Nuværende ejer fra 1995 – Henrik Hougaard
Skårupgård er en herregård, beliggende i Tolne Sogn, Horns Herred, Hjørring Amt
Skårupgård omtales muligvis i 1419 i formen Skordorp som tilhørende Hr. Niels Ovesen Panter (døde før 1419) til Asdal, Kærsgård og Knivholt og hans hustru Johanne Andersdatter Stenbrikke, men blev på skiftet efter dem i 1419 udlagt til rigshofmesteren Hr. Anders Jacobsen (Jepsen) Lunge til Gunderslevholm, der havde været gift med deres datter Fru. Ingeborg Nielsdatter Panter (døde 1391), Herefter er ejerhistorien noget usikker indtil 1546. Netop dette år overdrog Poul Vinter Skaarupgaard til sine nevøer, Christian og Jens Christensen. Gården var på dette tidspunkt formodentlig blot en almindelig selvejergård. I 1568 nævnes Christopher Pedersen i Skårup. I 1579 fik Fru. Karine Krabbe (Krabbe af Østergård) (døde 1586), enke efter Niels Skeel til Nygård(Brusk Herred)(døde 1561), og Otte Banner til Asdal(døde 1585) på hans hustru Ingeborg Skeel (døde 1604) til Voergårds vegne af kronen tilladelse til at forhandle sig til bondeskylden i en selvejergård i Skårup, formentlig identisk med den i 1546 omtalte gård.
Først i 1600-tallet fik Skaarupgaard hovedgårdsstatus, da den blev ejet af Jørgen Orning, der stammede fra en lavadelig, vendsysselsk slægt. I et brev fra 1636 forpligtigede Orning sig selv og sine arvinger til at levere en del tønder korn til præsten i Elling. Han følte sig forpligtet til dette, da han havde ødelagt byen Skaarup i sin bestræbelse på at oprette hovedgården Skaarupgaard, hvorved præsten mistede noget tiende. Byen Skaarup har dog næppe bestået af mere end et par gårde på dette tidspunkt, men også disse gårde forsvandt altså, da Orning udvidede Skaarupgaard.
I første halvdel af 1600tallet kom Skårupgård i underadmiral Jørgen Orning til Eget besiddelse, i 1638 skriver han sig til Skårupgård, formentlig har han (eller Fru Ingeborg) udvidet gårdens marker anseligt ved at lægge andre gårdes jord derunder. I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.
I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.
Ornings enke, døtre og sønnen Vil Orning overtog Skaarupgaard efter hans død i 1644. Vil Orning døde senest 1658, hvorefter hans svoger Mogens Krabbe, der var gift med Sophie Orning, samlede gården under sig. Krabbe faldt under Den Skånske Krig (1675-1679), hvor han gjorde tjeneste i rytteriet. Hans bror Otte Krabbe, som var en fremtrædende godssamler og embedsmand, administrerede derefter arven for Mogens Krabbes seks umyndige børn.
Det var hårde tider for landbruget, og da hovedgårdenes skattefrihed efter 1682 blev betinget af, at gårdene havde et fæstegods på mindst 200 tdr. hartkorn, mistede Skaarupgaard i 1686 skattefriheden for hovedgårdsjorden. Krabbe fik dog – på de umyndige arvingers vegne – kongelig bevilling til, at Skaarupgaard fortsat kunne være fritaget for tiende.
Efter et par hurtige ejerskifter i sidste halvdel af 1600-tallet kom Skaarupgaard i Otte Arenfeldts besiddelse. Arenfeldts ejede herregården Lerbæk, og Skaarupgaard fungerede efter hans overtagelse som ladegård under Lerbæk indtil 1794, hvor senere stiftamtmand i Norge, Marcus Bøye Rosenkrantz, videresolgte gården.
I første halvdel af 1600tallet kom Skårupgård i underadmiral Jørgen Orning til Eget besiddelse, i 1638 skriver han sig til Skårupgård, formentlig har han (eller Fru Ingeborg) udvidet gårdens marker anseligt ved at lægge andre gårdes jord derunder. I 1672 var borggården og ladegården under et og ikke bygget anderledes end en bondegård. Efter Jorgen Ornings død i 1644 arvede enken Lisbet Stensdatter Rodsteen sammen med døtrene Christence Orning (døde tidligst 1653), Kirsten Orning (døde 1718) gift med Niels Harbou til Søgård (døde 1675), Sophie Orning, gift med Mogens Krabbe (Krabbe af Østergård) til Vejbyvad (døde 1676) og Agathe Orning (døde 1684) gift med Wolf Unger til Hæstrup.
I 1654 skødede Lisbet Rodsteen sammen med døtrene Sophie og Agathe deres part i Skårupgård til sidstnævntes broder Vil Orning, der imidlertid døde senest 1658. Mogens Krabbe samlede derefter en del eller alle arveparter, og hans broder stiftamtmand Hr. Otte Krabbe (Krabbe af Østergård) til Holmegård (døde 1719) fik i 1686 på de umyndige arvingers vegne kongelig bevilling, at Skårupgård herefter måtte være en tiendefri bondegård, hvorefter den i 1687 blev solgt til tidligere foged på Eskær, Rasmus Jørgensen i Dal.
I 1693 ejedes den af Christen Lauridsen, der solgte gården med noget gods til Otte Arenfeldt til Lerbæk (døde 1720) men hvilken Herregård den herefter var forenet til 1794, da den senere stiftamtmand i Norge Marcus Gjøe Rosenkrantz (døde 1842) solgte Skårupgård med tiende for 4200 rdl. til forvalter på Sæbygård, Bo Johannesen Møller (døde 1842) senere degn i Rubjerg, han videresolgte gården i 1798 for 5500 rdl. til Peder Hansen Milling på Tidemandsholm (døde 1838), fra hvem statskassen i 1824 måtte overtage den på grund af skatterestance og først solgte den i 1835 (skøde 1837) sammen med Tolne Kirke og det såkaldte Bangsbo strøgods for 12.600 rbdl. Sølv til købmand C. Sørensen og prokurator, vicekonsul Ferdinand Christian Rørbye, Frederikshavn (døde 1860), de videresolgte i 1837 gården (uden Kirke med tiender) for 4000 rbdl. Sølv til Poul Møller af Elling, fra hvem den siden kom til sønnen Christian C. Møller.
Hovedbygning
Skaarupgaards hovedbygning er en lav, trefløjet bygning. Sidefløjene er delvist af bindingsværk og er muligvis ældre end hovedfløjen. Bygningens alder en ukendt, men den er muligvis opført af Peder Hansen Milling i starten af 1800-tallet.
Under det tidlige 1800-tals landbrugskrise måtte Peder Hansen Milling på grund af skatterestance overdrage Skaarupgaard til statskassen i 1824. Herefter fulgte atter en række ejerskifter, hvor ejer O.L. Bang i 1870’erne forbedrede ejendommen.
I 1877 blev bygningen hærget af en brand, hvorefter O.L. Bang foretog en gennemgribende restaurering. Bang anbragte da sit våben i en lav fronton over hovedindgangen. En efterkommer af Bang, N.S. Høm, købte Skaarupgaard i 1961 og begyndte en gennemgribende modernisering af bygningerne, der var blevet forsømte.
I 2013 fremstår bygningen med grundmurede gavle, et muret gesimsbånd, kalkede mure og saddeltag. Mod gården findes en nyere frontkvist med balkon.
Fredningsstatus 2013: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Umiddelbart syd for hovedbygningen ligger en trelænget avlsgård, hvis længer åbner sig mod hovedbygningen i nord.
Skaarupgaards trelængede avlsgård fra 1800-tallet er opført i grundmur med fast tag.
Fredningsstatus 2013: Avlsgården er ikke fredet.
Omgivelser
En landskabelig have med en mindre sø tilhører Skaarupgaard.
Ejere af Skårupgård
1419 – Niels Ovesen (Panter)
1419 – Anders Jacobsen Lunge
1540 ca. Poul Vinter
1546 – Chr. Jens Christensen
1568 – Christopher Pedersen
1600 – Jørgen Orning
1658 – Mogens Krabbe
1687 – Rasmus Jørgensen
Christen Lauridsen
1693 – Otte Arenfeldt (under Lerbæk)
1794 – Boe Johannesen Møller
1799 – Peder Hansen Milling
1824 – Staten
1835 – C. Sørensen og Ferdinand Chr. Rørbye
1837 Poul Møller
Chr. C. Møller
1857 Chr. Fr. Ingerslev
Peter Chr. Wilhelm Frederiksen * 1874 – O.L Bang
1961 – N.S Hom
1874 Andreas Skriver
1874 O.L.Bang
E.K.Jørgensen
1885 F.N.Westengård
1894 J.Westengård
1913 Hans Claus Chr. Bang
1914 Niels Andersen
1944 Knud Andersen
1961 N.S.Høm
1987 – Aage Roune
1995 – Henrik Hougaard
Kilde:
Hjørring Slægtsforening og Wikipedia