.
april 2019-jens otto madsen