Jeg nåede lige netop til morgenkonference til tiden på Brønderslev Sygehus – en sommermorgen i juni 1981- med olie på hænder og tøj fra min motorcykel, som igen havde svigtet, vist noget med platiner. Jeg blev halet ind i skyllerummet af en velmenende afdelingssygeplejerske, før jeg blev sluppet løs til stuegang og andet patientarbejde. Det havde været en kold og tåget tur fra Århus til Brønderslev – helt anderledes end da jeg et år tidligere havde arbejdet som ”junior doctor” i Bangladesh med ”mother and child health care”, og kunne køre mellem grønne rismarker og landsbyer på en lille Honda i 40 grader varme, med sarien blafrende i vinden.
Hidtil havde Vendsyssel været et land, man kørte gennem på vej til Norge – gammel havbund – men da en studiekammerat på sidste eksamensdag på lægestudiet i Aarhus sommeren 1981, ringede og spurgte om jeg var interesseret i et lægevikariat på Brønderslev sygehus i `en – og kun én måned – takkede jeg ja – og følte det næsten som ”at komme hjem”, da en venlig receptionist stod klar kl.02 om natten med en nøgle og et hjerteligt ”Walkommen”! Det blev starten på foreløbigt 40 år i Vendsyssel, og en forrygende tid på Brønderslev Sygehus, som var i en rivende udvikling, både lægefagligt, plejemæssigt og på administrativt niveau. Aldrig siden har jeg mødt en så unik kombination af professionalisme og omsorg, først og fremmest for patienter og pårørende, men også for hinanden.
Desværre blev sygehuset i 1992 nedlagt pga. politiske rævekager, trods en rivende udvikling og massiv fælles samlet modstand fra alle på sygehuset og hele befolkningen.
Den ene måned blev til flere, og førte til en grundlæggende bred klinisk baggrund for mit senere virke som læge. Først med sigte på uddannelse til almen praktiserende læge, siden som børnelæge – eller mere korrekt: speciallæge i pædiatri (børn og unge fra 0-18 år), som jeg nu har praktiseret i 30 år.
Tidligt blev jeg grebet af de uendeligt mange perspektiver ved børnelægevirket, man har altid hele barnet for øje, ikke bare dets lunger eller hjerne. ”Hele barnet” indebærer også familie og vilkår; institution/skole, hjem og fritid. Sundhed betyder (ifølge WHO) fysisk, psykisk og socialt velbefindende – kort sagt: det gode liv. Hvert eneste barn er unikt, hvert eneste barn fortjener betingelser så det kan udvikle sine evner og opnå et godt liv. Børnelæge arbejdet har også globalt perspektiv. Under hele lægestudiet på Århus Universitet var jeg engageret i IMCC (International medical cooperation Commite), hvor vi organiserede sundhedsprojekter i 3. verdens lande, og udsendte medicinske studenter til job i projekterne. 1979 manglede vi pludselig en student – så det blev min opgave at tage til Bangladesh – oplevelser for livet på godt og ondt. Rejste hjem med den faste overbevisning, at jeg hurtigt skulle blive dygtig til kvinder/fødsler og børn- og så af sted igen!
Jeg tror, at hemmeligheden ved tilfredsstillelsen ved at være børnelæge er en iboende nysgerrighed i forhold til det, barn/forældre fortæller, en årvågenhed også for det uventede, opmærksomhed på barn og forældres bekymring – det er dem, der er eksperter på deres barn, en viden om, at ”det sjældne sker” en gang imellem, og en evig bestræbelse på at gøre sit bedste, og vide ”hvor de kloge bor” hvis det helt sjældne indtræffer. En portør på Hjørring sygehus sagde engang til mig efter en lidt dramatisk nattevagt: ”du er den bedste læge jeg nogensinde har mødt”! hvorfor det? ”Fordi du aldrig giver op!”
Efter en del år som læge og overlæge i børneafdelingerne i Aalborg og Hjørring, og Skejby/Aarhus Universitetssygehus – foruden 3 år som børne-unge læge i Frederikshavn kommune, besluttede jeg mig for at starte egen Børnelægepraksis i Brønderslev. Et ydernummer var ledigt i regionen (det betyder overenskomst mellem speciallæge og region, således at behandling er gratis for patienter – fuldstændigt på samme vilkår som alment praktiserende læger. Den eneste forskel er, at børn og unge skal henvises til Speciallægepraksis fra egen praktiserende læge). Ydernummeret – et såkaldt 0-ydernummer, som betyder, alt skal startes ”fra bunden”, kunne efter aftale med regionen flyttes til Brønderslev med klinik start 1. oktober 2007. Jeg havde store forventninger til Brønderslev fra min tid på Sygehuset, derudover ligger klinikken i cykelafstand fra vores hjem, og Brønderslev er jo Vendsyssels Hjerte – placeret midt i, en fordel, når patienterne kommer til speciallægepraksis fra hele Regionen- måske flest fra Brønderslev og omegn.
Ugen op til 1. oktober var travl: En sygeplejerske og en sekretær blev ansat, møbler, legesager og apparatur af alskens slags afprøvet og anskaffet. Undervisning i IT- system foregik siddende på papkasser – udmærket seance indtil al strøm forsvandt fra bygningen. Håndværkere af alle slags arbejdede på højtryk for at omdanne den tidligere tandlægeklinik til brugbar børnelægeklinik, udviste atletiske evner, hver gang de skrævede over en papkasse, skriveborde under opbygning eller nyanskaffet legetøj. Vores datter og hendes veninder kom i fritimer og købte ind og gjorde rent, lavede pjecer, en svigersøn blev webmaster, en veninde bogholder og malede kunstværker – efterhånden er alle funktioner dog langsomt overgået til professionelle firmaer. Senere blev klinikken udvidet med en etage, med mulighed for møderum, rum til undervisning (astma, ADHD) og foredrag, flere konsultationsrum, plads til diverse astma test mm. Kontor for diætist, bogholder, ADHD-konsulenter. Venteværelse blev udvidet med udgang til terrasse med legehus, sandkasse, cafe-møbler, undersøgelsesrum til specielle undersøgelser blev renoveret og udviklet, telefonsystemer og IT løbende udviklet og forbedret. Sideløbende hermed udvikling i personalegruppen. Foruden Børnelæge tæller vi nu lægesekretær, som senere er uddannet praksismanager, 2 børnesygeplejersker, 6 medicinske studenter, som deler en sekretærstilling, og kan multitaske, en ung-medarbejder, 2 ADHD konsulenter, som siden 2010 har afholdt interne kurser i klinikken for forældre til børn med ADHD – foruden pædagogiske samtaler med familier – målrettet ADHD problematik. Tidligere diætist er nu blevet til en kostvejleder, som kommer 2 gange om måneden. Inspirerende for klinikken er hyppige besøg af Yngre læger, som får indblik i, hvordan klinikken arbejder, sygeplejestuderende og desuden 9. klasse praktikanter – med mod på fremtiden. Som led i udviklingen afholdes MUS samtaler årligt, APV (arbejdspladsvurdering) foretages, månedlige personalemøder medvirker til ”ikke langt fra tanke til handling”, og endelig er årets julefrokost og sommerudflugt (også for mænd, koner, kærester og børn) med til at skabe en fælles kultur, hvor et af vores motto er: ”Ingen skal gå forgæves til Børnelægeklinikken.”
Et andet tema er udvikling – så vi hele tiden er i stand til at leve op til krav ”udefra”, det gælder sygdomme (udredning og behandling), her er især brug for kurser internt og eksternt, litteratursøgning, konferencer med kolleger rundt i landet og i udlandet. Klinikken har selv bidraget med artikler/litteratur om børn i klinikken med sjældne tilstande – og holdt foredrag rundt omkring – såmænd helt i Sydkorea. F.eks. er bensmerter om natten ikke vokseværk, men oftest restless legs syndrom/hvileløse ben, en lidelse som ikke er almindelig kendt, men som kan behandles effektivt og billigt. Lang tids mavesmerter og diarre kan være en ”mikroskopisk tarmsygdom, som kan behandles- billigt og effektivt. Mange tilfælde af tilbagevendende høj feber med regelmæssige intervaller, kan være PFAPA syndrom/periodisk feber, som er en sygdom, der kan behandles effektivt, uden bivirkninger – og børnene undgå fravær fra skole og institution.
Voksende krav om kontrol- som modsætning til tillid til hinanden – øger mængden af registrering og administrativt arbejde betydeligt. Derudover gennemgår vi/klinikken en løbende kvalitetsudvikling, med fast akkreditering af Danske Regioner hvert 2.-3. år, hvor alt bliver minutiøst gennemgået – lige fra journalnotater, fagligt niveau, administrative/ledelsesmæssige forhold, rengøring, hygiejne, håndtering af diverse prøver, hjertestop behandling. Vi er bestået hver gang med diplom.
Efter reception d. 1. okt. 2007 meldte hverdagen sig: Ville vi overhovedet få henvist patienter til klinikken? Hver morgen trak vi lod om, hvem der skulle se i postkassen. Og når telefonen ringede en enkelt gang om morgenen, fik vi en følelse af, at der var/ville blive bud efter os?
De første 7 henvisninger til klinikken lød på ADHD udredning. Traditionelt en børnepsykiatrisk opgave (selvom der altid har været tradition for, at praktiserende Børnelæger i Danmark, såvel som i udlandet, foretager udredning og behandling af børn og unge med ADHD). Slukøret tænkte jeg, at disse henvisninger burde returneres, og så måtte vi vente på børnelæge-opgaver. Men, hvad nu, hvis vi ikke fik andre henvendelser? Og børnepsykiatrien havde på dette tidspunkt 5 års ventetid!
Jeg kontaktede den meget erfarne praktiserende børnepsykiater i Nørre Sundby og forespurgte forsigtigt, om han måske ville bistå lidt med noget fagligt (Jeg havde stiftet bekendtskab med børn med ADHD – dels i Frederikshavn kommune som skolelæge/børne-unge læge, og på Hjørring Børneafdeling, men ikke selv haft ansvar for udredning og behandling). Efter lidt tøven indvilgede han i faglig sparring, det udviklede sig til et fantastisk samarbejde, som gennem årene har bevirket, at hundreder af børn med ADHD er udredt og behandlet i Børnelægeklinikken, og har fået en helt anden tilfredsstillende skæbne (uddannelse, ro i familien, gode venner, ingen misbrug eller ulykker) end der lå i kortene forinden behandling.
Kort sagt: devisen om, at det man laver meget af, bliver man dygtig til – nok ikke rammer helt ved siden af. Jeg er tidligt godkendt/akkrediteret af både Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner til dette arbejde. Har efterfølgende, som Børnelæge, medvirket til at fastlægge kriterier for udredning og behandling af børn og unge med ADHD gennem arbejdsgrupper i Sundhedsstyrelsen. Kriterierne er nedfældet i Nationale Retningslinjer – meget brugbare (udfærdiget på baggrund af videnskabelig viden – og indimellem klinisk erfaring). Den sidste arbejdsgruppe havde til formål at fremme tidlig udredning og behandling af ADHD, en slags håndslag mellem Region og kommune og diverse faggrupper for at forløbene skulle foregå gnidningsløst. Evaluering af virkeligheden har været yderst skuffende!
Efterhånden trak vi ikke længere lod om at kigge i postkassen efter henvisninger – klinikken fyldtes af mange forskellige børn med mange forskellige problemstillinger. Intet problem er for lille – eller stort – til at blive taget seriøst. Ingen bliver afvist. Min umiddelbare holdning er – trods skiftende vinde i børnelægekredse – at børn har krav på at blive udredt for symptomer, som generer dem, forstyrrer deres funktioner. Er det mavesmerter, er det ikke nok at tro, at de kan skyldes ting, der foregår andre steder end i maven – man må ikke overse glutensygdom, laktoseintolerans eller andre sygdomme i mave-tarm kanalen, evt. urinveje, eller en sjælden gang ”skjult astma”. Når så en effektiv udredning måske ikke har givet svar på problemet, bliver næste spørgsmål: Skal der laves yderligere undersøgelser (afhængigt af problemets karakter), eller hvor ”ligger hunden begravet”? Er der tale om belastninger – institution/skole (faglige vanskeligheder, alt for lange skoledage, mobning mm), hjem eller fritid? Hvori består disse? Hvordan afklares og løses problemet? Er der tale om høje egne forventninger? Er der tale om belastning pga en underliggende problemstilling- koncentrationsbesvær, autisme, angst, særlig følsomhed? Andet? Skal andre fagpersoner ind i billedet? Osv.
Samme tankegang gør sig gældende ved eks. hovedpine/migræne, smerter i bevægeapparatet. Vejrtrækningsbesvær er ikke bare astma osv. Vandladningsproblemer er ikke bare våde senge. Forstoppelse er ikke bare dårlige vaner. Forsinket udvikling skal ikke bare ”gå over” men afklares og håndteres i samarbejde med forældre og øvrige aktører. Problemstillingerne kan af og til være komplekse, men ofte har barnet/den unge og/eller forældrene nøglen til forståelse.
En forholdsvis ny gruppe af spædbørn er de seneste 3-4 år henvist med alvorlige søvnproblemer, skrigeture og spiseproblemer. De bliver alle udredt grundigt, vi finder stort set altid en forklaring og aftaler efterfølgende behandling/og eller håndtering af problemet. Fælles for næsten alle er, at de forinden har konsulteret kiropraktor, zoneterapeut, kraniosakral massage, enkelte homeopat, mange har fået klippet tungebånd – her eller i udlandet! Jeg tænker, alle disse tiltag er udtryk for desperation hos forældre. Mon det kan skyldes, at der er skåret ind til benet på fødegange og barselsgange og sundhedsplejerskens ydelser til nybagte familier? Mor og barn bliver ikke længere indlagt til etablering af amning, eller blot at lære sit barn og dets signaler at kende, få ro uden at skulle leve op til krav og gæster, få svar på mangfoldige spørgsmål, som trænger sig på?
For at få større forståelse for barn og forældre og vilkår de første år, arrangerede vi – mens jeg var formand for Lægeforeningens sundhedsudvalg i Nordjylland – for en del år siden, en stor konference om 0-3åriges start på livet – for alle relevante fagpersoner. Den kunne nok med fordel være fulgt op på. Småbørnsfamilier er generelt meget pressede på både tid og kræfter.
Med hensyn til spiseproblemer var jeg som børnelæge i 10 år medarrangør af en kostkonference – sammen med diætist, tandlæge og pædagog fra børnehave, besøgt af 70 til 100 personer hvert år. Vores formål var dels at alle institutioner og skoler fik udarbejdet en kostpolitik, at sund mad var tilgængeligt og at både fagpersoner og forældre havde et naturligt forhold til mad og måltider.
Der er to begivenheder de senere år, som markant har ændret billedet i forhold til henviste børn:
Den ene begivenhed er Skolereformen i 2015. Den bestod i korte træk af meget lange skoledage- for de mindste årgange 30% længere skoledag, skoletvang med tvungne lektiecafeer – selvom Grundtvig fik afskaffet skoletvang for 150 år siden og i stedet fik gennemført undervisningspligt. Reformen blev gennemført sammen med lærernes forlængede skoledag, som betyder, de ofte ikke har tid til forberedelse, og endelig lov om inklusion, som betød at børn med diagnoser og betydende problemer skulle gå i (inkluderes i) almindelig klasse i stedet for specialklasse.
Bekymrende mange børn blev syge, henvist med tics, søvnbesvær, angst, opgivenhed, træthed, tristhed, urininkontinens, udadreagerende adfærd, mavesmerter, hovedpine, ondt i benene, skolefravær – helt ”almindelige børn”, som ikke tidligere har udvist belastningssymptomer. Efter grundig udredning uden fund af fysiske årsager, aftaltes aflastning – ofte i form af kortere skoledage. Det var nærmest hjerteskærende at se, hvordan belastningssymptomerne svandt efter blot 14 dage. Jeg gjorde opmærksom på problemet i den offentlige debat (som en læge jo skal, hvis hun/han bliver bekendt med samfundsmæssige forhold, som skader borgerne – her børnene). Men ingen argumenter hjalp (Politiken 4. okt. 2015). Siden har samtlige uvildige undersøgelser vist, at skolebørns faglige niveau er faldet over hele linjen, trivslen er dårligere, og den sociale ulighed blevet større. I klinikken er billedet det samme. Den eneste udvej forældre har, er med en lægeerklæring at aflaste børnene. Da jeg for et par år siden havde skrevet 300 lægeerklæringer, holdt jeg op at tælle. Helt galt er det for de børn med ADHD, jeg følger. Massiv skoleforsømmelse, eller forældre bliver ringet hjem i tide og utide til skade for både barn og forældre, som oftest ikke kan passe et arbejde. Enkelte skoleledere kalder fraværet ulovligt, underretter socialforvaltning, som i enkelte tilfælde fratager familien børnepenge. Andre skoleledere er klar over problemets kærne og får holdbare aftaler med forældre, som børnene kan leve med uden at blive syge.
Udover selve reformen er kravene siden strammet betydeligt, flere test, flere eksamensfag, flere børn i klasserne – alt sammen forhold som øger belastningssymptomerne.
Med mine mange år i forældreråd og skolebestyrelse – de sidste år som formand for skolebestyrelsen på Skolegades skole, undrer det mig, hvor skolebestyrelserne er henne, når det gælder børns trivsel? Hvorfor træder skolebestyrelsen ikke i aktion, når den bliver bekendt med, hvor mange børn, der ikke er i trivsel, ikke følger skolegang, har fravær, fordi de ikke magter den lange skoledag og de til tider mange lektier, larm og uro i de store klasser?
Der findes i Regionen skoleledere, som er helt bekendt med og fortrolige med, at en del børn ikke magter skoledagen – og derfor sammen med forældre arrangerer en skoledag, som passer til barnets ressourcer. Hvorfor gør langt flere skoleledere ikke det? Og hvorfor presser skolebestyrelserne ikke på, som repræsentanter for børn og forældre?
Den anden store begivenhed, som mærkes i Børnelægeklinikken:
Region Nordjylland bestemte, 1. jan. 2017, at man vil udtage børn til udredning for ADHD fra overenskomst med praktiserende børnelæger (Speciallæger i pædiatri), og i stedet bede børnenes praktiserende læge om at henvise disse børn til Børnepsykiatrisk afdeling. (Umiddelbart forekommer det diskriminerende, at det er den eneste gruppe børn, undtaget fra overenskomsten). På dette tidspunkt passede vi tre praktiserende børnelæger i Regionen 700 børn med ADHD, mens børnepsykiatrisk afd. passede 100. Beslutningen har betydet, at børnepsykiatrisk afd. afviser ca. 80 % af de henviste med et krav om, at børnene først skal have foretaget en skolepsykologisk udredning – som der er 9-12 måneders ventetid på, hvis PPR overhovedet vil gå ind i sagen. Resultatet er, at jeg/klinikken i stedet modtager børn til udredning med alverdens symptomer, som skyldes uerkendt ADHD, eller følgesygdomme til ADHD: skolefravær/fobi, angst, depression, mistrivsel, temperament, træthed, indlæringsproblemer, tics, adfærdsproblemer, OCD – i sandhed problemer, der burde tages hånd om i børnepsykiatrien, langt tidligere. Ingen bliver på forhånd afvist, enkelte anbefalet psykolog – børn med autistiske træk henvises til børnepsykiatrien, men afvises ofte. De børn som diagnosticeres med ADHD, bliver alle tilbagevist fra psykiatrien og får derefter relevant behandling i Børnelægeklinikken.
Jeg har forgæves forsøgt at løse problemet i Regionens samarbejdsudvalg for Praktiserende Speciallæger, politikere og embedsmænd. Jeg har forsøgt at tale disse børns sag i medierne uden held, har også sendt kronik fra Nordjyske til både Sundhedsminister og socialminister – uden respons.
Når forældre desperate kontakter socialforvaltningen med henblik på hjælp i hjemmet, hjælp til at barnet bliver udredt, tilskud til dyr medicin, fri med tabt arbejdsfortjeneste, evt. kugle/kædedyne til alvorlig søvnforstyrrelse, er svaret: ”Nej, han/hun hører ikke til målgruppen”. ”tabt arbejdsfortjeneste giver vi aldrig”. ”Kugledyne kan først – hvis overhovedet – udlånes, når alle andre behandlingsmetoder er udtømte”.
Forældrene til disse nødstedte børn møder ofte en mur af manglende forståelse og forsøg på at hjælpe – stik imod Lov om Social Service! Oftest er de ikke klar over, at de kan gå videre til Den sociale Ankestyrelse med henblik på at få omgjort den kommunale beslutning – eller i hvert fald få et kvalificeret grundlag for beslutningen. Min opgave er i den sammenhæng at gøre opmærksom på barnets/forældrenes rettigheder, de rette procedurer med skriftligt afslag og udlevering af klagevejledning, samt videregive relevante lægelige oplysninger.
Jeg undrer mig over, at man med den kultur kan udholde at være ansat i et fag, som burde være båret af menneskelighed og professionalisme.
Jeg er selv vokset op i en børneflok på 8, i en præstegård i Salling. Min far var præst, min mor praktiserende læge – foruden organist. Der var altid mange børn – feriebørn, børn som trængte til luftforandring hjemmefra, nødstedte børn, børn som havde mistet. Præstegården fungerede desuden som sognegård – sommermøder, sang fra højskolebog og salmebog, foredrag, menighedsrådsmøder.
Derudover kom alle slags mennesker: professorer (som indimellem havde brug for ro på landet til at skrive en bog færdig), teologer og filosoffer, købmand, landmænd, husmænd, arbejdsløse, landevejsriddere.
Der foregik utallige spændende diskussioner ved det 5 meter lange spisestuebord om etik, filosofi, kommunikation, retssamfund/rettigheder/pligter og meget andet. Vittigheder var næsten altid et fast punkt i samtalerne.
Kort sagt: ”gør døren høj og porten vid”: Ingen gik nogensinde forgæves – enten de kom for sjælesorg, lægekunst eller hjælp i al almindelighed.
Mit liv som læge i Brønderslev har været som en rejse på oprørt hav. Heldigvis har jeg lært at navigere (har både Yachtskipper eksamen og eksamen i astronomisk navigation). Jeg har endnu ikke brugt min organisteksamen – til gengæld fyldes mit sind med stille glæde, når jeg sidder ved klaveret eller spiller op til folkedans på min harmonika.
Mine bestræbelser som børnelæge kan rummes i Carl Sharnbergs digt:
Giv børnene ret til at lege og lære
at drømme og forme, leve og være.
Kun der, hvor børn kan føle sig trygge,
gror det, de gamle kaldte for lykke
Karen Tilma
- oktober 2021