50 år – Som tiden dog går og hvor er der mange gode minder

Foto fra 1970 Else Marie Haugaard og Jens Otto Madsen – for 50 år siden
Foto ca. 50 år senere i år 2020
Jens Otto fortæller om
Ungdom og ægteskab

Den 1. november 1963 var der på gården Rykind i Vrensted hos Niels og Solveig Skovrider Eriksen blevet ansat en pige i huset. Hun var fra en gård i Taars. Hun havde haft et år på Halvorsminde Ungdomsskole og derigennem lært en Vrensted pige at kende og været med hende hjemme på besøg fra Ungdomsskolen. Sikker også til bal i Forsamlingshuset. Det gjorde måske udslaget til, at hun søgte en plads som pige i huset på Rykind i Vrensted.
På det tidspunkt var der på den nye skole i Vrensted blevet oprettet en ungdomsklub, hvor der engang ugentligt var klubaften med forskellige aktiviteter,  som åben sløjdlokale, hvor man kunne lave forskelligt. Desuden var der forskellige spil, bordtennis m.m. og steder hvor man kunne hygge sig.
Rygter løber jo hurtigt i et lille landsbysamfund, også om de nye piger og karle som var blevet ansat i Vrensted til første november, som jo var skiftedag ude på landet.
Spændingen var stor om de nye tilflyttere også mødte op i den lokale Vrensted Ungdomsklub på den nye skole.
Rygter fortalte, at der bl.a. var ny pige i præstegården, hos lægen, på Rykind m.fl.
Der skete det, at nogle af dem, heriblandt Rykinds pige mødte op sammen med sin veninde fra Halvorsminde Ungdomsskole og selvfølgelig blev hun og de andre tilflyttere eftertragtede blandt Vrensteds unge mænd.
Så jagten gik ind. Der blev ikke ved første øjekast for mit vedkommende knyttet kontakt til pigen fra Rykind,  men med tiden blev min oppasning af Rykinds pige gengældt.
På det tidspunkt var jeg 2. års bankelev i Brønderslev Bank. Forholdet holdt dog ikke længere end til dec. 1965, men senere blev det heldigvis til en genforening, og i 1969 besluttede vi os for at ville købe en grund i Vodskov og bygge hus, opfordret af Else Maries far, som tilbød at  være ulønnet håndlanger for mureren. De kom begge kørende fra Taars til Vodskov hver dag i et halvt år og sammen med de andre håndværkere, der skulle bruges, fik vi opført et dejligt hus i Vodskov og klar til indflytning  november 1970, samme dag som vi blev gift i Vrensted Kirke, med efterfølgende bryllupsfest i Svanelunden i Hjørring.
Else Marie arbejdede som pædagog i Vodskov og jeg arbejdede stadig i Brønderslev.
Her sidst på året i 2020 har vi holdt sammen som ægtefolk i 50 år.
Det vil jeg sige er ret stort og noget jeg er taknemlig for.
Vi har været så heldige at få to dejlige piger Mette i 1972 og Trine i 1975 og de har øget vores lille familie med fire børnebørn og to svigersønner.
Her er billeder fra et bryllup og en fest i 1970 – for 50 år siden.

Vrensted Kirke

 

 

 

 

ca. 50 bryllupsgæster i  Svanelunden i Hjørring
th. Else Maries mor og far
Gode venner i mere end 50 år
Forrest Henning og Moster
th. min mor og far
th. gode venner i mere end 50 år
Hvad mon bruden tænker på ?
tv. gode venner gennem mere end 50 år samt moster
Mon ikke det var Is lagkage til dessert !
Musikken klaver og harmonika var smeden fra Rakkeby
Så skal brudgommen trækkes ud til brudevalsen
Her med bruden på skødet snakkes med far og bror
Else Marie danser sikkert en vals med sin far
Else Maries far i snak med pastor Mikkelsen som viede os
Så hygges der ved kaffen
Livets gang med børn i Vodskov og Brønderslev

Samtig med at vi blev gift, flyttede vi i nybygget hus i 1970 i Vodskov.

Else Marie arbejdede på Institutionen i Vodskov i Hammer Bakker. Jeg arbejdede i Brønderslev i Handelsbanken.
Vi havde købt grund i en ny udstykning i Vodskov og havde snakket om at at når både grund og  bil var betalt, ville vi gå igang med opførelse af et hus på grunden.  Så da tiden kom, fik vi tegnet et hus, som efter flere tilretninger  til sidst kunne godkendes af os begge og vi fik byggetilladelsen i hus og gik igang i foråret 1970. Ved opførelsen benyttede vi flere Vrensted håndværkere. Smed som lavede alt VVS, var smedemester Bjarne Mikkelsen, Elektriker var Knud Erik Jensen, som var flyttet til Tylstrup og maler var malermester Poul Jensen, Vrensted. På tømrerarbejde havde vi min svogers mester fra Hjørring og murer og murerarbejdsmand som var min svigerfar var begge fra Taars.
Huset var indrettet med en sove afdeling med tre værelser. Dem lejede vi ud de første år, til ansatte som arbejdede i Hammer Bakker på Institutionen. Der blev indrettet køkken i vores baggang.
Ved for indgangen havde vi gæstebadeværelse og værelse, som vi selv kunne benytte. I januar 1972 kom så Mette til. Vi havde stadig tre lejere, så vi fik skruet et par kroge op i loftet i vores soveværelse, hvor vi så fik hængt en lille seng/vugge op til hende. Værelset var ikke stort. Meget praktisk, vi kunne blot stikke foden op for at vugge hende. Efterhånden som lejerne sagde op indtog vi deres værelser og da den sidste flyttede ud, flyttede vi ned i et stort soveværelse og Mette fik sit eget værelse. Det blev en skøn tid. Vi fik anlagt haven, lagt fliser og vi fik sørme også råd til en ny bil. Det var en drøm af en 5 dørs Simca 1100 købt hos en af bankens kunder i Brønderslev. Vi fik nye venner i Vodskov, som vi stadig har her 50 år efter. I foråret 1974 fandt vi ud af, at vi gerne ville have sommerhus. Min søster overtog min mors sommerhus efter vores fars død. Vi fandt et helt nyopført hus på 52 m2 i Kryle Klit ved Blokhus – et Høm Bjælkehus. Vi må have regnet på, at vi kunne have råd til det også. De første år lejede vi det ud i højsæsonen og kunne så selv bruge det uden for sæsonen.
I 1975 fik vi endnu en pige -Trine. Else Marie kom da på nedsat tid med 25 t ugentligt. Det betød meget for os, således at børnene ikke skulle være så meget i dagpleje hos vores nabo.
Vi befandt os godt i Vodskov med gode naboer og gode venner, hvor vores børn trivedes. Inden Trine kom til, havde vi holdt vi flere ferier sammen med Else Maries forældre. Vi var så heldige at kunne låne bankens sommerhuse rundt omkring i Danmark, noget som vi også fortsat benyttede os af, efter at Trine var kommet til.
I 1977 var vi begyndt at overveje at flytte til Brønderslev. Vi fik huset i Vodskov solgt inden vores nye hus i Brønderslev var færdigt. Else Marie fik orlov i fire måneder og vi var så heldige at kunne leje et helt nyt fodermesterhus på gården Øster Gerndrup i Øster Brønderslev af en af bankens kunder. Mette kunne fortsætte sin skolegang i skoleen  i Ø. Brønderslev. Den først april 1978 kunne vi igen flytte ind i et helt nyt hus på Ydunsvej i Brønderslev. Det betød desværre, at nu var det Else Marie, der skulle køre en lang tur for at komme på arbejde. Heldigvis varede det ikke længe inden den store udflytning fra Hammer Bakker begyndte. Det betød, at hun fik arbejde på en boenhed i Brønderslev. Her arbejde hun indtil hun gik på efterløn som 60 årig.

Pigerne fik deres skolegang i Brønderslev, og begge fik også et ophold på Hørby Ungdomsskole. Efter to år og 10 klasse der, tog Mette et år som aupair til Canada og herefter gik de begge på Brønderslev Gymnasium og senere havde de et par års udlandsophold. De har begge haft Kibutz ophold i Israel og Trine et halvt år på Hotel i Caribien og de har har flere gange rejst med rygsæk i Østen og USA, inden de påbegyndte deres uddannelse til pædagoger som deres mor.
Efter at pigerne var flyttet hjemmefra, begyndte vi at overveje at flytte fast i sommerhuset, som var udvidet flere gange og sagtens kunne danne rammen om vort hjem. Huset i Brønderslev var for stort til to personer og der var meget, der skulle holdes udenom med have m.v.
I foråret år 2000 fik vi solgt og den nye adresse blev så det om- og tilbyggede sommerhus i Kryle Klit ved Blokhus.
Mette og Trine var færdiguddannede og Mette købte hus i Vejgård og senere købte Trine Ejerlejlighed i Vejgård. Det blev så her vi gik til hånde, indtil vi fik indrettet deres boliger, som de ønskede det.

Vi boede i sommerhuset fra foråret 2000 indtil 2007, hvor vi endnu engang flyttede, nu til nyopført Andelsbolig i Sæby. Sommerhuset i Kryle Klit var blevet solgt og et andet sommerhus fra 1994, var blevet købt ved Saltum Strand.

Vores ferier startede først med telt, ikke altid lige sjovt

Senere har vi gennem mange år ferieret med bil og campingvogn. Kørt i hele Europa også til Syd Europa

 

Sådan startede vi med et lille sommerhus i 1974 i Kryle Klit ved Blokhus, og vi var lykkelige for det.
Det blev vort hjem i mere en 20 år i Brønderslev
Vi havde både søer og skov på de 7,5 tdr. land som vi havde tilkøbt lige foran sommerhuset i Kryle Klit
Huset i Kryle Klit blev med tiden udvidet til ca. 150 m2 plus garage og carport
“Den tredie alder”
Pensionisttilværelsen i sommerhuset i Saltum
Lille Fiskerbanke 7, Saltum Strand vores faste bopæl siden 2011.

Efter 30 år indenfor bankfaget, blev der midt i 1990 erne krise i landet og også indenfor pengeinstitutterne. Man skulle skære ned på omkostningerne og forsøge at rationalisere. I vores Afdeling i Brønderslev blev der også skåret ned og 5-6 kolleger måtte forlade afdelingen. Jeg selv undgik, men blev senere forflyttet til Frederikshavn, og efter tre år der,  blev det så min tur til sammen med fire kolleger, at måtte forlade banken i 1997  51 år gammel. Jeg havde da været i banken i 35 år, heraf de 32 år i Brønderslev.
Det viste sig dog hurtigt et nyt job til mig i Brønderslev Hallen, hvor jeg blev økonomiansvarlig. Her fik jeg så lov til at være i godt fire år, hvor der så skulle ændres i administrationen. Der gik dog kun kort tid inden jeg igen blev hentet til et job som økonomiansvarlig i en større erhvervsvirksomhed i Brønderslev. Indrømmet, det var en større mundfuld end jeg var uddannet til, så det varede blot et år. Herefter var jeg på dagpenge fra 56 år indtil 60 år hvor jeg gik på efterløn og blev folkepensionist som 65 årig i 2011.
Allerede i år 2000 solgte vi huset i Brønderslev for at bo permanent i Sommerhuset i Kryle Klit, som vi havde udvidet og fået indrettet til helårsbeboelse og hvor vi gerne ville være. Så da jeg blev ledig, kunne jeg tumle mig på de tilkøbte 7,5 tdr. land skov, med bl.a. fældning og plantning, mens Else Marie fortsat arbejdede i Brønderslev.
Men i 2007 havde vi bestemt, vi ville flytte til Sæby, det var der mange der gjorde. Sæby har skov og strand og hygge. Så endnu engang skulle vores hjem sælges og vi fik hurtigt sommerhuset godt solgt, så vi både kunne købe en ny andelsbolig i Sæby og et nyere sommerhus ved Saltum Strand.

Vi boede 4 år i Sæby, men Vestkysten trak.   Selv om vi havde en skøn bolig i Sæby, ville vi gerne tilbage til vestkysten. Så sommerhuset i Saltum fik den store overhaling og vi fik opført en stor garage. Så i 2011 flyttede vi på ny igen permanent i sommerhus i Saltum, hvor vi befinder os godt.

Efter at Else Marie også kom på efterløn, fik vi mulighed for at rejse, hvilket vi har gjort lige siden.

Vi har rejst i hele verden. Lange og korte rejser. Med fly og på krydstogter. I egen bil og med campingvogn.

Europa på kryds og tværs, flere østlande, Rusland,  Ægypten, Tunesien, Israel, Canarie Øerne, Øerne i  Middelhavet, Thailand, Vietnam, Singapore, Indien, Nepal, Bali, Sri Lanka,  5 uger i Syd Afrika projekt Børnehjem, Mellem Østen, Dubai, Suez Kanalen, Nord Amerika (både nord fra øst til vest og syd staterne) og Syd Amerika, Mexico, Vest Indiske Øer, Norden,  Færøerne, Island, Nordkap plus mange skønne steder i Danmark og mange flere kunne nævnes.

Gennem mere end 20 år har vi kørt med vores campingvogn i hele Europa, flere gange har vi været afsted helt op til seks uger og nydt, at vi også  har haft den mulighed. Vores motto er “At rejse er at leve”. Vi håber at vi kan gøre det længe endnu.

Vi har også haft tid til at hjælpe pigerne og deres familier i Brønderslev med pasning af børn og diverse ombygninger, og har de senere år også været sammen med dem og deres familier på rejser her i Europa.

Vi har søskende begge to, med dem  har vi  megen kontakt og har desuden en god og trofast vennekreds.

Vi har fået nye bekendte i Saltum også via vores frivillige arbejde på Egns Samlingen i Saltum, hvor vi nyder at komme. Der har vi fast en formiddag om ugen og kommer der ikke mindst for det sociale samvær.

Februar 2020 – Jens Otto