DEN GAMLE ORIGINAL FRA HOV.
Helligtrekongers dag i 1892 begravedes en gammel sømand ved navn Jens Kristensen.
Han nåede en i tiden ret høj alder, da han ved sin død nærmede sig de 90 år.
Hans fødested var Hov, og det blev da også stedet, hvor han efter megen omflakken endte sine dage.
På mange måder var han en mærkelig skikkelse, en rigtig original, hvis lige man sjældent ville træffe.
I sine yngre dage var han en vild krabat, havde lyst til eventyr, og modet manglede han ikke.
Da Hov jo var en gammel fiskerby, så kastede Kristensen sin kærlighed på søen, og sejlede som sømand i de unge dage.
Engang imellem lod han sig se i hjemmet, men var ofte borte i årevis, og når han optrådte på de hjemlige enemærker, var det til stor forbavselse for alle de ”indfødte”, da han så var en ”fin herre”, der ikke altid lod sig nøjes med et enkelt guldur i lommen og en guldkæde på maven, men brilierede med en 2-3 stykker.
Fingrene glimrede med guldringe, så det er næppe utroligt, hvad gamle folk sagde, at endnu havde ingen flottere herre vist sig i Hov end Jens Kristensen i hans velmagtsdage.
Det var især kvinderne, der nød godt af hans guld, men alligevel nåede han aldrig at blive gift.
Der fandtes nok, der ville have hans gaver men ikke øve gengæld ved at være hans for livet.
Han blev derfor ved med at være den enlige trækfugl, og da han blev træt af søen, slog han sig ned hos sin broder, der ligesom Jens Kristensen var pebersvend, men var endnu mere mærkelig end Jens.
Broderen gik under navnet ”Gammel Kristian”, og han ejede barndomshjemmet, som han klarede alene.
Det havde efter forholdene i Hov været en temmelig stor gård, men jorden var solgt fra, så der kun var jord til et par køer tilbage.
Køerne kom Jens Kristensen til at passe, mens broderen var malkepige, mejerske og husholderske.
Han tålte ingen fremmed indblanding, og særligt var kvindfolk hans skræk, da han havde alle andre kvinder end hans salige moder mistænkt for at have onde øjne.
Han var i højeste grad overtroisk, og mange gavtyve benyttede det til at lave løjer med ham.
Han havde en overordentlig stor forkærlighed for høns, og han havde et helt ”hønsemejeri” i storstuen.
Bedre plads kunne hønsene ikke få, mente han, og han ventede de påskønnede det ved at lægge rigeligt med æg.
Han blev imidlertid skuffet, da hønsene sjældent fik lov at komme ud, blev de sygelige, og de var naturligvis forhekset, mente ”Gammel Kristian”, der derfor søgte råd.
Det var nok af folk, der havde gode råd, og sådan en kom ind til ham en dag, hvor han netop var i gang med at kurerer en forhekset høne.
Den stakkels høne var anbragt på kakkelovnen, hvor han kastede ild over den, hvilket skulle være et særdeles godt middel, men som gerne endte med, at fjerene brændtes af dyret, og det døde.
Et andet men mindre farligt eksperiment var at grave et hul under dørtræet og putte den syge høne igennem.
Han havde mange bier, som om vinteren delte husly med hønsene i storstuen.
Når man besøgte ham, kunne man nemt risikere, at han stak en finger ned i honningkrukken, og smurte det på brød til en. Det var en stram pibe tobak at få ned, men noget måtte man lide for at få et indblik i alle hans særheder.
Hos denne bror opholdt Jens Kristensen sig til omkring 1878, hvor en Niels Bertelsen købte huset.
Hos Bertelsens datter nød Jens Kristensen aftægt, indtil alderdom og sygdom gjorde en ende på hans liv.
Om vinteren sad han gerne i kakkelovnskrogen, om sommeren passede han koen.
Han ville gerne fortælle om sine ungdomsbedrifter og ved en lille dram, kom der humør over ham, så kunne han fortælle om alverdens lande.
Sin ene næsevinge havde han mistet en stump af i et slagsmål i de yngre dage på Hov Kro med en anden gammel søulk.
Denne bed stumpen af næsen, og spyttede den ud på gulvet.
Det ragede imidlertid ikke Jens Kristensen synderligt, han samlede koldblodigt den afbidte stump op, svøbte den ind i et stykke papir, puttede den i lommen med disse ord, ”Skidt være med det, en næse mere eller mindre”.