Af Jens Otto Madsen
Et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som tysk landsby mellem Birkelse og Aabybro
En spændende historie udspillede sig uden for Aabybro.
Anden Verdenskrig og besættelsen 1940-1945 er et mørkt kapitel i både Danmarks og verdenshistorien. Her mange år senere er det stadig svært at forstå, hvordan det kunne ske – og lige siden krigens afslutning har historikere, pårørende og andre interesserede ledt efter svar.
Besættelsen kan bringe onde minder frem, både for dem der oplevede den og for deres efterkommere. Men det er vigtigt at blive ved med at belyse dette mørke kapitel, især i en tid hvor der igen er krige og konflikter, både i den store verden og i Europa.
Det er nok de færreste der ved, at der under Anden Verdenskrig lå der en falsk landsby på en mark mellem Birkelse og Aabybro. Navnet på byen var Munidorf.
Lokale ildsjæle besluttede sig derfor at få historien frem i lyset. Der er nu lavet et samarbejde mellem Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn og Nordjyske Museer der skal føre til en permanent udstilling i det fri.
Munidorf var ret iøjnefaldende og den lå tæt på Aabybro og den må have været kendt af mange. Tilbage er der i dag kun en stor bunker. Det var et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som en tysk landsby. Kort efter den tyske besættelse i 1940 gjorde tyskerne de første skridt i forhold til at lave et ammunitionsdepot ved Aalborg Lufthavn. Ammunitionsdepotet skulle af strategiske årsager ligge i nærheden af lufthavnen, og derfor faldt valget helt specifikt på en mark ved
Aabybro. Byen, der blev opført af den tyske besættelsesmagt, camouflerede et kæmpestort ammunitionsdepot, der forsynede Nordeuropas største flyveplads i Aalborg med bomber og patroner. Af frygt for luftangreb skulle ammunitionsdepotet holdes hemmelig for englænderne, og derfor blev der lavet trækulisser, så depotet fra luften lignede en civil landsby. Det lykkedes så godt, at englænderne aldrig fandt frem til ammunitionsdepotet. Der har været pæn meget aktivitet og tog, der er kørt frem og tilbage, og der har været mange tyske soldater. Man ved, at briterne har haft efterretninger om en landsby, så de har vidst, den eksisterede, men fra luften lignede den en ganske almindelig landsby, så det har været svært at skelne fra den civile bebyggelse, og det gjorde, at den aldrig blev bombet.
Foto: Nordjyske Museer- Den falske landsby bestod af omkring 40 bygninger der bl.a. lignede et mejeri og en kirke. Vinduer, døre, bindingsværk var malet på træbarakkerne.
Munidorf som byen blev kaldt, blev opført i 1940 og havde hovedindgang omkring det sted hvor grusstien går under Thisted Landevej ved Aabybro. Der fortælles at der skulle have været ca. 40 tyske soldater ved depotet samt seks vagter, som var danskere. Hele byen var indhegnet som ses på billedet nedenfor.
I en mappe som findes på Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn, kan man læse en nedskrevet erindring af en dansk tømrer, som var med til at bygge husene. Han var arbejdsløs. Husene var ikke forsynet med rigtige døre og vinduer. De blev malet på træpladerne af en lokal maler. Der blev lavet trækulisser, så ammunitionsdepotet fra luften lignede en civil landsby. Og mellem husene var der etableret veje af træ.
Fra 1940-45 lå det tyske ammunitions-depot til Aalborg Lufthavn uden for Aabybro. Depotet var forklædt som en almindelig landsby, så de britiske bombefly ikke kunne skelne det militære mål fra civil bebyggelse
Foto: Nordjyske Museer
Fra jernbanestationen i Aabybro var der anlagt en smalspors-bane til landsbyen og videre derfra til flyvepladsen ved Aalborg. Her kørte de to tog David og Goliat. Fra depotet blev store bomber og anden ammunition kørt til flyvepladsen, hvorfra de tyske bombefly lettede med kurs mod bl.a. England. Munidorf eksisterede frem til 1945 hvorefter den blev revet ned. Det var tyske soldater, der ryddede op. I den forbindelse skete der en stor eksplosion som kostede menneskeliv.
I dag er det eneste spor efter Munidorf på juletræsmarken en bunker.
Smalsporet bane mellem Aabybro og flyvestation Aalborg-West
Banen er åbenbart bygget tidlig i krigen (1940), og den gik fra Aabybro
Station via “Munidorf”, ammunitionslager ved godset Birkelse, via Haldager og langs Limfjorden til flyvestationen, hvor sporet endte parallelt med enden af et sidespor fra Frederikshavn-Aalborg-Fjerritslev banen, dybt inde på flyvestationen. Ved ammunitionsdepotet ved Birkelse fandtes i 1946, 3 diesellokomotiver og 34 tipvogne. 600 mm sporvidde.
Motorlokomotiverne var Pedershaab Maskinfabrik nr. 201 med Lister motor og nr. 258 og 265 med Bur-Wain motor. Nr. 258 blev solgt til entreprenørfirmaet Berg Bach & Kjeld Egmose i Ålborg, og blev senere ophugget hos dette firma. De to andre blev solgt til entreprenørfirmaet Jespersen & Søn, Risskov. Deres videre skæbne m.m. er ikke kendt. Vognene og skinnerne blev transporteret til Flyvepladsen, hvor der i forvejen var masser af materiel, så det kan ikke spores. Tipvognsmateriel blev solgt efter anvisninger fra Direktoratet for Vareforsyning, primært til brændselsproduktion og beskæftigelsesformål, ofte i småportioner.
Kilde: Direktoratet for Vareforsyning, Kontoret for tyske efterladenskaber.
Flyvepladserne omkring Aalborg, det er utroligt, men Aalborg havde 3, Aalborg Ost og Aalborg See samt på det tidspunkt Nordeuropas største Flyvestation Aalborg-West, som alle ved befrielsen blev overtaget/besat af RAF.
Meget materiel som blandemaskiner og tipvognsmateriel var, inden man fik det registreret, sendt til Tyskland til genopbygningsarbejde.
Bunkeren – Det sidste minde Kirken som ikke ligner en Dansk kirke
Kilder: Lige her og nu, Jammerbugtavis, Lokalhistorisk
Jens otto madsen – februar 2024