Som det vil være mange af læserne bekendt, eksisterede der i første halvdel af forrige århundrede en lille vendsysselsk togbane: Hørby-Hjørring, dog kun i fire årtier, fra 1913 til 1953. På sin rute gennem det herlige midt- vendsysselske landskab passerede banen bl.a. min kære fødeby, Taars. Foruden passagerer var det vistnok mest grus og lignende råmaterialer, som banen fragtede. Også andet gods af forskellig art medbragtes, sågar i enkelte tilfælde levende dyr. Således blev der i 1949 (eller circa deromkring) med togbanen fragtet en hund, dog uden modtagerens vidende. Det er en spøjs lille historie, der siger en del om vendsysselsk mentalitet, og som jeg vil berette i det følgende.
I 1930’erne levede der i Vendsyssel en købmand ved navn Thomas Peter Larsen. Han havde fire sønner, som han sammen med sin hustru Asta opdrog i den indremissionske tro. Det sagdes om købmand Larsen, at han havde held dermed, idet alle fire sønner voksede op og blev gode og skikkelige samfundsborgere. Men, som Hans Scherfig nok ville have sagt det: det var de måske også blevet uden den håndfaste strenge opdragelse, som drengene under opvæksten måtte døje!
Brødrene Johannes og Ejnar, mens de endnu boede hjemme hos forældrene. Ejnar er iført matrostøj, men det skulle blive den hvide mejeriuniform, han som voksen kom til at bære
.
Johannes med hund under dennes kortvarige men lykkelige tid som bagerihund i Taars.
.
Den yngste af brødrene, Ejnar, var glad for dyr, og han spurgte en dag sin far, om ikke nok han måtte få en hund. Dertil var svaret imidlertid et kort og klart NEJ! .. Og så blev der ikke talt mere om det! Som tiden gik overvejede Ejnar, om han skulle forsøge sig med en fornyet forespørgsel, men vurderede at chancen for et for ham mere succesfuldt resultat var minimal. Tværtimod ville det sikkert afstedkomme en lussing, thi havde man fået nej én gang, var det en dårlig idé at spørge igen om det samme!
I lighed med sine brødre, flyttede Ejnar som 14-årig hjemmefra. Faderen havde skaffet ham en læreplads på et mejeri. Dermed var det på dette tidlige tidspunkt I Ejnars liv besluttet, at det skulle blive hans levevej at være mejerist. Ejnar var godt tilfreds hermed, men det havde såmænd nok ikke gjort den store forskel, hvis han havde ment noget andet.
Som en del af sin læretid tournerede Ejnar i de kommende år rundt mellem forskellige mejerier i Nordjylland. Ejnar var en vennesæl og udadvendt dreng og ung mand, som skaffede sig venner, hvorend han kom frem, men den evige skiften til nye steder fik den store dreng/unge mand til også ofte at føle sig lidt ensom.
En dag, kort tid efter at Ejnar var flyttet til mejeriet I Skæve, var han så heldig at få en ny bekendt dér, som godt forstod at Ejnar kunne føle sig ensom. Denne nye bekendte mente ovenikøbet, at han kunne hjælpe Ejnar. Hans schäfertæve havde nemlig netop fået et kuld hvalpe, så han spurgte Ejnar, om han kunne tænke sig at få én af dem, endda ganske gratis. Ejnar var nu en voksen mand i begyndelsen af tyverne; han behøvede ikke længere at spørge far om lov til det ene eller det andet – så efter kort betænkningstid svarede han JA TAK! Vendelboer har som bekendt til alle tider haft vanskeligt ved at sige nej tak til ting, som er gratis!
Måske Ejnar alligevel burde have tænkt lidt længere over det gode tilbud, for det var mere af kærlighed end klogskab, at han tog imod hundehvalpen. At have hund skulle nemlig snart vise sig uforeneligt med mejeristerhvervet. Hans beskedne hyre som mejerielev led anske vist ikke den store overlast, eftersom ‘vapsen’ levede fint af madrester og madaffald, bl.a. osterester, gammel ymer og tykmælk.
En anden og alvorligere ting var, at mejeribestyreren på Skæve mejeri, så snart han erfarede om hundens eksistens, begyndte at påtale overfor sin elev om uhensigtsmæssigheden i dennes dyrehold. Mester gentog flere gange, at Ejnar måtte skaffe sig af med kræet, men skønt Ejnar prøvede ihærdigt – påstod han I hvert fald – at afsætte den dejlige hund til anden side, ‘var der ingen, der ville tage imod den’. Tiden gik med talrige advarsler og Ejnars vedholdende undskyldninger og bortforklaringer, men en dag omkring 1950 gjorde mester Ejnar klart, at han indenfor en uge måtte skaffe sig af hunden – eller finde anden beskæftigelse! Det var sidste advarsel, og Ejnar forstod nok, at denne gang var det alvor!
Ejnar overvejede at få en bekendt, som var jæger, til at skyde sit elskede dyr. Men efter at have aftalt det med jægeren, aflyste han det straks igen, for han kunne simpelthed ikke nænne det, da det kom til stykket. Der måtte være en anden udvej! Pludselig slog en idé ned i ham: i Taars boede hans to år ældre bror, Johannes – der i modsætning til Ejnar boede i eget hus! Og broren var mindst ligeså glad for dyr, som Ejnar var. Heller ikke dette arrangement skulle imidlertid senere vise sig at være den smarteste løsning, Ejnar kunne udtænke.
Johannes var nemlig bager og rådede foruden bageri også over et konditori med flødeskumskager, samt selve bagerforretningen. Ejnar burde jo vide, at ikke mindst en bager derfor havde nogle væsentlige hygiejne hensyn at tage. Desuden havde Johannes og hans kone netop fået endnu et spædbarn, nr. 3 I rækken. Et dyr at passe oveni alt det andet var ikke netop, hvad Johannes gik og sukkede efter. Alligevel var Ejnar så begejstret over sin egen idé, og han tænkte, at han i det mindste kunne vinde lidt tid ved at sende hunden til Johannes, og måske i mellemtiden finde en bedre permanent løsning.
Han besluttede sig for at sende hunden med toget. Så fik hans bror heller ikke muligheden for at afslå, hvilken Ejnar frygtede han ville gøre, hvis han selv troppede op med dyren. Han bandt en snor på hunden og gik de 10 km ned til nærmeste station fra Skæve, foretog sig det fornødne med hensyn til fragtbrev mv., betalte for fragten og sendte en bøn til de højere magter om et lykkeligt udkomme af affæren.
Ejnar havde naturligvis til hensigt at ringe til sin bror og give besked, således at broren kunne være forberedt på hundens ankomst. Ejnar vidste dog ikke lige, hvordan han skulle belægge sine ord. På den lange vandretur tilbage til mejeriet havde Ejnar intet andet at foretage sig end at gruble over, hvad han skulle sige til broren I telefonen, men nåede alligevel resultatløs tilbage til Skæve.
Næste morgen fik Johannes et uventet telefonopkald fra stationsforstanderen på Taars Station. Der stod en hund og ventede på ham! Det kan ikke passe, protesterede Johannes, der havde hænderne fulde med at bage brød. Fragtbrevet sagde imidlertid “Til Bager Larsen, Taars” – der var ikke noget at tage fejl af, så Johannes måtte en tur ned på stationen. Han fik forevist fragtbrevet og måtte konstatere, at den for ham ukendte ‘pakke’ ganske rigtigt var stilet til ham.
Han blev således noget forbløffet over pludseligt at være hundeejer, men hunden viste sig heldigvis at være sød og fik nu en god tid I Taars med al det gamle wienerbrød, den kunne æde. Men nu var det altså storebror, som sad med ‘sorteper’ og måtte lide den tort, det var få advarsler – i hans tilfælde fra levnedsmiddeltilsynet, som var endnu mindre tålmodig end Ejnars mester havde været. Efter to år måtte Johannes med stort ubehag tage fat om nældens rod og få hunden aflivet.
.
Hverken Ejnars børn eller jeg fandt billeder fra Ejnars mejerigerning, desværre. Som et plaster på såret er her et foto fra et fynsk mejeri fra samme tid, dvs. ca 1950, hvor Ejnar allerede var godt i gang med sin mejerikarriere. Heller ikke på dette fynske mejeri fandtes det opportunt at have en hund rendende rundt! 
.
Mens hunden blev forkælet med et par gode leveår i Taars, havde Ejnar haft travlt med på anden vis at bortdrive sin ensomhed. Til et missionsk sangstævne nede i Jylland et sted traf han en sød pige fra Varde, Erna. I løbet af ikke stort mere end et års tid var de gift og flyttet sammen i Ejnars lille lejlighed ovenpå mejeriet, og havde tilmed fået en lille søn, Kurt.
Johannes bar ikke nag til lillebroren over, at denne havde ‘prakket’ ham en hund på, og de to brødre bevarede et kærligt og tillidsfuldt forhold livet igennem, også selv om Ejnar endte med at bruge størstedelen af sit arbejdsliv langt fra hjemegnen, som specialist i fremstilling af smør på diverse mejerier I det sydlige Jylland. En hund fik dog ingen af brødrene nogensinde igen!
Info om Hjørring-Hørby banen: