Kilde: VT 9. januar 1986
Harry Jørgensen, Ørnholmsminde, Vrensted, har sendt os følgende ungdomserindringer om en gartneri og landbrugsmedhjælpers tilværelse i Løkken. Harry Jørgensen fortæller:
Hvor mange af de unge, der bor i Løkken i dag, tænker mon over, at for bare omkring 60 år siden var meget helt anderledes i byen end det er i dag? Dengang var adskillige af gaderne kun sandveje, og omtrent der, hvor omfartsvejen skiller byen i to dele, var der jernbanespor; om sommeren var det en dagligdags foreteelse at se hotelkarlene fra byens hoteller møde op på den daværende jernbanestation ved næsten alle togenes ankomst for med deres trækvogne eller trehjulede varecykler at afhente gæster, der havde bestilt kortere eller længere ophold på hotellerne.
Øst for jernbanesporene, hvor der i dag er et helt bykvarter, var der inden man nåede op til Aasendrup, ikke anden bebyggelse end stuehuset og ladebygningen til den allerede dengang nedlagte Løkken Mølle, og jordarealerne nærmest jernbanesporene var i brug som gartnerier.
Som 16-årig fik jeg plads hos den endnu levende levende gartner og senere planteskoleejer i Hjørring, Jens Vittrup Christensen, der foruden et mindre landbrug drev et efter datidens forhold ret stort gartneri i Løkken og boede i ejendommen Vrenstedvej 21.
Såvidt jeg husker var min månedsløn som gartneri- og landbrugsmedhjælper – ud over kost og logi – 50 kr.
Jens Vittrup Christensen har for nogen tid siden i et interview, som Vendsyssel Tidende bragte, fortalt hvorledes han ved at anvende kødet fra en ilanddrevet hval som gødning, avlede nogle kæmpeselleri. Dette gav mig anledning til at tænke tilbage og mindes det første år jeg havde i Løkken, hvor jeg kom til at bo i adskillige år.
Året før jeg fik plads hos Jens Vittrup Christensen var der drevet en hval i land på stranden mellem Nybæk og Grønhøj, og den kendte vragfisker Sigurd Damsgaard, der dengang boede i Løkken, fandt ud af, at det måtte kunne give nogle gode penge med at lade hvalen fremvise ved byfester og markeder.
I samarbejde med en bror, der dengang ejede Ny Kallehavegaard, blev hvalen læsset på en lastbil, og ved anvendelse af nogle gamle pressenninger blev et telt rigget sammen, hvorefter de to brødre tog ud på en fremvisningsturné, der så vidt jeg husker startede med godt besøg og presseomtale i Aalborg.
Forevisningsturneen gik godt de første dage, men det varede jo ikke længe inden hvalkadaveret begyndte at gå i forrådnelse og som følge deraf kunne lugtes langt væk. Det medførte, at de to hvalfremvisere blev nægtet adgang til markedspladserne, og så var den fidus ovre. For at slippe af med kadaveret blev det enten solgt eller foræret til Jens Vittrup Christensen, som lod det skære i nogle stykker, der blev stablet op i en stak og dækket til med jord, og da foråret kom blev kødklumperne skåret i mindre stykker og gravet ned som gødning. Hvalkødet lugtede fælt, og nedgravningsarbejdet, som jeg deltog i, foregik altid når der var vestenvind for ikke at få alt for mange klager over stanken. Udover hvalkød anvendte Jens Vittrup Christensen også meget andet organisk gødning i sit gartneri, bl.a. affald fra Løkkens mange fiskepakhuse. Hestegødning var også meget eftertraktet i gartneriet.
Ved Hotel Klitbakken var der en hestestald, hvor omegnens beboere stalde ind, når de var kørende til Løkken, og jeg hentede adskillige læs hestegødning ved den stald og kørte det ud til gartneriet. Jeg husker en lørdag, hvor jeg havde afhentet gødning på hotellet, og for ikke at risikere at køre fast på de to sandveje Houmannsvej og Den Skæve linje valgte at køre over Torvet og videre ad Vrenstedvej. Det med førte en gevaldig – og for mig ubehagelig – ballade. Arbejdsvognen var ikke helt tæt, hvilket nogle vældige striber af gødning lige foran Badehotellet kom til at vidne om. Det passede selvfølgelig ikke ejeren af badehotellet, og han ringede til landbetjenten i Vrå (det var jo længe før en sådan blev stationeret i Løkken) for at anmelde svineriet. Det medførte at jeg i stedet for at få fri om aftenen blev udkommanderet med skovl og kost for at rengøre Torvet for den spildte hestegødning.
juli 2019-jens otto madsen