HAN GJORDE VAND TIL LYS

Skrevet af Poul Krabbe 2005

Hvad har en skrummel bænk, lavet af en landmand og smed for 80 år siden, med Bindslev Gl. Elværk at gøre? Tilsyneladende intet.

For den lå mellem så mange andre gamle sager i maskinhuset på gården Skrubbeltrang, lige udenfor Bindslev. Gården blev solgt, bænken halet ud af maskinhuset – hvad skulle den gamle ejer med den? Et øjebliks tvivl, så fik den alligevel lov til at komme med flyttelæsset.

Niels Hjorth havde selv lavet den, kort før han solgte Skrubbeltrang.

Han var blevet enkemand og skulle nu klare bedriften selv, desuden var kræfterne ikke, hvad de havde været. Nej, så hellere afhænde, og så se om han kunne få en ordentlig aftægtsordning med den nye ejer. Og hvad, manden var jo gammel, så man kunne godt være i det flinke hjørne og tilbyde ham en rimelig kontrakt. Det kunne vel tilmed hentes ind på gårdens pris. Papirerne blev underskrevet. Økonomien i den sag blev nu ikke helt, som efterfølgeren havde regnet med. Niels Hjorth blev meget gammel, over halvfems, blev boende på gården, og spiste ikke som en fugl. Bænken fik han god brug for. Den stod lige op mod stuehuset, og der sad han i over tyve somre og kiggede på livet her ude på gårdspladsen. Her kunne han se, når hestene kom rumlende ind med den stive arbejdsvogn efter sig. Jernringene larmede hen over brolægningen, og alligevel spidsede gårdhunden ikke ører, når den hørte vogntoget nærme sig. Den kendte deres egne heste på travet. Den lå på en kolde trappesten, hvor den kunne holde gigten ved lige, og hvorfra den kunne overskue, hvad der måtte være verdenen. Når posten kom og lagde avisen ind på bryggersbordet, blev den liggende. Kun en gang havde den rejst sig, da brevbæreren skrævede over den for at komme ud, og det var den ene gang for meget. For posten, siger sig.

Den nye pige havde hentet en taburet for at kunne sidde ude i solskinnet og bælge ærter. Niels Hjorth drillede med hendes kæreste; det havde hun hørt på før, men så gik noget af den formiddag da! De skidtvigtige hanekyllinger rodede op i støvet. Modsat hønsene, måtte de selv sørge for det meste af føden, en ørentvist de kunne overraske, eller en af de sløve sensommerfluer. Kokkene spilede nakkefjerene op for at provokere, hvad der nu sjældent kom noget ud af, ikke en gang en lade-som-om slåskamp. Der stod for lidt på spil.
Nede i hjørnet, hvor slibestenen stod, var en skrukhøne kommet ud i lyset med et nyt kuld kyllinger. Kom der en silhuet til syne over gårdspladsen eller katten nærmede sig, klukkede hun ophidset, og lidt efter sad flokken gemt under hendes vinger. Duehøgen er farlig, og katte skal man aldrig stole helt på. Herude på den plads, hvor han hentede den gamle mands oplevelser, som regel de samme som i går og i forgårs og dagen før, kunne han følge med i en film over et langt liv som bonde. Dyr der blev spændt for, slagtet, hentet, parret, vandet eller vist frem. Samme forestilling, der var gået over en gårdsplads i tusinde år, samme rollehavere, samme tilskuere og samme kulisser.

Nu var det ved at være sidste sæson, de store gårde havde bygget store stuehuse, som de ikke havde brug for, karlene blev alligevel boende oven på hestestalden. De fleste af dem rejste til storbyerne og pigerne fulgte med. Det blevet sjældent syn at se folk på markerne; kun maskinerne. Naboerne havde ikke tid længere, ingen heste rimmede over til dem på den anden side af bækken. Husdyrene blev indskrænket til to arter: Kvæg og svin, medmindre man da talte hunden og det katskidt med.

Niels Hjort nåede at få de sidste oplevelser med, men så var man også kommet til sidste akt.

Hvis du vil høre mere om det, må du opsøge en af de gamle på Plejehjemmet Smedegården, eller endnu engang læse for dine børnebørn om Emil fra Lønneberg.

Det var svært for ham ikke at blande sig i gårdens drift. Når ejeren var taget i byen, gik han efter karlenes stemmer, indtil han fandt dem. Selv efter tyve år som aftægtsmand stod der endnu så meget respekt tilbage for ham, at karlene standsede arbejdet og hørte efter. Han blev aldrig træt af at foreholde dem, at de skulle holde orden på gården, også under den nye ejer. De skulle gøre det, akkurat som karlene gjorde i hans tid. Endda selvom det ikke blev påskønnet, ja selvom de fandt, at det tog for lang tid med al den orden. Da han var mand på gården, brugte han lang tid på at lære en ny karl at skovl og kost til at muge med, skulle renses efter brugen. Og derefter skulle de stilles ude i laden, halvanden meter fra døren ind til stalden. Ikke en meter, og ikke to meter, men halvanden meter.

En ny karl syntes det var noget pjat at gøre en mogskovl ren efter brugen, den ville alligevel komme til at se sådan ud næste formiddag, men efter nogle uger opdagede de noget: Når Hjorth havde lært dem at en ko skulle malkes, sådan som han ville have det, og ikke kun indtil man blev øm i håndleddene, eller når han havde herset længe med dem, for at de skulle lægge seletøjet rigtigt på hestene, ja så gik det op for dem, at de køer, de havde ansvaret for, ikke fik yverbetændelse, når de blev malket helt ud, og der ikke stod en sjat mælk tilbage i det varme yver, når de var færdige. Og at den hest, hvor seletøjet var lagt rigtigt på, ikke gjorde sig utilbens, som når det var hastværk, der afgjorde om hestene skulle få gnavsår af de snærende remme, og derfor ikke kunne lægge hele trækkraften i arbejdet. Endnu engang opfordrede han dem til at tage den holdning med sig, når en dag en familie eller et brug, blev deres ansvar.

En kendt dansker tog det motto til sig “RETTIDIG OMHU”. Det kunne have været Niels Hjorths motto, men i Bindslev brugte man ikke den slags, og dog passede ingen ord og inden mand bedre sammen. I 1920 blev der brug for det løsen og den mand. Elektriciteten var nogle år tidligere blevet indført i Danmark ved et el-værk på Fyn. Det var nu gået op for folkene i Bindslev, hvor afgørende det var for det lokale samfund, at de nye tider også kom hertil. Tællepråsene trængte til en afløser, for slet ikke at tale om de forjættelser, der lå i at elektriciteten kunne omskabe noget af det hårde legemlige slid, som var vilkårene, ikke mindst i landbruget.

Bindslevboerne besluttede sig for at bygge et el-værk, koste hvad det ville.

Efter nogle forgæves, men kostbare forsøg med andre energikilder til at drive et sådant værk, var man på grund af 1. Verdenskrigs mangler på importerede varer, nødt til at forsøge sig med vandkraften. Man havde jo åen. Man ville bygge et maskinhus hen over en slyngning af åen, hvor det var muligt at dæmme op for vandet, og dermed udnytte den energi, der ligger i faldende vand.

Endelig kunne man se opfyldelse af flere års forsøg med at indføre en ny tids teknologi, endelig kunne man se en mulighed for at få noget for de mange penge, som private og sogneråd havde skudt i projektet.

Men lige netop på det tidspunkt indtraf katastrofen, ja to endda. Man skulle nemlig grave et rum ud nedenunder huset, således at man kunne anbringe en turbine, som så skulle skabe vandpresset om til roterende bevægelser for at danne elektriciteten. Dette krævede, at man lavede en dæmning foran huset, så man kunne arbejde tørskoet.

Og her gik det galt.

Man havde engageret en ingeniør fra Sønderjylland til at lave dæmningen. Hans plan viste sig ikke at du. Man ansatte derefter en erfaren entreprenør til at forestå arbejdet. Ham lykkedes det at bygge en dæmning, men netop mens man var ved at grave ud i læ af hans projekt, brød dæmningen sammen.

Ingen af de to, ingeniøren eller entreprenøren, ville forsøge sig igen. Der var ingen, der ikke deltog i håbløsheden – undtagen en: Niels Hjorth. Han indkaldte sogneråd og andelshavere og tilbød at gøre det, som begivenhederne havde vist, var en umulighed: At dæmme vandet op, indtil arbejdet med bygningen var gjort færdig. Han satte andelshaverne med hjælpere stævne en dag fra morgenstunden. I dagene forinden havde han opsøgt nogle bundgarnsfiskere og af dem lånt en rambuk. Desuden havde han fremskaffet en stor stabel pæle. Han havde påbudt andelshaverne at medtage et stort antal sække. Til brug for arbejdet ude på vandet havde han lejet en fladbundet pram.

På selve dagen var han gået ned til el-værket, så snart det var lyst nok til at arbejde. Med hjælp af to af sine karle havde han målt vandstanden, havde spændt tre reb over åen, der hvor dæmningen skulle ligge. Tre alen mellem tovene – ikke mere -ikke mindre. På hvert af tovene havde han bundet tjavser der, hvor pælene skulle hamres ned.

Da folkene var ankommet, instruerede han dem i, hvor de skulle grave leret, der skulle i sækkene, hvor meget de skulle fyldes op, og hvordan der skulle bindes for sækkene: Med råbåndsknob, og ikke med noget som helst andet! Han havde tilmed sat en gammel mand til at kontrollere knuderne, inden de blev rakt ud til hjælperne, der skulle anbringe sækkene efter hans anvisninger. Rettidig omhu!

Inden pælene blev banket ned, havde han kasseret en del af dem, fordi der var en knast eller flere i spidsen. Der var ekstra at tage af. Hen på formiddagen var man nået så langt, at nu kunne han fjerne det første reb, for så at gå videre til det næste. Han gav en mand besked på at hale det ind. Det gjorde han, men smed så rebet på jorden. Niels Hjorth blev vred og råbte, at det skulle lægges sammen. Han fik et tvært svar, og rebet blev liggende. Tid var der ikke overskud af, og alligevel standsede han arbejdet, både på vandet og ved skrænterne. Der skulle ikke arbejdes mere, før det reb var lagt sammen! Resten af formiddagen skovlede og bar man så i en trykket og tavs stemning.

Det blev middag og folkene spiste de medbragte klemmer.

Der blev murren, da Niels Hjorth ville, at de skulle fortsætte uden pause. Nogle satte sig demonstrativt, og begyndte at snakke indbyrdes i trods mod lederen. Niels Hjorth blev hurtigt klar over, hvad vej dette kunne gå. Han sprang fra prammen ud i åen, hvor vandet nåede ham over livet, fik rakt en sæk ned fra prammen og vaklede så hen til pælene. Han måtte have armene helt under vand for at lægge sækken rigtigt. Gentog så handlingen. Folk blev flove og bad ham om at kravle op i båden igen. De hev ham op, og han stod så i vådt tøj, hvid i hovedet af raseri eller kulde, men fortsatte med at give ordre.

Jeg tror at de fleste, der har prøvet hårdt legemligt arbejde, kender den situation: Arbejdet er kedeligt og anstrengende; det er umuligt at se egen fordel ved dets udførelse. Men så kan det pludselig ske, at der kommer en rytme over arbejdet, ja at det bliver næsten som musik. Nu dirigerer man selv værket, trætheden forsvinder, og selv er man vokset ind i opgaven. Det er dejligt at blive brugt, og der er en mening med det hele. Nu var 100 mand, en leder, pæle og sække blevet til et. Før solen gik ned, stod dæmningen der – solid, tillidsvækkende, en halv meter over vandet opstrøms, nedstrøms en mur hvor vandet kun var blevet til et par dyndede pytter.

Bindslevboerne samlede deres redskaber sammen, gned træskoene i græsset, gik så hver af dem hen og gav Niels Hjorth hånden, inden de fandt hjemvejen.

Niels Hjorth havde gjort, hvad ingen anden havde kunnet. Han havde reddet sognet fra at miste så meget at der ikke engang blev til fattighjælpen. De rige blandt andelshaverne havde han hjulpet til ikke at miste en formue. De fattige til ikke at miste alt. Hans største bedrift var dog, hvad han lærte folk i Bindslev: At når viljen er der, og modet kommer til, så kan vi selv dæmme op for håbløsheden.

Hjørring har sin hellige Birgitta, Aalborg Skipper Clement, Thisted I. P. Jacobsen, Hirtshals Jørgen Fibiger, Skagen har Krøyer, Frederikshavn Tordenskjold.

I Bindslev har vi Niels Hjorth. Skammeligt om vi ikke ville kendes ved ham.

Poul Krabbe
Bindslev
Februar 2005