af Henning Krabbe 
Bornholmsgade 10, Brønderslev.
Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle få mit erhvervsmæssige virke i Brønderslev, men nogle bump på min livsvej førte mig hertil. Jeg er vokset op på et husmandssted i Hvorupgård og gik ud af skolen efter 7. klasse, hvor der én sommer kun var skolegang hver anden dag. Kom ud og tjene og lærte her om det praktiske landbrug med pasning af mark og dyr. Fodring, udmugning og malkning hørte til de daglige opgaver. Og på den ene gård blev hestene først solgt, mens jeg tjente der. Toilettet var bag kørerne med papir fra kraftfodersækkene fra Peder P. Hedegaard, og malkerummet i midten af kostalden var pladsen for vaskefadet til den personlige vask.
Det viste sig så, at min ryg ikke kunne holde til praktisk landbrugsarbejde, og jeg måtte finde anden beskæftigelse. Jeg sagde farvel til gården, og den næste dag var jeg elev på Aalborg Eksamenskursus, hvor et 2-årigt eftermiddags- og aftenforløb skulle resultere i en realeksamen. Omskolingen var begyndt – og med revalideringsstøtte. Efter de to år søgte jeg vejledning forskellige steder og kom til den konklusion, at en realeksamen ikke var nok. Jeg fortsatte på Studenterkursus i Aalborg, og efter 2 år på aftenkursus fik jeg i 1969 studenterhuen. Så var mange døre åbne, men jeg valgte det kendte og søgte optagelse på agronomstudiet på Landbohøjskolen. Studiet blev gennemført og i 1973 kunne jeg kalde mig cand.agro.
Ophold på farm i USA
Undervejs i studierne var jeg på et ophold på en farm i Michigan i USA i 2 måneder. Det var min første udlandsrejse og en dannelsesrejse for mig. Jeg kom til en god familie, hvor manden selv havde været på ophold på i Haldager som ung. Her stiftede jeg bekendtskab med mange nye ting. Landmanden var desuden ansat på et universitet, så der var også god lejlighed til at lære noget om de amerikanske landbrugsuniversiteter. Jeg deltog også i mit første Rotary møde her. Men vigtigst af alt var min læring af sproget. Det engelsk, som jeg senere har kunnet præstere, har været med afsæt i læringen i Michigan. Jeg har fortsat god kontakt til ”min familie”, og Lissi og jeg har besøgt dem flere gange, og de har også besøgt os.
Forsker
Efter eksamen fik jeg job på Statens Byggeforskningsinstitut, hvor jeg arbejdede med landbrugsbyggeri. Jeg skulle være forsker, og efter et par år fortsatte jeg studierne og opnåede i 1977 den jordbrugsvidenskabelige licentiatgrad, som nu benævnes phd. Men så kom et nyt bump på vejen. Bevillingerne til forskning indenfor mit område blev omlagt, så landbrugsafdelingen blev nedlagt. Jeg måtte se mig om efter nyt arbejde, men jobbene hang da ikke på træerne. I mellemtiden var jeg blevet gift med Lissi, der er pædagog, og vi havde fået 2 børn og købt nyt hus i Nordsjælland, så et fast job var nødvendigt. Jeg valgte at skifte spor og søge job som rådgiver indenfor økonomi i landbruget, for her var det nemmere at få job. Da både Lissi og jeg er fra Vendsyssel valgte vi at flytte tilbage, så vores børn kom tættere på bedsteforældrene. Jeg fik job på Landbocentret i Brønderslev, givetvis fordi jeg var den eneste ansøger.
Landbrugskrise
Kort efter min ansættelse brød landbrugets store 1980’er krise ud. Indtjeningen var lav og gælden høj, og jeg blev kastet ud i arbejdet med gældssaneringer, akkorder, indefrysninger og økonomisk genopretning. 40 køer, høj belåning og en gæld til foderstoffirmaet på 1 mio. kr. med månedlig rentetilskrivning på 2% gjorde det umuligt at få balance i økonomien, og det uanset om ægtefællen var sygeplejerske eller ej. Der var mange tunge familieskæbner, og det hørte med til checklisten at tale om, at selvmord ikke var en udvej at vælge. Politisk blev der lavet forskellige ”ordninger” med statsgaranterede gældssaneringslån og rentetilskud, og det var disse værktøjer jeg havde med i konsulenttasken.
Mange landmænd havde ikke klar indsigt i bedriftens økonomiske resultat. Derfor påbegyndte vi at arbejde med driftsregnskaber, der i modsætning til et skatteregnskab viste hvordan økonomien var. De lange edb-udskrifter gjorde heller ikke økonomien lettere at forstå, og for at råde bod herpå gjorde vi det til en fast praksis, at bedriftens hovedtal blev skrevet med håndskrift på omslagets inderside sammen med en håndskreven vurdering af resultatet.
For at flytte fokus fra de historiske regnskabstal satte vi gang i arbejdet med budgetter i et tværfagligt samarbejde mellem landmanden og de forskellige faglige rådgivere indenfor planteavl, kvæg og svin. Jeg fik til opgave at koordinere dette arbejde, og der blev udviklet en særlig Brønderslev-model for tværfagligt samarbejde. En model som gav mig anledning til at holde mange undervisningsforløb og foredrag, ikke blot i Brønderslev men også mange andre steder på efteruddannelseskurser for både landmænd og konsulenter. ”En uge på landbrugsskole” var i en årrække et fast tilbud om efteruddannelse for alle landmænd, og jeg havde den glæde ofte at blive brugt som underviser flere steder.
Ingen lederuddannelse
I 1986 blev jeg udnævnt til leder af Regnskabskontoret på Landbocentret, men jeg fortsatte med rådgivningsopgaver for min portefølje af landmandskunder. Jeg har ingen formel uddannelse i ledelse, men gjorde her brug af mine sociale kompetencer. Jeg var meget inspireret af den kendte foredragsholder Nils Villemoes, som allerede i 1980’erne lærte mig om medarbejdersamtaler. Jeg lavede en ledergruppe bestående af 4 personer, og vi blev ofte kaldt ”4-banden”, der bestod af Viggo Rasmussen (edb), Poul Boye/ Poul Hjorth (skat), Søren Peider Hansen (driftsøkonomi) og jeg selv.
Det gik godt og vi havde tilgang af nye kunder, og vi havde et godt samspil og godt samarbejde i personalegruppen., der bestod af ca. 2 elever, 22 assistenter og 8 konsulenter. Vi var som en lille familie og kendte hinandens ægtefæller og navnene på hinandens børn. Det var en god tid, som fortsat trækker gode spor.
Jeg havde i arbejdet uvurderlig hjælp af vores sekretær, Vibeke Lambrechtsen, der var mig en tro væbner i mange år. Hun var loyal ud over alle grænser og tog mig altid i forsvar, når der var kritik. Selvom hun var nordmand beherskede hun det danske sprog til fulde, og når jeg brugte diktafon i arbejdet fik jeg altid en velskreven tekst retur, for hun rettede og justerede i min diktering, så resultatet blev godt.
Der blev ikke gjort meget ud af stillingsbetegnelserne. Konsulenterne blev ofte kaldt regnskabskonsulenter, hvilket jeg ikke mente var dækkende, men værre var det, at assistenterne blot blev kaldt ”pigerne på regnskabskontoret”. Det indgød ikke til stolthed i jobbet, og når de pågældende ringede til en landmand undlod de oftest at præsentere sig og sagde blot ”det er fra regnskabskontoret”. Det fik vi heldigvis lavet om på. Assistenterne var – og er – jo i den grad vigtige medarbejdere, der sørgede for bogføring af alle landmandens økonomiske dispositioner, og de var vigtige aktører, når der skulle afregnes moms og energiafgifter, og når bogføringen skulle omformes til et regnskab. Og så kunne de disponere med stor ansvarlighed og selv tilrettelægge arbejdet. Vi begyndte at bruge ”revisorassistent” som stillingsbetegnelse, og den bruges vist fortsat i rådgivningssektoren i landbruget.
Vi havde lokale lønaftaler, men de indeholdt ingen pensionsordning for assistenterne. Det fik vi dog gjort noget ved, så der blev igangsat indbetalinger til pension, hvor arbejdsgiveren betalte 400 kr. pr måned og medarbejderen 200 kr., samtidig med at der blev tilkoblet en livs- og invalideforsikring. Det var små månedlige beløb, men vi kom i gang, og siden blev beløbene forhøjet. Det var en god milepæl, og jeg er glad for, at vi fik den lavet, da det efterfølgende har været værdifuldt for kollegaer, der blev ramt af sygdom eller skulle gå på pension.
For egne penge
Et andet og mere tvivlsomt initiativ var udskiftning af skrivebordene på kontoret. Alle medarbejdere havde fået edb på arbejdspladsen, men skrivebordene var fortsat de samme. Revisorassistenterne sad med stakkevis af bilag samt ringbind til at samle bilagene i tillige med forskellige udskrifter og vejledninger. Skrivebordet var fyldt, og der var knap plads til regnemaskine, tastatur og skærm. Men ingen var utilfredse og arbejdspræstationerne var høje.
Når jeg så på medarbejdernes belastning af ryg, skuldre, arme og håndled tænkte jeg, at vi måtte kunne få anskaffet bedre ergonomiske borde. Det fik vi sat gang i, men mit forslag om, at medarbejderne selv skulle give et bidrag til finansiering heraf blev dog ikke modtaget med klapsalver. Vi enedes dog om, at hver medarbejder skulle præstere ca. en dags arbejde uden løn, hvilket svarede til 5-10 % af udgifterne ved de nye borde, der både havde forsænket tastaturplads, skråtstillet justerbar bordplade og 2 justerbare sideborde. HK protesterede, men bordene blev anskaffet, og vi fejrede de nye borde og holdt en personalefest. Men da jeg en søndag kort tid derefter lukkede Nordjyske Stiftstidende op og så, at avisens leder omhandlede vores nye borde ”For egne penge”, var jeg spændt på dommen. Heldigvis blev ordningen ikke dømt helt ude, men jeg ville ikke gøre noget tilsvarende igen, hvis det var aktuelt.
Jeg refererede til Regnskabsudvalget, som på et tidspunkt bestod af flere byrådsmedlemmer. Efter dagsordenens afslutning på udvalgsmøderne og efter kaffen og lagkagen kom der en kasse øl på bordet, og så blev kommunens forhold debatteret med bl.a. Verner Jensen, Hammelmose, Ole Lysgaard. Serritslev og Niels Jensen fra Stenum.
Møder
Brønderslev havde gode møde- og kursustraditioner for landbruget. Landboskolen blev bygget i 1936 for at tilbyde undervisning til bosiddende landmænd og unge medhjælpere, og med ungdomskonsulent Jens Chr. Vestergaard blev møder og kurser fortsat udviklet og tilbudt. Viden er jo vigtig i ethvert erhverv. Jeg lagde mig også i selen for at tilbyde spændende og interessante møder om økonomi. Til årsmøderne, der var heldagsmøder, havde vi ofte et tema, og jeg fik som den første i landet igangsat, at jeg på møderne kunne præsentere dugfriske regnskabsresultater. De tørre tal blev krydret med eventyr, vittigheder, ordsprog, lyd, billeder og film, så alle kunne få noget med hjem. Vi var da også stolte over, at deltagerantallet steg fra 100 til 330 i år 2000, hvor møderne blev holdt på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og for mig var det en glæde, at mange deltagere var kvinder, da landmandens økonomi jo var en familieøkonomi, hvor det er værdifuldt, at begge ægtefæller har indsigt.
Strukturudviklingen i landbruget bragede afsted med opkøb og nedlæggelse af bedrifter. Det faldende medlemstal havde selvfølgelig også betydning for os i landbrugsrådgivningen, der jo var ejet af landbo- og husmandsforeningerne. Karl Damsgaard fra Tolstrup var dygtig formand for Brønderslev og Omegns Landboforening og paraplyorganisationen Landboforeningerne i Vendsyssel, hvor jeg var sekretær, og han stod i spidsen for en række drøftelser og konferencer for at se, om der var vilje til, at nogle foreninger skulle gå sammen. Efter 3. forsøg enedes man i 1996 om at gå sammen i hele Vendsyssel, men det varede dog knap til, at blækket på aftalen var tørt, før aftalen blev undsagt. Tilbage blev et samarbejde mellem Brønderslev og Fjerritslev, der fik navnet Nordjysk LandbrugsRådgivning, NLR, hvor jeg blev udpeget som leder.
LandboNord
NLR fik kun en kort levetid indtil 1999, hvor LandboNord så dagens lys. Jeg søgte jobbet som direktør og fik i efteråret betroet opgaven med at få fusionen mellem de 5 landboforeninger i Vendsyssel og Han Herred gjort operationel. Inden da skulle alle samarbejdsrelationer mellem familiebruget og landboforeningerne dog bringes til ophør, idet flere bygninger var ejet i fællesskab ligesom mange medarbejdere var ansat i interessentskaber mellem de 2 organisationer.
Der var strid modvind ved LandboNords start. De fem landboforeninger i Hjørring, Frederikshavn, Flauenskjold, Fjerritslev og Brønderslev havde vidt forskellig økonomi og kultur. Mere end 230 medarbejdere og 5 forskellige edb-systemer og arbejdspraksis skulle nu samkøres. Ved ansættelsessamtalen blev oplyst, at alle fem foreninger havde styr på økonomien, men da regnskaberne for 1999 blev udarbejdet var der samlet set underskud. Kulturerne skulle nu harmoniseres, priserne på rådgivningsydelserne skulle ensartes, og der skulle rationaliseres. Hjørring var hovedkontoret, og jeg havde arbejdssted her. Men jeg blev set som en konkurrent, der var kommet ind udefra. Medarbejderne strejkede og krævede min afgang. De var støttet af medarbejderne i Frederikshavn og Flauenskjold, mens medarbejderne i min gamle base i Fjerritslev og Brønderslev bakkede op. Bestyrelsen valgte dog at stå fast, så stormen blev redet af. Der blev holdt kogende medarbejdermøder med TV-Nords kameravogn udenfor. Jeg havde ingen begreb om, hvordan en sådan konflikt skulle håndteres, så jeg forholdt mig lyttende med et påtaget forsigtigt smil. Bagefter fik jeg at vide, at den attitude i den grad havde været provokerende for en del af deltagerne.
Sammen med en meget dedikeret og dygtig chefgruppe kom der styr på tingene, og bestyrelsen med formand Lars Møller – senere borgmester i Frederikshavn Kommune – bakkende helt og fuldt op i de svære år.
Der kom også gang i politiske tiltag, da landboNord også var landmændenes interesseorganisation. I 2002 blev vi med stolthed kåret som ”Årets Landboforening”. Vi arbejdede også med kunde- og medarbejdertilfredshed og scorede efter nogle år ganske godt på de områder. Vi havde i forløbet god hjælp af en ekstern konsulent, der hjalp os med at få lavet vision og strategier flere gange. Den lokale virksomhedskonsulent Preben Lie havde vi også ombord i nogle år. Også det var uhyre værdifuldt på vores rejse i en foranderlig tid.
Christiansborg og EU
I det politiske lobbyarbejde fik vi indarbejdet en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor repræsentanter fra bestyrelsen tog til Christiansborg for at mødes med de nordjyske folketingspolitikere. Forud for mødet havde vi planlagt de emner, som vi gerne ville drøfte. Det skulle ikke dreje sig om brok og utilfredshed, men om fremtidige udfordringer for landbrugserhvervet. Vi havde god hjælp af MF Bjarne Laustsen til at skaffe lokaler og forplejning på Christiansborg. De fleste Nordjyske MF’ere mødte op. Vi havde aftalt en time til hvert parti og havde også lejlighed til at spise frokost med de ”blå venner”. Det var en god fornemmelse at tilrettelægge turen for bestyrelsen og se dem indtage ”Grønlandsværelset”, som vi typisk fik tildelt.
Lobbyarbejde på Christiansborg. Her med bestyrelsesmedlemmerne Per Østergaard, Lars Pedersen, formand Lars Møller og Palle Joest Andersen.I lobbyarbejdet nåede vi også til EU-kommissionen. I Bruxelles fik vi foretræde for landbrugskommissær Mariann Fischer Boel. Vi talte om forbedringsmuligheder vedr. krydsoverensstemmelse og GMO, og Marian Fisher Boel sagde i sin farvelreplik, at jeg var en god ”spejderleder”.
Nyt domicil i Brønderslev
Medarbejderne var jo placeret på 5 lokationer og i 2004 begyndte jeg at arbejde for at få samlet alle på et sted. Byggefirmaet Arne Andersen i Vrå udviste interesse for at indgå en aftale om at bygge et nyt rådgivningscenter, der skulle finansieres ved salg af de gamle centre. Og med god og uvurderlig hjælp fra daværende Brønderslev borgmester, Jens Arne Hedegård, fik vi kabalen til at gå op, hvor Landbocentret blev til Jobcenter. Jeg havde den glæde, at den 16 mands store bestyrelse kunne træffe beslutningen i enighed. Og det var en stor beslutning. Ikke at bygge nyt, men at sige farvel til de historiske lokationer. Hjørring Amts Landøkonomiske Forening havde således haft base i Hjørring siden 1845.
Byggeriet af det nye domicil blev gennemført i 2006 og alle medarbejdere flyttede ind sammen med det gamle inventar og det eksisterende it-udstyr på ”store flyttedag”. Mådehold er jo en dyd i landbruget. Det var en glædens dag, da vi kunne markere indvielsen. Byggebudgettet på 55 mio. kr. holdt, men beklagelig vis var byggeriet behæftet med en række fejl, og kvaliteten var ikke på det niveau, som Arne Andersen ellers var kendt for. Det tog efterfølgende en hel del år at få udbedret de mange fejl og mangler.
Plovskæret
Ved indkørslen til Hjørring på Aalborgvej blev der i 200 året for stavnsbåndets ophævelse rejst en stor jernskulptur i 1988. Den var lavet af kunstneren Bent Sørensen. Landboforeningen havde været aktiv ved fremskaffelse af finansiering, men ejerskabet var uklart. I en samtale med advokat Troels Bidstrup Hansen fra Hjørring, der var formand for Hjørring Kommunes kunstudvalg, aftalte vi, at plovskæret skulle forblive i Hjørring, selvom vi fraflyttede stedet. Jeg fik så Produktionsskolen i Brønderslev til at lave en lidt mindre kopi, der blev afsløret på indvielsesdagen
I det nye domicil var der mange store hvide vægge. Maleren Jane Mikolajewicz fra Galleri Munken påtog sig opgaven med at lave nogle malerier til udsmykning af bestyrelsens mødelokale. Opdraget var, at det ikke skulle være landbrugsmotiver, og Jane løste opgaven fint med en række billeder med motiver inspirereret fra en rejse til New York.
Til kontorområderne fik vi anskaffet en række plakater og kunsttryk, der alle blev rammet ind hos glarmester Bertelsen. De blev opstillet i kantinen, så medarbejderne kunne tage de billeder, de syntes bedst om til ophængning ved deres arbejdsplads.
Moderne virksomhed
Gennem årene fik vi gjort LandboNord til en moderne virksomhed, hvor der var stor fokus på specialisering for at have de rette kompetencer, så rådgivningen kunne være i top. Vi påbegyndte i Brønderslev allerede i 1999 et forsøg med hjemmearbejdspladser støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsen, og vi havde også stor fokus på medarbejdernes trivsel og tilfredshed. Vi praktiserede efter bedste evne anerkendende ledelse, hvor den enkelte medarbejder ”blev set”, og hvor omgangstone var uformel og munter.
Alle moderne elementer indgik i vores dagligdag, fx medarbejder pc’er, medarbejderobligationer, sundhedsforsikring, kantineordning, flextid, og medarbejderbonus, når årsresultat gav plads hertil. Der blev også arrangeret medarbejderture til Axelborg og Landbrugsministeriet med efterfølgende musical på Frederiksberg samt ture til Bruxelles med besøg i EU.
Det hele resulterede i god medarbejdertilfredshed og deraf god kundetilfredshed, så vi stod os godt i konkurrencen om landmændenes gunst.
Mere fusionssnak – og farvel
Landbrugets strukturudvikling fortsatte, og yderligere fusioner kom på tale. Men jeg havde ikke mod på at skulle trække endnu en fusion på plads. Jeg havde en spændende og udfordrende dagligdag, men når jeg kom hjem trak sofaen efter aftensmaden. Sammen med bestyrelsen havde jeg arbejdet på at have en intern afløser på plads, når jeg blev 60 år. Der ville jeg gerne slippe for lederansvaret og løse andre opgaver i organisationen indtil det aftalte pensioneringstidspunkt ved 65 år. Et planlagt generationsskifte og en ny intern rekrutteret direktør til at lede en ny fusion med Vesthimmerlands Landboforening så lovende ud. Men vores nyudnævnte udviklingsdirektør fik tilbudt et spændende job på Axelborg, så fusionsdrøftelserne blev afblæst. Min stilling blev så opslået og bestyrelsen fandt min afløser. Der blev holdt en flot reception, hvor jeg sagde farvel til direktørposten, og min afløser blev præsenteret. Imidlertid holdt denne konstellation ikke længe. Efter nogle måneder blev jeg opsagt af den nye direktør og fik kun kort tid til at pakke ”mit liv” ned, for jeg havde i den grad blandet mit personlige og arbejdsmæssige liv sammen.
Det var en svær kamel at skulle sluge, og efter nogle forhandlinger fik jeg lov til at hente mit personlige materiale på kontoret. Jeg var netop overgået til at være funktionær og havde som sådan 6 måneders opsigelsesfrist. Selvom jeg var fritstillet skulle jeg jo være loyal i hele opsigelsesperioden. Jeg fik nej til alle forespørgsler om selv små nye aktiviteter, om så det var at holde et foredrag i Landbrugets Seniorklub. Det blev rubriceret som konkurrenceforvridende. Så der var stor glæde, da min opsigelsesperiode udløb og jeg igen var en ”fri” mand.
Jeg brugte efterfølgende megen tid på at bearbejde dette store bump på vejen. Det viste sig så, at flere af mine gode chefkollegaer senere også blev opsagt, men den nye direktør holdt dog ikke længe på posten. Efter et år var han også væk. For mig blev det til godt 29 år.
Mange ord
I en landmandsslægt er der ofte ikke så mange ord, og da slet ikke i Vendsyssel. Men der har været mange ord i mit liv. Undervisning, foredrag og taler blev til mange ord. Jeg har altid beundret de, der kunne holde en tale uden manuskript, og så samtidig få sagt noget væsentligt. Den evne har jeg ikke haft, så jeg har hver gang måttet lave et manuskript. Det havde så den fordel, at jeg kunne og få afsluttet talen i tide.
Det er også blevet til mange skrevne ord med læserbreve og indlæg om mange forskellige emner. Jeg var bl.a. i en periode klummeskriver til Nordjyskes Erhvervssektion. Den ypperste opgave var dog at være redaktør af LandboNords medlemsblad ”Mit LandboNord”. Det var et alsidigt sammensat blad, hvor der blev fokuseret på almene forhold i landbrugslivet. Vi havde bl.a. en klumme ”Fra præstegårdens vindue” skrevet af sognepræst Kirsten Munkholt fra Tårs og en anden klumme ”Bonden og Byen” skrevet af en af min venners søn, Per Lykke, der da studerede dansk og teatervidenskab i København. Hans Sejlund, landmandssøn fra Hollensted, var tilknyttet som dygtig freelance journalist og lavede gode tekster.
Mit LandboNord blev i øvrigt lavet i samarbejde med Jens Erik Larsen fra Assist Kommunikation, og vi havde et fortræffeligt samarbejde med kort produktionstid.
Landbrug i Letland
Efter Berlinmurens fald var udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen aktiv med hjælp til de baltiske lande. Det kom også til at smitte af på os på Landbocentret. Vi fik en invitation fra ny lettisk landboforening i Talsi til at indgå i et samarbejde. Der blev takket ja til invitationen, og bestyrelsen og nogle konsulenter tog til Letland for at aftale mere om samarbejdet. Det resulterede i, at en gruppe lettiske konsulenter kom på et træningsforløb i Brønderslev, hvor jeg var ansvarlig for programmet. Endvidere blev vi modtagerbase for en række lettiske landbrugspraktikanter, der efter opholds- og arbejdstilladelse fik uddannelsesjobs på forskellige gårde.
Hjælpen til Letland kom også til at omfatte et projekt, hvor vi samlede brugte landbrugsmaskiner ind fra egnens landmand. Maskinerne blev derefter sat i stand i et kommunalt beskæftigelsesprojekt på et nyt renoveringscenter indrettet hos Dania Staldmekanisering på Eventyrvej. Efter færdiggørelse og maling blev maskinerne fragtet til Letland. Det skete på en speciel måde, da fragtomkostningerne var store. En ombygget lettisk fiskekutter lagde til i Frederikshavn, og maskinerne blev så placeret i lastrummet og på dækket og sejlet til Letland, efter at vi havde forsynet kutteren med dieselolie. Vi fik 3 ”ladninger ” afsted på den måde. Projektet var støttet af Udenrigsministeriet og Tryg var lokal sponsor. I det forløb fik en hel del landmænd ryddet op ”bagved”.
Det blev også til flere grupperejser til Letland for danske landmænd. I Letlandsarbejdet var Jens Andreasen fra Serritslev, Christen Sørensen fra Torup og Kurt Jørgensen fra Hollensted aktive aktører, og de videreførte arbejdet i flere år, efter at jeg havde taget fat på andre opgaver
Landbrug helt inde fra
Overskriften på dette bidrag i bogen fortæller, at landbruget har været mit omdrejningspunkt i livet. Til vores sølvbryllup for mange år siden udtrykte min dengang 12-årige niece det med, at ”Hennings indre jeg er landbrug, landbrug, landbrug”. Jeg har været et produkt af landbrugets selvforståelse om, at det er landbrugsproduktionen, der holdt Danmark i gang, sikrede beskæftigelsen og valutaindtjeningen. Og skulle landbruget have kontakt med ”de andre”, så kunne det ske gennem ”Landbrugets Samfundskontakt”. Landbruget havde sit eget, producerede det vigtigste, havde egne uddannelser og ”sad” i det hele taget på meget.
Og som studerende på Landbohøjskolen behøvede man stort set ikke komme i kontakt med andre end ligestillede. Mange af underviserne på Landbohøjskolen var agronomer, der havde ”læst videre”, og med undtagelse af kontakter til sygeplejeelever ved festlige lejligheder, levedes livet i stor udstrækning på Frederiksberg med en afstikker til Tivoli en gang om året. Landbohøjskolen var ikke underlagt Undervisningsministeriet, men Landbrugsministeriet. Det samme gjaldt landbrugsskolerne.
Uddannelsen fra Landbohøjskolen gav beskæftigelse i landbrugets foreninger og organisationer, på landbrugsskolerne og i andelsselskaberne. Landbrugets organisationer sad tungt ved bordenden i mange betydningsfulde sammenhænge, fx styrede Axelborg de offentlige forskningsmæssige bevillinger til landbrugsforskning indtil en gang i 1980’erne. Og når Udenrigsministeriet skulle have landbrugsattachéer placeret på ambassaderne i udlandet blev de i stor udstrækning rekrutteret fra Axelborg.
Udviklingsprojekter
Landbruget spillede jo også en afgørende rolle i Brønderslev Kommune, som det også var afbilledet i det gamle byvåben.
Der var mange iværksættere og drivkræfter her. Det var driftige landmænd, der startede byens halmværk med Jens Østergaard Jensen fra Hallund som en af drivkræfterne. Han blev også formand for Rådet for Agroindustri, hvor han sammen med erhvervschef og direktør Bente Albæk Madsen var dybt engageret i mange udviklingsprojekter indenfor agro-området. I 1992 begyndte man at interessere sig for nye afgrøder, og fra samfundets side var der interesse for andre energiformer end fossil energi. Planteavlskonsulent Karl Thomassen blev koblet på opgaven, og der blev lavet dyrkningsforøg med pil, hvor man også indsamlede erfaringer med håndtering af pilen. Der blev lavet mange pilestiklinger på ”Mejeriet Håbet” i Tolstrup, og initiativet lever fortsat videre bl.a. hos familien Bach i Ny Vraa Bioenergi, og der dyrkes fortsat pil på en række marginaljorder, der ikke er velegnet til kornafgrøder. Ideen om bio-ethanol blev også lanceret i disse år, men byrådet valgte at satse på naturgas, så halmværket blev lukket, og planerne om bio-ethanol forblev på tegnebrættet.
I dette udviklingsmiljø fik jeg nye opgaver efter min fratræden i LandboNord. Jeg kom med i bestyrelsen sammen med Kurt Jørgensen, Ole Albæk, Niels Busk og Jørgen Evald Jensen og løste siden forskellige projektopgaver her. Jens Østergaard Jensen og Bente Albeck var inspirerende drivkræfter. Jeg deltog bl.a. i et projekt om fremstilling af bioolie ud fra gyllefibre under højt tryk og høj temperatur.
Det så lovende ud, men hovedaktøren gik konkurs inden koden var knækket, så jeg blev ikke biooliesheik. Det månedlige råvaremarked i Nordkraft og samspil med mindre fødevareproducenter indgik også. Da Bente Albeck gik på pension overtog jeg hendes direktørjob på deltid. Det varede dog kun et år. Kassen var tom, og min sidste handling var at opsige den sidste medarbejder, hvorefter jeg selv stoppede. Rådet for Agroindustri og Smagen af Nordjylland overgik til historiebøgerne.
TV2-Nord
Starten af TV2-Nord var også drevet af aktive landmand, og stationens første formænd var da også landmænd: Martin Rytter fra Himmerland var den første efterfulgt af Ole Fuglsang fra Børglum. På et tidspunkt var Jens Østergaard Jensen medlem af bestyrelsen, og da han trådte ud blev jeg valgt til bestyrelsen. Her støttede jeg et skifte i formandskabet, så advokat Henrik Skårup kunne indtage formandsstolen, og det var også i den periode, at TV2-Nords nuværende direktør Mikael Justesen blev ansat.
TrygFonden
Jeg deltog i TryghedsGruppens repræsentantskab og TrygFondens arbejde i 10 år. TryghedsGruppen var hovedaktionær i forsikringsselskabet Tryg og havde også landmænd som formænd for repræsentantskabet. For at opnå en plads her skulle jeg igennem kampvalg, og jeg havde den glæde at opnå solid opbakning ved valgene. Jeg var varm fortaler for en påbegyndt demokratiseringsproces, så forsikringstagerne fik betydelig større indflydelse. Der kom større gennemsigtighed i alle beslutninger og økonomiske dispositioner, og vi fik også indført udbetaling af medlemsbonus. I samme periode var jeg en del af TrygFondens regionale råd, hvor vi hvert år uddelte 6-7 mio.kr. til forskellige gode formål. De sidste år havde jeg tillige en plads i TrygFondens nationale bevillingsudvalg, der havde ansvaret for de største bevillinger af den årlige uddeling på ca. 600 mio. kr. Det var spændende og gav god indsigt i mange samfundsforhold.
Realdania
Realdania tiltrak mig også, og jeg fik også lejlighed til at stille op til valg til repræsentantskabet her. Ved et valgmøde i Aalborghallen med 1.000 deltagere havde jeg to minutter til at præsentere mig ved kampvalget, og selvom jeg var pensionist fik jeg tilstrækkelige stemmer til at blive valgt. Det var interessant og gav god indsigt i Realdanias arbejdsmåde indefra og kendskab til en række personer her, hvoraf flere af de valgte var landmænd, og for tiden er bestyrelsesformanden også landmand. Realdania gav samtidig mulighed for at deltage i møder, hvor man blev budt indenfor i omgivelser, som man ellers ikke havde mulighed for at besøge. Det er viden herfra jeg har benyttet, når jeg har ”kloget” mig om, hvad Kommunen kan gøre for at skaffe eksterne midler til projekterne i Hedelund. Realdania ønsker brede langsigtede planer med perspektiv og flere forskellige samarbejdende aktører sammen med en delvis egenfinansiering. Og ud over penge bidrager de med viden. Det kaldes også kloge penge. Det har vi efter min opfattelse ikke gjort megen brug af i Brønderslev. Ofte oplever vi modsætningsforhold, som sidst er demonstreret ved byrådets afgørelse af, hvor en restaurant skal placeres i Hedelund.
Nykredit
Jeg blev også valgt ind i Nykredits repræsentantskab, og var her med i en årrække. Også her var det en landmand, der sad for bordenden i de første år. Langsigtet og billig finansiering er jo vigtig for et kapitaltungt erhverv som landbrug. Her havde mange landmænd også sæde, og da jeg faldt for aldersgrænsen havde jeg den glæde, at en ung og ægte landmand, Martin Andreasen fra Serritslev, blev valgt.
Kirkebyggeri og menighedsråd
Mine forældre var baptister, og der blev holdt søndagsskole og såkaldte ”teltmøder” i mit hjem, og jeg blev selv først døbt som ung. I mange år var jeg medlem af Vrå-Brønderslev Baptistmenighed, og her var jeg som revisor og forhandlingsleder med til at dele menigheden, så Vrå og Brønderslev blev 2 selvstændige menigheder. Når jeg ville til gudstjeneste kørte jeg oftest til Vrå, men med tiden fandt jeg større tilfredshed ved at kommet i folkekirken i Brønderslev.
I 2012 blev jeg valgt til menighedsrådet i Brønderslev. Som formand for byggeudvalget kom jeg til at arbejde med et projekt om renovering af kirken og tilbygning til sognegården i alle 8 år, for ting tager tid i kirken. Rum og fællesskab for alle var overskriften for visionen. Vi ønskede i overført betydning sænke dørtærsklen til kirken og sognegården, så den blev mere vedkommende i vores tid. Ønskerne blev formuleret således:
- at forbedre adgangsforholdene til kirke og sognegård, både fysisk og mentalt,
- at øge anvendelsen af lokalerne til fortsat forskelligartede aktiviteter og gøre dem mere bruger-, børne- og handicapvenlige,
- at de bygningsmæssige rammer motiverer til, at de mange forskelligartede aktiviteter kan udvides, så endnu flere børn, unge og voksne borgere og frivillige kan have deres gang og virke i rammerne
Vi tog afsæt i en sogneanalyse om hvordan samfundet udvikler sig. Vi havde også 150 studerende og deres undervisere fra Aalborg Universitet til at arbejde med projektet. Gennem en række fokusgrupper med nogle af sognets beboere og os selv fik vi værdifuldt input. Vi havde også uvurderlig hjælp af arkitekt Anne Mette Exner, der bistod i arbejdet med en foranalyse.
Bundgaard Arkitekterne, Nils og Terkel Bundgaard fra Hjørring blev valgt som rådgivere, og budgettet på 24 mio. kr. kunne bl.a. holdes fordi arkitekter og ingeniører gjorde brug af gode og gedigne men kendte byggematerialer. Den lavestbydende ved licitationen var AM Totalbyg fra Bindslev, og det var en fornøjelse at se arbejdet skride frem med en dedikeret indsats af Anders Mikkelsen og hans underleverandører, så det blev af bedste kvalitet. Jeg beundrede også det gode samarbejde og den gode tone på byggepladsen, og alle udviste flid og akkuratesse og stolthed over at være med på holdet.
Projektet forudsatte en række godkendelser. Brønderslev Kommune var eksemplarisk med en hurtig og kompetent byggesagsbehandling. Det tog til gengæld længere tid at opnå tilladelse fra de kirkelige myndigheder, men ved fælles hjælp lykkedes det. Kgl. Bygningsinspektør og arkitekt Jens Baumann roste tidligt linjerne i projektet for god harmoni og sammenhæng i tilbygningen og i helheden. Og vi kunne ikke få armene ned, da Jens Baumann gav udtryk for, at der i den gamle form var en manglende harmoni mellem kirkerummet og møbleringen, og at det her gav rigtig god mening at “rense” kirkerummet, så det ville få en harmonisk møblering med øget tilgængelighed. Så var ”farvellet” til bænkene og ”goddag” til stole ”velsignet”. Finansieringen af det omfattede projekt er primært sket med lån af Stiftsmidler, og ved behandlingen af vores ansøgning udviste Provstiudvalget stor velvillighed.
Med projektet har vi gerne villet sikre rum for alle. Øget ensomhed er en aktuel samfundsmæssig udfordring for mange aldersgrupper, både hos børn, unge og ældre. Og jeg håber at de nye rammer kan understøtte livgivende samværsformer i en tid med stor digital fokus og en dermed ofte ensomhedsfølelse blandt børn og unge. Det samme gælder for den stigende gruppe af ældre medborgere, hvoraf mange kan have svært ved at etablere nye samværsformer som pensionister. Måske kan nye aktiviteter kædet sammen med en kop kaffe i “Cafe Møllehave” give grobund for nye netværk og nyt livsindhold.
”Det er menighedsrådet opgave at sikre gode rammer for menighedens liv og forkyndelsen om Guds kærlighed til os alle. Den opgave er nu løst for en årrække, og det er mit håb, at de nye rammer vil blive til glæde for byens borgere i mange år frem i tiden”. Sådan formulerede jeg det i min tale ved indvielsen.
Fra Nyfors til SE
Som forbruger var jeg blevet valgt til repræsentantskabet for Nyfors, vores lokale elselskab. Vi var 36 valgte og mange var landmænd. Da formanden Gerda Pedersen fra Stenum annoncerede at hun ville stoppe, besluttede jeg at kandidere til bestyrelsen, og det lykkedes mig lige at blive valgt på det yderste mandat. Jeg tog munden fuld og meldte mig som formandskandidat, og da jeg via mit job i landbruget var kendt både i Brønderslev og Han Herred, kunne jeg efter mødet takke af som ny formand.
Det blev en begivenhedsrig periode. Jeg havde forestillet mig, at vi skulle klappe hesten lidt, for vi havde kort tid forinden sagt nej til en fusion med Himmerlands El Forsyning, HEF. Men når vi så på markedet og bevægelserne i sektoren, så gik det ikke at træde vande for længe. Fiberudrulningen var i gang, og for at understøtte indtjeningen blev der også solgt solceller og hustandsvindmøller. Disse tiltag var dog drevet af kortvarige tilskudsordninger og kunne derfor ikke bære på den længere bane.
Da ”nejet” til fusionen med HEF bl.a. var påvirket af, at bestyrelsen ikke var enig ved sin fremlæggelse af forslaget igangsatte jeg en proces i bestyrelsen for få fælles fodslag. Vi gjorde her brug af konsulent Preben Lie, der som forbruger i Brønderslev også var bekendt med bestyrelsen positioner. Og med hans gode assistance fik vi ”rundkredsforløbet” ført til ende, resulterende i et værdisæt som vi efterfølgende brugte i arbejdet.
Sammen med direktør Henrik Mentz screenede vi Danmarkskortet for både el- og fibersektoren. Hvor kunne vi være på bølgelængde med de andre? I den proces havde jeg også inviteret formændene for HEF og Nordenergi på formiddagskaffe i vores stue, men de så ingen behov eller ønsker for et yderligere samarbejde. Vi havde jo et samarbejde med dem i Bredbånd Nord, men det udviklede sig ikke godt, da der var uenighed om både teknik og salgsmetoder, så stemningen var dårlig her, og det blev ikke bedre efter at parternes advokater blev bragt ind i spillet.
Samtidig besøgte vores repræsentantskab flere andre selskaber på studieture både i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Her fandt vi sympati for Sydenergi med hovedsæde i Esbjerg, og det blev til flere besøg her. Herefter afholdt de to formandskaber og de to direktører nogle indledende sonderinger på Hotel Hvide Hus, så vi kunne drøfte et evt. samarbejde i bestyrelsen. Det resulterede i et forslag om fusion mellem Sydenergi og Nyfors til SE amba, hvor vi selvfølgelig var den lille. Men vi fik en ganske rimelig aftale med tilfredsstillende tariffer, fibernet til 95% af vore forbrugere samt en vækstpulje på 50 mio. kr. Og dertil en overrepræsentation i bestyrelsen i forhold til vores størrelse, heraf en næstformandspost, som jeg blev valgt til. Desuden havde vi tilsagn om opretholdelse af virksomheden på Saltumvej og tilførsel af flere arbejdspladser her.
Da vi efter en overgangsperiode gjorde resultatet op, kunne vi konstatere, at der var blevet leveret på de aftalte områder. Dog manglede en udviklingsafdeling og samspil på Aalborg Universitet, og det måtte vi tage til efterretning.
Kort efter fusionerede HEF med Energi Midt og blev til Eniig, og herefter blev Bredbånd Nord opløst, og vi fik Stofa som indholdsleverandør i stedet for Waoo.
De to selskabers direktører, Niels Duedahl fra Sydenergi og Henrik Mentz fra Nyfors var aktive og konstruktive i forløbet. Og det tjente Henrik Mentz til stor ære, at han loyalt og fuldt bakkede op om planerne, selvom han havde den risiko, at han blev tilovers i fusionen, hvilket også skete et års tid senere.
Fra SE til Norlys
Arbejdet i den 26 mands store overgangsbestyrelse gik godt. Selvom vi kom som ”den lille” blev vi respekteret fuldt ud og lyttet til. Jeg fik til opgave sammen med et nedsat udvalg at arbejde med nye vedtægter for den samlede fusion. Den næste store opgave var et arbejde med ”God selskabsledelse”. Myndighederne og brancheorganisation Dansk Energi opfordrede selskaberne til at sætte fokus herpå som en forudsætning for, at forsyningsselskaberne fortsat kunne ledes af forbrugervalgte bestyrelser. Der skulle være sikkerhed for, at selskabernes monopoldele ikke misbrugte sin positioner i konkurrencen om elforbrugernes gunst. Vi fik her lavet et godt og grundigt arbejde, der senere blev omsat til normer og retningslinjer i organisationen.
Stofa var ejet af SE, og der var vedblivende drøftelser af, om kundeunderlaget kunne udvides, så enhedsomkostningerne kunne reduceres. På et tidspunkt påbegyndtes drøftelser med Eniig herom, men drøftelserne blev hurtigt udvidet til også at omfatte eldelen. Det resulterede i et forslag om fusion med Eniig, der med hovedsæde i Silkeborg også var en stor aktør. Forslaget blev godkendt af de 2 repræsentantskaber, og som næstformand var det en spændende proces at være med til. Nu er fusionen jo ved at blive rullet ud, og når jeg ser på min elregning glæder jeg mig over, at vi fik lavet en kapitaludligning, så vores forbrugere får en rabat på transmissionstariffen på 1,2 mia. fordelt over nogle år, hvor den samlede tarif udgør omkring 600 mio. på årsbasis. Det betyder nok ikke så meget for den almindelige forbruger, men for virksomheder med et stort strømforbrug har det stor betydning. I Nyfors var der 45.000 forbrugere. I SE havde vi tilsammen 324.000 forbrugere, og ved fusionen til Norlys blev det til 709.000 forbrugere.
Direktør Niels Duedahl har efterfølgende givet udtryk for, at det var vores mod i Nyfors til at ”gå over åen”, der gav grobund for den efterfølgende fusionsaftale, så bestyrelsen i Nyfors så både langt og klogt, da beslutningen blev truffet. Og så gentog vi gang på gang i bestyrelseslokalet, at et plus på bundlinjen giver ro på bagsmækken, og det har SE da også haft siden vi kom ombord, mens det kneb før.
Norlys Vækstpulje Nyfors
Både Sydenergi og Nyfors havde en betydelig aktieandel i Dong, og kort efter Dongs børsintroduktion solgte vi alle aktier til en for os dengang god kurs. Vækstpulje Nyfors, der oprindelig var på 50 mio. kr. blev så på mit forslag forhøjet med 100 mio., så der i alt var 150 mio. til uddeling til projekter i vores forsyningsområde. Der var forskellige forviklinger i forbindelse med den lovbefalede udskiftning til intelligente målere i vores område, og sagen blev så ordnet ved at udgiften hertil på 45 mio. blev finansieret af vækstpuljen. Så fik alle forbrugere et afkast af Dong-aktierne, idet målerne ellers skulle være finansieret over elregningen. Efter de årlige uddelinger siden 2016 er der nu 70 mio. i kapital i vækstpuljen, og efter fusionen til Norlys tilføres der ny kapital hvert år på lige fod med de øvrige vækstpuljer, der er blevet oprettet i Nordlys koncernen. Med denne kapital kan man fortsat støtte en række initiativer i det gamle Nyfors forsyningsområde. Det er en af repræsentantskabet valgt vækstpuljebestyrelse, der beslutter hvad man vil støtte.
Sprog til husbehov
Jeg har aldrig været særlig god til sprog, men har til trods herfor rejst i mange lande. Landbrug, kirker, musik, mad, vin og hygge og samvær med andre har været med i programmet på mange rejser, dels i vores familie og dels på grupperejser, hvor jeg var arrangør. De sproglige kompetencer kom på en prøve på en rejse til Chile, hvor jeg var indbudt til at holde nogle indlæg på en konference om landbrugsrådgivning. Jeg talte på mit bedste engelsk, og det blev så simultant oversat til spansk. Efter konferencen var jeg med på en studietur til et landbrugsområde midt i det lange land. Her mødtes vi med en del chilenske landmand i et forsamlingshus bag træbarrikader langt ude på landet, hvor vejene ikke havde navne. Efter en middag med store gode ben af okse og tilhørende rødvin vovede jeg pelsen og holdt en lille tale og læste et Benny Andersen digt på engelsk. Det hele blev oversat til spansk og derefter til fransk. Vi morede os, men det er nok tvivlsomt om det var forståeligt. Men turen resulterede i, at to franske rådgivere efterfølgende lavede en studietur til Nordjylland for deres bestyrelser, hvor jeg var behjælpelig med programmet med bl.a. besøg hos Lis og Lars Pedersen, Klovborg, der serverede helstegt gris og smagsprøver på Aalborg snaps. Der blev sunget og det var sjovt, men programmet dagen efter var en udfordring for franskmændene! Et par år efter tilrettelagde jeg en tur til Bretagne og Paris for LandboNords bestyrelse med ægtefæller, hvor vi blev taget godt imod af vores tidligere gæster og havde et udbytterigt program. Så selv dårlige sprogkundskaber kan føre meget godt med sig.
De sproglige færdigheder blev også udfordret på en grupperejse til USA. Jeg havde en god ven med som tolk, og vi skulle flyve via Island. Men allerede i København meldte de første problemer sig. Flyet var gået i stykker. Der blev fremtryllet et andet fly, men da vi kom til Reykjavik var flyet til USA aflyst. Vi blev så indkvarteret på hotel, og da der var lyst om natten i Island fik jeg udvirket, at Icelandair stillede en bus til rådighed for os. Jeg fik fat i en islandsk præst, som min søster kendte. Han talte dansk og var kendt med islandske forhold, og han blev så vores kyndige guide i nattetimerne, så vi fik vendt det ufrivillige stop til noget godt. Men fortrædelighederne var ikke slut. Da vi dagen efter ankom til Chicago var vores bus kørt, for vi var jo ikke ankommet efter planen. En ny bus blev rekvireret og vi kom afsted med en kyndig rødhåret kvindelig chauffør. Men bussen gik i stykker flere gange, så planerne skulle hele tiden justeres. Og da tolken så blev syg kom mine sproglige færdigheder på en prøve, for nu skulle jeg også tage vare på hende og arrangere lægebesøg og forplejning. Den ultimative prøvelse var under et besøg på John Deere fabrikkerne. Her fik alle høretelefoner på, men jeg fik mikrofonen og skulle så oversætte alle de tekniske forklaringer i produktionen. Deltagerne var heldigvis meget forstående og virkede tilfredse, selvom jeg leverede en mangelfulde oversættelse. Det blev alligevel en god tur, og man skal jo ikke underkende øjnenes betydning for det oplevede. Heldigvis var vores tolk blevet frisk igen, da vi ankom til Kastrup.
Det dyrebareste
Med mit store fravær fra hjemmet skulle man måske ikke tro det, men jeg er et familiemenneske, der værdsætter samvær i familien og vennekredsen. Hygge omkring spisebordet er bare godt.
Lissi og jeg blev tidligt gift. Ikke fordi vi ventede barn, men fordi vi fik en lejlighed. Og i 1971 var det påkrævet at være gift inden indflytningen. Jeg skulle da rejse til USA, og vi søgte dispensation for kravet hos Frederiksberg Kommune. Den fik vi og kort tid efter min hjemkomst blev vi gift.
Lissi fik sin uddannelse som pædagog mens vi boede i København, og vores 2 børn, Mette og Mads er født i København. Da vi flyttede til Brønderslev var de henholdsvis 3 og 1 år. Børnehaven Myretuen og Fasanvejens Børnehave var med til at gøre dem skoleklar, inden de startede i Søndergades Skole med fru Lauersen som børnehaveklasselærer.
Mads fik en handelsuddannelse hos Expert i Brønderslev og har i mange år været indehaver af to Skousen butikker sammen med en navnebror. Mads er gift og bor i Rærup sammen med Anni, og de har 4 drenge.
Mette fik en uddannelse som cand.mag. i religion og international politik og har i mange år arbejdet i FN’s udviklingsprogram som HR-Associate. Hun er gift og bor i Roskilde sammen med Henrik og deres 2 piger.
Tidens Kvinder
For mange år siden fik Lissi sammen med nogle landbokvinder lavet en kvindegruppe, der har fokus på kunst. De mødes med mellemrum og besøger forskellige kunstnere – ud over de selvfølgelig hygger sig. Det hænder at vi mænd bliver inviteret til at være med i festligt lag om aftenen. Det er sjovt at være sammen i gruppen, hvor de fleste elsker at synge, og vi har også været på flere vellykkede udlandsrejser sammen. Gruppen fik navnet ”Tidens Kvinder” af et tidligere æresmedlem af LandboNord, Gunnar Hansen. For nylig kunne Tidens Kvinder fejre 20 års jubilæum. Det foregik ved en festlig aften hos os, hvor iranske venner sørgede for fin en iransk middag tilberedt en vinterdag over bål i haven.
Min ledetråd
Min bedstemor sagde, at livet ikke kun består af “lyst-dage”, der er også “pligt-dage”. Det har været en af mine ubevidste ledetråde i livet. Jeg har dog søgt at udvide pligtopgaverne, så de også kom til at indeholde noget lystbetonet, så mit arbejdsliv har i stor udstrækning været lystbetonet. Både min far og mor var pligtopfyldende og arbejdsomme, og jeg husker ikke, at de har sagt, at de ikke gad en opgave eller beklagede sig over arbejdsopgaverne, uanset hvor trælse de end måtte være i andres øjne.
Forfatter og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen skrev engang i Kristeligt Dagblad om ordet pligt, at det i dag nærmest er blevet et fyord, men hun synes, at det repræsenterer nogle sunde værdier om udholdenhed, flid og omsorg for andre. Sådan vil jeg også gerne forstå “pligt”.
Travel2Farm
På et tidspunkt vandt jeg en navnekonkurrence da Landøkonomisk Rejsebureau skulle have nyt navn. Jeg vandt med forslaget ”Travel to Farm”, og rejser har da også været en væsentlig del af mit eget liv. At Brønderslev blev slutdestinationen skyldes tilfældigheder. Her har jeg så brugt mine evner og min energi, og jeg håber det har været til nytte, selvom en landmands-vittighed fortæller, at hvis man som landmand blot kan holde gul okseøje og konsulenter væk fra bedriften, så skal det nok gå!