The Blue Van
Af Inger Aarup-Kristensen
Ikke mange bands kan, som The Blue Van, bryste sig af, at alle medlemmer har kendt hinanden siden børnehaven. Bandet består af Per Mølgaard Jørgensen (trommer), Allan Fjeldgaard Villadsen (bas), Søren Christensen (guitar, keyboard og kor) og Steffen Westmark (guitar og sang). Alle er de opvokset i det østlige opland til Brønderslev og har gået på Jerslev skole.
De fire har spillet sammen på Brønderslev Musikskole, siden de var omkring 13 år, og når der skulle øves nye numre, foregik det i en kælder hos Sørens bedstemor i Hallund. Hun havde dårlig hørelse og blev derfor ikke generet af høj musik.
Selvom de altid har vidst, at de ville forsøge at leve af musikken, blev de overtalt af forældrene til at gennemføre en ungdomsuddannelse på Brønderslev Gymnasium først. Faktisk var det, ifølge Søren, en betingelse for at deres forældre ville støtte en flytning til København, at gymnasiet skulle overstås først, så der var ”noget at falde tilbage på”.
I de første år hed bandet Den blå Vogn, opkaldt efter den bil, der i gamle dage hentede de sindsyge. Da bandet imidlertid drømte om en international karriere, skiftede de navn til The Blue Van. Det var fremsynet, for faktisk kan bandet i dag bryste sig af at have spillet i det meste af verden.
Allerede i 2004 blev der tegnet kontrakt med et amerikansk pladeselskab, og de fire flyttede til USA, hvor de i løbet af de næste år turnerede landet rundt og også spillede i Canada.
Det var dog først, da de igen flyttede til Danmark, at de begyndte ”at tjene penge på deres musik”.
Det skete i forbindelse med, at deres musik blev brugt i reklameindslag for f.eks. Samsungs mobiltelefoner og Appels Ipad. Sidstnævnte reklameindslag blev endda udsendt over det meste af verden i forbindelse med TV-transmissionen fra den årlige Oscar-uddeling.
Siden har musik fra The Blue Van været brugt i forbindelse med TV-serier som f.eks. Beverly Hills og NCI New York. Desuden som titelsang for TV-serien Royal Pains. Alle sammen populære amerikanske serier, der ses internationalt.
Set med ”danske briller” er det også sjovt, at bandet har optrådt som ”skuespillere”/musikere i filmen: ” Kunsten at græde i kor”, der blev vist i både biografer og på TV. Her ses og høres de, som et 70´er band, der optræder på den lokale kro.
En anden sjov detalje er, at The Blue Van i 2020 fik den ære at blive omtalt af selveste Anders And i en særudgave.
Scenen er: Huset ryster og Anders And råber: ”Jeg har sagt til ungerne, at de ikke skal høre The Blue Van for fulde gardiner! Nu kan det være nok! ”.
Heraf kan vi jo konkludere, at Rip, Rap og Rup åbenbart også er fan af The Blue Van.
Fra det mere højtidelige hjørne kan nævnes, at bandet, mens de var i gang med at indspille en ny plade i 2009, blev inviteret med på statsbesøg til Vietnam, hvor de på vegne af Danmark gav flere koncerter og boede på hotel sammen med den kongelige familie.
Også i Japan har de mange fans. Faktisk er en af de sjoveste oplevelser for Søren, da han i Tokyo, ved et besøg i en pladebutik, stødte ind i en stor papfigur, der forestillede ham selv.
Per, Allan, Søren og Steffen har holdt sammen i mere end 25 år til trods for, at Søren i en periode var bosat i USA og Allan i dag bor i Norge. Det er noget, der er usædvanligt indenfor musikbranchen, og som også er blevet bemærker i Dansk musikerforbund.
Alle har de sideløbende en anden karriere, som f.eks. Steffen, der i dag er højskolelærer på Thurø ved Svendborg, men der indspilles stadig plader med bandet, og de er stadig kendt som et af landets vildeste livebands.