Af guldsmed Ole Agger Hansen
Ole Agger Hansen f. 1947 – her ved sin fritidsbeskæftigelse
I 1945 købte min far ejendommen Algade 4 (i dag 46-48) af sin faster Louise Thuen. Hendes mand Chr. Thuen havde drevet rebslagerforretning i huset ved siden af deres lejlighed i stueetagen. Min far Børge Hansen flyttede sin guldsmedeforretning ind i den gamle rebslagerbutik og Louise Thuen blev boende i lejligheden ved siden af. Der var boligmangel i årene efter krigen, så det var svært at opsige lejere, derfor kunne mine forældre først overtage lejligheden på 1. sal i 1948, da jeg var et år gammel.
Jernbanen gik dengang lige bag huset, hvor Østergade går nu. Over for Søndergade var ”Bommene”, der delte byen i to.
Banen gik bag om nuværende Cafe Kox, der er det gamle posthus og til stationen, der lå, hvor nu SparNord ligger.
Stationen i Brønderslev i 1964
Jeg havde dog allerede stiftet bekendtskab med jernbanen, da jeg var få dage gammel. Jeg er født hos professor Ingerslev på Fødselsanstalten for Jylland på Randersvej i Århus. Min mor var fra Århus og både min mormor og min moster boede der. Da vi blev udskrevet rejste mor og jeg med Lyntoget til Brønderslev.
Jeg har åbenbart interesseret mig for tog allerede som ganske lille. Mor har fortalt, at de en aften havde meget besvær med at få mig til at sove. Da de endelig troede det var lykkedes, kom der et tog, og så lød det inde fra børneværelset ”Forbi – forbi” og så blev der ro.
Et af mine første jobs var at vinke til pakmesteren i den sydgående formiddagsekspres. Eksprestogene blev trukket af damplokomotiverne Litra R. E. P. og T. Godstogene af Litra D, som jeg senere selv fik lejlighed til at køre med et par gange.
I begyndelsen af 1950’erne var der ikke så meget, der var farligt, så vi børn var ikke ret gamle, før vi kunne færdes på gaden på egen hånd. Det var vist forbudt at gå over gaden, men vi kunne være på vort eget fortov mellem ”Bommene” og Gasværks Allé.
Det mest spændende var nok ledvogteren, der havde 3 håndtag at dreje på. Et der ved hjælp af et langt tråd træk hævede og sænkede bommene ved Gasværks Allé og to til ”De store bomme”: Så vidt jeg husker havde de ikke samme udveksling, så det ene håndsving skulle drejes lidt hurtigere end det andet.
Det hændte af og til, at en bil forsøgte at smutte over, når bommene var på vej ned, men i stedet kom til at brække en bom. Det hændte også at en cykel fik forhjulet ind i kæderne, der hang ned fra bommene. Min store drøm var at blive ledvogter som voksen og få lov til at dreje på håndsvingene. Jeg kunne sagtens få ændret tråd trækkene så jeg kunne passe bommene fra guldsmedeværkstedet.
Sådan gik det som bekendt ikke, for da jeg blev gammel nok, var alle de betjente bomme væk, så jeg måtte ”nøjes” med at være guldsmed.
I det hele taget delte jernbanen byen i to dele. Den faste undskyldning, når man kom for sent, var at ”Bommene var nede”. Det kunne de også være ret længe, når der var lange tog på stationen. F.eks. om sommeren var den nordgående Nordpil, med vogne Hamburg – Frederikshavn så lang, at den spærrede overkørslen, mens den holdt på stationen. Et godstog, der skulle rangere, blev simpelthen delt for ikke at spærre i måske en halv time. Skulle et sydgående godstog have vogne med, der skulle forrest i toget, holdt toget i spor 2, maskinen blev afkoblet og kørte ud til Gasværks Alle, forbi sporskiftet mellem spor 1 og 2. Samtidig skubbede stationens rangertraktor (Et såkaldt ”klædeskab” bygget på Pedershaab Maskinfabrik), de vogne, der skulle med, gennem spor 1 og bag på maskinen ved Gasværks Allé. Mens det skete, kunne bommene åbnes et par minutter indtil klædeskabet kom tilbage. Hvis toget kunne være nord for bommene, kunne maskinen og de optagne vogne også passere og koble på den ventende togstamme. Hvis toget var for langt, ventede lokomotiv og de optagne vogne syd for bommene og først nogle minutter før afgang, blev bommene igen rullet ned og godstoget kunne samles igen. Der skulle så laves bremseprøve inden toget kunne fortsætte mod Aalborg. Det kunne også tage lidt tid inden et langt og tungt tog kom op i fart, og sidste vogn havde passeret overkørslen og bommene igen kunne åbnes.
Jernbaneoverskæringen med bommene i 1964 – der delte byen
Det gamle stjernekryds blev lukket ved Ny Østergades etablering
Ud over tipvognslokomotiver og rangertraktorer producerede Pedershaab også vejtromler og gravemaskiner. Mange af maskinerne blev sendt ud i den store verden med tog. Fabrikken havde ikke selv sidespor selvom den lå op ad banen, så maskinerne blev kørt ad Ø. Alle –Vestergade – over bommene og så ad den daværende Jernbanegade til godspladsen i Nørregade, hvor der var en rampe, hvor maskinerne kunne køre op i enden af åbne godsvogne. Når det var gravemaskiner med larvefødder, gik der nogle læredrenge og lagde brædder under larvefødderne, for at de ikke skulle beskadige asfalten. På godspladsen var der også en siderampe (kvægrampe), som vi børn kunne bruge som kælkebakke om vinteren.
I 1950´erne blev de store persontog og godstogene fremført af damplokomotiver, mens de standsende persontog med 1 – 2 vogne blev trukket af dieselelektriske motorvogne Litra MO. Endelig var der de fine røde Lyntog, der havde samme teknik som MO vognene.
I 1954 skete der noget. Jeg var lige begyndt i skolen og sad en eftermiddag og lavede lektier, da jeg pludselig hørte en ukendt støj fra banen udenfor mit vindue. Da jeg kiggede ud, kom der et stort flot ”Amerikansk” lokomotiv kørende. Det var et af DSBs første MY lokomotiver, der var på præsentationstur. Så måtte lektierne vente. Det var bare med at kommer over på stationen og beskue (og høre) vidunderet. MYerne og senere MXerne overtog gradvist de store tog.
Sidste gang jeg kørte i et damp trukket plantog var op til jul 1964, da jeg gik på handelsskole i Aalborg. I anledning af julen var MYen, der normalt trak eftermiddagsskoletoget fra Aalborg, blevet udset til at køre jule-særtog og reserven i Aalborg, der var en E maskine, havde overtaget skoletoget.
Det var egentlig ikke fordi, man lagde så meget mærke til togene, når man var nabo til banen. Normalt standsede alle tog i Brønderslev, så hastigheden var begrænset, når de passerede vores gård.
Nogle somre kørte der dog en forløber til Nordpilen som ikke standsede, men var gennemkørende med 80-90 kmt. Når det passerede, rystede alting og støv og skidt fløj ind i vores gård. Når min mormor overnattede hos os, klagede hun over, at et godstog vækkede hende midt om natten, men jeg har aldrig hørt det.
Det hændte også, at et sydgående damplokomotiv, med lidt for høj vandstand i kedlen og urent kedelvand, under en lidt for hård igangsætning, udspyede en skønsom blanding af sod, damp og smøreolie ud over min mors ny ophængte vasketøj i gården.
I 1960erne, da diesellokomotiverne havde taget over, var det tog vi lagde mest mærke til, et sydgående aftengodstog. Mens det holdt i Brønderslev, stod MYeren tit næsten nedenfor vores vinduer og brummede i tomgang. Præcis når Perry Mason (den tids Barnaby) var ved at opklare aftenens mordgåde, fik toget afgang og samtlige 1700 heste vrinskede, så vinduer og billeder på væggene klirrede og man måtte nøjes med underteksterne på fjernsynet i et par minutter, indtil toget havde fået fart og forsvandt i retning mod Aalborg.
Det var selvfølgelig også spændende, når man selv skulle med toget. På stationens væg hang et par meldeklokker. Når de ringede, vidste man at toget var kørt fra enten Vrå eller Tylstrup og det ville ankomme i løbet af nogle få minutter.
Min farmor boede nu i Brønderslev, men hende og farfar havde boet i Vrå, så nogle gange om året tog hun toget til Vrå for at besøge gamle venner og jeg var ofte med. Turen foregik med MO trukket lokaltog, der hvis vi var heldige standsede ved Emb trinbræt undervejs. Vi havde også familie Aalborg, så nogle gange om året gik turen dertil.
Mod Aalborg standsede lokaltogene i Tylstrup, Sulsted, Hvorupgård og Nørresundby. Aalborg var den gang en station med masser af liv. Aalborg privatbaners røde skinnebusser og de ældre teaktræsbeklædte motorvogne kørte i 4 retninger foruden DSBs tog mod Århus og Frederikshavn.
DSBs maskindepot lå lige over for stationen, og når man stod på luftbroen, der dengang gik over baneterrænet ca. hvor perrontunnellen er i dag, var der en herlig udsigt til togene og var man heldig, kunne man blive indhyllet i dampen fra de rangerende F maskiner.
En gang imellem skulle vi også besøge mormor eller moster i Århus og så gik turen med et eksprestog bag en R maskine. Det var spændende at gå frem i toget, hvor man gennem de forreste vinduer kunne se lokomotivets tender gynge i takt med skinnestødene. Det var også meget afslappende at side i en kupe og se dampen bølge udenfor vinduerne, lytte til hjulenes dadum – dadum over skinnestødende på de laskede spor, mens telefontrådene skiftevis steg og sank mellem masterne.
Som fireårig var jeg på min første lange togrejse. Farmor havde været i USA og besøge en søster. Da hun kom hjem med et skib til København, ville far og mor over og tage imod og jeg skulle med. Vi kørte i eksprestog til Nyborg med skifte på færgen og så videre med et nyt eksprestog uden stop over Sjælland. Jeg tror det var dengang vi var med den gamle dampfærge Christian 9.
På hjemturen havde vi flottet os og købt Lyntogsbilletter så vi ikke skulle skifte på færgen. Far og jeg var selvfølgelig ude på vogndækket og se på færgen og lyntogene, der holdt på dækket. I min fantasi kørte Lyntoget så stærkt, at det glemte at holde i Brønderslev, og det derfor måtte køre tilbage for at sætte os af. Senere fandt jeg ud af at alle tog vendte i Århus.
Efter realeksamen gik jeg et år på handelsskole i Aalborg, og var derfor med skoletoget hver morgen lidt over 7 og tilbage igen midt eftermiddag.
Morgentoget var normalt en MO med 3 ældre nærtrafiks vogne, mens eftermiddagstoget var en MY og 2 tilfældige vogne. En enkelt gang var den ene vogn en helt ny B vogn med røde plastik sæder, men tit var det gamle knirkende teakbeklædte træ vogne eller nærtrafiks vogne litra Cp med brune lædersofaer.
Der havde i mange år været talt om at flytte banen i Brønderslev for at undgå overkørslen midt i byen. Midt i 50’erne begyndte man nordfra med at bygge en dæmning til banen. Det begyndte som beskæftigelses arbejde, hvor der blev anlagt en tipvognsbane fra bakken nord for Tolstrupvej ned unde den gamle jernbane og op på dæmningen mod det der nu er Parkvej.
Tipvognene blev læsset med håndkraft, så arbejdet gik ikke særligt hurtigt. Efterhånden som beskæftigelsen blev bedre gik man over til lastbiler og gravemaskiner. Endelig i 1966 åbnede den nye station og vi havde ikke længere banen som nabo.
Til gengæld rejste jeg meget med tog. Først på guldsmedeskole i København, derefter som værnepligtig i Søværnet og til sidst som guldsmedesvend i Nakskov og København.
Interessen for tog gjorde, at jeg i 1972 mens jeg arbejdede i Nakskov, begyndte at komme på Museumsbanen i Maribo og blev uddannet først som fyrbøder og siden som damplokomotivfører.
Jeg har også gennem årene kørt som togfører og rangerleder, samt være stationsbestyrer i Bandholm og kørt som fyrbøder og lokomotivfører på Limfjordsbanen i Aalborg.
I dag har jeg således over 50 års erfaring med veterantogsdrift i Maribo, men den historie hører nok ikke hjemme i en Brønderslev bog.
Ole Agger Hansen
Oktober 2023