Afskrift fra en avisartikel om beboerne i Stiftelsen ”Ane Maries Hus” i Vrensted, fra engang i 1950 erne.
En god søn ønskede at minde sin moder
En god søn ønskede at minde sin moder efter hendes død og samtidig bidrage til løsningen af et problem som til alle tider har aktualitet. Forsorgen for de gamle. Han lod opføre et hjem for ensomme kvinder og bestemte, at det skulle stå åbent for sådanne, som alder eller andre forhold havde gjort hjemløse, og han tilegnede det til sin moders minde. Sønnen var sagfører A. Olesen, Nørresundby, der døde i 1929, og stedet, hvor han øvede sin velgerning, er Vrensted, hvor hans vugge stod.
”Ane Maries minde” står der på en sten, som er indbygget i husets facade. Bygningen er rejst på en bakke overfor kirken. Det er et både kønt og solidt hus og skønhed og og soliditet præger også de andre bygninger, som sagføreren lod opføre i sin barndoms by.
Olesens pietetsfølelse taler gennem metertykke mure, mosgroede stråtage, der dækker hans bøndergårde som en vattering, og andre typiske kendetegn på gammel stil, men han var ingen slave af det gamle. I hans stiftelse for ensomme kvinder indgår nyt og gammelt i en skøn forening. Materialet er solide munkesten og svært egetømmer. Dørene er todelte som i gamle bøndergårde, og stuerne har svært bjælkeloft.
Et Bymenneske
Det lille samfund, som lever her, består næsten udelukkende af folk, der har tilknytning til sognet, men frk. Boye danner en undtagelse. Hun er opvokset hos sin bedstefader, der var præst i Ingstrup, og har levet sin meste tid i København og Aalborg. Det var frk. Boye, som i 1908 åbnede et sygeplejebureau i Aalborg og hendes tanker går ofte tilbage til byen ved fjorden. – Jeg længes efter byen og dens travle liv, indrømmer hun, og jeg ombytter gerne min tilværelse her med en alderdom på et hjem i Aalborg, men forsøg på at vende tilbage strander på den almindelige bolignød. Folk heroppe er ualmindelig flinke og rare, men lige så lidt, som jeg tilfulde forstår dem, formår de at indstille sig på min tankegang, og derfor er og vil jeg vedblive at være en fremmed fugl i reden.
Frk. Boyes lejlighed vrimler med minder fra ind- og udland. Faderen var sømand og ansat i Toldetaten. Hun har selv rejst en del i udlandet og herfra hjembragt bl.a. billeder og nipsgenstande som pryder vægge og møbler. Trods sine 71 år og megen sygdom, har hun usvækket bevaret sine åndsevner usvækket, og intelligensen lyser ud af de trætte øjne. Frk. Boye savner ikke forståelse for det tragiske i sin stilling. – Vi har ondt af hende, siger en anden af stiftelsens beboere, den nogle og tresårige fru Gitte Vittrup, hvis lille vævre skikkelse aldrig er i ro. Vi, der er fra landet, og som har vor familie i nærheden, har let ved at indrettes os efter forholdene, men et bymenneske må ha det svært …..Se nu blot her – fru Vittrup stikker hånden ned i et fad og lader et snehvidt pulver dække de udspilede fingre. – Det er kartoffelmel, som jeg har lavet efter en recept, min moder har givet mig. På den måde hjælper vi, der er født og opvokset på landet, os, når rationeringen bliver for lille, men hvad kan et bymenneske gøre?
Sygeplejens indflydelse i Vrensted
En bleg forårssol sender en lunken skråstribe ind gennem vinduernes glasrammer og lader lyset falde på et utal af familiebilleder.
Sagfører Olesen vilde ikke, at hans logerende skulle mangle beskæftigelse, og derfor bestemte han, at der på loftet skulle indrettes en vævestue. Den står der fuldt monteret, men bliver ikke brugt, fordi der ikke findes råstoffer i fornødent omfang. Væven er lavet af svært eg, som trodser tiden, og måske vil en kommende generation høste godt af bygherrens forudseenhed. For øvrigt er ledighed et begreb, som ikke kendes i ”Ane Maries Minde”. Pasningen af hjemmet og de små haver, som hører dertil, lægger i høj grad beslag på travle krogede hænder.
Indirekte har sagfører Olesen øvet indflydelse på sygeplejen i Vrensted, fordi hans stiftelses dør for 12 år siden åbnede sig for den af Sygeplejeforeningen ansatte sygeplejerske frk. Katrine Christensen. Ved at lade plejersken bo i stiftelsen på samme betingelser som de øvrige langt ældre beboere, blev der skabt en økonomisk lettelse for foreningen, som denne i høj grad trængte til.
Ikke underligt, om man i sognet omfatter, sagfører Olesens navn med ærefrygt, og værner om hans minde med pietet og agtelse.
Amalie Hjortnæs fik også bolig i Ane Maries Hus nedenuden to nekrologer:
Beboerne i ”Ane Maries Hus” fra 1914-1984.
Navne på de enker og eller enlige damer som har boet der igennem disse år.
Gitte Vittrup ca. 1955
Frk. Boye ca. 1955
Johanne Riis ca. 1955-1970
Erna Østergaard ca. 1970 1980
Amalie Hjortnæs ca. 1947-1970
Marie Jensen ca. 1980-1983
Mine Christensen eller Thomine ca. 1940-1955
Agnes Skjellerup ca. 1955-1965 (kom fra Aalborg) har måske ikke boet der, men kom til sagfører Anders Olesen og Petrea Pilgaard)
sygeplejerske Kathrine Christensen fik også bolig