Uddrag af Murer Eigil`s fortælling – Eigil Jensen, tidligere Taars.
Mine første år om bl. a. krigen, barndomsvenner, søndagsskole, børnehave, “Det store bang”,
Mæ si´el
Sporadiske erindringer fra krigstiden.
Jeg husker selvsagt ikke så meget fra dengang, men det var en kold tid i de første år, og ikke bare på grund af nogle meget kolde vintre, men også på grund af, at Hitler var begyndt at terrorisere Verden, hvilket jo førte til 2. verdenskrig.
Min fødeby Tårs var også besat af tyskerne, og de blev bl.a. privat indkvarteret, og det blev de bare uden at nogen blev spurgt, om de ville ha´dem.
I mit hjem – det husker jeg ikke selv, men jeg blev det senere fortalt – var der en soldat indkvarteret, der hed Helmuth, hvilket også er det eneste, jeg ved, idet mine forældre fortalte meget lidt om den tid.
Jo, jeg fik dog også fortalt, at han var østriger og var blevet tvunget med i krigen.
Min far hadede tyskerne, og nægtede i mange, mange år at omgås noget eller nogen der var tysk, hvilket han dog fik et lidt anderledes syn på ca. 30 år efter krigen, men det vil jeg nok komme tilbage til senere.
Jeg kan selv – vel i sagens natur – kun huske brudstykker og enkelte episoder fra krigen, som bl.a. at vores genbos søn Erik. havde en schæferhund, som han selvfølgelig var meget glad for.
En dag, hvor vi sad på købmand Iversens trappe, kom der en jeep kørende med tyske officerer, og uheldigvis (eller måske fordi den heller ikke ku´ li´ tyskere) løb den ud foran bilen og blev så kørt ihjel, hvorefter de godt nok standsede, men det var kun fordi, den lå i vejen for dem, så chaufføren – en menig – blev beordret ud, hvorefter han bare kylede den ind til siden, hvorpå de fortsatte, alt imens Erik ikke græd for lidt.
Men det kunne herrefolket selvfølgelig ikke ta´ sig af, hvilket så heller ikke gjorde nogen venligere stemt over for tyskerne.
Jeg husker også, at der i slagterens stald var opstaldet et par meget, meget store heste – i hvert fald i forhold til Post-Alberts Elis og mig, der på det tidspunkt vel var 5 – 6 år.
De blev passet af et par soldater, og da vi åbenbart havde været nysgerrige og var kommet ind i stalden, så gjorde det her par soldater os forståelige, at de var sultne og ligeledes, om ikke vi kunne løbe ned til bageren efter et rugbrød, hvilket vi så gjorde.
Da vi kom tilbage, blev vi sat op på hver sin af de der KÆMPE heste, der nu – så vidt jeg husker – var lige så rolige som et par gyngeheste uden gyngestativ.
Da vi sad deroppe, så skar soldaterne en ordentlig ”humpel” rugbrød til både sig selv og hver af os, og så sad vi der på ryggen af hestene og spiste, mens vi delte pænt med hestene.
Af det mere dystre, husker jeg, at der var et par af de tyske soldater i Tårs, som blev så trætte af krigen og hvad deraf fulgte, at de sagde ”farvel” for egen hånd.
Den dag krigen sluttede husker jeg meget tydeligt.
Far og mor var hos en af naboerne til kaffe, og min store søster Ruth og jeg sad inde i stuen – jeg på mors symaskinekasse ved siden af kaminen.
Radioen spillede, men pludselig blev der afbrudt, og så lød det bekendte: ”Dum, dum, dum, dum – dum, dum, dum, dum. – I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. — Her er London. … o.s.v. og så varede det kun meget kort tid før vores mor og far var hjemme, og der blev tændt lys i vinduerne overalt, og folk strømmede ud på gaden.
De første venner jeg havde var Ivan og Bjarne.
Ivan
var søn af af Sinne og skræddermester Ejnar Beermann, der havde skrædderværksted i den vestre ende af Tårs by.
Skrædder Beermann var en lille mand med et medfødt handicap, og Sinne var heller ikke helt rask, så da de blev klar over, at de ”ventede sig” – dette har jeg ladet mig fortælle – så syntes de, at det var frygteligt, for det mente de ikke, der kunne komme noget godt ud af, men det gjorde der, og det var så Ivan.
Ivan blev på ingen måde forkælet, selv om han forblev enebarn, men stolte af ham, det blev de, og jeg kan her lige kort fortælle om hvorfor.
Ivan blev den bedste fodboldspiller Tårs Idrætsforening på det tidspunkt havde fostret.
Han blev hentet til Frederikshavn, der spillede i landets bedste række. Det var efter, at Harald Nielsen var blevet professionel i Italien.
I en kamp i Idrætsparken i København mod Brønshøj, scorede Ivan bl. a. to mål, selv om han spillede over for Willy Kragh, der på det tidspunkt var Stopper – som det hed dengang – på landsholdet
De vandt 2 – 1, men rykkede desværre ned alligevel, da andre resultater også skulle passe, hvilket de så desværre ikke gjorde.
Kampen blev i øvrigt refereret i radioen af Gunnar Nu Hansen, og dagen efter kunne man læse flg. på Ekstra Bladets forside: KULEGRAV DANMARK, FIND FLERE SOM IVAN.
Vores mange fælles fodboldoplevelser kommer jeg tilbage til senere.
Vi kom som børn meget hos hinanden, også nok fordi, at min far og ”dej bette skræ´er” (den lille skrædder), som han blev kaldt i daglig tale, var sammen i bestyrelsen for Tårs Fjerkræklub, og de gik begge to meget op i at avle præmiehøns, hvilket så også ind imellem kunne give lidt gnidninger, hvis den enes høne / kok blev bedømt til en højere præmie end den andens høne eller kok.
Det var en skrap konkurrence, var det, for man kunne vinde en pokal, og jo flere pokaler i skabet, jo mere var der at prale med, for ikke at tale om VANDREPOKALEN, den fineste, som den, der vandt den, fik sit navn graveret ind i, og så vidt jeg husker, så var den efter 5 gange ”gravering” erhvervet som ejendom.
Og hvornår var det så lige, det var? – Jo, jo, det var skam på den årlige Fjerkræudstilling på Tårs Hotel, og det var for os børn ikke bare en Fjerkræudstilling, nej, det var et af årets højdepunkter, for der var også farvespil, som blev passer af Post-Albert, og her kunne man for en tiøre vinde, hvis man var heldig, en hel krone, og hvis man var rigtig heldig to kroner.
Der var også lige noget andet, som jeg husker mere end temmelig tydeligt fra de der fjerkræudstillinger, og det var LUGTEN i hotellets lille sal. – Bemærk, at jeg ikke sagde DUFTEN, for det ”duftede” ved gud ikke af violer:
Da jeg var helt lille, da var jeg vild med at ride på alting, og det gik især ud over spisestuestolene, og de kunne vist ikke rigtig holde til det rytteri.
Denne er ikke min gyngehest, men en fra Børglum Kloster´s legetøjsmusæum
Så gav min mor og far mig en rigtig gyngehest i julegave, og jeg kan svagt huske den. Det var en rigtig stor og flot en af slagsen, og den var flottere end nogen karruselhest i Tivoli, men – men – men, den blev en stor skuffelse for min mor og far, for de havde sådan glædet sig til at gi´ mig den — og så var jeg altså bare bange for den.
Det endte med, at de solgte den til Skrædder Beermann, og så kom den til at stå på Ivans kammer, og forstå det, hvem der kan, for så var jeg nok den, der red mest på den !!!!
Bjarne
også kaldet ”Bjarne Støber”, og det var selvfølgelig fordi, at hans far var Støber – altså Cementstøber – og han havde Cementstøberiet i Tårs.
Bjarnes mor hed Erna og hans far hed Thomas, men blev kaldt Thammes eller Thommes Støber.
Bjarne var enebarn som lille, og det troede alle vist nok, inklusive ham selv, at han skulle blive ved med at være, men en dag, hvor vi skulle af sted til fodboldkamp, så kom Bjarne hen til mig og sagde:”A hå´r få´t en bettesøster!”. Da var vi elleve år.
Nå, men ”bettesøster” blev døbt Grete, og hun bor i dag på Sjælland.
Hun kunne vist ikke rigtig li´ mig, da hun var helt lille, for hver gang jeg bare nærmede mig ”ow´er æ´ej å by´j”, så begyndte hun at ”wræ´el”, og det betyder altså at græde højt, og en dag, jeg kom derop, så sagde mor Erna på sin meget stille facon: ”Wi wæ´st godt, at do war på wej, for for lidt si´en, da bejønt Grete å wræ´el”.
Nå, men så vidste de da i det mindste, at der var liv i tøsen.
Oppe ved Bjarne – OPPE ved, det hed det selvfølgelig, fordi han boede øverst i byen, li´som det hed NEDE ved Ivan, hvilket man så kan gætte sig til hvorfor, og begge dele var selvfølgelig fordi, mit hjem vat MIDT i byen.
Nå, men oppe ved Bjarne, der lærte jeg noget, som jeg i hvert fald ikke kunne lære derhjemme, og det var at spille ”Whist med trumf” – hjemme kunne det højest blive til et spil ÆSEL, for det andet var li´som ikke en del af min opdragelse og ikke så velset, så det, at jeg lærte det, det fortalte jeg vist nok ikke derhjemme!!
Nå, men det med kortspil, og hvad det også kunne føre til af en senere fornøjelig oplevelse, det kommer jeg tilbage til i et senere afsnit.
Mens vi boede hos Bedste.
Til fodbold i Hørmested
Som før fortalt, så boede vi hos Bedste i små tre år efter krigen, mens far byggede nyt hus på Søndergade.
Mens vi boede der, stiftede jeg for første gang som ca. 8-årig– så vidt jeg husker – bekendtskab med noget der hed Fodbold, hvilket så senere skulle blive noget, der kom til at fylde meget af min tid.
Men min første oplevelse, førte også til min første – og eneste – røvfuld af min far.
Mærkelig nok husker jeg det ikke selv, så far slog sikkert ikke så hårdt.
Historien er den:
Tårs havde et hold, der vist nok spillede i B-rækken, hvad så det betød, men de var i hvert fald inviteret til idrætsuge i Hørmested.
Når de skulle køre til sådan en kamp dengang lige efter anden verdenskrig, så foregik det på ladet af en lastbil med presenning over, og ”stolene”, det var bænke man lånte på hotellet, og de var ikke hverken skruet, sømmet eller bundet fast, og sikkerhedsseler det var altså noget der lå langt ude i fremtiden, og hvis der var nogen lovkrav til sikkerhed i det hele taget, så var de i hvert fald ikke nået til ”Skøt-Hans´es” lastbil – det hed eller blev vognmanden kaldt,
Lastbilen blev til daglig brugt til grisetransport til slagteriet, og de havde jo alligevel ikke så lang tid igen, så det—
Det var jo som sagt lige efter krigen, og nogen af lastbilerne kørte stadig med generator – en generator var en slags kakkelovn, der sad på siden af lastbilen, og hvori man fyrede med træ, så det var vel også begrænset, hvor højt sådan et apparat kunne få bilen op i fart.
Nå, men tilbage til turen til Hørmested.
Afgang foregik altid fra hotellet. Det var mest praktisk, for der skulle bænkene jo alligevel hentes.
Da de skulle til at køre, så stod Bjarne – for han var ”medskyldig” – og jeg sikkert og kiggede længselsfuldt efter en udflugt i sådan en stor bil, så en eller anden har sikkert spurgt, om ikke vi ville med, og det, har vi da helt sikkert syntes, var en god ide, og helt uden tanke for, at prisen kunne være en røvfuld, når vi kom hjem, for vi havde da i hvert fald ikke tænk os at spørge om lov. – Om det så var fordi, vi kendte svaret på forhånd, så vi ikke ville risikere at gå glip af sådan et godt tilbud, det er da muligt, så det endte med, at vi blev hevet op på ladet.
Hvordan det gik, det kan jeg godt nok ikke huske, men jeg husker temmelig tydeligt, at da vi kravlede ned af lastbilen efter hjemkomsten sådan ved halvellevetiden en mandag aften, da var noget af det første, jeg fik øje på, min far.
Vi boede jo ved Bedste, og det var kun et par huse fra hotellet, så far han stod og vippede ude på fortovskanten, og han så ikke ud til ligefrem ”at stå og vente med bolchedåsen”, hvilket jeg, efter selv at have fået børn, rigtig godt kan forstå, for er der noget, man er urolig for, så er det sine børn, og han havde absolut ingen anelse om, hvor jeg var blevet af.
DET husker jeg, men røvfuld – nej!
Nå, men senere fik jeg, og dermed til dels også min far, en masse oplevelser på grund af fodbolden.
Søndagsskolen
Hver søndag formiddag, så var der søndagsskole i missionshuset, og da vores forældre – i hvert fald vores mor – var troende, så skulle vi altså gå i søndagsskole, så vi kunne forblive artige og gudfrygtige børn, og det tog vi da nu heller ikke skade af, men om det omvendte er tilfælde, det må andre nok hellere kloge sig på.
Vi gik der nu vist ikke i så mange år, for så kom fodbolden og andet til, og fodboldkampene, det var også – heldigvis – søndag formiddag.
Når det var heldigvis, så er det fordi, som jeg husker det, som at det der søndagsskole-væsen var noget ret kedeligt noget.
Søndagsskolelærerne var ældre, gudfrygtige mænd. Der var Daniel – statelig og streng, den meget milde Jakob og Emanuel, som jeg husker som noget forvirret.
De var alle eller havde været husmænd med mindre ejendomme, hvoraf Emanuels dog var af de lidt større, der lå lige i udkanten af Tårs, og på hvis marker der i dag ligger bydelen ”Damly”, der er opkaldt efter gården.
Og så var der også en ældre højskolefrøken med glat tilbagestrøget hår med knold i nakken, som boede næste lige over for missionshuset, og det var en skrap madamme, men hun blev faktisk min storesøsters og min redning fra at komme der alt for tit. Vores lillesøster var ikke gammel nok endnu, så vidt jeg husker, så hun gik ram forbi, hvad det angår.
Der skete nemlig det til en juletræsafslutning i søndagsskolen, at højskolefrøkenen greb mig og temmelig håndfast satte mig op på sine knæ – hvor der ved gud også var god plads.
Man var sikkert ved at berette om julens gudelige lyksaligheder, som jeg sikkert nok havde syntes var ret kedelig, hvorfor jeg foretog mig noget andet så som at løbe rundt om juletræet og måske ”synge” lidt højt eller larme lidt med en Sparebøsse-negermand af støbejern, hvis arm kunne smide en mønt ind i munden på den, hvis man trykkede den i nakken.
Nå, men det blev i hvert fald for meget for ”Sudan-Mutter, – sådan blev hun kaldt, fordi hun også var med i noget, der hed Sudan-missionen, – så det satte hun da lige en stopper for.
Men DET skulle hun aldrig ha´ gjort, for min far kunne ikke fordrage hende, og hun skulle i hvert fald ikke bruge sine talenter på at opdrage hans søn, så det blev et ret kort ophold på de gudfrygtige knæ.
Jeg og min store søster Ruth, vi fik da også gjort opmærksom på, at samvær med hende ikke var det, vi så allermest frem, og det resulterede så i, at hvis det var Sudan-Mutter, der havde søndagsskolen, så behøvede vi ikke at gå derned.
Når det var ”derned”, så var det fordi missionshuset lå NEDE i byen, for øvrigt lige over for Ivan´s hjem, hvilket dog aldrig kom til at have den store indflydelse på hans liv.
Nå, men resultatet blev, at vi om søndagen stillede os ved den nederste bager, hvorfra vi kunne se til missionshuset og lure, hvem der nu var søndagsskolelærer den dag, og hvis det var hende, der gik over vejen, så var vi dem, der var skredet.
Når vi så kom hjem, så sagde far bare: ”Nå, det er hejje i da”!
Det kan i dag godt undre mig, at vores far aldrig studsede over, at det var hende SÅ TIT!!!
FRØKEN TROELSEN´S BØRNEHAVE.
Det var ikke alle frøkener, vi pjækkede fra, og det gjorde vi ikke fra frk. Troelsen.
Hvis der er nogen, der tror, at der ikke var børnehaver dengang, så kan de godt tro om, for jeg gik i hvert fald i børnehave – i hvert fald en slags børnehave – og det var endda under krigen.
Jeg husker ikke så meget, men dog at frk. Troelsen, der muligvis havde en uddannelse og muligvis ikke, var rigtig god til at lege med os og holde os beskæftiget på en måde, så vi i hvert fald ikke var kede af at komme der – tvært imod.
Hvorfor vi gik i børnehave, det husker jeg ikke, men jeg husker, hvor den var.
Den var oven på Stationsvej 3 i et lille bitte lokale, men dengang gik man ikke så meget op i, hvor mange m2 der skulle være til hver, bare vi havde det godt, og det havde vi.
Om vi også så småt fik lidt skolelærdom, det husker jeg ikke konkret, men det foresvæver mig noget om, at vi vist nok blev sat lidt ind i ”Ole Bole´s” mysterier. Det er i hvert fald den første bog, jeg kan huske.
På Stationsvej, der i dag hedder Postholdervej, der ligger huset stadig, og jeg har haft fornøjelsen af at komme der ofte, da jeg senere blev håndværker, idet det senere blev udgangspunkt for en VVS – installatør, som jeg arbejdede en del sammen med.
FDF
På et tidspunkt kort efter krigen blev jeg spejder, eller hvad det nu hedder at være FDF-er, for de Grønne Spejdere, De blå Spejdere, De gule Spejdere o.s.v. de sagde i hvert fald, at FDF-er ikke var RIGTIGE spejdere, men det var vist også før, at der var noget, der hed FPF-er???
FDF står jo for Frivilligt Drenge Forbund, og FPF var jo så — men da jeg var FDF-er, da var vi nu ikke så bevidste om ”den lille forskel”, — så ”pigespejdere”, det var noget vi først blev nogle år senere.
Hvorfor jeg blev FDF-er, det ved jeg faktisk ikke, men 1946 – 47 kom der en ny lærer til Tårs – lærer Trinskjær – og han var ivrig FDF-er så jeg tror det var på grund af ham.
Jeg husker helt tydeligt, den dag han ankom, for han skulle starte med at bo i en lille, bitte lejlighed hos jordemoder fru Ottesen, og det var kun et par huse fra Bedste.
Da han steg ud af bilen – jo, jo, han ankom skam i bil, og det var skam noget dengang – da så jeg en lidt ærefrygtindgydende mand i plusfore bukser og vest og med alpehue med tip.
Det var en fin mand, og så var han lærer, og så var det jo én, man sagde DE til dengang li´som til læge og præst, jow, jow.
Nå, men A. E. Trinskær var nu ikke så slem som lærer, så vidt jeg ved, for jeg havde eller fik ham aldrig som lærer.
Dengang var der endnu ikke bygget store skoler, så i Tårs Sogn, som det hed, der var der 9 små skoler nemlig Terpet, Tranget, Skiveren, Morild, Græsdal, Sæsing, Houstrup, Tårs Nordre og endelig Tårs Byskole, og den sidste kommer jeg tilbage til.
Trinskær flyttede hurtigt ud i Nordre Skole for at bestride sin gerning der, og DET var altså langt ude dengang, syntes vi – nok ca.1 km nord for Tårs og deraf selvfølgelig Nordre Skole.
Den lå – og ligger der for øvrigt endnu, dog bare som beboelse – i en dejlig natur med en stor have og lidt skov nord for og eng med en lille bæk syd for ind mod byen.
Bækken kunne vi både bade og fiske i, og den blev aldrig kaldt andet end ”Flø´s Bæk” efter N. P. Flø, – det var den tidligere lærer i Nordre, og som for øvrigt også var sognerådsformand i en periode i nittenhundredeogtrediverne.
Nordre skole blev så også ”hovedkvarter” for FDF med Trinskær som ”den store hærfører”, og der begyndte jeg som POG – det hed de yngste – derefter Pilt og så til slut Væbner, men det sidste nåede jeg vist ikke, for der kom der også noget med fodbold imellem, og man kan jo ikke tjene to herrer, så det —.
Men jeg oplevede da noget i min FDF-tid.
Vi var engang på spejderlejr en hel uge i Rubjerg Lejren ved Nr. Lyngby, og en aften hvor vi havde forældrebesøg, og vi bl. a. sad og bagte snobrød på bål, kom der en politibil susende ind i lejren, og så blev det pludselig mere spændende, end sådan nogle ”barske” 10 – 11-årige FDF-er li´som brød sig om, for de her ”Politier” de spurgte, om vi havde set nogle skumle personer her omkring, for der var flygtet sådan nogen tidligere på dagen fra Kragskovhede-lejren, og man havde fået at vide, at de var set her omkring.
Mens vores forældre, sådan nogen bangebukse, de skyndte sig at køre hjem, så bad ”politierne” os, om ikke vi lige kunne hjælpe med at fange de her forbrydere, og det sagde vores ledere straks ja til.
Hvordan de der ”politier” de kunne høre det ”ja” for vores af rædsel klaprende tænder og knæ, det må stå hen i det uvisse, men vi måtte altså på forbryderjagt – og vi SNUPPEDE dem.
Det har nu altid undret mig siden, at forbryderne viste sig at være to af vores egne spejderledere, for vi havde altså slet ikke haft nogen anelse om, at de havde siddet i ”spjældet”!!! – Men de blev tilsyneladende benådet, for næste dag var de altså vores ledere igen.
Men det var jo også før, man begyndte at gå op i straffeattest og sådan noget andet papirnusseri!!!
En anden gang var vi til tropsmøde ude i ”hovedkvarteret” i Nordre Skole, og bedst som vi sad der i skolestuen, som også var vores trops-lokale, så gentog seancen sig, for pludselig gik døren op, og så kom der een stormende ind, at vi skulle skynde os at komme ud at hjælpe, for man havde fanget en forbryder, men han var sluppet væk.
Og der var da ikke noget, vi hellere ville, for der var bælgravende mørkt uden for
(klapre – klapre – kla – – tænder og knæ)!!!
Så måtte vi på jagt ude i skoven sammen med vores to tropsførere.
De var brødre, og jeg kan huske, at den ene hed Ejvind, og de gik forrest – så var vi li´som lidt mere trygge.
Nu var der altså lige det – viste det sig – at de to ikke var informeret om, hvad det hele gik ud på, bortset fra at ham forbryderen skulle fanges med alle til rådighed stående midler, så de bevæbnede sig med hver sin hegnspæl for alle tilfældes skyld.
Pludselig råbte de :”Vi har ham, vi har ham”, og da vi nåede frem, gjorde han slet ingen modstand, for da ”forbryderen” var kommet løbende imod brødrene, så gav de ham en af hegnspælen.
Han var simpelt hen gået ud som et lys.
Så bar vi ham modigt ind i skolestuen, og vogtede på hver lille bevægelse, for sådan en frygtelig karl, han skulle sandelig holdes fast indtil politiet kom.
Der var bare lige det, at da vi kom til at kigge rigtigt på ham, så kunne vi pludselig se, at ham der lå der, stadig halvt bevidstløs på grund af brødrenes formidable ”hegnspælsekvilibrisme”, ham kendte vi da godt, for det var da bare Knud Erik Toft Jensen, der også ellers var en af vores spejderledere.
Nå, – han overlevede da, men følte vist ikke den store lyst eller trang til senere at blive udsat for forbryderjagt af FDF-er med et hegnspælsvingende brødrepar i spidsen.
Vi FDF-er havde flere opgaver, og bl. a. denne, at gå ud med et specielt lykønskningskort til fødselarer.
Det var til forældre eller andre, der havde skrevet sig på som en slags sponsorer – jeg er godt nok ikke sikker på, om sponsorater i det hele taget var opfundet endnu.
Nå, men det fungerede på den måde, at en af os FDF-er gik ud til fødselaren og ønskede til lykke, hvorefter man så fik en FEMMER med tilbage til støtte for FDF.
Gad for resten vide, om jeg har været med til at opfinde sponsor-begrebet?? – Den lader vi lige stå!!
Nå, men en af mine opgaver, det var at lykønske fru Knudsen, Agdrup, og det var ikke så ringe.
Agdrup er en ret stor gård, der ligger ca. 2 km. nord for Tårs, så her gik eller cyklede jeg ud hvert år d. 4. marts i min fine spejderuniform, og når jeg havde afleveret min hilsen med honnør og fået ”femmeren”, så blev jeg inviteret på kage og sodavand, så vidt jeg husker, og så blev jeg selv ønsket til lykke, – og hvorfor så det? – Jo, d. 4. marts er nemlig også min fødselsdag, og det var så også grunden til, at det altid var mig, der skulle til Agdrup.
Senere kom jeg for øvrigt en del til Agdrup, idet jeg kom til at gå på Privat Real i Hjørring sammen med en af drengene derfra, nemlig Johannes.
Desuden var jeg i min læretid som murer med til at bygge til en kostald på Agdrup. – – – – og den står der sør´me endnu!
Fastelavn
Nu jeg er ved det der med ”sponsorer” og uniformer, så må jeg da lige ha´ fastelavnsmandag med, og hvad deraf fulgte, for der var en person, der var sikker ”sponsor”, når vi stillede i vores ”fastelavns-uniformer” med larm fra raslebøsser og meget høje barnesangstemmer:
”Fastelavn er mit navn —o,s,v.” – og så med nogen værre masker. – Det var nemlig ikke ulovligt at maskere sig den gang, men det var jo da også lovligt ”røveri”, vi var ude på.
Jeg husker, at maskerne dengang, de var godt nok ikke af plastik, men af papmache, og når man så kom lidt op af dagen, så vår de på grund af sin ånde, ved at gå i opløsning omkring munden, og havde man ikke set skrækindjagende ud før, så kom man i hvert fald til det.
Og det der pap med pap-lim, det smagte, så man så´nt set var glad for, at der kun var fastelavn en gang om året
Nå, men tilbage til det med den sikre sponsor.
Lige over for min Bedste, der boede i et lille bitte hus et meget ældre ægtepar – de var da i hvert fald nok over fyrre måske halvtreds.
Han hed Johannes Neve – var malermester, men allermest kendt for at skrive dilletant- stykker, som blev spillet i hvert fald i Tårs Forsamlingshus.
Så var han for øvrigt også kendt for sin ”knold i nakken”. Det var en enorm fedtknude på størrelse med en citron, der var groet ud oven på hans hoved, og den havde han i den tid, jeg kan huske.
Det mest kendte af hans dilletant-stykker – hvor langt det så var kendt omkring – det var ”Tårs Rakkere”, og det kom til at hænge temmelig meget ved ”dæ´em frå To´es”: ”Nå, do er nok jej å di To´es Rakkere”! Hvad det egentlig betød – eller betyder, for det bli´r da af og til brugt endnu – det ved jeg faktisk ikke, men de der ”Rakkere” var da vist godt nok ikke nogen, der var helt pæne ”i kanten” ——- så de var selvfølgelig nok fra Tårs på Lolland eller Falster!!!!!
Men den interessanteste af ægteparret Neve, det var nu konen.
Hun hed sandsynligvis Mette, men blev aldrig kaldt andet end Mæ´t Neve, og selv om hun ikke var større end den berømte ”tobak for en skilling”, så var de decibel, der kom fra hende til gengæld anselige. – Hun var nok det, man i dag kalder ”en skrap tsjælling” ( kælling ), og så alligevel, for hun havde i hvert fald et blødt punkt, og det kom vi børn til gode hvert år fastelavns mandag, for hun ”sponsorerede” os rundhåndet hvert år.
Det var en selvfølge, at vi børn skulle klædes ud og så ud at ”rasle”, og det var lige så stor en selvfølge, at et af de første – om ikke det første – sted, det var ovre ved Mæ´t Neve, for der faldt der en hel 25-øre af, og det var mange penge dengang. og det normale, det var én og to-ører og i bedste fald en 5-øre.
Vi var et par stykker, (jeg nævner ingen navne, men den anden blev senere kriminalkommissær i Fredericia, og hed Elis) vi mente, at vi godt kunne lave lidt ”reprise” på den seance, så vi gjorde os klar til at ”hæve vores sangerrøst” igen, – ringede på, og ud kom vores ”sponsor”, men hun var ikke så glemsom, som vi nok havde håbet, for straks hun så os, så lød det : ”I har fået, – kom igen til næste år”! – Og det gjorde vi så.
Det store bang!
(Tårs i krig efter krigen)
Den dag eller de følgende dage efter 4. maj, hvor krigen sluttede, der dukkede der pludselig en hel masse frihedskæmpere op med frihedskæmpernes armbind.
Der var mange, der deltog mere eller mindre i frihedskampen, og mens krigen stod på, gik de selvfølgelig ikke og ”reklamerede” med, at de deltog i frihedskampen, for så var de omgående blevet sendt i koncentrationslejr – eller det, der var værre.
Man kan måske tvivle lidt på, om der virkelig havde været så mange frihedskæmpere, men for de, der var det, var det med livet som indsats.
Følgende episode, som fandt sted en søndag morgen ved 9-tiden, blev sikkert udført af disse, men det blev dog – så vidt jeg ved – aldrig opklaret, og man forsøgte sandsynligvis heller ikke særlig helhjertet.
Det var i 1946.
Vi boede hos Bedste, og vi sad og drak morgenkaffe, da der lød et øresønderrivende brag så vinduerne klirrede og huset rystede.
Det var en sprængblyant (sådan blev den / det kaldt), der var blevet placeret i en flagstang i en have på Søndergade lige over for daværende lægebolig, hvor lægen på det tidspunkt var Søren Larsen.
I villaen, i hvis flagstang sprængblyanten var blevet placeret, boede der en i byen kendt borger, men han havde handlet sin vare med tyskerne, og man mente, at det var årsagen, hvilket det sandsynligvis også var.
Der var, så vidt jeg husker, ikke nogen, der kom til skade, men samtlige vinduer i villaen og i lægeboligen blev blæst ud hver og én.
Vi andre fik bare susen for ørerne, – og så VAR det jo en spændende oplevelse, når man ikke var mere end 8, og egentlig nok ikke helt forstod årsagen.
