DA HUSTRUMISHANDLEREN SKULLE FOTOGRAFERES.
SÆBY:
BARNELIGET I BRØNDEN.
UHYGGELIG SAG FRA LENDUM.
Tirsdag den 8. maj 1928 om aftenen, opdagede man et barnelig i brønden hos en husmand i Lendum.
Man havde set noget dagen forinden i brønden, der så mistænkeligt ud.
For at være sikker, tømte man næste dag brønden for vand, og det viste sig, det ganske rigtigt var liget af et nyfødt barn, der var kastet i brønden.
Statspolitiet fra Frederikshavn blev tilkaldt, og mistanken faldt snart på en 23årig pige, der havde haft ophold hjemme hos sine forældre, som boede i nærheden af det omtalte husmandssted.
Hun blev afhørt, og tilstod, at hun tre-fire uger forinden havde født i dølgsmål men, at barnet var dødt, hvor efter hun gemte liget i nogle dage, og senere kastede det i husmandens brønd, hvor det havde lagt i længere tid.
Pigen var det man dengang kaldte udpræget åndssvag, og sagen ville utvivlsomt få alvorlige følger også for den, der var far til barnet.
Der gik endda rygter om, at der skulle være flere, som havde stået i forhold til den åndssvage pige, og da det var strafbart, ville sagen kunne få et større omfang.
Pigen blev foreløbigt anbragt på sygehuset.
En uhyggelig drejning tog sagen så, da den åndssvage piges broder blev anholdt for blodskam, og havde tilstået sin forbrydelse.
Mere uhyggeligt blev det, da obduktionen gav det resultat, at barnet havde levet efter fødsel, men var omkommet ved drukning.
Man så det for givet, at barnet var kastet levende i brønden.
Fortællingen om at hun gemte liget et par dage, måtte være falsk.
Det ville dog være højest usandsynligt, at hun selv var gået til brønden og kastet barnet i.
Man mente en anden havde været vidende om fødslen, og straks havde skaffet barnet af vejen.
Senere blev endnu en broder, der var gift anholdt og sigtet for blodskam.
Pigen indrømmede senere, at hun selv havde druknet sit nyfødte barn i brønden, rigsadvokaten valgte at lade tiltalen mod hende frafalde.
Hun blev kort efter løsladelsen sendt til Sprogø, hvor hun blev anbragt på øens åndssvagehjem.
.Mikkel Nielsen, Sæby
.
EN SKIKKELIG MAND.
For mange år siden omkring 1876 levede der her i Vendsyssel en købmand, der af de fleste blev anset som en meget skikkelig mand.
Han gjorde også alt, der stod i hans magt for at bevare det ydre skind, således var han en ivrig kirkegænger.
Biblen og salmebogen lå som oftest opslået på disken i hans butik.
Hver søndag og helligdag måtte folkene tidligt op om morgenen for at klare alting i butikken, så de kunne være færdige i tide til at komme i kirke.
Inden folkene fik lov at gå, rettede den ”skikkelige” købmand følgende spørgsmål til dem.
”Har i kommet vand i brændevinen, sand i puddersukkeret, øl i siruppen, småsten i kaffebønnerne og blandet vand i eddiken”.
”Ja, vi har husbond”, svarede de.
”Ja, så er alt i orden til butikken igen skal åbnes i eftermiddag”.
DA LYNET SLOG NED I ÅSTED KIRKE I 1885.
I begyndelsen af maj måned 1885 slog lynet ned i Åsted Kirke.
Inde i kirken lå der støv, kalk og murstensbrokker rundt om på gulv og stole.
Et af trinene på prædikestolens trappe var splintret, størstedelen af vinduerne var knuste.
5 minutter efter nedslaget var kirken endnu fuld af svovllugt.
Mikkel Nielsen, Sæby
Bilulykke efter Restaurantbesøg
BIL MED TO UNGE KØRTE I SÆBY Å I 1967.
To unge mennesker var i overhængende livsfare natten til lørdag den 16. september 1967, da de i bil rullede ned af skrænten ved Restaurant Skovlyst og ud i åen.
De ankom i et selskab på fire, og parkerede bilen ved Lilkærs Kiosk.
De forreste steg ud, men føreren måtte have glemt at trække håndbremsen, og inden de to på bagsædet var kommet ud, rullede bilen ned ad skrænten og ud i åen.
Efter ulykken sendte man bud efter en frømand fra Frederikshavn, da de unge mennesker ikke kunne give nogen forklaring på, om der var flere i vognen.
Det var der heldigvis ikke.
Dem fra Taars glemmer aldrig deres dialekt – selv efter 40 år i New Zealand
He’e frå To’s hå’e ent glæmt he’s dialekt ætter 40 or i Nju Silaj– mæn dæj ong pig frå Sindal hå’e glæmt he’s språg ætter tow u’er.
(Den søde ældre dame fra Taars kunne endnu huske sit modersmål efter 40 år i New Zealand, mens den lidt sure unge pige fra Sindal havde glemt sit sprog efter to uger.)
Først i 1990’erne rejste jeg i 6 uger rundt i New Zealand som rygsækturist i selskab med en repræsentant fra det danske mindretal i Flensborg.
Vedkommende havde fået som opgave at træffe sønderjyder som fortsat mestrede den sønderjyske tunge.
Min del var mest for at opleve New Zealand fra nord til syd, og evt. møde nogle vendelboer.
Vi rejste rundt med bus; hvilket var ret besværligt, da der forud skulle bestilles en billet til hver strækning.
På busstationen i Auchland gjorde vi en morgen et forsøg på at bestille en billet til byen Dannevirke. Damen på den anden side af skranken forstod ikke vores engelske, og vi forstod ikke hendes. Gode råd var dyre.
Pludselig siger damen: A ka da hør, at do westnåk æ frå To’s kånten, å a tror wi bi’er ka forsto hvæ’ajer, åm wi pråter sammen på wo’es sprog.
(Jeg kan høre, at du vistnok er fra Taars-kanten, og jeg tror, vi bedre kan forstå hinanden, om vi snakker sammen på vores eget sprog)
Den søde ældre dame fortalte, at hun var fra Taars, kommet til New Zealand for 40 år siden, men aldrig havde glemt sin dialekt. Vi fik så busbilletten og kom til Dannevirke.
Det er en by på New Zealands nordø, som blev grundlagt af skandinaviske emigranter 15. oktober 1872 af danske, norske og svenske bosættere.
Vi mødte ikke eet eneste menneske i byen, som kunne tale et skandinavisk sprog. På byens museum fik vi lov til at læse i nogle gamle årgange af danske blade. Efter at have gennempløjet byen i en halv dag, besluttede vi os for at drikke en Carlsberg øl på byens cafeteria, inden vi fortsatte vores rejse. Men nej, her serveredes der ikke øl.
Et par uger senere krydsede vi Cook Strædet om bord på en tidligere dansk jernbanefærgerne, som New Zealand købte for år tilbage.
Oppe på dækket ser vi en yngre kvinde med rygsæk, hvorpå der er påsyet et dansk flag – samt det vendelboeske flag. Vi siger goddag til hende, og hun svarer nødtvunget på engelsk.
Vi forsøger på at få en samtale i gang, men det er svært, hun har næsten glemt det danske sprog. Men vi får da at vide, at hun kommer fra Sindal.
Hvor længe har du opholdt dig i New Zealand, når det danske volder dig et så stort besvær?
“2 uger” svarer hun.
Ja, ja – nogle husker det danske efter mange år i udlandet, andre glemmer deres modersmål, så snart de er landet med deres fly.
FK Clarkfeldt
.
MÆRKELIGE LYN OVER VENDSYSSEL.
En septemberdag i 1922 gik et rasende uvejr med lyn og torden og voldsomme regnskyl over Vendsyssel.
Det medførte nogle besynderlige hændelser.
Hos Anton Nielsen, Søndergaard i Vennebjerg, slog lynet ned, og bedøvede fire grise.
Et par timer efter slog lynet ned igen. Denne gang i stuehuset, hvor det rumsterede fælt, og slog huller både her og der.
Datteren sad på køkkenbordet og læste en avis. Den blev antændt, og brændte i lys lue, inden pigen fik set sig om.
Hun slap med forskrækkelsen, hvorimod hendes mor blev slået bevidstløs i et andet værelse. Hun kom dog snart til hægterne igen.
I Jerslev var det, som himlens sluser åbnedes, og hele byen stod i et hav.
Hos Arentsen Overgaard i Øster Mellerup slog lynet ned i dagligstuen, hvor familien var forsamlet.
Ingen tog skade, hvilket var mærkeligt, da lynet slog ned lige ved siden af dem. Derimod rumsterede det i hele huset, alle spær i teglværket splintredes og den ene skorsten, blev slået i stykker.
Ude i gården splintredes ligeledes flagstangen.
Et andet sted farede lynet ind i køkkenet, hvor det slog en stor grydeske ud af hånden på husmoren, der stod ved komfuret.
Her kom heller ingen til skade.
.
.
.
De gamle vendelboer – omkring 1899
A tøs nå dæj gamal skålmester sång bier.
(Jeg synes, at den gamle degn sang bedre)
Den gamle degn Juliussen er død 86 år gammel, og en ny er kommet til sognet.
De to ældre proprietærer – Mikkel Christiansen fra Vestergård og Peter Christensen fra Vanggården havde en søndag fundet stadsklæderne frem – og hørt pastor Laursen holde en velsignet prædiken.
Det var en smule svært for menigheden at finde tonen i salmerne, og følge efter den nye degn og kirkesanger Peder Møller.
På vejen hjem fra kirken spørger Mikkel:
“Nå, hva tøs do om dæj ny den?” (hvad synes du om den nye degn?)
Peter svarer: “ Ja, a tøs da dæj gamal var bier te å søng melodijern uenæ, mæn dæj hær syngar jo ætar nodar”
(ja, jeg synes den gamle var bedre til at synge melodierne udenad, men den her degn synger jo efter noder).
Kilder: KH 18. august 1910. Tegning Rasmus Christiansen. Dialogen på vendelbomålet er forfattet af Einar Schmidt, tak Einar.
FK Clarkfeldt
”HYL-SØREN” EN AF EGNENS GAMLE ORIGINALER.
En af egnens originaler kendt viden om, det var ”Hyl-Søren”.
Han døde en dag midt i juli 1899 på Albæk-Voer Fattiggård i Agersted.
Han var let at kende, når han kom stavrende hen ad vejen med sine to krykker, hædersmedalje og en del skidteras på brystet og i øvrigt belæsset med små bylter og pakker.
”Hyl-Søren” blev ofte brugt som ”bussemand” og trussel mod egnens børn, da man fandt ud af, at det ofte havde en god virkning.
Sit tilnavn havde han fra familiens gamle hjemsted i Voerså ”Hylbratten” et af de gamle huse i Voerså, som fik kunstmalernes tænder til at løbe i vand.
Om Søren var gift, kendte ingen til, hans hustru mindes ingen at have set, men selv fortalte han, at han havde været gift i 14 dage, så var det bal forbi.
En del af hans sene år havde han tilbragt på fattiggården, og som gammel veteran var han også blevet tildelt hædersgaven.
Han hørte til dem, der ikke var bange for at sige sin mening til hvem som helst, og mente han sig forurettet, kunne hans bemærkninger falde skarpe og sarkastiske.
Sørens største passion var at rejse, så hans udgangstilladelse blev jævnligt misbrugt, især når han blev vred på sognerådet, så gik han på langfart.
Da kunne han være borte i uger og måneder, ingen vidste hvor, indtil der en skønne dag kom melding til sognerådet om at betale Sørens hjemsendelse snart fra Midtjylland, snart fra Skagen eller lignende.
Søren indlod sig ikke på at gå hjem.
På den måde fik han ram på kommunekassen.
Han var en af de eksistenser, som jævnligt kom på tværs af samfundet, og det voldte ham mange bitre og mismodige timer.
Mikkel Nielsen, Sæby
ASFALT-BAL I FREDERIKSHAVN I 1931.
Rundt om i forskellige byer var man i 1931 ved at få hovedgader og pladser asfalteret.
Mange af disse steder havde man afholdt den nye dille i tiden ”asfaltbal”, som overalt havde vundet stor tilslutning, det var der kommet fornøjelige festligheder ud af.
Det første asfaltbal man havde herhjemme, det var i Nykøbing Sjælland i 1930 i anledning af, at deres brolagte hovedgade var blevet asfalteret.
I 1931 havde også Frederikshavn fået en betydelig strækning af hovedgaden asfalteret nemlig den del af Søndergade, der lå mellem Svaneapoteket og Havnebanen.
Så turistforeningen ville naturligvis også have ”asfaltbal” til Frederikshavn.
Det blev arrangeret, og det første af den slags i Frederikshavn foregik torsdag den 3. september 1931.
Aftenen havde samlet en mængde frederikshavnere. Der var omkring 2-3.000 mennesker, skønt der kun var solgt det halve antal billetter.
Arrangementet var nydeligt med en flot portal af elektriske lys ved Fisketorvet og mangefarvede guirlander af lamper over hele asfaltstrækningen.
Ud for Houmøllers Fabrik var musiktribunen rejst, og heromkring var det, at dansen foregik, da det kneb med at høre musikken længere borte. Så de to yderste ender af gadestrækningen var omtrent mennesketomme.
Ved en eventuel gentagelse ville et mikrofonanlæg og højtalere med passende mellemrum være på sin plads.
På asfalten nærmest Fisketorvet var der servering under grønne træer, men aftenen var lige lovlig kold at sidde ude i.
Det var lettere at holde varmen i den tætpakkede menneskemængde for ikke at tale om ungdommen, der sled skosålerne bravt på asfalten, mens konfetti og serpentiner fløj gennem luften.
Send gerne en venneanmodning til denne profil, der kommer løbende gennem vinteren nye og gamle opslag på væggen fra Frederikshavn, Sæby og resten af Vendsyssel.
Mikkel Nielsen, Sæby
ENKEN FRA SÆBY OG ROTTERNE.
En enke i Sæby handlede i 1886 med frugt.
Hun havde af og til et svind i frugtbeholdningen, uden at kunne forklare, hvor frugten blev af.
Han gav sig til at søge, og fandt også i sovekammeret under sengen et større rottehul.
Hullet blev brækket op, og der lå frugten og de mere end 20 isinger.
Mikkel Nielsen, Sæby
LIDT OM SÆBY ARREST.
FANGE FLYGTEDE FRA SÆBY ARREST MENS ARRESTFORVAREN HOLDT GILDE.
Mens Sæby Arrest eksisterede, nåede i alt 10.600 mennesker at sidde i arresten, inden den lukkede den 19. oktober 1964.
Der blev den sidste arrestant overført til arresten i Frederikshavn.
Den første arrestant var en ung kone, der blev indsat i arresten den 9.marts 1848.
En fange i Sæby arrest behøvede ikke at være særlig udspekuleret for at flygte dengang for mange år siden.
En fange forsvandt da han pludselig fik trang til at se, hvordan livet formede sig udenfor fængselsmurene.
Trangen fik han, da han fornemmede duften af svinekoteletter i arrestforvarerens køkken.
Der sad på daværende tidspunkt kun den ene fange i arresten, og han var en særdeles skikkelig mand.
Derfor gav arrestforvareren ham lov at leve en tilværelse, som ikke helt stemte med reglementet.
Arrestforvareren havde en dag indbudt til gilde. I travlheden før festen glemte han helt den ensomme beboer i arresten.
Under gildet forlod arrestforvareren pludselig bordet for at se til den ensomme fange, som talen var faldet på.
Det skal være usagt, om det var arrestforvarerens mening at invitere fangen til at tage del i gildet.
Et halvt minut senere vendte han tilbage, og meddelte oprevet, at der nu slet ikke var nogen fange overhovedet.
Man afbrød øjeblikkelig festmåltidet, og der blev iværksat en stor eftersøgning, der forblev resultatløs.
Nogle dage senere fandt man dog fangen i Flauenskjold. Og han fulgte godvilligt med tilbage til arresten i Sæby.
Han forklarede, at han bare havde taget nøglerne og derved skaffet sig adgang til arrestens loft.
Her havde han sovet sødt, men det halve Vendsyssel blev finkæmmet.
Senere gik han ned fra loftet og ud i friheden.
Mikkel Nielsen, Sæby
I gormaj å hans yngst dætter war te marke i Brøsle’ for månne or sen.
Vester Brønderslev Marked – efteråret 1862
Publiceret i I.T, den 12. april 1863
God Tro? – de vendelboer, de vendelboer
Marie, syerske og pebermø fra Ilbjerge ved Hvidsted, havde til markedet i Østervraa i efteråret 1890 truffet den noget ældre murersvend Julius Jensen, der havde gået uden arbejde i lang tid, fordi han var socialist.
Julius havde sovet hos Marie nogle gange, og de var blevet enige om, at der skulle være orden i tingene, og det var bedst, de giftede sig.
En dag sidst i november daffede Marie den lange vej til Hjørring og fik her foretræde hos herredsfoged Edvard Gulstad.
Marie: ”A sku spør, om de ær hær, mæ ka få an borgali viels?”
(Jeg ville gerne spørge om det er her, man kan blive gift borgerlig).
Herredsfogeden: ”Ja, hvis De har dokumenterne i orden? – Men, hvorfor vil De nu vies borgerlig?”
Marie: ”Mej kærst seer, at de ær bilit.”
(Min kæreste påstår, at det er den billigste måde at blive gift på)
Herredsfogeden: ”Ja, men er De nu fx af forskellig trosbekendelse?”
Marie: ”Ja, hwa de angoer, så ær a rejti nok, mæj Jensen, haj ær sosjalist.”
(Hvad det angår, så er det rigtig nok, min Jensen, han er socialist).
Og det par uger efter blev Marie og murersvenden Julius gift på herredsfogedkontoret i Hjørring.
Kildehenvisning: Punch 14. januar 1892. Dialog på vendelbomålet er skrevet af Einar Schmidt. Tak, Einar. Den omsluttende beretning æ å mæsiel.
(Fra 1851, hvor borgerlige vielser blev tilladt, blev de ofte udført af retsbetjente som by- eller herredsfogeder.)
- Clarkfeldt
“Far til Fire på Landet”
Optagelse af filmen “Far til Fire på Landet” – sandgraven ved Amdal mølle mellem Ilbro og Hvidsted.
En kæmpestor oplevelse – Lille Per – som skuffede
En dag i sommeren 1955 var jeg sammen med min far på besøg hos Manna, Julius og Vilhelm, der boede i Annexgården ud til Lørslevvej.
Folk i flokke ilede mod sandgraven ved Amdal Mølle.
”A hå’e hjælst på Lill Pier, men haj vå nå ent så sjøw, som a tro’e. Haj snakke Tjøbenhawnsk å så:
Hvad glor I på dumme unger”
Nogle sekvenser af filmen ”Far til fire på landet” blev optaget i Amdal Sandgrav. Hvem husker ikke den scene?
– Lynet er slået ned i skrænten, der er styrtet ned over Lillepers hule. Børnene ved, at det drejer sig om sekunder. De begynder at grave i det løse sand, men først da Søs og Peter kommer til, lykkes det at befri Lilleper, der livløs bliver trukket frem fra sin hule -.
Ilbro og Lørslev stod på en anden ende om sommeren, da det rygtedes at ASA skulle optage scener til en Far til Fire film i Amdal Sandgrav. Børnene sværmede omkring stedet, som pludselig en dag var fuldstændig afspærret, og et par betjente patruljerede rundt og holdt nysgerrige på afstand.
Men så skete der et under. Der kom en bil og Lille Per steg ud med sort paryk. Han nikkede og kikkede vredt på os, og åbnede munden: Hvad glor I på………
Billede: Vejen ned mod sandgraven.
FK Clarkfeldt
Vendsyssel manglede halm til vinteren 1940/41
Proprietær Poul Jørgensen på ”Lengsholm” – anbefalede landmændene at fodre deres besætninger med lyng.
Mange landmænd måtte ty til lyngen – som i virkeligheden har en større foderværdi end halmen.
Flere landejendomme i Vendsyssel manglede i det sene efterår 1940 halm til den kommende vinter, da den tørre sommer gav ”alt for lidt strå.”
Man troede, at der var tilstrækkeligt halm til de reducerede besætninger vinteren igennem, men efterhånden som kornet var kommet i hus, viste det sig, at der var udsigt til en meget alvorlig halmmangel. Det var særlig i den østlige del af Vendsyssel.
Gennem mejerierne forsøgte man at bestille halm fra andre egne i Danmark, men det viste sig at være næsten umuligt.
Formanden for Mejeriforeningen Vendsyssel, proprietær Poul Jørgensen ”Lengsholm” ved Lendum anbefalede, at landmændene under disse forhold gik over til at fodre med lyng.
Hvis den bliver bjerget i fin tilstand, er den lige så god som hvede- og rughalm, og i hvert fald kan det udmærket betale sig at bjerge lyngen.
I 1940’erne var der i Vendsyssel fortsat store områder med lyng, som kunne anvendes til foder, også fordi det på grund af krigen ikke mere var muligt at importere kraftfoder fra udlandet. Der var også mangel på godt hø i vintersæsonen 1940/41.
Er der fortsat nogen, som kan erindre, at man fodrede med lyng?
Kilder: Mange lokale skrifter fra Vendsyssel.
FK Clarkfeldt
Tema: Vendelboerne ude i det fremmede
Poul frå Toslew
”A æ wee å blyww kultoreel, hæ i Tjøbenhavn æ wii nøj te å omsteel oss, og de må do oss jø, hwes do weel fram hæøwre”.
Et par måneder efter at jeg i 1974 var blevet ”udvist” fra Vendsyssel og taget ophold i København opsøgte jeg min gamle soldaterkammerat fra flyvevåbnet – Poul fra Thorshøjkanten, som ligeledes var udvandret til hovedstaden. Han boede på et lille simpelt kvistværelse på Nørrebro.
Da jeg stod og bankede på hans dør, hørte jeg valsemusik og Pouls stemme: En, to, tre.
Han åbnede døren og jeg blev forbavset over at se, at gulvet var dækket med gamle aviser, hvorpå der var tegnet fodtrin, og en rejsegrammofon stod i vindueskarmen.
”A æ wee å blyww kultoreel, hæ i Tjøbenhavn æ wii nøj te å omsteel oss, og de må do oss jø, hwes do weel fram hæøwre”.
(Jeg er i færd med at blive kulturel. Her i byen er vi nødt til at omstille os, og det må du også gøre, hvis du vil frem herovre!)
Poul var startet som elev på et dansekursus, hvor det kneb lidt med at følge takten, rytmen og de komplicerede dansetrin, og derfor trænede han sort hjemme på værelset. Han ville gerne kunne begå sig i selskabslivet.
Han var desuden startet på et talekursus med det formål at udrydde dårlige formuleringer og sproglige uvaner, men det” vendelboeske” kom hele tiden frem, og han kæmpede med det stumme h.
30 år senere var jeg en dag til et møde i Centraladministrationen, og hvem var den kontorchef, der sad for bordenden og talte det mest perfekte Hellerup-dansk? Poul fra Thorshøj.
Kilde: Mæ’siel – 18-158
Jernbanepatruljen mellem Sønderskov og Hjørring 28. januar 1944
Stormen, der havde brølet i næsten to døgn kostede fredag morgen et menneskeliv.
Den 38-årige ekstraarbejder ved statsbanerne Alfred Andersen, Sønderskov, blev kørt ned af morgenekspressen – tog 360 – fra Frederikshavn under patruljetjeneste. Han dræbtes på stedet.
Alfred Andersen patruljerede banestrækningen sammen med reservepolitibetjent Peter Toft fra Hjørring.
Det lykkedes Toft at redde sig i sidste sekund, da en stor og truende skygge sprang ud af mørket bag dem. Han gav et skrig fra sig og råbte til Andersen ved siden af ”Væk”. Selv gav han sig ikke tid til at springe ud af sporet, men lod sig trille ned på den smalle strimmel sand ved siden af skærveballasten.
Toft slap uskadt, mens Andersen blev grebet af lokomotivet og slæbt med ca. 100 meter. Han var fuldstændig knust. Ulykken skete kl. 06.15 og de to vagtposter, der gik mod stormen kunne ikke høre toget, der kom bagfra.
På lokomotivet bemærkede man ikke ulykken. Først et par minutter efter togets ankomst til Hjørring, indløb der en meddelelse om ulykken fra blokposten ved Sønderskov.
Alfred Andersen – født i Vidstrup 10. oktober 1905 – var gift og efterlod sig 5 faderløse børn.
Under den tyske besættelse var ikke alle stationsområder bevogtede, kun de største, og det var politiet og banerne selv, der stod for sikkerheden.
Strækningen mellem Frederikshavn og Nørresundby blev kontrolleret ved såkaldte linjeeftersyn, der fra slutningen af 1943 blev forstærket – således, at en bevæbnet dansk politibetjent og en jernbane-ansat konstant patruljerede linjen, der var opdelt i flere afsnit.
Efter, at det danske politi var blevet opløst i efteråret 1944, var det den tyske besættelsesmagt, der stod for bevogtningen.
Foto: Poul Erik Larsen – tak Poul
Kilder: Lokale skrifter, aviserne og Susanne Riismøller. Tak Susanne for dit store arkivarbejde.
FK Clarkfeldt
Di gamle wendelboer war ent møj for å blyw waske
(De gamle vendelboer var ikke meget for at vaske sig). Jeg mindes en ældre teglværksarbejder Peter fra Lørslev Vesterhede, som i sommeren 1956 fik en slem betændelse i den højre storetå. Det varede en stund, inden han tog sig sammen til at søge læge. Problemet var, at han ikke var så meget for at få vasket sine fødder.
Betændelsen tog imidlertid til, og en dag måtte han bede sig fri for arbejdet på Ilbro Teglværk og cykle til Hjørring for at frekventere Dr. Ingerslev. Peter havde blot vasket sin højre fod. Doktoren ville se begge fødder, også den venstre – og den lugtede fælt, så Ingerslev skældte ham ud, og bad ham om en anden gang også at vaske den venstre fod.
Betændelsen i stortåen blev værre, og han måtte endnu engang bede sig fri. Vaskede begge fødder, og cyklede til Tolne for at konsultere den kloge kone Frida Hansen.
Fortørnet vendte Peter hjem til Vesterheden forsynet med en krukke kamfersalve.
”Hun wil slet ent si på meen fø’er, og hvorfor sku a så ha waski dæm?”.
(Hun ville slet ikke se mine fødder. Hvorfor skulle jeg så have vasket dem?) Salven fra den kloge kone hjalp og der gik mange år, inden han igen fik fødderne i sæbevand.
Foto: En vendelbo – en tegning fra 1898, men personen ligner Peter.
- Clarkfeldt
De fornuftige vendelboer:
Livet går videre – også for Mett-Mari –
Chresten ligger for døden – og taler nogle alvorsord med sin kone Mette-Mari
“No ska a snårt opp te Wo-Herr i paradise, å nær a ent æ hær mi’e, så sku do jywt dæ mæ wo nåbo Julius, hej hå’ læng nåk wat enkemaj, å haj wel wes gjan ha’ dæ!”
(Nu skal jeg snart op til Vor Herre i paradiset, og når jeg ikke er her mere, så skulle du gifte dig med vores nabo Julius, han har været enkemand i lang tid, og han vil vistnok gerne have dig)
Mett-Mari: – “Åh ja, to a hå læng tænkt å de’ samm’ dæfor jor’ a osse i winter dej tree skjuter te dæ så rigele, te a ment, di ku osse pas ham”.
(Jo, jeg har længe haft de samme tanker, derfor syede jeg i vinter dine tre skjorter lidt større, så de også kunne passe til Julius).
Chresten havde i et par år ligget syg; tæring sagde doktoren. Mette-Mari var meget ovre hos Julius og de var allerede enige om en fælles fremtid, og muligheden for at lægge de to husmandslodder sammen.
Et par uger senere døde Chresten, og Mett-Mari flyttede over til Julius, og efter de havde skiftet med de voksne børn – blev de gift i Ugilt kirke. Livet gik videre.
Kildehenvisning: KH-7. oktober 1910. Tegning Rasmus Christiansen. Beretningen rundt om dialogen æ å mæsiel.
- Clarkfeldt
Et besøg hos den gamle redningsmand Christian Rasmussen fra Højen, som ligger alvorlig syg på Frederiks Hospital i København
Han får besøg af en reporter fra Hjemmet primo januar 1909
Han beretter om et par af hans værste ture:
Sæby Vandtårn
Det ville ikke være den store udgift at genopføre det gamle, lysende “Sæby” skilt på det gamle vandtårn igen.
Neonskiltet blev sat op i 1970erne efter stor debat i byrådet. Det er sikkert gået til på et tidspunkt, og så har ingen åbenbart tænkt på et nyt.
Der er faktisk mange, der efterlyser det, har jeg bemærket.
Mikkel Nielsen, Sæby
EN LIVLIG DAG PÅ TELEFONCENTRALEN.
Et sted i Frederikshavns opland boede i september 1924 en mand, der af og til bankede sin kone.
En søndag fik han et anfald, og konen løb over til telefoncentralen for at telefonere til sin far, for at han kunne fungere som forligsmægler.
Hun fortalte centralbestyreren om den huslige skærmydsel, og han ytrede sin mening om, at manden næppe var helt vel i øverste etage.
Derefter gik konen hjem, og fortalte det til manden, og derefter var det ham, der aflagde visit på telefoncentralen.
Før centralbestyreren nåede at se sig om, var han midt i et storslået slagsmål, hvor i han tog det første stik hjem i form af et regulært blåt øje.
Han forsøgte at smide den voldsomme gæst ud, men denne var ikke oplagt til at afbryde diskussionen på så tidligt et tidspunkt, og afleverede en næsestyver, så den arme centralbestyrer så solen danse til trods for, at man var et godt stykke forbi pinsen.
Dog gav han ikke op, men fortsatte bestræbelserne på at få kalorius sat udenfor, og da han ikke ville ud gennem den åbne dør, kom han igennem den lukkede, i det centralbestyreren med tju og bang satte ham igennem dørruderne, der splintredes i flere stykker end nogen af dem, havde tid til at tælle.
Senere sad hovedpersonerne i denne bevægede episode for retten i Frederikshavn, og deres ansigter bar iøjnefaldende spor af gemytterne.
Konen var også mødt op i retten, og bekræftede, at manden havde for skik at klø hende, når hun blev for ”næbbet”.
Hvor i oplandet historien er fra, det ved jeg ikke, men her er et billede fra telefoncentralen i Ravnshøj omkring 1940.
Mikkel Nielsen, Sæby
DET STORE SLAG I JERUP.
Et par unge karle fra Bannerslund var en søndag i august 1924 på udflugt til Aalbæk.
Da de kom gennem Jerup, traf de Frederikke, der lovede at vente trofast på dem, til de kom tilbage fra Aalbæk.
Men ak, kvinden er lunefuld. Da de to ungersvende, der ikke havde købt bolsjer for alle pengene, ud på eftermiddagen kom tilbage til Jerup, havde Frederikke skammeligt svigtet deres tillid, og var taget i skoven med en lokal tilbeder.
De to skuffede besluttede som en eklatant hævn at jævne Jerup med jorden, og forsynede sig med et par mægtige granspir for at gå i gang med arbejdet.
Først udråbte de dog højlydt for de forskræmte jerupborgere, hvilken skæbne der snart skulle ramme dem, men en gæv Jerup karl besluttede at frelse sin hjemby.
Hånligt kaldte de ham Jerup-neger, og truede ham med en meget tidlig bortgang fra denne jord, men ihukommende saglig Frederik Den Syvende, der snakkede ej, men slog, tog han de to kamphaner, og smækkede dem mod hinanden, så der slog gnister. Stak dem derpå ud i stiv arm, og smed dem ned i hver sin vejgrøft.
En anden noget nysgerrig Jerup borger, der var kommet indenfor skudvidde, var så uheldig at få den ene af de gennem luften flyvende karle i øjet, men derud over flød det intet Jerup blod.
De krigeriske Bannerslund karle blev afhentet af politiet, og blev anbragt i arresten for i ensomhed at betænke krigslykkens omskiftelighed.
Mikkel Nielsen, Sæby
”SKØNNE ANE” FRA AALBORG.
Med mellemrum skete det at Aalborg Politi fik besøg af en dame ved navn ”Skønne Ane”, vi er her tilbage til omkring 1920erne.
Man vidste straks besked om, hvad det handlede om. Hun brugte nemlig den metode at anmelde sine kærester til politiet for alfonseri, når hun var blevet træt af dem. Og det var unægtelig en nem måde at komme af med dem på.
En dag i marts 1925 gik det ud over en 20årig ungersvend fra Middelfart.
Han hed, Olsen, og ”Skønne Ane” mødte ham i folkekøkkenet, hvor de hurtigt blev så gode venner, at ”Skønne Ane” betalte den daglige middag og lidt til.
Til sidst flyttede Olsen hjem til hende. Det blev hun imidlertid hurtig ked af. For at slippe for spektaklerne med at smide ham ud, meldte hun ham til politiet.
”Jeg havde ikke troet det om Ane”, sukkede Olsen.
Hvorfor lod de hende betale for dem, spurgte dommeren, de siger, de selv har penge.
”Hvad der er sparet, er tjent Hr. Dommer”, svarede Olsen.
”Skønne Ane” blev derefter afhørt, og påstod, at hun helt og holdent havde underholdt Olsen.
Dommeren: Hvad nummer i rækken er det nu, de hænger ud på denne måde.
”Skønne Ane”: Det ved jeg såmænd ikke, jeg har ikke talt dem.
Billedet af kø til Folkekøkkenet i Aalborg er fra 1943.
EN RØDSPÆTTE FANGET I TØRVEGRAV VED LYNGSÅ.
I en tørvegrav ved Lyngså blev der i juni 1895 fanget en rødspætte, der var spillevende.
Den havde en størrelse af cirka 25 cm.
Hvordan rødspætten var kommet i tørvegraven, der lå et godt stykke fra havet, var temmelig ubegribeligt, ligesom det også var højst mærkeligt, at den kunne trives i det ferske vand.
Man mente, at den i en spæd alder var ført dertil af en skypumpe eller af fugle, og den så var blevet ”tilvænnet” i de nye forhold.
Jeg oprettede denne profil, da jeg ikke kunne lægge historier op i grupperne. Nu ser det ud til, at alt er normaliseret, og kan jo lige så godt bruge denne profil til noget fornuftigt.
Så tænker, det vil blive en profil, der kommer nye historier op, og samtidig en masse af de gamle historier samt billeder fra Sæby, Frederikshavn og andre dele af Vendsyssel.
Der kommer snart en vinter, hvor der bliver masser af tid til at fylde på denne profil.
Har du lyst til at følge med, skal du være velkommen til at sende en venneanmodning til denne profil og spred gerne rygtet.
DEN UNGE PIGE FRA ØKSENHEDE.
En smule vest for Sæby ligger området Øksenhede, hvor der i gamle dage som alle andre steder på landet, var masser af liv på de store og små gårde.
Livet kunne dengang være hårdt i sig selv, men folk kunne også rammes af psykiske lidelser, hvilket denne ulykkelige historie kan fortælle om.
En ung pige på 17 år forsvandt nemlig i maj måned 1891 fra sin plads på en gård i Øksenhede ved Sæby.
Der gik 14 dage, hvor ingen havde set hende, og det havde sat sindene i bevægelse i hele lokalområdet.
Det gav anledning til masser af løse og falske rygter, og gisninger om det mest forfærdelige.
Omkring den 20. maj 1891 kom en dreng gående i området. Da han passerede ”Øksenvad”, fik han øje på et stykke af en kyse, der flød i overfladen af vandet.
Han kiggede nærmere efter, og opdagede at kysen sad på liget af en kvinde, der drev ned af åen.
At den unge pige havde berøvet sig selv livet, var der næppe nogen tvivl om.
Om pigen kunne man sige, at hun var en lidt ejendommelig af natur. Til tider var hun lystig og munter, til andre tider var hun sær og adspredt, og kunne være meget optaget af religiøse grublerier.
Heller ikke var hun fri for en smule indskrænket nu og da.
Tanken om at gøre en ende på tilværelsen, var næppe kommet pludseligt.
Hun havde i nogen tid forinden spurgt sin madmor om, hvordan det gik til med at hænge sig. Et spørgsmål der fik et så alvorligt og roligt svar, at det ikke blev fremsat oftere.
Hun havde også ladet ord falde om lyst til at gå i åen eller i havet.
Der var dog ingen, der havde fantasi til at forestille sig, at den unge pige virkelig gik med selvmordstanker. Hun tjente hos flinke folk, og virkede til at have det godt.
Man kendte heller ikke til nogen ydre anledning til, der kunne have en deprimerende virkning på hendes sindstilstand.
På dagen hvor hun forsvandt, havde hun troligt og samvittighedsfuldt passet det barn, man havde betroet hende og hjemmet, hvor hun tjente.
Hendes husbond og madmor havde denne dag været i Frederikshavn, og først da deres vogn havde nærmet sig gården om aftenen, var hun listet afsted ned til åen.
En tømt brændevinskaraffel lod formode, at hun ved bedøvende midler havde søgt at overvinde sig selv til at fuldføre det planlagte.
Tankerne om det religiøse og tvivlen på sin egen tro, mente man i et indskrænket øjeblik, havde været årsagen til den sørgelige begivenhed, der med fundet af pigen fik sin endelige afslutning, og folk i lokalområdet fik vished om, hvad der rent faktisk var hændt, så alle løse rygter kunne manes i jorden.
Man kan sige meget om det religiøse, det betyder meget for nogen, og har ikke den store betydning for andre.
Specielt for år tilbage skyldtes mange selvmord religiøse tanker, især hvis folk var begyndt at tvivle på troen.
Det tror vel pokker med alle de trusler om alt det onde, der kunne overgå en, hvis man tvivlede.
Haj æ ent dø enå, men haj æ møj syg
F”ANDERS SPILLEMAND” FRA SØRIG MOSE.
