Bevaring af historien – slægtsminder
En tidligere politiker har engang sagt: “Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt”.
Hvis den nuværende slægt viser viljen til at ville værne om sine minder, vil det være til uvurderlig glæde for kommende generationer.
Under denne synsvinkel bør man først og fremmest vurdere, selv om det selvfølgelig også gerne skulle være til glæde for den nulevende slægt. “Hvad glæde har jeg egentlig af at huske på, at vor tid med alle dens nok så tekniske fremskridt bygger på fortiden, og at alt – også en selv – er et produkt af denne fortid. Rigsarkivar Johan Hvidtfeld har engang sagt: “Vil mennesket forstå sig selv og prøve at få rede på forudsætningerne for de mange forskellige, ofte modstridende evner og tilbøjeligheder, som findes hos den enkelte, må han søge tilbage i slægtens fortid for at finde forklaringen. – Det slægtshistoriske arbejde er derfor ikke bare et samleri, der kun egner sig for folk med god tid. – Det er i virkeligheden et udslag af menneskets trang til at prøve at finde ud af hvad der er gået forud for ens egen tid.
Slægtsfortællinger og oplysninger er en samling minder om ens forfædre, og minder fra egen tid, som kan hjælpe en til at finde et ståsted.