Forfatter: Jens Otto Madsen

KONGSBAK – KONGEN AF SÆBY.

HOLGER FÆLLESSANGER FORTALTE OM DE GLADE DAGE I SÆBY OG VENNEN ”KONGEN AF SÆBY”.

Vi skal tilbage i tiden til 1920erne hvor en ung Holger ”Fællessanger” Hansen, var teaterdirektør på Hotel ”Cimbria” i Frederikshavn, der på den tid havde en mægtig teatersal med balkon og hele molevitten.

”Cimbria” er for længst revet ned, men lå hvor Hotel ”Jutlandia” ligger i dag.

Holger ”Fællessanger” var ikke nogen kedelig mand. Ud over han blev kendt for revyer og visesang, så elskede han muntert selskab, hvilket ofte bragte ham til Sæby. En tid han elskede at fortælle om i mange år efter.

I Sæby lærte han en kendt Sæby købmand at kende, der ud over titlen som købmand havde mange andre jern i ilden, han var blandt andet skibsprovianteringshandler, skibshandler, grosserer og havde endda titlen ”Sprit-fyrsten” men i folkemunde den fine titel ”Kongen af Sæby”.

Det var på den tid, der var rigtig mange penge i spritsmugleriet, og hvor der blev lavet mange penge på sprithandel både legalt og illegalt.

Kongsbak holdt altid på, at hans skibe kun leverede, og solgte sprit på den lovlige side af sømilegrænsen, når der blev leveret sprit til Norge og Sverige.

Han havde også en længerevarende retssag mod Harald Bergstedt, der offentligt havde kaldt Kongsbak for smugler, hvilket der kom en injuriesag ud af, der morede stort set hele den danske befolkning, der ivrigt refererede fra retsmøderne, der havde stor underholdningsværdi.

Her er, hvad Holger ”Fællessanger” fortalte en del år senere om den herlige tid her på egnen og ikke mindst om vennen, Niels Kongsbak fra Sæby.

”Jeg kunne fortælle mange gode ting fra årene i Frederikshavn, men Sæby i gamle dage, grinte Holger Fællessanger, er du rigtig klog, den var sjovere end Frederikshavn.

Min nærmeste omgangskreds i dagene her på egnen var spritsmuglere. Gæve folk med masser af penge på lommen.

I Sæby boede en skibsprovianteringshandler Niels Kongsbak, ”Kongen af Sæby”, blev han kaldt, og havde da også en del med illegal sprit at gøre.

En aften kom Niels Kongsbak til Frederikshavn i teatret, og købte hele forestillingen til Sæby for 200 kroner, hvilket var mange penge dengang.

Efter min mening havde Kongsbak gjort en meget tvivlsom forretning.

Der kom også kun en 17-18 mennesker i teatret i Sæby, der spillede i Hotel ”Danias” teatersal i Vestergade i Sæby.

Bagefter blev hele personalet og teaterfolkene inviteret hen på ”Harmonien” længere oppe af gaden, og den fest kostede, ja hold nu fast i bordet og drik en sjat øl til, 1400 kroner.

Vi fik serveret østers og andesteg. Vinen flød og efter måltidet fik vi sjusser for viderekomne. De sjusser bestod af lige dele whisky og fin champagne.

Det var ikke noget for spædbørn, men det var der nu heller ikke nogen af os, der var.

Det var en dejlig tid, sluttede Holger ”Fællessanger”, folk var optimistiske og fulde af humør.

Jeg har flere historier liggende fra Holger ”Fællessanger” Hansen og hans tid i Frederikshavn.

En af dem går på, at den første aften han kom til Frederikshavn, kom han ind på en restauration.

Rygterne om hans ankomst havde svirret i byen, og han bemærkede to mænd ved et bord med en flaske whisky, hvor den ene vinkede ham hen.

Han gik hen til bordet, hvor den ene mand rejste sig, gav hånd, og præsenterede sig som ”Folden” politimester i Frederikshavn, mens han pegede på den anden mand, som han præsenterede som spritsmugler Bremer.

Han fik et glas, og sammen sad de tre mand og talte i flere timer.

Om den er sand, det ved man ikke, men ifølge ”Fællessangeren” var den god nok.

De næste par gange vil der komme lidt mere om tiden i Sæby i 1920erne, hvor der var stor omsætning på sprit og smuglerier.

Vi tager et billede fra Kongsbaks forretning i Algade. Manden på vognen er Thomas Kraglund fra gården ”Kraglund” ved Sæby.

Billedet er vist nok lånt på Arkiv.dk.

Så tager vi også et billede med af Holger ”Fællessanger” Hansen, som han så ud på de ældre dage.

.…

Af:

Mikkel Nielsen historier

Læs videre “KONGSBAK – KONGEN AF SÆBY fortalt af Holger fællessanger”

Af tidligere borgmester i Rebild Kommune Kjeld Jensen, Brønderslev.

I min barndomsby Try i Vendsyssel boede gamle Marie, og hun er nok et par sider værd – måske en hel roman på grund af hendes ukuelighed.

Selve landsbyen bestod af et mejeri, en købmand samt smed, højskole og friskole. Herudover en snes jordløse huse samt selv- følgelig gårdene. Udenfor selve landsbyen lå udflyttergårdene i en ring helt ude ved kærene, og meget længere ude lå enkelte engejendomme. Gamle Maries sted lå helt for sig selv langt ude af en nærmest ufremkommelig markvej. Her var hun efter sit giftermål havnet med sin mand Laurits. Da Laurits havde slidt med de 10 tdr. land engjord og havde sat 3 børn i verden, blev han syg af tuberkulose og døde efter at have ligget til sengs i et par år. Kort tid efter døde en af de 2 drenge af samme sygdom. Den lille familie bestod nu kun af Marie og 2 børn, en dreng og en pige.

Nu skulle livet jo så gå videre, og Marie var da også kun 35 år, men utrolig fattig i sammenligning med nutidens enlige mødre. Hun fortsatte med at passe sit lille sted, malkede sine 3 køer, kørte den lange tur af en ufremkommelige markvej gennem engen med sin mælk til mejeriet. Jeg kan huske at de fortalte, at hun engang havde mistet en af sine køer, og hun henvendte sig så til en af de store gårdmænd med et ønske om at købe en ny. Han var ikke uvillig og udpegede et gammelt kadaver, som han påstod gav 30 kg. mælk om dagen.

Marie kikkede på dyret og sagde så, at hende ville hun bestemt ikke have, for så skulle hun med så meget mælk investere i en ny spand, jo hun var ikke uden humor, men også barsk, som man bliver af så hårdt et liv.

Marie elskede sine egne dyr over alle grænser. Men det fortaltes også, at hvis andres kreaturer kom på hendes enemærker, var hun nådesløs over for dem. Engang indfangede hun en stor omstrejfende hanhund, som hun egenhændigt kastrerede, den skulle ikke gøre hendes fede foxterrier gravid uanset hvor stor en gård den nu e lers kom fra.

Efterhånden fik Marie god skik på det lille sted. Og efter at børnene var flyttet hjemmefra, gik hun i sin ensomhed og sparede endda vist en skilling op på kistebunden. Et par friere meldte sig gennem årene, men Marie skulle ikke nyde noget, hun havde sine dyr, og var vel også bange for, at frieriet måske bare var et spørgsmål om hendes jordiske gods, end det var kærlighed. Marie sled sig op, og kom efterhånden til mere og mere at ligne en heks, helt krumbøjet og med et sort klæde om hovedet. I øvrigt kom hun til også at lide af rystelser, så hovedet vrikkede voldsomt. Når hun kørte med sin gamle grå hest og stive vogn med en fjæl til at sidde på, og i vinterstorme pakket ind i gamle klude, var børnene bange for hende. Det var jeg nu de var givet i en god mening, og det er jo ikke, for jeg kom meget hos hende, da mit det der tæller. Jeg husker, at jeg kom en hjem lå som en af de nærmeste, og trods alt aften. Hun sad ikke ved lampen, og derfor kom hun jævnligt indenom, når hun havde været på mejeriet. Jeg husker at børnene og nogle af karlene brugte øgenavnet “Vrik Marie” om hende. Jeg var ked af det, for jeg holdt af den gamle, barske kone.

Marie fortsatte sit virke i engene, til hun blev næsten 80 år. Min far købte stedet af hende for at sammenlægge hendes 10 tdr. land engjord med mit hjem. Marie fik en lille trekantet grund 25 m fra mit hjem, her byggede hun et lille hus, som hun boede i indtil sin død. Hvis ikke jeg kendte Marie før, kom jeg nu virkelig til det, der var ikke noget der hed ældreomsorg og hjemmehjælp, så jeg påtog mig opgaven som en helt naturlig ting og lavede alt det, hun ikke selv magtede, og jeg hyggede mig vældigt med det. Jeg leverede også hver aften en halv sød, og hun afregnede med 15 øre hver dag, hun ville ikke skylde nogen noget. Jeg husker, når hun lagde brød op og næsen løb, så tog hun med hånden om næsen, smed snottet ned i tørvekassen og arbejdede videre med brødet – og jeg skal love for, at brødet det smagte udmærket!!

Når jeg kom over til hende om aftenen, og hun sad ved petroleumslampen fortalte hun mig om livets tilskikkelser, og hun ud- malede for mig, at jeg på grund af alle de mange tjenester, jeg gennem årene havde gjort hende, så ville hun betænke mig med et større beløb til min konfirmation. Jeg husker, at jeg var spændt til det yderste, da – jeg åbnede telegrammet på dagen, blev jeg lidt forskrækket – jeg modtog 15 kr.! Jo, påholdende var hun.

Jeg fandt hende inde i sin seng, forfærdelig syg, og det var uvant. Jeg fik hentet min mor til at tage sig af hende. Marie var efterhånden blevet 88 år, og hun svævede de næste dage mellem liv og død. Min mor fik fat i hendes søn og datter, som i øvrigt ikke tog sig en helt masse af hende, det var ligesom vores opgave. De sad hos hende sammen med min mor og mig, og de talte om de praktiske ting, der nu skulle ske, når gamle Marie nu en af dagene lukkede sine øjne. De talte om Musse, en lille trivelig hund, som Marie behandlede som et barn, og de blev enige om, at den skulle aflives, så snart det uundgåelige skete og Marie puttede sig. Jeg synes at det var lidt uhyggeligt med den halvt bevidstløse Marie og Musses stadfæstede dødsdom.

Men næste morgen rejste Marie sig af sengen og både hun og Musse levede og var ved godt mod, indtil Marie døde 4 år senere som 91-årig. Hun døde alene i sit hus mæt af dage og uden hverken læge eller sygehus.

Der er utroligt langt fra gamle Maries alderdom og til det vi i dag forstår ved ældreomsorg, og dog er der kun gået 65 år. Nu er det ikke fordi jeg priser gamle dages tagen vare på de ældre, men som gamle Marie sagde: “Det er ikke alt gammelt der er nøj skidt,  og det er ikke alt nyt der er et gode”.

Kilde: Vendsyssel – Gildet nr. 32 år 2016

Af Poul Erik Jensen

 Til spildansk konkurrencen (sangskriver- konkurrence) i 2006 blev det starten på mit møde med Jens Rosendal, og det kom sig ved, at jeg spurgte Jens Nielsen (komponist/musiker fra Lørslev) om ikke han kendte nogen, der var gode til at skrive sangtekster. Det havde nok været året forinden, og Jens Nielsen foreslog, at jeg sendte en mail til Jens Rosendal i Ballum v/højer/Sønderjylland og huske at sende en hilsen fra Jens i Lørslev. De 2 havde tidligere mødt hinanden på Løgumkloster Højskole, hvor Jens Rosendal var forstander, og som vi har hørt Jens Rosendal fortælle bl.a. sidst her i Hellum i juli, så har Jens Nielsen komponeret en hel del melodier til Jens Rosendals flotte digte.

 Sådan startede det for mig!

Jens Rosendal studerer Vendsyssel – Gildets  sangbog

 Den første tekst Jens Rosendal skrev til mig, var en melodi jeg mailede til ham i 2006, og det blev til sensommersangen “Sommeren fløj”. Allerede året efter i 2007 blev den anden melodi sendt afsted til Jens i Ballum, og han skrev da de flotte ord til “Glæden over landet”, da kravet til dette år fra Spildansk juryen var “Fædrelandssange – en hyldest til Danmark”.

Der blev sendt 283 forslag ind fra hele landet – vi vandt ikke – men var nok tæt på, da vores “Glæden over landet” blev udvalgt sammen med 18 andre fædrelandssange til at blive indspillet af en af Danmarks bedste pianister “Carl Ulrik Munk-Andersen” og tilmed at komme med i sangbogen “Årets danske sange 2007 – med flot romantisk billede af den danske bøgeskov.

Da jeg fik sangbogen tilsendt allerførste gang og pakkede op og satte CD en på og trykkede på nr. 9 og så høre Carl Ulrik Munk-Andersen spille og hans kone Pernille Bogø Bach synge “Glæden over landet”, da må jeg indrømme at en tåre kom frem i øjenlågene – det var så smukt at høre den melodi, man havde sendt ind “komme ud” i køkkenrummet, og der blev vist drukket en ekstra kop kaffe herefter!

Det var godt nok stort for mig – men Jens Rosendal har jo prøvet mange gange før at komme med i sangbøger, og han har som bekendt rekorden med hele 13 sange i Højskolesangbogen af nulevende digtere.

På giro 413 kan man i øvrigt ønske “Glæden over landet” og fra netop CD en fra sangbogen, og alle er meget velkommen til at sende ind til Giro 413 med familie/fest hilsen og ønske sangen – de har den derinde.

Året efter i 2008 fik vi sandelig igen en sang med i “Årets danske børnesange 2008”, men denne gang havde Jens sendt børnedigtet “Springforbi” til mig det kunne bruges?” Jeg komponerede en lille swing melodi dertil, og den behagede åbenbart også konkurrence juryen, så sangen blev optaget i sangbog/CD indspilning sammen med 16 andre børnesange over hele landet.

Første gang jeg mødte Jens Rosendal personligt – var i Østervrå Kulturhus til et sangforedrag, hvor han havde Jens Nielsen, Lørslev med som pianist – og det var en meget stor oplevelse for mig. Dette ligger nok tilbage omkring år 2008-09. Så oplevede jeg igen Jens Rosendal i 2014 i Hasseris Kirke til “Digterkoncert” med hans sange. Det var en kold februar aften, og jeg husker det tydeligt, for jeg fik Jens’s bror til at tage et billede af os.

I 2015 fik jeg så æren af at akkompagnere digteren til 2 af AOF’s højskoleprogrammer – først i Brønderslev og så i Aså, hvor jeg for første gang fik lov at spille og synge for til “Glæden over landet”- og en af hans seneste sange “Vendsyssel”, og det var virkelig en ære for mig.

I juli 2016 var vi jo mange fra Vendsyssel-Gildet, der var samlet i Hellum Multihus til endnu et digterforedrag med Jens Rosendal, og endnu engang – er jeg sikker på, var vi mange der blev betaget af digterens uhøjtidelige, men uhyre interessant måde at fortælle på – om sangene – om livet, glæde og sorg og om sin barndom.

Indtil nu er det blevet til 14 melodier til Jens Rosendals digte/tekster fra mig af. Sangene kan høres på min hjemmeside: www.pejmusik.dk. De er på noder/tekst, og kan gratis printes ud fra siden.

I øvrigt er alle meget velkommen til at bruge sangene, for “Sange bliver til – for at blive brugt”.

Kilde: Vendsyssel – Gildets årsskrift nr. 32 år. 2016

Modtaget fra tømrermester Hans Poulsen, Kaas

VENDSYSSEL TIENDE 6-5-1962.

Man tør glæde sig ved livet, når man også tør se døden.

Den 81 årige tandtekniker Thomas Klitgård i Saltum lærte i en begivenhedsrig ungdomstid og en lykkelig manddomstid at glæde sig ved livet som en gave.

Umiddelbar livsglæde er en naturlig sindstilstand hos børn men trods megen tale om udbredt surhed, dårlige nerver og andre følger af tidens jag træffes den heldigvis også hos voksne i alle aldersklasser. Måske er det betegnende at disse voksne samtidig har bevaret noget af barnets på en gang følsomme og frejdige sind.

Det er værdifuldt når man vel at mærke forstår at skelne mellem det ægte barnlige og det barnagtige. Det er blevet noget f en kliche at tale om ”alle raske drenge mellem 5 og 75 år” men udtrykket har dog en vis gyldighed. Kun kan det blive nødvendigt at flytte aldersgrænsen endnu nogle år op. Man har bevis for det i Saltum.

Beviset er den 81 årige tandtekniker Th. Klitgård. Naturligvis kan alderen ikke helt skjules for når han kommer med det der i en politiraport ville kaldes jævn frisk fart i en knaldrød lav sportsbetonet sedan standser og hopper ud stadig i jævn frisk fart ville man dog anslå ham til at være en mand der stærkt nærmede sig de 60. Når man taler med ham vil man indrømme at han faktisk er en frisk mand – i betragtning af de 60.

Stak af til Amerika som 17 årig.

Men Klitgård har næppe i sit 81 årige liv 20 år som han vil have undværet. Han har taget en dag ad gangen nydt den og ved aften lagt den til sin alder og glædet sig til den næste morgen at begynde på en ny dag.

Han møder stadig livet med den samme nyfigenhed og eventyrlyst som fik ham til som 17 årig at løbe af skrædderlære og stikke af til Amerika. Nu kan man nok af hans på engang drengede friskhed og robuste mandfolkevæsen se, at det var galt at sætte ham i skrædderlære, men faderen var skrædder i Tranum og skrædder skulle drengen også være. Han var også nær blevet det for først tog faderen ham i lære og dernæst blev han sendt til Ålborg som forbundter hos en skræddermester der.

Nål og tråd var dog ikke nær nok til at give ham udløsning for de unge uprøvede kræfter. Der skulle mere til og det fandt han i atletklubben, hvor han ivrigt dyrkede både vægtløftning brydning og gymnastik. Det var også der han traf den kammerat der gav ham rejsegriller i hovedet. Kammeraten var begejstret for Amerika  og de var enige om at udvandre. De kom også af sted begge to, men ikke sammen.

Nabo til indianer-reservat.

I 1897 rejste Klitgård som 17 årig til Amerika hvor han opsøgte en farbror der var farmer i South Dakota. Han var måske på sin vis lidt doven den farbror, men han forstod at tjene penge fortæller Klitgård. Han havde sin farm lige op mod et indianer-reservat. Huset vat et træhus der tidligere havde været brugt til skole og det havde den fordel at det kunne flyttes, når man efter et sindrigt system fik anbragt en vogn under hvert hjørne og forbundet disse med nogle svære dragere.

Det var en fordel for den måde han drev farm på. Han dyrkede selv 160 acres land, men holdt omkring 230 kreaturer, hvoraf kun en snes var malkekøer og resten fedkvæg. Det var af hensyn til fedekvæget han gerne ville være nabo til indianerne og efterhånden som reservatet blev gjort mindre og grænsen flyttet flyttede han med for han var gode venner med indianerne og havde lov til at lade kvæget græsse på deres arealer.

Og det kunne nok lade sig gøre i al fredsommelighed?

Ja det kunne. Disse indianere der hovedsagelig var af Sioux stammen var dejlige mennesker. Jeg besøgte dem sammen med min fætter. De var reserverede og fåmælte og trak sig hurtigt tilbage. Næste gang foreslog min fætter at jeg skulle prøve at lave gymnastik for dem. De blev interesserede, men resultatet var alligevel det samme, lidt efter lidt forsvandt de.

Blandede blod med høvdingesøn.

Det gentog sig nogle gange og blandt de yngre indianere var der en ung mand fra en anden stamme. Hans far havde været høvdingmen var død og han var nu optaget i denne stamme. En dag gik vi en tur sammen på prærien. Han var fåmælt som de andre, men pludselig standsede han tog en nål frem stak sig i hånden så blodet dryppede ned i støvet. Derefter rakte han mig nålen og pegede på bloddråberne. Jeg blev klar over at jeg skulle gøre det samme. Vi skulle blande blod.

Virkningen udeblev ikke. Da vi kom tilbage til lejren lagde han en arm om mine skuldre og pludselig stimlede indianerne sammen om os. For første gang talte de engelsk til mig. Det blev indledningen til et trofast venskab, og ingen kan være mere trofaste eller vise større sammenhold end indianerne.

Hvor længe blev de der?

Jeg blev på farmen et års tid. Da jeg fik et slemt tilfælde af solstiksagde lægen at jeg måtte søge andet arbejde. Så rejste jeg først til en faster der var gift med en tandlæge i Del Rapid. En tandlæge i Amerika lærer sit fag på fire år som et håndværk og hvert år afsluttes med en eksamen. Nå, der fik jeg lyst til at lære faget der altså omfatter det der her hjemme er tandlæge arbejde og det der er tandteknikkerens arbejde. Der blev jeg i tre år og var så igen på farmen en tid indtil jeg rejste hjem i 1902.

Ballade i Saloonen.

Men venskabet med indianerne ?.

Jeg besøgte dem af og til mens jeg boede i Del Rapid. Men jeg skal ikke fortælle for meget om indianerne for folk tror ikke gerne på noget de ikke selv har erfaring for. Men de er trofaste ud over alle grænser. Mens jeg først var på farmen skulle min fætter og jeg en dag til byen med korn. Da vi havde læsset af gik vi ind på en saloon og her mødte vi en neger Joe Hyntemeyer, som jeg kendte da vi tidligere havde konkurreret med hinanden i atletik. Han var specialist i kuglestødning. I en saloon var den ene side altid tom gulvplads og vi løb og slog kraftspring og lignende. Så prøvede vi håndstand op ad væggen bøjede armene og hævede os op igen. Det vil sige han gik lige på næsen – og så kom jeg til at grine.

Det skulle jeg aldrig have gjort. Lidt senere spændte min fætter for mens jeg sørgede for nogle indkøb, men da jeg var på vej tilbage slog han mig ned bagfra. Det fik indianerne at vide og hver aften rejste der på skift to mand til byen for at passe negeren op. Han skulle lide straf efter deres særlige regler og det betød i dette tilfælde at han skulle have været bundet til halen af en hest og på den måde slæbes ud af byen. Det hørte jeg først lang tid efter og jeg var lykkelig for at de ikke fandt ham. Men så gode og trofaste venner som indianerne finder man ikke i hele Europa.

I mellemtiden blev pigen jordemoder.

Hvorfor rejste de i det hele taget tilbage til Danmark.

En dag ude på farmen var jeg kommet til at fortælle min fætter om en dansk jul. Jeg havde ikke længtes før, men nu gjorde jeg pludselig og min fætter fik lyst til at opleve en dansk jul. Da gik vi hjem og sagde det til hans far. Han sagde straks ”rejs” og jeg vil give jer en skilling til hjælp hvis i vil love at komme tilbage med en dansk kone.

Lykkedes det så ? Ja for min fætter, han fandt en pige i Danmark og rejste tilbage til farmen med hende.

Og de fandt ingen?

Jeg havde fundet en pige inden jeg rejste til Amerika. Nu var hun i mellemtiden blevet jordemoder og så ville hun ikke med til Amerika. Vi blev gift i 1902 og jeg arbejdede med mange forskellige ting inden jeg i 1921 fandt på at jeg ville til Amerikafor at blive færdig som tandtekniker og supplere op med det nye der var kommet til. Så rejste jeg og tog vores ældste datter på 18 år med. Jeg blev der i otte måneder og rejste alene tilbage. Pigen? Ja hun giftede sig med en ung farmer hun traf derovre. Han var fra Tranum. Nu er hun gift med en entreprenør – og han er her fra egnen. De var sidst hjemme til vores guldbryllup i 1952.

Høvdingens korte tale.

Besøgte de indianerne i anden omgang?

Ja og det er blandt andet derfor jeg tør sige at de er trofaste. De måbede da jeg pludselig dukkede op på en motorcykel. Den gamle høvding sagde bare ”Klitgård”. Pludselig satte de sig i en kreds og høvdingen betydede mig, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. En dreng kom med en stor majspibe som høvdingen og jeg først røg på hvorefter den gik kredsen rundt. Så rejste høvdingen sig og holdt den korteste og mærkeligste tale jeg nogensinde har hørt. ”Vores ven er kommet” der lød en mumlen rundt i kredsen ”Har han nogensinde skæmmet vore piger” ny mumlen ”Han er en af vor egne” En ny mumlen afsluttede den korte tale hvis enkle sprog tydelig fortæller hvad der er det værste man kunne krænke stammens ære ved.

Da jeg rejste hjem til Danmark fra Del Rapid havde indianerne skaffet sig at vide hvornår toget gik. Da jeg sad i toget fik jeg pludselig øje på en gruppe indianere der stod ved landevejen på den anden side af sporet. De ville hilse farvel på deres måde og på vejen stod to af deres flotteste heste. Da toget satte sig i bevægelse sprang to indianere på hestene og fulgte i strakt galop toget et langt stykke på vej. Det var et flot syn – og det var rørende.

Elsker livet og fart.

Klitgård kan fortælle fordi han har oplevet meget, fordi han interesserer sig for mennesker omkring sig og for alt hvad mennesker beskæftiger sig med. Han kan fortælle sjove historierom de snesevis af biler han har haft fra tiden før han fik sit første kørekort og til i dag da han stadig elsker biler med temperament og fart i. Men hans interesse er alsidig fra have og drivhus til porcelænsmaling som han begyndte på for få år siden og nu behandler med virtuositet.

Hvordan bliver man gammel og bevarer et ungdommeligt humør ?

Jeg har haft et godt helbred. Det kan man ikke gøre så meget til selv, selvom jeg har interesseret mig for at leve som man skal – sundt og godt. Men jeg har tit tænk på at mange mennesker kunne have det anderledes hvis de selv ville. Der er så mange der er nedtrykte, ængstelige, bekymrede og mange går tristespekulationer over hvornår og hvordan de skal dø. Man skal jo bare leve sådan at man også tør dø.

Hver dag er en glæde.

Hvordan gør man så det?

Hvordan ??? Jamen – vi har da vores bibel og der er undervisning nok i den retning. Men vores kristendom er ofte gjort så forkludret. Man har gjort den til et åg , men det er jo en glæde, at man kan rejse sig og takke for en ny dag.

Jeg fryder mig hver dag over livet og glæden over livet, er det sidste jeg ville undvære. Vi skal ikke gå med hovedet nede ved det tredje knaphul i jakken. Så er der jo heller ikke andre der får del i vor glæde.

Vi er sat her for at leve, men ikke for at leve evigt her. Der kommer noget efter dette. Men her må vi glæde os over livet og vi er sat her for at hjælpe hinanden med det.

Vensyssel Tiende 29-11-1952

Torsdag den 4. December fejrer Tandtekniker Th. Klitgaard og Hustru. Jordemoder Margrethe Klitgaard, Nr. Saltum, Guldbryllup. Man vil knap tro det kan være rigtigt, at disse to ungdommelige Mennesker har været gift  i 50 Aar. Begge staar de midt i Arbejdet, Klit- gaard har i Sommer indrettet en moderne Tandklinik i det nye Hus. som Ægteparret er flyttet ind i, og Jordemoderen varetager stadig sin Gerning paa bedste Maade. For over 30 Aar siden kom Ægteparret til Nr. Saltum. Klitgaard har to Gange gjort Turen til Amerika, hvor han har høstet rige Erfaringer, og hans Fortælleevne er velkendt. Fru Klitgaard har skaffet sig mange Venner ved sin Hjælpsomhed over for sine Patienter.

Ægteparret har tre Børn, af hvilke  en Datter, som rejste til Amerika for 33 Aar siden, er kommet hjem i disse Dage for at fejre Festdagen og Julen sammen med sine Forældre. en

  33

Per Henriksen – Skibsreder (1919-2008) havde også stor betydning for  Frederikshavn

Per Henriksen blev født 3. november 1919 i København, som søn af Henrik Johan Henriksen  og Else Dorthea Henriksen. Faderen døde kort efter sønnens fødsel, og moderen forblev enke til sin død og var således både far og mor for sønnen. Efter skolegang på Det Kgl. Vajsenhus fik han realeksamen i 1936. I moderens familie var der flere søfolk, og Per Henriksen vidste tidligt, at han ville arbejde med skibe og handel.

Efter endt skolegang blev Per Henriksen ansat i en købmandsforretning i provinsen og kom senere til rederiet J. Lauritzen, hvor han fik indblik i en alsidig shipping-virksomhed med dertil knyttede virksomheder. I 1962 havde Per Henriksen samlet kapital til at kontrahere sit første skib, M.S. Mercantic, ved H.C. Christensens Stålskibsværft i Marstal. Skibet var en såkaldt coaster på 625 tdw og kostede 1.436.000 kroner. Sideløbende opbyggede Per Henriksen en selvstændig agenturforretning med fokus på kemikalier, medicinvarer og plastikråvarer.

I 1966 kombinerede Per Henriksen sine to hovedinteresser, da han grundlagde Mercandia, hvor hovedvægten i starten lå på agenturdelen. Over de næste 20 år udvidedes shippingsiden af Mercandia hastigt, blandt andet takket være en gensidig fordelagtig aftale med Frederikshavn Værft/Danyard, hvor der blev kontraheret skibe i serier på 7 til 10 ad gangen. Det reducerede byggeprisen betydeligt.

I midten af 1980erne havde Per Henriksen kontraheret 84 oceangående lastmotorskibe alene ved Frederikshavn Værft/Danyard, og dertil kom 53 nybygninger ved andre værfter. I alt fik Mercandia Rederierne leveret 137 nybyggede skibe og 12 brugte. Skibsrederen oprettede også færgeforbindelserne ”Kattegatbroen”, Juelsminde-Kalundborg og ”Sundbroen”.

I 1991 købte Per Henriksen selskabet Senneskov Presser A/S på Amager, og flyttede senere Mercandias hovedsæde fra et palæ i Amaliegade til maskinfabrikken. Per Henriksen ejede godset Lyngsbækgaard ved Femmøller på Mols, der betragtes som et af Danmarks smukkest vedligeholdte bygningsværker. Per Henriksen blev i 1986 slået til ridder af Dannebrog, og han har modtaget en række andre tilkendegivelser. I 2007 fik han overrakt en medalje af H.K.H. Prins Henrik med inskriptionen skibsreder Per Henriksen – årets hædersmand 2007. I forbindelse med Per Henriksens 85-årsdag stiftedes Forlaget Mercandia som i 2004 udgav bogen ”anparter af en livshistorie” der omfatter Per Henriksens mangeårige skriverier, som udelukkende var tiltænkt den allernærmeste familie. Bogen beskriver Per Henriksens barndom og ungdom under trange kår i 1920erne og 1930erne og opbygningen af virksomheden.

I starten af det nye årtusinde blev alle rederiaktiviteterne solgt, og de øvrige erhvervsaktiviteter blev sat under afvikling. Gennem tiden fik Per Henriksen tilbudt bestyrelsesposter i flere selskaber, men afslog som følge af alder og andre interesser. Privat var Per Henriksens gift med Vivi Henriksen og boede i Charlottenlund. Efter kort tids sygdom døde Skibsreder Per Henriksen onsdag den 16. juli 2008.

Minister måtte bøje nakken

Den første ordre gik til Marstal

Der er fart på hos Orskov

I Frederikshavn

Den 8. august 2020

Pressemeddelelse udsendt af Orskov Værft.

Efter 15 måneder lang konstruktionsperiode er Orskov Yards nye flydedok nu ved at være på plads i Frederikshavn.

Flydedokken blev leveret fra det Tyrkiske værft Hat-San den 15. juli, hvorefter dokken er blevet slæbt til Frederikshavn med slæbebåden ‘Fairplay-33’. Slæbet som er på 3700 sømil, har taget 24 dage og er gået via Middelhavet, Gibraltar, Biscayen og Den Engelske Kanal, inden dokken ankom til Frederikshavn lørdag formiddag. Orskov Yard skriver i en pressemeddelelse, at vejret generelt har været gunstigt under turen, hvor især rolige vindforhold under besejling af Biscayen var vigtig for en sikker hjemtransport.

Den 180 meter lange og 30 meter brede, nye flydedok vil øge kapaciteten hos Orskov Yard væsentligt Foto: Orskov

– Ankomst af flydedokken til Frederikshavn Havn er en milepæl for Orskov Yard, og vi glæder os enormt meget til at tage dokken i brug i starten af det nye år. Mig bekendt er det mere end 40 år siden, der sidst blev leveret en nybygget flydedok til et dansk værft, og med denne investering vil vi udvide både vores kapacitet og markedspotentiale, siger Lars Fischer, adm. direktør i Orskov Yard, i pressemeddelelsen.

Dokken skal nu have installeret et internt hydraulisk støttesystem og afvente færdiggørelse af det nye kajanlæg i Frederikshavn Havn, hvorefter den kan tages i brug i starten af 2021.

– Orskov Yard var en af de store initiativtagere til dialogen om havneudvidelsen, og derfor er det rigtig stort, at vi i dag kan byde velkommen til dok 5, siger Frederikshavn Havns adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Værftet er med denne investering om nogen med til at tage ansvar og styrke området for maritim service – ikke bare i Frederikshavn, men i hele Nordjylland. Stort tillykke til Orskov Yard, til Frederikshavn Havn og hele byen.

Flydedokken er 180 meter lang og 30 meter bred indvendig. Den kan løfte 10.000 ton og har en dybgang over kølklodserne på 8,5 meter.

– Projektet med den nye flydedok er blandt andet sat i verden for at imødekomme eksempelvis fiskeriet, short sea tankskibe og offshore-tonnagen. Nogle af de nye fiskeskibe der bliver bygget i dag, bliver bygget med meget stor dybgang, som den nye flydedok kan begynde at tage, har Lars Fischer tidligere udtalt til Søfart.

Efter 15 måneder lang konstruktionsperiode er Orskov Yards nye flydedok nu ved at være på plads i Frederikshavn.

Flydedokken blev leveret fra det Tyrkiske værft Hat-San den 15. juli, hvorefter dokken er blevet slæbt til Frederikshavn med slæbebåden ‘Fairplay-33’. Slæbet som er på 3700 sømil, har taget 24 dage og er gået via Middelhavet, Gibraltar, Biscayen og Den Engelske Kanal, inden dokken ankom til Frederikshavn lørdag formiddag. Orskov Yard skriver i en pressemeddelelse, at vejret generelt har været gunstigt under turen, hvor især rolige vindforhold under besejling af Biscayen var vigtig for en sikker hjemtransport.

– Ankomst af flydedokken til Frederikshavn Havn er en milepæl for Orskov Yard, og vi glæder os enormt meget til at tage dokken i brug i starten af det nye år. Mig bekendt er det mere end 40 år siden, der sidst blev leveret en nybygget flydedok til et dansk værft, og med denne investering vil vi udvide både vores kapacitet og markedspotentiale, siger Lars Fischer, adm. direktør i Orskov Yard, i pressemeddelelsen.

Dokken skal nu have installeret et internt hydraulisk støttesystem og afvente færdiggørelse af det nye kajanlæg i Frederikshavn Havn, hvorefter den kan tages i brug i starten af 2021.

– Orskov Yard var en af de store initiativtagere til dialogen om havneudvidelsen, og derfor er det rigtig stort, at vi i dag kan byde velkommen til dok 5, siger Frederikshavn Havns adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Værftet er med denne investering om nogen med til at tage ansvar og styrke området for maritim service – ikke bare i Frederikshavn, men i hele Nordjylland. Stort tillykke til Orskov Yard, til Frederikshavn Havn og hele byen.

Flydedokken er 180 meter lang og 30 meter bred indvendig. Den kan løfte 10.000 ton og har en dybgang over kølklodserne på 8,5 meter.

– Projektet med den nye flydedok er blandt andet sat i verden for at imødekomme eksempelvis fiskeriet, short sea tankskibe og offshore-tonnagen. Nogle af de nye fiskeskibe der bliver bygget i dag, bliver bygget med meget stor dybgang, som den nye flydedok kan begynde at tage, har Lars Fischer tidligere udtalt til Søfart.

Den 180 meter lange og 30 meter brede, nye flydedok vil øge kapaciteten hos Orskov Yard væsentligt Foto: Orskov

Der har boet mennesker i området omkring Frederikshavn siden stenalderen. Ved Gærum ligger en af Danmarks største og smukkeste langdysser samt Vendsyssels eneste og en af Danmarks største og smukkeste jættestuer. Ved Donbæk er der fundet en gravplads, der har være benyttet gennem hele jernalderen. Ved Lygten, Bækman og Donbæk er der fundet adskillige og stadig uforklarede kældre fra jernalderen.

I Hørkær mose er der fundet et stort depot- eller offerfund fra stenalderen med flot forarbejdede økser, knive og dolke. Indenfor de seneste år er der fundet et tragtbæger ved fiskeri i Kattegat, og de mange fund af uforarbejdede flintestykker i Sverige kunne tyde på en tidlig eksport af flint fra minerne i Nordjylland til Bohuslen.

Det er ikke til at sige, hvornår Fladstrand, som Frederikshavn hed før 1818, opstod. Første gang byen dukker op i kilderne er to år før reformationen i 1536. Det er som så ofte siden, en klagesang fra byens skipperkøbmænd, som føler at de ikke har de samme betingelser som købmænd i Købstæderne.

Alt tyder på, at vikingetidens og middelalderens vigtigste bysamfund lå ved Elling Ås udmunding i den naturhavn, hvor Ellingåskibet blev udgravet i 1968. Her blev Elling kirke også opført ganske tæt ved naturhavnen, og den gamle Gyldenstjernegård Ellinggård. Materialevandringer, landhævning og større dybdegang på skibene har betydet, at området ikke længere kunne bruges. I 1466 oprettedes herregården Lerbæk på det fine marskområde, som dannedes, hvor naturhavnen lå. Her gik adelens vigtigste indtægtskilde øksnene rundt og græssede.

Det var derfor vigtigt at finde en ny havn, der ikke var så sårbar, og som kunne bruges af de stadigt større skibe, som passerede forbi området.

Det vikingerne havde gjort til en lukrativ forretning, fortsatte, selvom vikingetiden ophørte. Mare Baltikum, eller Østersøen, forblev en vigtig handelsvej mellem øst og vest. En handelsvej, som den danske konge forsøgte at holde for sig selv i konkurrence med først Hansestæderne, dernæst de Nederlandske købmænd, englænderne og ikke mindst Sverige.

Omkring 1600 var handelen over byen blevet så betydningsfuld, så Chr. IV bad sin tolder i Sæby om at interessere sig for, hvor mange varer der flød ud og ind. Både de varer som adelen, på grund af deres privilegier frit kunne handle med, og ikke mindst smugleriet. En af kongens vigtigste indtægtskilder var toldafgifter, som på denne måde blev udeholdt fra kongens kasse, som skulle føre Danmark og ikke mindst kongen ind på en førerposition, som Nordeuropas vigtigste protestantiske fyrstehus.

Det lykkedes som bekendt ikke. I stedet blev Jylland besat fra 1627-29 af de katolske kejserlige tropper, som byggede den første skanse ved Fladstrand. Op gennem 1600-tallet mistede kongen magten over hele kysten fra Blekinge over Halland og til Bohus len, og Fladstrand blev efterhånden det vigtigste hængsel i et forsøg på at få tvillingerigerne Danmark og Norge til at hænge sammen.

De mange krige, og besættelser af Danmark op gennem 1600 tallet betød en vældig udvikling for Fladstrand. Det lille fiskerleje voksede og kirken måtte udvides flere gange. I 1669 var byens betydning vokset så meget, at det Kongelige Toldsted flyttedes fra Sæby til Fladstrand, og samtidig indførtes der konsumptionstold, som i landets købstæder. Byens købmandsborgerskab blev dermed pålagt yderligere forpligtigelser uden at få noget til gengæld. Først i 1748 gjorde en enkelt købmand noget ved det. Han købte simpelthen hele byen med dens huse, jord og næsten også dens indbyggere.

Op til 1690 udvidedes Søndre skanse til en egentlig fæstning. Et hornværk, med et Martellokrudttårn, som stadig er byens vartegn. Desuden befæstedes den lille ø Deget, så byens havnered var beskyttet fra tre skanseanlæg. Desuden fik indbyggerne deres egen kirke, så de ikke længere skulle gå den lange vej til Flade kirke.

Der var lagt op til noget stort, og det skete da den danske konge indledte et angreb fra Norge ind i Bohuslen, for at erobre den nye svenske storby Göteborg. Felttoget blev en katastrofe. Kongen havde glemt at soldaterne skulle have forsyninger under felttoget. Den svenske flåde var blevet så stærk at den kunne operere frit i Kattegat og fange de danske transportskibe. Først med organiseringen af den dansk norske flåde med Tordenskjold i spidsen for en konvojtjeneste, lykkedes det at forsyne hæren, så den i det mindste ikke led nederlag. Desuden havde Tordenskjold held til at erobre den gamle Danske fæstning i Marstrand, mens et dristigt forsøg på at angribe Göteborg slog fejl.

Efter Store Nordiske krig gik udviklingen ikke længere så hastigt for byen. Den manglede en egentlig havn, og indbyggerne begyndte at presse på for at få sat udviklingen i gang igen. Stadigt flere og større skibe passerede byen, der lå på den kæmpe havmotorvej, som forsynede England med brødkorn. Den engelske industrialisering var gået i gang, og englænderne kunne aftage alt det som Danskerne, Polakkerne, og Balterne kunne producere, og Frederikshavn lå strategisk placeret ved det farligste sving på vejen til England.

Efter 80 års fred rumlede krigstrommerne igen. Denne gang var det England og Frankrig der kom op og toppes om hvem der skulle bestemme i Europa, og hvem der havde ret til kolonier i den nye verden, som indianernes Amerika blev kaldt. Det gik ellers lige så godt. Danske købmænd tjente penge hjem til landet ved at hente varer i kolonierne og sælge dem til englænderne, tyskere og franskmænd. Det kunne de ikke lide i England, og derfor besluttede kongen at han ville beskytte handelsskibene ved at lade dem sejle sammen med orlogsskibe. Dermed kastede englænderne os lige i armene på Napoleon.

Englandskrigen fik store konsekvenser for Danmark og Fladstrand. Endnu engang var det en krig der pustede liv i byen. Allerede inden den engelske flåde bortførte den danske flåde og med verdens første terrorbombardement af en hovedstads civilbefolkning, var der dog sket krigsmæssige investeringer i Fladstrand. Den gamle kejserlige nordre skanse blev sat i stand, og byggeriet af den første lille kanonbådshavn blev vedtaget kort efter at krigen var gået i gang. Investeringerne skulle forhindre en engelsk erobring af Vendsyssel for at beskytte sejladsen mellem kornkammeret i Østeuropa og England.

Kanonbådene og ikke mindst kaperne, der var kongeligt autoriserede sørøvere, generede den engelske handelsflåde. Adskillige engelske handelsskibe blev opbragt, og prisedømt ved retten i enten Aalborg eller Fladstrand, som kom til at fungere som købstad under kanonbådskrigen. Det største problem for Fladstrand var, at havnen blev bygget syd for fæstningen, så englænderne kunne tilbageerobre en større samling skibe på reden. Derfor opførtes endnu en skanse, nemlig Sønder skanse, og der blev placeret et udkig på Pikkerbakken.

Der var et liv på og ved siden af værftet. Et liv, som kunne beskrives gennem enkelte personers beretninger. Der er historien om Arbejderidrætsklubben, og de andre idrætsforeninger som konkurrerede om medlemmerne, og om at være de bedste.

Der er historierne om hvordan arbejderne boede, hvad de drømte om, og hvad de fik tiden til at gå med når de ikke arbejdede.

Der er historier om koner og børn, og om den hårde kamp for det daglige brød. Der er historien om hvor svært det var overhovedet at få lov til at organisere sig, og hvilke omkostninger organiseringen havde for dem der stod i spidsen.

Der er beretningerne fra direktionen og ingeniørgangen. Historier om hårde forhandlinger med rederne, medarbejderne og bestyrelsen. Der er historier om både den formelle og uformelle kommandovej.

Der er historierne om de dygtige, om de dovne, de fordrukne eller uheldige medarbejdere. Der er øgenavnene på såvel høj som lav, og historien bag dem.

Vi har valgt at bringe alle beretninger under denne overskrift. Vel vidende, at den bestemt ikke yder fuld retfærdighed overfor de mundtlige kilder.

Naturligvis indgår dele af beretningerne også i historien om værftet. Men så er det fordi de er fundet så væsentlige for helheden, at de er blevet til en del af værftets historie.