Et tabt paradis – Åsendrup Skole
Elever og lærer foran Åsendrup skole 1931
Betsy Sand Mortensen, Pandrup, der var elev i den i 1955 nedlagte Åsendrup skole, mindes i denne artikel sin barndoms skolegang for et halvt århundrede siden.
VT 17.09.1961.
Jeg står ofte i de tidlige morgentimer ved mit vindue og følger med øjnene de små purke, der glade og veloplagte er på vej til deres fine nye, næsten palæagtige skole. Velklædte, med fine skoletasker over skulderne og med fine nye skinnende cykler, noget der nu om stunder kun betragtes som en selvfølgelighed.
Og så går der vilkårligt en vemodig tanke til min egen skoletid, til barndommens tabte paradis”, til tiden før første verdenskrig. Mit hjem lå lige udenfor Løkken syd for sognegrænsen til Vrensted sogn i Åsendrup kær. Vi hørte derfor skolemæssigt til den 34 mil borte fra Løkken liggende Åsendrup skole.
I dag forstår man dårligt, at disse otte-ti børn ikke kunne optages i Løkken skole, så meget mere som der var løst sognebånd til Løkken kirke. Der fandtes ganske vist skiftende små private skoler, men efter den tids økonomiske forhold var det kun de mere velhavende, der havde råd til at lade deres børn undervise der – uanset evner.
I dag kan vi heldigvis i velfærdsstaten Danmark glædes over, at sådan er det ikke mere, og lad os så ikke glemme det, når vi så ofte jamrer over de høje skatter og de dyre, flotte skoler.
Nå, det var om min lille landsbyskole, jeg ville fortælle. En landsbyskole kunne man vist egentlig ikke kalde den: den lå nemlig ganske alene midt imellem det vestlige og østlige sogn, og vi få børn hørte altså til den yderste grænse af dette skoledistrikt.
Skolen er forlængst nedlagt og solgt som landbrugsejendom, idet der, som til de fleste små skoler på landet, hørte landbrug til, i de sidste år i skolens historie vist kun drevet af den sidste lærer ved skolen, lærer C. M. Pedersen. Skolen var toklasset med førstelærer og lærerinde, og der har gennem årene været knyttet flere kendte og dygtige skolefolk som lærerkræfter hertil. En af de første var den senere borgmester i Brønderslev, Markus Hansen, og hans hustru Oline Hansen, der også underviste. Senere kom lærer Dalum og i min tid H. M. Rosenkilde og lærerinde Marie Mikkelsen af den kendte slægt fra sognefogedgården i Nr. Lyngby. Den sidste lærer var den førnævnte C. M. Pedersen. Han var ligesom Markus Hansen og frue meget stærkt politisk interesseret, så det var, ligesom der var politik i luften omkring den lille skole.
Der fortælles, at før i tiden, når en ny lærer skulle ansættes, måtte denne først gøre rede for sit politiske standpunkt før man ville gå over til den egentlige ansættelsessamtale, og C.M. Pedersen har måske hos Markus Hansen fået sine første politiske impulser, der har ført ham til tillidsposten som formand for et politieke parti. Vejen til dette har dog været lidt bugtet ligesom den gamle sti, vi travede ad til skole. På min første skoledag nåede mine kammerater og jeg ikke derop til tiden kl. 8, og vi måtte derfor stå i gangen til morgensangen var sluttet. Jeg husker tydeligt, at det var salmen Gud skal alting mage. – Jeg stod træt og modløs og lyttede til salmen, hvorí linien ”som Gud elsker sine” forekommer. I min barnlige fantasi forbandt jeg disse linier med, at der måtte være en, der hed Sine, som Gud elskede, og det faldt godt i tråd med, at et af de bedste mennesker, jeg kendte, hed Sine. Dette kastede på en måde et forsonende skær over den triste, mørke vinterdag, der indledte et afsnit af min barndom.
Det varede lidt, inden jeg faldt til i de fremmede omgivelser. Jeg var født ved havet i et hjem, hvor alt var afhængigt af dagens vind og vejr og udsigten til at komme ud på fiskeri, og da min far også var leder af det stedlige redningsvæsen fik jeg tidligt indblik i livets alvor ved den åbne kyst.
Det hjalp mig meget, at min lærerinde, frk. Mikkelsen, selv var født ved havet og ligesom forstod mig. Derfor kunne ingen være mere stolt end jeg, da frk. Mikkelsen i en dansktime overlod mig at fortælle min klasse om det danske redningsvæsen.
Det jeg bedst mindes hos min lærerinde er alle de små, dejlige sange, hun lærte os — særlig forårssangene, bl. a. ” Våren er i luften”, og ”Sorte stær på grene”, om David, der slog Goliat, Abraham i Mamrelund og mange flere. Kun én sang, vì meget ofte sang, kunne jeg ikke forlige mig med, og jeg sang derfor meget sjældent med. Det var ”Til våben, brødre, tag bøssen fat”.
Jeg var 13 år, da den første verdenskrig brød ud, og al dens rædsel og gru, som vi læste om, gjorde et dybt indtryk på mit følsomme sind, og fra den tid: har, jeg vist altid været ”antimilitarist”. Senere i livet har jeg dog forstået; at min lærerinde hadede vold og krig lige så stærkt som jeg selv.
Frk. Mikkelsen var en sjælden rank og myndig dame, velbegavet og selvstændig. Således havde hun ladet sit sorte hår klippe ganske kort, og det var absolut ikke efter datidens skik og brug, men hvor det klædte hende. Jeg husker også, at hun, når hendes mor fra sognefogedgården var på besøg, bad hende overvære undervisningen, og vi børn forstod, at vi her havde en meget kyndig censor.
Vor skoledag om vinteren var fra kl. 8 til kl. 16 med en times middagspause. Vi måtte altså starte kl. 7 hjemmefra, det meste af tiden i buldrende mørke, og vi nåede heller ikke hjem ved dagens lys. Nutidens praktiske fodtøj, gummistøvler, og lange benklæder kendte vi jo ikke, men vi havde solide træsko, der hen på vinteren fik en ekstra ring sat under – altså blev ”skoet”.
Min mor tog, når vejret var særlig koldt, en glød fra kakkelovnen og varmede vore træsko med den, og vi fik et par gamle sokker udenpå, godt med sukkermellemmader i tasken, og så gik det i trav over de sneklædte marker for at holde varmen. I mine sidste skoleår byggedes Hjørring-Aabybro-banen, og da banen var stukket ud, fik vi her en lettere og hurtigere vej tværs over marken til skolen. Det var jo dengang, da der var vinter til, men også dejlige, varme somre. Vi gik kun i skole en dag ugentlig fra maj til november – hver onsdag og mødte da kl. 7. Det var tidligt, men hvor var det dejligt i de tidlige morgentimer på vor skolesti og over de grønne marker. Også forårstiden var dejlig; særlig glade var vi den første dag, vi kunne nå hjem, mens det endnu var lyst, og glade var vi, når vi hørte de første Fuglestemmer, der meldte vårens komme. Jeg er sikker på, at den glæde, jeg hvert år føler ved at høre den første lærke synge over en grå og tåget mark, stammer fra min skoletid.
Man kan vel undres over, at man skulle have en skoledag paa otte timer til de forholdsvis få fag, der blev undervist i, men vi syntes dog, der var nok at lære. Religion, dansk, skrivning, geografi, regning og en times sang, samt en ugentlig håndarbejdstime var hele repertoiret, og i skrivning og regning var der vist ikke mange i de højere skoler, der kunne slå os ud.
Jeg husker, vi skrev politikeren Bergs fyndige ord »Gå aldrig på akkord med uretten« side op og side ned, til det blev til skønskrift.
Når vi havde sunget aftensang, var der kapløb ud af skolen for at komme ned til vejen for om muligt at få lov at køre med en vogn, der havde ærinde til Løkken.
En forårsdag i 1912 mødte vi en mand, der fortalte, at kongen var død. Det gjorde nu ikke særligt indtryk på os, og vi blev hurtigt enige om, at det måtte da vist kunne give os en fridag.
Julefest og udflugter kendte vi ikke til, havde kun hørt, det var skik paa de finere skoler. Jeg dristede mig en dag til at spørge vor forbavsede lærer, om vi ikke kunne få lov til at rejse en tur med den fine, ny bane, der blev indviet i 1913. Vi fik lov, og turen gik over Hjørring til Tolne skov. Det blev en dejlig dag, og hele turen kostede 125 øre foruden de røde sodavand. På hjemturen besøgte vi Vendsyssel Tidende, hvor vor lærerindes bror var redaktør, og hvor vi vel af samme grund blev trakteret med jødekager.
Julen blev forbigået i stilhed i skolen bortset fra et par julesalmer den sidste dag. Da vi havde sparet sammen til vor lærer, der et år til jul lå syg, købte vi en dejlig rødhættefigur, som vi overbragte ham på sengen, idet vi ønskede glædelig jul, glade over, at når vi, mødtes igen, gik mod lysere dage.
Hvad mon man i dag ville sige, hvis man blev præsenteret for datidens skolehygiejne. En overgang var der på skolen mange potter både, ude og inde i udhus og stald. Vi havde en gammel vandpumpe, der meget nødigt gav vand, og da vi en dag gennem dækslet så en masse døde rotter i vandet, blev vi enige om at demonstrere ved at møde alle som én med en flaske vand hjemmefra. Der skete dog ingen forbedring af den grund.
Rotterne huserede også slemt i vort ”đas” og underminerede til sidst helt stengulvet, der lignede ruiner på et gammelt slot. Det forhindrede dog ikke, at vi piger hver dag tilbragte hyggestunder sammen på det fælles tremandsrum, og her er mange hemmeligheder og spændende forelskelser blevet drøftet. Årene gik dog hurtigt, og en dag var skoletiden slut. Vi havde set hen til denne dag med stor forventning, men trods alle strabadser med våde strømper, der blev tørret på fødderne, lang og sølet vej, mørke og kulde, var det alligevel vemodigt at sige farvel. Jeg skrev et vers i min venindes geografibog i dagens anledning, og jeg vil slutte disse små glimt fra min gamle skole med første vers af en sang, vi ofte sang, og som jeg synes passer på billedet af en lille skolepiges oplevelser og tanker for 50 år siden:
Vort jord liv er kun regn og rusk,
en nat, hvori vi græde,
vort jord liv er en rosenbuske
med solskin og med glæde.
Betsy Sand Mortensen-1961
