Kategori: Vrensted Historier

 

Traveture omkring
Vrensted 2007.

(skrevet af Elin Schierup, Vrensted)

Tur ud af Bådstedhedevej:

Vaskehuset blev bygget i begyndelsen af tresserne. I slutningen af tresserne gjorde vaskemaskinerne sit indtog i hjemmene og vaskehuset blev overflødigt. Svend Mørk byggede det om til beboelse til familien fra København. Så havde de et sted at sove, når de var her på besøg.
Skolen blev overtaget af Helga og Frede Pallesen i 1959, da den nye skole blev indviet. Nu bor Kristian og Ellen i østenden af skolen.
Lige efter skolen lå tidligere et hvidt hus, som blev beboet af en cykelsmed.
På hjørnet lå Ørnholms røde hus, hvori urmager Ørnholm lavede berømte tårnure. Begge huse blev nedrevet, da vejen blev udvidet i slutningen af halvtresserne.
Overfor Kirkedammen lå også en købmand og en slagter.
Huset overfor præstegården blev bygget for indtjeningen fra bogen HELENE skrevet af Fie Riis. Bogen var autentisk og handlede om Helenes opvækst som fattighusmedlem.
Efter Gerhards hus i svinget lå Fælleden, som var en losseplads for usorteret affald, men dengang var affaldet ikke så farligt – i kanten var et lille vandhul med haletudser. Fælleden betyder egentlig et fællesareal. Her stod børn ofte med køer på græs i vejsiden – de skulle jo passe på dyrene ikke spist af kornet på marken.
Ud af vejen ved Holmens skov drev man tidligere kvæget i engene. Efter afvandingen fik hver ejendom sin egen lille smalle eng. Kræn Thomsen havde en lille robåd. Henning og Vilhelm var ofte med ude for at stange ål
med ålejern = lyster. Når ålejernet blev trykket ned i bunden sad ålen fast i jernet, det samme foregik med gedder i kanalerne senere. Nu er ålejernet forbudt.
På vestsiden af skovvejen var der tidligere en oversvømmelse på Koldkjærs mark, som man skøjtede på. Der var også en lille dam ved vejen i østsiden af skoven. Her gravede man grus. Den blev kaldt Badedammen.
I Launy Graarups hus boede Ole Grünbaum en periode i tresserne. Huset var et kollektiv, som de kaldte Vestenvind. De levede meget spartansk og lærte at malke deres ged af lærer Frede Pallesen. De havde et langt
og godt bekendtskab med familien. Kollektivet havde hyppige besøg af ungkarlen Sandersen, om hvem, de fornemmede, brugte 14 dage på at forme en vittighed.
Harry Jørgensen, som var hotelkarl på Klitbakken, bragte madrester til dem. Madresterne havde han hængende over styret på cyklen i mange bæreposer – og var som sådan et kendt figur i byen med hotelkasketten på
hovedet, sit tuborgforklæde og store skæg. Ole Grünbaum skrev senere bogen BAR RØV I TRESSERNE med beretninger fra kollektivet.
Nu bor Danmarks kårede sødeste hund i huset, en terrier som tilhører Launy og Eva Graarup.
Lige før skoven lå et lille rødt hus, som bl.a. Marie Frandsen boede i en kort overgang. I skoven blev skydevolden oprettet af en lokal skytteforening. Når der var skydeøvelser, hejsede man et rødt flag ved alle indgange og et op over skoven. Børnene brugte senere volden til at skyde til måls på med bue og pil.
Hvor søen nu ligger, lå tidligere en sportsplads, hvor mange fodboldkampe blev spillet. Her blev også afholdt sommerfester med telt og musik – og Cirkus Badutski.
Søen er udgravet af jagtforeningen, og skuret og bålpladsen er bygget af børn fra Vrensted skole.

 

 

Turen rundt om Vingevej, Pilgårdsvej og Tilsig:

Lægehuset ligger i det gamle kommunekontor, som blev lukket ved kommunesammenlægningen i 1970.
Ved Trehjørnet passerede vi 2 huse opført af sagfører Anders Olesens i 1920erne, det ene indeholdt tidligere bibliotek i vestenden.

I centralen lige efter passede Kesse omstillingen. Engang Jørgen 2 gede fra Århus og ville snakke med sine forældre, kunne Kesse fortælle, at de lige var kørt ”nør på”, så han stillede ham ud til Søren, hvor de da også var. Sådan en service har vi ikke i dag.
Overfor i miniaturehuset (gammelt vandværk) boede Peder Vingård Olesen med sin blinde hustru og eneste barn.
Vingevej hed tidligere Møllevej, da byens vindmølle lå her indtil ca. 1950. Else og Harald Nielsen overtog møllen i 1938 (kørte også taxa)og malede mel for dem, der ikke selv havde mølle på gården. Under krigen måtte der
ikke males hvedemel, men om aftenen blev der leveret små poser korn i gangen, som så blev malet om natten. Det var ikke uden risiko for mølleren, men havde stor betydning for byens borgere.
Henning Hyldgård fortalte, at når de kværnede korn hjemme, brugte de det øverste fine mel til brød, resten fik dyrene.
Ved enden af vingevej ser man østpå over markerne til Bonnerups gård. Herimellem har tidligere Birkedommergården og en af de tidligere utallige kroer i Vrensted ligget. Her fra stammer familien Krower.
Grethe fortalte om Østre skole, hvor der bl.a. blev dystet om den flottest pyntede ko til Sct. Hans.
Vi fortsatte til Det Gule Palæ, som murermester Martin Andersen byggede, siden boede hans søn Murercharles her, derefter Niels Østergård. På nordsiden af Pilgårdsvej lå Ellidsgård og endnu et lille længehus med plads til en ko – begge forsvandt i 60´erne.
Videre mod øst passerede vi Lindegården, som Niels Østergård – nu sønnen Knud – ejede. Længere ude passereds Pilgård – tidligere kaldet Høngård. Det var sagfører Anders Olesens hjem, og Petra Pilgård var hans
søster. Sagføreren samlede Hammer bakker til et naturområde ved at opkøbe de mange små gårde i området.
Hans metoder blev meget diskuteret. Han opførte Vodskov kirke, i Vrensted Anne Maries hus, Præstemarken og de 2 ovenfor nævnte huse, ligesom han restaurerede Vrensted kirke. Anne Maries hus er opkaldt efter hans mor og var en stiftelse for enlige uformuende kvinder. 5 toværelseslejligheder og en vævestue var der. I dag erstiftelsen ophævet, og huset bliver anvendt som børnehave.
Vi fortsatte ad den gamle markvej med udsigt mod Børglum Kloster – neden om Nørkjærs 2 ejendomme til Åge Kodahls, nu Bodil og Hans Dams ejendom i kanten af Tilsig. Et mosestrøg, som strækker sig mellem Tilsiggård og Drivsholm. Mosen er stadig lumsk og ofte under vand. For få år siden gik en kvie fast deri og måtte aflives.
Engang gik et postbud over mosen til Drivsholm, men nåede aldrig frem. Han blev suget ned! Kun postkasketten lå tilbage.
Drivsholm har i gammel tid ligget på en holm, hvor stenalderfolket har efterladt sig spor. Bent og Birthe Drivsholm var 8. generation på gården, som nu er overtaget af Mads og Malene Sørensen.
Hos Bodil og Hans så vi kunstudstillingen med Bodils dejlige skulpturer i stentøj og bronze, det smukke haveanlæg og hørte nattergalens klare tuner i den lyse aften.
I Tilsig har de omliggende ejendomme lavet æltetørv til eget forbrug.
I den nordligste ende af Vrensted vidner den nedlagt brugs, det nedlagte mejeri, det nedlagte frysehus og det stadigt velholdte og velfungerende forsamlingshus om andelsbevægelsens fornyende kraft i samfundet.
Andelsbevægelsen voksede frem fra omkr. 1880.
Mejeriet Lykkens Prøve var berømt for sit gode smør, som vandt medaljer i hele landet.

 

 

Tur ud ad Bådstedhedevej, over skråvejen til Holms og over Kongsengene hjem:

Præstegården blev opført i 1928, tegnet af Ulrik Plesner – bror til den daværende sognepræst. Holmen har sammen med de 2 Sundstedgårde været ”enestegårde”, hvilket betød, at de ikke havde del i fællesmarken så
de skulle sørge for gode hegn, så deres køer ikke kom udenfor deres egen jord. En af ejerne var formentlig skudehandler.
Stien fra vejen til Libak er sløjfet, men anes stadig under trætoppene. Mange huskede, hvem der boede i de mange små ejendomme og huse. C. Klitgård omtaler heden som en lille hedebakke, hvor der blev gravet tørv.
Ved Slottet, ca. 150 m vest for Kurts ejendom under hveden, er der fundet voldgrave og stolpehuller, samt en stor egestamme i voldgraven. Slottets funktion kender man ikke rigtigt.
Vi gik på stien syd for Kurt til Kongsengene. Fra skråvejen kan man se, hvordan Holmen og Libak hæver sig
over landskabet som morænebakker fra istiden, der stak op af Vildmosehavet i stenalderen.
Vi passerede en markvej mod øst, som går bag om Sundstedgårdene ud til Brønderslevvej. Vi fortsatte ad Kongsengene forbi Jægerums mergelgrav. Her gravede man mergel, en blanding af ler og kalk. Det var meget
hårdt og blev brugt til at berige jorden med. Søen har også været brugt til badning. Fra Brønderslevvej tog vi Gl. Byvej og Bystien til Købmanden. Også her huskede mange navnene på tidligere beboere.
Tur omkring Kirken til Ingstrupvej, ud ad den gamle vej – over den gamle bane – mod Løkken.
Til Venstre Jens og Rasmus Jensens stald til 450 køer, som netop er indviet (2007). Efter Oskar så vi jernalderbrønden, der blev fundet, da man gravede ud til jernbanen. Den blev fredet. Fredningstenen står der,
og her står oftest vand. Brønden var speciel, da der var trin ned fra 2 sider og med trædesten mod øst til stationen, hvor jernalderlandsbyen har ligget. Her fandt man ved banens anlæggelse over 30.000 potteskår,
som blev samlet til mere end 100 keramikkrukker, nogle med en slags stempelmærke i.
Ud ad markvejen mod vest så vi et område, som Leif og Åse har plantet til med træer (i begyndel-sen af 90erne), efter at have gravet en stor sø ud. I søen er der en ø, og her er ofte ænder og masser af rådyr. Et dejligt sted.
Vi fortsatte gennem Verner Kristiansens lille skov og lund, ud gennem hans brakmark til møllerne. Så til Ingstrupvej og så, hvor vi kunne forestille os tyskernes pansergrave havde gået – fra Ingstrup til Oskar, hen øst om Poul Erik Jensen og fortsatte vest om Klostret. En lang rende ca. 8 m. bred og 3-4 m. dyb og ved siden af pigtrådsafspærring. Pansergravene skulle stoppe De Allierede, når invasionen kom. Mange mennesker blev
 tvangsudsendt, en del polakker til at grave gravene med håndkraft. De blev indlogerede på gårdene.
Vi gik igen ind ad engvejen og fulgte den gamle markvej op til Oskar og Ane. Her fik vi lov til at se deres fine, frodige have, hvor de ”leger” med planterne.
En god aften i det fineste solskin og uden en vind rørte sig.

 

 

Tur ad A. C. Andersens Vej til kærene vest for Kærgård.

Vi gik ad små stier omkring skolen til Mellegård, som har været i familien Justesens eje i 5 generationer. Poul Justesen fortalte om de omliggende gårde, hvor Kirkemarken syd for vejen var forpagtergård til præstegården,
bygget her i begyndelsen af 1900 tallet ved mellemkomst af sagfører Olesen. Der var en klausul om at drive landbrugsskole her, men den bliv aldrig effektueret.
Lidt vest herfor lå i ældre tid et lille jordhus, som var ramme om en social tragedie. En enke levede her med sin kønne datter, som i ungdomsårene blev tilbedt af bl.a. sønnen fra en stor gård. Han gjorde hende gravid for
straks efter at blive soldat i Ålborg. Hun gik på sine bare fødder til Ålborg og fortalte ham dette, men han afviste hende, og hun måtte føde i dølgsmål og ombragte barnet i en tørvegrav i Kæret. Barnet blev fundet og pigen arresteret. Hun tog livet af sig i arresten i Hjørring. Ikke nok hermed. Moderen blev efter pres fra gårdmanden afvist fra sit løsarbejde på gårdene i sognet, den ene efter den anden, og så til sidst ingen udvej.
Hun druknede sig i en tørvegrav.
I en lille ejendom på bakkehældet nord for vejen boede Vrensteds lokale digter A. C. Andersen, som skrev med stor social indignation, måske inspireret af denne historie fra nabohuset.
Her fra bakken kunne vi se linjen, som pansergravene har fulgt. Leo Helledie Sørensen har sendt rids over forløbet. I tørre somre står kornet frodigere her, hvor jorden har været vendt dybt under sandflugtslaget. Poul, Mogens Sørensen og Niels Jørgen Mejlholm kunne alle berette om forsøgene med dybdepløjning ned til 1 m dybde, som vendte op og ned på sand og den underliggende muld og ler. Samtidig fik man – i hvert fald
midlertidigt brudt et meget hårdt lag i sandet. Dette gav visse steder en udbytteøgning til det 4 dobbelte!
Nede i kæret fortalte flere om de mange små lodder, som hvert husmandsted og gårdbrug havde til høslet og afgræsning, Husmanden kunne endvidere få lov at lade sine få dyr gå på gårdmandens store eng, mod at føre tilsyn hermed sommeren igennem.
Vi gik ud til Marius Mathiasens lille skov. Han var en foregangsmand i læplantningen. Der står få store graner tilbage fra den første plantning. Mange kunne huske, at man i 40erne kunne stå i Vrensted by og se klitterne.
Nu er der høje træer i læbælter overalt, som dæmper vinden, men også afskærer udsigten.
Længst ude i kæret viste Niels Jørgen Mejlholm os de dejlige naturområder, der er opstået omkring de gamle tørvegrave, som nu er små oaser for især rådyrene.
Før og under krigen var disse tørv en vigtig varmekilde for egnens befolkning – også Løkkenfiskere.
Det var skik at bonden satte et mål af til sig selv og til fiskeren eller daglejeren, som så først ryddede sand af måske i en meters dybde på både sit og bondens stykke. Herefter var det spændende, hvor tykt tørvelaget var.
Det kunne være fra 2 stik til måske 1,5 m tykt. Tørvene var oftest hårdt pressede af sandet og af særdeles god kvalitet. Nogle bønder fik på denne måde rigeligt med tørv og kunne så aftale med fiskeren, at denne som
betaling for tørv, skulle levere fisk og skaldyr efter behov året igennem!
Vi gik hjem igen gennem kæret og op til Bækgård, hvor vi fik beretningen om et mord på konen her.
En mand havde giftet sig gården til, men var ikke tilfreds med konen, som han ved venners hjælp søgte at forgifte. Hun undgik imidlertid hvert forsøg, da hun kunne smage på brændevinen, at der var noget tilsat,
uanset hvor fuld de drak hende. Til sidst mistede manden tålmodigheden, og da en anden kvinde pressede på, slog han hende ned med noget tungt. Der havde imidlertid været snakket så meget om det i sognet, at politiet
hurtigt fandt ud af, at det ikke var et fald i fuldskab. Ægtemanden blev arresteret sammen med 5 medskyldige og idømt tugthusstraf!
Med denne opbyggelige historie sluttede turen i let aftenregn.

 

 

Tur ad Pilgårdsvej til Børglum Hede og Munkebrovej.

Birthe Kristensen fra Naturfredningsforeningen mødte op for at fortælle om Børglum Hede og forskellige græsser.
Fra Pilgårdsvej gik ad markvejen til Fristrup, videre til Heden, som oprindelig var udlagt til bønderne af godsejeren på Børglum, så de i magre tider kunne hente foder til dyrene her. Heden fik lov at ligge hen, og nu
findes her flere sjældne planter. Der er lavet en redningsplan for den lille del af heden, der er tilbage.
Knappesengegrøften ved mosen blev formentlig brugt til at regulere vandet i kanikernes (munkene på Børglum Kloster) fiskedamme. I fasteperioderne måtte de kun spise fisk og brød, så fiskedammene var vigtige. De byggede sandsynligvis også Munkebroen.
Når man her ser op mod Klostret, kan man se en stor sten. Her har bispegården fra 1104 formentlig ligget efter Børglum Kloster blev prænonstratenser munkeordens hovedsæde i Norden. Før den tid lå her en kongsgård.
Lidt længere fremme er der nogle gamle lergrave. Her lå et teglværk indtil for ca. 100 år siden.
Marken før Bomhuset kaldes Ridehusmarken, da der i 1600-1700 tallet lå et ridehus. Ved det gamle Bomhus har der været opkrævet bompenge.
Ved Munkebrovej dyrkes energipil, som høstes til brændsel hvert andet år.
Kilder: Arne Søndergård: Min barndoms vandhuller. C. Klitgård: Vrensted sogn.
Tage Jensen, Tilsiggård, og Simon Thomsen og mange andre borgere i byen.

 

Den sidste travetur gik til Klostergrøften.

Vi kørte sammen til minkfarmen på Hulbakvej. Her fra guidede Poul Justesen flokken gennem sprøjtesporene i sin hvedemark til Klostergrøften. Han fortalte med stort engagement om alt,
hvad vi så. I Klostergrøften står skrænterne med masser af vilde blomster. Poul fortalte at bredderne/skrænterne hele tiden ændrer sig med vandstanden.
Et sted havde engang været et teglværk. Et andet sted er der en lille bro og en lille hytte, lidt senere endnu en hytte.
Ved at kigge op over den store hvedemark kunne Poul fortælle, hvor sandbanker lå fra sandflugten for 2-300 år siden. Her stod hveden dårligere.
Længst mod vest løber Klostergrøften dybt nede i forhold til markerne, og der er en fin grøn dal under trætoppene med grøftens rislen i bunden.
Turen gik omkring Kræmmergård, som var skudehandlergård og opmagasineringsplads for Skudehandelen. Her ligger stadig store norske skifferplader, som blev brugt som ballast i skuderne tilbage fra Norge. I 1860 blev Kallehavegård, som var Kræmmergårds klitlod, udstykket.
Stemningen var rigtig god, og tilbage ved bilerne afsluttedes turen med kaffe og Åses lækre kringle.
Der var mange, der gerne så turene gentage næste sommer. De fleste syntes, det var en god måde at få motion på og sjovt at høre om fortid og nutid i sognet. Endelig fik man snakket med folk, man ikke plejede.

Kilde: Udklip fra VT  den 13.06.1982

Der ligger en blomst på vagabondens Finne Nielses grav på Vrensted Kirkegård. En mand der kun var lidt kendt af de mange, men meget af sine få venner, der betragtede ham som en god kammerat. Blomsterbuketten er da også fra hans mangeårige kollega , den tidligere stodderkonge Heinrich og hans hustru  Birthe, der i nogen tid, sammen med deres hunde og marsvin har opholdt sig  i Løkken og benyttede lejligheden til at  besøge Finne Nielses grav inden de drog videre. Som Finne Niels er Heinrich og Birthe uden fast bopæl, men som de to vagabonder siger: på et eller andet tidspunkt får vi “fast ophold” akkurat som Finne Niels, og så vil vi vagabonder som  andre, der har mistet en god ven, gerne vise, at vi  ikke har glemt et godt venskab gennem mange år. For det er en tilfældighed, at Finne Niels blev begravet i Vrensted. Det var fordi han døde under et besøg  der i 1975.

 

Et sted i Finland sidder der en ældre dame på et alderdomshjem. Hun havde et ønske om en julegave: et billede af sin søns gravsted som findes i Vrensted. Hendes søn Niels Erik Tupperainen var vagabond. Hans foretrukne landeveje  var de snoede klitveje ved Vestkysten. Men i maj i år (1975) fandt man ham liggende i et havehus i Vrensted.

Pensionist Harry Jørgensen, Vrensted, blev orienteret om den gamle finske dames juleønske. Han foranledigede at billeder af gravstedet blev taget og sendt, ikke alene til Tupperainens mor, men også til mere fjerne familie på Grønland.

Pensionnist Harry Jørgensen, blev af vagabonderne kaldt “Vagabondernes bedstefar” fordi de altid var velkomne hos ham i hans hus Ørnholmsminde på Bådstedhedevej lige ved siden af Kirkedammen. Harry Jørgensen startede sammen med forfatteren Knud Holst udgivelsen af “Vagabondavisen”,  som sønnen fortsatte med at udgive ved Harry Jørgensens død.

 

• Historier med Harry Jørgensen

 

Fodboldtræning med lys og omklædningsfaciliteter til fodbold og håndboldspillere i Vrensted Idrætsforening sidst i 1950 erne.

 

Da jeg var barn i Vrensted i 1950erne og 60erne og spillede fodbold i drenge og junior rækken og senere på ”kålholdet” havde vi ingen klubhus og omklædningsfaciliteter. Når seniorholdet, ”karleholdet” spillede, klædte de om inde hos naboen til fodboldbanen, Peter Ledet, i laden – naboejendom til sportspladsen mod vest. I dag hedder den vel stadion. Den ejendom ligger stadig ved siden af sportspladsen og de nye ældreboliger. Der var en stor flagstang hvor flaget blev hejst når der var idrætsuge. Dvs. at alle nabobyer var inviteret til turnering med finale om søndagen med fodbold og håndbold. I fodbold var der karle holdet, junior og drengeholdene og i håndbold var det både pige, dame og herrer.

Senere da den nye skole blev bygget i 1959, fik idrætsforeningen omklædningslokaler der. Først i cykelskuret, senere i kælderen hvor der blev lavet bruserum. Det var et fantastisk fremskridt at kunne bade efter en fodbold eller håndboldkamp.

Al træning skulle altid foregå inden det blev mørkt, men efterhånden blev det moderne at få lys på stadion. Det skulle vi også have i Vrensted.

Jeg husker at vi gravede store huller til telefonpælene så de kunne stå forsvarligt og desuden gravede vi kablerne ned med håndkraft hele vejen rundt om banen, sådan var det jo dengang med håndkraft, men det var fantastisk, da vi kunne tænde for projektørerne og vi kunne træne med lys til kl. 20 til 21 i den mørke tid.

Jens Otto Madsen sept. 2018

En handicappet dreng

Overfor Kirkedammen var der en købmandsforretning. Den havde tidligere været ejet af købmand Riis. Datteren Fie Riis Eriksen som blev gift med Erik Eriksen boede i en periode i huset lige syd for købmandsforretningen, hvor der engang havde været en slagterforretning. Her kom jeg en del for der var jævnaldrende kammerater, Svend Riis og Else Riis. De 2 søskende fik en handicappet lillebror Kristian Riis. Han var i flere perioder i England hos specialister for at blive opereret, men det hjalp ham desværre ikke.

Han var fantastisk til at spille klaver – selvlært efter gehør – og havde et godt humør. Hans mor Fie Riis var dygtig til at skrive sange. Desuden skrev hun en meget omtalt bog om en Vrensted kone ved navn Helene, som kom fra Asserballe på Als, og handler om en lille piges barndom og opvækst på en fattiggård i Sønderjylland. Den gav megen omtale i medierne og Fie gav interviews til flere dameblade. I Vrensted boede Helene sammen med sin mand skralle Harry, (Harry Kristoffersen) sammen med en stor børneflok på syv børn, lige vest for præstegården i et meget dårligt hus ved Jagthytten. Overskuddet ved salg af Fies bog blev brugt til at bygge en nyt hus til Helenes familie ved siden af det gamle. En meget flot gestus fra Fie og Erik, der vist nok havde økonomiske problemer nok med at finansiere Kristians sygdom – medicin og udenlandske sygehusophold. Bogen om Helene fik vidtrækkende konsekvenser på det sociale område i Danmark. Desuden fik Kristians sygdom og sygehusophold i England store økonomiske konsekvenser for Fie og Erik, det kostede dem nemlig også huset ved kirkedammen og de var nødsaget til at finde en anden bolig.

Svend og Else Riis Eriksen har hentet en pakke på stationen på Stationsvej, muligvis fra Amerika til lille broderen Kristian der var handicappet

 

Midt i Vrensted by deler vejnettet sig ved Trehjørnet. Kommer man fra Løkken kan man fortsætter mod øst mod Stenum og Brønderslev eller dreje til højre mod sydvest for at komme til Thise og Ingstrup. I udkanten af byen mod syd lige før præstegården går der en vej skråt mod øst som 1 km fremme rammer Brønderslev vejen. I det trekantområde af Vrensted, ligger bydelen, som vi altid har kaldt ”Nyhavn”. Består af gårde og huse.

Hvorfra navnet stammer ved jeg ikke. Rygtet går på, at det måske var fordi folk samledes hos Traktor Charles når han spillede op på sin harmonika på gårdspladsen på lune sommeraftener og folk i nabolaget kom og hyggede sig, med en håndbajer m.m. ligesom man gør i Nyhavn i København.

Første ejendom på højre side af vejen er Præstegården og lige ved siden af ligger gården Søndergård. Derefter kom Viggo Krag`s lille gård. Efterfølgende kom et statshus og lige efter det havde Traktor Charles og hans kone, en ejendom hvorfra de i en årrække drev maskinstation. Her var var også jævnaldrende børn som jeg havde samvær med, især på fodboldbanen. Derefter var der et par små enlængede ejendomme. Den ene tilhørte Oluf Jensen og den næste havde Kro Dagmar og hendes mand. Et stykke længere ude lån et lille hus på en bakke og det tilhørte Asger Hansen og hans familie med 4-5 børn. 300-400 m bag ved Asgers hus boede i mange år familien Holger Ulrik også med 4-5 børn. Vi kaldte denne beliggenhed ”Oppe på bjerget” idet huset lå på en bakke temmelig højt og helt alene.

Hvis vi starter på venstre side ved Præstegården lå Harald Mørks ejendom, den er nu revet ned. Der kom jeg meget for at lege med Niels Juel der nu er død. Derefter var der et pænt hvidt hus her boede Kristian Nielsen og efterfølgende lidt tilbagetrukket lå Henry Krags lille ejendom. De havde også mange børn. De fleste af børnene var jævnaldrende med mig og mine søskende. Så kom tømrer Ejnar Miller og derefter Jens Andersens hus. Her husker jeg især den store flok drenge Jens og Elvine fik. Dem fik jeg meget med at gøre bl.a. på fodboldbanen. Jeg husker de ældste drenge, bl.a. Vilhelm, Ejnar, Tage, Verner, Kaj, Knud, Poul, og Jønne som nogle herlige gutter der var også flere piger.

Fra Nyhavn op forbi Jens Andersen går der en lille markvej der stadig eksisterer skråt over til Trehjørnet – overfor Jens Andersens lille hus boede Dres (Andreas Sloth) også med en pæn flok børn. Dres var dygtig til at reparere motorcykler og biler. Han arbejdede for traktorCharles i en lang periode. Der er siden bygget et par huse mere mod øst..

Der var også en lille enklave med nogle små huse og ejendomme nord for Dres, murer Emil Jensen og Else havde bygget et fint statshus. Der var flere små huse som alle er der i dag og som helt sikkert er blevet renoverede. Bagerst mod nordøst lån en minkfarm og et par små huse.

Jeg husker der kom mange børn i skole fra dette område. Fra Nyhavn/markvejen til trehjørnet, går der en lille sti, over Henrys ”Lille Knudsgaards” mark hen til den gamle byskole, bager og købmand og rammer vejen der går mod Thise og Ingstrup. Så havde børnene let ved at komme i skole og der var nem adgang til forretningerne.

 

Når vi skulle køre racerløb på cykel drønede vi altid rundt ned af stien og op forbi købmanden  på Bådstedhedevej og op til Trehjørnet og ned ad markvejen Søren Nielsens Vej, til stien igen, det var ikke sjældent vi drenge havde kapløb der på denne trekantsrute. På det tidspunkt  først i 1950 erne havde vi kun grusveje i Vrensted.

Her nogle af de ejendomme som hører til Nyhavn hvor Gl. Byvej er gennemgående fra Bådstedhedevej til Brønderslevvej

Nedenfor viser billeder fra Gl. Byvej en skøn bydel i Vrensted

 

Ungdomsklub m.m. i Vrensted

 

Hvad lavede unge mennesker i Vrensted i fritiden i 1960 erne.

Om vinteren, efter at vi var blevet konfirmeret, gik vi i ungdomsklub om aftenen på den nye skole og i ungdomsforeningen til forskellige arrangementer, samt til  Idrætsforeningens midnats baller når vi endelig fik lov af vores forældre. Det foregik  i Vrensted Forsamlingshus og de omkringliggende byers forsamlingshuse. Om sommeren tog vi på  Strandpavillonen i Løkken (den gamle med med musik) til dans og desuden brugte vi meget at gå på  Hotel Klitbakken i Løkken, hvor vi  spiste vi bøf og spejlæg og drak øl. Der var altid fuldt hus, hvor vi kom. Med levende musik af orkester fra landsdelen. Vrensted har også fosteret et par stykker, jeg husker kun navnet på det ældste, det hed Arizona Boys og med i det var der 2 Vrensted drenge, Karlo Vestergaard  nu Frederikshavn og Ivan Krag nu Canada. Med i et andet orkester var både Kesse (Kristian Andersen), Keld Martin og Jens Tilsig og fra Løkken Per Vandkrog. Jeg tror ikke det med traktor Charles og Gunnar Gade kom udenbys, men de var gode til at spille til juletræ i forsamlingshuset for vi børn. Senere kom Charles søn Leo også med i orkesteret på trommer. Han er stadig trommeslager i Vrensted Harmoniforsyning

Sommerfest i anlægget.

Om sommeren blev der også i Vrensted holdt sommerfest i anlægget nede ved stationen. Det var borgerforeningen der stod for den. Anlægget er nu nedlagt og fjernet, købt af mekaniker Svend Andersen. Det var ejet af borgerforeningen. Anlægget var omkranset af en stor hæk med indgang både fra nordsiden og sydsiden. Der var bygget et fint langt lavt træhus malet rødt og med paptag. Her opbevarede man bænke, borde og dansegulv. Når der var sommerfest var huset ryddet. Der blev lagt dansegulv ud, stillet en gummivogn op til orkesteret og overdækket med presenninger (sikkert fra vognmand Mathis Vestergaards lastbiler) og sat sneskærme rundt om dansegulvet. Lørdag og søndag var der så stor fest. I huset kunne skodderne fjernes, således der blev flere åbninger ind i huset. Man kunne bl.a. skyde efter skiver med luftbøsser, der var tombola med flotte gevinster. Der var også et stort spil der blev stillet op på bukke ude på græsset med et lærredstag over. Her kunne man spille på de forskellige spillekort hvor man lagde 10 ører og når der blev trykket på en stor knap kørte skiven rundt og der hvor pilen stillede sig vandt man så sit indskud – måske x 10 ?. Det var sjovt og spændende, men det var ikke nemt at ha penge nok til det, idet man sjældent var heldig. Dengang tænkte man ikke på at overskuddet gik til et godt formål.

Ved sommerfesten var der også arrangeret ringridning om søndagen på sportspladsen. Jeg husker især, Lis Mørk, Hanne Helledie, Niels Elmer Helledie, Erik Korsbæk og så alle karlene ude fra de forskellige gårde som kom med deres flotte og pyntede heste. Det var sjovt og spændende at overvære, men også prestigefyldt at blive ridderkonge. Disse arrangementer kunne samle både by og land.

Så i denne weekend var det rigtig stemning i Vrensted.

Jens Otto Madsen, sept. 2018

 

 

Toget, posten og stationen i Vrensted:

For at komme ned til stationen skulle man nord om kirken ad Sct. Thøgersvej mod vest eller ad Stationsvej der går fra Trehjørnet mod stationen, hvor der var togforbindelse til Åbybro/Aalborg mod syd over Ingstrup, V. Hjermitslev, Sdr. Saltum, Pandrup til Aabybro og mod nord til Hjørring over Løkken, Vittrup, Gølstrup, Lønstrup og Sdr. Harritslev.

Banen blev nedlagt i 1963 efter at have eksisteret i 50 år.

 

p

Dengang syntes jeg, at den lå var langt væk fra mit hjem Byskolen, især når vi skulle hente avisen – Vendsyssel Tidende – der kom kl.5,00 om eftermiddagen med toget fra Hjørring og skulle bede om den, nede hos den skrappe stationsforstander fru Cecilie Christensen.

SIDSTE TOG i 1963:

Når vi skulle med toget, skulle vi købe billet inde hos fru Christensen gennem billetlugen Hun stod også for posthuset med postomdelingen og pakkeudlevering.

Jeg husker de 2 poster som hed Christoffersen og Hedemann. Begge boede de i den nordlige ende af Vrensted. by tæt på Mejeribyen. De kørte rundt på sorte cykler med store lædertasker på styret og bagagebæreren og delte post ud til byens borgere. De kørte også rundt på cykel i landdistrikterne. Det var ikke altid nemt for dem i al slags vejr. Når vejene var lukket af sne, måtte de gå rundt med post og de lignede mere snemænd end de sorte poste de normalt var.

På Stationen var der også et stort pakhus. Her kom der forskelligt slags gods til håndværkerne i byen og osse til landmændene. Det blev læsset af fra små lukkede godsvogne på en rampe og kørt ind i pakhuset med sækkevogn eller blev båret ind. I modsatte ende af pakhuset var der også en port og rampe hvorfra varerne kunne afhentes. Der kørte både små godstog og skinnebus på strækningen.

Her er to avisartikler om de to Vrensted postbude:

Avisartikel fra 1979:

40 år ved postvæsenet:

Landpost Svend Christoffersen, kan søndag den 1. juli 1979 fejre 40 års jubilæum ved postvæsenet. 

Egentlig blev Svend Christoffersen uddannet som murer og virkede som sådan nogle år.. Men snart søgte han over i postvæsenet og startede med en rute i Ingstrup. Senere søgte han til Vrensted, hvor han i 1943 kom til at afløse sin far Søren Christoffersen, der havde gået post i en menneskealder.. Turene udgik da fra Vrensted Station, indtil banen blev nedlagt i 1963, siden er turene udgået fra Løkken Posthus, og det er i mange år foregået pr. bil. Tidligere var det pr. cykel, men det kunne hænde i vintervejret, at han måtte foretage turen til fods trækkende med en slæde.

Avisartikel fra 1976:

Østerhedes postbud har 25 års jubilæum:

Han er en munter fyr, flink og hjælpsom, men først og fremmest et fantastisk dejligt postbud. Sådan karakteriserer beboerne på den såkaldte Østerhede postrute, J. Hedemann Nielsen, Vrensted, der mandag den 1. marts har 25 års jubilæum.

Hans tjeneste indenfor postvæsenet er ret enkel at beskrive, for siden han begyndte i 1951, har han passet den samme rute og der er ikke meget der tyder på, at han kunne tænke sig at foretage afstikkere fremover. Han begyndte som assistent og blev så landpostbud. Så let kan det siges rent journalistmæssigt. Men ellers kan der fortælles mangt og meget om J. Hedemann Nielsen og hans virke på Østerhede ruten, som omfatter det halve af Vrensted by og Østerhede.

Han er først og fremmest en omhyggelig post, der passer sin rute forskriftsmæssigt, men herudover er han beboernes gode ven og ligefrem berømt for sin tjenestvillighed. Han har som hobby at reparere gamle ure, og når urene på hans rute går så præcist, er det, fortæller en af beboerne, postens skyld. Han er også manden der gør folk andre vennetjenester, som at svinge en malerpensel eller et andet stykke værktøj. Meget tyder på, at J. Hedemann Nielsen ikke har planer om at skifte sin 25 års rute ud – men endnu mere tyder på at beboerne så sandelig heller ikke ønsker at skifte post.