Historien om Vrensted drengen der emigrerede til USA og senere Canada:
Kilde: : Aage Heinberg. – Vendsyssel Tidende ca. 1955
Modtaget fra Lilli Hansen, Villa Thybo
Ubestridt i Canadisk hvedeprovins
Foragtede ”Skravlet” på kant med alverden
Boglærd kan citere Grundtvig og Feiberg
For nylig fyldte Simon Hjortnæs 75 år og Saskatchewans ukronede Konge fik al den hyldest, han kunne fortjene. Der er saga over denne jysk-canadier, storbondes liv. Enklel, men storstilet har hans tilværelse formet sig. Han har været beundret og ligefrem tilbedt, han har væretr på kant med alverdens mennesker, er blevet smigret og skældt ud som få. Gang på gang har han isoleret sig fra menneskenes samfund og kort og brutalt meddelt, at han foragtede ”Skravlet”. Men han vendte tilbage og står i dag som skaberen af to samfund, Alida og Redvers, i den vældige Canadiske hvedeprovins Saskatchewans, hvor han er den ubestridte høvding.
Med årene er han blevet boglærd, har et godt bibliotek, ikke mindst om dansk Almueliv og danske folkeskikke, han kan citere Grundtvig og H.F. Feilberg, og han har navnlig studeret Vendsyssels historie. Hans forældre var husmandspar fra Vrensted midt i Vendsyssel og det er vist sandt, som Simon Hjortnæs hævder, at ingen enkelt plet i Danmark har afgivet så mange beboere til den nye verden som Vrensted. Da hans forældre udvandrede, tog de Simon, der var en halv snes år, med sig. Det var omkring 1890 og de kom til North Dakota, hvor faderen fik arbejde på en farm. Det var ikke så meget forskelligt fra sliddet hjemme, men her var muligheder for at komme videre, – det havde der ikke været i Vrensted – i alt fald ikke for ham.
Som ung knægt i det nye land, syntes Simon dog, at tingene gik for langsomt, selv i dette Amerika, der skulle være berømt for sit lyntempo.. Tidligt blev der drengen for trangt på forældrenes lille Dakota-lod, og han begyndte at flakke. I en meget stor del af sit liv har Simon Hjortnæs flakket omkring – han havde ingen ro på sig. Han ville bestandig prøve noget nyt og tog alt forefaldende arbejde, desuden havde han en handelsevne, som ellers var fremmed for de fleste beskedne danske Pionerer. Der var forretningsmand i ham.
Hele hans aktiv, hesteflokken, forsvandt:
Sytten år gammel startede han som hestehandler. Nogen rigtig bolig havde han ikke i denne periode, men vandrede rundt fra sted til sted med en flok heste. En nat indtraf en katastrofe, der blev hans skæbne. Hele hans hesteflok forsvandt, mens han lå og sov hos en bonde. Simom brugte mund allerede dengang, så ung han end var – og siden blev det meget værre. Den arme bonde var nær blevet slået ihjel. Simon beskyldte ham rent ud for at have stjålet hestene, men ved et par kraftige karles hjælp lykkedes det til sidst bonden at få ham smidt på porten – og der stod Simon Hjortnæs så midt ude på prærien, helt alene, uden sit eneste aktiv, hestene. Selvfølgelig var der ikke andet at gøre end at søge efter dem, da han først havde overbevist sig om, at bonden alligevel ikke havde taget dem. Så flakkede han om for alvor, spurgte hos alle, han kendte, efter sine heste – og til sidst anså man ham for lidt forstyrret. Snar var det ved at være slut med hans spareskillinger, – men så en dag skete underet! Mange sære folk stødte han i denne tid på, og en aften kom han i en krostue til at sidde sammen med en Nordmand, der hævdede at være synsk. ”Er du synsk, kan du vel også sige mig, hvor mine heste er?” sagde Simon, efter at have hånet ham lidt. Nordmanden tog hænderne for øjnene og mumlede: Selvfølgelig kan jeg det.” Så sad – han stille lidt, mens Simon Hjortnæs betragtede ham. ,,De græsser oppe i Canada, i Saskatchewan”, sagde han endelig. Et øjeblik så bondedrengen fra Vendsyssel mistroisk på den synske, så fo’r han med et brøl ud af døren og satte kursen mod Saskatchewan. Det var en flere døgns tur, men Simon Hjortnæs undte sig ikke fred, førend han var der. Det blev det afgørende punkt i hans liv: Han kom til Saskatchewan, og han fandt hestene! Fattige, men ærlige folk på stedet fortalte om flokken, der var kommet tilløbende – og man troede den mærkelige unge mand på hans ord, at det var hans …
En lang histories lykkelige afslutning blev, at den hidtil flakkende Simon slog sig ned i Saskatchewan, hvor den canadiske Regering uddelte gratis jord til nybyggerne. Selv om Hjortnæs siden har foretaget mange vandringer og haft vanskeligt ved at falde til ro, er Saskatchewan blevet midtpunktet på hans ældre dage. Stedet, hvor han hersker som en Konge.
I kompagni med to Tyskere
Simon Hjortnæs havde igen sine heste, og nu tømrede han sig hurtigt et hus! Ingen kunne bruge et par næver som han! Det siges, at han byttede en af hestene bort for al det bohave, han behøvede til sit første, Homestead”. Historien er blevet varieret i det uendelige, men da det er over 50 år siden, det skete, er det måske lidt vanskeligt at finde ind til kernen i den. Simon Hjortnæs griner selv over hele ansigtet, når han hører den fortalt, – men rigtigt er det, at han fandt sine heste takket være den synske Nordmand, som han siden aldrig fandt.
Begivenheden blev faktisk Simon Hjortnæs chance. Og nu havde han fået blod på tanden: Han ville være både landmand og handelsmand! Heste kunne blive en god forretning. Kapital manglede han jo ganske vist endnu, men så gik han i kompagni med to Tyskere, der ville begynde på en Ranch, hvor hestene skulle have deres hjem. Sammen købte de en stor flok halvvilde heste, der var kommet til Canada fra Amerikas vestlige Stater; et par af dem lykkedes det at tæmme så meget, at de kunne bruges som trækdyr for en gammel vogn, som Simon Hjortnæs simpelthen havde fundet forladt ude på Prærien, og som han i Løbet af et par dage fik fikset op, så den kunne køre. Og så startede han med Tyskerne, der havde fået Regeringsjord en halv Snes Mil fra hans Homestead”, og med alle hestene. Simon, der nu var 19 år, ville ikke lade sig noget byde af de to selvbevidste Tyskere, og inden længe var de oppe at skændes. Han afsluttede al diskussion med dem ved kategorisk at erklære, at så delte de hestene. Han tog fire til sig, og de fik otte. Men vognen beholdt han, for lidt forretning skulle der dog være i det! Så søgte han tilbage til sin jordlod, solgte hestene, købte andre, udvidede bedriften, solgte jordlodden, fik en større, byggede stadig nye og bedre huse og havde til sidst en Farm. Hestene afløstes af køer, ja, selv grise forsøgte han sig med, og han pløjede og gravede sin jord, ene mand. Han kunne overkomme det rent utrolige, og Regeringens repræsentanter, der stadig var ude for at inspicere, fik stor respekt for ham. Stejl og svær at slå et smil af var han og passede i reglen sig selv.
Gift med en Fynbo.
„Du skulde havde dig en Kone, Simon Hjortnæs,” sagde en af Regeringsudsendingene; det ville hjælpe på dit humør!”
Formodentlig havde Simon mest lyst til at svare, at det skulle han nok selv klare, men notorisk faldt det ham ud af munden: „Jamen, så skal hun være dansk. For så ved jeg, hvordan hun er!”
,,Det kan vi da godt skaffe dig,” sagde den ene af mændene – og så fortalte de om Karen, der stammede fra Danmark.
„Hvorfra i Danmark?” var hans første spørgsmål. Ja, det vidste de ikke, men Danmark var vel ikke så stort. Hun boede med sine forældre på en Farm i Redvers, en af de små stationer i Saskatchewan. En søndag begav Simon sig derhen, — det faldt ganske naturligt, at danske opsøgte danske derovre. Han syntes om hende, og hun syntes om ham fra det første øjeblik; det eneste, han blot ikke rigtig kunde lide, var, at hun var fra Fyn, – det havde været bedre, om hun havde været fra Vendsyssel! Men det fik nu være, – dansk var hun i hvert fald! Og igen var Simon Hjortnæs heldig. Han fik Karen, skønt forældrene ikke var særlig begejstrede for forbindelsen. Karen kunne tage fat, og hun kunne endda, når det skulle være, sætte Simon på plads! De var, som han selv en gang sagde, skabt for hinanden, – Vendsyssel og Fyn mødtes midt i Canada, og i hans omskiftelige tilværelse, der skulle komme til at byde på mange nye oplevelser, blev hun det faste punkt og – det indrømmer han – hans redning, for hans hidsighed kunde have ført ham på afveje.
Hans Indre er et krater af voldsomhed, og det er slet ikke til at se på ham, for han er egentlig en meget almindelig mand med Vendelboens lidt tunge træk; men frygtelige eder og ukvemsord kan vælte fra ham, hvis nogen går ham for nær. Med årene har han dog tæmmet sit sind og kan snakke meget sindigt og fornuftigt.
Over 25 gange har han i tidens løb skiftet jord. Han har drevet en bedrift op og så afhændet den, fordi han ikke ville kendes ved den længere – han har levet Prærieliv sammen med Karen, borte fra andre mennesker, fordi han var led ved dem – men han er stadig søgt tilbage til Saskatchewan, hvor de to Stationsbyer Alida og Redvers blev hans egentlige verden. Her skabte han faktisk ved sit eksempel kolonien Dannevirke og for sig selv en smuk farm i Alida.
Et Eksempel til Efterfølgelse.
Det tog sin Tid, inden han nåede så vidt, og han taler ikke selv om, at den Canadiske regering betragter ham som det bedste eksempel på, hvad man kan drive det til, hvis man ikke er bange for at tage fat. Helt stilfærdigt er det imidlertid ikke gået af, samarbejdet mellem Canada og Simon Hjortnæs;
Gang på Gang har han blandet sig i Regeringens bestemmelser, når det gjaldt køb af jord, folkehold, priser på produkterne og alt det, han mente at have forstand på. Foruden de 25 gårde, han selv har drevet frem og skiftevis været ejer af, har han bygget med på mindst to gange 25, sådan at forstå, at han har hjulpet landsmænd og Nordmænd frem i de egne, hvor han er „Konge”. Dannevirke, Redvers, er ikke blot berømt i Saskatchewan – ikke i blot i Canada, men blandt alle Danske i Amerika. Adskillige danske landmænd, der først forsøgte sig i Iowa eller Nebraska, er søgt op til Canada, fordi de har hørt om Simon Hjortnæs. Og det er ikke blot de Danske deroppe, der er stolte af ham, det er måske, når alt kommer til alt, nok så meget Canadierne. Ustandselig kommer der anmodning til ham om hjælp, om gode råd, – hver eneste dag bringer posten breve herom fordi folk forstår, hvad hans ord er værd.
Drastisk form for Hjælpsomhed.
Han kan hjælpe, og han gør det også tit. Men det er ofte på den drastigste måde, der i det hele taget kendetegner ham. Man véd, at det værste, man kan, er at skuffe Simon Hjortnæs’ tillid. På bunden er han godmodig og har ikke glemt sin egen omflakkende ungdom. Blandt de historier, der fortælles om ham, er denne:
En ung fyr kom og bad om hans råd, og Simon Hjortnæs viste ham, hvor han kunne få arbejde, – det var på en gård i nærheden. Men det gik ikke, og den unge mand kom igen og bad om råd.
,,Jeg troede, du kunne klare ham, selv om jeg godt ved, at han er en tosset Rad,” sagde Simon med rynket pande. Men nu skal du få een chance til!””
Tre Uger efter viste den unge mand sig igen. Nej, det havde heller ikke været noget. Nu blev Simon gal i skralden og tordnede: ,,Din Fløs, her har jeg to gange hjulpet dig til en plads, og så render du af gården! Nu skal du få en sidste chance — men kom så ikke igen, for da ender du dér!” Simon Hjortnæs pegede på et gravlignende bed i sin baghave. „Der ligger allerede otte, jeg har skudt, fordi de blev ved at plage mig og aldrig ville have de pladser, jeg anviste dem. Mere end tre gange går det ikke!”
Den Slags makaber humor er lige noget for Vendelboen Simon Hjortnæs – men ellers er det levende dét, der karakteriserer ham og har præget hele hans tilværelse. Måske kan han virke selvbevidst, han er ikke nogen allemandsven, han er sig selv, Simon Hjortnæs. Og selv om Vendsyssel blot er udgangspunktet i hans Liv, er det efterhånden blevet midtpunktet, det, han stadig taler om, når han, som nu, er faldet mere til ro. Af hans 75 urolige år tæller de ti første måske trods alt mest.
Marts 2022 – jens otto