Fortalt af Birthe Greve Volden
f. 1933, d. 2008
En fortælling fra min barndom på Frederiksberg
Birthe Greve Volden er født d. 26. marts 1933 på Frederiksberg. Birthes far havde egen forretning som skomager, som han, på grund af krigen, blev nødt til at sælge og han blev vist nok snydt i den handel. Birthe holdt meget af at være i forretningen, hun husker lugten af læder og sværte, en lugt hun stadig holder meget af.
Birthe har en ældre søster og senere blev familien forøget med den længe ventede søn. I de første år af Birthes liv gik moderen hjemme og passede børnene, men da Birthe var 4-5 år, tog moderen noget rengøringsarbejde og Birthe kom i halvdagsbørnehave og det var ikke helt almindeligt på den tid. Pengene, som moderen tjente, blev brugt til et helt bestemt formål, nemlig til at betale afdragene på en sommerhusgrund i Hvidovre, som familien anskaffede sig i 1940 og det beløb sig til den formidable sum af 30 kr. om måneden. De første år var det bare et stykke jord, men efterhånden som tiden gik, kom der et sommerhus op at stå og der blev bygget lidt til hvert år og der boede familien så fra maj til oktober og havde nogle dejlige somre, pigerne havde hver sin cykel og cyklede frem og tilbage indtil de fik sommerferie og det var lidt af en cykeltur, for sommerhuset lå i Hvidovre og pigerne gik i skole hjemme på Frederiksberg.
Birthes 1. Skoledag var, eller rettere skulle have været d. 9. april 1940, det var en dag hun havde set frem til længe, men den blev selvfølgelig overskygget af, at det var den dag, Danmark blev besat af Tyskerne, men i skole kom hun da, om end med en uges forsinkelse. I de første år gik Birthe i en ren pigeskole, men hun blev senere flyttet til Frederiksberg Kommuneskole.
Birthe var glad for at gå i skole, men hun husker dog en meget kedelig episode. Det var dengang, hendes mor havde fået nogle appelsiner, efter at have stået i kø meget længe, for det var jo under besættelsen og der var indført rationering og frugter var en sjældenhed og Birthe var meget heldig at få en af appelsinerne. Hun tog appelsinen med i skole og midt i en time, ville hun liste sig til at spise den, men inden hun nåede at få skrællen af, blev hun opdaget og læreren ikke alene blev appelsinen konfiskeret, men han skrællede den og spiste den, båd for båd, mens tårerne sved i Birthes øjne, ikke så meget fordi hun ikke selv fik lov til at smage appelsinen, men mest af harme over at læreren fik den appelsin, som Birthes mor havde stået i kø i flere timer for at få. Den pågældende lærer var ingen ringere end Jørgen Clevin.
Birthes far var aktiv Socialdemokrat og Birthe var engang med ham på besøg hos Stauning, på hvis knæ hun ved samme lejlighed kom til at sidde, ikke fordi hun var imponeret over det, for det hun husker bedst er, at hans store skæg kradsede hende på kinden.
Birthe husker besættelsestiden godt og hun føler ikke, at hendes familie led noget egentlig afsavn. Der var erstatninger for mange forskellige fødevarer, men man vænnede sig til jo til det, og indimellem kom der også nogle sjove situationer ud af det.
Der er den om ”mandlen”, der forsvandt, for under krigen kunne man jo ikke få rigtige mandler og så havde Birthes mor kommet et hvidt bolsje i den varme risengrød, som selvfølgelig smeltede, inden nogen nåede at få det og det var jo ikke så godt.
Det var det heller ikke med det sidste af den rigtige the, der skulle gemmes til, krigen var slut og der lå den så i dåsen i flere år og smagte ikke særlig godt den dag krigen endelig var slut og der skulle brygges en rigtig kande The.
Birthe og hendes søskende fik 25 øre om søndagen til slik og hvis man købte bolsjeaffald, i stedet for hele bolsjer, fik man mere end dobbelt så meget for sin 25 øre og Birthes rakte endnu længere, for når det begyndte at synke i Birthes kræmmerhus, sneg hun sig til at bytte med søsterens.
Birthes forældre var begge meget kunstnerisk, moderen var dygtig til at tegne og faderen var meget musikalsk og der blev sunget og spillet meget i Birthes barndomshjem. Under besættelsen blev der indført spærretid, dvs. at man ikke måtte færdes på gaden om aftenen og hvis man skulle besøge hinanden om aftenen, ja så måtte man blive til om morgenen og det kom der mange hyggelige aftener ud af. Birthe husker at venner af familien kom og der blev spillet til den lyse morgen.
Når Birthe ikke føler, at der var de store afsavn under besættelsen, så skyldes det nok at familien havde en stor køkkenhave ude ved sommerhuset, hvor der blev avlet kartofler og andre grøntsager, men der kom også mange gode sager fra Birthes morbror, der havde en gård ved Assens på Fyn. Denne gård blev også et elsket feriemål for ”Københavnerpigen” og det var virkelig en lang rejse fra Frederiksberg til Assens. Toget kørte fra Københavns Hovedbanegård tidligt om morgenen og først ved middagstid var man fremme ved færgen, som dengang var en hjuldamper. Så gik turen over Storebælt og det var sidst på eftermiddagen inden pigerne blev hentet af deres morbror og så var det endda i hestevogn. Det var meget spændende, for sådan et par pigebørn, at være på gården foruden al den dejlige mad de fik at spise, var der mange nye oplevelser for pigerne derovre på Fyn.
Der var et par heste på gården og dem blev, især Birthe, meget glad for. Om pigerne også var glade for at hakke roer, er måske tvivlsomt, men de tjente da lidt lommepenge om ikke andet.
Men selvfølgelig rummer tiden under besættelsen ikke kun sjove og varme minder for Birthe. Hun har prøvet at gemme sig i en kartoffelmark med sin cykel, det var en dag, hvor nogle tyske soldater gik rundt i sommerhusområdet ude i Hvidovre, de var på ude efter cykler og det var netop på det tidspunkt, at Birthe og hendes søster kom cyklende hjem fra skole, men heldigvis nåede moren at få både piger, cykler og sig selv gemt ude på marken, for ellers ville soldaterne have konfiskeret cyklerne og så ville det have været svært for pigerne at klare turen frem og tilbage til skolen. Alt imens dette stod på, stod den nye lillebror i sin barnevogn oppe ved sommerhuset og sov sødeligt, uberørt af situationen.
Birthe husker også den dag, da tyskerne tog det danske politi, det var meget uhyggeligt, i samme opgang som den opgang Birthe og hendes familie boede i, boede der også en politimand og denne var netop på vej på arbejde på Frederiksberg Politistation, der lå lige overfor, da han i Gadedøren mødte Birthes mor, som netop havde hørt, at det danske politi var blevet taget af tyskerne og den pågældende politimand kunne således takke Birthes mor for at han slap fri, for han nåede at gå under jorden. Børnene var meget stolte af deres mor og det med rette, for hun var en modig og stærk kvinde.
Selvom Birthes barndom i høj grad var præget af krigsårene, så havde hun en tryg og god opvækst i et kærligt hjem. Hun gik ud af skolen i 1949 og fik plads som telefonistinde på KTAS.
År 2008: 