Svend Riis “Den store provokatør”

Svend Riis var barnebarn af den tidligtere købmand Riis, som havde forretning lige over for Kirkedammen i Vrensted. I Vrensted hed han “Bette Svend” sikkert fordi naboen havde en søn med samme navn, som var ældre end Svend Riis.

Hans mor Fie Riis, sangskriver og forfatter, med bopæl i Vrensted til ca. 1955, var datter af købmand Riis. Da købmand Riis døde blev forretningen solgt og ægtefællen Johanne Riis opførte det første hus på Sct. Thøgersvej nr. 2 hvor hun drev en trikotageforretning indtil hun fik en bolig i Ane Maries hus.

Som ca. 10 årig flyttede Svend med sine forældre fra Vrensted til Brønderslev hvor Svend tog sin Realeksamen og efterfølgende kom i lære som dekoratør.

Livet igennem har Svend tegnet og provokeret som nedenstående mindeord fortæller.

De sidste mange år, indtil sin pensionering, har Svend Riis arbejdet og boet i Fredericia med sin familie. Han har deltaget på mange udstillinger i loklområdet.

Vrensted betød meget for Svend.

Han fik i 2017, i Vrensted Forsamlingshus, til et “kan du huske” arrangement, lejlighed til at fortælle om sin barndom i Vrensted.

Svend er nu død som 73 årig.

Svend har lagt fotografier ud på nettet af mange af de billeder han i årenes løb har tegnet og malet, heraf mange provokerende.

Jens Otto Madsen, barndoms kammerat

Mindeord skrevet af Thomas Lægaard, Fredericia Avisen, den 24.07.2018

Hvil i fred Svend Riis – den store provocateur

Jeg er på ferie langt væk fra den daglige gang på Fredericia AVISEN. Til morgenkaffen i går læser jeg på Facebook, at min gamle ven og inspirator Svend Riis er gået bort.

Som en yngre mand, der var flyttet til Fredericia og ikke havde fundet en vej ind i de lokale kunstkredse, var det en befrielse at møde en mand som Svend Riis. Vores første møde var mere eller mindre tilfældigt og handlede om den lokale udstilling Kunst for Alle i kunstsalen i Kongensgade 111.

Jeg malede på det tidspunkt noget abstrakt kunst og graffiti, men havde masser af ideer, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle med. Mit første møde med Svend satte så mange ting i gang hos mig, og det var beviset på, at en stor del af mig fandtes som en ældre person. Svend lærte mig, at kunst skulle have noget på hjertet og det måtte hellere end gerne stikke ud og provokere. Hvis det ikke stillede spørgsmålstegn eller satte tanker i gang, så kunne jeg ligeså godt male åkander til at hænge over sofaen.

Året efter til Kunst for Alle fik jeg lov til at udsmykke indgangspartiet til udstillingen, jeg husker, at jeg gerne ville imponere Svend. Svend var på mange måder hurtigt blevet min mester og inspirator, han lærte fra sig og han grinte ofte højt og længe af mine skøre ideer og tanker. Svend røg altid også indenfor og i bilen, der var mange ting ved Svend generelt som var fra en svunden tid, det vil jeg altid elske ham for. Mit første job med at male indgangspartiet var første svendeprøve, min teknik var elendig, men Svend kom og tilså mit værk undervejs. Jeg malede resterne af Kemirabygningerne med teksten Ground Zero. Det var tankerene om, at noget forfærdeligt var sket ligesom 9/11 og så nygenopbyggede man grunden. At sammenligne giften fra Kemira med en terrorhandling faldt ikke i god jord hos beskuerne eller de andre arrangører, men Svend var stolt. Jeg fandt ud af, at jo mere jeg turde forarge borgerskabet, jo mere stolt blev Svend.

Svend sagde en gang til mig, “Du skal skide på om der er nogen lokale, der kan lide det du laver, en dag forstår de det du laver, et andet sted. Så kommer alle de lokale og synes du er genial, lad være med at tænke på dine naboer tænk meget længere ud”

Mit venskab med den aldrende herre voksede, det var som om at Svend havde en mission med mig. Jeg fik chancen igen året efter og der gik Svend og jeg lidt ned med skibet på samme tid, når det kom til Kunst for Alle. Jeg ville imponere Svend og han ville gerne se, hvor langt jeg turde at gå. Svend lærte mig noget, jeg godt vidste, men ikke turde, Svend gjorde mig modig. Det var ikke sådan, at jeg var en dukke med Svends hånd oppe i, han forstod balancen af inspiration. Jeg fortalte Svend om min ide, og han rystede på hovedet. Så grinte han og sagde jeg var tosset, klappede mig på skulderen og sagde jeg var en god dreng. Jeg ville prøve at fordanske ordet Jihad, det skrev jeg med glade farver og bogstaver. Rundt om skriften lavede jeg logoer for organisationer som på mange måder kun kunne være i krig med hinanden. Logoerne var de Autonomes, McDonalds, EU, Bøssernes Befrielsesfront, Christiania, og til sidst hagekorset. Vi vidste ikke, hvordan folk ville reagere, vi forstod jo godt budskabet, vi troede, at ordet Jihad var det største problem. Men allerede før udstillingsstart, ville nogle bag udstillingen have det fjernet. Men der viste Svend format og tog mig i forsvar, desværre så de fleste kun et hagekors. Jeg blev kaldt forræder og nazist, det sjoveste i hele misèren var, at ingen så der stod Jihad med kæmpe bogstaver i midten. Der kom en masse omtale og jeg indgik et forlig med at male mit værk over efter udstillingen, så pressen kunne tage et billede. Jeg husker Svends reaktion, da jeg skulle male det over, hans blik viste tydeligt, at jeg var en kylling. Ja, jeg var en kylling den dag Svend, det havde du ikke lært mig. Efter det var jeg ikke inviteret til at male indgangspartiet mere, og Svends aktiviteter omkring udstillingen ebbede også ud.

Jeg skylder Svend meget, jeg savner allerede Svend meget og jeg skal nok love at fortsætte med at sige min mening og stadig provokere. Ikke bare provokere, men provokere, når jeg har noget på hjertet. Svend Riis var måske den største kunstner, der har været i Fredericia, for mig var Svend det helt sikkert. Tak for dit venskab Svend, jeg skal nok prøve at føre faklen videre.

Svend kaldte mig altid provokatør, men jeg kunne ikke nå Svend til sokkeholderne.

Tak for dansen Svend Riis og jeg sender de varmeste tanker til familien.