Marker nedenstående link og højreklik herefter. Så skal du klikke på åben link: gå til https
hvorefter Sundsted historierne kommer frem
https://slaegtsbibliotek.dk/?ss360Query=sundsted
Forfatter: Jens Otto Madsen
MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING
fhv. præst og boende i Værløse, født i Rakkeby
MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING
Min ældste bror Niels, der blev født i 1935 på “Ny Hvidegaard” på Sæbyvej i Hjørring, købte i 1960 en grammofon i Søndre Strømfjord på Grønland, hvor han arbejdede nogle måneder som tømrer.
Det var en stereogrammofon formet som en kuffert, hvor det todelte låg dannedes af de to stereohøjttalere. Stereogrammofonen er stadig i behold i familien.
Den 14-årige nykonfirmerede Poul var dengang intet mindre end imponeret af det tekniske vidunder, som havde den store fordel fremfor radioen, at man selv kunne bestemme, hvilken musik, der kom ud af højttalerne.
Jeg lyttede meget til Niels’ longplaying plader dengang,
Jeg husker den svensk-danske musikduo, brødrene JAN & KJELD, som spillede banjo. Deres mest kendte nummer hed “Banjo Boy”. De blev så kendte, at de kom med i en Far til fire-film i lighed med fodboldspilleren Harald Nielsen fra Frederikshavn, som under filmoptagelserne fandt “Mie”, som han blev gift med. De fik en årrække sammen i Bologna i Italien.
Min storebror Niels var internationalt orienteret i sin musiksmag.
Han havde plader med CATERINA VALENTE (1931-2024). Hun blev født i Paris af italienske forældre, hendes far var en virtuos harmonikaspiller og moderen optrådte som musikalsk klovn i et cirkus.
Caterina Valente fik stor succes som tysksproget sangerinde og skuespillerinde.
Den sprogbegavede Caterina Valente har indsunget plader på 12 forskellige sprog, blandt andet på svensk med sangen “Försök med mej”.
Det er kun et år siden, hun døde som 93-årig i Lugano i Schweiz.
Allerbedst husker jeg den klassisklignende orkestermusik af MANTOVANI AND HIS ORCHESTRA.
Mantovani blev født i 1905 i Venedig, men kom til England som 7-årig sammen med sin musikalske familie.
Mantovani tåler sammenligning med den nederlandske violinist og dirigent, André Rieu, som nu er 75 år, han er vokset op i en musikalsk familie af fransk oprindelse i Maastricht, den sydligste del af Holland.
På en af min brors plader var sangen “LA PALOMA”, som betyder “Duen” på spansk.
Sang og melodi skyldes den baskiske komponist Sebastian Iradier (1809-1865) som skrev tekst og melodi i 1863 efter et ophold på Cuba.
Sangen La Paloma er en af musikhistoriens mest indspillede sange, sunget for eksempel af Elvis Presley.
I “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren synger moderen “La Paloma” for Skorpan, der ligger syg på køkkensofaen. Den hvide due spiller en fremtrædende rolle i børnebogen, som udkom på svensk i 1973 med tegninger af den estiskfødte Ilon Wikland.
Lyt til den skønne sang på YouTube eller Spotify!
Min ældste bror Niels sang i sine år som pensionist i sangkoret FREJDIG i Brønderslev.
Mandskoret Frejdig blev stiftet den 13. september i 1912.
Niels kaldte kormedlemmerne for “mine brødre”.
Koret sang meget stemningsfuldt “I østen stiger solen op” i den fire-stemmige korversion af komponisten Niels W. Gade, da Niels blev begravet fra Jetsmark kirke.
Familiebillede, taget i haven i Rakkeby i 1966.
Den høje mand i midten er Niels.
Jeg Poul ses nederst til venstre (knælende).
En tur til ”Lille Vildmose” og informationscentret
med efterfølgende guidet tur rundt i en af Europas største højmoser som
Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune står bag.
Lidt historie omkring Cementfabrikkens Mosebrug og Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev `s bidrag
Det første initiativ til industriel tørveindvinding i Lille Vildmose blev taget af cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, da de i 1919 opkøbte Portlandmosen og startede Cementfabrikkens Mosebrug, fordi de gennem hele 1. Verdenskrig manglede brændsel. Flere maskiner blev siden da afprøvet og udviklet på stadigt større arealer.
Lokomotiv med tipvogne fyldt med tørv er på vej til Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev
Omkring 1940 anskaffede man eksempelvis 21 nye selvkørende tørveværker fra Pedershaab Maskinfabrik. Hver af disse maskiner blev betjent af 13 mand fordelt med 6 i tørvegraven til at forsyne maskinen med tørv, en enkelt mand til at styre maskinen og tørvetilførslen til ælte- og pressemaskinen.
Tørvemassen kom ud af maskinen som en firkantet tørvepølse. De sidste 6 mand passede arbejdet ved udlæggerarmen.
“Mosebisser” foran en mindre tørvemaskine, der skulle betjenes af 5 mand
Pindstrup Mosebrug
I 1948 byggede Pindstrup Mosebrug en ny briketfabrik i Kongerslev. Tørvesmuldet, der blev gravet op og skrabt sammen ude i mosen, blev presset til briketter på fabrikken og brugt som brændsel i kakkelovne og komfurer. I 1957 startede Pindstrup Mosebrug produktion af tørvestrøelse på arealerne øst for Ny Høstemarkvej. Tørvestrøelsen eller spagnummen blev solgt i sammenpressede baller som vækstmedie i planteskoler og gartnerier.
Indvindingen foregik med håndkraft. Mere end 100 mand var involveret i produktionen både på fabrikken og i mosen. Højmosen blev oprindelig afvandet ved at grave grøfter og lægge dræn, fordi man ville opdyrke mosen. Senere var det netop en forudsætning for, at man kunne begynde at skære klyner. De skulle ligge og tørre i 1-2 år, inden de kunne transporteres til fabrikken i Kongerslev til videre forarbejdning. Her blev klynerne revet i stykker og den næringsfattige sphagnum blandet op med vand og tilsat forskellige gødningsstoffer.
Transporten rundt i mosen og ind til fabrikken i Kongerslev foregik med små lokomotiver, der på en smalsporsbane trak en “kolonne” på 27 vogne.
Efter 2. Verdenskrig blev indvinding af tørv og det hårde gravearbejde delvist overtaget af maskiner. Sphagnumindvindingen er i dag stort set ophørt i Lille Vildmose, og de drænede og afgravede arealer skal nu genoprettes til højmose.
Kvinder vipper tørvene op på kant Foto: FLS Industries, Valby
Leo og Anders købte et stykke Danmarkshistorie – nu er det hævet igen
Hvorfor skibet sank vides endnu ikke.
Tilbage i 1982 var Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders på udkig efter et vaskeægte sejlskib, efter at de havde solgt deres motorbåd.
Da købte de båden AS 52 Inger i Aarhus, og fik den fragtet op i nærheden af Langholt, hvor familien dengang boede. Dog vidste far og søn ikke, at de lige var blevet ejermænd af et stykke nordjysk kulturarv.
– Da vi så gravede lidt dybere i skibets historie, viste det sig jo så, at det var historisk. Jeg kan ikke helt huske, om det var min kammerat, der var bådebygger, eller om det var med et kig i det danske skibsregister, at vi fandt ud af, at det var Livø-skibet, erindrer Leo Kjær Nielsen.
Skal restaureres
I 40 år fragtede skibet både Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders flere steder rundt omkring i det nordlige Europa, heriblandt Skotland og Lübeck, samt deltagelse i Limfjorden Rundt.
Men inden da fungerede ‘Livø’ som passagerfærge. Skibet var blevet bygget til at fragte passagerer og gods til Den Kellerske Aandsvageanstalts afdeling på Livø frem til, at anstalten lukkede i 1961.
De seneste tre år har skibet dog ligget stille i Skudehavnen i Aalborg, da Leo Kjær Nielsen i en alder af 88 år ikke længere kan være med til at vedligeholde skibet, og det stort set er umuligt at vedligeholde alene.
Derfor er skibet blevet doneret til Limfjordsmuseet, så skibet kan udstilles i Løgstør.
– Det har været et mål for mig og Anders, at det kan udstilles. Det ville være meget fint, hvis det kunne renoveres tilbage til dets oprindelige udseende. Så der var vi meget heldige med, at Limfjordsmuseet dukkede op, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Museet gik i gang med oprette en fond, så der kunne samles penge ind til projektet. Og så satte en uventet synkning lige pludselig fart i processen.
Kran, dykker og pumper
For 5. maj sank skibet ‘Livø’ pludseligt, mens den lå til kajs i Skudehavnen i Aalborg. Derfor gjaldt det om at være hurtig, hvis skibet stadig skulle udstilles.
– Det kunne ikke få lov til at blive liggende der. Ellers ville museet ikke have det, og så ville det blive hugget op klippet, som det ligger dér, forklarer Leo Kjær Nielsen.
For at hæve skibet skulle der pumper til, så man kunne få vandet ud. En kran, så man kunne hæve skibet op af vandet og en dykker, så stropperne på kranen kunne komme ind under skibet, så det kunne hæves. Derudover var der også flere frivillige, der hjalp til med arbejdet.
Til at hjælpe med at hæve skibet var Michael Skatka, der til dagligt er projektleder hos BMS Heavy Cranes.
– Vi var ikke klar over hvor meget dynd der var på bunden, og om skibet sad fast i mudderet, så stropperne ikke kunne komme under. Det var sådan set vores største bekymring. Men ellers er der ikke så meget i det, når først stropperne er indenunder, siger Michael Skatka, der tidligere var med til at løfte skibet Loa tilbage i 1993.
For Leo Kjær Nielsen og sønnen Anders har det været et vemodigt farvel. Selvom skibet i sig selv er historisk, er det deres egne minder, der står klarest i erindringen.
– Det er i gode hænder nu. Og så er der en plan på vej for en reparation af skibet, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Et sort kapitel:
Del artiklen
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation
743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.
Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik på datidens såkaldte åndssvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø, formidles til et bredere publikum.
– Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.
Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.
Pengene skal blandt andet bruges på at restaurere bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.
– Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her, de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.
Blev set som et fremskridt dengang
Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.
– Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.
Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndssvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde, men kunne færdes noget mere frit.
– De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.
De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.
Naturen skal også opleves
Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.
Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen, mener ikke at den grumme historie om de anbragte mænd, og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.
– Jeg synes jo, det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på, og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.
“Bryggeren fra Saltum” fortæller om sin hobby “Travsporten” gennem 70 år
Jørgen Larsen
Portræt af Jørgen Larsen, der i år 2025, kan fejre 70-års jubilæum som licenshaver! Han fik sit gennembrud med Derbytoeren Two Step og siden hen Ikaros, der vandt både Skandinavisk Mesterskab, Mesterskab for Danmark og N.J. Koster Memorial – og manden bag Stald Saltum er stadig aktiv som både amatørtræner og hesteejer.
Dåbsattesten siger 1937, men Jørgen Larsen er ikke typen, som bare sidder i sofaen og slapper af foran fjernsynet. I en alder af næsten 88 er ”Bryggeren” således stadig yderst aktiv, og flere gange om ugen svinger han sig op i træningsvognen hjemme på gården i nærheden af Saltum i Vendsyssel – med Fårup Sommerland som nærmeste nabo.
-Far kan godt blive sådan lidt gnaven og svær at omgås, hvis han ikke kommer ud og træne med hestene, så det er godt han stadig holder sig i gang på den måde, smiler Jørgen Larsens yngste datter, Anne Dodensig.
-Jeg kan sagtens komme op i vognen, men kan ikke længere spænde for. Jeg kan ikke få armene så højt op som det er nødvendigt, smiler Jørgen.
I skrivende stund er der to heste på Jørgen Larsens træningsliste, 11-årige Cadiz og 9-årige Expelliarmus, men der står yderligere tre heste i boksene hos Stald Saltum: 5-årige Jacobe (hoppe e. S J’s Photo-Nilli Time), 12-årige Billi Time (vallak e. S J’s Photo-Jet Time) og 13-årige Axel Party (vallak e. S J’s Photo-Keep On Party).
Billi Time – som vandt 28 løb – har sluttet karrieren, mens Axel Party pt. døjer med en gaffelbåndsskade. Jacobe er stadig aktiv og trænes af Anne Dodensig.
Jørgen Larsen med Cadiz
Derudover har Stald Saltum tre heste i træning hos Nicklas Korfitsen på Vang Hovedgård: 3-åringerne Leika Time (Tobin Kronos-Aparte) og Long Time (Maharajah-What A Time) samt 5-årige Just Time (Great Challenger-What A Time) – alle hopper. Førstnævnte blev den 15. juli godkendt i prøveløb på Spar Nord Arena i Aalborg i tiden 1.20,0/2160 meter.
-Stald Saltum står lidt ved en skillevej i øjeblikket. Det er i år 70 år siden min Far købte ejendommen her og begyndte at træne vores egne heste, der hidtil havde været hos forskellige trænere. Nu er vi så i den situation, at vi er begyndt at sætte unghestene i træning igen, siger Jørgen.
-Jeg er jo kommet op i årene og det er begrænset hvor meget jeg træner med hestene, men jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg ikke kan komme og køre tre gange om ugen, vil jeg ikke længere ha’ heste. Det er også derfor vi har valgt at sende de tre ungheste i træning. Det kræver trods alt en del at klargøre ungheste til løb.
-Vi har jo lidt af et problem mht. hvad vi gør bagefter når jeg ikke længere kan klare at passe hestene. Det hele er Annes når vi ikke kan længere, så det ville være fantastisk hvis hun kunne finde et ungt træner/kusketalent, der er interesseret i at leje staldbygningerne og de andre faciliteter af hende. Dem er der mange af i dansk travsport, ligesom Patrick Larsen, som jo har trådt sine barnesko her på stedet, måske også kunne være en mulighed. Vi må se hvad tiden bringer.
Jørgen Larsen efter en træningstur med Just Time
Det startede med Leonora The Great
Jørgen Larsen fik amatørlicens som 18-årig i 1955, men allerede fem år tidligere havde hans far – Erling Larsen – købt sin første travhest, hoppen Leonora The Great, som Jørgen i øvrigt vandt sit allerførste løb med i et dyrskueløb i Løgstør.
-Min far havde altid været interesseret i heste. Der var to rideheste på bryggeriet og jeg havde en lille islænder, som jeg kørte sodavand ud med i 50’erne, fortæller Jørgen, som i sin første start i et ”rigtigt” travløb blev nummer to med hesten Ozon på Aalborg Væddeløbsbane.
-Man skulle lige vænne sig til, at farten var noget anderledes end i Pandrup og Aaså. Men anden gang vandt jeg med Ozon, som jeg ikke kan huske, hvor far havde købt henne, siger Jørgen.
Både Erling Larsen og Jørgens lillebror, Henrik Larsen, havde også amatørlicens i mange år med pæn succes, men de vandt langt fra så mange løb som Jørgen.
-Min Far fik amatørlicens da Aalborg-banen åbnede i ’54 og var nummer to i Åbningsløbet med Leonora The Great, men inden da startede vi hende rundt om på de forskellige dyrskuer, hvor Far også havde flere andre heste med, fortæller Jørgen.
-Min Far brugte flere trænere gennem årene. I starten var det Alvar Poulsen og Erik Hansen i Aalborg samt Svend V. Pedersen i Århus, men i længere perioder havde vi også hestene herhjemme på gården, som Far købte i 1955. Han var selv med til at træne hestene og vandt jo også en del løb gennem årene. Den første kom i 1954 i Århus med Leonora The Great.
Erling Larsens første sejr som kusk med Leonora The Great i 1954 på Jydsk Væddeløbsbane
-Kort tid efter købet af Leonora The Great, købte Far også Oscar den Store som plag på en auktion på Fyn. Jeg ved ikke hvor den blev kørt til, men jeg vandt i hvert fald det første løb med den på banen i Asaa.
-Siden kom den i træning hos Svend V. Pedersen i Århus, men kom så hjem igen til vintertræning. Jeg kan ikke huske hvor meget den havde vundet, men en dag ringede Walther Kaiser-Hansen, at han ville rigtig gerne have Oscar den Store i træning. Det endte så med at Far solgte den til Walther, som senere solgte Oscar den Store videre – sandsynligvis til et større beløb end det han havde givet min far.
-Koster vandt jo sit allersidste løb med Oscar den Store og han var jo en ret speciel herre, men vi blev gode venner med ham, og han var flere gange herovre for at besøge os – ligesom vi også besøgte ham i Charlottenlund.
Derbytoeren Two Step
I en alder af blot 19 år fik Jørgen Larsen sit store gennembrud med Two Step, der blev nummer to i Dansk Trav Derby bag Tjavs med et andet ungt kusketalent i sulkyen, 20-årige John Petersen.
-Som 2- og 3-års var Two Step i træning hos Walther Kaiser-Hansen, der bl.a. vandt Aalborgs 2-års Mesterskab med hende, men hun viste ikke så meget som 3-års, så Far tog hende hjem på gården, siger Jørgen.
-Han trænede selv med Two Step og gjorde hende klar til Derbyet. Vi tog derover nogle dage før Derbyet med Gunners Hestetransport og stod på Stutteri Stenrødgård i Lyngby. Jeg kan huske, at de var i gang med at lave Helsingørmotorvejen på det tidspunkt.
Two Step og Jørgen Larsen vinder Provinsmesterskabet 1958 på Fyens Væddeløbsbane
-Der var 17 heste i Derbyet og vi havde nummer 13 i anden række. Jeg kom fint afsted med Two Step, men Tjavs var jo overlegen og vi havde ikke en chance, men hun gik et fint løb og vi fik 7.500 kroner for andenpladsen. Det var mange penge dengang.
Two Step vandt som tidligere nævnt mange løb, bl.a. Provinsmesterskabet i 1958 og senere blev hun mor til Stald Saltums største navn gennem årene, Ikaros.
-Min Far købte Two Step I 1954 med den klausul, at opdrætteren Svend Aa. Worm kunne købe hende tilbage efter det ottende år. Det blev senere aftalt, at Far kunne købe hendes første føl og at han kunne vælge hingsten. Han valgte Stuart Hanover og købte senere føllet – Ikaros – for 3.800 kroner.
Ikaros
Ikaros – Stald Saltums største navn gennem tiderne med sejre i bl.a. Mesterskab for Danmark, N.J. Koster Memorial og Skandinavisk Mesterskab (øverste foto) – blev kørt til hos Alvar Poulsen, men som unghest var der ikke noget som tydede på, at Stald Saltum havde en stjerne i svøb.
Det var først da Erling Larsen begyndte at træne Ikaros i strandkanten ved Vesterhavet, der kun ligger få kilometer fra Stald Saltum, at der begyndte at ske noget.
-Dengang var Dommerborgvej stadig en jordvej og vi kunne uden problemer køre med hestene frem og tilbage til vandet, men i 1973 blev vejen asfalteret og i dag er der rimelig meget trafik, siger Jørgen.
-Hvad træningen med Ikaros angår, så kører jeg 1½-2 timer hver dag i strandkanten. Den får kun lov til at gå langsomt, men alligevel i trav. Gennem årene har denne konditionstræning oparbejdet Ikaros’ muskler på en måde så grundkonditionen aldrig forsvinder, sagde Erling Larsen i et interview med Travsporten 1971, hvor Ikaros havde sin bedste sæson med 11 sejre, heriblandt Guldhesten, Mesterskab for Danmark, N.J. Koster Memorial og ikke mindst Skandinavisk Mesterskab på Lunden – den første danske sejr i Skandinavisk Mesterskab siden 1938!
Erling Larsen træner Ikaros i vandet få kilometer fra Stald Saltum
-I Mesterskab for Danmark ville min Far gerne ha’ at jeg skulle køre Ikaros, der tidligere havde været i træning hos Bjarne Schnell, som havde vundet en del løb med ham. Ikaros blev bl.a. kåret som Årets Hest 1970 på Lunden og var desuden nummer fire i Skandinavisk Mesterskab på Solvalla med Bjarne i sulkyen, erindrer Jørgen.
-Min lillebror havde dog også vundet flere løb med Ikaros og jeg sagde til min Far, at hvis det er i orden med Henrik, så vil jeg selvfølgelig gerne. Vi tog så en snak og Henrik sagde, at jeg jo havde mere erfaring, så sådan blev det.
-Ikaros gik fantastisk, men igen havde rigtigt regnet med os i Skandinavisk Mesterskab. Som den eneste startede vi i anden række, og undervejs blev der kørt i et moderat tempo. Jeg tror slet ikke Gösta Nordin, den svenske topkusk, der lå i spids, opdagede os, da Ikaros speedede forbi i opløbet! smiler Jørgen, som i øvrigt kun trænede Ikaros i en meget kort periode.
-Det var op til Provinsmesterskabet i 1972 i Aalborg. Min Far var meget opsat på at vinde løbet på hjemmebanen, så han spurgte om jeg ville træne ham op og det sagde jeg Ja til.
Ikaros havde tidligere vundet Provinsmesterskabet 1969 og ’70 med hhv. Vagn Lønborg og Peter Bratholm i sulkyen, og i 1972 kunne Jørgen Larsen altså køre først over stregen i det nu nedlagte storløb.
Ikaros vandt i alt 55 løb og blev i sin tid begravet i skoven ved Stald Saltum, hvor en anden af de helt store stjerner i dansk travsport – Cim Payne – også ligger begravet.
Ikaros og Jørgen Larsen efter sejren i Skandinavisk Mesterskab
12 championater
Jørgen Larsen vandt som nævnt sin første sejr i 1955 og allerede året blev han for første gang amatørchampion på Aalborg Væddeløbsbane. Det blev til i alt 11 championater på stribe (1956-66) og det sidste championat kom i 1973. I 1960 blev Jørgen Larsen desuden landschampion med 53 sejre – flere end størsteparten af de professionelle trænere!
Jørgen Larsen vandt i alt 448 løb inden han lagde kørehandskerne på hylden i 1981. Han kørte sit allersidste travløb i 2010 i et Old Boys-løb på Fyens Væddeløbsbane.
-Min Far købte og solgte rigtig mange heste fra midten af 50’erne og 20 år frem. Foruden Leonora The Great vandt vi også mange løb med bl.a. Two Step, Unda Frisco, Baronessa Logan, Axel G og Inge Saltum, husker Jørgen.
Alt var til salg
Ølbryggeren Erling var glad for at handle, så indtil hans død i 1985 var Stald Saltums heste altid til salg.
I de foreløbig 40 år, som Jørgen nu har stået for Stald Saltum, er der kun blevet solgt en hest.
Nemlig Hannah Peel.
En helt håbløs kæmpehest.
Det ene forben stak bare ud og spændte ben for det andet. Men den vandt et løb i snestorm med Jørgen som kusk, og blev godt solgt. Til Tyskland endda.
– Hvorfor solgte du Hannah Peel?, spørger jeg i dag.
Stald Saltums grundlægger, Erling Larsen var en dygtig handelsmand og trænede selv familiens heste
– Det var fordi, Birger (Jørgensen) sagde, at jeg skulle, lyder svaret prompte, og Jørgen tilføjer, at hesten stod i træning hos Birger i Århus, da den blev solgt.
– Hvorfor har du så ikke haft en hest til salg siden?
Jørgen har høreapparat, men han bruger det sjældent.
Det giver ham den fordel, at han lader som om, at han ikke hører mit spørgsmål …
Citat fra Anne Dodensigs artikel på Travservice.dk: ”Historien om Stald Saltum”
-Både min Far, min lillebror Henrik og jeg kørte rigtig mange løb og igennem mange år tjente vi flere penge på travhestene end på bryggeriet, som Far havde købt i 1944. Dengang bryggede man udelukkende hvidtøl – de såkaldte stakitøl – men fra begyndelsen af 50’erne lagde vi produktionen om til sodavand. Det var dog svært at få sukker i årene lige efter krigen. Jeg kan bl.a. huske, at min Far opkøbte sukkerroer i Jylland og sendte dem til Sjælland for at få dem forarbejdet. Det var selvfølgelig ret besværligt, men efterhånden løste det sig og det blev lettere at få sukker.
-Hele familien var med i produktionen på simple maskiner. Min Far og to brødre stod for selve produktionen, Mor vaskede flasker, jeg tappede sodavand og satte kapsler på, mens min søster limede etiketter på. I hestevogn kørte vi ud til private med sodavand, og efterhånden blev vi også leverandører til flere købmænd på egnen, fortæller Jørgen, der gik ud af skolen som 14-årig efter 4. mellem og kørte parløb med sin Far indtil slutningen af 70’erne, hvor Erling Larsen måtte trække sig tilbage pga. sygdom. Han døde i 1985.
Maleri af Saltum-Rørkjær Bryggeriet som det så ud, da Erling Larsen købte bryggeriet i 1944
Familien købte først Houlbjerg Bryggeriet. Derefter yderligere fire bryggerier, heriblandt Rørkjær Bryggerierne, ligesom man også begyndte at producere sodavand for Landkær Bryggeriet.
-Det begyndte at gå rigtig stærkt i 1977, hvor vi fik en kontrakt med FDB. Siden har vi udvidet fabrikken i gennemsnit hvert tredje år, så den nu er på 25.000 m2, sagde Jørgen Larsen i interview i 1999, hvor familien solgte bryggeriet til Carlsberg for et ukendt millionbeløb.
– Dengang vi startede med at lave sodavand, var det udelukkende et familieforetagende og vi kunne lave 600 sodavand i timen. Da vi sluttede i 1999 havde vi 55 ansatte og lavede 100.000 flasker i timen! siger Jørgen i dag.
I dag produceres der udelukkende kildevand af mærket Kildevæld på bryggeriet i Saltum.
Reklamefoto fra 80’erne med Jørgen og Inger Larsen sammen med børnene Dorthe og Erling. Kun familiens yngste datter Anne mangler.
Amatørtræner på fuld tid
Efter salget af Saltum-Rørkjær Bryggeriet i 1999 kunne Jørgen Larsen i en alder af 62 år trække sig tilbage og igen koncentrere sig 100 % om travhestene. På det tidspunkt ejede Stald Saltum 21 heste inkl. en håndfuld følhopper.
-Allerede nogle år inden vi indgik samarbejde med FDB var jeg begyndt at fokusere udelukkende på bryggeriet, men det har selvfølgelig været et privillegium at ha’ travhestene på fuld tid og det har været en sjov tid med masser af dejlige oplevelser, siger Jørgen, som året inden familien solgte bryggeriet, købte to 1-åringer på Derbyauktionen, Evita Østervang og Equador for hhv. 13.000 og 132.000 kr.
-Inger (som var økonomichef på bryggeriet, red.) syntes det var lidt risikabelt at betale så mange penge for Equador, men hun blev jo en rigtig fin hest, som bl.a. vandt Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix for Sepp Kukkonen.
Equador vandt 12 løb og 215.000 kr. Hun blev senere følhoppe og mor til bl.a. Cadiz (1.11,3a-503.000 kr) med 16 sejre.
Nogle år senere fik Stald Saltum endnu en storløbssejr, da familiens eget opdræt Keep On Party – i træning hos Olle Goop – vandt Dansk Hoppe Derby med Preben Kjærsgaard i sulkyen. Det blev desuden til sejr i Aalborg Hoppechampionat med Olle Goop bag linerne.
Keep On Party (1.14,0a-452.000 kr/6 sejre) fik også fin succes i avlen som mor til bl.a. Come On Party (1.13,0a-312.000 kr/16 sejre) og Axel Party (1.15,5a-110.000 kr/13 sejre). Sidstnævnte er opkaldt efter Aksel Holm Jensen, som sammen med hustruen Sonja i mere end 50 år boede i den røde gård, som Erling Larsen købte i 1955. Aksel var først ansat på bryggeriet og siden hen som ”staldmand” hos Stald Saltum, hvor Sonja også var med til at passe hestene – men det er jo en anden historie.
Foruden Equador og Keep On Party har Stald Saltum i Nyere tid haft stor succes med heste som The Winning Saltum, Waking Saltum, Bo William, Jet Time, Kick Time, Full Time og Billi Time.
Jørgen Larsen har selv trænet størsteparten af Stald Saltums heste, men har gennem årene også haft heste i træning hos Seppo Kukkonen, Olle Goop, Anders Pedersen, Flemming Jensen og nu altså Nicklas Korfitsen.
Der hører 25 hektar til Stald Saltums ejendom, hvor der på den modsatte side af Dommerborgvej er anlagt en træningsbane på 1800 meter – inklusiv en ligeud-bane på 600 meter – og derudover en rundbane på 800 meter.
Jørgen Larsens sidste køretur var med Glenfiddich i et Old Boys-løb på Fyn i 2010. Foto: Gorm Johansen
Fremtiden
Foruden de fem pensionærer på Dommerborgvej har Stald Saltum en enkelt følhoppe, Come On Party (S J’s Photo-Keep On Party) opstaldet hos Inger og Jørgen Larsens datter og svigersøn, Dorthe og Per Christensen, som bor et (måske lidt langt) stenkast fra Stald Saltum.
Come On Party har i år fået et hingstføl efter Maharajah, men er ikke blevet bedækket igen.
-Jeg regner med, at Come On Partys føl er mit sidste føl som opdrætter, siger Jørgen.
Come On Party er desuden mor til 2-årige Mini Party (vallak e. Who’s Who), der er i træning hos Flemming Jensen, som i sin tid havde stor succes med Come On Party. Med Aalborg-træneren i sulkyen blev det til i alt 16 sejre og nu er Mini Party altså klar til at løfte arven.
Det med at ”løfte arven” har Dorthe og Per Christensen i øvrigt forlængst gjort med stor succes. Parret har således opdrættet en lang række topheste med Derbyvinderne I’m A Photo, Chock Nock og Get A Wish i spidsen, og to gange er Dorthe Christensen kåret som ”Årets Travopdrætter” ved Hestesportens Galla.
Dorthe og Per Christensens datter, Lene Dodensig, har amatørlicens og er noteret for 15 sejre, mens hendes moster – Anne Dodensig – har amatørtrænerlicens med foreløbig 11 sejre.
Anne Dodensig, Lene Dodensig, Jørgen Larsen og Inger Larsen efter en sejr på Spar Nord Arena med Axel Party. Foto: Ditte Hesselborg
Øvrige fotos: Henrik Berg, Anne Dodensig, Burt Seeger m.fl.
STOPPENÅL – og andre ord på vendelbomål
Mit første sprog var vendelbomål.
Alle talte vendelbomål i Rakkeby, hvor jeg blev født i 1946, og i Sønder Harritslev, hvor jeg er vokset op.
Der var dog nogle, der talte rigsdansk: præsten, skolelæreren, brugsuddeleren, dyrlægen og proprietæren.
For mit indre øre kan jeg endnu høre mange af de ord på vendelbomål, som mine forældre, Karen og Edvard, brugte.
Mor kunne vel godt bruge ordet stoppenål, men hun kunne også kalde den en “gørnnål” (udtalt jönnoel); gørn er tvundet uldgarn, egentlig det samme ord som garn.
I Vendsysselsk Ordbog (1972) ved Arne Espegaard står der en kulturhistorisk oplysning ved ordet gørnnål: “Hvis smørkærningen ikke ville lykkes, lagde man en gørnnål i kærnen”. Den slags overtro var åbenbart almindelig før andelsmejeriernes tid.
Min mor har altså kun brugt en gørnnål til at stoppe strømper med!
Nu er der vist ingen, der længere stopper strømper.
Et af min fars yndlingsord var vennik om en lille fyr.
Et andet ord for en mindre, splejs fyr var mjætting: “Dej bette mjætting!”
En vatter betød nogenlunde det samme, dog kun brugt om et lille barn: “Kom så, dej bette watter!”
En vatter er egentlig en betegnelse for kravlende insekter og andet kryb.
Ordene kunne bruges både i positiv og i nedsættende betydning.
Min ældste bror Niels brugte gerne ordet watter om sine mindste brødre: “Dej bette watter!”
Min faster Anna kunne sige om et lille, kært barn: “ Det bette måg!”
Det var meget positivt ment. Det ville ikke nemt blive opfattet positivt, hvis det blev sagt på rigsdansk: “Dit bitte møg!”
Vendelbomål rummer mange nedsættende betegnelser, for eksempel trokke.
Trokkevorn betyder dum, enfoldig: “Hon ær nooe tråkworn.”
De nævnte ord findes vist kun på vendelbomål – et mål som ikke tales så meget mere, ikke engang i Vendsyssel.
Men vi, der har boet udenfor Vendsyssel i mange år, kan ikke glemme de ord, vi hørte i vor barndom.
Af fhv. præst Poul Sørensen, Værløse
født og opvokset i Vendsyssel ved Vraa
SVIPTUR TIL VRÅ
Livet i den store by virker dragende, ikke mindst for teenagere på landet.
Vrå med station, biograf og café var som en magnet for min storesøster Henny og hendes nærmeste veninde Ingelise.
Vore familier boede dengang i Rakkeby, cirka 5 kilometer fra Vrå.
Mellem de to hjem løb der en bæk, som kunne svulme op til en hel å efter regnskyl.
Der var en smal plankebro uden gelænder over bækken, som man i dagslys godt turde benytte.
Men når bækken var som en å, ville det være risikabelt at benytte denne plankebro, i hvert fald efter mørkets frembrud.
I efteråret 1951 var de to veninder, Henny og Ingelise, sammen taget på en fornøjelsestur til Vrå en eftermiddag.
Da det var ved at blive mørkt, var Henny endnu ikke kommet hjem til vort barndomshjem, “Haugesgaard” i Rakkeby.
Jeg Poul husker som 5-årig, hvordan især far dengang med mørke miner forestillede sig, at Henny på 13 år kunne være drattet i bækken. Og Henny havde vist ikke nogen lommelygte med.
Forældrenes bekymrede ord forplantede sig også til mig, der dog ikke sagde noget til det hele.
Teenagere, der er blevet “væk”, dukker som regel op af sig selv igen.
Det skete også for Henny dengang, der bare pludselig vendte hjem fra svipturen til Vrå.
Henny havde ikke tænkt over, at det var risikabelt at gå over plankebroen dengang.
Forældre viser deres glæde og lettelse i en sådan situation ved at skælde lidt ud!
Skældud kan godt være tegn på, at forældrene holder af den bortløbne på sviptur.
Henny og Ingelise forblev veninder hele livet.
Deres voksenliv blev levet væk fra Vendsyssel.
Vrå med sit pulserende liv betød så meget for Henny, at hun abonnerede på Vrå Avis, der udkom med fire sider med lokalt stof.
Foto: HENNY som 11-årig, 1949:
Af broderen fhv. præst Poul Sørensen,
Værløse født og opvokset i Vendsyssel,
Mysteriet om drengen med den skinnende revolver
Da en 73-årig kvinde findes død i januar 1911, er politiet på bar bund – indtil en ung, lovende politimand går ind i efterforskningen
Udklip fra samtidige aviser, der beskriver opklaringen af drabet på Magdalene Christensen (tv) i Badskær ved Dybvad.
Nordjyske Avisarkiv
23. juli 2025
Det lille, hvide hus med stråtaget står tyst i januar kulden på den vindomsuste pløjemark i Badskær nær Dybvad.
I køkkenet flyder resterne efter en frokost, der aldrig blev ryddet til side, og i den lavloftede stue er kakkelovnen for længst gået ud.
Her står Jens Christian Klitten og ser sig omkring.
Resterne af en blodpøl ses fortsat ude på marken, hvor husets beboer, den 73-årige Magdalene Christensen, otte dage tidligere faldt om, dræbt af et enkelt revolverskud i hovedet.
Tema: Den nordjyske Sherlock
Med sin opklaring af denne sag kommer opdagelsesbetjent J. C. Klitten til at skrive sig ind i historiebøgerne, når han i efteråret 1911 bliver håndplukket til det nye Statspolitiet – en forløber til Rejseholdet.
Den 35-årige politimand fra Sindal – med den mørke uniform, velfriserede pomade-hår og sirlige cykelstyrs-moustache – leder straks tankerne hen på Agatha Christies Hercule Poirot.
Men det bliver en anden af detektivfiktionens store helte, den unge efterforsker i fremtiden vil blive sammenlignet med:
Selveste Sherlock Holmes.
Det kommunale politi
J. C. Klitten (f. 11. august 1876) er egentlig købmandsuddannet og har i et par år drevet sin egen butik i Sindal, men da han bliver indkaldt til værnepligten, bliver han bidt af tanken om at blive politimand.
I 1902 bliver han ansat i Aalborg Politi, hvor han bliver udvalgt blandt 70 ansøgere.
– I provinsen er der ikke et egentligt skel mellem kriminal- og ordenspolitiet på det her tidspunkt. Det betyder, at der ikke findes et specialiseret efterforskende politi. Alle skal kunne løse alle opgaver, og det giver problemer i forhold til at opbygge de nødvendige efterforskningsmæssige specialer, forklarer Frederik Strand, leder af Politimuseet.
Efter nogle år som menig betjent, hvor Klitten blandt andet gør sig positivt bemærket for sin opklaring af en række indbrudstyverier, så han i 1907 forfremmes til opdager.
– På det her tidspunkt er der rigtig mange små politikredse i Danmark, og de er kommunalt styret. Det betyder, at der kan være stor forskel fra den ene kommune til den anden – for eksempel er der ingen ensartet uniform, der er ikke ens aflønning, og der er stor forskel på, hvor mange politifolk, man har i de enkelte kredse, siger Frederik Strand.
Derfor er det nødvendigt for de landligere kredse at bede om assistance fra for eksempel København, når man en sjælden gang står med et drab.
I sagen om drabet i Badskær var beskeden imidlertid, at ingen Københavnske efterforskere kunne undværes – og så måtte J. C. Klitten tage op fra Aalborg for at rede trådene ud.
Forbryder fik et forspring
Da egnens kloge kone 13. januar 1911 bliver fundet død på den frosne mark af en forbipasserende nabo, tror man først, at hun er faldet og har slået hovedet på en sten.
Hendes hjem ligger uforstyrret hen, og selvom hendes pung ligger fremme og er tom, så finder man i sengehalmen sparebøger med flere tusinde kroner, hvilket taler imod røveri.
Omstændighederne er dog uldne nok til, at man for en sikkerheds skyld beslutter sig for at obducere liget – og her finder man et projektil fra en revolver i den afdødes kranium.
Sæby Politi springer straks på sagen, men trods mange forespørgsler i området lykkes det ikke at komme nærmere, hvem gerningsmanden kan være.
Et signalement har man dog at gå ud fra. En ung pige er blevet truet af en ung mand med en skinnende revolver, da hun gik ved landevejen nær drabsstedet.
Det må være gerningsmanden.
Han beskrives som ca. 20 år, iført mørkt tøj, læderstøvler og grøn hue. Han er af middelhøjde og har et blegt og rundt, skægløst ansigt. Under armen bar han en pakke i lyst papir, og så taler han ikke vendelbomål, men “købstadssprog”.
Da J. C. Klitten kommer til Sæby 20. januar, sætter han sig grundigt ind i sagens materiale. Han taler med vidner og besøger gerningsstedet.
– Hr. Klitten har fået et ret utaknemmeligt hverv, konstaterer Aalborg Stiftstidende i den forbindelse.
Hurtigt føler den unge opdager sig overbevist om, at han ikke leder efter en forhærdet forbryder, fordi drabsmanden stak af efter mordet uden at gennemrode huset for værdier.
Ud fra vidneforklaringerne kan Klitten følge sporet af en person, der svarer til det udsendte signalement, helt til togstationen i Dybvad.
Dermed er den mistænktes videre rute behændigt skåret ned til to retninger: Mod Frederikshavn eller mod Aalborg.
En mand med dyr smag
Mens der i Frederikshavn ikke er meget at komme efter, så genfinder Klitten sporet, da han begynder at opsøge de forretningsdrivende i Aalborg. Han har nemlig en idé om, at den skinnende revolver må være nyindkøbt.
Ganske rigtigt har en “C. Frandsen”, der svarer til signalementet, købt en revolver, en elektrisk lommelygte og et timeglas hos en lokal marskandiser.
Indkøbene er som taget ud af en billig detektivroman, tænker Klitten, der begynder at tro, at den mistænkte kan være yngre end hidtil antaget.
C. Frandsen oplyste marskandiseren, at han havde et værelse på Jernbanehotellet. Her kender personalet dog ikke til “Frandsen” – men det gør de til gengæld på Hotel Hafnia på Banegårdspladsen, hvor den unge “Carl Frandsen fra København” har vakt opsigt med sine flotte vaner.
Han har muntret sig med ture i biografen og teatret, ligesom han har kørt i automobil og brugt en hel del penge hos de lokale tøjbutikker.
Under et besøg hos skomageren i Gravensgade, hvor “Carl Frandsen” har købt et par nye læderstøvler, er han dog kommet til at tale over sig og fortælle, at han er fra Aarhus.
Klitten griber derfor straks telefonen og ringer til sine kolleger i Aarhus Politi. Han vil høre dem til, om de kender en ung mand, som matcher signalementet, der har været på udflugt for nylig – og det gør de.
Faktisk er de allerede selv på jagt efter ham.
Hotel Hafnia i Aalborg fik besøg af en levemand – og det sendte J. C. Klitten på sporet af en morder. Arkivfoto
En uventet morder
Aarhus Politi har fået flere anmeldelser fra kvinder, der er blevet forsøgt frarøvet deres værdier, når de har færdedes til fods i for eksempel Risskov.
Sagens hovedmistænkte er Robert Mouritzen, en bare 14 år gammel dreng, elev på én af Aarhus’ fineste skoler. Roberts far er butiksindehaver, og det anses for at være et godt hjem.
Alligevel kender politiet særdeles godt til Robert Mouritzen. I 1908 var han kortvarigt på opdragelseshjem, fordi han havde påsat flere mindre brande. Derudover havde han flere tyverier, røverier og indbrud på samvittigheden.
Robert var født i København af en kvinde, der led af stærk alkoholisme, og som toårig blev han bortadopteret til parret i Aarhus. Robert blev beskrevet som ”godt begavet, men en urolig, vagabonderende natur”.
Da politiet pågriber Robert, finder de et par nye læderstøvler i hans besiddelse, der matcher det par, “Carl Frandsen” har købt i Aalborg.
De anholder ham på stedet.
Flakkede rundt og spiste wienerbrød
Robert Mouritzen fortæller, at han nogle dage inden mordet var stukket af med 110 kr. af forældrenes penge og tog til Aalborg, hvor han checkede ind på et hotel.
Han levede godt af pengene, som blev brugt på fornøjelser og på en revolver, som han tog ud i én af Aalborgs parker for at prøveskyde.
Da pengene var ved at slippe op, fik han den ide, at han ville tage ud på landet i Vendsyssel og bruge revolveren til at røve nogen for flere penge, som han ville bruge til at tage til Frederikshavn og købe plads på en båd ud i verden.
Han kørte med toget nordpå, hvor han flakkede rundt på landet i nogle dage, mens han prøvede at finde et godt sted at røve. Han var inde på flere ejendomme, men der var altid for mange folk til stede.
Da han endelig nåede Magdalene Christensens hus, syntes han, det lå øde nok til, at han ville forsøge sig, Selvom det så meget fattigt ud, kom han frem til, at “det var et forsøg værd”, som han fortalte politiet.
Ville ikke dræbe
Da Magdalene Christensen åbnede døren, hev Robert revolveren frem og forlangte, at hun skulle udlevere sine penge.
Skrækslagen løb hun ind i den inderste stue og fandt sin pung i en skuffe. Den indeholdt kun et par kroner.
Da han ville true sig til flere penge, løb den gamle kone ud gennem huset og videre ud på marken. Han blev bange for, at hun skulle løbe efter hjælp hos naboen, så han skød efter hende for at få hende til at standse.
Da hun faldt om på jorden, stak Robert af.
Revolveren smed han i en grøft fyldt med vand. Den blev aldrig fundet.
På hele turen havde Robert båret på sine ejendele i en papirpakke, som han lagde fra sig på spisebordet, mens han truede den gamle kone til at udlevere sine penge. Her faldt timeglasset ud af pakken, men det opdagede han ikke i sin hast for at komme væk.
En noget slukøret herredsfoged, som var blandt de første på gerningsstedet, måtte indrømme, at han havde fundet timeglasset og givet det til den afdødes familie – som godt nok havde undret sig over, hvor Magdalene Christensen mon havde fået det fra.
– Derfor er der altid behov for at have en erfaren politimand til at undersøge gerningsstedet, påpegede Klitten mange år senere i sin genfortælling af forløbet.
I retten fastholder Robert Mouritzen, at det ikke var hans mening, at konen skulle dø. Han bliver dømt til fire års tugthusarbejde for manddrab, bedrageri, tyveri og røveri.
– Det står som ganske uforståeligt for os, at han, der for os står som en kær og god dreng, har kunnet gøre noget sådant, siger forstanderen på opdagelseshjemmet.
Gerningsmandens unge alder vakte også stor opmærksomhed i avisspalterne, hvor han bliver kaldt “Morder-drengen” og “en født forbryder”.
Et kort liv
J. C. Klitten fik stor ros og omtale for sin opklaring af sagen. I Vendsyssel Tidende skrev man, at: ”Som sådan har han flere gange afgivet bevis for at være snarrådig og energisk, og hans opdagertalent har jo heller ikke svigtet ham ved opklaringen af Badskær-mysteriet”.
Mens Klittens karriere som opdager først var ved at tage fart, så fortsatte Robert Mouritzen sin deroute. Efter udstået straf blev han sendt til Australien, men han vendte efter kort tid tilbage til Danmark, hvor han atter gik ind og ud af fængslet.
Som 30-årig indsat i Horsens Statsfængsel gennemgik han en mindre operation, hvor komplikationer endte med at koste ham livet.
Drabet på sparekassebogholder i Hvetbo Herreds Sparekasse i Pandrup
Sagen om den døde bogholders tomme pengeskab
Drabet på en velanset kasserer i den lokale sparekasse lader J. C. Klitten tilbage medrad få spor. Men så får han et uventet opkald
PANDRUP: Den 74-årige sparekassebogholder Bentzen rejser sig fra det veldækkede aftensbord og går ud for at tage frakken på.
Mens hat og handsker findes frem til værn mod januarkulden, kaster han et blik mod uret i stuen og konstaterer, at klokken er otte. Et par timers bogholderarbejde her efter spisetid er en del af hans faste rutine.
Så lukker han døren bag sig og går i retning af Hvetbo Herred Sparekasse midt i Pandrup by.
Alt ser fredeligt ud, da Bentzen låser op og træder ind på sparekassens kontor uden at tænde lyset.
Men i aften er der nogen, der venter på ham.
Kl. 23 sender Fru Bentzen kokkepigen hen for at se, hvor sparekassebogholderen er blevet af.
Pigen finder lyset slukket og døren låst.
Ved midnatstid er hustruen blevet så urolig, at hun sammen med pigen og en nabo går hen til sparekassen og lukker sig ind med en ekstranøgle.
Lige indenfor døren finder de Bentzen på gulvet, bundet og kneblet. Han er allerede kold.
Så slår de alarm.
Klitten og Himmelstrup
Opklaringen af Badskærmordet i 1911, som J. C. Klitten fik størstedelen af æren for, skabte for alvor et navn for den unge politimand.
I de følgende år er han flere gange i avisen blevet omtalt med henvisning til Arthur Conan Doyles berømte Sherlock Holmes-figur. Dykker man ned i Nordjyskes avisarkiv, bliver det tydeligt, at hans systematiske og ihærdige arbejde med sagerne må udgøre hovedgrundlaget for sammenligningen.
Vi ved desværre ikke, hvad manden selv mente om tilnavnet – hans fokus har formentlig ligget på de karrieremæssige fremskridt, der fulgte umiddelbart efter Badskær-opklaringen.
I et forsøg på at udjævne den efterforskningsmæssige grøft, som fortsat voksede mellem politiet i København og i provinsen, oprettede man for første gang et statsorganiseret politikorps i Danmark, ledet af den markante politimand Valdemar Mensen.
Han håndplukkede 36 af de dygtigste efterforskere rundt om i Danmark til opgaven. På listen – sammen med navne som Otto Himmelstrup, der opklarede drabet på Kaj Munk og senere blev leder af rejseholdet – findes også Jens Christian Klitten.
– Statspolitiet er en forløber for rejseholdet, især den første udgave af statspolitiet, som vi får i 1911, forklarer Frederik Strand, leder af Politimuseet.
– Det er et lille korps, som bliver brugt som assistance i forbindelse med større sager rundt omkring i politikredsene. Men i modsætning til rejseholdet, så er folkene i statspolitiet tilknyttet hver deres geografiske område, så de refererer både til politimestrene og til statspolitichefen, fortsætter han.
Da Bentzen kommer af dage på sparekassens kontor 28. januar 1917, er det derfor J. C. Klitten, der rykker ud.
En voldsom kamp
Da statsbetjent Klitten ankommer til Pandrup, er klokken henved fire om morgenen.
Her får han mulighed for selv at se gerningsstedet, der bærer præg af voldsom kamp.
Bentzen ligger på ryggen på kontorets gulv, med hænderne bundet foran brystet. Der er flydt blod fra hans ansigt, og han har fået et slag i baghovedet. Munden er kneblet med én af hans egne uldhandsker, og obduktionen vil vise, at netop kvælning er dødsårsagen.
Den gamle mands ejendele ligger spredt rundtomkring – stok, hat, gebis – og hans tøj er forrevet, så bogholderen har gjort en vis modstand, inden han blev overmandet.
Der var dog ikke noget, der tydede på, at det var meningen, Bentzen skulle dø. Han var en velagtet og afholdt mand på egnen, der altid opførte sig roligt og behersket, og derfor var det svært at forestille sig, at han skulle have fjender.
Det store jernpengeskab ved skranken står på vid gab. Drabsmanden har benyttet Bentzens nøgler til at låse det op og har tømt det for lige godt 6000 kr. – hvilket i 2025-penge svarer til over en kvart million.
Kassererens guldur og tegnebog havde røverne ikke taget med sig, og i et aflåst rum længere inde i bygningen, som kun direktøren havde nøgler til, lå yderligere 10.000 kr., som det ikke var lykkedes røverne at finde.
Netop denne dag lå sparekassen inde med usædvanligt mange kontanter. Det får politiet til at gisne om, at røveren må have holdt øje med stedet i et stykke tid og på den måde opdaget Bentzens aftenrutine.
Ikke mange spor
Lokalpressen er mere end begejstret for J. C. Klittens involvering i opklaringsarbejdet. I Aalborg Stiftstidende kan man læse, at:
“Aalborg er stolt over at huse den nu så berømte opdager, der er ved at blive alle forbryderes skræk […] mens det i andre landsdele og da navnlig i København ret ofte har været således, at forbryderne gik længe fri, har Klitten næsten altid ved sit klare omdømme og sin hurtighed i vendingen formået at få tag i forbryderen, inden han kom ret langt bort, og inden solen mange gange var gået ned over ugerningen”.
Sagen i Pandrup sætter i den grad opdagertalentet i arbejde.
Trods voldsomheden på gerningsstedet er der ingen spor af gerningsmanden, hverken af blod, sko- eller håndaftyrk. Et stykke derfra blev to tikrone-sedler fundet på landevejen, men om de stammede fra røveriet, var uvist.
Flere har bemærket en yngre mand, der den aften havde været i Pandrup og handlet i flere butikker, ligesom han var set tæt ved sparekassen omkring mordtidspunktet.
Det viser sig at være en landbrugselev i starten af 20’erne, der tjener på en gård i Store Vildmose. Han bliver anholdt og taget ind til timelangt forhør. Her forklarer han, at han havde været i byen med en flok andre unge, men han har svært ved nøjagtigt at redegøre for, hvad han har foretaget sig.
Efter et par dage i politiets varetægt bliver den unge mand løsladt. Politiet har arbejdet nat og dag på at følge op på alle spor, men efterforskningen ser ud til at være på vej mod en blindgyde.
Så modtager Klitten et opkald, der får ham til at glemme alt om landbrugselever fra Store Vildmose.
Smed om sig med penge
En ansat på Møllers Hotel i Hobro har fattet mistanke til en gæst, der smider om sig med penge.
Manden er iført helt nyt tøj og guldur, og på hotellet drikker han champagne. Opvarteren bemærker, at manden kalder sig “Petersen”, men på værelset har han et pas i et andet navn.
Da opvarteren følger ham til togstationen, siger gæsten farvel med ordene: “Hvis jeg bliver dømt til døden, så hils min mor”.
Det får opvarteren til at tage røret og kontakte J. C. Klitten.
Opvarteren kan oplyse, at den pågældende har billet til eksprestogets sovevogn sydpå. Udover et fyldigt signalement får politiet også nummeret på netop den køje, manden vil opholde sig i.
Klitten tager straks kontakt til sine kolleger ved statspolitiet i Fredericia, som bogstaveligt talt tager den mistænkte på sengen, da toget ruller ind på Fredericia Station.
Det viser sig, at den anholdte er 26-årige Christian Madsen Jensen, udlært smed og arbejdsmand fra Aalborg, der er kendt af politiet for vold, betleri og tyveri.
Ved anholdelsen har han kun 1900 kr. på sig.
Nettet strammes
Umiddelbart efter røveriet havde Christian Madsen deponeret noget af rovet hos en bekendt i Vejgaard, men allerede efter en uges tid var han begyndt at fattes penge, så derfor rejste han op fra Aarhus, hvor han i nogle dage havde boet hos en sexarbejder.
Det viser sig, at politiet i Aarhus også har ledt efter Christian Madsen, takket være denne kvinde. Under opholdet hos hende har han nemlig tilstået drabet og givet hende nogle penge, som hun har brugt.
Efter han er rejst til Vejgaard efter flere midler, er hun gået til politiet med sine oplysninger – måske af dårlig samvittighed, måske i håb om at sikre sig dusøren på 500 kr., som sparekassen har udlovet.
Under afhøring fortæller Christian Madsen, at han på grund af pengemangel ville røve en mindre bank eller sparekasse, hvor der kun var én mand på arbejde. Han havde blandt andet kig på banker i Skanderborg, Hobro og Løkken.
En notits i avisen om et godt regnskab havde imidlertid ledt hans opmærksomhed på sparekassen i Pandrup, så han tog op for at rekognoscere.
Her opdagede han Bentzens aftenrutine.
Ville ikke dræbe
En tid efter vendte han tilbage til byen, og da Bentzen gik hjem til aftensmad, fandt Madsen et åbent vindue, som han sneg sig ind ad. I det mørke kontor ventede han på Bentzen, overfaldt ham, røvede pengene og gik.
Angiveligt opdagede han først, at Bentzen var død, da han så én af avisernes løbesedler. Han fastholder, at han ikke havde til hensigt at dræbe.
Det lykkes politiet at finde nogle af pengene i Vejgaard, men det var kun en brøkdel. Vennen, der har opbevaret pengene, bliver idømt 120 dages fængsel for hæleri.
På baggrund af Christian Madsens fulde tilståelse fik han 16 års fængsel for røveri og drab. I dommen blev det slået fast, at den dømte burde have forudset, at hans hårdhændede behandling af Bentzen kunne medføre døden.
I højesteret bliver straffen reduceret til 12 år, og efter ni år bliver Christian Madsen benådet, mens de resterende tre år bliver gjort betingede med en prøvetid på fem år.
Imidlertid fremgår det af avisen, at han i 1931 får en dom på 60 dages fængsel for at have blottet sig overfor nogle småpiger, og det lige inden, prøvetiden udløber. Så måtte han alligevel afsone de sidste tre år af straffen for rovmordet.
Landbrugseleven fik en erstatning fra Justitsministeriet for uberettiget anholdelse.
I 1919 bliver statspolitiet udvidet med flere hundrede betjente på landsplan, så det dermed er hele kriminalpolitiet i Danmark, der er statsligt organiseret, mens ordenspolitiet fortsat er kommunalt frem til 1938.
For Jens Christian Klitten betyder det, at han som 43-årig bliver udnævnt til leder for kriminalpolitiet i Aalborg, en stilling han bestrider frem til sin pension.
Historien om Mille og flyveulykkerne i Dybvad
af: Jens Ole Jensen
Der findes mennesker, som aldrig sætter sig selv først. Mille – eller Emil Pedersen, som han egentlig hed – var sådan en mand. Han drev en lille cykelforretning i Dybvad, og man siger, han ikke nænnede at tage fuld pris for noget. En cykelsaddel med prisskilt til 13 kr. blev til 11 kr. med ordene: “Fordi det er dig.” Og når en dreng betalte 25 øre for en lapning, kunne Mille finde på at give 10 øre tilbage: “Så har du til en basse ved bageren.”
Hans gavmildhed gjorde ham populær – men også konstant pengeløs. Først i 1980’erne, da pensionen kom, fik han en smule økonomisk ro. Men pengene var aldrig drivkraften for Mille. Det var hjælpsomheden. Det var hans måde at være menneske på.
Derfor lyder det næsten naturligt – på grænsen til poetisk – at netop hans venlighed skulle redde hans liv.
Historien, som mange i Dybvad kender, fortæller, at Mille stod som den næste i kø til en flyvetur ved et flyvestævne i byen. En mand, der havde travlt og skulle videre til Skagen, bad om at komme foran. Mille trådte naturligvis tilbage og overlod sin plads.
Flyet lettede – og styrtede kort efter til jorden.
Mille overlevede, fordi han var et godt menneske.
Efter sigende fik han efterfølgende propellen fra det havarerede fly som tak og minde. En af mine bekendte havde set propellen stå i hans værksted. Det var faktisk kun en halv propel – den var knækket ved styrtet. Under en brand i værkstedet brændte propellen også.
Jeg blev grebet af historien og begyndte selv at undersøge, hvad der egentlig skete. I Vendsyssel Tidende fra den 19. august 1930 fandt jeg en detaljeret omtale af en dødsulykke, hvor flyveren Johannes la Cour omkom, og mekanikeren Larsen mirakuløst overlevede. De var lettet fra Dybvad mandag den 18. august efter en vellykket flyvefest dagen før. Der var ingen passagerer med. Intet nævnt om en mand med hastværk. Intet om Mille.
Noget stemte ikke.
Hvordan kunne Mille have givet afkald på en flyvetur, der aldrig blev udbudt den dag?
Jeg spurgte folk i Dybvad, men ingen kunne give svar. I stedet fik jeg historier. Ikke fakta, men fine små glimt af Mille, som han blev husket: godhjertet, beskeden, elsket.
Jeg havde næsten affundet mig med, at jeg aldrig ville finde en forklaring, da jeg en dag modtog en mail fra Nordjyllands Kystmuseum. Jeg havde tidligere kontaktet dem, fordi et billede af den havarerede flyvemaskine i deres arkiv var angivet som stammende fra 1928 – et årstal jeg mente var forkert. Artiklerne, jeg havde fundet, pegede entydigt på 1930. Men i mailen fra museet gjorde de mig opmærksom på noget nyt:
Der havde faktisk været en flyveulykke i Dybvad den 5. august 1928.
Avisudklip viste, hvordan en mekaniker fra Aalborg bad om at komme forrest i køen til en flyvetur – han havde travlt og skulle videre. Den mand, der stod først, trådte velvilligt tilbage.
Flyet styrtede.
Passageren døde.
Og så faldt brikkerne på plads.
Det var ikke ulykken i 1930, Mille blev reddet fra. Det var 1928. To forskellige ulykker, to forskellige fly, men én fortælling, som årene havde fået til at smelte sammen. Propellen, historien, symbolet – alt blev samlet i én rørende anekdote, hvor Mille og hans venlighed blev bærer af både tragedie og håb.
Nogen må have sikret sig propellen, inden vraget blev brændt af i 1928, for den blev givet til Mille som tak.
Dybvad var ikke blot hjemsted for Mille. Byen har gennem årtier været præget af initiativ og sammenhold. Flyvefesterne, der fandt sted gennem næsten et årti før ulykken i 1930, blev afløst af vandskishows i 1950’erne og 60’erne, og senere Open Air-koncerter i Søparken. Det er ikke bare en by, men et fællesskab, hvor folk tør drømme og handle.
Det er måske netop derfor, at Mille stadig lever i fortællingerne. Ikke fordi alt blev husket korrekt – men fordi noget var værd at huske.
Besøg den nye hjemmeside vragwiki.dk, hvortil det meste af indholdet herfra flyttes!
Klemm-Daimler T-DORT 5. aug. 1928 Dybvad i Vendsyssel
5. aug. 1928 Dybvad ved Sæby i Vendsyssel[redigér]
| T-DORT | ||||
| Klemm-Daimler L20 | ||||
| 1928 | ||||
| Aviation Safety | ||||
|
Et nyere fly af typen Klemm-Daimler L20 tilhørende Danmarks Reklame- og Rundflyvning i København havde sommeren 1928 deltaget i arrangementer ved forskellige badebyer og stationsbyer rundt i Danmark med flyverne R. Rosenberg og Sejer Nielsen og havde for nylig været nød til at gå ned på stranden ved Løkken med maskinskade, som det tog flere timer at reparere, hvorefter det torsdag den 2. august 1928 om aftenen ankom til Dybvad sydvest for Sæby, hvor der søndag den 5. august afholdtes sommerfest.
Flyet var om fredagen og søndag formiddag ude med reklamer uden uheld, men men noget bestilt motorolie var søndag endnu ikke kommet og noget lokal købt olie, der vistnok ikke passede til motoren blev ikke brugt.
Ved middagstid om søndagen lettede piloten Rosenberg på den første rundflyvning, som skulle være en dobbelt-flyvning med den 27-årige pasager mekanikeren Ernst Leo Hansen, der var ankommet på motorcykel fra Hasseris ved Ålborg og betalte 60 kr. for turen.
Under rundflyvningen fløj flyet lavt henover husene i Dybvad by, men under 2 runde gik motoren i stå, så flyet faldt næsegrus ned fra 70 meter højde i en kornmark mellem teglværket og Ålborgvej syd for byen. De ca. 200 fremmødte på festpladsen kunne ikke se selve styrtet, men blev hurtigt klar over der var sket en katastrofe og ilede til.
Begge flyverne var svært kvæstede og piloten var faldet ud under styrtet, mens passageren sad livløs i vraget med bl.a. åbent ben- og lårbensbrud. De kørtes begge til amtssygehuset i Ålborg, hvor piloten dagen efter fik højre ben sat af ovenfor knæet, mens passageren døde den 6. om aftenen.
Det kom til et langvarigt opgør om forsikringsspørgsmålet, der i første omgang pålagdes rundflyvningsselskabet, som var uforsikret og ikke selv ejede flyet.
Hasseris Landsogn kirkebog & avisartikler
- Flyveulykken ved Dybvad – Nordjyllands Social-Demokrat 6. aug. 1928
- Flyveulykke ved Sommerfesten i Dybvad – Aalborg Amtstidende 6. aug. 1928
- Mekaniker Hansen døde i Aftes – Aalborg Amtstidende 7. aug. 1928
- Rosenbergs Tilstand forværret – Nordjyllands Social-Demokrat 10. aug. 1928
- Flyveulykken ved Dybvad stadig uopklaret – Aalborg Amtstidende 10. aug. 1928
- Flyveulykken i Dybvad – Nordjyllands Social-Demokrat 14. nov. 1928
- Flyveulykken ved Dybvad – Nordjyllands Social-Demokrat 5. feb. 1929