Skrædder Larsen fra Pandrup bliver skrædder i Paris og gifter sig med mesters datter
Den gang, for der var noget, der hed konfektionssyet tøj, blev alt vort tøj syet af skræddere, hvorfor der overalt i landet fandtes en mængde skræddere, som tog rundt fra gård til gård medbringende tasken med saks, nål og tråd, hvor de så lavede det hjemmegjorte vadmelstøj til “klæder til hele familien’.
Man har nok igennem tiderne været tilbøjelig til at anse landhåndværkerne for ringere stillet og ringere oplært end kaldsfællerne i byerne. Mange skræddere i landsbyerne var tidligere husmænd, der på grund af svigtende helbred havde måttet skifte til en mere stillesiddende beskæftigelse, og en egentlig uddannelse med afsluttende svendeprøve var erstattet af et større eller mindre håndelag og fingersnilde.
At der imidlertid kunne forekomme særdeles dygtige landsbyhåndværkere og skræddere, har man netop på Pandrup egnen set et fantastisk eksempel på.
Den 26. marts 1871 blev der på ejendommen “Kjædegaards Mark” født et drengebarn, Lars Jensen Larsen, søn af husmand og snedker Jens Chr. Larsen og hustru Öntine Larsen. Lars Larsen kom i skrædderlære, muligvis hos den, der dengang boede i Jetsmark Kirkehuse. Den unge skrædder havde lyst til at se sig om i verden, og hans velstående onkel, Anton Kædegaard, der netop da var kommet i Hvetbo Herreds Sparekasses bestyrelse, forærede ham en rejsekapital på fem kroner, og så vandrede han ned igennem Europa og fandt beskæftigelse i skrædderier rundt om i de store byer, han kom igennem. Da han nåede Paris, fandt han frem til byens fornemmeste skrædderi, gik ind og tilbød dem sit arbejde.
Lars Larsen, der grundlagde skrædderforretning marts i Paris i 1911. Foto: Egnsamlingen Saltum
Den fornemme skræddermester i det meget elegante skrædderi, kiggede på vor unge ven, og betragtede ham fra øverst til nederst. Så gik han hen til døren ud til den store skrædderhal og klappede i hænderne: “Kom herind alle sammen og se!”. Og så stimlede alle de franske skræddere ind for at se den danske skrædder, og alle gjorde store øjne! Det, der var faldet den fornemme franske skrædder i øjnene, var de bukser, Larsen havde haft pakket ned under hele den lange vandretur, hvorved de havde fået en skarp fold fra øverst til nederst.
Den gang blev buksebenene behandlet, så de var runde som kakkelovns ror. Men de her danske bukser havde jo fact “pressefolder”, og det havde man aldrig set før i Paris. Det så jo flot ud, så skrædder Larsen blev ansat. I 1908 blev han gift med chefens datler og overtog senere hele firmaet, der på det tidspunkt var et af de fornemmeste skrædderier i Paris beliggende i skræddernes gade Rue la Boëtic 7-9. Eftertiden har ganske vist givet Hertugen af Windsor æren for at have lanceret pressefolden, men det er altså Lars Larsen fra Pandrup, der først gjorde skrædderfaget opmærksom på denne detalje.
I Rue la Boëtie fandt Larsen det rette klima for en skrædder med ideer, og kundekredsen var let at få øje på. Den sværm af elegantiers, der i de glade år før første verdenskrig flokkedes i Paris’ restauranter og cafeer, og hvis væsentligste problemer var at få indpasset besøgene hos skrædder og barber i dagens mange rendez-vouser.
Hans kolleger rystede på hovedet. da han lancerede ideen med at sy en fold ved siden af pressefolden, så der bliver plads til mave eller pondus, som indehaverne kalder det. Den lille fold blev en verdenssucces, og for Lars Larsen blev ideen grundlaget for en virksomhed, der regnedes blandt branchens største skrædderhuse i Paris. Det hedder slet og ret “Larsen”, for det kan enhver franskmand udtale.
Senere underbyggede han sit renommé med endnu en opfindelse: sømmen midt på hvert forstykke i en jakke. “Vanvid at lægge en søm dér, hvor alle kan se den”, sagde kollegerne. Men Larsens jakker havde talje, og det skabte mode. Den vendsysselske skrædder vidste, hvad han gjorde.
Lars Larsen dør i Paris den 13. de cember 1945, 74 år gammel. Ved sin død havde han opbygget et af Paris’ og dermed et af verdens fineste herreskrædderier med 40 skræddere, alle oplært i virksomheden.
Pierre foran billedet af faderen Lars Larsen fra Pandrup
Inden Larsens død overtager sønnen, Pierre Larsen, skrædderhuset og driver det videre i den gode ånd. Faderen havde givet sin søn Pierre en førsteklasses uddannelse. Han er født og opvokset i Frankrig, men med godt kendskab til Danmark fra bl.a et års uddannelse i København og familiebåndene til Kædegaard.
Huset Larsen har gennem årene haft mange kendte og fornemme personer som kunder. En af dem var Maurice Chevalier (1888-1972), hvis elegance var en del af hans berømmelse. Siden 1938 er han blevet klædt på hos Larsen. Et dejligt menneske, altid venlig og i strålende humør, er Pierre Larsens karakteristik. Men humøret er jo hans metier. Rent privat tror jeg manden er lidt trist og meget ensom. Han har en egenskab, der er sjælden i hans branche: Sparsommelighed. Kollegerne gør lidt grin med det, men forstår hans grunde: Maurice har set for mange engang tiljublede kunstnere ende i armod.
Så sparsommelig er Maurice Chevalier nu heller ikke. En habit fra Lar- sen koster op mod 2.000 kr. Men man behøver kun to ny om året for at være velklædt, siger chefen. Heldigvis er der dog kunder, der går over dette minimum. Vi havde en kunde, der bestilte ca. 20 habitter om året, de fleste dog i samme snit. Den eneste grund var, at manden elskede at prøve tøj. Var han først færdig, interesserede de ham ikke mere. Det var hans hobby.
En anden af vore klienter havde så omfangsrig en garderobe, at han lod udfærdige et katalog med numre og små stofprøver. Det blev hver morgen bragt ind til ham af kammertjeneren, så han kunne vælge dagens habitter. At udpege dem i klædeskabet var uoverkommeligt. Den slags kunder bliver sjældne, desværre. Elegantier’en er en uddøende race. De, der tjener penge i dag, arbejder i reglen hårdt for det og har ikke megen tid til at tænke på garderoben. Jeg ser mørkt på fremtiden for vort fag.
Under Pierre Larsens besøg i København i 1947 bliver han interviewet til en dansk avis med denne overskrift: “Den velklædte herre årgang 1947: Indehaveren af Paris’ berømteste Herre skrædderi, M. Pierre Larsen på besøg i København. “København har i disse dage besøg af Pierre Larsen, indehaveren af det berømte herreskrædderi Lars Larsen i Rue la Boëtie. Lars Larsen, der døde i fjor, stammede fra Pandrup i Vendsyssel, og efter en omhyggelig uddannelse i internationale skrædderier, etablerede han sig i Paris, hvor han hurtigt drev sin forretning frem til den førende i branchen. Lars Larsen lancerede i årenes løb adskillige af de herremoder, der slog igennem i hele verden. Pierre Larsen, der forstår sin faders modersmål og selv taler dansk, overtog ved faderens død den store virksomhed, som han nu leder.
Det var en stor arv at gå ind til? – Det var det, men fader havde jo sørget for, at jeg havde den bedst mulige uddannelse. Jeg har arbejdet i England, i Spanien og Argentina, ja, jeg har også for 15 år siden været i lære et år i København.
Pierre omgivet af en del af sit store personale på værkstedet. Foto: Egnsamlingen Saltum
Skrædderen boede stiligt i Tuela Boetie, Foto Egnssamlingen, Saltum
-Har firmaet stadig kunderne med de berømte navne?
Det har vi, og jeg kan nævne et par enkelte: Udenrigsminister Bidault og Maurice Chevalier. Vi syer til mange amerikanere, både fra Syd- og Nordamerika, hvorimod englænderne efter den sidste krig ikke har råd til at købe tøj i Frankrig. Priserne er meget, det er dyrere at købe herretøj i Paris end i København, og det er meget vanskeligt at skaffe stoffer og materialer. Vi kan næsten intet få fra England, men den franske klædeindustri arbejder godt og har nået smukke resultater.
De nye moder 1947?
Pierre Larsen er selv iført en mørkegrøn, toradet habit og et gyldent slips…
– Er grønt den store mode?
– Det vil jeg ikke sige, vi holder os til de klassiske farver – blaat, graat og brunt. Efter befrielsen af Frankrig var det umuligt at sælge grønt herretøj, vi havde set tilstrækkeligt af den farve under krigen. Selv var jeg ogsaa med, og i to aar levede jeg som krigsfange, før jeg kunne vende tilbage til Paris.
Vendsyssel Tidende aug. 1936
Hvordan skal den velklædte herre se ud i dag?
– Den moderne jakke er vid og rummelig. Skuldrene runde og følger den naturlige linie, reverset er langt og forholdsvis smalt, der er dyb talje, og længden paa jakken er god. Benklæderne er forholdsvis smalle, ca. 48 cm ved foden. Den toradede jakke er det almindelige til bybrug, den enkeltradede benyttes til sport. Slids i ryggen er mere almindelig i Frankrig end her. Vesten er næsten helt forsvundet, og den bruges kun i lyse og livlige farver. Den moderne smoking er næsten altid dobbeltradet, og kjolen har ikke undergaaet forandringer.
-Er det svært at faa nyt tøj i Frankrig?
– Tøj er ikke mere rationeret, og man kan derfor faa, hvad man ønsker – hvis der er stoffer at opdrive, og hvis man har raad til at betale det.
-Hvor længe bliver De i Danmark?
– Jeg er blot heroppe paa weekend til barnedaab hos min ven Børge Mørch, der har arbejdet hos min fader i sin tid. men til sommer kommer jeg tilbage for at besøge min familie i Jylland.”
Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvilken skæbne, der overgik Larsens skrædderi på Rue la Boëtie 7-9 i Paris. Det eksisterer i hvert fald ikke længere. Det er sikkert blevet lukket engang sidst i 1970-erne eller eventuelt begyndelsen af 1980-erne ved Pierre Larsens pension eller død.
Pierre Larsen havde ingen børn, og forretningen var til sidst næppe : så stor, som den engang havde været. Så interessen for at overtage den af en svend eller konkurrenter har sikkert været beskeden.
Kildemateriale:
Egnssamlingens arkiv: A 50486: Erik Kædegaard.
– Udklipsmapper lånt af Karen Kædegaard
Jensen.
Skrædderne. Uddrag af Børge Møller: “Mit Pandrup
– Egnssamlingens billedarkiv Egnssamlingens avisarkiv
Torsten Grundvald: “Stiljournale