En historie af pastor emeritus Poul Sørensen,
Værløse – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev
.
.…
Min far Edvard Sørensen kommer i øvrigt fra Serritslev.
Farmor – Bedste – flyttede sammen med en datter og svigersøn til “Postgården” i Brønderslev i 1956.
.
.
Som 7-årig – i sommeren 1953 – kom jeg første gang på ferie i far Edvards fødehjem, “Bakken” i Serritslev.
Faster Annas mand Christian stod og tog imod mig, da jeg ankom med Aalborg-bussen fra Hjørring.
Christian hentede mig på cykel, da “Bakken” lå et godt stykke – cirka 500 meter – fra hovedvejen mellem Hjørring og Aalborg. Min fætter Vagn (cirka 15 år dengang) stod oppe ved gården som vidne til min ankomst. Christian fik mig – for nemheds skyld – placeret oppe på cyklen. Min ene støvle kom uheldigvis meget snart ind imellem egerne på forhjulet med det resultat, at cyklen tippede og væltede.
Jeg kunne se på Vagns oprakte arme, at han fulgte meget med i det hele.
Christian måtte i lang tid høre på Vagn, der drillede sin far med, at han væltede med lille mig på cyklen.
Men det var faktisk mere min “skyld” – jeg skulle have været mere påpasselig med, hvor jeg placerede fødderne.
Jeg ankom, netop som gårdens folk “hakkede” roer. Det var lige et arbejde for friske unge mennesker: Min fætter Vagn og hans søster, min kusine Else sammen med Grethe Kraglund (en anden kusine) og Grethes kæreste Henning og en daglejer.
En af dem “blokkede ud” til mig, der kravlede bagefter – jeg skulle med fingrene sørge for, at kun en lille roeplante blev tilbage i hver “blok”. Nej, hvor den vindblæste jord støvede lige om ørerne på mig! De unge mennesker betænkte mig med en skrå, muligvis rullet i tobaksaske.
Der gik ikke lang tid, inden jeg blev meget svimmel af skråen. Det føltes som influenza, så jeg måtte bringes hjem til gården.
Inden jeg blev lagt i seng, sørgede Bedste for, at jeg fik et bad i et bødkerkar, som hun kaldte ‘bærekarret”. Bedste skrubbede og skurede mig i to hold sæbevand, inden jeg blev hvid igen.
I tiden derefter kom jeg både på sommerferie og jule- og nytårsferie.
I sommeren 1956 var jeg med ved flytningen fra “Bakken” til “Postgården” i Brønderslev.
Billedet må være taget i haven ved “Postgården” i 1956 eller 1957, da jeg var 10 eller 11 år.
Hunden Pelle kom med fra “Bakken”. Pelle var en hvalp, som Krølle (en cocker spaniel) havde fået, da de havde ladet en hanhund overnatte i et lukket rum sammen med Krølle, som jeg også husker.
Bedste – Antomine Elise, kaldet Mine – var født i Tømmerby i 1875. Bedste levede til 1967, da hun døde i en alder af 92 år.
Bedste var 70 år, da jeg blev født, så jeg var heldig at have min Bedste, til jeg var næsten 22 år.
Bedstefar på fars side og bedsteforældrene på mors side var døde, da jeg blev født.
Bedste betød meget for hele familien og for mange mennesker på hendes livsvej.
Karle, som havde tjent på “Bakken”, blev ved at komme hos Bedste i mange år derefter.
Oldebørnene Jan og Steen og Ib kan huske Bedste.
Da Bedste døde på Brønderslev sygehus, kørte fætter Vagn rundt til familien og overbragte budskabet.
Vagn var dybt berørt over ikke længere at have Bedste, som havde været der for ham i hele hans liv.
Vagn var mere villig til at lytte efter Bedste end efter sine forældre.
Faster Anna og Christian havde indrettet sig i storstuen på “Bakken” i de første år af deres ægteskab.
Da deres børn Else og Vagn var født og blevet et par år, flyttede de alle sammen ind hos Bedste i sovekammeret.
Under mine ferier sov jeg i dagligstuen. Gennem et varmespjæld kunne jeg høre, at de lå og hyggesnakkede i sovekammeret med lyset tændt. Jeg husker, at Vagn, der lå i et kammer, kom ind og beklagede sig og sagde: “Kan vi så få nattero!” Natteroen indfandt sig, da Vagn slukkede for strømmen ved hovedafbryderen!
Skulle man endelig sove i samme kammer som sin svigermor, så ville Bedste være et godt valg – hun var mild og god og løb ikke med sladder.
Over hendes seng havde hun i alle år et indrammet ord: GUD, VELSIGN VORT HJEM!
Poul Sørensen med familien