Kategori: Vrensted Historier

Landmænd opfandt en ny skoleform i 1960erne

Sidst i 1960erne Arbejder Landboforening for at øge unge landbrugeres praktiske evner og får støtte af stat og kommune samt fagfællerne

Ungdomsskolens landbrugslinie er et fortrinligt led i den række uddannelsesmuligheder, den unge landmand har, siger gårdejer Niels Østergaard, Vrensted,

Fornylig valgtes han til formand for  Brønderslev og Omegns Landboforening. Indtil da havde han fortrinsvis befattet sig med sine yngre fagfællers forhold. Og Niels Østergaard er stadig formand for Det landbrugsfaglige udvalg for Amts- ungdomsnævnet.

Fra 1964-1978 var han formand for Brønderslev Landboforening.

Opfandt landbrugslinien.

Han nævnes som ophavsmanden til landbrugslinien i ungdomsskolerne. Om hvordan tanken opstod, siger han, at man har savnet noget til at fjerne den opfattelse, at landboungdommen er ufaglært. Desuden har det været en mangel, at de unge har haft for få praktiske færdigheder. Når de f.eks. kan komme ud for at skulle betjene landbrugsmaskiner til en værdi af 40-50.000 kr. pr. stk., er det betryggende både for ejeren og for dem selv, at de har i hvert fald noget kendskab til mekanikken. Begge dele opnås ved landbrugslinien.

Eleven får på et år 144 timers undervisning. Efter et års skoletid modtager han et deltagerbevis. Det samme er tilfældet, når han har deltaget i to gange 144 timers kursus. Og beviset hjælper ham yderligere til at fortsætte, hvor han slap i ungdomsskolen på en anden egn. Han vil aldrig komme til at gå en skoleklasse om, selv om han flytter fra egnen, når han har sit bevis på tidligere deltagelse i kursus med sig. Og beviset viser også, at han ikke er ufaglært.

Kendskabet til mekanikken får eleven gennem 24 timers undervisning i klassen. Desuden henlægges 36 timers undervisning i maskinlære til en af de egentlige landbrugsskoler. Det er berettiget, at så megen tid af en samlet undervisningstid på 144 timer pr. år vies netop maskinundervisningen.

Men i øvrigt er undervisningen meget alsidig. Man beskæftiger sig f.eks. også med landbrugets stilling i samfundet. Det er ikke uvæsentligt på en tid, da landbrugets berettigelse fra visse sider drages i tvivl.

Hvad siger konsulenter og lærere til nyordningen?

Vi spurgte til at begynde med samtlige landbrugskonsulenter i amtet, om de ville gå ind for en undervisning efter de nævnte retningslinier, altså en undervisningsform, der er en kombination af konsulenter og lærere. Det svarede de uden undtagelse ja til.

Så rettede vi henvendelse til samtlige landbo- og husmandsforeninger for at høre, om de havde indvendinger af organisationsmæssig karakter at føre frem. De havde de ikke.

Men allermest glad er jeg over den velvilje, vi mødte fra stat og kommune. Staten skal jo præstere to trediedele af udgifterne, kommunerne, hvorfra eleverne kommer, resten. Vi har fået alle de penge, der skal til. Ingen har undslået sig for at betale.

Derfor slog forsøget an fra starten. Eleverne på 15-17 år er strømmet til. Og nu ved afslutningen på det første skoleår kan det ses, at resultatet står mål med forventningerne.

Abejdet er i gang flere steder i landet, men så vidt jeg ved, kan kun et amt, nemlig Svendborg, møde med større tilslutning end Hjørring amt. Det skyldes, at fynboerne har taget moderne husførelse for unge piger med på undervisningsplanen, medens vi kun befatter os med unge landmænd. Ser vi alene på unge mænds undervisning, ligger Hjørring amt bedst.

Det gamle bevares

Vil man nu kassere anden undervisningsform for unge?

På ingen måde. I Brønderslev Landboskole f.eks. fortsætter vi med almindelig landboskoleundervisning for dem over 18 år. Desuden gives undervisning til fastboende landmænd og ældre medhjælpere i forretningsområdet.

I hele forretningsområdet modtager landboskolen på en sæson 200 elever til undervisning.

– Vil undervisningen ikke skade de rigtige ungdomsskoler og land- brugsskoler?

Tværtimod, jeg tror, at vore elever får en forsmag på det, der venter dem senere på de rigtige ungdoms- og landbrugsskoler, og at deres appetit bliver skærpet.

Der samarbejdes mellem landbo- og husmandsforeninger på undervisningsfronten, men hvad med andre fælles spørgsmåls løsning?

Min fader Chr. N. Østergaard havde ord for at være samarbejds mand, medens han var landboforeningens formand. Jeg håber inderligt, at det også må kunne siges om mig, om muligt med endnu større ret.

Jeg vil gerne sammenfatte alle landbrugsorganisationer. Vi har fælles interesser og fælles mål: landbrugets trivsel og vor egen eksistens. Vi er sat her for at hjælpe, ikke for at bekrige hinanden.

Og forholdet mellem land og by ?

Der kan overhovedet ikke være tvivl om svaret: Mit kendskab til f.eks. Brønderslev, der ligger nærmest, siger mig, at byen gerne vil komme godt ud af det med os landmænd. Vi på vor side ønsker lige så ærligt et godt forhold til byen. Og begge parter har vist grund til tilfredshed med den hidtidige udvikling og sætter deres lid til fremtiden.

 

 

 

 

Jordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, lægger op i 1982, efter 33 års virke, hvor hun har hjulpet 2200 børn til verden i omegnen herunder i Vrensted.

Hun er ud af den vidt forgrenede slægt Oppermann, der tæller flere betydelige videnskabsmænd i sine rækker, og stammer oprindelig fra Tyskland. Frk. Oppermanns Tipoldefader var født i Goslav, Hannover og blev rektor i Uslav og senere præst i Lauenførde ved Hannover.

Frk. Oppermann er født i Systofte Sogn på Falster og var i huset flere steder, inden hun i 21års alderen blev sygeplejeelev på Københavns Kommunehospital. Efter udstået læretid fik hun plads på Skt. Hans og Rigshospitalet, til hun 1923 kom ind på Fødselsstiftelsen og tog sin eksamen med udmærkelse. Hun søgte så og fik Distriktjordemoderembedet her og bosatte sig i Tømmerby

Hun fortæller:

Når det store under sker

I min ungdom var det ikke så ligetil for en sygeplejerske at få en stilling. Fra hospitalet søgte jeg ud som menighedssygeplejerske, og da jeg boede hos en jordemoder, fik jeg den tanke at forlade sygeplejen og blive jordemoder. Som menighedssygeplejerske er man til stadighed udsat for at være til stede ved livets afslutning, og det kan ikke andet end gøre indtryk, når man selv tager livet fra den alvorlige side. Som jordemoder er det lige omvendt. Da oplever man livets indtræden et under, der er lige stort hver gang…

 Forholdene har ændret sig

Det er distriktsjordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, der siger dette. Frk. Oppermann trækker sig om kort tid tilbage efter 33 år som distrikts jordemoder for Tolstrup, Stenum og Vrensted og Thise sogne.

Og hvor mange børn blev det så til?

Omkring 2200 har jeg taget imod i de forløbne 33 år, hvilket vil sige mere end én generation. I et enkelt hjem har jeg været tolv gange, men der var også femten børn, i flere en halv snes gange, men det glædelige har været, at det sidste barn altid har været lige så velkomment som det første. På den anden side må det erkendes, at der i de senere år har været en tendens til færre børn. Folk er blevet mere ansvarsbevidste og tænker i højere grad på, at der også er noget, der hedder uddannelse. Landboerne har dog som regel lidt flere børn end folk i byerne, hvilket vel hænger sammen med, at det er lettere at have børn på landet og vel også, at de i visse tilfælde har en direkte fordel af børnene. I hvert fald har jeg set adskillige eksempler på folk, som kan takke deres børn for det, de er nået frem til.

Der er sør’me to

Hvad siger folk, når der kommer tvillinger?

Jeg har haft forholdsvis man- ge tvillinger, men såvel faderen som moderen har altid været glade. Jeg husker et tilfælde, hvor jeg kunne fastslå, at der var tvillinger undervejs. Jeg sagde det til faderen, som skyndte sig ind til sin kone med bemærkningen: »Der er sør’me to«. I det hele taget gælder det, at folk er glade for børnene, når de kommer. Også her er der sket en ændring gennem årene, men det hænger vel også sammen med, at de allerfleste børn er ønskede.

Hvad med de ugifte mødre?

Her er forholdet naturligvis et andet. Alligevel gælder det, at de allerfleste helst vil beholde deres barn, hvis de altså har en mulighed for at klare tingene. Men en ugift mor har det svært, og fordi dette er tilfældet, giver en del børnene fra sig. Heldigvis er det da sådan, at mange senere bliver gift med barnets far, så tingene alligevel vender sig, til det gode. Når talen er om denne side af mit arbejde, kan jeg dog ikke lade være med at sige, at krigens år var de værste. Jeg tænker ikke her på piger, som havde været i forbindelse med besættelsesmagten, men ansvarsbevidste piger som ved deltagelse i det illegale arbejde og under pres af situationen.

Mænd er skam flinke

Hvordan virker mænd set med en jordemoders øjne?

De er flinke og slet ikke latterlige, sådan som de ofte fremstilles. I mine første år, hvor jeg som jordemoder blev hentet og bragt pr. hestevogn, var der rig lejlighed til at tale med mændene, og det var i det store og hele noget af en oplevelse. Og efterhånden er det sådan, at manden holder sin kone i hånden, mens det står på, og det synes jeg er både godt og rigtigt. At der så navnlig ved det første barn enkelt gang kan være tale om lidt nervøsitet, er der så absolut intet at sige til. Jeg er én gang blevet skældt ud af en mand, som tilmed slog i bordet for mig. Men det var nu ikke, fordi han i og for sig var gal på mig, men blot for at få tilkaldt en læge. Og det måtte vi jordemødre jo på et vist tidspunkt kun gøre, hvis det var strengt påkrævet. Sådan er det heldigvis ikke mere, og det er godt, for det er nu en betryggelse, at der er to til stede ved en fødsel.

Afslapning er godt

Hvad med den meget omtalte afslapning?

– Den er god, men det kniber med at få folk til at forstå det, hvortil så kommer, at kvinder på landet kan have svært ved at afse tid til den træning, som er nødvendig. Derimod er alle i dag klar over, at den konstante kontrol under svangerskabet er nødvendig, Heldigvis er det jo sådan, at svangerskabet i de allerfleste til- fælde forløber normalt, men selv om det er gået godt otte gange, kan der jo ske noget niende gang. Jeg tænker specielt på nyrebetændelse, som patienten alt for ofte ikke er i stand til at mærke, og som har været skæbnesvangre for mange, før det blev almindeligt med svangerskabskontrol. Men det forstår man i dag, ligesom det også er uhyre sjældent, at nogen. protesterer imod, at børnenes øjne dryppes, en foranstaltning som hindrer 100 børn om året i at blive blinde.

Der fødes også vanskabte børn?

Det sker, men heldigvis har jeg været forskånet for noget stort tal i så henseende. Når talen er om dybt åndssvage, kan man se det straks efter fødslen, fordi sådanne børn opfører sig på en egen måde.

Hvad siger forældrene i sådanne tilfælde?

Det er ikke jordemoderens, men lægens opgave at underrette dem.

Og det største ved en jordemoders gerning?

Det er at se og møde to mennesker, som virkelig er glade for hinanden og det barn, som er en frugt heraf. En moder sagde engang efter en veloverstået fødsel disse ord: Så skete det store under med mig igen. Og det, at et barn kommer til verden, er jo et under…

 

 

Artikel fra 1992 –

Inger Marie Nielsen stammer fra Vrensted. Efter realeksamen fra Søndergades Skole i Brønderslev sendte hun éen eneste ansøgning om læreplads, nemlig til Vrensted-Thise Kommune, og fik den. Senere kom hun til Brønderslev Kommune.

Hun er siden blevet sekretariatschef i Brønderslev Kommune.

Hun var engang med til at få et kursus til Brønderslev med det formål at få flere kvinder til at søge lederjob ved kommunen. Selv har Inger Marie Nielsen i seks år været Brønderslev Kommunes sekretariatschef og den mandlige kommunaldirektørs højre hånd. For det er stadig mændene, der sidder på de øverste lederposter i kommunen.

Men der står stærke kvinder bag alle disse mænd, understreger Inger Marie Nielsen, som selv mener, hun som leder tilhører en uddøende race. De ledende stillinger besættes i dag af unge akademikere.

Men for 25 år siden, da Inger Marie Nielsen blev ansat i den kommunale administration, var en realeksamen nok.

Og jeg synes egentlig, det er lidt synd, at det er blevet sådan. Der er også brug for folk med føling med det “almindelige” samfund og med erfaringen, mener Inger Marie Nielsen, som i morgen har været kommunal ansat i 25 år.

Tror jeg er olding

Inger Marie Nielsen er som tidligere nævnt fra Vrensted. I forbindelse med Kommune sammenlægningen i 1970 kom hun til Brønderslev Kommune. Blev fuldmægtig og i 1986 sekretariatschef.

Når jeg fortæller, hvad jeg har været med til i kommunerne, så tror folk, jeg er en olding, fortæller den 42- årige Inger Marie Nielsen. Men det er såmænd ikke så mange år siden, vi behandlede selvangivelserne manuelt, og fik en skoleforvaltning, jeg og Else Simonsen alene. Da vi begge blev gravide og skulle føde samtidig, ændrede kommunen bare organi- sationen og lagde skoleforvaltningen sammen med administrationen, og først i 1986 blev den igen udskilt.

Ikke forbenet

Inger Marie Nielsen er langt fra den eneste i Brønderslev Kommune, der har været der så mange år. I 70erne skete der en vældig ekspansion med mange unge nyansatte. Siden har kommunen slået bremserne i, og der ansættes stort set ikke nye.

Men man behøver ikke blive forbenet, selv om man sidder i samme job i mange år, mener Inger Marie Nielsen og er selv et godt eksempel på, at man stadig kan udvikle sig.

Der sker utrolig meget i den kommunale organisation med omstillinger på så det ene så det andet område. Der er mange uprøvede opgaver, som hele tiden stiller udfordringer. I øjeblikket foregår der f.eks. en tværgående personalepolitik for hele den kommunale sektor, og vi kører løbende nye projekter, som stiller krav til alle forvaltninger. Og så er der et utal af kurser, så alle har mulighed for at følge med både fagligt og menneskeligt.

Inger Marie Nielsen underviser selv på kurser indenfor Dansk Kommunal- kursus. Bl.a. kommunale ledere med en høj teoretisk uddannelse, som skal have kendskab til den kommunale sektor.

Desuden sidder hun i amtsudvalget for ledende administrativt personale.

Arbejdsbyrde

Inger Marie Nielsen er nødt til at lade være at hænge sig i en 8-16 arbejdstid. – Jeg plejer at sige, at jeg ikke har en arbejdstid, men en arbejdsbyrde, men jeg er glad for mit arbejde, og heldigvis har jeg store børn og en mand, der tager slæbet derhjemme.

Hun hører ikke til dem, der priser arbejdstidsnedsættelsen. Den har ikke givet større livskvalitet. Folk presses bare mere på arbejdspladsen, og mange har slet ikke fået kortere arbejdstid, fordi der ikke samtidig er ansat flere. Søren og Inger Marie Nielsen har en søn på 18 og en datter på 15 år. Når jubilæet er overstået, tager familien sammen med en anden “kommunal” familie på ferie i Sydfrankrig med campletten. Så slapper vi helt af og lader op igen, ler Inger Marie Nielsen, som i sin sparsomme fritid er god til at slappe. Jeg har valgt nogle fritidsinteresser, som får mig til at koble helt af. Jeg strikker og syr, læser gode bøger, både faglitteratur og mere underholdende, og går og cykler – og så er der jo altid strygetøjet, føjer hun til med et dybt suk.

 

 

 

Hvem er han, manden der i sommerferieugerne har siddet i amtsborgmester Kresten Philipsens stol på amtsgården i Aabenraa med den herligste udsigt ud over fjorden og højspændingsværket.

 Bevæbnet med sin sædvanlige cigar og med kaffekop sidder han der i amtsborgmester Kresten Philipsens stol. Manden, som Kresten overraskende for de fleste gjorde til nummer to i det sønderjyske amtsråd efter valget i november sidste år.

Hvem er han, den 57-årige Helge Jensen.

Han er vendelbo. Født i Vrensted ved Løkken. Han er den ældste af ti søskende. De ti er blevet til lidt af hvert her i livet, fra chauffør til landmand, fra smed til husmoder, og til lærer, som Helge blev. Egentlig skulle og ville han nok have været landmand, men det satte en lungehindebetændelse, da han var 16 år, en stopper for.

I et helt år var jeg en streg i luften, husker Helge Jensen. I stedet for det hårde fysiske arbejde som landmand valgte Helge Jensen åndens arbejde, der kræver en anden form for kræfter.

Han gik ud af syvende klasse, så da han ville lærervejen supplerede han skolegangen først med et år på højskole siden med den såkaldte præparantklasse, inden han kom på seminariet i Skårup på Syd- Østfyn.

Nedsat timetal og politik

Den første stilling som lærer fik Helge Jensen i 1956 på skolen i Døstrup – og dér er han stadig.

Jeg har nedsat timetal til nu 13 timer, så jeg står også på skemaet for næste skoleår, siger viceamtsborgmesteren.

Det politiske engagement

husker han, at have haft i mange år. Først i 1974 lod han sig stille op. Han blev valgt til kommunalbestyrelsen i Skærbæk og blev med det samme formand for kulturudvalget. I 1978 udvidede han det politiske arbejde og blev medlem af Sønderjyllands Amtsråd samtidig med, at han i Skærbæk blev formand for soicaludvalget. I dag er han foruden at være viceamtsborgmester også formand for teknisk udvalg. Hvilke af de to råd ville du vælge, hvis du blev tvunget til at vælge?

På nuværende tidpunkt ville jeg give amtsrådet førsteprioritet, fordi der her er en kombination af min politiske holdning med konkrete sager og overordnede planer. I kommunalbestyrelsen er det også et spørgsmål om politisk holdning, men der er flere enkeltsager. Det tiltalende ved at sidde i amtsrådet er også den kontakt, man får til enkeltpersoner og grupper i hele Sønderjylland. Det er så min opgave at varetage borgernes interesser og lytte til deres ønsker og meninger.

Tror du, borgerne altid mener, at du, og politikere i det hele taget, gør det?

Nej, det tror jeg ikke, de gør. Hvis borgerne ikke er enige i de beslutninger, vi tager, mener de ikke, vi har lyttet til dem. Afgørende er det, at vi behandler befolkningen retfærdigt, men vi må også påtage os det ansvar og den opgave og Iægge ryg til de beslutninger, der skal tages, for at samfundet kan fungere, siger Helge Jensen.

Var det en personlig skuffelse for dig, at du ikke blev borgmester i Skærbæk, da Hans Bonde Møller døde i januar?

-Nej det det ikke, siger Helge Jensen.

»Det skal han jo sige, vil de fleste sige. Ja, men de, der kender den sindige og beskedne vendelbo, vil tro ham.

Jeg kan sige det med stort eftertryk, fordi jeg er så glad for, at jeg her får lov til at beskæftige mig med ting, som er så interessante. Det er en gevaldig tilfredsstillelse. Jeg føler mig privilegeret over at få lov til at løse så mange opgaver. Derfor er jeg ikke skuffet, siger Helge Jensen.

Han lytter i amtsrådssalen

Han er kendt for at være den, der holder styr på hvem, der stemmer hvad. Hvis amtsborgmesteren får talt forkert sammen, er Helge der som et sum. Selv i de efterhånden sjældent lange og store debatter siger han ikke meget.

Jeg lægger vægt på at lytte til de forskellige og så drage en konklusion og selv tage stilling. Jeg ser hellere, at opgaverne bliver løst, end at der bliver udfoldet en masse store armbevægelser, siger Helge Jensen.

Det var ikke alle, der efter valget sidste efterår havde forståelse for, at Venstres gruppe i det ny amtsråd foruden topposten også ville have vice- amtborgmesterposten. Dermed mistede socialdemokraterne den plads, de har haft siden 1970, da Sønderjyllands Amtsråd blev til.

Har det forandret klimaet i amtssrådet?

Nej, det synes jeg ikke. Nej, socialdemokraterne er ikke blevet svære at arbejde sammen med. Det er netop et gode for Sønderjylland, at alle partier har valgt at arbejde. sammen. Det er frugtbart i modsætning til politiske slagsmål. Med den samarbejdsform adskiller vi os nok fra andre amter, og det vil vi tilstræbe også at gøre fremover. Selvfølgelig skal de enkelte partier og grupper have mulighed for at markere sig, men vi har først og fremmest en forpligtelse til at løse opgaverne, siger Helge Jensen.

Fællesskab

Samtidig med lærerjobbet og det politiske i hjemmet, har Helge Jensens kone Birthe fuldtidsjob. Parret har to drenge den ene er revisor i Århus, den anden lagermedarbejder i Padborg. Fællesskabet i hjemmet

har vi bygget op blandt andet ved, at vi altid har fulgt drengene til deres aktiviteter. Hvis man skal holde til et ræs som dette, skal man have opbakning i hjemmet. Ellers går det ikke. Man skal bygge et fællesskab op. At det er gået godt hos os, skyldes nok, at vi begge prøver at være afbalancerede i det samvær, vi får tid til, siger Helge Jensen.

Jeppe i baronens seng.

Gennem sit arbejde i amtet har han fået et utroligt kendskab til det sønderjyske landskab. Mange sønderjyder kender det ikke så godt som han. Ingen tivivl om, at Helge Jensen sætter størst pris på det vestlige Sønderjyllands natur. Alligevel: Vær ikke i tvivl om, at han har stortrivedes i den stol, som Kresten Philipsen i morgen vender tilbage til efter tre ugers ferie.

Helge Jensen har haft det som Jeppe i baronens seng.

 

 

 

 

 

 

 

 

Else Aaris fra Bådstedhede i Vrensted mistede synet som 6årig.

Fortælling fra 1963

Hun,,ser” med fingrene – Else Aaris

Ikke med øjnene, men med fingrene ser omstillingsdamen hos Jørgen V. Johansen i Frederikshavn at trykke på de rigtige knapper

For bare fem år siden udgjorde de blinde en klasse for sig, og det var næsten utænkeligt, at de kunne beskæftige sig med andet end børstenbinderi. En del binder vel stadig børster, men man kan også møde blinde mennesker i mange andre erhverv takket være Dansk blindeinstitut, som gør meget for at ligestille de handicappede med andre, så de føler, at de udfylder en plads.

Og det er i grunden imponerende, hvor meget de formår uden at kunne se vel at mærke, når de har fået den fornødne optræning.

Når man kommer ind til autoforhandler Jørgen V. Johansen i Frederikshavn, drømmer man ikke om, at der er noget usædvanligt. Men det er der. Pigen, der passer omstillingsbordet, er blind. Men eftersom hun ikke bærer mørke briller og har fuldstændig sikre bevægelser, falder den tanke overhovedet ikke én ind. Først, når hun vender ansigtet mod én, synes man, at et eller andet ikke er helt i orden: Man indfanges ikke af hendes blik, selv om øjnene flytter sig. Men det studser man ikke over. Den unge pige skiller sig ikke væsentligt ud fra andre.

Betjener 40 telefoner

Else Aaris Jensen, hvis far er landmand i Vrensted, har været hos Jørgen V. Johansen siden 1962, og hun kan sine ting. Ingen får lov at vente i telefonen, og formodentlig er ingen af de, der telefonerer til forretningen, klar over, at det er en blind pige, der betjener dem. Og det er trods alt ikke småting, hun har at tage sig af, eftersom virksomhederne på Parallelvej og Hjørringvej råder over ca. 40 telefoner, og alle samtalerne skal gå via hende.

Omstillingsbordet er fuldautomatisk, og specielt til hendes brug er lamperne, som ellers lyser, udskiftet med knapper, der går op og ned, så hun kan høre dem.

Når man ser, hvor nemt arbejdet falder hende, må man undres over, at der ikke flere steder benyttes sådan arbejdskraft.

Jørgen V. Johansen mener imidlertid, at for få virksomheder i provinsen har et omstillingsbord, der er moderne nok. Men firmaer som Ths. B. Thrige, C. W. Obel i Aalborg, sukkerfabrikkerne og de fleste af ministerierne har blind betjening ved omstillingsbordene.

V. Johansen finder, at der kunne sættes mere ind på maskinskrivningens områder så nogen lærer blindskrift, det må vel være de blinde, som ikke har nogen mulighed for at snyde.

Mistede synet som seksårig

Else Aaris Jensen, der er næsten 20 år, har ikke altid været blind.

Som seksårig fik jeg hjernebetændelse og mistede synet, fortæller hun. På hospitalet fik jeg så meget af det tilbage, at jeg kunne begynde at gå i skole. Det blev imidlertid værre, og som tiårig måtte jeg på blindeinstitutet på Refsnæs, hvor jeg var i fem år. Der lærer man almindelige skolefag, blot med den forskel, at man må læse med fingrene i stedet for med øjnene, og man får undervisning i f. eks. svømning og gymnastik.

Hvor længe er man om at lære at læse på den måde?

Vel som med almindelig læsning. Det varer jo altid længere.

Valgte telefonbetjening

Man går ud af syvende klasse og kan senere få specialuddanne se inden for forskellige fag, og jeg valgte altså telefonbetjeningen. Jeg var på skole i København et halvt år og var derefter to steder i ministerierne for at lære at arbejde i praksis.

-Var det ikke svært pludselig at skulle klare sig på lige fod med andre?

I begyndelsen var det. Som 17-årig kom jeg på husholdningsskole i Kolding, og det tog nogen tid at vænne sig til forholdene. Jeg kunne jo heller ikke deltage i al undervisningen. Jeg kunne nok sy på maskine, når jeg fik lidt hjælp, men jeg kunne ikke brodere i hånden. Det måtte jeg gøre på maskine. Var der ellers noget, jeg ikke kunne deltage i, strikkede jeg i stedet. Det gør jeg stadig af og til, og jeg kan også klare f.eks. at lave ryatæpper.

Førerhund

Hvad får de ellers fritiden til at gå med?

Aha, jeg læser en del og er på besøg hos kammerater, og efter at jeg har fået førerhund, kan jeg godt gå en tur.

Jeg er meget dårlig til at orientere mig, og før havde jeg ikke lyst at gå ud en tur alene. Det er meget godt at aftale et tidspunkt, så kammeraterne kan følges med én, men det er alligevel nok så rart at kunne gå, når man har lyst eller vil hjem og bestille noget. Der imidlertid lang ventetid på man får dem kun, hvis man virkelig har brug for dem, for det tager lang tid at træne dem op.

,,Freja” havde ret!

Stoler De så fuldstændig på hunden?

Ikke så meget, som jeg burde. Men det kommer vel. Jeg fik først >Freja – det er en schæfer på to og et halvt år – i februar, og i begyndelsen var jeg ikke helt sikker på den.

En dag, jeg var ude at spadsere med den, ville den pludselig trække mig ud over fortovskanten. Det, syntes jeg, var mærkeligt, og vi stod og sloges lidt om det. Jeg fik nu altså min vilje til sidst med det resultat, at jeg faldt over to cykler, som stod på fortovet, og Freja stod der, som om den ville sige »Der kan du bare sex, mens jeg lå og rodede i de her cykler.

Den er ikke alt for kvik, når vi skal over gaden. Men den er vel ikke interesseret i at blive kørt over selv, så det skal nok gå. Det er heller ikke blevet bedre af, at jeg har været syg i tre uger.

Skrubber tøjet det forkerte sted

Føler De Dem ellers meget generet af, at De ikke kan se?

Der er visse ting, som det er ret generende ikke at kunne se til. F.eks. ærgrer jeg mig frygteligt somme tider, når jeg har vasket tøj. Jeg kan ikke se, hvor snavset det har været, eller hvor rent det bliver, og det er ærgerligt at få at vide, at man har skrubbet det forkerte sted.

Før jeg blev blind, fortsæt frk. Jensen, lærte jeg at skrive. På blindeskolen lærer vi nu allesammen at skrive vore navnetræk og den tid, jeg var på skolen og i København, ville mine forældre helst, at jeg skrev brevene til dem i hånden. Jeg kunne bare ikke læse, hvad jeg selv havde skrevet.

Låner bøger og bånd

For en ukyndig er det ikke til at forstå, at det er muligt at få noget som helst ud af prikkerne på de gule ark, som frk. Jensen skriver samtaler og besked ned på. Men det er det altså for hende.

I grunden er det slet ikke så lidt, de blinde har mulighed for at læse. Fra instituttet kan de låne bøger og bånd. I »Budstikken<< står aktuelle ting fra ugeblade, og i deres egen båndavis kan de seks timer ugentligt »læse« om de mest interessante ting fra forskellige aviser.

Spiller efter noder

Men Else Jensen kan mere end det. Hun kan også spille. På skolen lærte hun at spille både harmonika, trompet og klaver, og det regner hun med at komme i gang med igen, når hun får en speciel nodebog. Man må først indøve noderne med den ene hånd, så med den anden og derefter sæt- te dem sammen. Desuden fører hun en del korrespondance pr. skrivemaskine.

Var det ikke svært pludselig at skulle indstille sig på ikke at kunne se?

Jeg tror, det var sværere for mine forældre. Da jeg var seks år, tænkte jeg vel ikke så meget over det. Først som 13-14-årig begyndte jeg at spekulere på, at jeg var anderledes. Det kan være svært tider, selv om folk er søde hjælpsomme. Nogle er alt for hjælpsomme og fortæller hele tiden én, at de gør sådan og sådan, for man er blind, mens andre tager det ganske naturligt.

Et lille synsfelt

Nu er det heller ikke så svært for mig som for mange andre, idet jeg ikke er helt blind. Jeg har meget lille synsfelt og kan skimte nogle ting. Jeg kan imidlertid ikke få øje på noget, som jeg ikke ved er der, og som jeg ikke ved hvad forestiller. Jeg kan heller ikke se farver og kan ikke huske, jeg har kunnet. Alligevel har jeg er vis farvefornemmelse, men den er sjældent rigtig.

De klarer Dem ellers fuld- stændig alene?

Ja, heldigvis ligger værelset, jeg bor på, ikke ret langt herfra. Jeg spiser på pensionat en gang om dagen, men klarer resten selv. Det er en øvelsessag, og der er jo ikke andet at gøre end at acceptere forholdene.

6-årig dreng i Vrensted har 5000 norske faddere

 Fik 100 kr. i dåbsgave og blev for nylig forsynet med et fint skoletornyster

De danske ungdomsforeningers hovedkreds »Vendsyssel<< har nu gennem flere år haft en udbytterig udveksling med Vestfold ungdomsfylking i Norge. For seks år siden, da nordmændene var i Vrensted, deltog de i en gudstjeneste Thise kirke, hvor der ved samme lejlighed var barnedåb. Den lille dreng, der blev døbt den dag, søndag den 29. juli 1956, var Kristian, søn af gdr. Marius Larsen, Rørbæk, Vrensted.

Da nordmændene efter gudstjenesten holdt afslutning i Vrensted præstegård, udtalte deres leder, at barnedåben havde været en stor oplevelse for dem. Idet hele menigheden under dåbshandlingen rejste sig, havde de følt, at de alle var faddere til den lille Kristian. Nu ville de gerne skænke en dåbsgave til ham i form af en sparekassebog på 100 kr. på hele Vestfold ungdomsfylkings vegne. Pastor Mikkelsen tog samme aften ud til hjemmet, hvor familie og venner var samlet til dåbsfest, og overrakte gaven. For to år siden, da nordmændene atter var på besøg i Thise kirke, havde de bedt om, at Kristian måtte være til stede. Ved den lejlighed fik han overrakt et norsk bordflag samt yderligere 50 kr. til sparekassebogen.

Kristians mange norske faddere har ikke glemt ham. I denne sommer har 40 unge nordmænd fra Vestfold været på besøg en uge i Vendsyssel. De har været indkvarteret i Taars og Sæsing-Morild ungdomsforeninger. Desværre lykkedes det ikke at træffe Kristian under besøget, men de havde en stor gave med til ham. Lærer J. C. Nielsen, Serritslev, der er medlem af hovedkredsens bestyrelse, og som har forestået hele det norske arrangement, fik til opgave sammen med hovedkredsens formand, pastor Mikkelsen, at overrække Kristian den smukke gave, der består af fint skoletornyster, indeholdende en norsk ABC.

Forleden fandt overrækkelsen sted i Kristians hjem, og stor var glæden og overraskelsen. Nu glæder Kristian sig til at bruge tornystret, når han til næste år skal begynde skolen. Flere glæder venter sikkert Kristian, idet hans norske faddere har udtalt, at når han er stor nok, vil de invitere ham en tur op for at se Vestfold i Norge.

 

1951:

En Samtale med Dansk-Canadieren, Peter Rørbæk, der for 44 Aar siden udvandrede fra Vrensted.

En svær Skikkelse med høje Skuldre, sølvgråt Haar og slebne Glas for Øjnene. Sådan er Billedet af Farmeren Peter Rørbæk, Vrensteddrengen, der for 44 år siden drog udenlands. Han taler perfekt dansk med en Tone af både Canada og Vrensted. En indtagende Blanding.

Rørbæk besøger sin Fætter, Gdr. Chr. Nørgaard i Borup og er for Tilfældet budt til Frokost hos dennes Nabo Gdr. Andreas Larsen. Skikkelsen og krogede Fingre røber Slideren, det stærkt skårne Ansigt Slægtskabet med jyske Bønder.

Han er født på Bådstedhede i Vrensted, og er nu hjemme i Anledning af sine Svigerforældres Guldbryllup. Det er Søren Skydt i Vodskov, hvis Far igen var Skytte på Skovsgaard i Hanherred. Deraf Navnet.

Jeg skriver og taler Dansk, men mine Børn svarer på Engelsk, indleder den gamle Farmer og fortæller jævnt og uden store Armsving, som jyske Bønder har for Skik, om sine Oplevelser i det fremmede.

275 Tdr. Land for 20 Dollars.

I 1907 rejste jeg til Amerika for at se mig om og for at tjene en Skilling. I to år arbejdede jeg ved Landbruget, men så tog jeg til Canada og tog Land i Saskatchewan, 320 Acres rå Prærie 275 Tdr. Land i dansk Mål. Prisen var 20 Dollars det jeg gav for Papirerne. Hvordan begyndte De så?

Jeg måtte først brække Landet og boede først i et Kornmagasin, men senere gravede jeg mig ind i en Bakke og tættede med Brædder og Mursten. Det kostede mig ialt 2 Dollars, men jeg havde det lunt og godt og blev efterhånden en Mester i at lave Flæskepandekage. Min eneste Medhjælper var en ung karl Knud Knudsen fra Brørup; men snart tog også han Land, og jeg blev ene med Studene og et Spand Heste.

Dog inden længe kom der flere Nybyggere, og vi gik så sammen om Aftenen og fik et slag Kort og fortalte Historier.

En god Rejse hjem.

Har De ikke været hjemme siden?

For 30 år siden gjorde jeg en god Rejse til Danmark. Da traf jeg min Kone, som sidder der. Vi mødte hinanden ved et Julegilde. Der var noget med et Par Sko, hun havde glemt, og så måtte vi tilbage efter dem, og så ja så kan der jo ske så meget.

Hendes Onkel rådede hende forresten fra det Eventyr. »Han sælger dig derovre,« sagde han, men hun tog med og lod sig heller ikke afskrække af det »Hønsehus«, jeg præsenterede hende som vort fremtidige Hjem. »Træd indenfor,« sagde jeg »så kommer Kokken«,

Nå, så fik vi efterhånden fire Børn to er nu i Byen, en søn har forpagtet min Farm, og en Datter er gift med min Nabo, der er Farmer som jeg.

Ødemarken forvandles.

Var der ingen Byer i Omegnen? Nej, der var kun Prærie at øjne, en uendelig Flade, og jeg vidste ikke engang hvad der var Øst og Vest; derfor pløjede jeg mine Furer skævt i Begyndelsen.

Nu er Prærien dækket af Hvedemarker, Byer Kirker, Skoler, Jernbaner og fine Veje overalt. Af Hovedstaden Regina, en By på Aalborgs Størrelse, ikke langt fra min Farm, var der ikke bygget et Hus i 1908.-

Hvordan gik det så?

Well jeg fik efterhånden Jorden i Kultur. Den er stærk kalkholdig og behøver ingen Gødning, men Hagl, Tørke og Græshoppe sværme, der til Tider kan formørke Solen, har i Årenes Løb voldt os stor Skade. Nå -så har jeg plantet meget 10.000 Frugttræer og en større Plantage, hvor der forresten nu og da holdes Folkefester og kirkelige Møder.

Et Bundt Amatørbilleder, små Glimt fra Dagliglivet derovre, vandrer rundt mellem de tilstedeværende, og Talen falder igen på Vendsyssel og Drengeårene i Vrensted,

Jeg har plukket mange Tyttebær i Vildmosen som Dreng, men nu kan jeg slet ikke kende Mosen igen, siger Peter Rørbæk, og man sporer en svag Bebrejdelse over Tabet af dette Barndommens Paradis.

 

 Dansk-canadisk farmerpar besøger Danmark for sidste gang.

 

PETER RØRBÆK smiler og bliver ved med at smile bredt samtig med, at han blotter en hvid tandrække, så siger han og fører en tyk pegefinger op til munden og siger ”jeg har været uden tænder siden sidst jeg besøgte Danmark.

Rørbæk er dansk-canadier, her med 69 år på bagen. Hustruen kom for nylig til at savne at fejre jul i Danmark for sidste gang. Så de besøger nu slægtninge i Brønderslev og Vrensted

Det er 30 år siden, de sidst var hjemme. Det var da de blive gift: Der er seks børn, i gode stillinger, og de sendte i aftes telegrafisk forældrene røde roser. Der er i familierne et tæt sammenhold, som tilfældet er vores familie,  hvor man har prøvet livet og sammen delt onde og gode dage.

Da Peter Rørbæk udvandrede for 43 år siden, ejede han absolut intet, men havde tværtimod gæld. Han tog til Iowa, blev gartner, men skræmmede sin amerikanske principal, fordi han ikke kendte forskel på planter og forvoldte skade i haven.

Forøvrigt tjente Rørbæk så lidt ved gartneriet, at han snart sagde faget farvel og rejste til Canada, hvor han blev pioner på en prærie med mile til nærmeste farm.

Han måtte til at begynde med grave med spade i den tunge jord, senere fik han en okse til hjælp, men der gik lang tid, inden han nåede så vidt, at han kunne ombytte sin jord hule med et rigtigt hus, to meter i firkant

Sparsommelighed og flid hjalp ham så vidt, at har i 1921 for første gang kunne aflægge besøg i det gamle land.

 

Intet er som før

Intet er som før… men det vidste vi da for øvrigt eller vi burde vide det. Bare når vi går og længes, er det efter tiderne, som vi kan huske de var og som vi holdt af, men det sådan er vi vel som danske, der efter lang tid tager beslutning om at rejse hjem for at besøge familien.

Hos Familien Rørbæk har også børnene gæstet Danmark. De en lille del af fædrelandet selv om de bor i det fremmede.

 

 

Gamle kirkemure pakkede med granit sten rummer ofte overraskende ting, men ved restaureringer føjer nutidens murere også deres hilsen til.

Almuen skabte den danske landsbykirke

Det var i en tid, hvor man levede i lykkelig uvidenhed om begrebet “kulturpause”, mens krige og fejder var såre velkendte begreber. Det var på mange måder en brydningstid, hvor en stærk og livskraftig bonde almue trods den hårde kamp for dagligt brød havde kræfter tilovers til at opføre disse imponerende bygningsværker. Kirkerne fortæller både om et behov for gudshuse under kristendommens voksende indflydelse, men vel også ved deres udførelse om, at den ene ikke ville stå tilbage for den anden, og i den retning var mennesker ikke anderledes den gang end nu.

De store kirker bærer tydeligt spor af fremmede bygmestre med fremmed arkitektur og udsmykning. Også den gang var det fremmede noget »fint«, men lykkeligvis havde almuen ikke råd til at holde fremmede bygmestre, og selv om man vel af og til skelede til den fremmede arkitektur, skabte man dog med de forhåndenværende materialer en dansk kirketype.

De tålmodige og udholdende jyder huggede gerne de store granit sten til, så de dannede firkanter.

Tykke munkestensmure fyldt med granit

Efterhånden som anvendelsen af de brændte munkesten blev almindelig, skabtes vel en ny facadetype, men man svigtede ikke den hårde granit, og der blev bygget fantastisk solidt.

Man brugte munkesten til facademur og inder mur, og hulrummet blev fyldt op med granit eller anden natur sten pakket ned i fin kalk, fortæller murermester Charles Andersen, Vrensted, som kort før jul afsluttede et omfattende restaureringsarbejde af tårnet på Thise kirke.

Her målte tårnmuren 1,37 meter i tykkelsen fra grunden til op over hvælvingerne, hvorefter tykkelsen faldt til 1,17 meter, senere til 94 cm, og på de øverste to- tre meter af tårnet målte muren »kun< 50 cm.

Kalken til byggeriet er blevet læsket flere år i forvejen. Den blev knust og stampet med en trækølle i en trækasse, indtil man havde fået en tyk, grødet limmasse. Naturstenene blev pakket ned i hulmuren med denne kalk, der var meget holdbar, når der blot kom vand til. I Thise kirke havde vand og frost ødelagt kalken, så facademuren var slået løs fra naturstenene og truede med at vælte ud.

Alle fund mures på plads igen.

Kan en almindelig kirkemur rumme overraskelser?

Man må altid være opmærksom, når man restaurerer gamle kirker, for man kan gøre de mærkeligste fund, og man kan komme til at afdække en gammel arkitektonisk udsmykning, som senere tid har dækket. Det har altid været skik at mure nogen ind i murene, og de gamle kirkemure bekræfter dette.

Da vi rev de gamle mure ned i Thise, fandt vi i muren over vindeltrappen lige over hvælvingerne, hele rygsøjlen og nogle af ribbenene af et menneske.

Har det været rester af en begravelse, eller har det været en makaber spøg?

Jeg ved ikke, hvad meningen har været, men en begravelse var det ikke, for det har været skeletrester, allerede da det blev indmuret.

Hvad gjorde De ved det?

Vi murede det naturligvis ind på samme plads igen. Det gør vi altid. Det er også gammel tradition, at man ikke fjerner noget. Alt skal på plads igen, som det lå før.

Gamle gravsten pakket ned i tårnmuren.

Man føjer måske hellere noget til?

Det hænder nok! Det ligger i én, når man er vokset op ved murerfaget. Min far, M. K. Andersen, var også murer, og allerede mens jeg var i lære hos ham, fik jeg interesse for disse kirke restaueringer, der også var hans stor interesse.

Det hænder nok, at der smutter en ølflaske ind i muren med en seddel, som giver besked om, hvem der har arbejdet her, hvem der var præst ved kirken og lignende, og så funderer man lidt over, hvor mange århundreder, der skal gå, før flasken bliver fundet igen.

I Thise kirke pakkede vi for øvrigt en bunke gravsten ned i hulmuren. Der lå i et hjørne af kirkegården en del gamle gravsten, både granit sten og marmorplader fra sløjfede grave. De blev forsigtigt hejset op og pakket hele ned i muren, så selv om gravene for længst er sløjfede, er de dødes navne altså bevaret for eftertiden.

Et velbevaret høneben i kirkens mur

Hvad er det mærkeligste fund, De har gjort?

Det var noget, der ikke havde meget med historie at gøre, for det var et velvoksent høneben. Vi fandt det, da vi sidst i 40’erne satte granitten om i sydmuren af Vrensted kirke. Her var det pakket ned i kalken mellem stenene! men jeg tror, det skyldtes en tilfældighed.

Det var tydeligt, at en mand havde gnavet det meste af kødet på lårbenet. Derefter har han sikkert smidt resterne fra sig, og det er faldet i kalktruget og er derfra gået med ned i muren. Det ejendommelige var, at det tilbage værende kød og skind på underbenet var lige så gult og friskt som den dag, vores ukendte kollega smed det fra sig for 800 år siden. Det havde ligget fuldstændig lufttæt pakket ned i den fine kalk.

Skeletter i lange rækker.

Er De aldrig stødt på begravelser under restaureringer?

Jo, endda mange. Da vi i 1937 lagde gulvet om i Tolstrup kirke, hvor der bl.a. skulle nogle rørinstallationer under gulvet, stødte vi hurtigt på et skelet, og det viste sig snart, at de lå tæt under gulvet. Vi måtte flytte lidt på dem for at komme til, men også her lagde vi det hele pænt på plads igen under det nye gulv. Det var for nogle århundreder siden meget almindeligt med begravelser under kirkegulvet.

I Tolstrup kirke blev vi under den samme restaurering opmærksomme på nogle spidsbuer i gavlen, og arkitekt Teschel, Frederiks– havn, der er Nationalmuseets bygningsinspektør, blev tilkaldt, og vi fik de smukke gotiske buer afdækket.

Fotografen blegnede ved udsigten.

Det er ikke ufarligt arbejde, når tårnene skal restaureres?

Det er ikke værre end andet arbejde, når man først har vænnet sig til det. I Thise var vi lid bange for, at muren skulle skrid ned over os, men selve det at arbejde i højden bekymrer os ikke. Det hænder, at en arbejdsmand der ikke er vant til det, er ked af at gå op i begyndelsen, men det varer sjældent længe. Man må bare aldrig sløse med sine stilladser. De skal være solide og forankres godt.

 

Den nye direktør for Nordjysk andels-kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, begyndte sin handelsvirksomhed som skoledreng og nåede som privat kreaturkommissionær en omsætning på fire millioner kr.

Et ægte og medfødte handelstalent viser sig tidligt, og i den retning har den nyudnævnte direktør for Nordjysk andels- kreatureksportforening, Simon Thomsen, Vrensted, ikke dannet nogen undtagelse. Han begyndte at handle allerede i skolealderen, og som 43-årig skal han nu fra 1. marts lede en forretning, som sidste år havde en omsætning på ca. 13,5 mill. kr.

Lånte penge til den første handel, men tjente dem hurtigt.

Og havde selv fået en god forretning, som De nu må forlade?

Ja, en god forretning var det jo blevet efterhaanden, for sidste aar havde jeg en omsætning paa ca. fire mill. kr., men den nye stilling betyder dog ikke, at jeg lader de gamle kunder i stikken, for de kan uden videre fortsætte afsætningen gennem eksportforeningen.

Hvornår begyndte De at handle?

Det gjorde jeg vel omkring skolealderen, så snart jeg havde fået lært at regne en smule. Men det er i øvrigt noget, jeg er opvokset med, for min far, Hans Thomsen, handlede også. Jeg måtte forresten, låne 50 kr. af ham til en af mine første større handeler med kaniner. Det var han vist ikke så meget for. Han troede ikke rigtig på det med kaniner, men det varede nu ikke ret mange dage, før han fik sine penge igen, og jeg kunne handle videre med kaniner og duer, og hvad drenge ellers kan komme i handle om.

Ville ikke handle med 15-aarig hestehandler – Og det gav mod til at fortsætte

Det lå jo i blodet, men jeg arbejdede ellers ved landbruget, og så drev jeg handel ved siden af i fritiden. Far handlede jo bl.a. med heste, og det var dengang, det kunne betale sig at vænne en plag til som kørehest. Far købte plage, og vi drenge fik lov til at tumle med dem. Så snart de var vænnet til, blev de solgt, og vi vænnede ny plage til.

Det førte selvfølgelig til, at jeg også selv købte plage op, og som 15-årig stod jeg en dag på et marked med et kobbel heste for egen regning og risiko. Der kom ogsa købere til dem, men en af dem sagde:

Hvornår kommer manden? Hvilken mand? spurgte jeg. Ham, der vil sælge hestene, fortsatte han.

Dem vil jeg sælge, sagde jeg. Må du sælge hestene? Spurgte han og jeg svarede ja. Det er mine heste, forklarede jeg.

Han blev så underlig vantro ud i ansigtet, og vi kom ikke i handel.

En sport at handle med heste

Det var i øvrigt hestene, der skærpede min interesse for at handle. Det var en sport både at vænne plage til og at handle med heste. Dengang skulle de jo bedømmes som brugsdyr, nu derimod drejer det sig faktisk kun om slagteprisen. Det kan man godt kalde en sørgelig udvikling, når man holder af heste, og særlig slemt er det for de mænd, der har lagt alt deres arbejde og al deres viden i hesteavl.

Var hestehandel et speciale?

Det var det da for nogle, og jeg har selv handlet meget med heste, men som stor dreng handlede jeg med alt. Når jeg havde tid tog jeg min cykel og kørte rundt på gårdene og spurgte, om de havde noget at sælge.

Jeg udvidede stadig mit område og kom hos nye mennesker, og jeg blev vant til spørgsmålet »>Hvor kommer den bette kå’l fra?«. Så måtte jeg jo forklare det, og mange gange var det forklaring nok, når jeg fortalte, hvem min far var.

Indtil jeg blev gift, passede jeg landbruget derhjemme, men derefter købte jeg en lille ejendom i Vrensted og senere den, hvor vi bor nu, og hvor jeg har 13 tdr. land med græs til kreaturer. I de sidste 15-16 år har jeg handlet konstant paa kvægtorvet i Aalborg.

Simon Thomsen har i mange år været kreaturkommissionær med en stor kundekreds især i det vestlige Vendsyssel.

Hvordan føles det pludselig at blive direktør for en eksportforening med så stor en omsætning? spørger vi Simon Thomsen.

Man bliver forbavset over den tillid, der så umiddelbart bliver vist og selvfølgelig også glad, tilføjer han. Rent arbejdsmæssigt betyder det vel ikke så stor en forandring, eftersom det bliver det samme, jeg kommer til at beskæftige mig med. I de sidste 15 år har jeg arbejdet privat som kreaturkommissionær og har for en god kundekreds her i det vestlige Vendsyssel solgt dyr på Aalborg kvægtorv.

Handel skal sikre den rigtige pris

Der er sket en forskydning i handelsmetoderne i retning af flere kommissionshandeler.

Hovedparten af al kreaturhandel foregår med dyr i kommission. Der er næsten ingen landmænd mere, der sælger deres dyr direkte fra stal- den til opkøbere, og det må også siges, at det giver en sundere handel at sælge ved kommission. Det kræver megen øvelse at bedømme et dyrs slagteværdi, og da opkøberen normalt er den mest trænede, bliver det også ham, der er på den sikre side..

Man kan også godt tillade sig at sige, at der er sket en forskydning den almindelige handelsmentalitet. For 30-40 år siden var gennemsnit af opkøbere nok ikke af samme standard som i dag.

En landmand kunne derfor nok have sværere ved at opnå den rigtige pris for dyrene. Selv om det altid er svært at bedømme et dyr helt nøjagtigt, kommer man nok den rigtige pris nærmere p kvægtorvene i dag, og det er da et sundt princip, at landmanden også på sin tegnebog kan føle, om det er et godt dyr, han har leveret.

En herregård i bytte på alderen

Men der er stadig penge at tjene på handel?

Det vil der altid være for den, der forstår at handle, og den bedste og mest varige forretning skabes der, hvor handelen er baseret på 5 gensidig tillid.

Der tjenes formuer paa tillid…

I forening med dygtighed. En af vore største eksportører herhjem me, Ivar Lundgaard, Struer, som aftager hovedparten af eksportforeningernes dyr, er afgjort et eksempel på det. Jeg traf ham forleden på Aalborg kvægtorv, og han spurgte mig da, hvor gammel jeg er. Det fik han at vide, og han svarede uden betænkning:

Jeg ville give en herregård i bytte på alderen. Hvis jeg var 43, skulle jeg snart tjene den hjem igen. Det ligger jo imidlertid sådan, at den handel kunne ikke gå i orden.

 

År 1956

”Båstedhede” giver eksempel på gammeldags hjælpsomhed – Alle hjælper alle – sådan har det altid været, forsikre man i ødet mellem Thise og Vrensted.

På Båstedhede midtvejs mellem Thise og Vrensted er det almindeligt, at der løftes i flok. Det viste sig, dengang jorden blev udstykket, og lyngen skulle brækkes. Man stod last og brast, lånte hinanden hestespand og plov og lod sin arbejdskraft ud- nytte på nabolodderne.

At forholdene ikke har ændret sig, viser eksempler fra de sidste dage efter sandflugten, hvorunder der skiftedes gødning og frø på grund af den udsatte beliggenhed og knastørre, lette jord. Den forsinkelse, der herved skabtes, er indvundet ved en kollektiv indsats. Alle har hjulpet alle, og derfor er man praktisk taget færdig med arbejdet i marken.

Der er dog en undtagelse, og det er gårdejer Ertmann Jensen, hvis stråtækte ejendom ligger ud mod vejen Thise-Vrensted.

Her samledes i fredags seks naboer med hver sit hestespand og sagde: Så, Ertmann, lad os så få begyndt. Og så pløjede man gødning ned på marken øst og vest for gården som den selvfølgeligste sag af verden.

-Betaling? ikke tale om. Man tar sig ikke betalt for at hjælpe sin nabo og gode ven. Frederiksen har boet på Båstedhede i fire år. – Det har været næsten den bedste tid i mit liv, siger han. Her har jeg mødt en hjælpsomhed som ingen andre steder. Det er den selvfølgeligste sag af verden, at vi hjælper hinanden, når som i dette tilfælde uheldet er ude.

Bent Aaris er født og opvokset Båstedhede. Han siger, at hjælpsomhed altid har siddet til højbords blandt hedens beboere.

Far sagde i morges, da han hørte om Ertmann: Bent, du må hellere gå over med et spand heste og gi’ Ertmann en håndsrækning og hils dem derovre.

Gunnar Vingaard er den yngste og, mest humørfyldte af hjælperne.

Hvorfor ska’ man hænge med hovedet? spørger han. Vi er raske, og vi behøver ikke at mangle en håndsrækning fra naboen, hvis det kniber. Desuden hvis man taber humøret over dårlige priser og den slags, bliver det galt det hele.

Der findes 30 landbrug spredt over heden, siger Niels Eriksen Sloth. Vi er forskellige på mange måder, men vi er fælles om at hjælpe hinanden, ikke bare her, hvor det drejer sig om en smule kørsel med hestene. Konerne har den samme indstilling som mændene, ved gilde, fødsel og den slags.

 Bøf og citronfromage til gæsterne

Det manglede bare, falder fru Anna Frederiksen ind. Hun er beskæftiget i køkkenet sammen med husbestyrerinden, Else Jensen. Karlfolkene skal ha’ en tår kaffe og en bid brød, og det skal gå lidt villigt, hvis de ikke skal savne mig derhjemme –  middagsmaden venter.

Den skal du ikke tænke på forsikrer Ertmann. Vi skal ha’ bøf og citronfromage, og der er rigeligt til os alle.

Ertmann Jensen indrømmer, at den frivillige arbejdskraft har taget en byrde fra hans skuldre. Det er dyrt med fremmed hjælp, og når det så kan ordnes på denne måde, hvor man selv kan gøre en smule gengæld…

Vent du bare, siger humørmanden Gunnar Vingaard og langer ud efter en kage, som Anna Frederiksen rækker frem.

Samtalen foregår i en pause under arbejdet. Man har lagt sig pa toften og overladt hestene til drengenes omsorg.

Så hæver Gunnar Vingaard sin kop: Skal vi ikke skåle på er god høst med bedre priser. Han får et lunt glimt i øjnene og nikker i retning af os, inden han fortsætter. Og lad os så håbe, byboerne bliver i stand til at betale.