Dagligdagen i Efterkrigstiden
Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa
Af Erna Kjeldgaard Thomsen, Vrensted
Det er ikke så meget, jeg kan huske, om alle de problemer efterkrigstiden medførte. Det lod jeg mine forældre om. Jeg manglede ikke noget, for jeg havde ikke prøvet andet. Jeg husker tydelig frihedsaftenen, da var jeg til børnefødselsdag hos naboens. Jeg mindes også, at mor havde gemt en grøn sirupsflaske med kaffebønner i hjørneskabet i stuen, men hvornår de blev brugt, ved jeg ikke. Der blev brugt kaffeerstatning i Danmark. Deri var der mærker, som vi samlede i et hefte. Det kunne være med skuespillere, dyr og lignende. Var der ikke nogen at bytte mærker med, kunne vi sende dubletter ind og finde mærker, vi manglede. Mor ristede rug på stegepanden. Det blev malet og brugt til kaffe. Vi havde ikke selv en kaffekværn den lånte vi inde hos naboen. Lang tid efter, at vi kunne købe kaffe, blandede vi stadig en pakke erstatning med et pund kaffe. Da vi begyndte at kunne købe appelsiner, var det kun til jul, vi fik dem, og så var det én til deling til os alle fem. I stedet for risengryn blev grøden kogt på grovvalsede byggryn. Sukker var der heller ikke for meget af, men vi fik da sådan, at vi kunne sylte de bær, vi havde i haven. Vi var også i mosen for at plukke blåbær og tranebær. Glassene blev sat på en hylde i kælderen, og når syltetøjet skulle bruges, kunne der være et tykt lag mug på. Men det blev fjernet, og så kunne vi ikke smage det. Dengang var der ingen, der sagde, at det var sundhedsskadeligt, og vi er da heller aldrig blevet syge af det.
Tøj var der ikke meget at få af. Dengang kunne familien godt nøjes med et enkelt skab og en kommode. I dag skal man gerne have et helt værelse til sit tøj. Efter hver vask skulle der repareres tøj. Hvem vil i dag gå i lappede underbukser – men det var nødvendigt dengang. Efter jeg var blevet konfirmeret, hjalp jeg til der hjemme det første år. Samtidig var jeg meget ude hos min moster for at hjælpe dem, når de havde brug for det. De havde min oldemor boende, og hun kunne ikke være alene hjemme, så når familien skulle ud, var jeg der. Hun blev 101 år. En eftermiddag om ugen cyklede vi unge til madlavning på Landboskolen i Brønderslev. Højdepunktet var afslutningen med dans. Det var første gang jeg var til bal. Senere kom jeg til bal i Stenum Forsamlingshus. Det var ungdomsforeningen, der holdt dette. Hilbert spillede på harmonika, og han gik rundt imellem os, der dansede. Den store sal var ryddet, og der var bare bænke i hver side, som vi kunne sidde på. Der var meget stor klasseforskel, gårdmandssønnere var i den ene ende af salen og arbejdernes sønner i den anden. Der kunne købes kaffe og sodavand. Jeg husker ikke, om vi kunne købe øl, men jeg tror det ikke, for karlene gemte øl og snaps ude i hækken, som de gik ud og drak af. Hvis de blev meget fulde, kunne der godt blive slagsmål mellem Stenum og Vrensted. Hvis karlene fra Hjortnæs og Børglum Kloster kom, kunne vi være sikre på, at der blev slåskamp. Det var, som om de bare kom for at slås.
I 1953 fik jeg min første plads, det var ved tre aldrende søskende. Der skulle jeg lave alt forefaldende arbejde, såsom at passe hønsene, gøre æggene rene og bære dem til købmanden. En gang gik det galt. Jeg gled på isen, og så det var ikke sjovt at gå tilbage med en hel kurv æg, der var smadrede. Der var da heldigvis en avis i bunden, så det blev til den store bagedag. Der var især noget, der undrede mig. Når vi havde fået kaffe, skulle alt kaffegrumset kommes i en kasserolle, som stod på palen ved komfuret. Hver formiddag blev det kogt op, så var det den kop kaffe!
I dag tales der så meget om, at folk skal dele, men den tanke er ikke ny. For dengang var der gårde, der var gået sammen om en vaskemaskine på hjul. Når man var færdig med at vaske blev vaskemaskinen kørt til den næste gård. Frysehusene var også fælles. Efter et år flyttede jeg til Østergaard i Stenum. Der var altid liv og glade dage. Her samledes altid en masse unge, og vi sad i stuen og hørte musik. De havde en grammofon, så hvis nogen havde købt en ny plade, tog de den med. Det hændte tit, at vi fik lyst til is. Så gik vi i samlet trop hen til Gas-Anders og købte is med lyserød guf. En aften om ugen var der sykursus i Tolstrup Forsamlingshus, hvor Dagny Westergård fra Vrensted var leder, og så var der også gymnastikken. Medens jeg var på gården, kom der en syerske fra Vrensted, der hed Augusta. Hun syede kjoler og skjorter til hele familien, og blev hun ikke færdig overnattede hun.
I 1956 var jeg på Store Restrup Husmandsskole Det var en dejlig tid med en masse nye venner. En del af dem ser jeg stadig en gang om året. Når vi skulle hjem fredag aften, cyklede vi. Det tog to timer, dengang var der ikke gear på cyklerne I 1958 blev jeg gift med Willy, og vi fik plads på Kærholt i Stenum, hvor Willy var med både i stald og mark. Jeg skulle malke to gange om dagen og holde malkemaskine og malkespande rene. Dengang gav mejeriet præmie, hvis vi kunne holde mælken i første klasse et helt år. Det var også lykkedes, hvis ikke konen på gården havde hældt gammel mælk ud i spanden. Det var her, jeg så tv for første gang. Udsendelserne begyndte kl. 20 med nyhederne. Bagefter var der en eller anden underholdning, og det sluttede kl. 22. Når der ikke var udsendelser, var der et ur, der gik. Hver gang vi sad og så på uret, blev konen så irriteret, at hun sagde, det var spild af tid, men hun kunne heller ikke selv lade være med at se på det. På gården hakkede vi også roer på akkord Willy havde lavet et nyt favnemål, men han havde brugt en engelsk tommestok, og der er forskel på danske og engelske tommer. De hakkede roer blev målt op, og vi fik pengene udbetalt og tog en uge på ferie. Sikke et ramaskrig der blev, da vi kom hjem, for vi havde jo snydt dem! Det havde vi også, men det var kun for nogle få kroner. Alligevel så havde konen gået og været gal en hel uge. Det er det, man får ud af at tage sorgerne på forskud. I 1960 fik vi Kirsten, og i 1963 kom Kurt, og så er livet eller fløjet af sted.
