JORDKLODEN SOM DET STORE PUSLESPIL
Både børn og voksne kan blive grebet af den passion at samle et puslespil af mange små puslespilsbrikker.
ALFRED WEGENER (1880-1930) er længe efter sin død blevet anerkendt for sin teori om, at jordens syv kontinenter engang har været samlet i ét samlet superkontinent, kaldet Pangæa (“Al-jorden”).
Begyndelsen til ideen om, at alle kontinenter engang har hængt sammen, fik han i en juleferie, hvor han undrede sig over, hvordan Sydamerikas østkyst og Afrikas vestkyst passede sammen som to store puslespilsbrikker.
Når han så på de store bjergkæder, forestillede han sig, at de kunne være opstået ved et sammenstød mellem enkeltdele af et Pangæa, som han forestillede sig lidt efter lidt var brudt op i kæmpemæssige plader.
Ved et sådant tænkt opbrud ville der – henover millioner af år – også opstå have som for eksempel Atlanterhavet.
Også Himalaya-bjergkæden med jordens højeste bjerge kunne være opstået ved et sammenstød mellem Indien, som i form af en ø var stødt sammen med Asien.
Mange geologer fra Alfred Wegeners samtid sagde vissevasse til sådanne vilde ideer.
De sagde til Alfred Wegener, der ikke var geolog, men astronom og meteorolog: “Skomager, bliv ved din læst!”
Alfred Wegener fremsatte sin teori for den lærde verden i 1912, men først i 1966 accepterede den lærde verden teoriens rigtighed, men dog ikke hans forklaring på, hvordan kontinentaldriften gik for sig. Det har videnskaben med den såkaldte pladetektonik siden fået helt hold på.
Alfred Wegener var som meteorolog
interesseret i at udforske jordens klima og deltog derfor i polarekspeditioner i Grønland. Ved deltagelse i í alt 4 polarekspeditioner i Grønland lærte han at tale flydende dansk.
Omkring sin 50-års fødselsdag i november 1930 deltog han i en ekspedition med hundeslæde i Nordøstgrønland. På denne ekspedition omkom Alfred Wegener på indlandsisen af sult og udmattelse.
36 år efter sin død blev Alfred Wegeners teori om kontinentalforskydningens rigtighed fuldt anerkendt af den lærde verden.
I dag kan man for eksempel konstatere, at Indien stadig bevæger sig et par centimeter mod nord om året.
Jordskælv i sig selv er vidnesbyrd om, at jorden ikke er en statisk og stillestående jordklode.
Jorden drejer sig en gang i døgnet om sin egen akse og en gang om året også omkring solen.
Og på jordens overflade og i jordens indre foregår der også kraftfulde bevægelser, som set over mange millioner år viser, at jordens kontinenter er som kæmpestore puslespilsbrikker.
Og dette puslespil er i en stadig flydende bevægelse.
“Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.
…….
Den flyver endnu i dans
om solen så ung og let.
………
For mig er jorden skøn endnu
som i skabelsens ungdomstid!”
(H.V. Kaalund, 1877).
