26.01.2019 Modtaget fra og fortalt af Egon Olesen, Filippinerne
En kort historie om mine bedsteforældre Petrea ( 6. April 1899 – 14. Maj 1974) og Alfred Westergaard ( 6. Juli 1891- 6. Maj 1969) Villa “Thybo” i Vrensted.
I sine meget unge dage besluttede Alfred sig til at emigrere til USA, hvor han bosatte sig i staten Syd Dakota.
Den 24. Juni 1918 blev han optaget i den amerikanske hær for senere at blive sendt til Frankrig i skytte gravene under første verdenskrig.
Han aftrådte dette ikke helt planlagte kapital i sit liv den 18. Juli 1919.
Derefter rejste han tilbage til Danmark hvor han blev gift med Petrea Hyldgaard Pedersen.
Nygifte Alfred vendte derefter tilbage til Syd Dakota med sin brud, hvor de drev et landbrug.
Min mor Alice Nielsine kom til verden der, samt hendes søskende, Erling, Florence og Alfred Stanley (Jim Westergaard).Det gamle foto af familien, er fra deres pas i forbindelse med deres tilbage rejse.
En lille dreng ved navn Jens Elmer, døde desværre af lunge betændelse. Han blev begravet på kirkegården i Bruce, Syd Dakota.
Hvad der gjorde udslaget til at ægteparret besluttede sig til at rejse tilbage til Danmark, har jeg ikke kendskab til. Men en af grundene kunne være den dybe recession i USA efter børs krakket 1929.
De solgte landbruget, som kan ses på opslaget. Der var ikke årstal på plakaten, men den 25. Februar forekom i 1930.
I Danmark bosatte de sig i Tømmerby, familien blev øget med yderlige fire børn, Lilly, Gunnar, Aage og den yngste søn som arvede navnet Jens Elmer.
Senere flyttede familien til Nørregård i Stenum.
Min far og mor Peter Juul og Alice Nielsine forpagtede senere gården, som derefter blev det sted hvor jeg skulle træde mine barndoms sko.
Alfred og Petrea flyttede til Vrensted i villa “Thybo” sidst i 50erne.
Det var et såkaldt “murermester hus”, trapper ned i kælderen, trapper op til køkken og stuer, igen trapper op på første sal hvor der var sove værelser.
Der har jeg overnattet mangen en gang, især om sommeren var det extra attraktivt. Efter en tallerken fyldt med jordbær og mælk, var det ren luksus, at sove for åben vindue til duften af syren busken lige uden for. Det var livs kvalitet på første klasse. Jeg kan huske Alfred sagde “Der ville ha’ været nemmere at komme rundt i det her hus, hvis det havde ligget ned paa siden”.
Alfred havde en stor urtehave, som vi børnebørn nød godt af om sommeren. Vi var dog mest interesseret i jordbærrene og de grønne ærter. Hvid, rød og blomkål kunne godt få lov at være i fred. Vi måtte hellere end gerne hjælpe med at plukke jordbær, men vi skulle altid fløjte under plukningen. Så var han sikker på jordbærrene ikke gled det forkerte sted hen.
Alfred havde altid en stor flok gæs gående sommeren over, som derefter blev slagtet til Mortens Aften eller blev givet som gaver til jul, suppleret op med kål i alle farver.
På daværende tidspunkt havde Alfred og Petrea en stor omgangskreds og de satte deres markante præg i Vrensted, i alle de år de boede der, med deres imødekommende gæstfrihed.
Kommentar fra Mette Hyldgaard Roussis:
Petrea havde 3 søskende, som også var udvandret og bosat i Nebraska og South Dakota, Myrthe, Lars og Inger Hyldgaard Pedersen, søskende til min mormor Lilly. Det er derfor sjovt at se at veteranbrevet er underskrevet af Verne H. Hansen, det er jeg ret sikker på er Myrthe’s søn, min mors fætter. Og Petrea’s nevø, som bor i Brookings, South Dakota, hvor brevet er fra.