Her følger så historien om A.C. Andersen
skrevet af Erik Schardelmann, tidligere bibliotekar på Brønderslev Bibliotek
Digteren fra Vrensted
Om A.C. Andersen, hans folkelige og menneskelige baggrund og hans forfatterskab i hundredåret for hans fødsel i 1874
„Den 24. august 1874 fødtes jeg på en lille gård i Vrensted sogn oppe i Vendsyssel – en mils vej øst for Jammerbugten, hvis brusen ind over klitterne vi i stille sommernætter altid kunne høre. På de brede kær voksede jeg op som hyrde og blev fortrolig med naturen, med vejret, med vilde dyr og vilde fugle. Skolen pinte mig ikke. Om sommeren gik jeg der kun hver onsdag formiddag. Det var alt. Men det var nok. Hvad skal man med al den skolegang, der giver os det fjerne som en kummerlig erstatning for alt det nære! Mit barndomsliv i naturen blev uudtømmelig rigt“.
Således skrev A. C. Andersen i 1924, da han i anledning af sin 50 årsdag blev anmodet om et bidrag til serien „Danske forfattere fortæller om sig selv“. I levende live var kritiken ikke altid lige blid mod ham, men eet var alle kritikere enige om: han var en aldeles fremragende naturskildrer, vel endda en af vore allerbedste. I de „solbeskinnede kær“, som han kaldte dem, skabtes hans enestående naturkendskab, og her blev grunden også lagt til den naturtilbedelse, der var et bærende grundtræk i hans karakter og i hans forfatterskab.
Anders Christian Andersen blev som nævnt født 24. august 1874 i Vrensted, hvor faren, Jens Andersen, ejede en mindre gård. I den storladne natur, hvor man på den ene side har Jammerbugten og på den anden side Store Vildmose, tilbragte han en usædvanlig lykkelig barndom, som han vel egentlig sidenhen altid længtes tilbage til; især var forholdet til moren meget smukt, hvilket afspejles flere steder i forfatterskabet, smukkest nok i hans posthume bog „De stille i landet”. I hjemmet var desuden to piger, tvillinger, og en bror, og A C. Andersen var iøvrigt nabo til den så kendte sagfører A. Olesen. Hver for sig er de repræsentanter for to af de mest fremtrædende træk hos vendelboen: fantasi og stædighed.
Som barn kendte A. C. Andersen ikke til at lege i stuerne. Altid var han ude i det frie, uanset vejret, ja selv at danse lærte han ude mellem tuerne i kæret, hvor hans søster tog ham ved hånden og lærte ham trinene.
En anden vendelboforfatter, Mads Ledet, der kendte A. C. Andersen, har fortalt, at bedstemoren var noget for sig. Da A. C. Andersens far var blevet gift, og man derfor havde bygget et aftægtshus, nægtede bedstemoren pure at flytte ind, og de unge måtte derfor bo i aftægtsstuerne, til hun døde. Hun skal have haft et ganske enestående naturkendskab, og når hun var særlig oprørt, fandt hun fred ved at plukke blomster i marken, og da turde ingen nærme sig hende, idet de så blev skældt huden fuld.
Allerede tidligt var A. C. Andersen klar over, at han ville være digter. „At blive digter var mit mål fra jeg var 12– 13 år. Jeg havde intet valg. Jeg ville være præst og som præst digte“, siger han i en selvbiografisk skitse. Han skal da også som dreng have vist digterisk begavelse og var kendt for at kunne lave vers. Således beretter Jens Thise i „Ungdomsår og manddomskår“, at mens den kendte og afholdte A. F. Pommerencke var sognepræst i Vrensted-Thise, kom A. C. Andersen meget i præstegården. En dag da præsten var ude at køre, standsede han og tog Anders op og spurgte ham, om han kunne lave vers idag, men da drengen undslog sig tilbød Pommerencke ham en 25 øre – dengang mange penge for en dreng; efter nogen forlegen betænkningstid begyndte Anders da også:
,,Hesten er ung / og vejen er tung / og det er et væmmeligt føre” – men her standsede han. Da præsten pressede på for at få verset færdigt, svarede Anders, at han ikke turde. „Klø du bare på“, sagde Pommerencke, og Anders kom så med sidste linie: „og præsten er et vrøvl til at køre“. Han fik sin 25 øre og takkede iøvrigt på anden måde sidenhen ved at give en smuk skildring af præstedatteren i sin bog „Stavnsbunden ungdom“.
Efter sin konfirmation kom han 1888 i gartnerlære i Brønderslev, men dels længtes han tilbage til barndomshjemmet og naturen, og dels ville han læse. Han tog derfor på Bælum højskole, hvis forstander Hans Villumsen han kom til at sætte stor pris på. 1892 tog han præliminäreksamen fra Hals realskole og turen gik nu til København, hvor han 1896 tog studentereksamen på Døckers kursus og året efter filosofikum. Her i København brast hans barndoms drømme om at blive præst snart, og han begyndte i stedet at studere litteraturhistorie. Julius Bomholt, der lige til sin død forgæves forsøgte at få udgivet en samling af A. C. Andersens fremragende naturskildringer, fortæller i sit sm forord til dette utrykte manuskript, hvorledes han i sine unge dage i Studenterforeningen hørte og så A. C. Andersen. Skønt der var andre og mere kendte figurer, der samlede øjeblikkets opmærksomhed, var det A. C. Andersen, man huskede – især hans øjne. Også andre har hæftet sig herved. På den lange, ejendommelige knoglede skikkelse sad der et besynderligt formet hovede med en lille, alt for bred, opadvendt næse og en mægtig hvælvet pande, men alt dette bemærkede man knapt på grund af hans øjne, der lyste i dette sære og mærkelige ansigt, et blik så strålende, at ingen undgik at bemærke det.
På universitetet læste han bl. a. hos prof. Vedel, der havde et lille hold på 3. De to øvrige var Harald Kidde og Chr. Rimestad. Det viste sig hurtigt, at A. C. Andersens tilsyneladende robuste fysik ikke fulgtes af en tilsvarende sjælelig modstandskraft. Han forsømte sin læsning, andre interesser optog ham, han begyndte også her at skrive, bl. a. et skuespil, der aldrig blev offentliggjort, men de anstrengende læseår, tvivl, grublerier og anfægtelser bevirkede, at A. C. Andersen kom ind i en alvorlig psykisk krise, der faktisk prægede ham resten af livet. Han måtte derfor opgive at få sin embedseksamen, tog i stedet plads som lærer, og 1902 giftede han sig med en skomagermesterdatter fra Østofte ved Maribo, Caroline Christensen.
Hans første år som lærer var ingen succes, fordi det faldt ham meget vanskeligt at indordne sig under de herskende pædagogiske principper, der stred mod alt hvad han anså for ret og rigtigt. A. C. Andersen blev da også rask væk afskediget. En tid var han bl. a. lærer ved den forlængst nedlagte Hesselballe højskole nord for Århus. Af dette ophold har han givet en ikke særlig smigrende skildring i sin bog „Den lille højskole”.
”Præst blev jeg ikke”, siger han selv, „jeg blev lærer, men det faldt mig vanskeligt at finde mig til rette. Jeg er overalt blevet afskediget. Først hos dr. C. N. Starcke fandt jeg de pædagogiske principper, jeg sympatiserede med. Her lagde-man i første række vægt på barnesjælens naturlige og frimodige vækst“.
Som lærer ved Det danske selskabs skole under C. N. Starcke – iøvrigt far til afdøde minister Viggo Starke – følte han sig rigtig hjemme. C. N. Starcke, denne fremragende pædagog, der var langt forud for sin tid, og som vel aldrig blev værdsat efter fortjeneste, fik meget stor betydning for A. C. Andersen og hans udvikling, hvilket A. C. Andersen aldrig glemte at fremhæve. „Her kunne jeg undervise, her kom det an på at lade barnet leve selv, her fik det lov til at gro, som jeg i min barndom groede hjemme i Vendsyssels kær“.
Først her fik A. C. Andersen bygget bro fra de lykkelige barndomsår over det hul i tilværelsen hans ungdoms- og studietid havde været og først her vandt han noget af den ro og ligevægt tilbage, han havde sat over styr i de anstrengende studieår. Det var iøvrigt på Skjoldborgs initiativ, at han kom ind ved Det danske selskabs skole, hvor han blev, indtil skolen af økonomiske grunde måtte lukke. Senere underviste han på Slomanns skole, Borgerdydskolen, Hellerup gymnasium og til sin død på Købmandsskolen.
I sin nekrolog fremhæver prof. Vedel ham som en aldeles fremragende lærer, der i sjælden grad forstod og havde tag på de unge. Viggo Starcke, der havde stået A. C. Andersen nær som elev, læge og ven, meddeler i et brev, at „jeg havde ham som lærer både i dansk og engelsk, og han var en fortræffelig lærer. Selv om han manglede universitetsuddannelse og seminarieuddannelse havde han et pædagogisk indfølingstalent, som min far åbenbart har kunnet se, da han ansatte ham“.
Dette er ikke stedet til at komme ind på A. C. Andersens pædagogiske principper, men nævnes skal det dog, at han både i skrift og tale modigt og godt forfægtede sine synspunkter, der – bortset fra C. N. Starcke og hans kreds – i allerhøjeste grad stred mod de på bjerget gældende. Allerede lige efter århundredeskiftet kæmpede han således for at få karakterbogen afskaffet. Glemmes må det heller ikke, at hans store pædagogiske evner gjorde ham til en fremragende formidler af litteratur, som hver vinter i mange år samlede mange mennesker 1 sit hjem i Hellerup.
Det var Jeppe Aakjær, der fik A. C. Andersen ind i litteraturen, idet Aakjær søgte en kritiker, der med bedre forståelse end hovedstadens recensenter kunne fortælle almindelige mennesker, hvad „bondedigtningen“ havde på hjertet, og i det af Aakjær redigerede årsskrift „Jydsk stævne“, 1902 (der kom kun denne ene årgang) debuterede A. C. Andersen med en afhandling under titlen „Ung dansk bondedigtning“, en artikel, der stadig kan læses med stort udbytte, og som viser, at A. C. Andersen kunne være blevet en glimrende kritiker; Aakjær tilgav ham faktisk aldrig helt, at han opgav kritikergerningen til fordel for forfattergerningen. I „Jydsk stævne“ havde Aakjær samlet alle penneførende jyder af betydning til en fælles opmarch – den jyske bevægelses første litterære udbrud – og man finder her navne som Johs. V. Jensen, Skjoldborg, Aakjær naturligvis, Thøger Larsen, Feilberg, Egeberg, Marie Bregendahl, E. Tang Kristensen, Andr. Th. Grønborg (en overgang red. af Vendsyssel Folkeblad, Brønderslev, og folketingsmand), Jakob Knudsen, Fr. Poulsen, P. Munch m. fl. og A. C. Andersen giver i sin afhandling en karakteristik af Aakjær, Johs. V. Jensen og Skjoldborg med en ganske forbløffende sikkerhed.
Sely om Aakjær stort set var ganske tilfreds med den karakteristik, A. C. Andersen giver af ham, kunne han dog ikke tilbageholde et par halvsure bemærkninger, især over Andersens dom over hans vers; desuden syntes han, at Skjoldborg blev for hårdt dømt. „Jeg vil sikkert få adskillig ubehag ved denne afhandling, men jeg har villet tage den – ikke fordi De roser mig – men fordi jeg ser deri et lovende førsteforsøg, der fortjener at vejes offentligt. De er gået ud på litteraturens torv gennem min dør. Derude må De selv kæmpe for livet og æren. Det skal sikkert ikke mangle på håndgemæng! God lykke i slagsmålet“! skrev Aakjær til A. C. Andersen inden udgivelsen af årsskriftet.
På mere end een måde gik A. C. Andersen ud på litteraturens torv gennem Aakjærs dør, for 1905 sendte han Aakjær manuskriptet til „Husmandens datter“ og bad ham sige sin mening og evt. hjælpe ham til at få det udgivet, hvis han fandt det egnet. Aakjær fandt den „tunge sorgtunge bog“ egnet,, men syntes dog nok Andersen burde have begrænset sig og ikke „hobet ulykke på ulykke op, til vi strækker vore hænder i vejret af fortvivlelse og beder dig skåne os – sandelig, denne bog er undfanget ved Jammerbugten“, skriver Aakjær til ham og bebrejder ham – med rette, at han tilsyneladende er kemisk renset for humor og henstiller til ham at neddæmpe et par erotiske scener for ikke at havne i spjældet!
Den tungsindige og grublende A. C. Andersen blev stødt og væver i et brev til Aakjær om et mistet venskab, hvilket Aakjær afviser, men indrømmer, at han dog nok holdt mest af ham som kritiker – „ham trænger vi dybest, men en menneskeskildring af så dyb og stærk en inderlighed som i „Husmandens datter“ har vi sandelig hverken råd eller hjerte il at vrage“. I det hele taget var Aakjær den ofte bekymrede Andersen en god ven, som også måtte berolige, da bogen var antaget af Gyldendal til udgivelse. Aakjær råder ham til at holde op med sine kyllingesorger og sin snak om indre fejl i bogen, fejl som kritiken nok skal finde, men det vil blive værre at „få de asner til at se dens herlige jyske dyder“. Aakjærs store hjælpsomhed og overbærenhed over for A. C. Andersen hang nok sammen med, at hans søn af ægteskabet med Marie Bregendahl, Svend Aakjær, den senere rigsarkivar og forfatter, gik i Det danske selskabs skole hos C. N. Starcke og her som lærer bl. a. havde A. C. Andersen, der tog sig meget af ham og allerede dengang spåede Svend Aakjær en stor fremtid.
Men ud kom „Husmandens datter“ i 1906, og den blev mødt af en næsten enstemmig rosende kritik. Knapt så godt blev den modtaget i Vrensted, hvor den vakte stort røre. Man opfattede bogen som en anklage og et bagholdsangreb, fordi den ganske usminket skildrede ældre tiders ulykkelige samfundsforhold og menneskelig uforstand. Man valgte at glemme og overse A. C. Andersen, hvilket afgjort pinte ham. I sin bog „Til hyrdefløjtens toner“, skriver han: „Ude på kæret står en lang mager karl med en træsko i sin hånd. Han hilser truende på mig med sin træsko, han svinger den i luften. Det er rigtigt, du. Du er den ærligste! Vrenstedboerne, mine kære bysbørn, stod helst med træskoene i deres hænder, når jeg kom. Det er en sød kærlighed, de føler for deres digter. Men således er det, fordi vrenstedboerne er magelige og skyr sjæleligt arbejde. De vil ikke gennem mørke til lys eller gennem tvivl til tro. De vil ikke anstrengelsen. En mand, der tænker, betragter de som halvtosset eller i det mindste som sær“. Hårde ord, men rigtigt er det, at de aldrig sendte bud efter deres digter. A. C. Andersen har dog siden fået en vej opkaldt efter sig men kunne nu nok fortjene lidt mere hæder.
Besynderligt iøvrigt, at den ellers så grundige C. Klitgaard i sin fortrinlige bog fra 1955 „Vrensted sogn,, overhovedet ikke nævner A. C. Andersen, og besynderligt er det også, at han ikke har nået at indhente det forsømte, eftersom Aug. F. Schmidt oplyser, at han på en forespørgsel allerede i 1932 til Klitgaard fik at vide, at denne ikke kendte A. C. Andersen!
A. C. Andersen hadede oprigtigt al slags undertrykkelse og uret, hvad enten det gjaldt forholdet mellem rig og fattig, mellem husbond og tyende eller mellem opdrager og barn, mellem mand og kvinde, hvilket også fremgår af „Husmandens datter“, hvor han ubarmhjertig sandt skildrer tre kvinders tragiske skæbner. Bogen er et gribende menneskeligt dokument, der med eet slag gjorde sin forfatter til en af sin samtids ypperste bondelivs- og naturskildrer. Inspiration har A. C. Andersen utvivlsomt hentet fra Aakjærs „Bondens søn“ og „Husmandens datter“ er sikkert også i sin engagerende holdning på virket af „Vredens børn“. Også Skjoldborg har Andersen skelet til.
Som sagt fik bogen overalt gode anmeldelser, naturligvis især i den social demokratiske presse, der gjorde et stort nummer ud af den. I ,, Vendsyssel Folkeblad” blev den anmeldt af Markus Hansen, lærer og Brønderslevs første borgmester, der roser bogen, men ganske rigtigt peger på, at forfatteren mangler lune og at „jysken er brugt til overmål“. Også andre anmeldere er inde på dette, og de har ret. Det skæmmer ganske givet både denne og andre af Andersens bøger og har uden tvivl også hindret deres udbredelse.
I „Vendsyssel Tidende“ omtales et stykke tid efter bogens fremkomst et møde i Vrensted husmandsforening, hvor en gartner Laurits Hedager talte om bondestandens stilling i begyndelsen af forrige århundrede, og det hedder videre i referatet: „Taleren gav dernæst en del oplysninger om sommerstaldfodring. Efter at taleren havde omtalt kostalden gik han ind i stuehuset, rev alle gardinerne ned og smed urtepotterne ud af vinduet. Taleren havde læst en bog, „Husmandens datter“ af A. C. Andersen, som jo var her fra egnen, men mente den var alt for mørk, blad for blad. Ja vel er den mørk“, slutter referatet, men den er desværre sand“.
I et forfatterskab er bog nr. 2 som bekendt vigtig – hos A. C. Andersen er det „Stavnsbunden ungdom“, der udkom 1907 og ganske givet er meget selvbiografisk, bygget over hans barndomsog ungdomserindringer. Også denne gang blev Aakjær taget med på råd og han slutter sit brev med at sige, at der er jo ingen sammenlignende litteraturkund
skab i dette land, „ellers tror jeg man ville sige om dette arbejde, at det står samme forhold til „Bondens søn“ som Skjoldborgs „Sara“ til „Husmandens datter“, hvilket er rigtigt set – „nå fanden med alle indvendinger, du er jo en brav fyr med et stort skælvende hjerte og en ægte ukranglet natur. Det er set og sanset alt det, du siger, det er ramme alvor med dit forfatterskab og ikke bare stilkunster og litterære ræk- og strækkeøvelser“. Atter blev Andersen lidt stødt og siger i et brev til Aakjær, at han faktisk har fortrudt at have udgivet bogen, før den var helt færdig; ingen forstår ham og bogen, ejheller forstår man, at han var tvunget til at udgive den nu, for dels var han syg og kunne intet bestille og ikke tænke og dels trængte han til penge – hvilken poet har ikke gjort det! Som sædvanlig var Aakjær forstående og venlig, men minder ham dog om, at endnu har du ikke helt fået hovedet over sivene i dit hjemsogns kær og sumper. Der er et navn, som nu og da sætter blå strimer – havstrimer – i din stil: Jammerbugten”, og Aakjær slutter med at invitere Andersen til et ferieophold på Jenle, hvor „vi sætter os hen og tales ved om det jydske land, mens vore kvinder pludrer i det fjerne“.
„Stavnsbunden ungdom“ fik stort set en ganske pæn kritik; dog skriver studiekammeraten Rimestad i „Politiken“, at den er usikker og episodisk, præget af for megen agitationsiver, men roser stærkt skildringerne af den vendsysselske natur, der giver bogen en ejendommelig karakter. Valdemar Rørdam advarede i sin anmeldelse Andersen, som vil være agitator men ikke ved hvad han skal agitere for og imod. Gid det må lykkes ham at finde sig selv og være sig selv bekendt i sin begrænsning. Det ville være synd, om denne gode digter skulle gå tabt for en tarvelig prædikant“. Selv om Rørdam lige så lidt som de fleste kritikere forstod, hvad Andersen ville med sin bog, er der meget rigtigt i disse advarende ord.
Året efter, 1908, kom fortsættelsen „Stavnsbundne mænd“, der allerede var bebudet i den foregående bog. A. C. Andersen fortsætter her sit opgør og sit råb til bønderne om at vorde seende, men bønderne ville hverken læse eller prøve at forstå bøgerne. Hovedpersonen, Anton Dige, er, viser Andersen, stavnsbunden på dobbelt vis: i sin egenskab af bonde og i sin egenskab af ægtemand. Anton Dige er en dygtig landmand, der nyder respekt hos sine standsfæller, men når han forsøger at bekæmpe deres åndelige slendrian, deres nedarvede bondeegoisme og småtskårethed, taler han for døve øren.
I en kronik i Politiken anmelder Aakjær bogen og giver den en meget smuk omtale, omend han – som flere andre – ikke kan skjule, at bogen ville have vundet ved at blive beskåret. En af A. C. Andersens store skødesynder er hans ofte løse komposition, gentagelserne og en helt unødvendig bredde, i denne og andre bøger som oftest forårsaget af, at der er alt for mange pegefingre og alt for megen belæring, som han burde have skånet os for. Atter i denne bog mærker man Andersens store kærlighed til Vendsyssels storslåede natur, sommernatten i Vendsyssel, de månebelyste, koglende tåger over engene, alt dette er ganske simpelt fremragende skildret og hører til noget af det skønneste i dansk litteratur.
Aakjærs kronik glædede Andersen, men til gengæld blev Andr. Th. Grønborg sur, fordi Aakjær på sin sædvanlige bramfri facon indledningsvis i kronikken om vendsyssellitteraturen skrev, at „her gik en hjertensbrav højskolemand som Grønborg, der i enkelte mærkbare førsteting har sat knoerne tungt i bordet; siden er han forsvunden i grundtviganismens elvetåge eller i vandblåt ævl om det, som ligger over al forstand“.
I Vendsyssel Folkeblad spørger Grønborg, hvor Aakjær dog kan have dette fra, og svarer selv, at det må være fra A. C. Andersen, der „ikke længere er venligsindet over for mig, fordi han ikke har kunnet få lov til at køre frit ud og ind i Vendsyssel Folkeblad med gamle kærestehistorier, som er nærgående for bladets læsere“.
Anmeldelsen af „Stavnsbundne mænd“ i Vendsyssel Folkeblad var iøvrigt ikke overvældende rosende. Hovedpersonen er, siges der, en underlig indpakket genstand, der omhyggeligt er ombyltret af forfatterens klamme livsbetragtninger, og man får et ret udvisket og kedeligt indtryk af denne bondestandens Johannes Døber. Forfatteren ejer ikke lune, og lidt peber og salt ville i høj grad have været ønskeligt.
Anmeldelsen i Vendsyssel Tidende indledes således: „Stavnsbundne mænd“ hedder en ny fortælling af A. C. Andersen, der skal være en ung akademiker, barnefødt i et landsogn i nærheden af Løkken“ – ak ja, profeten og fædrelandet tænker man, men længere henne i anmeldelsen, efter lidt nedladende at have rost naturskildringerne, får vi forklaringen på den noget ejendommelige indledning: „I „Stavnsbundne mænd“ finder vi hist og her udslag af en hensynsløshed, som vi før har påtalt, f. eks. hos Herman Bang. Det er den uvane at skildre personer og forhold under så tydelige adresser, at stedkendte folk mener med sikkerhed at kunne finde dem og pege på dem“.
Den endelige forklaring må man dog ty til Jens Thises erindringer ,,Ungdomsår og manddomskår” for at få: pastor Dahl, der efterfulgte den populære Pommerencke, var kommet på kant med en dygtig gårdmand, der ikke navngives af Thise, men som er Anton Dige i A. G. Andersens bøger. Uvenskabet brød ud i lys lue, da „Stavnsbundne mænd“ udkom – „en ren nøgleroman“, skriver Thise, „hvor han på en ufin og ubarmhjertig måde stiller pastor Dahl og lærer Jensen i gabestokken. Andersens hjemmelsmand var ovennævnte gårdmand, hos hvem han hver sommer tilbragte sin ferie”. En del tyder faktisk på, at Vendsyssel Tidende og Thise har ret, og de to portrætter af præsten og læreren i bogen er virkelig alt andet end flatterende.
I et indlæg i Vendsyssel Folkeblad tager en Anth. Jensen Johs V. Jensen og Aakjær under behandling og spørger senere: „Hvor er f. eks. det levende, fremtidsforjættende i en bog som „Stavnsbundne mænd” af A. C. Andersen. Man skal være i højeste grad „jysk“ for at kunne goutere en bog, hvis grundidé røber et næsten forbløffende ukendskab til mennesker og menneskelige forhold hos forfatteren, og hvis skildringer råber højt om naivitet og unatur”.
Maja Aagaard, hvis navn vel nu kun er kendt af de færreste, som 1911 udsendte en lille digtsamling „Opaler”, og som var lærerinde i Brønderslev, har nogle dage senere et både klogt og skarpsindigt indlæg vedr. Den jyske bevægelse, som Anth. Jensen havde kaldt sit indlæg. Heri konkluderer hun, at nok er navnet fælt, men bevægelsen er ikke dekadent, og det der er sket er blot dette, at „Johs. V. Jensen vågnede, rejste sig og gik tværs over Himmerland. At ham følger 100 svende er selvsagt, men de er så langt borte fra mesteren og de andre få. Alle parter må for sandhedens skyld indrømme, at den johs. v. jensenske retning betegner en nyskabelse“.
Valdemar Rørdam, der allerede dengang blev kaldt en poetisk chauvinist, siger til at begynde med ganske rigtigt, at det gælder forfatteren, hvad Anton Dige siger om sig selv: at ondt piner ham, og han tåler ikke vrangt. Men han vil ikke brøle op, vil intet ved hårdhed og magt. „Denne skønne og tankerige bog”, slutter Rørdam, der her kommer ind på de tanker og ideer, der under besættelsen skulle gøre ham til nazisympatisør, „er som en ren og stærk hånd, klemt fast om den onde byld, som plager, ikke bonden alene, men hele vort folk, fejheden. Alt det trælske ved os er det, denne ensomme tænker vender sig imod, vort snæversind, vor forhærdelse, personligt, politisk, socialt, allevegne“.
Med den fortræffelige debutroman „Husmandens datter“ in mente var det ikke let for A. C. Andersen hos kritikerne at få sine følgende bøger helt objektivt bedømt; ustandselig måtte han høre, at hans første bog var hans bedste, hvilket næppe er rigtigt. Selv mente A. C. Andersen, at „Stavnsbunden ungdom“ og „Stavnsbundne mænd“ var hans hovedværk, næppe med urette, for var disse bøger blevet strammet, en del skønhedsfejl fjernet og havde han så haft den sans for publicity, som Aakjær og Skjoldborg var i besiddelse af, da ville disse bøger utvivlsomt være nået langt videre ud; hans menneskekundskab er langt dybere end disses, han var ikke hildet i sociale fordomme som Jakob Knudsen, men hans tunge, kantede, grublende facon, hans sjælelige udredninger, hans mangel på humor, på det lyse og det lette – noget man undertiden ligefrem kan skrige efter, når man læser hans bøger – bevirkede desværre, at han ikke slog igennem for alvor, ejheller med disse to bøger, der ellers rummer så mange fine passager.
„Stavnsbundne mænd“ er ret selvbiografisk præget, men det skader bogen, at Andersen ganske tydeligt ikke er kommet fri af sit stof; det er også tydeligt, at han var kommet ind i personlige brydninger og spekulationer, som voldte ham mange kvaler. I Studentersamfundet havde han lært en kvinde at kende, som han knyttede sig ret nært til, men forholdet var alt andet end harmonisk. Dertil var han bl. a. for alvorlig, for grublende og hun måske nok for flagrende, men dette bekendtskab resulterede i, at han i ,,Stavnsbundne mænd“ og de følgende bøger atter og atter tager emnet op, altså også i hans næste bog „Niels Haven og Inger Waage (1909), der så absolut er hans svageste. Helt berettiget fik den bortset fra ganske få undtagelser en ilde medfart, og Andersen indrømmede ved flere lejligheder, at den var dårlig. „Jeg kalder den april“, sagde han. Rimestad sagde om den, at man læste den med forundring og beklagelse. Hvordan er det dog gået til, at denne forfatter er faldet som offer for affektationen, og i Højskolebladet siges det, at personerne i bogen taler et sprog, der aldrig er hørt på dødeliges læber – og det er ikke engang løgn, som man siger i Vendsyssel.
A.C. Andersen var en ganske udmærket forfatter, der i modsætning til mange af sine samtidige virkelig havde noget på hjertet, men hans personer udtrykker sig desværre ofte i mærkelige, affekterede og kunstlede vendinger. Der var tilløb til det i hans første bøger; i denne tager det simpelthen overhånd, hvilket skæmmer bogen i utrolig grad. Selv om Andersen ved flere lejligheder har forsvaret sig med, at hvis man f. eks. vidste hvad han havde set af frierbreve, at højskolen havde lært folk at tale således, må man alligevel spørge sig selv, hvorledes den ellers så udmærkede forfatter kunne få sig til at sætte sligt på prent.
Motivet i bogen er som nævnt næsten det samme som i Stavnsbundne mænd“. Her er bonden Anton Dige blot ombyttet med den københavnske proletar, billedhuggeren Niels Haven, der kom til verden i en fattig lejekaserne på Christianshavn og ved egen hjælp kæmpede sig opad. Også Niels Haven er staynsbunden på grund af de livsforhold, han er vokset op under, og ligesom Anton Dige frigøres han gennem en kvinde, i dette tilfælde en kvinde af overklassen, grossererdatteren Inger Waage.
Udgivelsen af „Niels Haven og Inger Waage“ gik stille af; til gengæld blev hans næste bog et gevaldigt spark i løgsovsen og fremkaldte dels et hav af anmeldelser for og imod og dels en lang polemik fordi Andersen i denne bog. „Sigrig fra Skovlunde” (1911) angriber først og fremmest kvinders deltagelse i politik og dernæst levebrødspolitikerne, der er beregnende og egoistiske og altid kun har eet i tankerne: hvordan vil mine vælge- re reagere?
Hovedsigtet i bogen er, at kvinder ikke egner sig til det offentlige liv; kærligheden til en mand er hendes kald. Bimotivet er, at det offentlige liv forplumrer en mands karakter. Begge motiver gav som sagt anledning til et voldsomt røre, og i Rigsdagen nævnede red. Wiinblad A. C. Andersen og bogen i et indlæg om skolebespisning, hvor han var Socialdemokratiets ordfører.
Selvfølgelig prøvede man at finde ud af, hvem Andersen havde haft i tankerne med folketingsmand Møller, Sigrids mand, og såvel Alberti som I. C. Christensen blev nævnt for at have lagt træk til figuren, men mon ikke Andersen især har haft kig på det nordjyske regeringsvenstre og P. P. Pinstrup; ingen var i hvert tilfælde i tvivl om, at Skovlunde avis var Aalborg Amtstidende. At Andersen ikke undså sig for at bruge levende model fremgår af en bebrejdelse fra Aakjær, der ellers var så glad for boger men som siger i et brev, at Andersen ikke burde have skrevet så tydeligt, at „man side 164 kan sige: Det er hende! Nemlig fru Lis Jacobsen. Det synes jeg er en plet på skjoldet“.
Anmeldelsen i Aalborg Amtstidende resulterede i en langvarig polemik for og imod kvinders deltagelse i politik. Vore dages rødstrømper ville fråde, såfremt de læste nogle af A. C. Andersens indlæg. „Kvinden“, siger han, „er den inspirerende og modtagende, manden den aktivt skabende, men den ny type kvinder, de udartede, bilder sig ind, at de har en gerning af stor betydning ved siden af moderskabet, de der altså ikke formår at elske mand og børn, så deres selviskhed fordufter – disse kvinder vil io foruden at være mødre også være mænd“. I een retning så han dog rigtigt: dengang som nu er rødstrømperne fortrinsvis de vejbjergede piger, piger der kan artikulere og formulere sig.
Men ellers forstår man protesterne, når Andersen videre skriver, at kvinden i ungdommen skal få sig „en ikke for enerverende eksistens. Husgerning er så herlig sund for kvinder! Og lad kvinder så snart de gifter sig, fuldt og inderligt KLYNGE sig til manden. Og de kvinder, de mange kvinder, der ingen mand får, ja, de må jo så fortsætte med egne næver. For dem er nødstilstanden varig“.
På dette tidspunkt skred Thomas Olesen (det var før han tog navnet Løkken) ind og mente, at begge parter havde uret. Kvinder skulle være med i politik, ikke for at gøre det store arbejde, det magter de ikke, heller ikke for at tænke de mest logiske tanker, for det kan de ikke, men for med sit sikre instinkt at skære gennem mandens væv af beregninger, for at have hendes bløde hånd til hjælp ved børne- og fattigpleje og for at have hendes uforsonlighed over for de dovne og dvaske, der snylter på os alle.
Indtil nu havde det udelukkende været en polemik for mænd, hvilket nok er ganske karakteristisk for tiden, men endelig tog en pige mod til sig, og hun gav faktisk A. C. Andersen, der naturligvis stod noget svagt i debatten, tørt på. Der var vel på dette tidspunkt ca. 250.000 kvinder herhjemme, der som fru C. Christensen sagde, ikke havde nogen mand at klynge sig til. Skulle de i huset allesammen? Og hvad skulle de kvinder gøre, der fik en mand, der ikke var værd at klynge sig til? Spørgsmålet til Andersen var det man kalder et godt spørgsmål og så meget mere relevant som han netop i ,,Sigrid fra Skovlunde“ gør et stort nummer ud af den gamle pige, Bodil, der fortæller om sin mors, sin egen og sin datters tragiske skæbner i dybt ulykkelige ægteskaber.
Med „Sigrid fra Skovlunde“ havde Andersen virkelig grebet om tidens puls, taget et såre aktuelt emne op til debat for netop på den tid sloges kvinderne for ligeret; denne bog er også den af hans bøger, der er solgt bedst. På grund af sine synspunkter måtte han som påvist stille til klø, men som Aakjær trøstende sagde til ham var vindstille det værste, der kunne overgå en forfatter. Med sin næste bog, „Den lille højskole“, der udkom 1913, kom A. C. Andersen atter ud i blæsevejr. Hensigten med denne bog var at behandle den afstumpethed, der efter hans mening var typisk for en del af landbobefolkningen og for en del af de danske højskoler. Andersen anså højskolerne for stort set at være til gavn for bondebefolkningen, men nogle af dem, især de små, havde efter hans mening mange uheldige sider, og han ønskede, at hans bog skulle hjælpe til med at få luften renset ud hist og her på nogle skoler.
Det er afgjort ikke nogen god bog, og skal man tro Peter Nansen på Gyldendal havde den endda været værre, hvis ikke Nansen var trådt hjælpende til. Samme Nansen så helt klart Andersens svagheder, bl. a. hans usikkerhed med hensyn til smag. „De kan skrive ganske henrivende ting, men De kan også plumpe ud med noget, der er aldeles umuligt. De kan nå vidt, De kan også gå i stykker, fordi De ikke kan kontrollere Dem selv. Jeg tilstår, at jeg er usikker“, skriver Nansen til Andersen, der havde bedt om forskud og desuden havde givet udtryk for, at bogen havde bevirket, at han var blevet overanstrengt; Nansen svarer ham, at bogen ikke kan have voldt ham overanstrengelse at skrive, eftersom han, Andersen, havde taget sig sin opgave for let.
Thomas Olesen, der så småt var begyndt at tumle med skriveriet og var begyndt at anmelde, skriver i et brev til Andersen, der havde efterlyst en anmeldelse fra ham, at når han ikke havde anmeldt „Den lille højskole“ skyldtes det, at bogen var et skridt tilbage i forfatterskabet, og at han stadig „venter på den store bog, der skal hæve Dem op over det almindelige plan. „Sigrid fra Skovlunde“ havde noget af det rigtige – derfor håber og venter jeg”.
Kun få anmeldere fandt noget godt ved bogen; mest dræbende var ikke uventet den unge Kai Friis Møller, der i Politiken bl. a. siger, at kapitlet ,,Bondens agrariske dygtighed“ sikkert kunne gøre sig i et folkeligt tidsskrift, „men er ved Gud ikke anvendeligt som kærestebrev. Helten gør over for den tilbedte rede for elevernes kønslige forvildelser og for vanskeligheder ved de lokale toiletforhold“.
I sin bog, der er formet som en række breve fra højskolelærer Knud Bratten til sin forlovede, får Andersen ganske vist sagt nogle drøje og sikkert rigtige sandheder om især den lille højskole – han burde nu nok have taget de store med – og højskolerne trængte og trænger ganske givet til kritik, men det havde nok været en god idé at anvende en anden form end kærestebreve. Synd at Andersen havde så lidt kritisk sans og så usikker en smag, for hans intentioner var udmærkede.
Mens Thomas Olesen som nævnt ikke ønskede at anmelde „Den lille højskole“ havde han intet imod i Vendsyssel Folkeblad at give „Slægten Hovgaard“ så smukke ord med på vejen, at A. C. Andersen nogle dage senere takkede ham i avisen. Det må da også siges, at bogen, der udkom 1915, så absolut er et betydeligt værk, men Andersens gamle skødesynd stikker her atter hovedet frem: det kunstige, det affekterede, der især kommer frem i samtalerne mellem bogens hovedpersoner, Niels Hovgaard, og Karen Rylander. Igen må man konstatere det besynderlige i, at en så indsigtsfuld forfatter lader sine personer tale et sprog, der undertiden ikke alene nærmer sig, men nogle gange overskrider det parodiske; Oscar Geismar, der var en svoren fjende af A. C. Andersen og i sine anmeldelser ikke levnede ham megen ære kan denne gang have noget ret i at kalde Andersen en af vore værste litterære skruer.
Helge Rode, der ville A. C. Andersen det så godt, siger det på en noget pænere måde, idet han i sin anmeldelse peger på, at „vel er Andersen en født og ægte digternatur, men han ser så meget mærkeligt og gør det endnu mærkeligere end det er. Det bliver så uhyre mærkeligt altsammen! Forfatteren er en så ivrig prækehest som nogen. Han burde udrense sin smag med svovl og ild, så ville der blive fine og sjældne evner tilbage.
„Slægten Hovgaard“ skildrer en slægts forfald, og gør det på mange måder med stor og overbevisende styrke. Glimrende skildret er især forholdet mellem den tungsindige, grublende og søgende Niels, og hans kone, den sunde naturlige, men næsten for nøgterne Anna Elise, der ikke kan lade rokken stå stille for at snakke med sin mand. Niels bliver mere og mere ensom og drives længere og længere ud. Heller ikke ,,Elverpigen“ Karen Rylander (den fødte pebermø, som A. C. Andersen selv har karakteriseret hende i et brev) kan hjælpe ham; kun i naturen finder han nu og da hvile, og bogen er fyldt med smukke naturbeskrivelser. De to ægtefæller fjerner sig mere og mere fra hinanden, kan ikke råbe hinanden op, til trods for, at de faktisk elsker hinanden, og bogen slutter med, at Niels begår selvmord.
I denne bog har A. C. Andersen bl. a. villet vise os, at et menneske med viden og et modtageligt, følsomt sind meget let bliver ensomt og isoleret – noget han uden tvivl har erfaret og mærket på sin krop.
Hidtil havde Andersen ladet sine bøger foregå i Vendsyssel, men „Drømmen“ (1918) foregår i Nordsjælland, og er en studie over forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet, når man ikke får den man elsker og ikke elsker den man får; en fortælling om, hvordan et hjem kan bygges op, og hvordan det kan lægges øde, når drøm og virkelighed ligger i strid med hinanden. Også i denne bog har Andersen fat på noget godt og rigtigt, men desværre lykkes det heller ikke denne gang. A. C. Andersen ville så meget, han var sandhedssøger, men også en sværmer, en stræbende men tung skribent, som man får en masse sympati for, men som på grund af splittethed ikke opnåede den kunstneriske sejr, han i levende live så ivrigt tragtede efter og også havde fortjent.
Det er ganske tydeligt, at Andersen må have stiftet bekendtskab med Freud og psykoanalysen, der på dette tidspunkt for alvor var ved at komme på mode herhjemme – eller som Viggo Starcke siger det i det førnævnte brev „noget endnu værre end Freud og derved forsvandt meget af hans oprindelighed“. I „Kærlighedens vækst“, der udkom 1922 – den første danske oversættelse af Freud kom 1920 ved Gelsted – skildrer A. C. Andersen en seksuelt forkvaklet kvinde, Bode Kähler, som digteren Aksel Hørve forgæves forsøger at redde. I den alt for brede bog bliver der desværre atter præket for meget; alligevel er det forbavsende, at kun få anmeldere forstod eller prøvede på at forstå, hvad der var Andersens ærinde med bogen. Blandt de få undtagelser var Vendsyssel Tidende og Aalborg Amtstidende, hvis anmeldere han da også takkede varmt i aviserne.
Når denne bog blandt alle Andersens bøger fik den hårdeste medfart, skyldes det nok for det første emnet. At skrive en bog i 1922 hvor den kvindelige hovedperson er erotoman fik på forhånd de fleste anmeldere til at vende tommeltotterne nedad og stemple bogen som smudslitteratur. (1922 var året, hvor Broby Johansen fik digtsamlingen „Blod“ beslaglagt, og hvor han blev dømt ved Københavns byret). Men for det andet, og det var nok den væsentligste grund, HAVDE man rubriceret A. C. Andersen som en ganske brav hjemstavnsforfatter, og så var det faktisk lidt frækt af ham at ville være noget andet og mere. Det, der adskilte Andersen fra de traditionelle hjemstavnsforfattere var, at han beskæftigede sig med sådanne ting og sager som moralsk livsholdning, religiøs verdensanskuelse, med familiens, ægteskabets og kærlighedens moral. Herved hævede han sig langt over de øvrige hjemstavnsforfattere og for den sags skyld også over de fleste andre forfattere i hans samtid. Kun få af vore forfattere fra den tid har kendt til og haft mod til at beskrive den tunge kødelighed, den tungsindige inderlighed, alt det grublende og sygelige hos bønderne – noget Andersen forstod, måske fordi han selv havde en god rem af huden.
På grund af sin store sandheds- og retfærdighedstrang veg han ikke tilbage for at give sig i kast med de mest sammensatte moralske og psykologiske problemer, som f. eks. i „Kærlighedens vækst“. Nu skal det retfærdigvis siges, at Andersen også havde sin del af skylden for, at bogen fik en så negativ modtagelse. Atter lader han sine personer tale et alt for kunstlet sprog, stundom er han direkte naiv og endelig savnede han kendskab til det miljø bogen beskriver.
Ni år havde A. C. Andersen brugt til at studere sygt sjæleliv, og at han havde stor psykologisk indsigt viser både denne og hans foregående bøger, der imidlertid kun hos fagfolk vandt anerkendelse. Andre, herunder kolleger og venner, fandt derimod, at han havde mistet fodfæstet. Jens Thise anfører i „Ved løvfaldstider“ således et brev fra Aakjær, der skriver, at han „så møj wal“ kender de andre vendelboforfattere, A. C. Andersen og Thomas Løkken, „men de lever i skyerne eller nærmere bestemt: den syvende himmel, et sted, hvor jeg sjældent aflægger visit“.
Ingen kan dog beskylde Andersen for, at han med sin næste bog ,,Til hyrdefløjtens toner“ (1927) opholder sig i skyerne. Det har ganske givet været en befrielse for ham at få denne bog ud; da „Kærlighedens vækst“ var udkommet og slagtet af kritiken, sagde han selv, at nu var han træt og længtes efter at komme ud i lysere luft. Med „Til hyrdefløjtens toner“ var Andersen atter kommet hjem, idet store dele af bogen er fra Vendsyssel og Sjælland – nærmere betegnet Søndersø, hvor han havde et hus.
Ved at læse denne selvbiografiske bog får man virkelig et indtryk af A. C. Andersen og hans personlighed, og atter får man en række dejlige naturbeskrivelser, som f. eks. denne:
„Jeg kom en sen eftermiddag fra Store Vildmose, hvor jeg havde ligget i lyngen og set ud over den endeløse moseflade så længe, at jeg næsten i angst for naturen, i angst for det gådefulde tomme begyndte at fable og se syner. Jeg måtte vist helst liste mig ud af mosen så hurtigt som muligt, om jeg ville bevare min forstand. Og så stod jeg da på broen over Ryå et stykke øst for Pandrup. Jeg så mod nord op ad åens løb. Og åen drog mig med en egen ond mystik. Åen kaldte på mig – næsten som Vildmosen. Jeg måtte virkelig træde et par skridt tilbage fra rækværket for ikke at svimle og synke ned. Jeg kunne ikke se bund i det dybe, sorte vand. Hverken midt ude eller ved bredderne. Der var en egen dragende urolig ro i åens langsomme men magtfulde flyden. En stor fisk vendte sig nede i mørket. Jeg så dens side glimte hvidligt fra dybet. Det aftnedes. Men jeg kunne ikke rive mig løs. Ud fra den Store Vildmose i øst kom der stilhed og stumhed, evighedens stumhed. Også den fængslede mig. Men langs åen, mod nord brølte køer i tusmørket. Og hyrder sang og råbte. I skumringsmørket pløjede en bonde langt borte. Jeg så hesten men af manden kun hans hvide ærmer. Og åen blev i mørket mere dragende. Det var som strømmen lige foran mig i stedet for at skride frem standsede og dannede hvirvler, der gik bundløst ned. En underlig bevægelse løb ildevarslende hen over overfladen, hvis småbølger gik både med vinden og mod vinden, også mod strømmen. Så lå der med eet røde aftenskyer under himlen. Men åen optog skyernes skær i sig og blev som blod. Ryå blev en trolddom, blev et væsen, et kvindeligt. Og dette farlige væsen kom nordfra og bugtede sig, og de røde vande fyldte til overskridelse mellem de lave græsbevoksede bredder. Der var slet ingen brinker. Derved steg og svulmede åens magt. Jeg stod – midt på broen – betaget, angst, grebet, mystisk draget af denne røde glidende strøm, der tays kom til mig ud fra mørket i nord. Jeg kunne næsten i fryd springe i den, både angst og uangst for følgerne“.
Det er både gribende og betagende at læse, hvad Andersen i „Til hyrdefløjtens toner” fortæller om hyrden Emanuel fra Læsø, og man regner næppe forkert, når man gætter på, at dette ikke er fra Læsø men fra barneårene i kærene ved Vrensted, hvilket Viggo Starcke også bemærker i det før omtalte brev. Starcke gør ligeledes opmærksom på, at under afsnittet „Hirtsholmen“ kommer en side af A. C. Andersens stemningsliv og naturopfattelse ufrivilligt frem som en selvkarakteristik: „Jeg flytter mig og lægger mig i læ af skræpperne. Jeg elsker ikke døde sten, jeg elsker ikke storm, heller ikke de visne bulmeurter, der vokser foran min støvle. Jeg elsker ikke de grå bænkebidere, der kravler under enhver sten og nu også under mit hoved. Men jeg elsker den fattige tristhed, som hviler over alt kryb, som hviler over tunge kampesten og også ofte over menneskers sjæle. Jeg elsker dødens tone!“.
Her findes en syntese af barndomsoplevelserne ved Jammerbugten, af noget der ikke lykkedes for ham i hans liv og i hans forfatterskab. I den tale, som Andersen selv havde bedt Viggo Starcke holde ved sin båre, sluttede Starcke med at citere denne triste, men ægte og skønne livsbetragtning – eller dødsbetragtning.
1927 opholdt A. C. Andersen sig i et par måneder nå kuranstalten G Skovridergaard“ ved Silkeborg, hvor Viggo Starcke var overlæge – dog ikke fordi Andersen var egentlig syg, og det kom derfor som en smertefuld oplevelse for familie og venner, da han 21. juli 1928 i et festligt og muntert lag, hvor han som altid var midtpunktet, døde af en hjerneblødning i sit hus „Gryden“ ved Søndersø i Værløse. Han blev kun 53 år gammel.
Af et brev til K. K. Nicolaisen (lærer, senere hospitalsforstander, forfatter og litteraturkritiker i Aalborg) dateret 19. 8. 1927 fremgår det, at Andersen nogle måneder forinden havde sendt manuskriptet til sin posthume bog „De stille i landet“ til Gyldendal, og han føjer til, at det skulle være min sidste bog. Måske skriver jeg en til og udgiver den i 1931, en bog af nogenlunde samme slags som „Til hyrdefløjtens toner“.
Skønt A. C. Andersen måtte være blevet opmuntret af den kritik, „Til hyrdefløjtens toner“ fik, var han kørt træt – måske også fordi den samlede kritik ganske overså, at et af hans vigtigste ærinder i denne bog var det religiøse. Træt og skuffet var han, også selv om han lader bogen munde ud i: „Og vi har fremtiden for os!“.
Da „De stille i landet“ udkom fik den en enstemmig god presse – som død fik han den anerkendelse, han aldrig fik i levende live. Der er i hovedpersonen, Anders Kærsig, stærke selvbiografiske træk, men bogen er også blevet til ud fra mindet om en søn, som Andersen havde den sorg at miste i 1922, kun 19 år gammel. Vemodig, men absolut ikke sentimental er denne stilfærdige fortælling om Anders, der vokser op på en lille gård i nærheden af Jammerbugten, en tænksom men svagelig fyr, der vil så meget, men må afbryde sine studier på grund af tuberkulose. Anders dør netop som han har lært at forstå både livets rigdom og dets enorme ødslen.
Drengens opvækst, hans meget smukke forhold til forældrene, hans tragiske skæbne og hans og en nabodatters smukke kærlighedsforhold er alt sammen skildret fint og ægte. Dybt indtryk gør også Andersens skildring af den bidende vinterkulde, en kulde der simpelthen gennemisner alt på den lille gård, en kulde man i dag ikke kan gøre sig forestillinger om. Dengang hundefrøs man bogstavelig talt, og det er klart, at det måtte gøre indtryk på et følsomt barnesind. Andre vendelboforfattere har været inde på denne græsselige kulde – det gælder Thomas Olesen Løkken i „Klavs Bjerg og Bodil“, og det gælder Erling Kristensen i „Vendsysselrejsen”.
Under sit ophold på kuranstalten gennemtravede Andersen egnen omkring Silkeborg og ved sin død efterlod han sig en række naturskildringer, der i 1933 udkom under titlen „Sommer i Silkeborg“. „Mindeblade fra Gl. Skovridergaard“. Disse 5 efterladte naturskildringer viser endnu en gang, hvilken fremragende naturskildrer, han var, og i den sidste skitse, „Himmelbjerget“, får han sagt noget rigtigt og væsentligt om den måde vi ødelægger vort land på.
A. C. Andersen var en langt betydeligere forfatter end hans samtid – og eftertid – har forstået. Det er noget af en skandale, at denne digter fra Vrensted, der virkelig havde noget på hjertet, endnu ikke er blevet opdaget af den litterære inderkreds, som sidder på alt her i landet, og hvor der hersker en frygtelig indavl. Det er dybt beskæmmende, at han end ikke er nævnt i værker som „Danske digtere i det 20. århundrede“ „Politikens store danske litteraturhistorie“ – de forskellige udgaver af „Hvem skrev hvad“, der ellers roser sig af at tage revl og krat med. Sidsteudgaven af „Vor tids hvem skrev hvad“ er endda redigeret af en lektor ved Danmarks Bi blioteksskole, der åbenbart må have et yderst slet kendskab til dansk litteratur. At A. C. Andersen ikke er omtalt er ikke blot beskæmmende, tåbeligt og latterligt, men også symptomatisk for det litterære liv herhjemme. Den eneste nogenlunde retfærdige er – ikke uventet – prof. Ejnar Thomsen, der i sin bog „Dansk litteratur efter 1870“ nævner ham, men ganske vist kun i en fodnote.
A. C. Andersen skal dog nok klare sig. En bog som „Husmandens datter“ vil såmænd også overleve dette, men både denne og andre af hans bøger burde nok gennemses, rettes og forkortes med nænsom og kærlig hånd og derpå genudgives.
Og så må man atter have lov til at udtale sin forundring over, at J. Bomholt ikke kunne finde en forlægger til sit manuskript, hvori han har samlet en række af A. C. Andersens pragtfulde naturskildringer og derhos forsynet dem med et smukt og forstående forord. Kunne denne artikel måske give stødet til denne udgivelse, ville den ikke være skrevet forgæves.
Erling Kristensen, for hvem det var næsten umuligt at skrive under besættelsen, skriver i et brev til fru Andersen (nov. 1943), at han er ked af, at han ikke har fået skrevet en kronik om „Husmandens datter“ – noget han føler som en pligt, fordi „jeg kender egnen, hvor bogen foregår. Vendsyssel slår imod mig fra hver linie. Jeg kan virkelig kontrollere og bedømme, HVOR fin og sand kunst bogen er“. Man kunne have ønsket, at denne dejlige forfatter havde fået skrevet sin kronik om sin landsmand A. C. Andersen, som han nok forstod bedre end de fleste. Hvor godt Erling Kristensen forstod digteren fra Vrensted viser dette digt, der passende kan danne afslutningen på denne gennemgang af et forfatterskab, vi her i Vendsyssel har grund til at være stolte over og glade for:
A. C. ANDERSEN
Bag Jammerbugtens stormkløftede klitter
går havet, det evigt vandrende,
i dagenes klimprende solsang over
blanke stene.
Men i månenætter har det hændt sig,
at havstokken legede med lig – – –
Du sad ved de vindtudende slugter
og skar din hyrdefløjte,
mens du så den sære leg.
Derfor blev der gråd i fløjtens tone,
derfor blev den forstået af så få —
dens rør sprang i livets sandflugtstørke.
Din skælvende mund er lukket i.
Du fortalte engang med din fløjtes
hyldetoner,
at en bondedreng i Vrensted enge
rejste sig af græsset og truede dig
med sin træsko.
Det var takken for dit spil.
Du kom med skælvende hjerte for at se
pletten, hvor du var født.
Nu kan han godt lade træskoen synke.
Man fik has på dig.
Du var for sand til at leve.
Endnu leger havet med lig —
Litteraturhenvisninger:
En tak til A. C. Andersens datter, fru Elin Holten, der beredvilligt har stillet breve og andet materiale til rådighed, og som gav sin tilladelse til fra Det Kongelige Bibliotek at låne A. C. Andersens to scrapbøger.
Herudover kan der henvises til flg. kilder:
Bomholt, Jul.: A. C. Andersen. Naturoplevelser. Forord og udvalg ved Jul. Bomholt. (Utrykt manuskript).
Bogvennen. 1911. Dansk biografisk leksikon. Bd. 1, 1933. Den ny litteratur. 1924/25. Kierkegaard, Th.: Protestantisk Tidende. 1928. (A. C. Andersen lod sig i sine seneste år optage i Det Frie Kirkesamfund – den danske afdeling af unitarismen).
Olesen Løkken, Th.: A. C. Andersen. Tilskueren, 1929.
Schmidt, Aug. F.: A. C. Andersen. Dansk Udsyn, 1933.
Thise. Jens: Ungdomsår og manddomskår. 1945.
Thise, Jens: Tider, tanker og oplevelser. 1947. Thise, Jens: Ved løvfaldstider. 1949.
Vedel, Vald.: Nekrolog. Dagens Nyheder, 25. juli 1928.
