Med et blev alting stille
Kilde: Information den 7. september 2018
Jens Rosendal husker ikke, præcis hvordan det skete. Med ét blev alting bare mørkt og stille. Og da lyset og lydene igen vendte tilbage, sad han i en grøftekant og kiggede forvirret ud gennem forruden på sin bil. Han var kørt galt. For anden gang på kort tid havde han mistet bevidstheden bag rattet. Og selv om han på sin vis var lettet over at ingen, heller ikke denne gang, var kommet til skade, stod det samtidig klart for ham, at en epoke nu måtte være slut. Det er ikke mere end en måned siden, at han afleverede sit kørekort og sagde farvel til et langt liv som bilist.
»Så sådan er dét,« siger han.
Han sidder i sit lille lavloftede hus i Ballum i Sønderjylland og trommer let med fingrene i bordet.
»Men det er da lidt hårdt, for jeg havde jo helt glemt, hvor mange ting man egentlig bruger sådan en bil til. Som nu for eksempel i morges, da jeg ville hente rundstykker til os,« siger han og peger på brødkurven på bordet: »Hvad gør man så?«
Nå, ja så ringer man til sin gode ven, Svend, som bor nogle huse herfra, og beder ham om at tage en pose håndværkere med oppe fra købmanden, og på den måde går det jo alligevel. Det gør det som regel. Også selv om det ikke altid går, præcis som man havde forestillet sig.
Det er Jens Rosendals egen historie et levende bevis på.
Egentlig skulle han have været landmand som sin far. Men Jens ville hellere være købmand. Og så endte han i stedet med at blive lærer og tilbringe det meste af sit liv i højskoleverdenen, først som underviser og forstander, siden som højskolebladsredaktør og sangskriver.
Jens Rosendal er et af den slags mennesker, de fleste kender uden måske selv helt at vide det. Den beskedne vendelbo løber ikke med overskrifterne, men hans navn står alligevel diskret placeret hen over to salmer i Salmebogen og tretten sange i Højskolesangbogen, hvilket gør ham til den nulevende forfatter, som er bedst repræsenteret i sangenes blå bog.
Navnlig én af hans sange er med tiden blevet noget nær folkeeje. Han skrev den på en halv time under en svimlende forelskelse i 1981, og sangens første verselinjer klinger velkendt hos de fleste sangglade danskere:
Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!
I dag er »Forelskelsessang«, som den egentlig hedder, oversat til 18 sprog, det er en af de mest ønskede sange i Giro 413 og en nyklassiker i den Højskolesangbog, som netop nu er ved at blive revideret for 19. gang. Sangen synges regelmæssigt til både bryllupper og begravelser, konfirmationer og navngivningsfester, og nye generationer af unge bliver ved med at finde inspiration i det universelle kærlighedsbudskab, som slår fast, at »livet, det er livet værd«.
Da Jens Rosendal skrev sangen for knap 40 år siden, havde han en specifik kærlighed i tankerne. En umulig kærlighed. Ikke alene var der tale om en 30 år yngre elev på den højskole, hvor han underviste. Der var også tale om en fyr. Jens Rosendal havde brugt et halvt liv på at bilde sig selv og alle andre ind, at han hvilede lykkeligt i rollen som ægtemand og familiefar. Nu brød illusionen endeligt sammen.
Med »Du kom med alt det der var dig« stod han for første gang ved sin homoseksualitet, brød ud af sit ægteskab og fandt sammen med den unavngivne kærlighed fra sangen. De to nåede at leve sammen i 20 år, inden Ulrik, som han hed, pludselig faldt død om i 2001. 39 år gammel.
Alt det er jeg taget til Ballum i Sønderjylland for at tale meget mere med ham om.
En ny virkelighed
Jens Rosendal står allerede foran sit stråtækte hus og vinker, da jeg ankommer. Iført stribet skjorte, cowboybukser og tennissko. Han bor i et gammelt, hvidkalket bondehus fra 1700-tallet med dekorerede kakler på væggene og vinrøde træbjælker under loftet. Han købte det som et sommerhus i 1968, men de seneste tyve år har det været hans faste bopæl.
»Nu skal du bare tage for dig,« siger han, da vi kommer indenfor. Han har stillet det gule kaffestel frem på bordet og hældt kaffe på kanden. Det har taget tid at dække op, for tingene går ikke så hurtigt, som de har gjort. Jens Rosendal er blevet 86 år, og det kan mærkes. Det værste er ikke besvimelsesanfaldene, knogleskørheden eller de daglige besøg af hjemmehjælpen. Det værste er tempoet.
»Jeg er blevet så uendeligt langsom – til alt muligt,« siger han og smiler lidt forlegent.
»Og det kan man ikke sådan helt forklare, for man plejede jo at blive færdig med sagerne i en fart.«
Jens Rosendal har skrevet sange i en menneskealder – lige siden han som 12-årig forfattede sit allerførste værk: en ode til et nyt kuld grise på barndomsgården. Da faderen så hans rim, udbrød han, at hvis han kunne skrive sange til grise, så kunne han vel også skrive en salme til sin lillebrors dåb – så det gjorde han.
Siden har han ifølge egne beregninger skrevet over 1.000 sange. En del om fædrelandskærlighed og EU-modstand, en hel del om forelskelse og kristendom og de senere år også adskillige om Vadehavet, som hver dag hæver og sænker sig med tidevandets kommen og gåen lige uden for hans vinduer. Sangene har givet ham tilnavnet ’Vadehavets digter’ og en titel som ’æresborger’ i Tønder Kommune, den første nogensinde. Til hans 80-årsfødselsdag forærede borgmesteren ham tilmed en egetræsbænk med inskriptionen »Jens Rosendals Bænk« – som tak for hans mange sange.
»Men nu tror jeg ikke, at jeg skal skrive flere,« siger han med et mål af ubarmhjertig selverkendelse: »For jeg er ikke sikker på, at de længere har den intensitet, sange skal have. De er blevet lidt slappere i det.«
Sådan ser realiteterne ud for Jens Rosendal anno 2018. En lang karriere som sangskriver synger på sidste vers. Men der er ingen bitterhed at spore i hans stadig knitrende blik. Nogle omstændigheder kan man bare ikke ændre på. Man må i stedet finde en måde at leve med dem på. En måde at udholde dem på. Det lærte han fra en tidlig alder.
Barndommens usynlige regler
Jens Rosendal er født i 1932 og opvokset på en gård i det østlige Vendsyssel. Faderen var landmand (»ikke en fantastisk dygtig landmand, men en flittig landmand«), og moderen var hjemmegående landbokone.
Barndomshjemmet var stærkt præget af faderens indremissionske tro. »From« er det ord, Jens Rosendal selv bruger om ham – med tilføjelsen: »Måske lidt for from. Og det kunne han som godt have sparet sig, for vi børn var sådan set ordentlige nok.«
Den religiøse fromhed viste sig især i en række usynlige leveregler, som Jens og hans seks søskende instinktivt lærte at rette sig efter. Det var dyder som nøjsomhed og arbejdsomhed – og så var der en tredje:
»Man skulle helst komme igennem en dag uden at have vakt opsigt. Tingene skulle helst foregå stilfærdigt og roligt. Der skulle ikke være nogen skejen ud her og der.«
Alligevel var Jens Rosendal ikke gammel, før han opdagede en lille sprække i barndomshjemmets ellers så solide fundament. Jens Rosendals mor var ud af en mere frisindet familie end faderen, og det medførte et indbygget konfliktpotentiale.
»Min mor var glad for at danse. Det brød min far sig ikke om. Men i Thorshøj blev der hver sommer afholdt et asfaltbal, og dér tog min mor så alligevel hen og dansede imod hans vilje. Det var første gang, jeg opdagede, at der var nogle revner i mine forældres ægteskab. At de ikke delte helt samme normer.«
Særligt én episode åbenbarede hans forældres forskelligheder for ham. Det var i forbindelse med en begravelse. Hans mor ville gerne købe en ny frakke til lejligheden, fordi den gamle var slidt og trængte til at blive skiftet ud, mente hun. Det mente hendes mand ikke.
»Min mor var nok lidt forfængelig, og hun var under alle omstændigheder mere large i forhold til at bruge penge, end min far var. Han ville allerhelst bare have dem samlet sammen. Så han sagde, at de ikke havde råd – og så slog min mor bak. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan hun stod dér ved sit strygebræt med ryggen mod stuen, hvor vi børn sad sammen med vores far. Og så pludselig stod hun og græd,« siger Jens Rosendal.
Men det var ikke gråden, der gjorde udslaget. Det var den trussel, hun ledsagede tårerne med.
»Hun sagde, at hvis hun ikke fik en ny frakke, så ville hun slet ikke tage med til begravelsen. ’Så kan du tage af sted selv,’ sagde hun – og det var den værste trussel, hun overhovedet kunne komme med: ’Du er ikke rigtig klog,’ sagde min far, ’hvad vil folk ikke sige?’ Og så endte det med, at han gav sig og kørte til Østervrå for at købe en ny frakke.«
Jens Rosendal smiler lidt for sig selv. Han kan godt lide historien, for den viser, at der var en grænse for den ellers så principfaste faders dominans. At der var måder at smyge sig uden om hans vilje på.
»Mit forhold til min far var sådan set godt nok,« siger han. »Men det var ikke noget åbent, nært og varmt forhold. Det var mere sådan et typisk faderforhold. Han var normgiveren, og jeg var ham, der levede op til normerne. På de fleste felter i hvert fald. Men så var der ét felt, hvor jeg ikke helt kunne være med.«
Drømmefyren Jens Rosendal var omkring 11-12 år gammel, da han første gang fik fornemmelsen af, at drenge var mere interessante end piger. Det var ikke en åbenbaring, der ramte ham som et himmelsk lys. Det var snarere en gradvis erkendelse, der kom krybende i ly af natten.
»Det begyndte i drømme ved, at en stemme talte til mig. Og efterhånden gik det op for mig, at det ikke var en pige, men en dreng, der talte. Jeg kunne ikke selv sige noget til ham, men han kunne tale til mig, og hvis jeg tog ham i hånden, ville han sige noget i retning af, at ’det er vel rigtignok dejligt’.«
Jens Rosendal smiler lidt ad sin egen uskyldighed.
»Det var jo tydeligvis mine egne ønsker, han udtrykte.«
Men dengang var der ikke noget at smile ad. For som ung, bibelkyndig vendelbo vidste Jens Rosendal udmærket godt, at han var på vej ud ad et forkert og farligt spor. Det stod jo lige dér, sort på hvidt, i 3. Mosebog: »Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.«
I øvrigt behøvede Jens Rosendal ikke Bibelen til at fortælle sig, at han var »uden for alle streger«.
»Det lå bare i luften, at det var noget, man for alt i verden skulle holde sig fra. Og at hvis man gik ned ad den vej, så var man langt ude.«
Så Jens Rosendal forsøgte i stedet at gå samme vej som sine jævnaldrende kammerater, der så småt var begyndt at tale om piger og få kærester. Og faktisk var det ikke ren forstillelse.
»For jeg kunne godt se, at en piges albue kunne være så pæn, så pæn at kigge på. Men der var bare ikke den dér nerve på, som der var, når det var drenge. Og mine forhold til piger strejfede aldrig noget seksuelt.«
Den dorske bibliotekar
Udadtil spillede Jens Rosendal rollen som den fuldstændig gennemsnitlige provinsdreng. Men i det skjulte begyndte han at udleve et andet og mere vovet ungdomsliv. Det foregik især om eftermiddagen på biblioteket i Østervrå. Det var det perfekte mødested for drenge, der havde det ligesom ham – eller som bare ønskede at øve sig lidt på hinanden, inden de skulle ud med pigerne. På biblioteket havde de ikke alene et åbenlyst påskud for at mødes. De havde som regel også en gabende tom læsesal til rådighed, der tilmed havde den fordel, at den blev bestyret af »en meget dorsk bibliotekar«.
»Han så ikke noget som helst,« griner Jens Rosendal.
»Man skulle bare sørge for at sidde ved siden af hinanden ved et af de runde borde. Så kunne man både kysse og røre ved hinanden, uden at nogen så det. Det var jo utroligt!«
– Du var ikke bange for at blive opdaget?
»Jo, det er da klart. Jeg ved faktisk ikke, om der var nogen, som fandt ud af, hvad der foregik. Det var der måske. Men så har de formentlig bare trukket sig. Folk ønskede jo ikke at komme i klemme.«
»Og mine forældre …« fortsætter han efter en lille pause: »Jamen jeg tror slet ikke, de havde nogen fornemmelse for det. Sådan noget bøsseri. Det var fuldstændig lukket land for dem. Helt uden for alle kategorier. Det fandtes slet ikke i deres verden.«
Jens Rosendal sender et blik ud ad stuens hvidsprossede vinduer. Et sted derude findes Gud. I den gråtunge himmel, der spejler sig i Vadehavet; i vindens usynlige tag i trækronerne; i kroppen, i hjertet, i hver eneste vejrtrækning. Gud findes overalt. Hvis man tror. Og det gør Jens Rosendal. Nærmest i trods. For med årene er det blevet stadig mere tydeligt for ham, at barndommens forkvaklede udgave af kristendommen ikke er den eneste mulige. At det at tro også handler om kærlighed. Om barmhjertighed. Om tilgivelse. Det vidste han ikke som dreng.
»Jeg ville gerne have kunnet sige til mig selv dengang: ’Jens, din fornemmelse af Vorherre som Ham, der kan rumme og velsigne alt, er god nok!’ Men det ville have været fuldstændig vanvittigt at udbasunere i de cirkler dengang. Også selv om det jo var rigtigt nok.«
– Er der andet, du i dag gerne ville have kunnet sige til dig selv som ung?
»Så skulle det være: ’Du kan godt lave revolution nu, men det får du ikke noget ud af. Du skal bare fortsætte, som du gør, for det er den eneste måde at komme igennem det på. Og en dag vil du se, at det er ikke uoverkommeligt. At der også er et liv, der dur til dig’.
Hvor billigt kan jeg slippe?
Sin magre skikkelse til trods fylder Jens Rosendal hele stuen ud med en ukueligt optimistisk tilstedeværelse. »Badam, badam,« synger han, hver gang han rejser sig fra sin plads ved bordet og går ud i køkkenet for at lave mere kaffe. »Badam, badam,« siger han, når han sætter kurs mod bogreolen for at trække en litterær reference ind i samtalen. »Badam, badam,« siger han. Gang på gang, uden at han tilsyneladende selv registrerer det. Ordene flyder bare naturligt med, hver gang der ikke er noget andet at sige. Som en musikalsk polyfilla, der fylder samtalens huller ud.
Der er navnlig én periode i Jens Rosendals liv, som er svær at tale om. Det er den, der omhandler hans skilsmisse. »Badam, badam.« Men der er ingen vej udenom. Heller ikke selv om han helst var fri.
Jens Rosendal har tre børn, to sønner og en datter. Og så har han en ekskone. Han mødte hende, da han blev ansat som lærer ved Brøndbyøster Skole på den københavnske Vestegn i 1954.
»Hun var ret bevidst om, hvad hun ville, og jeg var så tilstrækkelig tilpasningsdygtig, at jeg sagde: ’Okay, så prøver vi det’,« siger han.
Han flytter lidt formålsløst rundt på sin kaffekop, inden han fortsætter:
»Det var jo tosset. Og hvis der var nogen, der på noget tidspunkt skulle være gået i rette med mig, så var det dengang, hvor de skulle have sagt: ’Hvad er det dog du laver, Jens, du ved jo godt, hvem du selv er!’«
– Du var klar over, at du var ude på dybt vand?
»Jeg vidste, at det ville blive dyrt, uanset hvad jeg valgte. Hele min omgangskreds, både min mor og min far, var jo vilde efter, at jeg fik fat på en pige, så de kunne komme videre i deres familieplanlægning. Det pres kunne jeg tydeligt mærke. Det lå i små spørgsmål og konstateringer som: ’Bliver du ved at komme alene?’ Og så har jeg på et eller andet tidspunkt spurgt mig selv: ’Hvor billigt kan jeg slippe?’«
Alligevel var det ikke med den sorteste samvittighed, at Jens Rosendal i 1960 sagde ja til sin kommende hustru i Brøndby Øster Kirke. For han holdt virkelig af hende. Sådan helt oprigtigt. Og så havde han samtidig »en tilsneget tro på«, at hvis nogen skulle kunne »redde« ham fra homoseksualiteten, så var det hende.
»Og sådan tror jeg, mange bøsser i min generation tænkte. Jeg kender flere, der har stået med akkurat samme problem i deres liv. Ulrik, som jeg mødte senere, var en af dem, der var blevet drevet så langt ud af det dér omverdenskrav, at han blev katolik og gik i cølibat. For så holdt folk jo op med at spørge til det med kone og børn. Og så var der pludselig mange ting, der kunne lade sig gøre. Så var mistænkeliggørelsen væk.«
Godt 20 år nåede han at være gift, inden Ulrik kom og »sprængte hver en vej« og tvang ham til at erkende, hvad han allerede godt vidste, men ikke havde turdet at tage konsekvensen af. Det gjorde han nu. Men i en vis forstand sprang Jens Rosendal aldrig ud, siger han selv. Han listede snarere ud. Og hvis han for alvor fortryder noget i sit liv, er det, at han ikke kunne gøre det uden at såre nogle af de mennesker, han holder allermest af.
»Men selv om jeg var en kryster, så ser jeg tilbage på mit ægteskab med en følelse af stor taknemmelighed. At vi nåede så langt sammen. At vi fik tre dejlige børn. Og at vi efterfølgende formåede at komme op af de huller, vi havde siddet fast i,« siger han.
Så godt skulle det være!
Igennem alle årene har Jens Rosendal bevaret sit kristne udgangspunkt. Selv i »Du kom med alt det der var dig« rykker Vorherre ind i sangens to sidste vers som en glad festarrangør, der kysser »hver benovet gæst i kærlighedens sale«. Da sangbogsudvalget bag Højskolesangbogen besluttede at optage sangen i 1985 var det ellers med reservationer over for netop de to sidste religiøse vers, som man mente »forekom påklistrede«. Men for én gangs skyld kom svaret kontant og uden omsvøb fra den ellers så ydmyge og omgængelige sangskriver:
»Kære Sangbogsudvalg! Den sang har fem vers,« skrev han – og derved blev det.
Men hvorfor har Jens Rosendal holdt så stædigt fast i sin tro, når det samtidig var den kristne dogmatik, der forhindrede ham i at stå ved sig selv?
»For mig er kristendommen en forståelseshorisont,« forklarer han – og hvis man kigger sig om i stuen i Ballum, forstår man, hvad han mener: Fra toppen af en gammel dragkiste bøjer en englefigur ærbødigt nakken, fra væggen over bordet hænger den lidende Jesus og dingler i en halskæde, og fra en bogreol i hjørnet vender Bibelen ryggen til. De kristne symboler er vokset ind i hverdagen og omgiver ham med en form sjælelig tryghed. For sådan kan troen også være.
»Der findes forkvaklede udlægninger af alle religioner, men for mig handler kristendommen først og fremmest om at kunne sige som min fætter Åge – der bogstaveligt talt var en sjov fætter. Da han døde, fik han skrevet på sin gravsten: ’Så godt skulle det være’. Det kan jeg kun tilslutte mig. Sådan har livet også formet sig for mig – bedre end jeg har haft grund til at tro og håbe.«
Den folkelige sangs forvalter
Kærligheden til Ulrik blev ikke bare et personligt, men også et digterisk vendepunkt for Jens Rosendal. Op til da havde han især markeret sig som politisk aktivist og ivrig modstander af det daværende EF. Til eksempel skrev han i 1979 sangen »Engang var frihed ordet« – der også findes i Højskolesangbogen – med linjerne: »Nu beder jeg om grænser,/ for folket, som er mit,/ et land til at befæste/ det vi tør kalde frit.«
Med »Du kom med alt det der var dig« blev der pludselig åbnet op for en mere sårbar og følelsesbetonet side af forfatterskabet, som også banede vejen for hans senere gennembrud som moderne fortolker og forvalter af den folkelige sang.
Oprindelig var det dog slet ikke Jens Rosendals plan, at sangen skulle bruges til at ’springe ud’ med. Et enkelt sted i teksten havde han skrevet »næve« i stedet for »hånd«, men ellers bar sangen ikke præg af at være skrevet til en fyr. Det var først, da en journalist fra Jyllands-Posten under et interview i forbindelse med hans 50-årsfødselsdag i 1982 spurgte ham, om ikke han kunne løfte lidt af sløret for, hvem pigen i sangen var, at han pludselig hørte sig selv svare: »Nej, det kan jeg ikke. For det er ikke en pige, det er en fyr.«
Artiklen kom til at vække stor opsigt i de miljøer, Jens Rosendal selv færdedes i. Ikke mindst i kirkelige kredse blev der snakket meget.
»Jeg var selvfølgelig ikke bekendt med alt, hvad der blev sagt, men jeg kunne sørme godt fornemme, at snakken gik,« siger han.
Men sådan måtte det nu engang være. For Jens Rosendal kunne ikke længere holde ud at leve med sin hemmelighed – eller rettere:
»Jeg kunne måske godt leve med min hemmelighed, men jeg kunne ikke dø med den.«
Prisen for kærlighed
Tyve år fik Jens og Ulrik sammen, inden det i 2001 pludselig var slut. Uden varsel faldt Ulrik en dag om med et hjertestop.
»Jeg var i København for at holde foredrag, da jeg blev ringet op med beskeden om, at han var død,« fortæller Jens Rosendal.
»Lægen sagde, at det var sket på samme måde, som når man slukker for en kontakt. Han havde åbenbart en fejl på hjertet, som altid havde været der.«
Ulriks død efterlod Jens Rosendal i dyb sorg, og endnu engang blev det poesien, som hjalp ham med at sætte ord på det, der var for svært at tale om. Senere samme år skrev han »Kærlighedssang ved et tab« – eller »Som solskin over mark og hav«, som sangen også hedder – der gør status over deres tid sammen:
»Det følgeskab blev lykke her
hver dag var livet livet værd
og uden vej tilbage,
men prisen er så kæmpestor
for kærlighed på denne jord
dog aldrig skal jeg klage.«
I Højskolesangbogen følger »Som solskin over mark og hav« lige efter »Du kom med alt det der var dig« og slutter dermed en cirkel i Jens Rosendals personlige liv. Siden har han udbygget sin litterære hyldest til den homoseksuelle kærlighed med tre nye salmer. De er skrevet i 2012 i forbindelse med vedtagelsen af den nye kønsneutrale vielseslov, som gør det muligt for mænd at blive gift med mænd og for kvinder at blive gift med kvinder. I salmen »I dag er det glæden der fylder det hele« hedder det blandt andet:
»Og det som du skjulte og det som du knægted
tør du komme nær
for det du forrådte og det du fornægted
er kærlighed værd.«
»Det er så mærkeligt,« siger Jens Rosendal og kigger eftertænksomt frem for sig.
»I min tid har der været to store kirkepolitiske begivenheder, som fuldstændig har slået kolbøtter hen over hovedet på mig. Den ene var, da kvinder langt om længe fik lov til at blive ordineret. Og den anden var, da homovielser blev tilladt. Nu er der blevet rettet op på tingene, så vi næsten kan være det bekendt,« siger han og tilføjer med en blanding af beskedenhed og stolthed:
»Og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at sætte mærker på de ting. Det er alligevel lidt flot.«
– Så den unge Jens fra Vendsyssel kom alligevel til at vække lidt opsigt?
»Ja, han kom så alligevel til at flytte en hel masse. Sådan i forståelsesrammerne. Det gjorde han godt nok.«