Af Mikkel Nielsen, Sæby
I 1952 fortalte et ældre par, Anders Madsen og Lise Marie Madsen fra Gerå om, hvad de oplevede som tjenestefolk på Dronninglund Hovedgård helt tilbage i 1890erne.
Det var en vældig fest, når den gamle spillemand mødte op på det ryddede kornmagasin.
Godsejer Hou var selv tilstede ved høstgilderne.
Han holdt også sølvbryllup, mens vi var der, og der skulle have været en stor fest.
Slotsgården var lavet til festsal for alle arbejderne på gården, og der var godt med farver rundt omkring.
Ved indgangen til slottet, var der en flot æresport med godsejerens og fruens forbogstaver, og uden for gården var der også en.
Netop som festen skulle til at begynde, og godsejeren og hans frue lagde for med den første dans, gik der ild i navneskiltet.
Anders sprang til, og slukkede ilden, men da der i det samme kom meddelelse om, at også navnene i den anden æresport var brændt, afbrød godsejeren festen.
Han bød stille ”godnat”, og hver måtte gå til sit.
Efter dette varsel kunne han ikke feste mere. Det var så uhyggeligt.
Han døde også, godsejeren, før et år var gået.
SPØGERI PÅ SLOTTET.
Fru Madsen havde aldrig troet på spøgeri, men der blev nu snakket en del om det, der holdt til på det gamle slot.
Der var en gammel sadelmager, som fortalte han en aften, havde set et spøgelse. Det råbte ham an lige uden for kirkegården, og var klædt i hvidt, flagrende tøj.
Det gjorde ham så forskrækket, at han var syg længe efter. Fra den aften turde han aldrig mere gå alene forbi kirkegården. Anders måtte tit følge ham på vej, når han gik sent fra gården.
De andre piger på Hovedgården var heller ikke helt fri for at tro på, der var noget usædvanligt.
Vi havde vore værelser lige ind til kirken. Vi kunne såmænd ligge i sengen og høre, hvad præsten sagde på prædikestolen, når vi havde fri.
Hvor meget der så end var om spøgelser og den slags, syntes jeg det var anderledes uhyggeligt, når vi så ”Den sorte jomfru” eller ”Træhesten”, som stod fra brigadernes tid.
Heldigvis blev den ikke brugt mere, men det var et talende minde fra den gamle tid.
Fru Madsen var på Dronninglund Hovedgård i tre år, og det sidste år var hun på mejeriet.
Det var en drøj tid, der var bogstaveligt aldrig tid til at sove.
Vi skulle begynde på mejeriet klokken 1, så skulle mælken bæres op. Når vi var færdige med det, måtte vi ud og malke 22 køer hver.
Klokken 6 fik vi morgenmad, så fortsatte vi arbejdet til isvognen kom klokken 11. Klokken 13 skulle køerne malkes igen, og klokken 16 måtte vi have køerne ud.
De kom hjem klokken 21.30, og så skulle vi igen tage os af dem.
Søvn blev der kun tid til indimellem, og det var aldrig ret længe ad gangen, men ellers var det en god tid på Dronninglund.
Det var ikke så rart, at vi skulle spise fire af samme fad, men det skulle de jo også andre steder.
Jeg købte mig engang et fad, jeg ville have for mig selv, men det gik ikke, for så ville de andre også ”søbe” af det.
