kilde: Mikkel Nielsen, Sæby
.
.
Ved Tolne boede i 1894 en familie, hvor sønnen den 22 årige Jens Jørgen gjorde tjeneste som soldat i Aalborg.
I påsken 1894 havde han været hjemme i to dage, og havde da været i godt humør, og ingen anede da, at han snart ville søge døden for egen hånd.
Faderen hørte et rygte, at hans søn var set på egnen natten mellem en tirsdag og en onsdag i april 1894, men troede ikke rigtig på rygtet.
Da han torsdag morgen fik brev om, at sønnen havde forladt sin tjeneste uden tilladelse, blev han betænkelig, og frygtede det værste.
Faderen gik da til gården, hvor sønnens kærestes forældre boede, og spurgte, om de havde set noget til Jens Jørgen.
Her havde han banket på om natten og spurgt efter sin kæreste, men var straks gået igen, da en fremmed stemme svarede ham.
Man gennemsøgte laden og øvrige udhuse for at finde ham men forgæves.
Hele torsdag nat holdt faderen vagt ved gården i håbet om, at sønnen ville dukke op.
Det skete ikke, og dagen efter var de flere mænd, der gennemsøgte Tolne Skov, da han frygtede at sønnen ville tage sig af dage, især efter gårdmandens kone havde fortalt ham, at hendes datter havde skrevet til sønnen i Aalborg og meddelt ham, at hun hævede forlovelsen.
Om fredagen da der atter var søgt i skoven, fandtes han liggende i gårdmandens lade i noget hø.
Faderen fik ham overtalt til at gå med ham hjem, og sønnen var da meget forstyrret, og fortalte, han var fortvivlet over, at kæresten havde hævet forbindelsen, og over han havde forladt soldatertjenesten uden tilladelse.
Faderen fik talt ham lidt til ro, og de blev enige om, at de næste morgen sammen skulle rejse til Aalborg.
Faderen der var blevet søvnig af de sidste dages uro, gik i seng, mens sønnen sad og talte meget fornuftigt med sin mor, og sagde, han ville skrive et brev.
Moren så ham skrive på flere sedler, men han talte hele tiden sammenhængende og fornuftigt.
Ved 23tiden ville han gå ud og træde af på naturens vegne, men lovede straks at komme ind igen.
Da der var gået en time, og han ikke var kommet tilbage, vækkede moren faderen, der straks søgte efter ham, men fandt ham ikke.
Derimod fandt han i vinduet en konvolut, hvorpå han havde skrevet, at han hellere ville lade sig køre over af toget, end han ville langt bort fra sin pige.
Faderen gik nu til Tolne Station, men her var han ikke set, klokken var da mellem 3 og 4 om morgenen.
Faderen gik langs jernbanesporet i østlig retning, og en 400 meter fra stationen fandt han sønnens krop i to dele.
Kroppen lå mellem skinnerne og kroppen udenfor sporet.
Da intet tog om morgenen endnu havde passeret Tolne Station, måtte det have været nattoget, der klokken 24 passerede Tolne, som havde kørt over den ulykkelige.
Jens Jørgen Jensen havde aldrig før været tungsindig eller forfalden til druk.
Han omtaltes som et livsglad og godt menneske.