Kategori: Vrensted Historier

Købmandspar går efter 38 år – Karen og Henning Simonsen stopper

 Kilde: Nordjyske juni 1993

Det er da ikke fri for, at vi har sommerfugle i maven. Sådan havde Vrensteds købmandspar Karen og Henning Simonsen det op til sidste dagen i deres forretning. Det var lørdag. I dag er de førtidspensionister. Efter 38 år bag disken i forretningen på Bådstedhedevej i Vrensted.

Og så skulle vi endda lukke kl. 12 som følge af grundlovsdagen på vores sidste dag i forretningen og med de kunder, vi har kendt i så mange år, var Henning Simonsens kommentar som optakt til sidste dagen i den tidligere stationsby, hvor den 64-årige købmand sammen med sin fire år yngre kone har lagt så mange år i sit voksen-virke. Købmands-parret købte Vrensted-forretningen 1955 af Poul Erik Christoffersen, der havde drevet forretningen i ti år. Dengang var der tale om en betydelig mindre butik. Kun 30 kvadratmeter. Den udvidedes senere til 65m2, derpå til 125m2 og i 1975 til 250 kvadratmeter.

Da vi startede i Vrensted, var der yderligere tre købmænd, en brugs, en slagter og en bager. I dag er der vores forretning samt brødudsalget. Og så samtidig langt færre håndværkere.

Hård udvikling

Udviklingen har været hård ved de lokale samfund, siger Henning Simon- sen, som trods det vemodige farvel til dagligdagen i forretningen i Vrensted og de mange kunder alligevel glæder sig til pensionisttilværelsen. Ikke mere 60-70 timers arbejdsuge. Tænk sig, siger han. Nu kan vi også komme på camping. Vi har købt en campingvogn sammen med børnene. Og nu kan vi komme ud med den.

Købmandsparret vil tilbringe sommeren i sommerhuset i Grønhøj, holde ferie i “campingvognen” og så ellers starte med at indrette boligen på Studievej i Løkken.

Parret har solgt forretning og privatbolig i Vrensted til den 24-årige Poul Verner Eskildsen, Ingstrup, som har vældig mod på at føre forretningen videre.

Han er jo også ung, siger Henning Simonsen. Min kone og jeg var også på den alder, da vi startede. Men det er altså nogle dage siden.

Juni 1993

Poul Søndergaard Nielsen, f. 1939 d. 2013

År 1989 – Om meget få kan man efterhånden sige om, at de virkelig har rod i deres hjemsogn. Men det kan med rette siges om kulturudvalgsformanden Løkken-Vrå Kommune, Povl Søndergaard Nielsen, Anders Olesens vej 10, Vrensted, der fylder 50 år.

Han er født og opvokset i Vrensted som sine forældre. Han har boet i Vrensted hele sit liv som forældrene – og han følger den kommunalpolitiske arv op efter bedste faderen, afdøde Søren Nielsen, der i en lang årrække var byens sognefoged og i 29 år medlem af det daværende Vrensted-Thise Sogneråd.

Havde Povl Søndergaard Nielsen boet på den vej, som i byen er opkaldt efter bedste faderen, havde tingene været 110 procent Vrensted`sk.

Voksentilværelsen startede med et landmandsliv, efterfulgt af et landbrugsskoleophold, men det blev nu til et job hos en murer undervejs til det nuværende arbejde hos Vrå Andel i Vrensted. Det ansættelsesforhold har i øvrigt varet 25 år i næste uge. Nu er jobbet trappet ned til halv tid, og det passer meget godt til det andet job som kulturudvalgsformand. Det er efterhånden også ved at blive et halvtidsjob.

Dertil kommer så tidsforbruget til det utal af ting, som Povl Søndergaard kaster og har kastet sine evner i. Formand for det nye Vrensted møllelaug, næstformand i forsamlingshuset, kasserer i idrætsforeningen efter et mangeårigt formandskab, foruden tillidsposter i bl.a. Løkken Sparekasse, BOE og Vendsyssel historiske Museum.

Siden 1981 har Povl Søndergaard været medlem af Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse valgt på en borgerliste og de sidste fire år kultudvalgsformand.

Det er selvfølgelig for hele kommunen, men derudover er det først og fremmest Vrensted og dens borgere, han varetager interesserne for. Politiske venner og modstandere accepterer det, men indrømmer samtidig, at Povl fra Vrensted gør det godt og entusiastisk for sin hjemby.

Fødselsdagen markeres ved åbent hus i hjemmet for ”venner og fjender”, som Poul Søndergaard selv udtrykker det.

 

 

 

Flot jubilæumsgave til Vrensted

Løkken Sparekasse forærede Vrensted by skulptur i anledning af filialjubilæet

Løkken Sparekasses formand, Poul Sørensen, overrakte flot ørne-skulptur til Vrensted by i anledning af filialjubilæet. Ved overrækkelsen sagde han bl.a.:

– Det er mig en glæde at afsløre Sparekassens gave til Vrensted by i anledning at Vrensted filialens 50års jubilæum.

Det er kunstneren Anders Friis, Hjørring, som har omformet denne sten til en ørneunge, som kigger søgende op i luften.

Og hvad kigger ungen så efter? Ja, den kigger vel efter sin moder for at få sulten stillet, – og moderen i denne sammenhæng må vel i overført betydning være Løkken Sparekasse, som for 50 år siden fødte en filial her i Vrensted, og som det er gået godt for siden 1947. Når jeg tænker på en ørn ligger ord som mod, styrke, skarphed, stolthed mig på sinde.

Disse ord passer jo egentligt ganske godt til Vrensted og dens beboere.

I viser jeres mod, når det drejer sig om byens udvikling og I har også styrken til at gennemføre de ting, som I bliver enige om i lokalsamfundet. Skarpheden har I også, fordi I evner at se klare detaljer i de processer og beslutninger, som en levende by er kendetegnende for.

Stoltheden synes jeg også Vrenstedbeboerne i al beskedenhed er i besiddelse af. Man siger jo ofte, at ”mit hjem er mit slot” og tilsvarende kan man vel sige, at man er stolt af den by, som man er en del af. Inden jeg overdrager kunsten, vil jeg gerne rette en tak til Jens Andresen, Kirsa Pedersen og Thomas Mogensen, som har bistået sparekassen i at finde frem til denne flotte figur. Med ønsket om, at I passer godt på den lille unge, vil jeg hermed overrække Sparekassens gave til byen.

Else Aaris er fra en gård på Bådstedhede, Vrensted, hun fortæller

Som seksårig mistede jeg synet som følge af meningitis og det var en ulykke for mig. Det vil det altid være. Men man kan lære at leve med det.

Sådan siger Else Aaris Hansen, 44år, Enighedsvej i Frederikshavn, der er indstillet af Dansk Blindesamfund til posten som blindekonsulent for Nordjyllands Amt. Det forventes, at socialstyrelsen vil godkende forslaget.

Else Aaris Hansen afløser Harry M. Olsen, der efter 25 års virke som blindekonsulent har valgt at trække sig tilbage.

Jeg er meget glad for at få muligheden for at blive lindekonsulent for Nordjylland, siger Else Aaris Hansen og oplyser at Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer i Danmark. Heraf ca. 1.000 i Nordjylland.

Det giver en styrke at være blind, når jeg skal hjælpe menneske, der måske nylig er blevet blind.

I dag er jeg gift og har to sønner, begge har normalt syn. Et argument for, at man trods blindhed kan leve et forholdsvis normalt.

Fra Vendsyssel

Jeg er født i Vrensted og kom efter et par år i børneskolen, til Refsnæs Skole ved Kalundborg, hvor alle blinde og svagtseende børn kom engang.

Senere fik jeg en telefonistuddannelse på blindeinstituttet i København, og da jeg var færdiguddannet, kunne jeg vende hjem til Vendsyssel til job i Frederikshavn, hvor jeg i fem år arbejdede hos autoforhandler Jørgen V. Hansen på Parallelvej. Siden er meget af min tid gået med at arbejde for Blindesamfundet, som jeg næsten føler mig som aktionær i, siger Else Aaris Hansen.

Else har siden 1968 været med i organisationsarbejdet i Blindesamfundet.

Først, som omsorgskonsulent og i 1976 blev hun kredsformand for Vendsyssel-afdelingen.

Else Aaris Hansen er endvidere formand for social- og arbejdsmarkedsgruppen i blindesamfundet og endelig er hun medlem af Socialankestyrelsen.

Else er Født og opvokset på Bådstedhede.

Formanden for lotteriudvalget, Jørgen Svarre Nielsen, Hjørring, overrækker den store check til Else Åris Hansen, der dog også modtog en i almindelig størrelse.

Kilde VT 1979

Lørdag den 2. juni Lotterioverskud til Vendsyssels blinde

En meget glad formand for Dansk Blindesamfunds Vendsyssel Kreds, Else Åris Hansen, Frederikshavn, har modtaget en check på 25.021,88 kr., nøjagtig en tredjedel af overskuddet fra Lions og VTs julelotteri.

Pengene betyder bl.a., at vores lokale lyd avis, Nordlyden, der siden oktober i fjor har været udsendt hver 14. dag, går en tryg fremtid i møde. Muligvis bliver det på længere sigt muligt at udbygge Nordlyden, der hidtil er udgivet med underskud, sagde formanden.

Det var formanden for lotteriudvalget, handelslærer Jørgen Svarre Niel- sen, Hjørring, der overrakte checken på Vendsyssel Tidendes hovedredaktion. Han oplyste, at man på forhånd havde besluttet at skænke en tredjedel af overskuddet til en handicapgruppe i Vendsyssel, og valget var hurtigt faldet på de blinde. Andre grupper kan senere komme i betragtning, idet man håber, at julelotteriet bliver en fast tradition. Udvalget er allerede i gang med at forberede næste lotteri.

Der er stor tilfredshed. med, at overskuddet i år blev på godt 75.000 kr. på trods af en uheldig start med avisløse dage, Der blev solgt omkring 225.000 lodsedler. De resterende to tredjedele af overskuddet fordeles mellem de deltagende Lions Clubber og anvendes til humanitært arbejde.

Nordlyden

Nordlyden er blevet et godt supplement til de øvrige muligheder, vi har for information, fortæller Else Åris Hansen. Hvis ikke man holder Nordlyden eller har en dygtig privat oplæser, er man afhængig af radioen eller den landsdækkende lyd avis, som Dansk Blindesamfund udsender to gange om ugen. Det er udmærket, men de lokale nyheder kniber det med. Derfor er vi meget glade for, at vi fik startet vores egen avis.

Journalist Bruno Hansen, Hjørring, læser alle de lokale aviser igennem og redigerer meget dygtigt, og Sct. Georgs gilderne i Frederikshavn står for oplæsningen. Begge parter gør arbejdet vederlagsfrit. Nordlyden mangfoldiggøres på Båndcentral i Ålborg, og det er meget dyrt. En anden ting er, at de ældste nyheder bliver tre uger gamle, inden vi får dem at høre, fordi der går en ekstra uge med mangfoldiggørelsen. Det er naturligvis ikke helt tilfredsstillende. Vi har i øjeblikket 60 abonnenter og håber, flere kommer til.

På længere sigt håber jeg, at udgivelsen af Nordlyden bliver en kommunal opgave. F.eks. kunne flere kommuner gå sammen om at dække et om- råde.

Det var ønskeligt, om kommunerne havde pligt til at informere alle bor- gere, også de blinde. I Frederikshavn har kommunen taget et godt initiativ og udsendt en pjece om hjælpemuligheder for pensionister, men en række blinde har svært ved at få teksten læst op. Den slags oplysninger kunne det også være rart med tiden at få med i en lyd avis, siger kredsfor- manden.

Jan. 1986

           

På VT- bagsideredaktionen, venter man med spænding på en 13’er! Ikke i tipning, men i bankospil…

Det har nemlig vist sig, efter en efterlysning af spillere med det store og hurtige overblik, at et par vendelboer kan klare 12 bankoplader.

Lydia Jensen, Svinget 73, Manna, spiller hver onsdag på 12 plader i Vrensted og hver torsdag på 10-11 i Børglum. Det går lidt hurtigere i Børglum, og derfor kan hun ikke nå så mange« dér. Hun har gået til banko i en snes år sammen med 4 veninder, og da hun er den eneste, der har kørekort, er hun nødt til at være med hver gang! Hun vinder mange gevinster, men det er dog knap nok, det løber rundt.

Anna Nielsen, Camillo Bruunsvej 9, Hjørring, spiller mindst 10 plader hver anden aften i Bingohallen i Hjørring, og når børnene sommetider er med og bliver trætte af at spille, kommer hun op på de 12. Hendes lillesøster, Else Marie Christensen, Hvidkildevej 5, Hjørring, spiller også i Bingohallen og har i hvert fald altid 10 plader.

Lilly Larsen, Tømmerbyvej 37, Stenum, klarer 10 eller 11 plader til spil flere steder på Brønderslev-egnen. Hun skal helst af sted 3 gange om ugen, hvis vejret ellers tillader det. Hun spiller som regel på de samme plader og er godt tilfreds med gevinsternes antal. F.eks. har hun efter jul vundet 3 kvarte grise!

VT `s Bagsideredaktionen hører fortsat gerne fra spillere, der kan klare i nærheden af de 12 plader, men spændende ville det jo være, om der går en 13’er rundt!

 

Vrensted Filialen fejrede jubilæum

Løkken Sparekasse markerede i mandags at det var 50 år si den, man oprettede filial i Vrensted. At det var en god og fremsynet idé, man dengang fik, fremgik af sparekassedirektør Poul Johnsens tale:

”Jeg vil gerne ønske Vrensted-filialen et stort tillykke med 50års jubilæet.

En begivenhed som bør fejres på behørig vis. Derfor har der lydt nogle knald i dagens løb, og det er såmænd champagnepropperne, der giver lyd i dagens anledning.

Selve starten på filialen har jeg fundet i bestyrelsesprotokollen fra 4.2.1947 og jeg citerer nu punkt 5 fra dette møde:

Fra Vrensted Borgerforening er der fremkommet et andragende om at få oprettet en filial af sparekassen i Vrensted.

Andragendet har følgende ordlyd:

Til bestyrelsen Sparekassen for Løkken og Omegn

Efter en hertil bestyrelsen for Vrensted Borgerforening modtaget anmodning fra forretningsfolk i Vrensted om at forsøge oprettet et filialkontor fra en eller anden pengeinstitution, og da man må gå ud fra, at Vrensted hører under Løkkens opland, tillader bestyrelsen for Borgerforeningen sig hermed at tilsende denne anmodning desangående til den ærede bestyrelse for sparekassen og håber, at denne vil tage velvilligt imod sagen.

Som det jo også er den ærede bestyrelse bekendt bliver så godt som alle betalinger som folk foretager betalt med checks. Landmanden modtager checks for svin og kvæg og må af den grund selv betale med check, som så har til følge at forretningsfolk ingen kontante penge har at betale med og må da henvende sig til pengeinstitutionerne for at få vekslet, hvilket kræver forøget arbejde samt omkostninger for forretningslivet.

Egnet lokale til brug for filialen kan eventuelt stilles til rådighed for sparekassen to gange ugentligt.

For Vrensted Borgerforening. -Carl Christensen.

 

Andragendet er anbefalet og underskrevet af 25 næringsdrivende i Vrensted. Og protokollen fortsætter:

 

Det vedtoges at lade sagen fremme og at overlade det fornødne i den anledning til direktionen.

Kontoret kan formentlig åbnes omkring den 1. maj.

”På bestyrelsesmødet 30.5.1947, eller godt 3 måneder efter, står der skrevet i protokollen:

”Det vedtoges at påbegynde filialen i Vrensted torsdag, den 12. juni. Andelsmejeriet ”Lykkens Prøve”, Vrensted, har stillet et lokale til rådighed, hvor der indtil videre er kontor dag hver torsdag fra kl. 9.30 til 11.30”.

Alt er skrevet af direktør Carl Enevoldsen med sirlig håndskrift.

Det var fortiden, men også samtidigt indledningen til fremtiden og et godt finansielt samarbejde med Vrensted by og omegn. Filialen fremstår i dag med alt den moderne teknologi, som en filial i fremdrift har behov for. Hver gang vi foretager investeringer på dette område, så tænker vi helt pr. automatik på Vrensted-filialen.

Personalet med Anette Taagaard i spidsen glæder sig altid til filialdagene her i byen. Jeg har lidt på fornemmelsen, at der kan være lidt konkurrence blandt medarbejdere om at komme på Vrensted-holdet, fordi det er et interessant sted at komme. Her får man jo lov til det hele, også vores elever boltrer sig her under uddannelsen. Af sparekassens 25 ansatte

har alle været i direkte kundekontakt i filialens 50årige historie. Personligt er jeg meget glad for Vrensted-filialen, som er en bæredygtig enhed i den samlede sparekasse.

Og det kan jeg jo kun tilskrive kunderne, som med loyalitet og interesse har deres gang her i huset.

Hvis vi måler på markedsandelen i filialerne, så skilter Vrensted med den bedste markedsandel, og den ligger så fint at over 90% af byen er kunder i sparekassen.

Det er vi selvfølgelig glade for og det styrker os i troen på, at gode samarbejde vil fortsætte i mange år fremover.

 

 

Povl Stevns – en studietur til Rumænien

Som besøgende undrede man sig over den rigelige arbejdskraft, der var til rådighed i landbruget, siger Povl Stevns. Vi oplevede på et kooperativ, at 20-25 mennesker bearbejdede jorden med trekantede hakker. Man fortalte os, at årsagen var, at man ikke anerkendte arbejdsløshed. Der skulle være arbejde til alle

Der arbejdes målbevidst i Rumænien

Men man lægger for megen vægt på målene og tilsidesætter den menneskelige trivsel, fortæller gdr. Povl Stevns, der har gæstet landet. En gruppe yngre andelsfolk fra hele landet var sidst i juni det Rumænske UNCAPS andelsudvalg gæster i godt en uge. En af deltagerne på turen var gdr. Povl Stevns, Stenum, der var inviteret med på grund af sit medlemskab af slagteriet Wenbos bestyrelse i Brønderslev.

I Bukarest blev vi modtaget af sekretariatschef Stelian Ionescu, der forklarede, at andelsbevægelsen i Rumænien primært er opbygget som produktionskooperativer, og ikke som i Danmark, hvor andelsselskaberne, som han udtrykte sig, fungerede som forædlingsvirksomheder. Kooperation betyder i Rumænien samarbejde mellem alle produktionsfaktorerne, arbejde, jord, husdyr, bygninger og maskiner. De to former for praktisk andelssamarbejde havde dog på et væsentligt punkt sammenfaldende målsætninger, nemlig at varetage producenternes interesser

Flade traktorer

Landbruget styres af det nationale UNCAP der har opdelt landet i 39 distrikter med 4500 kooperativer, der har en gennemsnitsstørrelse på 280 hektar. De enkelte kooperationer er opbygget nogenlunde, som vi kender det herhjemme.

I Barcansti besøgte vi et fælleskooperativ for kødproduktion. Det havde en årlig produktion på ca. 5000 tyre. Dyrene var fortrinsvis krydsninger mellem lokale rumænske racer og vesteuropæiske racer, så som Hereford, Charolais, Brunkvæg, Simmenthaler mv. Det var produktionsenheder, der var på højde med det bedste, vi kender.

Derefter besøgte vi et gartneri, hvor man havde 70 hektar under glas. Det var meget imponerende. Gartneriet lå tæt ved en kraftstation, hvorfra man udnyttede spildvarmen. Her dyrkede man tomater, agurker og peber. Virksomhedens produkter blev afsat til staten, som sørgede for den videre distribuering. Der blev produceret både til salg, dernæst besøgte vi kooperativet Ghimbav i Brasov distriktet, der blev drevet af 288 familier. Deres produktion blev fortrinsvis solgt til staten, resten på markedet i Brasov. Maskinerne var lejet af staten, og lejen blev betalt i penge såvel som i naturalier.

Vi havde lejlighed til at se traktorfabrikken Brasov, der beskæftigede 15.000 arbejdere, som alle havde en arbejdsdag på otte timer. Ved rundgangen måtte man ikke fotografere, og en del virkede rodet og ikke videre rationelt. Jeg bemærkede, at arbejderne havde små skabe ved siden af arbejdspladsen, ved hvilke de sad og spiste. Næsten halvdelen af de færdige traktorer var punkteret.

Huller frem for spalter

En af de følgende dage besøgte vi et svinekooperativ i Tichilesti, der havde en besætning på 423 søer. Foderet til dette og et andet kooperativ- brug blev leveret fra en nærliggende fabrik. Sundhedstilstanden var særdeles god. Man havde kun haft meget få sygdomsproblemer og råde- de i øvrigt over dygtige dyrlæger.

Vi besøgte en meget interessant kød-kvægfarm i Traianu ved Braila, der havde en årlig produktion på 5000 stk. kvæg. Alle dyr gik på spalter. Et nyt forsøg, hvor man i stedet for spalter havde huller, var ved at blive gennemført. Hullerne skulle være mere skånsomme mod klovene.

Et andet kooperativ var ret utraditionelt og ikke helt tidssvarende. I fire parallelle lang huse, var der indrettet kostalde på løsdrift facon, således at køerne gik i en art løbegård uden for bygningerne. Fodringen foregik, som alt andet arbejde vedrørende. kostalden med håndkraft, og arbejdet udførtes fortrinsvis af kvinder.

Til kollektivet hørte 300 hektar vinmarker. Denne produktion lagde man stor vægt på. Uafhængigt af kollektivet. lå der i landsbyen et statsligt druepresseri, der aftog alle druerne fortæller Poul Stevns.

I Tulcea besøgte vi en fiskekonservesfabrik med en årlig produktion på 100.000 tons. Fabrikken havde en filial ved Sortehavet, der producerede 20.000 tons om året. Konservesfiskene blev saltet, og med håndkraft, puttet i dåser. En maskine hældte olie i og lukkede dåserne, som derefter blev kogt i autoklaver.

Virksomheden beskæftigede 2700 mand, hvoraf de 1300 var fra Tulcea.

En af de sidste dage så vi en pumpestation for kunstvanding i Murfatlar, der ligger vest for Constanta. Vandet blev ledt i store kanaler de 30-40 km fra Donau og frem til pumpestationen. Her blev det med en kraftig centrifugalpumpe løftet 65 meter op i et bassin, og derfra blev vandet ledt ad mindre kanaler, ofte over lange afstande, frem til de marker, der skulle vandes. Pumpestationen leverede vand til et område på 105.000 hektar.

Som sidste del af programmet spiste vi på en kollektivrestaurant, og da på klædningen under hele turen havde været meget fri, mødte jeg i korte bukser og sandaler. Da vi ankom til restauranten, blev vi budt velkommen af syv distriktsledere og en direktør, der alle var i det stiveste puds. Så det var om at finde en grimasse, der ku’ passe.

Den sidste dag i Rumænien sagde sekretariatschef Stelian En gruppe yngre andelsfolk fra hele landet var sidst i juni det rumænske UNCAPS andelsudvalg gæster i godt en uge. En af deltagerne på turen var gdr. Povl Stevns, Stenum, der var inviteret med på grund af sit medlemskab af slagteriet Wenbos bestyrelse i Brønderslev.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Juli 1996 -Blå bog – Ingrid Andresen, 60 år, født i på Djursland.

Karriere: Lærereksamen, Ranum, 1961. Lærer i Odder i 3 år, derefter i Tyrstrup i Sønderjylland indtil 1974, hvor familien flyttede til Vrensted. Siden da lærer på Vrensted Skole i dansk, håndarbejde og hjemkundskab samt skolebibliotekskonsulent i Løkken- Vrå Kommune.

Medlem af kommunalbestyrelsen for Fælleslisten for Vrensted-Børglum siden 1993

Familie: Gift med Jens, inspektør på Vrensted Skole. 3 børn: Ole, 31 år, audiologiassistent på Sønderborg sygehus, Ejnar, 28 år, civilingeniør, Dansk Stålkonstruktion i Hobro, og Inge, 25 år, læser engelsk og samfundsfag på Århus Universitet. 2 børnebørn.

Dyr: Børnenes aflagte puddelhund, Nicki, der går en god lang tur med Ingrid hver morgen, så hun får klaret tankerne inden dagens dont.

Bil: Opel Vectra, årgang 1994

Forstår mest når pindene klirrer

Kommunalbestyrelsesmedlem Ingrid Andresen er den type, der bare ikke kan holde hænderne i ro. Enten er hun i gang med en striktrøje til sig selv eller familien, eller også er hun ved at afprøve noget til håndarbejdes undervisningen på Vrensted Skole.

Ingrid Andresens hobby smitter af på eleverne

Egentlig er alt muligt håndarbejde fra sølvstrik til batik – Ingrid Andresens hobby. Som håndarbejdslærer har hun lært alskens teknikker og selv om det efterhånden er en del år siden hun selv sad på skolebænken, er hun up to date; der er jo noget der hedder kurser, også for håndarbejdslærere.

Men jeg strikker mest. Det er så nemt at tage strikketøjet, når man lige har en halv time, siger Ingrid Andresen.

Hun strikker både til sig selv og til børn og børnebørn. Børnene, der nu er voksne, kommer selv og siger til, hvis de har fundet en opskrift på en sweater eller andet, de godt kunne tænke sig.

Mennesket bag politikeren

Mens de boede hjemme, gik de hele tiden og spurgte, hvornår jeg blev færdig, men nu har jeg betinget mig, at jeg ikke skal være færdig til nogen bestemt tid.

Ingrid Andresen vil ikke have pres på strikkeriet, til gengæld viger hun ikke tilbage for nogen opskrift, ligegyldigt hvor svær den er.

Det kan godt være jeg skal lave nogle prøver først, men jeg kan ikke forestille mig en opskrift jeg ville opgive, siger Ingrid Andresen.

I hendes og Jens’ hus, der ligger dejligt tæt på skolen, står der også to væve. Den ene med et påbegyndt viskestykke, den anden med en lige så ufuldendt uldplaid. Jeg har også noget fint sytøj liggende, som jeg begyndte på for 25 år siden. Det bliver ikke til noget med de ting. Jeg har ikke tid.

Strikketøjet er mere handy, men det bliver så også taget med på køreture, til generalforsamlinger og foredrag. Hun har dog ikke taget det med til kommunalbestyrelsens møder endnu.

Man hører ellers bedre efter, når man strikker. Jeg strikker også, når jeg ser fjernsyn eller læser. Jeg synes, jeg får bedre fat 1 tingene på den måde, fortæller Ingrid Andresen. Nogle af produkterne bruges som modeller i håndarbejdstimerne skolen og det er Ingrid Andresens erfaring, at børnene er glade for at få brugt hænderne. De skulle bare have mere tid til rigtig at få teknikkerne lært. Når først de er kommet rigtigt i gang, er de næsten ikke til at stoppe igen.

Ingrid Andresen havde en overgang sine væve stående på skolen, så børnene kunne gå hen og væve sig et stykke tæppe, hvis de havde lyst, og det var de meget optaget af. Ingrid Andresen underviser også i dansk og hus- gerning og hun er stadig glad for sit arbejde. Hun har rundet de 60 år, så hun kunne godt gå på efterløn nu, men har valgt at tage et år eller to mere. Når hun stopper, ser hun frem til at få mere tid til bl.a. frivilligt arbejde med børn og ældre. Indtil da nøjes hun med engagementerne i forbindelse med Løkken Marked, hvor hun hjælper til i køkkenet, lokalhistorisk forening, hvor både hun og Jens er med i bestyrelsen, og de ugentlige bankoaftener i forsamlingshuset, hvor hun og Jens skiftes til at råbe tallene op.

Og så er der jo det politiske arbejde, som hun finder meget spændende, og håber hun kan fortsætte med også efter næste valg.

 

Af Poul Christoffersen, Journalist og tidligere Vrensted-dreng

FOLK MED tilknytning til landsbyen Vrensted eller med interesse for at søge mere viden om byens fortid har nærmest fået en guldmine af minder at grave dybere ned i – et mammut sag med lokalhistorie på syv bøger fyldt med flere hundrede artikler. Historierne er fordelt på godt 4500 sider.

Man bliver helt svedig blot ved tanken om at gennemgrave alle de sider lokalhistorie. Foreløbig har jeg skimmet bøgerne og herunder også fundet sjove historier, som minder om min egen barndom på 1950’erne samme sted.

 

Flokkedes om fjernsynet

Således fortæller en af mine tidligere klassekammerater, Christian Larsen, om dengang fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede. I den sydlige del af ”heden” var der kun to steder, der havde investeret i fjernsyn – hos

Stadsvold og hos de tre søskende Ertmann, Else og Agner. Her flokkedes børnene for at kigge tv.

– I flere år var det Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent, inden vi havde fået nok og gik hjem. Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke travlt med at komme hjem, fortæller Christian Larsen.

Da Holger Stadsvolds mor døde måtte børnene finde et andet sted og se fjernsyn. Det blev hos Ertmann, Else og Agnes, og det var en anderledes oplevelse.

– De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke ved det samme bord som en kat og lignede havde gået på, det var vi ikke meget for, fortsætter Christian Larsen.

Børnene kunne stadig ikke få nok af at kigge tv, og de overhørte flere opfordringer fra værterne, at tiden nu var til, at de skulle hjem og i seng. Da børnene således blev hængende foran fjernsynet, skete der noget andet. Alt lys gik ud, og børnene fik at vide, der var gået en sikring. Så trissede de hjemad.

Når vi ikke ville høre, hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne, slutter Christian Larsen.

Løse skud

En anden fortælling fra samme tidsperiode, som er sjov i erindringens lys, kunne være endt helt galt.

Ved barber Romedahl vakte det en gang stor opstandelse, at et projektil sad fast ved et kældervindue til forretningen og det udløste forskellige teorier.

To drenge havde haft til hensigt at give præriens bedste mand Davy Crockett kamp til stregen med at skyde efter lyset på et stearinlys og det skete med små runde riffelkugler fra en gammel salonriffel. Det foregik i en lade bag Romedahls forretning uden den ønskede effekt.

Men de havde også fundet et par lange riffelpatroner, hvoraf den ene blev puttet i riflen. Patronen røg gennem en ladeport, men efterlod kun et lille hul i porten. Og lyset brændte stadig. De to drenge hjalp selvfølgelig med til at ”opklare” mysteriet uden at fortælle, hvad de havde haft gang i.

Den ene af drengene Arne Søndergaard Jensen løfter sløret for den farlige drengeleg i første bind af Vrensted Historier.

Egnens hjemmeside

Grundlaget for den store bogsamling af historier om

Vrensted er skabt af Jens Otto Madsen, ældste søn af tidligere førstelærer Elith Madsen på Vrensted Skole.

Jens Otto Madsen oprettede for nogle år siden egen hjemmeside, og via hans ihærdighed blev hjemmesiden et forum for et voksende antal beretninger fra personer, som kom med minder, skildringer osv., der rækker ca. 100 år tilbage.

Jens Otto Madsen stiftede også en lukket Facebook gruppe “Go’e gamle Vrensted”, hvor der næsten dagligt er nye opslag fra stifteren eller andre fra gruppen. Gruppen tæller i dag over 1400 medlemmer, der har eller har haft en eller anden tilknytning til Vrensted.

 Fokus på mordsag

De syv bind indeholder ikke blot personlige beretninger. Den ihærdige ildsjæl havde før udgivelsen af den store lokalhistoriske samling fået tilladelser til at inkludere en længere række historier, som tidligere har været offentliggjort i andre sammenhænge.

En af dem er den spektakulære mordsag fra Bækgaard, som fandt sted i 1850. Den har tidligere været bragt på Kriminalhistorie.dk på baggrund af et større forskningsarbejde af slægtsforsker Leif Sepstrup, Herning. Det var om et mord på bestilling fra gårdejeren på Bækgaard, fordi han ville af med sin kone efter mange års ulykkeligt ægteskab.

Lokal kendis

I et så omfattende værk på godt 4500 sider kommer man ikke uden om at berette om en af de mest kendte personer Anders Olesen, som blev født i Vrensted i 1853.

Anders Olesen blev sagfører og gennem sit virke skabte han sit eget kongerige i Hammer Bakker. Nogle gange med ufine metoder. Men Anders Olesen glemte aldrig sin fødeby, og han finansierede flere byggerier i Vrensted. Herunder Ane Marie Hus til minde om sin mor, og det hus trækker tråde til nutiden, hvor ildsjæle har samlet penge ind til fremtidigt projekt for husets anvendelse.

En samling af historier drejer sig om de negative og positive sider af Anders Olesens virke og om Ane Maries Hus. De fylder en del i bind et.

Andet oplag på vej

Det er ret enestående, at en landsby får samlet så meget let tilgængeligt lokalhistorisk stof i et værk, og at mange medlemmer af Go’e gamle Vrensted på forhånd betalte for at få tilsendt et sæt. Det første oplag af Vrensted Historier er distribueret ud, og bindene er blevet så godt modtaget, at 2. oplag allerede er sendt til trykning, da en større gruppe medlemmer fortrød, at de ikke meldte sig som købere af sættet i første ombæring.

Samtidig har bestyrelsen bag det nye Ane Maries Hus fået foræret et sæt, så det vil være tilgængeligt for andre, når huset en gang i fremtiden åbner med nye funktioner.

De 10 bind fortæller ikke den komplette historie om Vrensted sogns udvikling. Langtfra. Men værket er en rigtig god begyndelse for slægtninge, slægtsforskere og andre, som vil søge inspiration til at grave mere i sognets fortid.

Plus nr. 9 og nr. 10

Alle bøger kan nu købes/bestilles i alle landets Boghandler og på Nettet.

Desuden udgives alle bøger som E-Bøger som kan læses på Computer, Ipad og tablet.