Af Poul Sørensen, fhv. præst, født og opvokset i Rakkeby v/ Hjørring
“MINE FINGRE DE MYLER SÅDAN”
.
“Om vintren kan man have så mangt et tidsfordriv;
man kan I sneen trave,det et lystigt liv”
(Citat, “Kom, maj, du søde, milde!”).
.
I min barndoms vintre i Vendsyssel i 1950’erne travede vi gerne i sneen med en rigtig kælk med meder af jern – hen til kælkebakkerne.
Der var nogle herlige kælkebakker i området mellem Sønder Harritslev og Bakholm, på “borerne”, som tilhørte Mette og Alfred Høj Jensen.
Især drengene omkring sandgraven kælkede dengang på livet løs i de snedækkede bakker til helt efter mørkets frembrud.
Vi var så optaget af at kælke, at vi knap nok ænsede kulden. En strikket “lue” eller en elefanthue og hjemmestrikkede vanter kunne ikke forhindre, at vi efterhånden blev noget forfrosne.
Først da vi nåede hjem og kom ind i varmen, gik det op for os, at vi havde frosset.
Vi sagde så klynkende i ét væk: “Mine fingre de myler sådan!”
“Så skal I have hænderne ned i et vaskefad med koldt vand, så går det over”, sagde mor.
Efter 5 til 10 minutter med hænderne nede i det kolde vand forsvandt den prikkende fornemmelse, som man får, når fingrene myler.
Det er først, når man kommer ind i varmen, at fingrene begynder at myle.
Den prikkende og stikkende fornemmelse skinner ligefremt igennem i ordet “myle”, et jysk ord som dengang var i levende brug på vendelbomål.
Det er ikke sikkert, at nutidens børn i Sønder Harritslev og omegn ved, hvad det vil sige, at fingrene myler!
Både den prikkende fornemmelse og ordet “at myle” er ikke så kendt længere.
Nutidens børn i Vendsyssel taler nu mest rigsdansk, men veldelbomålets sprogtone er stadig til stede i udtalen.