Til haveselskab hos dronningen – Om Ellen Hermansens store dag.

 

Af Inger Aarup-Kristensen

Hvem vil ikke blive beæret over at modtage sådan en invitation?

For Ellen kommer det som en stor overraskelse, og hun siger da også, at det betyder rigtig meget at få sådan en anerkendelse for sin indsats.

Jeg har fået lov til at låne Ellens scrapbog, og det er herudfra, jeg forsøger at genoplive dagen, og det ser bestemt ud til at have været en fantastisk oplevelse.

Forud for invitationen er der sendt et brev til borgmester Lene Hansen, hvor regentparret beder borgmesteren om at udpege to repræsentanter fra Brønderslev Kommune, som fortjener en særlig stor tak for deres frivillige arbejde.

De to, der udpeges er Ellen Hermansen, som laver frivilligt arbejde på flere fronter. Hun er koordinator i ”Ældre Hjælper Ældre”, som hjælper ældre med lægebesøg, småreparationer m.m.,  og hun er formand for FOA´s seniorklub samt kontaktperson i Krudtuglerne, der står for idræt for ældre.

Ellen skal i dagens anledning følges med Poul Erik Nielsen, der er udvalgt på grund af sit store arbejde for Lokalhistorisk Arkiv i Brønderslev.

Til festen er der ikke kun inviteret frivillige. Også en lang række kendte personer er med udover regentparret.

Fra gæstelisten kan der i flæng nævnes: Hans Kongelige Højhed Prins Joakim og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.

Kendisser som: skuespiller Susse Wold, sangerinde Birthe Kjær, TVvært Sebastian Klein, tennisspiller Kenneth Carlsen samt en lang række ministre, direktører fra velgørende institutioner og ansatte ved hoffet.

Det er med andre ord et fint selskab, de frivillige skal deltage i.

Alle ankommer i deres fineste tøj, og menuen er heller ikke at kimse af. Udover sandwich serveres der: Nøddebund med jordbærmousse og Browniebund med mousse og sommerbær og hertil udskænkes kongelig vin.  Under festen spilles der passende musik som f.eks. H.C. Lundbys Champagne Galop.

Det er første gang nogensinde, at regentparret inviterer til et sådant haveselskab, og festligheden bliver da også omtalt udførligt i adskillige aviser og ugeblade. Af de mange flotte fotos fremgår det, at selv vejrguderne er venligt stemt, så alle får en god dag.

Ellen udtaler da også efterfølgende til Nordjyske:

”Jeg er rævestolt, og yderst taknemmelig. Jeg føler, at vi repræsenterede hele det frivillige arbejde i Brønderslev Kommune, og det er rigtigt meget.”

Ellens drivkraft, til at lægge så meget af sin tid i det frivillige arbejde, er glæde.” Glæden går begge veje. Som frivillig får man rigtig meget igen, og når man kommer op i årene, skal man passe på, at man ikke sætter sig i sofaen. Man får en bedre livsværdi af at være med i nogle ting,” udtaler Ellen i 2012.

Og hun efterlever det stadig. Her i 2021 deltager Ellen Hermansen stadig i Krudtuglernes aktiviteter hver torsdag formiddag.

Hendes ledsager til havefesten på Fredensborg slot, Poul Erik Nielsen, døde desværre kort tid efter begivenheden.