Hartkorn var oprindelig fællesbetegnelsen for de afgifter, bønderne ydede i naturalier – landgilde – til godserne. De forskellige afgifter, var i godsernes jordebøger angivet i forhold til i td. rug eller byg, der var “hårdt” korn i modsætning til havre, “blødt korn”.
Forholdene på de forskellige godser var afvigende, men normen for den almindelige beregning var følgende:
1 td. rug eller byg ………………………1 td. hartkorn
1″ gryn eller hvedemel ………………. 2 td. ”
1″ hvede eller ærter ………………….1 1/2 td. “
1” havre …………………………………..1/2 td. ”
1″ humle. …………………………………1/2 td. ”
4 læs enghø …………………………….1 skp. ”
12 gæs ……………………………………..1 td. ”
Efter enevældens indførelse 1660 indkaldtes jordebøgerne, og på grundlag heraf udarbejdedes en fælles jordebog for alle landets ejendomme, den såkaldte matrikel af 1664, hvori ejendommene skyldsattes i hartkorn.
Denne skyldsætning viste sig snart at være uretfærdig, idet ligningen på godserne som nævnt havde været noget forskellig, og man påbegyndte derfor i 1681 udarbejdelsen af en matrikel baseret paa jordens ydeevne – boniteten – der sattes i forhold til arealet og således angav det hartkorn, der skulle svares.
Ved boniteringen sattes agerjorden i klasse efter godhed; enge, overdrev og skove takseredes efter udbytte, de kunne frembringe, f.eks. antal hølæs, græsning, svins-olden m.m. Ogsaa mølleriet og enkelte andre erhverv blev inddraget heri og vurderedes efter indtægt, men enhedsbetegnelsen var stadig hartkorn. Trods mangelfuld opmåling og kortlægning var denne hartkornsskyldsætning i begyndelsen god og retfærdig, men da den i halvandet hundrede år blev benyttet som basis for grundskatten på landet, blev den paa grund af jordernes forbedring m.m. efterhånden mere og mere uretfærdig, hvorfor man i årene 1806-1822 udarbejdede Danmarks sidste matrikel, der dog først kom til at gælde fra 1844. Boniteringen var denne gang langt mere omhyggelig, og al agerjorden sattes i takst fra 1 til 24. Af de bedste jorder beskattedes 6 1/6 td. land (á 14.000 kvadratalen) til at yde i td. hartkorn. Paa Lolland og Falster gik der 9 4/5 tdr. land og i Ringkøbing amt 45 tdr. land til i td. hartkorn. Gennemsnittet for hele landet var 18 tdr. land pr. td. hartkorn.
Vurderingen tog ikke hensyn til beliggenheden, hvilket i forbindelse med den tekniske udvikling medførte, at de dårlige jorders værdi ved opdyrkning, transportanlæg m.v. steg stærkt, uden at dette medførte takstændring og følgelig heller ikke skatteforøgelse. Hartkornsskatten blev derfor utidssvarende, hvorfor man i 1903 vedtog loven om ejendomsskyld, hvilket betød en fuldstændig ophævelse af hartkornet som grundlag for skatter til stat og kommune.
